Mord og mindfulness i hønsegården

Jeg har ikke brug for mindfulness og meditation, så længe jeg har høns. For mig er det mest beroligende i verden, at sidde i min hønsegård og se madammerne rode efter biller og orme og høre dem klukke og sludre med hinanden.

I fredags da jeg kom hjem fra arbejde, tog jeg en havestol og et glas vin og satte mig om til vores nye damer. De er først for nylig blevet lukket ud på det store græsareal, så området er nyt, spændende og uudforsket for dem. Larver og smådyr, der før var trygge her, lever nu i frygt for skrabende hønsefødder, skarpe øjne og spidse næb.

Det er jo sådan livet er, og jeg nød synet af deres jagt efter mad i græsset. Men bedst som jeg sad der, fik en af hønsene pludselig travlt med noget, den havde fundet. Hun hakkede ned i noget, kastede det op i luften og angreb det igen. De andre høns begyndte at blive nysgerrige efter, hvad hun var i gang med – mig selv inklusiv.

Til min gru så jeg, at det var en lille tudse, og at det var for sent at gøre noget for at redde den.

Jeg troede, at tudser både smagte grimt og var lidt giftige – men de her høns har tilsyneladende ikke noget i mod stærk og krydret mad. Tudsen blev hevet over i to – så flere høns fik glæde af den.

Med ét smagte min vin ikke helt så godt som før – og den meditative tilstand, hønsekiggeriet havde bragt mig i, forsvandt som dug for solen. Dagens time i mindfulness var forbi – lige som hønsenes nuttethedsfaktor.

Jeg gik ind.

Bedst som man tror, man er langt væk hjemmefra…

(sidste del af ferieføljetonen)

I den uge, vi var i Sulzano, mødte vi ikke mange andre udenlandske turister. Alle skilte er skrevet på italiensk, og meget få af de lokale taler engelsk. Iseosøen er tilsyneladende et sted, hvor italienerne rejser hen for at holde ferie. Stor var min overraskelse derfor, da jeg så et Facebook-opslag fra min gode ven Martin, som viste sig at være rejst til Iseo med sin kæreste, Tobias.

De to havde planlagt en færgetur rundt på søen den følgende dag, og vi inviterede dem til Franciacorta-smagning og en tur i poolen, hvis de ville hoppe af båden i Sulzano og aflægge os et besøg i Casa di Mina. Den var de med på, og det blev en skøn eftermiddag og aften med to af de hyggeligste mennesker, vi kender.

Tobias viste sig at være en habil svømmer, der udfordrede ungerne til en dyst om, hvem der kunne svømme to baner i den lille pool under vandet uden at komme op efter luft. Ungerne elsker en udfordring, så der blev taget store armtag og gispet efter luft – indtil det lykkedes.

Vi spiste ost, tomater og brød dyppet i olivenolie og drak den fantastiske Franciacorta vin, mens solen gik ned over Monte Isola. Det var bare en af de aftener, man kommer til at huske længe.

Dagen efter vendte vi næsen mod Danmark med kufferten pakket med den bedste olivenolie, jeg har smagt til dato. Den er købt hos en lille vinproducent, som får maksimalt udbytte af sin lille olivenlund, der vokser ved siden af vinstokkene. Jeg skal virkelig beherske mig for ikke bare drikke af flasken…

Det var faktisk hos vin- og olieproducenten, at vi mødte et italiensk par, som morede sig over, at vi var så begejstrede for områdets tomater. De sagde: ”Hvis I synes, de er gode her, så prøv at rejse længere ned i Italien. Tomaterne nede sydpå er meget bedre!”

Det var godt nok sådan, Den Lille Rødhætte kom på afveje, men det passer til gengæld perfekt til min drøm om at lave en pac-man hele vejen gennem støvlelandet og smaske mig gennem vin, ost, grøntsager, pølser og olier. Eftersom Maskinmesteren nu har lært at drikke vin, spise mugost og vegetarmad på denne ferie, så satser jeg på, at han vil rejse med næste gang også…

Maskinmesterens grænseoverskridende ferie – del 2

Vi spiste ude de første dage i Italien, hvor vi bl.a. fik prøvet gnocci med tomatsauce og revet ost, så himmelsk, at vi måtte prøve at lave det selv.

Det sjove er bare, at normalt hader Maskinmesteren tomat. Hans afsky gælder især retter, hvor tomat indgår som hovedingrediens. Men tomaterne i Italien er fantastiske, og jeg fik den sælsomme oplevelse at høre ham lovsynge en tomatsauce, som jeg havde frembragt.  Jeg så ham smask-elske en ret, som slet ikke indeholdt kød!

Og sådan var der flere små gastronomiske overraskelser, fx opdagede vi også, at af alle de pizzaer vi havde spist dernede, så var den absolut bedste den, som alene bestod af bund med tomat, ost og asparges. Helt enkel og urimelig lækker. Vi ville alle sammen hellere have Sandras pizza end dem med parma og salami.

Da jeg læste om området, vi boede i, fandt jeg ud af, at der i Franciacorta i Brescia fremstilles en særlig mousserende vin efter champagnemetoden, som skulle være så god, at den i flere tilfælde overgår champagne. Sådan noget må jo undersøges med egne smagsløg. Jeg er ret vild med Cremant, så jeg tænkte, at Franciacorta mousserende vine, sikkert også var lige mig.

Vi tog ud for at besøge et par af de vingårde, som fremstiller de lovpriste, gyldne bobler. Et af dem var Contadi Castaldi, hvor vi blev vist rundt af en ung, begejstret fyr, som forklarede om de særlige jordbunds- og produktionsforhold, som gjorde vinen til noget særligt.

Da vi endelig fik mulighed for at smage magien, var det ganske rigtigt mundguf på alle planer. Jeg skal undlade at beskrive smagsnuancer og noter af dette og hint – for jeg er bedre til at drikke vin end til at kloge mig på det.

Vi købte flere flasker, som vi tog med til Minas lejlighed, og i de kommende dage lærte Maskinmesteren igen noget om sig selv:  At øl er godt, men at øl indimellem må vige pladsen for et glas køligt, perlende Franciacorta. Han var ikke meget for at indrømme det, men godt var det.

Vi købte flere lokale lækkerier – blandt andet en særlig pølse, som fremstilles på Monte Isola og en hvidskimmelost kaldet Robiola. Det lykkedes mig faktisk at få lokket Maskinmesteren til at smage osten, selvom han hader mugost af en hver art og normalt nægter at smage. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde optaget det, for han sagde faktisk at den smagte godt. I dag vil han benægte det. Men det gjorde han.

Maskinmesterens grænseoverskridende ferie – del 1

Åh ferie. Vi lagde hårdt ud i år med at rejse sydpå i den første ferieuge. Sidste år brugte vi det meste af sommerferien på at lægge fliser, så i år mente vi, at vi havde fortjent en ”rigtig ferie”. Ungerne havde ønsket at komme til et land, ”hvor der er varmt”, for det har de ikke prøvet. Vi foreslog dem, at vi da bare kunne blive hjemme, men det faldt ikke i god jord.

Nu har jeg jo altid haft en lummer drøm om at æde mig gennem Italien. Begynde i bedste Pac-Man stil i toppen og så smaske mig gennem ost, vin, solmodne tomater, pasta og pizza helt ned til støvlespidsen. Åh, hvilken fryd. I år begyndte min rejse så i toppen ved Iseosøen.

På Airbnb faldt vi over Casa di Mina i Sulzano. Ingen af os havde nogensinde hørt om Iseo-søen, men det er en sø, som er noget mindre end både Como og Gardasøen. Til gengæld ligger der en stor ø midt i den. Øen Monte Isola udgjorde vores udsigt i en uge, og det var intet mindre en fantastisk.

Vidunderligt sted. Hvis ikke det var fordi, vi havde nogle få ting, vi gerne ville se, så kunne vi godt have siddet der på altanen i en uge og drukket vin og spist tomater og ost og se lyset ændre sig hen over søen.

Men der var tre vigtige ting, som vi skulle nå:

1. Se en katedral. Efter at have læst Jordens Søjler af Ken Follet, så ville Nikoline ville se en ægte katedral
2. Drikke Franciacorta. Jeg ville besøge en vingård, der laver områdets lovpriste Franciacorta mousserende vine, som jeg kun har læst om
3. Spise ægte italiensk pizza og gnocci. Pizza kan man næsten ikke undgå, men gnocci er sådan noget lidt underligt noget, som vi tænkte at vi hellere måtte smage i oprindelseslandet

Maskinmesteren havde ikke de store ønsker. Han ville egentlig bare have fred og ro og komme lidt væk. Men han kom faktisk til at overskride flere grænser, fravige sine principper og ændre opfattelse af flere ting på den ferie.

Fx har han et princip om, at han ikke bader i vand, som er under 35 grader varmt.
Men der var 28-30 grader hver dag, og vi havde adgang til en lille pool med den lækreste udsigt over Iseo og Monte Isola. Så da vi kom hjem efter en hed eftermiddag i byen, fraveg Maskinmesteren sit princip og hoppede i pølen til børnenes store glæde.

Mere ferie og flere grænseoverskridende erkendelser for Maskinmesteren følger på bloggen i denne uge. Jeg slutter af med beviset på, at han bader i vand, som er under 35 grader varmt.

Så aftensmaden blev lidt forsinket på grund af det her ægtepar…

På vej hjem fra arbejde i går standsede jeg lige hos Rema1000 for at købe lidt ind. Ved indgangen til butikken blev jeg stoppet af et ægtepar, der tydeligevis samlede ind til et eller andet. Jeg kunne bare ikke helt finde ud af hvad det var.

Man har vel altid tid til at stoppe og høre Ands ord, når sådan et par her spørger.

De var vanvittigt insisterende, kom helt hen og tjekkede om man havde noget i hænderne, når man satte sig på hug foran dem.

Budskabet var ikke til at tage fejl af: Giv os mad. Nu.

Jeg er ikke klogere, end at jeg adlyder, når en And kommanderer. Så jeg gik ind og købte en pose hvedeboller, og så kunne jeg ikke dy mig for at købe en dåse majs. Bare for at se om det var rigtigt, at ænder elsker majs.

Det sidste kan jeg afkræfte – men se lige de to nærgående apparater:

 

 

Jeg er gammel og tyk – men god mod børn og dyr

Gammel og tyk. Det er hvad jeg er blevet i dag. Det her er mig.

Aldersbarometeret siger 43 og vægten peb ynkeligt under mig i morges, mens den blinkede “+ 1,4 kg siden sidste uge”. Det sker efter en weekend, hvor jeg har mæsket mig i nordjysk grønlangkål og flæsk sammen med Momse, min mor, Maskinmesteren og ungerne. Vi er alle helt pjattede med nordjysk grønlangkål kokasse-style, så det lavede min mor til mig som fødselsdagsmiddag i lørdags.

Efter vægtchokket forventede jeg en forbedring af dagen, i det øjeblik Nikoline overrakte mig en gave med et fint kort. Jeg smilede, lige indtil jeg nåede linjen, hvor hun skrev – ”du minder mig faktisk lidt om Baymax”.

Baymax?!

Det er altså ham her…

Jeg skulle lige til at spy ild og brøle: ”Sagde du FEDE?!” – indtil jeg fik læst linjen under, hvor hun forklarede ”at det er fordi, du altid passer godt på os”.

Godt reddet, barnlil. Baymax er i filmen en utrolig sød robot, som er programmeret til at yde omsorg for andres fysiske og psykiske helbred.

Jeg overgav mig helt, da jeg fik denne her lille hæklede model.

Så ikke mere fødselsdagsraseri fra min side. Bare en stor tak til alle dem, som har sendt mig en tanke eller en hilsen i dag.

Jeg er meget beæret, og nu vil jeg bevæge mig et lille skridt nærmere Baymax-formen og sætte Maskinmesterens helt vildt lækre fødselsdagsmiddag til livs. Han laver verdens lækreste hasselbach kartofler, og til dem har jeg bestilt mørbradbøffer og bearnaise.

Come to Baymax…

Fantastiske væsener i julegave

Jeg er vist kommet til at tvangsindlægge ungerne til at se filmen “Fantastic Beasts and where to find them” lidt for ofte her op til jul. Men det var det værd, for det har inspireret Nikoline til at lave den ultimativt fedeste julegave til mig. Mine damer og herrer: Mød Pickett!

Jeg elsker ham, og hvis ikke du har set filmen, så se at få det gjort. Pickett er ét ud af mange fantastiske væsener, og jeg er særligt glad for, at Nikoline havde valgt at lave ham og ikke en erumpant eller en murtlap.

Julen i Outlaw var præcis, som den skulle være. Mor og Momse og svigermor Karen var her – og for første gang var min far også med. Ungerne forsøgte forgæves at tæve deres oldemor i både terninger og kortspil – naturligvis helt uden held. Jeg forsøgte at lave julemad, der er lige så god som Momses, men også jeg fejlede.

Aftenen før satte jeg rødkål over og faldt herefter i en spændende film sammen med Maskinmesteren og ungerne. Det resulterede i uspiselig rødkålskaramel, eftersom jeg først kom i tanke om gryden på blusset, da rulleteksterne løb henover skærmen.

Anden var sådan et muskelbundt, der har løbet lidt for frit, så selvom den blev stegt i fem en halv time, så var den slet ikke så mør, som den skulle være. Til gengæld blev rødkålen virkelig lækker i andet forsøg, og anden var herlig i biksemad her til aften.

Dagen i dag er gået med at vaske tøj og gramse på vores julegaver. Ud over Pickett, fik jeg en lækker fyldepen og en masse bøger, jeg havde ønsket mig.

Maskinmesteren så lidt træt ud, da jeg åbnede pakkerne fra svigermor. De indeholdt bøgerne af SalatTøsen. Særlig “Kål hele året rundt” slukkede livsgnisten i hans øjne, men han må jo selv til kødgryderne, hvis han synes, der kommer for mange planter på middagsbordet.

Jul med en 98-årig tumling

Vores jul var tæt på at blive enten amputeret eller aflyst, eftersom Momse fik en blodprop (igen-igen) onsdag morgen. Hun snakkede sort og kunne slet ikke finde ud af de mest simple gøremål. Da jeg kom, sad hun i en stol og så helt fortabt ud, mens lægen stod i stuen og spurgte om vi ville have hende indlagt. Ikke fordi sygehuset ville kunne gøre noget, men så var hun da under opsyn.

Sidst hun var indlagt, var det ved at tage livslysten helt fra hende, så det så vi ingen grund til, når de alligevel ikke kunne trylle hende 10 år yngre eller gøre noget andet, for at få hende tilbage til normal igen.

Så hun blev. Og fik en elevationsseng og hjemmehjælp og en æske til piller.

Min mor kalder hende en tumling. Sådan et stykke legetøj man forsøger at vælte, men som bliver ved at rejse sig op. Jeg må indrømme, at da jeg så hende onsdag, gjorde jeg mig ingen forhåbninger om at holde jul i Oulaw som planlagt. Det var mere sandsynligt, at vi måtte holde en lidt amputeret aften hos momse i hendes et-værelses lejlighed med elevationssofa.

Men så rejste tumlingen sig igen, og vi har lige holdt den dejligste jul. I forgårs spurgte hun forfærdet, om vi havde købt dyre julegaver til hende, for det var jo ikke sikkert, hun ville nå at gøre brug af dem. Vi forsikrede hende, at vi kun havde købt noget, vi selv gerne ville arve. Hun fik en ledningsfri støvsuger og en kalender for 2017 med billeder af familien – og så er det spændende om hun kommer til at vende alle siderne i kalenderen.

Det er ikke til at vide med hende, for hun får de her små blodpropper i hovedet, som slår hende helt ud af kurs. Hun er træt af den gamle krop og det glemsomme hoved, og da der næppe kommer en blodprop, som gør hende 15 år yngre, så er hun egentlig indstillet på, at hver dag kan være den sidste, og det er hun helt cool med.

De sidste ti juleaftener har jeg stået i køkkenet med hende, mens hun har styret arbejdet, og jeg har forsøgt at følge med og notere mig alt, hvad hun gør. I år stod jeg selv ved kødgryderne, og til min store glæde blev både rødkål, and, sovs og brune kartofler godkendt med kryds og slange af mesteren selv. Jeg er bestået.

Hønsemassakre afværget

Der har været krise i min hønseforretning. Så voldsom krise at jeg var tæt på at slibe øksen og lukke forretningen.

Mine ellers så produktive 17 høns begyndte langsomt at gå ned i produktion. Fra at få cirka 12-14 æg om dagen, faldt det pludseligt til 8-9 stykker, så til 4-6 og til sidst var vi nede på 2.

Normalt holder høns en pause i æglægningen, når de fælder og skifter fjer. Men det var der ikke noget af hos mine. De lagde bare ingen æg. Der var masser af mad i foderautomaten, og ungerne bedyrede, at de fyldte automaten op med jævne mellemrum. Ergo var hønsene ikke gået fra kosten.

Til gengæld var de begyndt at blive utroligt aggressive, når man gik ind med madrester eller lidt græs og mælkebøtter. De hoppede op i luften og snappede efter poserne med salat og pasta, og de havde fuldstændig ribbet hele den store, førhen tætbevoksede hønsegård for grønne planter.

Men hvorfor lagde de så ingen æg?! Maskinmesteren og jeg talte om, hvad vi skulle stille op med dem, hvis det blev nødvendigt at udskifte hele klanen på en gang. 17 døde høns er ikke noget, man lige begraver i baghaven – og jeg er ikke ret vild med at slå dem ihjel, bare fordi de falder lidt af på den. Men derfra og så til at gå og fodre på 17 forslugne damer uden at få et eneste æg til gengæld, syntes jeg også lige var træls nok.

Inden jeg gik ud og sleb øksen, smed jeg lige et spørgsmål ud i en Facebook-gruppe for hobby-hønse-folk for at høre deres erfaringer med den slags produktionsstop.  Det affødte mange gode forslag: Kunne de have utøj, være genetisk defekte, for gamle, i fældning eller måske få noget forkert foder?

Jeg kunne udelukke utøj. Og foderet er samme mærke, som jeg med stor succes har fodret mine høns med i de 12-13 år, hvor jeg har givet den gas som æggekone, så jeg synes ikke rigtigt, det kunne være årsagen. Men så begyndte jeg at gruble…

Ondskabens foderautomat

Måske var det foderautomaten? For nogle måneder siden investerede vi i en smart, rottesikret foderautomat. Den fungerer ved, at hønsene træder op på et trinbræt, som åbner et låg ind til foderet. Problemet var bare, at da vi introducerede hønsene for automaten i sin tid, NÆGTEDE de at træde op på brættet, fordi låget gav et smæk, når det gik op.

Efter mange pædagogiske forsøg på at vise dem vejen med hvedekorn, opgav vi, lagde en sten på brættet, så der var døgnåbent i automaten. Hønsene spiste gladeligt af den herefter.

Men nu gik jeg alligevel ud for at se nærmere på den automat. Den kunne jo være blevet defekt og have lukket sig i – eller måske var den stoppet til.

Det var den ikke. Og der var pivåbent ind til foderet. Hønsene flokkedes om mig, imens eg undersøgte apparatet, de pikkede mig rasende i tæerne og på tøjet. Da jeg tog lidt foder op i hånden overfaldt de mig fuldstændigt. De hakkede efter maden, så jeg blev helt ræd for at miste en finger eller hele hånden. De var sulte! Dødsultne. Men hvorfor?! Maden var jo tilgængelig, og de havde jo lært at spise af automaten.

Jeg lagde nogle foderpiller op på trinbrættet, og en høne fulgte med – men da hun skulle stikke hovedet helt ind i automaten for at nå foderet – bakkede hun ud. Hun nægtede at gå ind, hvor maden var.  De andre stod i en tæt ring rundt om og så til – men ikke én vovede sig ind efter maden. Da jeg igen tog en håndfuld foder op – angreb de mig fra alle sider.

Her faldt ti-øren. Delvist. Et eller andet må havde skræmt dem fra at stikke hovedet ind i automaten – og jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, hvor længe det har stået på.

Gået på klingen indrømmede ungerne da også, at det vistnok kun var en enkelt gang, de havde fyldt foder i automaten i løbet af den seneste måned. Siden havde det slet ikke været nødvendigt, når nu foderet stod urørt.

Det forklarede, hvorfor hønsene havde ribbet hønsegården for al spiselig bevoksning, hvorfor de angreb så voldsomt, når man kom med mad – og det forklarede sandsynligvis også de manglende æg. 

Jeg løftede en høne op og kunne konstatere, at der ikke var meget kød på hende – og kroen under halsen var helt flad.

Lynhurtigt fik jeg fat i den gamle fodersilo, som var sat i skammekrogen, efter det rottesikrede vidunder havde holdt sit indtog. Siloen blev fyldt med foderpiller og hængt op i hønsehuset som før. Hønsene gik bersærk! Det var som at se Anders And få hugtænder, så rasende spiste de.

Efter nogle lange minutters madorgie begyndte kroerne at bule ud, og øjnene rullede rundt i hovederne på de madsvimle damer. Solen var ved at gå ned, og efterhånden som de blev mætte, tog de en slurk vand og vaklede ind for at sove. Jeg kunne høre, hvordan de baskede for at få deres udspilede vomme og tunge gumper med op på siddepindene for natten.

Nej, hvor jeg havde det dårligt med mig selv. Jeg havde uforvarende været ved at sulte mine høns ihjel. Og selvom mysteriet nu delvist er løst, så forklarer det stadig ikke, hvorfor de pludselig holdt op med at spise af foderautomaten.

Men det er lige meget nu. For den gamle silo er på plads og nu, hvor der er gået en uges tid, så har antallet af æg sneget sig op på 8-9 stykker pr. dag. Det er en stor glæde – især også for mine kunder, der nu igen kan begynde at lægge bestillinger ind.

Og nu tør man også godt lade små børn fodre dem med lidt mælkebøtter uden at frygte, at ungen ryger med i en mundfuld.

Outlaws kreative køkken

I går var jeg på restaurant. En fin en af slagsen. Det var egentlig ikke min mening at spise ude, men både Maskinmesteren og jeg fik nok af at høre ungerne sidde ved hver sin computer og skændes om noget i Minecraft.

Så blev stikket til computerne trukket, og vi dømte “find på noget andet at lave”.

Det er her, at det som regel bliver sjovt. For hvis ikke de bare sætter sig op og surmuler på værelserne, så begynder de som regel at lege. I går etablerede de et par restauranter, og inviterede deres farmor og jeg til at komme og spise og anmelde. 

Menukortet bød på både velkendte og mere eksperimenterende retter. Så jeg bestilte frø i gelé med grønt til forret og en god saugvinon blanc dertil.

Til hovedret tog jeg blæksprutte med østrigske orme og grønt.

Alt sammen delikat og med udsøgt betjening. Jeg kan anbefale den restaurant til hver en tid, hvis ungerne ikke kan enes om at spille computer.

Jeg gav fem stjerner.