Mord og mindfulness i hønsegården

Jeg har ikke brug for mindfulness og meditation, så længe jeg har høns. For mig er det mest beroligende i verden, at sidde i min hønsegård og se madammerne rode efter biller og orme og høre dem klukke og sludre med hinanden.

I fredags da jeg kom hjem fra arbejde, tog jeg en havestol og et glas vin og satte mig om til vores nye damer. De er først for nylig blevet lukket ud på det store græsareal, så området er nyt, spændende og uudforsket for dem. Larver og smådyr, der før var trygge her, lever nu i frygt for skrabende hønsefødder, skarpe øjne og spidse næb.

Det er jo sådan livet er, og jeg nød synet af deres jagt efter mad i græsset. Men bedst som jeg sad der, fik en af hønsene pludselig travlt med noget, den havde fundet. Hun hakkede ned i noget, kastede det op i luften og angreb det igen. De andre høns begyndte at blive nysgerrige efter, hvad hun var i gang med – mig selv inklusiv.

Til min gru så jeg, at det var en lille tudse, og at det var for sent at gøre noget for at redde den.

Jeg troede, at tudser både smagte grimt og var lidt giftige – men de her høns har tilsyneladende ikke noget i mod stærk og krydret mad. Tudsen blev hevet over i to – så flere høns fik glæde af den.

Med ét smagte min vin ikke helt så godt som før – og den meditative tilstand, hønsekiggeriet havde bragt mig i, forsvandt som dug for solen. Dagens time i mindfulness var forbi – lige som hønsenes nuttethedsfaktor.

Jeg gik ind.

Hønen med cementskoene

Vi har fået høns igen! I sidste uge hentede Maskinmesteren 10 nye brune hønniker i Viborg.
Men da vi “pakkede dem ud” af kasserne, bemærkede vi, at en af dem tilsyneladende havde rodet med mafiaen. Den havde “cementsko” på. Store jord/bæklumper sad fast på tæerne, og fik dem til at ligne fødderne på en løvfrø.

Ikke nok med at det så åndssvagt ud, det fik hende også til at gå mærkeligt, og hun havde svært ved at sidde på pinden om natten.

Det stod hurtigt klart, at klumperne sad godt fast og ikke lige kunne pilles af med fingrene. Så onsdag, da vi kom hjem fra arbejde, indrettede vi en pedicuresalon for damen, og vi var tre mennesker om operationen. 

Vi startede med et fodbad i forsøget på at bløde klumperne lidt op. Det hjalp ikke. Jeg prøvede at skrubbe det af med forskellige børster og svampe – uden resultat. Til sidst gik Maskinmesteren i værkstedet og hentede diverse tænger og knive.

Hønen var meget langmodig med os. Hun fandt sig roligt i at blive hevet og flået i tæerne. En del af klumperne blev klippet af med en tang – resten blev skåret væk med en kniv. Da det hele var væk, fik hun fusserne vasket – og blev sat ud til de andre.

Hun skulle lige vænne sig til at gå på de fine, rene fødder, men hun så svært tilfreds ud, da hun spankulerede rundt i engen med de andre.

Så aftensmaden blev lidt forsinket på grund af det her ægtepar…

På vej hjem fra arbejde i går standsede jeg lige hos Rema1000 for at købe lidt ind. Ved indgangen til butikken blev jeg stoppet af et ægtepar, der tydeligevis samlede ind til et eller andet. Jeg kunne bare ikke helt finde ud af hvad det var.

Man har vel altid tid til at stoppe og høre Ands ord, når sådan et par her spørger.

De var vanvittigt insisterende, kom helt hen og tjekkede om man havde noget i hænderne, når man satte sig på hug foran dem.

Budskabet var ikke til at tage fejl af: Giv os mad. Nu.

Jeg er ikke klogere, end at jeg adlyder, når en And kommanderer. Så jeg gik ind og købte en pose hvedeboller, og så kunne jeg ikke dy mig for at købe en dåse majs. Bare for at se om det var rigtigt, at ænder elsker majs.

Det sidste kan jeg afkræfte – men se lige de to nærgående apparater:

 

 

Farvel Finurgel

En lille opdatering på historien om den lille bogfinke, vi forsøgte at redde. 

Efter vi fik ham installeret i kassen, livede han faktisk så meget op, at han begyndte at tage for sig af de solsikkefrø, vi havde givet ham. Han hoppede også op på siddepinden og betragtede os derfra med sit ene øje.

Oldemor var på besøg, og hun brugte en del tid med Sandra på at læse om bogfinker, så vi kunne give ham den bedste pleje. Det var også hende, der opdagede, at han burde have haft en hale…Sandra var blevet meget glad for ham, og han sad roligt på hendes hånd, mens hun studerede ham.  

Sandra fik lov til at opleve hans død på nært hold. Hun holdt ham forsigtigt i hånden og ville vende ham rundt for at undersøge hans dårlige ben, men da drog den lille fugl sit sidste suk. 

Åh, det var så trist. Pigebarnet græd, og søster kom slukøret ind fra garagen, for hun havde lige hamret en flot bund sammen, som passede til det halve bur, vi havde fået til ham. 

I stedet kunne de så gå i gang med at fore en meget lille kiste. 

Finurgel blev lagt på koskind og svøbt i en fin serviet, som Nikoline havde hæklet. Blomster fra haven fik han selvfølgelig med sig. Af en lille fugl at være, så fik han stor omsorg før sin alt for tidlige død. Nu hviler han foran ungernes hjemmelavede bed med tulipaner og en enlig vibeklokke. Flyv sikkert hjem, lille Finurgel.  Du er savnet. ❤️

Mød Finurgel – vi kæmper for hans liv

Finurgel er en lille bogfinke-han, som ikke flyttede sig, da jeg kørte tæt forbi ham i dag på min vej ud for at købe ind. Han sad bare der i vejkanten og så beklemt ud. 

Derfor ringede jeg til Outlaws Dyreredning og bad dem om at komme og se til den. 

Da jeg kom hjem, var Finurgel samlet op af Outlaws bedste reddere, som ydede fuglen førstehjælp med et intermistisk bur, foder, vand og halm. 

De døbte ham Finurgel og konstaterede, at hans ene øje var helt lukket i, og at han på ingen måde var i stand til at flyve. 

Han fandt sig i at blive taget op og var i det hele taget meget stille. Henad eftermiddagen livede han lidt op og begyndte at lede efter en udvej af sit indelukke – men flyve kan han stadig ikke. 

Vi håber, at han bliver frisk til flyvning i morgen, hvor vi lukker ham ud. Vi synes, han skulle have en chance for at komme lidt til hægterne hos os i stedet for at blive en alt for nem dessert for Outlaws katte.

Nu får vi se…

Endelig fri!

Hønsene har været rasende i de sidste fem måneder. På grund af smittefaren med fugleinfluenza har Fødevarestyrelsen krævet, at alle høns skulle holdes under tag. 

Når man har 15 høns, der normalt har adgang til et areal med græs og planter på cirka 100 kvadratmeter, så bliver de pænt gale i kammen, når man lukker dem inde på 10. De lugter heller ikke af blomster, skulle jeg hilse fra naboen og sige.

I går blev kravet om overdækning af hønsegårde så endeligt ophævet. Det var en fest. Især fordi græsset i hønsenes fravær havde vokset sig højt og delikat.

Se rendyrket hønselykke udspille sig frit her.

 

Noget om at overvinde sig selv for at få lidt fred

Det rigtige spørgsmål til dette billede er ikke “Hvorfor?”. Det rigtige spørgsmål til dette billede er: “Hvorfor ikke noget før og hvorfor ikke oftere?” 

Beklager i øvrigt billedkvaliteten, men det er taget i skumringstimen i går aftes, hvor jeg sad under det egetræ, hvorunder min svigerfars urne skulle have været nedsat – men desværre ikke blev det. Træet står ved Lærkereden, og vi omtaler det altid bare som “Niels’ eg”.

Og hvorfor sad jeg så der – med en hund og et glas vin? Det gjorde jeg, fordi mit behov for at være i fred vandt over min frygt for at være helt alene om natten i en stor skov, i et primitivt hus med flere kilometer til noget som helst andet end træer. 

Jeg har virkelig overvejet det tit, fordi jeg indimellem bare trænger til luft og mit eget selskab. Men når det så bliver mørkt – så føles det der ensomhed pludselig rimelig opreklameret og alle lyde virker fremmede og uhyggelige. Derfor lånte jeg Krakas løsning på udfordringen: “alene men ikke fulgt af noget menneske” og tog Barkley  – min bedste, umælende ven med.

Vi har gået måneskinsture, morgenture og i går sidst på eftermiddagen, da vi sad under svigerfars eg, skete det forunderlige, at den svage pippen, som jeg havde hørt flere steder i skoven pludselig tog til og kom nærmere. Barkley lå ved siden af mig og slumrede. Jeg sad musestille, mens bittesmå fugle i hobetal begyndte at svirre rundt om fyrretræerne foran mig. Fuglekonger – Danmarks mindste fugl – og masser af dem! De var i fuld sving med aftensmaden, som de snappede i luften. Jeg har aldrig set det før – men fuglekonger kan svirre og stå helt stille i luften  lige som kolibrier. Ikke helt så elegant – men smukt for mig. Jeg glemte næsten at trække vejret for at se de små forslugne fjerkugler mæske sig i insekter.

På en af vores andre ture rundt mellem træerne, troede jeg, at jeg var blevet skør – for jeg kunne have svoret på, at jeg så en blishøne klatre lodret op ad en træstamme. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en sortspætte. Jeg var nødt til at slå det op, for jeg har aldrig set sådan en før. De er godt nok store sammenlignet med flagspætter.

Men sådan er der så meget fint og overraskende i skoven, og det er så fantastisk dejligt at koncentrere sig om sådan nogle små ting, mens man suger duften af skovbund ind og glemmer alt om vasketøj, hverdag, madplaner, arbejde, indkøb og andre menneskers forventninger.

Jeg har suget det hele til mig og kan varmt anbefale at tage til skovs, hvis man trænger til ro og frisk luft.

Hønsemassakre afværget

Der har været krise i min hønseforretning. Så voldsom krise at jeg var tæt på at slibe øksen og lukke forretningen.

Mine ellers så produktive 17 høns begyndte langsomt at gå ned i produktion. Fra at få cirka 12-14 æg om dagen, faldt det pludseligt til 8-9 stykker, så til 4-6 og til sidst var vi nede på 2.

Normalt holder høns en pause i æglægningen, når de fælder og skifter fjer. Men det var der ikke noget af hos mine. De lagde bare ingen æg. Der var masser af mad i foderautomaten, og ungerne bedyrede, at de fyldte automaten op med jævne mellemrum. Ergo var hønsene ikke gået fra kosten.

Til gengæld var de begyndt at blive utroligt aggressive, når man gik ind med madrester eller lidt græs og mælkebøtter. De hoppede op i luften og snappede efter poserne med salat og pasta, og de havde fuldstændig ribbet hele den store, førhen tætbevoksede hønsegård for grønne planter.

Men hvorfor lagde de så ingen æg?! Maskinmesteren og jeg talte om, hvad vi skulle stille op med dem, hvis det blev nødvendigt at udskifte hele klanen på en gang. 17 døde høns er ikke noget, man lige begraver i baghaven – og jeg er ikke ret vild med at slå dem ihjel, bare fordi de falder lidt af på den. Men derfra og så til at gå og fodre på 17 forslugne damer uden at få et eneste æg til gengæld, syntes jeg også lige var træls nok.

Inden jeg gik ud og sleb øksen, smed jeg lige et spørgsmål ud i en Facebook-gruppe for hobby-hønse-folk for at høre deres erfaringer med den slags produktionsstop.  Det affødte mange gode forslag: Kunne de have utøj, være genetisk defekte, for gamle, i fældning eller måske få noget forkert foder?

Jeg kunne udelukke utøj. Og foderet er samme mærke, som jeg med stor succes har fodret mine høns med i de 12-13 år, hvor jeg har givet den gas som æggekone, så jeg synes ikke rigtigt, det kunne være årsagen. Men så begyndte jeg at gruble…

Ondskabens foderautomat

Måske var det foderautomaten? For nogle måneder siden investerede vi i en smart, rottesikret foderautomat. Den fungerer ved, at hønsene træder op på et trinbræt, som åbner et låg ind til foderet. Problemet var bare, at da vi introducerede hønsene for automaten i sin tid, NÆGTEDE de at træde op på brættet, fordi låget gav et smæk, når det gik op.

Efter mange pædagogiske forsøg på at vise dem vejen med hvedekorn, opgav vi, lagde en sten på brættet, så der var døgnåbent i automaten. Hønsene spiste gladeligt af den herefter.

Men nu gik jeg alligevel ud for at se nærmere på den automat. Den kunne jo være blevet defekt og have lukket sig i – eller måske var den stoppet til.

Det var den ikke. Og der var pivåbent ind til foderet. Hønsene flokkedes om mig, imens eg undersøgte apparatet, de pikkede mig rasende i tæerne og på tøjet. Da jeg tog lidt foder op i hånden overfaldt de mig fuldstændigt. De hakkede efter maden, så jeg blev helt ræd for at miste en finger eller hele hånden. De var sulte! Dødsultne. Men hvorfor?! Maden var jo tilgængelig, og de havde jo lært at spise af automaten.

Jeg lagde nogle foderpiller op på trinbrættet, og en høne fulgte med – men da hun skulle stikke hovedet helt ind i automaten for at nå foderet – bakkede hun ud. Hun nægtede at gå ind, hvor maden var.  De andre stod i en tæt ring rundt om og så til – men ikke én vovede sig ind efter maden. Da jeg igen tog en håndfuld foder op – angreb de mig fra alle sider.

Her faldt ti-øren. Delvist. Et eller andet må havde skræmt dem fra at stikke hovedet ind i automaten – og jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, hvor længe det har stået på.

Gået på klingen indrømmede ungerne da også, at det vistnok kun var en enkelt gang, de havde fyldt foder i automaten i løbet af den seneste måned. Siden havde det slet ikke været nødvendigt, når nu foderet stod urørt.

Det forklarede, hvorfor hønsene havde ribbet hønsegården for al spiselig bevoksning, hvorfor de angreb så voldsomt, når man kom med mad – og det forklarede sandsynligvis også de manglende æg. 

Jeg løftede en høne op og kunne konstatere, at der ikke var meget kød på hende – og kroen under halsen var helt flad.

Lynhurtigt fik jeg fat i den gamle fodersilo, som var sat i skammekrogen, efter det rottesikrede vidunder havde holdt sit indtog. Siloen blev fyldt med foderpiller og hængt op i hønsehuset som før. Hønsene gik bersærk! Det var som at se Anders And få hugtænder, så rasende spiste de.

Efter nogle lange minutters madorgie begyndte kroerne at bule ud, og øjnene rullede rundt i hovederne på de madsvimle damer. Solen var ved at gå ned, og efterhånden som de blev mætte, tog de en slurk vand og vaklede ind for at sove. Jeg kunne høre, hvordan de baskede for at få deres udspilede vomme og tunge gumper med op på siddepindene for natten.

Nej, hvor jeg havde det dårligt med mig selv. Jeg havde uforvarende været ved at sulte mine høns ihjel. Og selvom mysteriet nu delvist er løst, så forklarer det stadig ikke, hvorfor de pludselig holdt op med at spise af foderautomaten.

Men det er lige meget nu. For den gamle silo er på plads og nu, hvor der er gået en uges tid, så har antallet af æg sneget sig op på 8-9 stykker pr. dag. Det er en stor glæde – især også for mine kunder, der nu igen kan begynde at lægge bestillinger ind.

Og nu tør man også godt lade små børn fodre dem med lidt mælkebøtter uden at frygte, at ungen ryger med i en mundfuld.

Oh, at være en jagthøne

 

Forleden gik ungerne ud for at indfange de hurtigste, stærkeste og mest blodtørstige høner, de kunne finde i hønsegården. For når man nu ikke må få en jagtfalk, så må en høne da kunne trænes til samme formål.

Jeg levnede ikke projektet mange chancer, indtil jeg så hønen tage afsæt fra sin falkoners arm og frygtløst sætte kurs mod jorden i et inferno af basken og skråklyde.

Om den fik sit bytte er jeg ikke helt klar over.

Nikoline var mere ude efter en selskabspapegøje til at tage med på pirattogter. Og det lod til, at hun og den udvalgte høne havde en særlig kemi mellem sig.

Indtil det gik op for os, at hønen var en ondskabsfuld morderisk satan, som alene var ude efter at prikke øjnene ud på hende.

Høne-pønes plan mislykkedes heldigvis, og Nikoline indså at fem fjer hurtigt kan blive til 10 psyko-høns på skulderen, hvilket ikke rigtigt kan bruges til noget.

Så projektet er skrinlagt. For nu.

Hønsehimlen indviet med manér

Maskinmesteren har knoklet i de seneste par uger for at opfylde mit ønske og hønsenes hedeste drømme. Han har skabt intet mindre end et himmerige for høns. I går blev det indviet med stil.

(Læg mærke til det knælende barn på billede 2. Jo jo. Der er respekt for konen med æggene)

Høns er nogle tåber. De elsker græs, mælkebøtter og skvalderkål. De æder alt grønt, som stikker op ad jorden. Og det, de ikke spiser, pærer de rundt i med deres store hønsefødder, så rødder og stilke bliver flået op. Derfor har jorden i vores enorme hønsegård længe været bar og gold, hvilket har frustreret hønsene, som har haft frit udsyn til resten af vores noget vildtvoksende have.

Men i går var alle hønernes trængsler forbi, takket være Maskinmesteren, som har delt hønsegården op i to. Den ene del har været lukket af for hønsene, og så er der ellers sået græs og markblomsteri i jorden, som var exceptionelt godt gødet af hønsemøg. Planterne er eksploderet over den seneste måned, og i går – efter den højtidelige indvielse – var tiden kommet til at lukke hønsene ud i engen.

Det var de svært begejstrede for. Der blev nippet løs af alt det grønne, alt i mens biller og snegle ikke længere kunne vide sig sikre på den del af matriklen.

Nu må maskinmesteren så i gang igen med at få vendt jorden på den anden side af hegnet. Der skal plantes ny eng, som skal vokse op i fred for de hærgende høner. Jeg er spændt på, hvor lang tid det tager dem, at gøre denne frodige eng til en bar mark. Lad os se. De er godt i gang.