Category Archives: Høns

Endelig fri!

Hønsene har været rasende i de sidste fem måneder. På grund af smittefaren med fugleinfluenza har Fødevarestyrelsen krævet, at alle høns skulle holdes under tag. vred høne i bur

Når man har 15 høns, der normalt har adgang til et areal med græs og planter på cirka 100 kvadratmeter, så bliver de pænt gale i kammen, når man lukker dem inde på 10. De lugter heller ikke af blomster, skulle jeg hilse fra naboen og sige.

I går blev kravet om overdækning af hønsegårde så endeligt ophævet. Det var en fest. Især fordi græsset i hønsenes fravær havde vokset sig højt og delikat.

Se rendyrket hønselykke udspille sig frit her.

 

Reklamer

Hønsemassakre afværget

Der har været krise i min hønseforretning. Så voldsom krise at jeg var tæt på at slibe øksen og lukke forretningen.

Mine ellers så produktive 17 høns begyndte langsomt at gå ned i produktion. Fra at få cirka 12-14 æg om dagen, faldt det pludseligt til 8-9 stykker, så til 4-6 og til sidst var vi nede på 2.

Normalt holder høns en pause i æglægningen, når de fælder og skifter fjer. Men det var der ikke noget af hos mine. De lagde bare ingen æg. Der var masser af mad i foderautomaten, og ungerne bedyrede, at de fyldte automaten op med jævne mellemrum. Ergo var hønsene ikke gået fra kosten.

Til gengæld var de begyndt at blive utroligt aggressive, når man gik ind med madrester eller lidt græs og mælkebøtter. gammel høneDe hoppede op i luften og snappede efter poserne med salat og pasta, og de havde fuldstændig ribbet hele den store, førhen tætbevoksede hønsegård for grønne planter.

Men hvorfor lagde de så ingen æg?! Maskinmesteren og jeg talte om, hvad vi skulle stille op med dem, hvis det blev nødvendigt at udskifte hele klanen på en gang. 17 døde høns er ikke noget, man lige begraver i baghaven – og jeg er ikke ret vild med at slå dem ihjel, bare fordi de falder lidt af på den. Men derfra og så til at gå og fodre på 17 forslugne damer uden at få et eneste æg til gengæld, syntes jeg også lige var træls nok.

Inden jeg gik ud og sleb øksen, smed jeg lige et spørgsmål ud i en Facebook-gruppe for hobby-hønse-folk for at høre deres erfaringer med den slags produktionsstop.  Det affødte mange gode forslag: Kunne de have utøj, være genetisk defekte, for gamle, i fældning eller måske få noget forkert foder?

Jeg kunne udelukke utøj. Og foderet er samme mærke, som jeg med stor succes har fodret mine høns med i de 12-13 år, hvor jeg har givet den gas som æggekone, så jeg synes ikke rigtigt, det kunne være årsagen. Men så begyndte jeg at gruble…

Ondskabens foderautomat

Ondskabens foderautomat

Måske var det foderautomaten? For nogle måneder siden investerede vi i en smart, rottesikret foderautomat. Den fungerer ved, at hønsene træder op på et trinbræt, som åbner et låg ind til foderet. Problemet var bare, at da vi introducerede hønsene for automaten i sin tid, NÆGTEDE de at træde op på brættet, fordi låget gav et smæk, når det gik op.

Efter mange pædagogiske forsøg på at vise dem vejen med hvedekorn, opgav vi, lagde en sten på brættet, så der var døgnåbent i automaten. Hønsene spiste gladeligt af den herefter.

Men nu gik jeg alligevel ud for at se nærmere på den automat. Den kunne jo være blevet defekt og have lukket sig i – eller måske var den stoppet til.

Det var den ikke. Og der var pivåbent ind til foderet. Hønsene flokkedes om mig, imens eg undersøgte apparatet, de pikkede mig rasende i tæerne og på tøjet. Da jeg tog lidt foder op i hånden overfaldt de mig fuldstændigt. De hakkede efter maden, så jeg blev helt ræd for at miste en finger eller hele hånden. De var sulte! Dødsultne. Men hvorfor?! Maden var jo tilgængelig, og de havde jo lært at spise af automaten.

Jeg lagde nogle foderpiller op på trinbrættet, og en høne fulgte med – men da hun skulle stikke hovedet helt ind i automaten for at nå foderet – bakkede hun ud. Hun nægtede at gå ind, hvor maden var.  De andre stod i en tæt ring rundt om og så til – men ikke én vovede sig ind efter maden. Da jeg igen tog en håndfuld foder op – angreb de mig fra alle sider.

Her faldt ti-øren. Delvist. Et eller andet må havde skræmt dem fra at stikke hovedet ind i automaten – og jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, hvor længe det har stået på.

Gået på klingen indrømmede ungerne da også, at det vistnok kun var en enkelt gang, de havde fyldt foder i automaten i løbet af den seneste måned. Siden havde det slet ikke været nødvendigt, når nu foderet stod urørt.

Det forklarede, hvorfor hønsene havde ribbet hønsegården for al spiselig bevoksning, hvorfor de angreb så voldsomt, når man kom med mad – og det forklarede sandsynligvis også de manglende æg. Sulten høne

Jeg løftede en høne op og kunne konstatere, at der ikke var meget kød på hende – og kroen under halsen var helt flad.

Lynhurtigt fik jeg fat i den gamle fodersilo, som var sat i skammekrogen, efter det rottesikrede vidunder havde holdt sit indtog. Siloen blev fyldt med foderpiller og hængt op i hønsehuset som før. Hønsene gik bersærk! Det var som at se Anders And få hugtænder, så rasende spiste de.

Efter nogle lange minutters madorgie begyndte kroerne at bule ud, og øjnene rullede rundt i hovederne på de madsvimle damer. Solen var ved at gå ned, og efterhånden som de blev mætte, tog de en slurk vand og vaklede ind for at sove. Jeg kunne høre, hvordan de baskede for at få deres udspilede vomme og tunge gumper med op på siddepindene for natten.

Nej, hvor jeg havde det dårligt med mig selv. Jeg havde uforvarende været ved at sulte mine høns ihjel. Og selvom mysteriet nu delvist er løst, så forklarer det stadig ikke, hvorfor de pludselig holdt op med at spise af foderautomaten.

Men det er lige meget nu. For den gamle silo er på plads og nu, hvor der er gået en uges tid, så har antallet af æg sneget sig op på 8-9 stykker pr. dag. Det er en stor glæde – især også for mine kunder, der nu igen kan begynde at lægge bestillinger ind.

æg i rede

Og nu tør man også godt lade små børn fodre dem med lidt mælkebøtter uden at frygte, at ungen ryger med i en mundfuld.

Oh, at være en jagthøne

 

Forleden gik ungerne ud for at indfange de hurtigste, stærkeste og mest blodtørstige høner, de kunne finde i hønsegården. For når man nu ikke må få en jagtfalk, så må en høne da kunne trænes til samme formål.

Falkoner med sin jagthøne

Jeg levnede ikke projektet mange chancer, indtil jeg så hønen tage afsæt fra sin falkoners arm og frygtløst sætte kurs mod jorden i et inferno af basken og skråklyde.

Falkoner med jagt høne 2

Om den fik sit bytte er jeg ikke helt klar over.

Nikoline var mere ude efter en selskabspapegøje til at tage med på pirattogter. Og det lod til, at hun og den udvalgte høne havde en særlig kemi mellem sig.

selskabshøne

Indtil det gik op for os, at hønen var en ondskabsfuld morderisk satan, som alene var ude efter at prikke øjnene ud på hende.

Øjespisende høne

Høne-pønes plan mislykkedes heldigvis, og Nikoline indså at fem fjer hurtigt kan blive til 10 psyko-høns på skulderen, hvilket ikke rigtigt kan bruges til noget.

Så projektet er skrinlagt. For nu.

Hønsehimlen indviet med manér

Maskinmesteren har knoklet i de seneste par uger for at opfylde mit ønske og hønsenes hedeste drømme. Han har skabt intet mindre end et himmerige for høns. I går blev det indviet med stil.

(Læg mærke til det knælende barn på billede 2. Jo jo. Der er respekt for konen med æggene)

Snoreklip ved hønsegård

Høns er nogle tåber. De elsker græs, mælkebøtter og skvalderkål. De æder alt grønt, som stikker op ad jorden. Og det, de ikke spiser, pærer de rundt i med deres store hønsefødder, så rødder og stilke bliver flået op. Derfor har jorden i vores enorme hønsegård længe været bar og gold, hvilket har frustreret hønsene, som har haft frit udsyn til resten af vores noget vildtvoksende have.

Men i går var alle hønernes trængsler forbi, takket være Maskinmesteren, som har delt hønsegården op i to. Den ene del har været lukket af for hønsene, og så er der ellers sået græs og markblomsteri i jorden, som var exceptionelt godt gødet af hønsemøg. Planterne er eksploderet over den seneste måned, og i går – efter den højtidelige indvielse – var tiden kommet til at lukke hønsene ud i engen.

Høner i kornmark

Det var de svært begejstrede for. Der blev nippet løs af alt det grønne, alt i mens biller og snegle ikke længere kunne vide sig sikre på den del af matriklen.

Nu må maskinmesteren så i gang igen med at få vendt jorden på den anden side af hegnet. Der skal plantes ny eng, som skal vokse op i fred for de hærgende høner. Jeg er spændt på, hvor lang tid det tager dem, at gøre denne frodige eng til en bar mark. Lad os se. De er godt i gang.

Gemmeleg for høns

Hønsemøg og havearbejde med Don Juan

I sidste weekend holdt Maskinmesteren og jeg arbejdsdag i haven. Vejret var fantastisk, haven fuld af grene fra tidligere fældede æbletræer, og haveskurene bugnede af akkumuleret ubrugeligt skrammel, som skulle på lossen. Hønsehuset trængte også gevaldigt til at blive muget ud. Så vi tog havehandskerne på, og gik i krig.

Hønsehuset var mit job. Der har altid været rift om æggene, men faktisk er interessen for hønsemøg i Outlaw også stor. Flere haveejere har ytret ønske om at få leveret hønselort til jordbær- og grønsagsbedene, så jeg tog en dyb indånding og fandt en skovl.  
 
Med arme så lange som en orangutangs leverede jeg fire trillebørlæs hønsebæ på to matrikler i byen til stor glæde for haveejerne og lige så stor afsky for deres børn:

– Hvad laaaaaver du?

– Jeg læsser hønselort af i din mors og fars køkkenhave.

– Adddddd! Det er ulækkert! Det må du ikke! Det er vores have!

– Jo, det må jeg godt, for så bliver jeres grøntsager store og flotte. Jeres far har selv bedt om det.

–  FAAAR!!

Sidste år leverede jeg møg til den ene halvdel af en køkkenhave, og det var helt tydeligt at se på planternes størrelse, hvilke der voksede i den gødede jord, og hvilke der ikke gjorde. Men knægten i haven havde ret: Det er alt andet end lækkert, når man står med det.

Da hønsehuset igen duftede af savsmuld og frisk halm, greb Maskinmesteren fræseren og kørte en tur i hønsegården, så alt møget derude kunne blive vendt i ned jorden. Det blev en af de bedste oplevelser, han har haft længe.

– Det er som at være 22 år igen og gå gennem Skolegade i Aarhus en lørdag aften. Se, alle de damer, der løber efter mig, sagde han fornøjet ved synet af hønsene, der gik bag ham på rad og række, efterhånden som den nyvendte jord med orme og biller blev gjort tilgængelig.  

 Og sådan kan havearbejde jo få en til at føle sig helt ung igen 🙂

På tusmørke-picnic iført hønsehjelm

For en uge siden bad Sandra så mindeligt, om vi ikke snart kunne tage på skovtur og spise madpakker. Tiden har ikke rigtigt været til det, men i går eftermiddags var vejret så fantastisk, og jeg blev revet med af forår i luften efter at have siddet inde til et meget koncentreret seminar hele dagen. På vej hjem fra arbejde ringede jeg til Sandra for at høre, hvad hun havde tænkt sig, vi skulle spise på den picnic, for så kunne vi da indtage aftensmaden i skoven. Hun ville have sandwich med tunsalat, og sådan blev det. 

Da jeg kom hjem havde Nikoline lige en gave til mig. Nikoline har brugt en del aftener hos min veninde Senada, som hun hygge-hækler med, så jeg var noget spændt på, hvad  hun nu havde begået. Jeg blev ikke skuffet.

Hæklet hønsehue hønsehat kyllingehue kyllingehat

En hønsehue! Lige sådan en, jeg altid har ønsket mig. Jeg var så glad og beholdt den naturligvis på hele aftenen. Da vi drog af sted i tusmørket med madpakker og et liggeunderlag til at sidde på, havde jeg glemt alt om hønsehatten på mit hoved.

Vi gik gennem skoven i Outlaw, hvor vi så to rådyr. Herefter endte vi på en lille mark med udsigt til den fantastiske solnedgang og lysene i Horsens by, som netop var blevet tændt. Det var rigtig hyggeligt at sidde der og sludre med munden fuld af tunsalat. Til sidst var der bælgmørkt, og vi sad bare og gloede på stjernerne. Det var her det slog mig, at hvis nogen kom forbi, ville det unægtelig se sært ud med tre tosser på et liggeunderlag i mørket – sidste mand iført en hønsehjelm…

Godt det var mørkt.

solnedgang skovtur madpakker

Hæklet hønsehue hønsehat kyllingehue kyllingehat

Oh, at være en høne (der skiller sig ud fra flokken)

Trangen til at ruge på æg burde være avlet ud af den type høns, vi har. Der er da heller ikke nogen af dem, der har udvist den mindste interesse for yngelpleje. Indtil for godt en måned siden, hvor ungernes yndlingshøne, som de har døbt “Hvidløgsbrød”, lagde sig på reden og blev der.   Hun tager kun føde til sig én gang om dagen, hvor hun springer ud af kassen, æder og skider som havde hun Rose Poultry i hælene og skynder sig tilbage på reden igen. Hun har hævet sin kropstemperatur til cirka 40 grader og klukker advarende, når man kommer for at samle æg. Hun lægger ikke nogen selv, og alligevel bliver hun liggende på reden. Hendes kam er blevet bleg, og hun vejer ikke rigtig noget. 

De kloge siger, at det går over efter en måneds tid. Og at man kan “afskrukke” hende ved at lade hende bo under en sort spand i et par dage. Men det kan vi ikke nænne.

Hun får intet ud af sine anstrengelser, da vi jo ikke har nogen hane. Vi har en del venner, som synes, at vi skal skaffe nogle befrugtede æg og lade hende ruge dem ud. Men sådan som de andre høns er begyndt at behandle hende, efter hun er blevet skruk, så skal jeg ved Gud ikke have nogen kyllinger. Hun bliver hakket og jagtet noget så eftertrykkeligt, hver gang hun bevæger sig ud i hønsegården for et hurtigt støvbad eller en bid salat. Hun gør det heller ikke nemt for sig selv, fordi hun blandt de andre hele tiden gør opmærksom på sin tilstand ved at udstøde en aparte klukken, som tilsyneladende går de andre høns på nerverne. Så i dag tog jeg hende med ud i vores have, hvor hun kunne fouragere lidt i fred. I hønsegården er der ikke længere så meget som et eneste spiseligt strå tilbage. Så haven er et rent festmåltid for en høne. Men Hvidløgsbrød var stadig ikke glad. Hun spiste lidt græs og skrabte lidt uinteresseret i jorden. Kaldte på de andre høns gennem hegnet og efter 10 minutters vandring i hønsenes himmerige fortrak hun igen til den lune rede, som jeg havde tømt for æg. 

Jeg håber virkelig, at det går over af sig selv. Og jeg håber også, at de andre lader hende være, når hun engang bliver færdig med at være en særling, som skiller sig ud fra flokken. For meget kan man sige om høns, men egenskaber som tolerance og overbærenhed besidder de ganske enkelt ikke.