Kategoriarkiv: årets gang

Jul med de “besværlige” gamle

Vores jul blev noget anderledes end planlagt i år.

Jeg har altid haft det princip, at jeg ikke holder jul uden Momse og min mor. De to har altid arrangeret og fejret jul med mig, og derfor bliver min jul planlagt, så den kan fejres med dem. Basta. Jul med Momse anno 1980
Nu er Momse jo blevet 101 år og er efter eget ønske kommet på plejehjem. Hun går meget dårligt, og derfor er hun ikke så nem at invitere nogen steder. Faktisk vil hun helst blive på Kongsgården, hvor hun har en dejlig lejlighed med et badeværelse, hvor man kan komme ud med rollator.

Min svigermor derimod er stærkt flytbar og ville gerne holde jul hos os i år. Ingen tvivl om, at det er hyggeligst at holde jul i et hjem, hvor man spiller spil og går ture, mens spændingen breder sig sammen med duften af and. Min mor har det lige som jeg, Momse kommer i første række, så vi blev enige om et kompromis, hvor vi mødes hos Momse på plejehjemmet: Ungerne, min mor og jeg, og så ville min mor blive og spise julemiddag på Kongsgården, mens vi andre tog hjem til Maskinmesteren og hans mor, der fik æren af at stå for julemiddagen. Momse var med på idéen, for hun ville allerhelst blive, hvor hun var.

Alt var godt, troede vi, men så fandt vi ud af at Tomas’ farmor – hos os kaldet “Oldefarmor” – skulle sidde alene juleaften på et plejehjem i Ebeltoft. Oldefarmor hævder, at hun ikke er glad for at bo på plejehjemmet, men hendes tilstand kræver det, og både stedet og plejepersonalet er noget af det sødeste. Det medgiver hun skam også, men hun drømmer stadig om dengang hun boede i et dejligt hus med sin mand og havde udsigt til havet. Det er mange, mange år siden.

Vi troede, at Oldefarmor skulle holde jul med sine børn, og det troede hun også selv – men det lå ikke i kortene. Oldefarmor er heller ikke så nem at flytte mere, men hun blev ked af det, da hun fandt ud af, at hun ikke skulle være sammen med sin familie juleaften. Sandra blev ikke ked af det, da hun hørte det. Hun blev rasende og råbte, at hvis ingen andre ville holde jul med Oldefarmor, så ville hun. Vi andre kunne gøre, hvad vi havde lyst til, men hun ville ikke sidde og holde dejlig jul herhjemme, mens Oldefarmor sad alene og var ked af det.

Det var svært at være uenig med den påståelige unge, så efter en kort konference med svigermor, min mor og Momse, så blev det besluttet, at ungerne, min mor og jeg tog ud til Momse om formiddagen juledag og hyggede med frokost, eftermiddagskaffe og gaver. Min mor ville så blive til julemiddag på plejehjemmet hos Momse om aftenen, og så ville Maskinmesteren, svigermor, ungerne og jeg køre til Ebeltoft og spise middag og holde juleaften med Oldefarmor på hendes plejehjem.

Selvfølgelig betød det afkald på den hjemlige hygge med alle juleforberedelserne og duften af and i hele huset – men omvendt betød det glæde for to mennesker, som har holdt jul for andre, så længe de har kunnet, og som har betydet rigtig meget i Maskinmesterens og mit liv. To mennesker, som bare er blevet gamle og dermed ikke helt så medgørlige som tidligere.

Sandras vrede forsvandt som dug for solen, da planerne var på plads, og Juleaftensdag stod Maskinmesteren tidligt op for at røge et par af de makreller, vi havde fanget i Norge. Dem skulle Momse have til frokost, for hun har altid elsket røget makrel. De blev skyllet ned med en snaps og Maskinmesterens hjemmebryggede øl, og jeg blev grundigt belært om, hvor dygtig en mand jeg har. Han ringede til gengæld cirka midt i den tredje mundfuld for at høre Momses mening. Hun er et af de få mennesker, han virkelig gerne vil imponere. Og det lykkedes.julefrokost med momse

Efter frokosten lånte vi en kørestol og trillede Momse en tur rundt i området, og hun var svært begejstret for at komme ud  i den friske luft. Momse på tur i kørestol

Min mor dukkede op efter frokosten, og ungerne havde taget guitar og ukulele med, så de kunne spille et par julesange om eftermiddagen inden gaverne. Momse stemte i “Glade Jul”, til trods for, at hun ikke har en tone i livet og derfor normalt afholder sig fra at synge, men det var dejligt livsbekræftende at se hende lade sig rive med.

Sidst på eftermiddagen tog vi afsked med mor og Momse og satte kursen mod Ebeltoft, så vi kunne fejre sidste halvdel af julen med Oldefarmor. Det er jeg glad for, at vi gjorde.

Da vi kom til plejehjemmet var der fint dækket op til 14-16 mennesker, men det var der ingen grund til. De eneste beboere, som spiste med, var Oldefarmor og en sød gammel dame ved navn Edith, så det var godt vi kom fem mand og fyldte lidt op ved bordet. Maden var dejlig og en sød medarbejder sørgede så fint for os. Ungerne spillede et par julesange, og Oldefarmor sang med og var i vældig godt humør. Ud over et par gaver fra os, så havde plejehjemmet også sørget for, at der var en fin gave til beboerne. Edith viste sig at være en noget så hyggelig borddame, og vi havde alle dejlig aften hos Oldefarmor, som var træt men glad, da vi tog af sted sidst på aftenen.Jul hos oldefarmor

Hjemme hos svigermor rundede vi det hele af med en god flaske vin, og så var den dag gået.

Alt i alt blev det en fin – men lidt forjaget jul, fordi vi skulle fejre den to gange på samme dag. Men det var det værd, for de to gamle koner fik en god jul, og det var vigtigere end så meget andet.

Fiskereden – miniferie i Norge

Wuhu! Vi er taget til Norge! Vi opfylder Nikolines konfirmationsønske – hun ville have en fisketur til Norge eller Sverige – med garanti for fangst. So here we are…

Vi tog af sted i går, og her til aften har vi indtaget vores helt egen friskfangede aftensmad bestående af stegte makrel med kartoffelsalat-salat.

Vi har vores gode venner, Ayilé og Thomas, med, og de  har ikke rigtig fisket før, så det skulle lige læres. Vi ankom til den lille bugt, Korshamn i Lyngdal i går eftermiddags – og i morges stod vi alle seks til søs med det formål at vende hjem med aftensmaden.

Maskinmesteren agerede både maskinchef og kaptajn, og ville lige demonstrere, hvordan en fiskestang fungerer for Ayilé og Thomas. Ved det første kast – hev han en lille fin torsk med op – og så var vi alle tændt!

Thomas’ første fangst var noget ganske særligt. For han havde aldrig fanget en fisk før. Den var ikke stor, men den bragte stor jubel. 

Vi ræsede rundt hele dagen mellem klipper og skær – og hev den ene fisk op efter den anden. Både hornfisk, makrel, torsk og nogle små sørgelige fisk, som hele tiden bed på, men ikke var store nok til noget – de døde så snart, man hev dem af krogen, og de store måger, som fulgte os, havde en fest rundt om båden.

Selv efter maden ville ungerne gerne fange flere fisk – så de forsøgte sig fra molen.

I morgen forsøger vi os igen. Håber på torsk eller sej. Og ellers nyder vi bare Norge. Ja, vi elsker dette landet…

 

 

Til helvede med os – Copenhell for begyndere (del 1)

Flere har spurgt, hvordan det gik med vores Copenhell-debut, for som det fremgik af seneste indlæg, så var den ene konfirmationsgave til ungerne, billetter til Copenhell. Det var Sandras helt store ønske, især efter det stod klart, at Slipknot var blandt hovednavnene i år.

Vi havde glædet os alle sammen. Også Maskinmesteren, som blev klippet dagen før, vi tog af sted. Med os derover havde vi vores gode venner Ayilé og Thomas, hvor Thomas må siges at være Copenhell-veteran. Han har været derovre i flere år – både alene og med selskab. Ayilé er derimod fuldstændig ligeglad med metal – men hun elsker sin mand meget højt, og så ville hun gerne være bonus-moster for ungerne, hvis en af dem nu blev trætte af støv, dødsmetal og pinlige voksne i læderbukser, så kunne de jo tage med Ayilé på shoppingtur i stedet.

I erkendelse af, at vi er for gamle og for fornemme til at ligge i telt i en lille uge, havde vi booket en ferielejlighed i Ørestaden. Tanken var, at vi kunne tage metroen til Christianshavns Torv, hvor rute 666 var indsat til at køre derfra og ud til helvede på Refshaleøen. Men vi skulle blive klogere…

Turen fra Horsens til København foregik i høj sol og godt humør, lige indtil vi kom over Storebælt, hvor airconditionen stod af, så temperaturen i bilen nåede op på, hvad der føltes som 30 grader. Vi kørte resten af turen som den langtungede familie fra Teliareklamerne og håbede at være hurtigt fremme.Onsdag den 19. juni åbnede Copenhell-pladsen til lidt warm up. Sandra ville ikke gå glip af noget som helst, så vi måtte derind, så snart The Gates of Hell gik op.

Det kan godt være lidt ensomt at være de eneste 14-årige, der bekender sig til heavy metal i både musik- og tøjstil, når man bor i en lille jysk provinsby, så begge piger var naturligt nok stærkt begejstrede over alle de metalheads, de spottede i gadebilledet på vej derhen. Man kunne nærmest ikke sparke sig gennem byen for langhårede, tattoverede mennesker med kranier og død på tøjet.

Sandra blev helt forskrækket, da en mand pludselig sprang op fra sit bord foran en café og brølede: ”OOHHH YEEAAAHHH!!! CANNIBAL CORPSE!!” og pegede begejstret på hendes t-shirt med bandet. Bagefter var hun lige blevet et par centimeter højere af at blive anerkendt for sin musiksmag – også selvom det kom lidt uventet.

Vi nåede hen til Christianshavns Torv kun for at opdage, at rute 666 var ændret, så den i stedet for at begynde sin tur fra torvet, kom helt inde fra Hovedbanegården. Der stod vi så i en lang snoet kø henover Christianshavns Torv sammen med hundredvis af andre metaltosser, og kunne se den ene fyldte bus efter den anden køre forbi. Efter en halv times venten og kun meget lidt fremdrift i køen, valgte vi at gå. Og det skulle vi komme til at gøre en del i den uge…

Som sagt er der mange ting, som er uvante for et par 14-årige tøser fra en lille jysk provinsby, fx gjorde det indtryk, at der ved indgangen står en kristen prædikant og forsøger at overbevise deltagerne på vej ind til Copenhell om, at heavy metal er satans værk, og at de bør vende om. Ungerne synes det var lidt synd for ham. De konkluderede, at han på ingen måde vidste, hvad han talte om, og de mente, han burde komme med ind og opleve det selv. Måske ville han ændre mening.

Inde på pladsen blev deres øjne først fanget af et stort diskokranie og herefter af en ung kvinde i bar røv og læderfrynser. ”Mor! Man kan jo se hele hendes numse!” Ja, det kunne man, og den var nydelig. Vi fik fornøjelsen af den senere den samme aften, hvor den blev luftet på et bord i et øltelt. Onsdagens warm up bød alene på musik fra den lille Pandæmonium-scene, og ellers var der fuld knald på Biergarten, som er et øltelt med live-karaoke. Her spiller et husorkester en række kendte rock- og metalklassikere, som folk så kan gå op og brøle sig igennem, hvis de tør eller er fulde nok. Ikke overraskende var der kø til mikrofonen og voldsom gang i teltet. Sangerne skriger deres indre rockstar ud, og publikum går balalajka i headbanging og dans på bordene.

Det New Zealandske band, Like a Storm, havde fået til opgave at vække de døde med den allerførste koncert på Copenhells Pandæmonium-scene. Meget passende havde de medbragt dødningedekorerede didgeridoos, som indgik i deres superenergiske hard rock/metal core. De var overraskende fede, og vi fik svinget lidt med garnet og smagt de første kolde fadøl.

Senere kom Eagles of Death Metal, men de fangede os ikke helt, så vi overgav os i stedet til bar røv og brøle-rock i Biergarten resten af den aften.

Vi var godt trætte i benene, da vi kom hjem ved midnatstid til vores lejlighed. Vi kunne konstatere, at vi havde travet 14 km den dag. Men vi glædede os helt vildt til at se resten af festivalpladsen, og høre endnu mere metal dagen efter… (fortsættelse følger)

Man bliver aldrig for gammel til Anders And

Kort før jul blev jeg præsenteret for et tilbud, jeg umuligt kunne sige nej til: 3 måneders abonnement på Anders And sammen med DETTE FANTASTISKE SENGETØJ.

dynebetræk anders and motivDa jeg så det, var der ingen vej tilbage – for jeg vidste præcis, hvem der skulle have det i julegave: Min mor.

I mit barndomshjem havde vi en skuffe fuld af Anders And blade. Nogle af dem var helt tilbage fra dengang, min mor var barn, andre var af nyere dato. Når jeg var syg, var det fast kutyme, at jeg fik det nyeste Anders And blad og og alt det saftevand, jeg kunne hælde i mig.

Derudover læste jeg Anders And ved morgenbordet, og når jeg kom hjem fra skole. Jeg læste Anders And i sengen, og når jeg var på ferie hos Momse.

Momse er jo ikke anderledes end resten af familien. Når jeg som barn var på sommerferie hos hende, tog hun tit en middagslur – efter hun lige havde ligget og bladret lidt i et Anders And blad. Indimellem kunne man også lokke hende til at læse en af historierne højt.

Men tilbage til sengetøjet. Min mor blev ellevild, da hun åbnede julegaven. Sengetøjet ramte som forventet lige ind i hendes barnlige sjæl, og da jeg besøgte hende et stykke tid efter jul, så hendes seng sådan ud.

Forleden skrev jeg til hende for at høre, om hun også havde modtaget de første numre af bladet.

– Jo, tak. Jeg har fået de første tre blade, og når jeg er færdig med dem, så går jeg over til Momse, for hun vil også gerne låne dem, forklarede hun og sendte mig dette:

Momse anders and

Med sine 100 år på bagen er Momse et levende bevis på, at man aldrig bliver for gammel til Anders And.

Rikke maler

Sådan overlever man gavmilde overskudsmennesker og mindreværd

Kender du de der overskudsmennesker, der opnår de mest utrolige ting? Sådan nogen, som strikker en sweater, mens de koger klejner og hjælper den yngste med kvantefysik-lektierne. Sådan nogen, som får arbejde, hverdag, familieliv og maratontræning til at se legende let ud, mens de lige snupper sig en MBA, når børnene sover? Sådan nogen, som ligner en million selvom de ikke har sovet i et år, fordi de har været på så mange spændende forretningsrejser/ferier og har levet med kronisk jetlag. Det, der gør de her mennesker ulidelige, er ikke bare deres fantastiske overskud og spændende tilværelse. Nej, de værste af dem er samtidig helt utroligt imødekommende, hjertevarme, sjove og interessante – og dermed helt umulige at hade – selv det mindste.

Jeg kender nogle stykker af den slags – og for at kunne holde dem ud uden at implodere i en blanding af misundelse og mindreværd, så hjælper det at forestille mig, at de har en grim hemmelighed. Du ved, lige som når man skal tale foran et stort publikum, og man er nervøs, så hjælper det lidt at forestille sig, at alle i salen er nøgne?

På samme måde forestiller jeg mig, at de her perfekte mennesker i virkeligheden har fx et godt skjult hentehår eller at de i hemmelighed spiser Jaka bov direkte fra dåsen og tænder på regnfrakker og crocks. Jeg ved godt, at det er forfærdeligt, men jeg er nødt til det for at kunne rumme dem.

Nå, men jeg har mødt en ny variation af denne her type mennesker. Hun hedder Rikke, og hun danner par med en af mine gode kolleger. Rikke er en helt usandsynlig dygtig kok. Uanset om hun bager, laver smørrebrød eller konfekt, så smager alt fra hendes hånd forrygende. Hun arbejder solen sort som sosu-hjælper, er mor til fire børn, og sammen med min kollega, Ulrik, er hun altid ude til musik-,  sport- eller kulturbegivenheder eller på dejlige ferier, hvor børnene er med. Hvad den kvinde ikke når på et døgn er lige til at få stress af, alene ved at læse om det – og hun er altid glad og fuld af energi.

Bare se her, hvordan det ser ud, når hun og børnene har lavet konfekt. Ikke nok med, at det ser godt ud – det smager så englene synger – der er forskellige varianter med kokosfyld, appelsin osv. Hun har naturligvis givet mig en pose…

julekonfekt chokolader

Men det værste var, da hun i slutningen af november lagde det her billede på Facebook: Pakkekalender

Da jeg så det, havde jeg slet ikke tænkt på julegaver – heller ikke at mine børn måske forventede at få en adventskalender. Og konen dér var allerede færdig.  Da jeg kom hjem, havde mine unger gjort huset rent, hængt julepynt op sammen med den kalender, nissen plejer at hænge gaver på…

Jeg fik fremfjumret noget, der kunne bruges som gaver til ungerne derhjemme, samtidig med at jeg ønskede Rikke kilovis af Jaka bov i mit stille, ondskabsfulde sind. Men da jeg endelig stødte ind i hende et par dage efter, kom hun iført malertøj og gik i gang med at hive møbler ud af mandens kontor for at male det. “Det så så træls ud derinde, og jeg har lige nogle timer, inden jeg skal møde på arbejde”, sagde hun og afslørede, at hun faktisk også var uddannet maler.

Rikke maler

Her knækkede filmen for mig. Der var simpelthen ikke hentehår nok i verden, til at jeg kunne skjule mine frustrationer over ikke at være lige så tjekket og overskudsagtig. Så jeg fortalte hende, hvordan jeg havde kæmpet med blot med at skaffe de første to gaver til ungernes adventskalender, mens jeg havde set hendes 7 x 24 smukt indpakkede gaver og læst hendes opslag. Hun smilede stort og forklarede, at sådan havde det altid været, og at selv hendes voksne børn forventede at få en pakkekalender – og så begyndte hun glad at svinge malerrullen.

Da jeg mødte ind på arbejde et par dage efter, stod denne her på mit bord. Fuld af 24 smukt indpakkede gaver.

Pakkekalender til mig

Hver dag i december har jeg åbnet små fine pakker med stearinlys, håndcreme, servietter og slik.

Jeg bøjer mig i støvet, Rikke. Du er simpelthen for vild – og jeg kan virkelig godt lide dig, selvom du har hentehår og tænder på crocs… 😈 😈 😈

Bedst som man tror, man er langt væk hjemmefra…

(sidste del af ferieføljetonen)

I den uge, vi var i Sulzano, mødte vi ikke mange andre udenlandske turister. Alle skilte er skrevet på italiensk, og meget få af de lokale taler engelsk. Iseosøen er tilsyneladende et sted, hvor italienerne rejser hen for at holde ferie. Stor var min overraskelse derfor, da jeg så et Facebook-opslag fra min gode ven Martin, som viste sig at være rejst til Iseo med sin kæreste, Tobias.

De to havde planlagt en færgetur rundt på søen den følgende dag, og vi inviterede dem til Franciacorta-smagning og en tur i poolen, hvis de ville hoppe af båden i Sulzano og aflægge os et besøg i Casa di Mina. Den var de med på, og det blev en skøn eftermiddag og aften med to af de hyggeligste mennesker, vi kender.Martin-Tobias

Tobias viste sig at være en habil svømmer, der udfordrede ungerne til en dyst om, hvem der kunne svømme to baner i den lille pool under vandet uden at komme op efter luft. Ungerne elsker en udfordring, så der blev taget store armtag og gispet efter luft – indtil det lykkedes.

Vi spiste ost, tomater og brød dyppet i olivenolie og drak den fantastiske Franciacorta vin, mens solen gik ned over Monte Isola. Det var bare en af de aftener, man kommer til at huske længe.

Dagen efter vendte vi næsen mod Danmark med kufferten pakket med den bedste olivenolie, jeg har smagt til dato. Den er købt hos en lille vinproducent, som får maksimalt udbytte af sin lille olivenlund, der vokser ved siden af vinstokkene. Jeg skal virkelig beherske mig for ikke bare drikke af flasken…

Oliven olie verdens bedste måskeDet var faktisk hos vin- og olieproducenten, at vi mødte et italiensk par, som morede sig over, at vi var så begejstrede for områdets tomater. De sagde: ”Hvis I synes, de er gode her, så prøv at rejse længere ned i Italien. Tomaterne nede sydpå er meget bedre!”

Det var godt nok sådan, Den Lille Rødhætte kom på afveje, men det passer til gengæld perfekt til min drøm om at lave en pac-man hele vejen gennem støvlelandet og smaske mig gennem vin, ost, grøntsager, pølser og olier. Eftersom Maskinmesteren nu har lært at drikke vin, spise mugost og vegetarmad på denne ferie, så satser jeg på, at han vil rejse med næste gang også…

Katedral-kikkeri og sure krikker – ferieføjleton

Med to ud af tre punkter på vores ønskeliste til ferien krydset af, var der kun tilbage at opfylde Nikolines ønske om at se en rigtig katedral. Inden ferien havde hun læst Jordens Søjler af Ken Follet – og ønsket var derfor stort.

Nærmeste katedral var domkirken i Milano, Il Duomo, og den er imponerende. Selvom Maskinmesteren nok overskred flere grænser på den ferie, så fik han gudskelov ikke religiøse åbenbaringer af nogen art ved besøget. Tværtimod. Han var gnaven, fordi der er var varmt og træls mange mennesker. Hans eneste ferieønske var jo netop fred og ro. Det finder man ikke i Milano.

il duomo domkirken milano

Men Nikoline var glad. Il Duomo er pompøs og har mange spændende detaljer at se på både udvendigt og indeni.

Indeni Il duomo milano

Dagen efter besluttede vi at vi besøge den lille ø, Monte Isola, som udgjorde vores udsigt fra terrassen. Vi hoppede på en båd over til øen og begyndte vores opstigning. Vejen derop er en smal muldyrsti, belagt med sten, rødder og jord.

På vej mod toppen går man guddødemig gennem en lille by, hvor man kun kan undre sig over, hvem f… der fik den afsindige idé at bosætte sig på en bjergside på en ø i en sø?! Men det er formentlig de samme forrykte mennesker, som i sin tid valgte at bygge en kirke på toppen af øen – 600 meter over havoverfladen!

Gåtur monte isola

Vi prustede og svedte os hele vejen op til kirken og mødte både en stor, lysegrøn slange, som bugtede sig tværs over stien mellem os – og et muldyr (eller er det et æsel?), som jeg tilsyneladende kom til at fornærme, da jeg hilste den med et forsigtigt ”Iiihhhh-hååååå”

Vi nåede toppen, så kirken. Men de solgte ingen t-shirts. Til gengæld havde vi underlige wobbly-ben resten af dagen – og det er da også en slags souvenir.

Toppen af Monte Isola