Category Archives: mor

Danmarks fedeste hotel for børn og deres voksne

(Disclaimer: Dette indlæg er kvalmende positivt – men det kommer fra hjertet, og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke får noget som helst ud af at omtale stedet)

Vi er havnet i Lykkeland. Intet mindre. I år har vi bestræbt os på ikke at arrangere en skid i ferien. Det eneste, vi lagde fast, var én enkelt overnatning på det nye hotel i Fårup Sommerland.

Vi elsker Fårup Sommerland. Det er uden sammenligning Danmarks bedste forlystelsespark. Rutsjebanerne er effin’ awesome, og personalet i parken er i verdensklasse. De får alle til at føle sig velkomne uden at være kundeklistrede. Derudover er hele parken holdt i et gennemført skov-tema – og man går vitterligt rundt i en skov, når man vandrer fra forlystelse til forlystelse.

Det er små tre år siden, vi var her sidst, og da vi så, at der var åbnet et nyt hotel i parken, besluttede vi at booke en overnatning og gøre en tur ud af det.

Vi ankom tirsdag formiddag og slog os straks løs i Lynet, Orkanen (den er for vild!), Flagermusen og det store badeland. Jeg skreg mig igennem det hele – undtagen badelandet. Der lukkede jeg munden om en fadøl og lod ungerne om at hvine og vælte rundt i vandrutsjebanerne.

Vi havde bestilt mad på hotellet til kl. 19, så kl. 18 tjekkede vi ind. Og hold.nu.kæft. Hvor er det fedt. Det er simpelthen det fedeste hotel, jeg nogensinde har boet på. Skovtemaet er helt og aldeles gennemført. Se bare her fra foyeren:

ildsted hotel foyer Hvor de iøvrigt også har de mest nuttede taburetter:

taburet stol dådyr

Men så se bare ungernes senge.

seng til børn træ skov

Og så bare fede skov-detaljer fra værelset, som i øvrigt er rigtig lækkert.

hotel fårup

Så er der maden. Vi havde booket et bord på hotellets restaurant om aftenen. jeg havde blot forventet, at der ville blive serveret noget halvtør steg, pulverflødesovs og pommes frites og salat af kinakål samt fiskefilet til børnene. Og det var vel fint nok efter en lang og actionpræget dag. Men igen… hold.nu.kæft. Da jeg så buffet’en, var jeg tæt på at græde af lykke. Der var simpelthen tænkt på alles smagsløg: Børns, mødres og fædres.

buffet hotel fårup

Børnene fik frit valg – og man må sige, at vores præferencer er noget forskellige. Men pyt. Vi har ferie – og så skal man have det, man har lyst til.

mors valg børnemadKødet var ualmindeligt mørt og lækkert, fisken var frisk og årstidens grønt sprødt og veltilberedt. Til dessert var der både kage, cremé bruleé og ost. Jeg blev helt blød i knæene, da jeg opdagede, at de både havde taleggio og Tomme de Savoie, som jeg ææææælsker. Så der måtte en espresso til at fuldende desserten – mens ungerne tog de sidste ture i forlystelserne den dag. Herefter var der ellers dømt hygge på kammeret med en film og lidt vin.

I dag går det løs igen i parken. Men først – skal vi lige have lidt morgenmad. 

NB. Som gæst på hotellet har man en halv times adgang til de nærmeste forlystelser før dørene til parken åbnes. I går var der 20-30 minutters kø til de store forlystelser, men her til morgen har ungerne allerede prøvet Falken og Orkanen syv gange hver 🙂

Reklamer

I ondt julelune

Jeg har været i ondt lune i dag. Faktisk har jeg været lidt af en drage.

Dagens første ugerning bestod i at bagbinde den drillenisse, som Sandra havde fået med hjem fra skole. Det var hendes egen nisse, som klasselæreren havde accepteret som drillenisse i klassen. I går var hun spændt på, hvad den ville finde på, nu den var kommet hjem. Jeg sagde, at den nok var træt efter alle de familier, den havde drillet. Men hun troede fuldt og fast på, at der var fut i nissen, så hun satte den sammen med vores faste nissefamilie, hvilket viste sig at være ret dumt. For de er pæne og ordentlige nisser. De gider ikke al den ballade. Og derfor blev drillenissen i morges fundet bagbundet og hængt op i kukkeuret.

Drillenisse uskadeliggjort

Mor-dragen brøler
Jeg hader at gøre rent. Hader. Hader. Hader!  Men endnu mere hader jeg at rydde op. Og det er noget tis, fordi vi er en familie, som er svært dygtige til at rode. Det gør vi så på samtlige 265 kvadratmeter, der desværre ikke er selvrensende. Jeg har ikke ord for, hvor meget had, jeg kan mønstre for hovedrengøring. Men indimellem bliver det nødvendigt. Især op til jul. Når Momse kommer.

Maskinmesteren har jo en løs ryghvirvel og er derfor ikke så meget bevendt i forhold til rengøring i øjeblikket. Han prøver, og gør mere end han burde, men ryggen vil ikke. Han plejer at tage det meste af den daglige rengøring, men der er intet at stille op. Flaskehalsen peger i min retning.

I dag var så dag 2 med min absolutte hade-beskæftigelse. Jeg var ved at støvsuge i gangen, da jeg opdagede et mindre arsenal af legetøj, der lå under trappen. Så jeg bad ungerne om at komme og fjerne det, så jeg kunne støvsuge derinde.

Det fik Nikoline til at ytre, hvad der nær var blevet hendes sidste ord: “Århh mand! Sikke en ferie, vi har!” Mens hun rullede med øjnene og tydeliggjorde, at det var helt vildt strengt at bede dem rydde op efter sig, når de nu lige legede så godt.

Det var her, jeg forvandlede mig til dragen Smaug. Jeg fik strittende skæl over hele kroppen og en rødglødende ovn i brystet – og når jeg ikke spyede ild og flammer efter dem, brølede jeg, at jeg brugte min ferie på at rydde og gøre rent , og at det sidste i verden, jeg ville høre fra dem var brok over, at de skulle rydde op efter sig selv. HVÆÆÆSSSS!

Så blev der ryddet op under trappen. I stilhed.

Reddet af svoger & co
Da jeg endelig, endelig var færdig med rengøringen, gik jeg ned til Tomas, som lå på sofaen og hvilede ryggen. Han sagde: “Nu er det ikke for at…men nu siger jeg lige noget…Altså, vi får gæster til æbleskiver om lidt og “vi” skal jo have købt ind, og du skulle hente noget hos en kollega – og hvis “vi” også skal have hentet juletræ inden det bliver mørkt så….”

Mere nåede han ikke, før også han blev svedet af stikflammer fra Smaugs glødende svælg.

Og så kørte jeg. I raseri. Tænkte, at jeg jo kunne blive ved med at køre til der ikke var mere benzin på. Og herefter kunne jeg bare gå. Et eller andet sted hen.

I stedet kørte jeg ud til min kollega, som havde været så sød at hente nogle gaver og vin for mig. I hendes hjem flød hyggelig julemusik ud af højtalerne, hun havde et flot pyntet juletræ i stuen og børnene var glade… De var så klar til jul. Det var jeg ikke. Jeg var bare sur.

Fik købt ind, hentet hønsefoder, afleveret glas og flasker og kom hjem lige som min svoger og hans familie var ankommet. Var stadig sur. Havde ikke fået frokost, og vi havde stadig ikke noget juletræ.

Underligt nok tilbød både svoger og hele familien at følge med op til gården, hvorfra man selv kan fælde juletræer her i Outlaw. De var ikke skræmte af Smaug.

Så vi gik derop, fandt et fint træ, fældede og betalte. Og så var det som om ildløsen gik ud af mig. Det var jo nærmest det sidste, vi manglede. Et juletræ. Da vi kom hjem flød der også julemusik ud af højtalerne og Tomas havde gjort klar til æbleskiver. Mad og julestemning.

Familie henter juletræ

Så gik det alligevel.

Svoger og jeg fik standeret træet, og ungerne har pyntet det fint. Det lader til at vi alligevel nåede det hele.  I morgen skal jeg bare hente Momse og min mor, og så kan det blive rigtig jul. Selv for Smaug.

Undskyld.

Juletræet med sin pynt

 

Skridtselfies og penisflasker

For et par uger siden modtog jeg med få dages mellemrum nogle afslørende fotos fra både min mor og min far. Det var en meget mærkelig uge.

Jeg havde skrevet til min far og bedt ham sende mig nogle julegaveønsker. Min fars ønskeseddel er lige så kedelig som Babelstårnet er langt – og naturligvis ønsker han sig “underbukser – ikke boksershorts”.

Jeg skrev tilbage og bad ham præcisere, hvilken model, han mente.

“Bare ganske almindelige underhylere”, vrissede han i en mail.

“Kan du ikke finde et billede af dem, og sende til mig?” bad jeg.

“Str. L. Jeg fryser”, skrev han to minutter efter og havde vedhæftet dette:

Fars underbukser

Tak far. Selv ikke sandpapir har indtil videre kunne fjerne billedet fra min nethinde.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Senere samme uge talte jeg i telefon med min mor, mens hun var ude at handle. Under samtalen standser hun pludselig midt i en sætning og udbryder: “Det var dog utroligt, som den ligner en penis”.

“Mor?”

“Arj, det det mener de ikke. Det er til børn?!”

“Mor, hvad snakker du om?”

“Jamen, jeg står her og kigger på en sutteflaske, som virkelig ligner en penis.”

“Det bliver du nok nødt til at dokumentere, mor”

sutteflaske i dillerformJeg tabte bare mælet.

Er det rendyrket dillerdesign? En fallos-flaske? Eller bare en ergonomisk og praktisk designet flaske? Hvad siger du?

Velbekomme, siger jeg.

Om at have ondt i røven

Jeg har ikke cyklet, siden jeg læste i Århus. Min gamle cykel måtte sendes til de evige cykelruter for mange år siden, og jeg har faktisk ikke savnet det.

Til gengæld har Maskinmesteren udviklet en sær interesse for jernhesten som motionsapparat, og fred ville jo egentlig være med det, hvis han bare holdt det for sig selv.

Men nej. I år har han investeret i en cykelholder til bilen, fordi “så kan vi jo cykle rundt i ferien i stedet for at køre”.
WTF?! Hvor er min mand, og hvad har du gjort ved ham?!

Ungerne fik nye cykler i fødselsdagsgave i år, og de er fede. Tomas købte en billig cykel i Bilka, som han brugte, da ungerne kunne sidde i en cykeltrailer, men siden har han også opgraderet sit transportmiddel til en noget federe model.

Så da ferien stod for døren, og manden havde fået fikse cykelidéer, så var spørgsmålet:
Hvad cykler moren på? Og cykler hun overhovedet?

Der var kun én overskydende cykel i husstanden: Bilka-cyklen. Ud over at være en herremodel, så er den heller ikke helt ung længere. Den har 21 gear, hvilket jeg slet ikke kan overskue.

Men det måtte jo prøves. Det bedste ved den er sadlen. Den er måse-venlig. Ikke sådan en tynd, hård sag. Men bred, blød og bedstemor-agtig. See?

20140715-183459-66899936.jpg

Forleden skulle vi så cykle fra sommerhuset og ned til stranden. 6,5 km i bakket terræn. Hvor svært kan det være? Og det gik også fint. Jeg skulle lige finde ud af gearene, men jeg hang på og tog og de seks km hjem igen i stiv arm.

Problemet opstod først dagen efter, da vi ville gentage turen – blot med lidt molefiskeri som formål.

Jeg svingede mig kækt i sadlen – for blot at erfare, hvor utrænet, jeg er. Av min motherfucking røvknogle! Og av lårmuskler, som jeg trods alt er glad for eksisterer. Men for dælen, hvor var det en smertefuld omgang.

Top det så op med, at vi ikke fangede en skid, og vi blev gennemblødte af regn på vejen hjem.

20140715-191425-69265136.jpg

Men i Lærkereden (sommerhuset) er der kakkelovn. Og vi har ferie…

20140715-190840-68920591.jpg

Magi mod mor

Jeg er bange for, at vi som forældre har begået en fejl. Måske skulle vi bare ikke have givet ungerne Harry Potter-udklædning i julegave. Der fulgte jo tryllestave med, og jeg tror, de virker.
20131230-032959.jpg

Vi var i gang med at læse den fjerde Harry Potter bog “Flammernes Pokal”, og selvom det efter min mening er den bog, hvor historien begynder at blive mere uhyggelig end sjov, så har jeg lovet dem, at de må se filmen sammen med mig, hvis de har lyst og mod på det. Men FØRST når vi har læst hele bogen.

Harry Potter Flammernes Pokal

Nu er det jo juleferie, så de blev puttet ret sent ved 21.30 tiden i går, og jeg lovede at læse et kapitel i Flammernes Pokal som godnathistorie. Ét kapitel. Men jeg tror, det er lykkes dem at kaste imperiusforbandelsen over mig, så jeg viljeløst må følge deres ordrer. For hver gang jeg var færdig med et kapitel, bad de om et mere. Og klokken 02.20 vendte jeg det sidste blad i bogen og havde to børn liggende ved siden af med øjne så store som møllehjul og tilbageholdt åndedrag.

Jeg tror ikke en gang, de var så længe oppe sidste nytårsaften – men nu er de da i træning til i morgen. Kors.

Det var i øvrigt kun Sandra, der turde se filmen. Nikoline blev siddende i sofaen, indtil der ikke var flere popcorn. Så smuttede hun.

Oh la la – ting du ikke vidste om nissers anatomi

Nå ja, nu hvor julen nærmer sig, så må jeg hellere introducere jer for en af de juleobjekter, som er helt essentielle for min jul: Nissefamilien, som vores husnisse så skammeligt havde forvist til et fuglebur for at få madro forleden.

20131201-234529.jpg
Det er min mor, der har strikket dem. Hjemme hos hende sidder deres forfædre, der er den første familie, som hun begyndte på, da jeg var omkring fem år gammel. Jeg var meget interesseret i at være med i fremstillingen af nisserne, men eftersom jeg ikke kunne strikke, så var det ligesom begrænset, hvad jeg kunne bidrage med. Det var lige indtil, min mor forærede mig en strikkelise. Jeg fik noget lyserødt garn og frembragte herefter det eneste, en strikkelise kan frembringe: En strikket pølse. Og hvad gør man af sådan en, når det nu er til en nissefamilie?
Jo, man monterer den naturligvis på Nissefar dér, hvor de fleste fædre normalvis har en pølse siddende.
Tadah!
20131203-165703.jpg

Som barn var det min største fornøjelse at hive bukserne ned på Nissefar og stolt fremvise mit bidrag til hans tilblivelse for Gud og hver mand.

Da jeg selv fik børn og skulle til at holde jul for dem, savnede jeg min barndoms nissefamilie og spurgte derfor min mor, om hun ikke også ville lave en til mig. Det ville hun. Og denne gang gik der ligestilling i den. For ikke kun var Nissefar beriget med fine pølseformede kønsdele. Nej, søreme om ikke også Nissemor var udført anatomisk korrekt og udstyret med en ordentlig kost forneden.
20131203-170050.jpg

Og gæt hvem, der stadig synes, det er sjovt at vise Gud og hver mand, at vores nisser har noget, de færreste nisser er udstyret med. Nu har du også set det. Tar-tarh!
20131203-170333.jpg

Undtagelsestilstand i rodebutikken

Jeg er ikke noget ordensmenneske. Det er maskinmesteren heller ikke. Og vores børn…well go figure. I vores stue findes, udover en sofa og et fjernsyn, også det meste af børnenes legetøj. Det er helt bevidst, for ellers ville vi aldrig se vores børn, for deres værelser er ovenpå, og her har de kun senge, bøger og skriveborde. Derfor foregår det meste leg i stuen, der indimellem kommer til at se sådan ud:

legestueDet kommer bag på mig hver gang, hvor voldsomt sådan to aber kan rode i løbet af ingen tid. Og det hænder, at jeg forvandler jeg mig til en drage, der begynder at udspy ordrer og forbandelser, hvis ikke der bliver gjort noget ved det rod NU! Totalt ufedt.

Vi er velsignet med nogle umanerlig kreative børn, der ombygger alt i pap, plast og træ til transmogrif-maskiner, rumskibe, flyvemaskiner og robotter. Til det formål anvender de cirka 167 kilometer tape, 34 papkasser, nogle ruller garn og et par håndfulde kapsler om året. Det sviner helt vildt, men foregår heldigvis ofte oppe på værelserne:

krea projekt børnI efterårsferien fik jeg nok. Rodet blev simpelthen for meget. Alle familiemedlemmer blev sat til at rydde op, og det lykkedes os faktisk at få gjort huset rimelig pænt og rent. Maskinmesteren og jeg har indprentet ungerne og os selv, at der skal ryddes op hver gang, nogen har hevet noget frem og er færdige med det.

Jeg er utvivlsomt verdens mest trælse mor. Men det  da kunne lade sig gøre at vænne sine børn til at rydde op efter sig selv? Eller er jeg helt utroligt naiv nu?

Under alle omstændigheder er jeg både for gammel og for fornem til at rydde op efter to børn, der godt kan selv. Så hellere brøle som en drage og true med bål, brand og Barbara Streisand, hvis ikke de gør det.