Tag Archives: venner

Bedst som man tror, man er langt væk hjemmefra…

(sidste del af ferieføljetonen)

I den uge, vi var i Sulzano, mødte vi ikke mange andre udenlandske turister. Alle skilte er skrevet på italiensk, og meget få af de lokale taler engelsk. Iseosøen er tilsyneladende et sted, hvor italienerne rejser hen for at holde ferie. Stor var min overraskelse derfor, da jeg så et Facebook-opslag fra min gode ven Martin, som viste sig at være rejst til Iseo med sin kæreste, Tobias.

De to havde planlagt en færgetur rundt på søen den følgende dag, og vi inviterede dem til Franciacorta-smagning og en tur i poolen, hvis de ville hoppe af båden i Sulzano og aflægge os et besøg i Casa di Mina. Den var de med på, og det blev en skøn eftermiddag og aften med to af de hyggeligste mennesker, vi kender.Martin-Tobias

Tobias viste sig at være en habil svømmer, der udfordrede ungerne til en dyst om, hvem der kunne svømme to baner i den lille pool under vandet uden at komme op efter luft. Ungerne elsker en udfordring, så der blev taget store armtag og gispet efter luft – indtil det lykkedes.

Vi spiste ost, tomater og brød dyppet i olivenolie og drak den fantastiske Franciacorta vin, mens solen gik ned over Monte Isola. Det var bare en af de aftener, man kommer til at huske længe.

Dagen efter vendte vi næsen mod Danmark med kufferten pakket med den bedste olivenolie, jeg har smagt til dato. Den er købt hos en lille vinproducent, som får maksimalt udbytte af sin lille olivenlund, der vokser ved siden af vinstokkene. Jeg skal virkelig beherske mig for ikke bare drikke af flasken…

Oliven olie verdens bedste måskeDet var faktisk hos vin- og olieproducenten, at vi mødte et italiensk par, som morede sig over, at vi var så begejstrede for områdets tomater. De sagde: ”Hvis I synes, de er gode her, så prøv at rejse længere ned i Italien. Tomaterne nede sydpå er meget bedre!”

Det var godt nok sådan, Den Lille Rødhætte kom på afveje, men det passer til gengæld perfekt til min drøm om at lave en pac-man hele vejen gennem støvlelandet og smaske mig gennem vin, ost, grøntsager, pølser og olier. Eftersom Maskinmesteren nu har lært at drikke vin, spise mugost og vegetarmad på denne ferie, så satser jeg på, at han vil rejse med næste gang også…

Reklamer

Bryllupsbrag i Outlaw

Outlaw har været på den anden ende i de seneste par måneder. Vores gode venner Dorthe og Claus skulle giftes – og det kræver jo både polterabend, æresport, sange og taler.

Polterabenden for de to er overstået for længst, og det blev mindeværdig. Vi havde delt os op i et mande- og et damehold, som troppede op hjemme hos Dorthe og Claus med babysitter og det hele arrangeret. Vi fortalte dem, at herrene skulle skyde lerduer og pigerne skulle have fodbehandling med doktorfisk. Claus så glad ud – og Dorthe noget betænkelig ved tanken om at få babbet tæer af små glubske mallefisk.

Det bedste var faktisk Claus’ ansigt, da drengene gjorde mine til at tage af sted med ordene: “Kom Dorthe, du skal med os”. For sådan blev det:

polterabend doktorfisk lerduer

Herefter byttede vi, så pigerne tog Dorthe ud at ride, mens Claus blev sat i arbejde, hjemme hos sig selv, da der skulle mures og sættes en ny dør op i kælderen. Det er ingen hemmelighed at Claus’ talenter for det håndværksmæssige kan ligge på en femøre, så det var vist godt, at han fik råd og vejledning fra tørstige venner imens.

claus murer de andre drikker øl

Polterabend endte vanen tro i hegnet. Af uvisse årsager mente drengene, at Claus skulle ud og padle rundt i en gummibåd i Bo og Henriettes sø. Det lykkedes dem at punktere gummibåden, så han tippede rundt og måtte hjælpes i land af storgrinende venner.

Brylluppet fandt sted i går, og det var heldigvis lidt mere stilfuldt. Se bare min yndefulde løbemakker her, som ankom med højt hår, smuk kjole og beredt til tænderne med lommelærken i håndtasken.

Jette med lommelærke

Eller Outlaws skæggeste mænd. John og Martin, som i dagens anledning havde været med gommen til barber og fået ansigtsbeklædningen trimmet.  John var i øvrigt iført sit livs allerførste jakkesæt. Han var så begejstret for det, at han overvejede at gøre det til sin arbejdsuniform, når han kører truck til hverdag. Dét er go’ stil.

Skægge mænd

Brylluppet blev intet mindre en et brag. Alt spillede lige fra ceremonien i kirken til de mange smukke og underholdende taler, sange, indslag og ikke mindst brudevalsen, hvor Claus og Dorthe overraskede alle med en danseserie, der ville have fået Beyoncé til at hyre dem på stedet og som berettigede dem til en rolle i næste opsætning af Grease. Jeg tabte ganske enkelt kæben. Det var SÅ cool.

baren drinks

Festen fortsatte på dansegulvet og i baren, hvor der ikke manglede noget som helst. Vi gik først til køjs, da lyset blev tændt og musikken standsede.

I dag er her stille. Ingen gider noget. Jeg er helt sikker på, at der bliver hentet en del take-away til Outlaw i dag.

Tak til alle – ikke mindst til Claus og Dorthe. Det var en fantastisk dag. Vi ønsker jer alt godt.

brudepar