Category Archives: operationer

Har du rent blod i posen?

Jeg vinder små sejre for tiden. Forleden skulle jeg give blod for første gang siden jeg blev opereret første gang. Blodbanken har ringet og bedt mig komme til tapning flere gange i den mellemliggende periode, hvor jeg har forklaret dem, at jeg skulle opereres eller lige var blevet det, og så må man ikke give blod. Jeg har også fortalt dem, hvad jeg skulle opereres for, og blodbanken har bare sat mig på stand-by så længe.

Så det var lidt en sejr at skulle tappes forleden. For det betød, at jeg ikke skulle opereres mere. At jeg var “hel”.

Foto: Blodonorerne i Danmark

Foto: Blodonorerne i Danmark

Jeg udfyldte spørgeskemaerne og troede, at jeg var klar til at blive tappet, da sekretæren fortalte mig, at hun ikke mente, at jeg måtte give blod, når jeg har stomi. Det kom noget bag på mig. Hun fik fat i en læge, som kom ned og forklarede mig, at det kunne man altså ikke, fordi man havde nogle flere bakterier, når man havde en åbning i huden, og der var fare for at man kunne overføre et eller andet til de syge modtagere af blodet.

Jeg sagde til hende, at som jeg så det, så har alle mennesker en til flere åbninger i huden. Den eneste forskel på mig og alle andre er, at deres åbning sidder bagi – min sidder på maven. Jeg kunne simpelthen ikke se, hvorfor det skulle gøre mit blod anderledes end deres.

Men hun stod fast på sit. Og så stod jeg der. Og blev rigtig, rigtig ked af det. Fordi jeg i forvejen havde oplyst Blodbanken om, at jeg skulle have stomi, og de havde aldrig nævnt at det skulle være problematisk. Men også fordi jeg følte mig frasorteret, som et dårligt æble. Dur ikke. Fuld af bakterier. Uren. Helt ærligt?! Mit røvhul er blevet flyttet, that’s it. Hvor farligt kan det være?! Lægen tilbød mig biografbiletter for min ulejlighed, hvilket helt sikkert var velment, men blot gjorde det endnu værre. Jeg ville ikke i biografen. Jeg ville have lov til at give blod.

Foto: Bloddonorerne i Danmark

Foto: Bloddonorerne i Danmark

Så jeg sad og græd lidt, mens jeg ventede på at  blive fragtet tilbage på arbejde igen. Jeg var virkelig ked af det. Men egentlig også sur. Og totalt uforstående.

Jeg kontaktede Bloddonorerne i Danmark for en forklaring. Jeg kunne nemlig ikke finde noget sted på deres liste over karantæneregler, hvor der stod, at man ikke kunne være donor og have stomi samtidig. Jeg talte også med formanden for stomiforeningen COPA, som kun havde hørt, om folk, der ikke må give blod, hvis deres stomi skyldes fx en tarmsygdom eller infektion. Almighty Google havde heller intet svar.

I dag blev jeg så ringet op af en overlæge fra Blodbanken, som umiddelbart virkede mystificeret over afvisningen. Han fik adgang til min journal – og selvom han ledte, kunne heller ikke han finde nogen fornuftig grund til, at jeg ikke må give blod. Han lovede at få mig tilbage i kartoteket – og 20 minutter efter vores samtale, blev jeg ringet op og bedt om at komme til tapning igen.

Jeg kan godt lide at få min vilje. Tak. Eller…tap.

Reklamer

Når skønhed kommer meget langt indefra

Jeg var på sygehuset for en gangs skyld forleden, hvor jeg talte med den læge, som senest har opereret mig. Og han var begejstret. Både for operationen, men også for resultatet. Det var ikke ham, der havde lavet min stomi, men han mente, at det var det smukkeste stykke tarmarbejde (!) han nogensinde havde set, og lovede mig, at den ville blive fantastisk, når den lige var helet lidt.

Men han stoppede jo ikke der. Nej, han kastede sig ud i en lang lovsang om mine indre organers overdådige skønhed. Han havde aldrig set så perfekte tarme og så sunde organer i hele sin karriere:

– Hvis man skulle bruge nogen til undervisning, så skulle det være dig. Dit indre er helt perfekt, ivrede han.

– Så du siger, at jeg er organernes svar på Angelina Jolie?

– Ja! Sådan kan man godt sige det.

Aha. Altså – det er jo glædeligt, at man er smuk indvendig, men hvor er organernes catwalk? Hvor er det Vouge, der hylder milten og kører tarm-tema på forsiden?

Et smukt indreDet er lidt ærgerligt at vide, ikke? Jeg går rundt med en indre skønhed, som ingen får glæde af – ud over alle de læger, som har haft fornøjelsen af at lukke mig op og rode derinde. Det er indtil videre sket seks gange, og nu hvor jeg tænker over det, så har de samstemmende ytret sig i begejstrede vendinger om mit indre. Med den sidste læges begejstring var jeg ærlig talt lidt bekymret for, om jeg ville overleve en tur mere eller risikere at ende mine dage som plastineret biologi-dukke til undervisning af fremtidens læger.

Men okay. Fremover, når jeg kigger mig i spejlet og ser rynker, dobbelthager og sække under øjnene, vil jeg tænke: “Ja, ja, men dine indre organer – de har swagger. De er hotte, smukke og med til at holde dig kørende”.

Og jo. Jeg har taget stilling, og er forlængst skrevet op som organdonor. Selvfølgelig håber jeg at beholde dem for mig selv i mange år endnu, men skulle uheldet være ude, så kan jeg beklæde flere mennesker med ren indvolds-haute couture.

Sådan noget lort

Okay, jeg har haft bedre dage end de sidste fem, må jeg sige. I tirsdags skulle jeg gennemgå den formentlig sidste operation. Det var en lille operation, der kun ville kræve cirka en uges sygemelding. Jeg skulle have fjernet 30 cm tyktarm og lavet en ny stomi.

Selve operationen gik planmæssigt, og jeg blev sendt hjem dagen efter med en stomi, der lignede et par læber, der sad fast i en flaske. Men sådan er de jo. Ikke kønne, men ret praktiske, når de virker. Det gjorde min så ikke.

Min mave gik i stå, og jeg måtte ind på sygehuset igen med de vildeste koliksmerter. Seriøst, det føltes som veer, og jeg frygtede, at jeg havde fået tarmslyng. Det gjorde SÅ ondt.

Jeg skal spare jer for detaljerne, men behandlingen jeg fik på sygehuset, betød at jeg endte med at sprøjtemale et badeværelse inde på sygehuset, lige som mit eget tøj fik en del utilsigtede fregner. Derfor var jeg nødt til at køre hjem i nedenstående mundering, mens jeg bad til, at de få dråber benzin, der var i tanken, kunne få mig helt hjem, så jeg slap for at stige ud for at tanke.

Hospitalskøredragt

Jeg er officielt stadig indlagt, så måske skal jeg bare troppe op i “uniformen”, når jeg skal derind igen på mandag.

OTD: Hvid er bare så meget min farve. Og frotté er SÅ hot!

hospitalsmode

Og når man nu har gennemlevet helvede på tre dage, så er det jo forløsende at komme hjem  til dem, man har savnet allermest og blive præsenteret for denne sag. “Det er en Pap-Lille-Hjælper, mor, som kan hjælpe dig, nu hvor du er syg. Se, den kan spytte sokker ud”.

Lille pap hjælper

 

Om at vende vrangen ud på sig selv

Advarsel. Klamt indlæg. 

saft og bolsjerSort kaffe, saftevand og bolsjer. Det var min kostplan hele dagen i går.

Jeg skulle renses totalt ud, inden jeg skulle have foretaget en koloskopi (kikkertundersøgelse i tarmen) i dag.

Men det var egentlig ikke det værste. Det værste var det her:

Afføringsmidler


Phosphoral. Verdens vildeste afføringsmiddel. Det må være det,  Jim Carrey putter i sin vens kaffe i filmen Dum Dummere. Det er uden tvivl det ækleste, jeg nogensinde har smagt. Det er som at drikke flydende salt tilsat lime.  Jeg var så tæt på at knække mig i flere timer bagefter.

Men det er effektivt. Hold da op. Mit badeværelse fik fregner.

I dag var det så tid til undersøgelsen, og min meget søde veninde, som er social- og sundhedsassistent havde lovet at køre mig ind på sygehuset. Hun havde også spurgt, om hun måtte komme med ind og se det. Bare sådan af faglig, småpervers interesse. Så længe det er fagfolk, så er jeg ligeglad. Hun var mere end velkommen.

Og det var faktisk rart at have hende med. Vi måtte vente en god time på at komme til, og kedsomhed giver ofte anledning til inspiration og kreativitet. Eller bare tåbelig adspredelse:

Ventetid

Men jeg kom til. Fik lagt et drop i hånden og blev beroliget med, at “jeg bare skulle sige til, så ville jeg få noget afslappende”. Jeg var lige ved at råbe “til”, da lægen hev noget frem, som lignede et svejseværk, som han tilsyneladende havde tænkt sig at stikke ind i maven på mig.

Men jeg besluttede mig for at være tapper og give det en chance.

Jeg holdt i tre minutter.

Konklusionen på undersøgelsen blev, at min tarm er noget snoet, og at stomien efter al sandsynlighed vil fungere bedre, hvis jeg får klippet en halv meters penge af tarmen. Så det bliver næste og forhåbentlig aller-aller-aller-aller-sidste operation i denne her føljeton. Til gengæld er det en lille operation, der kan klares med kikkert og ikke kræver ret lang rekonvalens.

Jeg G-L-Æ-D-E-R mig til det her cirkus er overstået.

Lægesjusk, løbetur og lidt tortur

Jeg er bange for, at lægerne har lavet en fejl ved den sidste operation. De skulle jo bare lukke min røv, men da jeg var ude at løbe i går, føltes det som om, de har glemt noget derinde – en kabeltromle eller ankeret fra et Mærsk Triple E containerskib. Fuck, den var tung, den mås. Men okay. Det gjorde ikke ondt. Den faldt ikke af. Og bortset fra lidt blodsmag i munden, så fik jeg kæmpet mig gennem små 2,5 km, og det var skønt.

Bagefter.

brugte beskidte løbesko

Der er langt op til de 10 km, men enhver rejse op ad et bjerg må nødvendigvis begynde ved foden, og jeg skal nok få røven og resten af kadaveret derop.

Tortur-sutur
Men når vi nu er ved det der med læger og fejl, så var jeg til kontrol på sygehuset i sidste uge. Jeg var nærmest desperat for at komme derind. Ikke så meget for at få at vide om alt var i orden, for jeg har det jo fint. Men for at få fjernet sting fra de syv små sår på maven, hvor lægerne har haft deres kikkerter og sager inde og rode. Sårene var ifølge lægen syet med selvopløselig sutur, men sjovt nok sad det der stadig to måneder efter operationen, hvor det forhindrede sårene i at hele. Det var både grimt og smertefuldt.

Da kontrollen var overstået, var vi enige om, at alt var godt – men at stomien var en ommer. (Den funker ikke helt hensigtsmæssigt, men det er en lille operation) Herefter var det tid til endelig at fjerne sting. Som jeg huskede det fra tidligere, var det bare en let niven, og så var det ovre. Men denne gang…OMFG! Den der sutur, som overhovedet ikke havde opløst sig på ydersiden, havde så til gengæld vokset sig fast på indersiden! ARRRRRRGGGHHHH! The pain. Det føltes simpelthen som om, de trak kødlunser ud sammen med stingene. Og jeg led ikke i stilhed. Trust me. Der var ingen på den afdeling, der var i tvivl om, at jeg blev underkastet tortur derinde.

Lægen mente, at der måtte have været fejl i suturen fra leverandørens side. Jeg bad ham bare love mig ikke at bruge den slags igen, med mindre han en dag skulle få Robert Mugabe på operationsbordet.

Dage i slowmotion

Kæft, hvor går det langsomt de at komme sig oven på sådan en operation. Det er nu 11 dage siden. Og jeg har været hjemme i seks dage, hvor jeg stort set ikke har bidraget med en skid. Tomas har været alene med ungerne i den uge, jeg var indlagt, og han er ved at være lidt brugt.

Det er jeg også, men af andre årsager. Jeg får stadig en del smertestillende medicin, og om det er pillerne eller selve helingsprocessen, der gør mig så råddent træt, har jeg ingen idé om. Faktum er, at jeg vågner kortvarigt, når Tomas og ungerne står op. Æder en håndfuld piller og sover lidt mere. Kl. 9.30 står jeg op sjosker lidt rundt i min lange, grimme bedstemornatkjole, drikker kaffe og spiller HayDay.

20131129-121758.jpg
Det kvikker lidt op at tage et bad, og så kan jeg lige mande mig op til at tømme opvaskemaskine bagefter. Men så skal jeg også hen og hvile. Jeg lægger mig bare lige et kvarter – tror jeg. Og så sover jeg en time eller to. Sådan går dagene i øjeblikket. I går gik jeg en tur med en veninde. Det tog 8 minutter, og så skulle jeg hvile. Kors.

This too shall pass…

Undskyld, vil du se mig i måsen?

Afdeling P280 her på sygehuset er på mange måder et bizart sted. Fx er stor interesse i bæ, bræk, materie, mavesaft og andre ulækre sager. Sygeplejersker i alle aldre går fuldstændig upåvirkede rundt med kander fulde af tis og ting, jeg helst ikke vil vide, hvad er.
20131124-214025.jpg

De roder interesseret i stomier og skyller materie ud af bylder og fistelgange. Fuldstændig grotesk. Men også respektindgydende. Jeg kan ikke en gang holde ud at se, når de tager en blodprøve, så de kvinder – og de få mænd, som arbejder her, imponerer mig sgu.

P280 er også stedet, hvor nogle ret barokke samtaler finder sted – helt naturligt. I dag var jeg fx i bad og havde aftalt et sårtjek med en sygeplejerske, når jeg nu alligevel stod der splitter Hans-Jørgen.
“Hej, vil du lige komme ud og kigge mig i måsen?”
“Ja, det kan du tro, jeg vil. Jamen, det er da så flot. Det er helt elegant, det der”.

Og således beroliget kunne jeg hoppe i rene hvide klæder.

Jeg forventer at blive udskrevet i morgen. Sandra siger, at hun har “mor-ve”, og jeg glæder mig ærligt talt også til at komme hjem og være ubrugelig der – fremfor her.

I går blev jeg ramt af en helt ustyrlig trang til sushi. Jeg kan godt lide det, men jeg har har aldrig oplevet sådan en craving for det før. I dag kom min søde kusine Mie, så med et redningskit fra Sota Sushi i Aarhus. Så kan man ikke bede om mere, vel?

20131124-212644.jpg