Oh at være reservebedste for en hund…

Vi har haft hund i den seneste måneds tid. Han hedder Tuku og er en glad, sort labrador på snart 4 år.Han boede lige i nærheden, og hver gang hans ejer luftede ham forbi vores hus, løb Maskinmesteren og jeg ud på skift – iført kiks og koteletter for at få lov til at hilse på ham. Hans mor må have tænkt, at vi er skøre, men når det kommer til den slags fine vuppere, så har vi ingen værdighed længere. Vi ruller os i dem, hvis vi kan komme af sted med det, så selv ungerne synes, vi er pinlige.

Tukus mor har taget det pænt. Hun har endda takket ja til kaffe et par gange, hvor vi har hevet dem begge indenfor. Vi har lært hende at kende som en dame, der er lige så sød som sin hund.

Men så kort før jul stod hun pludselig uden tag over hovedet. Hun havde en midlertidig bolig på hånden, men her kunne hun ikke have Tuku med, og hun var noget så fortvivlet, da vi talte med hende.

Vi tilbød at passe Tuku, indtil hun havde fundet et sted, hvor hun gerne måtte have hund, og selvom hun var ked af at efterlade ham, så blev det sådan.

Tuku blev hurtigt en del af huset. Han lærte vores dagsrytme med fodertider, arbejdstider og luftetider at kende. Han fik sin egen bamse og var ikke i tvivl om, hvilket skab, der bugnede af kiks, tyggeben og hundemad.

Maskinmesteren måtte finde sig i at dele sofaen med et kærligt pelsdyr, der tydeligvis betragtede ham som en del af sofaen, man kan ligge på. De to har snorket om kap, leget og gået morgenture, før byen vågnede.

Tuku er sådan en nem og glad hund. Han var en fin løbemakker for mig – for han løb når han skulle og stoppede for at snuse, når han kunne høre, at jeg var ved at falde om og trængte til en gå-pause.

Vi holdt nytår med ham i Lærkereden, hvor han løb frit i skoven og stolt kom spankulerende først med én kæp og øjeblikket efter med en større.

Ungerne synes vi er lidt åndssvage fordi vi er så pjattede med labradorer og dem, der ligner – men de måtte også overgive sig og indrømme, at Tuku er sød. Især Nikoline oplevede ham som værende ret nærgående til tider.

Tukus mor savnede ham frygteligt. Vi skrev sammen hver dag, og hun fik tilsendt billeder, så hun kunne se, hvad han lavede, og at han havde det godt. Hun følte at hun havde svigtet ham, fordi hun ikke kunne have ham med sig. Men det gode ved hunde er jo, at de ikke hænger fast i fortiden. De lever i nuet, og Tuku hyggede sig og var glad og tilpas hos os.

I søndags kom hun så forbi for at besøge ham. Det var en måned siden, hun sidst havde set ham, og gensynsglæden var ikke til at tage fejl af. Tuku kunne slet ikke være i sig selv af lykke over at se hende, og da han var færdig med at slikke hende i hele hovedet, viste han stolt sin bamse frem, så hun kunne beundre den.

Over en kop kaffe fortalte hun, at hun havde fundet et værelse, hvor hun kunne bo midlertidigt, indtil et nyt lejemål var klar til indflytning, – og i det midlertidige måtte hun faktisk gerne have hund.

– Men vil du så have ham med dig i dag? spurgte jeg.

– Ja, det var faktisk det, jeg ville spørge jer om – hvis det er okay med jer? Sagde hun undskyldende.

Jeg kom til at grine, for Tuku er jo hendes hund. Selvfølgelig var det uventet at skulle af med ham, før vi havde regnet med, men vi passede ham jo bare, indtil han kunne komme hjem.

Da jeg alligevel havde et ærinde i nærheden af den lejlighed, Tukus mor boede i, kørte jeg dem begge hjem. Da jeg senere om aftenen vendte tilbage til Outlaw var det en tom følelse at åbne døren. Ingen gøen. Ingen logren.

Den glade velkomst, jeg havde vænnet mig til, udeblev, og der var heller ingen, der i løbet af aftenen holdt øje med alle mine bevægelser i køkkenet eller fulgte mig rundt i huset som en skygge.

Selv Nikoline manglede ham, da hun skulle ud og lukke af for hønsene i aftenmørket. ”Det var meget rarere, når man havde Tuku med derud”, sagde hun. Og det er sandt. Det er rigtig mange gøremål, som er hyggeligere, når man har en hund.

Skal man se på det positive, så kan Maskinmesteren sove en halv time længere hver morgen, fordi han ikke skal ud og lufte hund, inden han kører på arbejde, og vi skal ikke lufte hund, som det første, når vi kommer hjem. Men selv det, savner vi lige nu.

Vi håber, at Tukus mor får brug for pasning i ny og næ. For sådan en fin slambert har altid et par reservebedster i os.

Jul med de “besværlige” gamle

Vores jul blev noget anderledes end planlagt i år.

Jeg har altid haft det princip, at jeg ikke holder jul uden Momse og min mor. De to har altid arrangeret og fejret jul med mig, og derfor bliver min jul planlagt, så den kan fejres med dem. Basta.
Nu er Momse jo blevet 101 år og er efter eget ønske kommet på plejehjem. Hun går meget dårligt, og derfor er hun ikke så nem at invitere nogen steder. Faktisk vil hun helst blive på Kongsgården, hvor hun har en dejlig lejlighed med et badeværelse, hvor man kan komme ud med rollator.

Min svigermor derimod er stærkt flytbar og ville gerne holde jul hos os i år. Ingen tvivl om, at det er hyggeligst at holde jul i et hjem, hvor man spiller spil og går ture, mens spændingen breder sig sammen med duften af and. Min mor har det lige som jeg, Momse kommer i første række, så vi blev enige om et kompromis, hvor vi mødes hos Momse på plejehjemmet: Ungerne, min mor og jeg, og så ville min mor blive og spise julemiddag på Kongsgården, mens vi andre tog hjem til Maskinmesteren og hans mor, der fik æren af at stå for julemiddagen. Momse var med på idéen, for hun ville allerhelst blive, hvor hun var.

Alt var godt, troede vi, men så fandt vi ud af at Tomas’ farmor – hos os kaldet “Oldefarmor” – skulle sidde alene juleaften på et plejehjem i Ebeltoft. Oldefarmor hævder, at hun ikke er glad for at bo på plejehjemmet, men hendes tilstand kræver det, og både stedet og plejepersonalet er noget af det sødeste. Det medgiver hun skam også, men hun drømmer stadig om dengang hun boede i et dejligt hus med sin mand og havde udsigt til havet. Det er mange, mange år siden.

Vi troede, at Oldefarmor skulle holde jul med sine børn, og det troede hun også selv – men det lå ikke i kortene. Oldefarmor er heller ikke så nem at flytte mere, men hun blev ked af det, da hun fandt ud af, at hun ikke skulle være sammen med sin familie juleaften. Sandra blev ikke ked af det, da hun hørte det. Hun blev rasende og råbte, at hvis ingen andre ville holde jul med Oldefarmor, så ville hun. Vi andre kunne gøre, hvad vi havde lyst til, men hun ville ikke sidde og holde dejlig jul herhjemme, mens Oldefarmor sad alene og var ked af det.

Det var svært at være uenig med den påståelige unge, så efter en kort konference med svigermor, min mor og Momse, så blev det besluttet, at ungerne, min mor og jeg tog ud til Momse om formiddagen juledag og hyggede med frokost, eftermiddagskaffe og gaver. Min mor ville så blive til julemiddag på plejehjemmet hos Momse om aftenen, og så ville Maskinmesteren, svigermor, ungerne og jeg køre til Ebeltoft og spise middag og holde juleaften med Oldefarmor på hendes plejehjem.

Selvfølgelig betød det afkald på den hjemlige hygge med alle juleforberedelserne og duften af and i hele huset – men omvendt betød det glæde for to mennesker, som har holdt jul for andre, så længe de har kunnet, og som har betydet rigtig meget i Maskinmesterens og mit liv. To mennesker, som bare er blevet gamle og dermed ikke helt så medgørlige som tidligere.

Sandras vrede forsvandt som dug for solen, da planerne var på plads, og Juleaftensdag stod Maskinmesteren tidligt op for at røge et par af de makreller, vi havde fanget i Norge. Dem skulle Momse have til frokost, for hun har altid elsket røget makrel. De blev skyllet ned med en snaps og Maskinmesterens hjemmebryggede øl, og jeg blev grundigt belært om, hvor dygtig en mand jeg har. Han ringede til gengæld cirka midt i den tredje mundfuld for at høre Momses mening. Hun er et af de få mennesker, han virkelig gerne vil imponere. Og det lykkedes.

Efter frokosten lånte vi en kørestol og trillede Momse en tur rundt i området, og hun var svært begejstret for at komme ud  i den friske luft.

Min mor dukkede op efter frokosten, og ungerne havde taget guitar og ukulele med, så de kunne spille et par julesange om eftermiddagen inden gaverne. Momse stemte i “Glade Jul”, til trods for, at hun ikke har en tone i livet og derfor normalt afholder sig fra at synge, men det var dejligt livsbekræftende at se hende lade sig rive med.

Sidst på eftermiddagen tog vi afsked med mor og Momse og satte kursen mod Ebeltoft, så vi kunne fejre sidste halvdel af julen med Oldefarmor. Det er jeg glad for, at vi gjorde.

Da vi kom til plejehjemmet var der fint dækket op til 14-16 mennesker, men det var der ingen grund til. De eneste beboere, som spiste med, var Oldefarmor og en sød gammel dame ved navn Edith, så det var godt vi kom fem mand og fyldte lidt op ved bordet. Maden var dejlig og en sød medarbejder sørgede så fint for os. Ungerne spillede et par julesange, og Oldefarmor sang med og var i vældig godt humør. Ud over et par gaver fra os, så havde plejehjemmet også sørget for, at der var en fin gave til beboerne. Edith viste sig at være en noget så hyggelig borddame, og vi havde alle dejlig aften hos Oldefarmor, som var træt men glad, da vi tog af sted sidst på aftenen.

Hjemme hos svigermor rundede vi det hele af med en god flaske vin, og så var den dag gået.

Alt i alt blev det en fin – men lidt forjaget jul, fordi vi skulle fejre den to gange på samme dag. Men det var det værd, for de to gamle koner fik en god jul, og det var vigtigere end så meget andet.

Alt her i livet har vi kun til låns…

…nogle ting mere end andre.

I går fik jeg den uendeligt triste nyhed, at min allerbedste hundeven, lånehunden Barkley var død.

Han var 12 år gammel og faldt pludselig om på en ellers dejlig gåtur ved søen i Solbjerg, hvor han bor. Den bedst tænkelige død man kunne forestille sig for ham – måske bortset fra at forlade denne verden med hovedet i en fyldt madskål. Han var trods alt labrador.

Barkley blev vores lånehund et halvt års tid efter, vi havde mistet vores egen labrador Nino. I månederne efter, gik Maskinmesteren og jeg og klappede sorte tasker og jakker, hvis de lå og flød, og vi smed pølseender på gulvet, fordi vi var så vant til, at der var en til at gribe.

Det var lige indtil min gode veninde, Anne Mette, forsigtigt spurgte om vi kunne være interesserede i at passe en ung, flot og glad labrador ved navn Barkley. Hans familie havde brug for pasning af ham i nogle måneder. Vi insisterede på at se knægten an, for vi ville ikke passe hvad som helst. Fem minutter inde i vore første møde var al skepsis forsvundet. Han var lige så sød og dejlig, som han så ud til.

Sådan blev vi Barkleys reservefamilie, og han blev vores lånehund.  I de følgende knap 10 år han ofte været hos os i Outlaw eller med os i Lærkereden, hvor han løb frit omkring på vores ture i skoven.

Han elskede det. Og vi elskede ham. Han var sådan en rar, godmodig og glad fjollerik. Han sov ofte på ryggen i sin kurv med benene strittende ud til alle sider. Andre gange lå han i smørhullet med forpoterne solidt plantet i Maskinmesterens ansigt.

Barkley var meget præcis i sin morgenvækning, så snart fuglene begyndte at synge, krævede han sin morgenmad smidt ud over grunden, så han kunne gå og hygge sig med at finde den. Han er også den eneste hund, jeg kender, som kunne tisse på kommando, og han yndede at skide 37 gange på en gåtur – sikkert bare for at se os samle op.

Nu skal vi ikke passe ham mere, og jeg gruer for den første tur i Lærkereden uden hund. Jeg kan ikke huske, hvornår vi har været der uden.

Det er sandt, at alt her i livet kun er til låns. Det er bare ikke altid, man afleverer frivilligt.

Både Maskinmesteren, børnene og jeg er taknemmelige og glade for, at vi fik lov at låne sådan en prægtig slubbert gennem så mange år. Tak.

En hund efter Outlaw  

Morgenstund har bræk i mund

Sorte slamberts fødselsdag 

Tanker under et egetræ

Med hilsen fra majestæten og det hele…

Det er sandt, man får brev fra dronningen, når man fylder 100 år. Se selv:

 

Momses 100 års fødselsdag blev et brag. Hun holdt åbent hus med kaffe og kage i restauranten, som ligger i tilknytning til det lejlighedskompleks, hun bor i. Der var fyldt ved alle borde – gæster væltede ind – og det var naboer, genboer, venner og familie fra nær og fjern.  Flere af hendes søskendes børn og børnebørn dukkede op, og mange af dem havde hun ikke set i 5-10 år.

Enkelte havde taget familiebilleder med, som gik på omgang, og der blev fortalt røverhistorier og grinet af fjollede billeder fra fordums fester i familien Pallisgaard.

Det var så hyggeligt og dejligt at se Momse så glad. Sandra og Nikoline fik tjansen at notere gaver og kort, og de kom på overarbejde.

De to havde naturligvis kreeret en gave, som enhver 100-årig har brug for: Et akvarium, der passer sig selv – oven i købet med lys i. (De havde limet blinkende, flerfarvede cykeldioder i låget)

Men der var andre kreative hoveder. Fx fik hun denne farverige stok med ringeklokke og snapseflasker. Jo-jo… der manglede ikke noget.

Da kaffebordet og det åbne hus var slut, var familien rundt og se, hvor Momse bor. Ved aftensmaden var vi 31 tilbage, og der var meget der skulle snakkes om. Heldigvis huskede vi at få taget et familiefoto. Man ved jo aldrig, hvornår vi ses igen.  

Da vi middagen om aftenen var slut, var den 100-årige godt brugt. Så vi fulgte hende op i lejligheden, hvor hun satte sig i lænestolen og så helt opgivende på alle de blomster, flasker og chokolade, som hun ikke kunne komme hen til sin seng for. Vi lovede at hjælpe hende med at få det hele pakket ud dagen efter, og så var hun tilfreds.

Flere familiemedlemmer havde benyttet sig af muligheden for at leje små værelser i bygningen, så de kunne overnatte. Så vi mødtes igen ved morgenbordet, før det var tid til at tage afsked med fødselaren.

Afskeden var hård. For når man er 100 år, og skal sige farvel til mennesker, man har kendt og holdt af gennem et langt liv – mennesker som man sjældent ser, så er det svært at holde tårerne tilbage. Det er jo langt fra sikkert, at man nogensinde ser dem igen. Her måtte Momse lige have en trøstende arm og en kleenex.

Der er ingen tvivl om, at hun havde en dejlig dag. Det havde vi andre også.

En stor tak til alle, som deltog – og til alle som sendte Momse en hilsen på dagen.

For de med særlig interesse, har jeg lagt lagt billeder op fra dagen, som kan ses her.

I morgen sker det…

…Momse fylder 100 år!

Konen kom til verden den 12. april 1918. Det var få dage før, at den Røde Baron blev skudt ned under 1. verdenskrig. FØRSTE VERDENSKRIG!!

Hun blev døbt Jensine Kristine, men hun er aldrig blevet kaldt andet end Stinne. Først som 89-årig tog hun endelig navneforandring. Det var efter, hun havde knust sin skulder efter et fald i en fodgængerovergang. Hendes egen bror kunne ikke finde hende på sygehuset, fordi de ikke havde nogen “Stinne” indlagt, og han anede ikke, at hun i virkeligheden hed Jensine.

Jeg elsker at se Matador, fordi det er Danmarkshistorie fra dengang Momse var ung. Hun kunne i princippet have været en figur fra serien. Hvis hun var, så ville hun være Laura: Gæv, arbejdsom, ordentlig, dygtig, lidt hård i filten og lige ud af posen. Ikke så meget følelsessnak – men i handling altid med et hjerte af guld.

I morgen skal hun fejres. Og det bliver med manér. Ungerne har fået fri fra skole i to dage, Maskinmesteren og jeg har også taget fri. Maskinmesteren har strøget skjorten og insisterer på, at have slips på, når Momse bliver 100.

Der kommer familie fra nær og fjern, som vi ikke har set i årevis, flere af dem har booket overnatning, så vi også får et festligt morgenbord dagen derpå.

Vi glæder os. Ungerne har lavet en fantastisk gave til hende, som hun slet ikke har fantasi til at ønske sig. Og så er de spændte på, om det er rigtigt, at man får brev fra dronningen, når man bliver 100 år.

Momse selv forsøger at tage det roligt. Sidst jeg talte med hende, var hun lidt i chok, fordi hun havde hørt om alle de mennesker, der havde meldt deres ankomst. Ud af en søskendeflok på 6 er der kun hende og hendes lillesøster på 90 år tilbage. En stor del af hendes venner har forlængst forladt denne verden, og derfor var hun noget overrasket over, at så mange mennesker alligevel lægger vejen forbi i morgen. Det er både børn og børnebørn af hendes søskende, det er venner, naboer og selvfølgelig hendes egne børn, børnebørn og oldebørn.

“Jeg skal ikke tænke på det, for så kan jeg slet ikke sove om natten. Men Grete (min mor) har vist styr på alt det praktiske, og så skal det jo nok gå”, sagde hun.

Jeg har forsikret hende om , at hun bare skal komme og nyde det – og det er jeg helt sikker på, at hun gør.

Party on, Momse. I morgen går det løs.

Morbid picnic med Momse

For nogle måneder siden inviterede jeg Momse og ungerne med på picnic. Lidt morbidt måske, for turen gik til Vestre Kirkegård, som er en af smukkeste parker i Aarhus, hvis du spørger mig.

Momse er jo havetosset, og der er intet, hun nyder mere end synet af en velplejet have eller park med spændende blomster, træer og planter. Især nu, hvor hun ikke længere selv kan luge og rive.

Vi havde en pragtfuld tur i juni, hvor solen skinnede, og vi spiste medbragt mad. Nogen vil måske mene, at det er upassende at spise på en kirkegård, men vi mødte ikke mange mennesker, som vi kunne genere – og dem, vi mødte, hilste pænt og så ikke spor forargede ud. (Heller ikke over mine børns obskøne håndtegn og mangel på pli – sorry) Vestre Kirkegård rummer spændende grave, mindesten og områder, som alle fortæller en historie. Mindesten over borgere, der døde i kz-lejre, borgmestre, frihedskæmpere og ofrene for den store eksplosion ved havnen i Aarhus i 1944. 

Og så er der naturligvis min yndlingssten med det bedste budskab, som jeg har skrevet om før.

Siden vi opdagede, at Momses rollator lige passer ind i bagagerummet på bilen, så er det nemt at komme af sted med hende, fordi det betyder, at hun kan gå selv uden at skulle have fat i nogens arm. ”Ka’ selv – vil selv”, som hun siger.

I juni nåede vi kun første halvdel af kirkegården sammen med ungerne, fordi Momse nemt bliver træt, så i forgårs tog vi den sidste halvdel, der bl.a. bød på disse smukke hortensiaer, som står hele vejen op til kapellet.Efter turen tog vi hjem til Momse, hvor jeg for en sjælden gangs skyld fik lov til at lave mad til hende: Nyopgravede kartofler fra Outlaw, grøn salat og ovnbagt laks med dilddressing. Til gengæld fik hun selv lov til at skrubbe kartoflerne for skind. Visse fornøjelser skal man ikke tage fra de gamle.

Nu har vi set Vestre Kirkegård. Næste gang tager vi Nordre Kirkegård – og når vi så har set den, så kan vi starte forfra med Vestre igen, for til den tid har hun glemt det hele. Hukommelsen er ikke så god mere – men i dette tilfælde gør det ingen verdens ting. 😃

Saftig beskæftigelsesterapi for ældre

I dag har ungerne og jeg planlagt en lille hyggetur til min mors kolonihave, hvor vi har inviteret os selv og Momse på frokost.
Momse elsker at komme ud, hvor der er haver, planter, træer, marker og bær. Hun er født og opvokset på landet og har altid haft prydhaver i de år, hvor hun har haft have og sommerhus.

Vi hentede hende og rollatoren derhjemme og kørte hende derned. Min mor skulle have bud med, så rollatoren var højt læsset, da Momse trillede ned ad havegangen.

Efter en dejlig frokost med sild og snaps, fandt Momse en havestol og tog ungerne med ud til ribsbusken, og så begyndte de ellers at ribbe busken for bær.

Sidste år lavede vi den lækreste ribssaft, og hvis den gamle kone plukker igennem i dag, så får vi også nok til saft i år. ❤️

Farvel farfar

Torsdag den 15. juni kyssede jeg min farfars skaldede isse for sidste gang.

Det har været en hyggelig tradition, lige siden jeg var helt lille, at når jeg sagde goddag og farvel til min farfar, så skulle han tage sin sixpence af og bukke, så jeg kunne nå op og kysse ham oven i hovedet.

Den torsdag behøvede han ikke at bukke. Han lå i en hospitalsseng og havde accepteret, at livet ikke havde mere på hylden til ham. Han formåede endda at se det gode i den situation, fordi han dermed slap for at gøre sig tanker om, hvordan han skulle fejre sin 90 års fødselsdag til februar.

I min bardom var det altid farmor, som fortalte historier om Jesus og alle hans fantastiske gerninger, mens jeg sad på hendes køkkenbord. Farfar derimod troede lige så meget på en gammel støvle, som han troede på Gud, men han havde faste principper om, hvad der var rigtigt og forkert, og han var på alle måder et ordentligt menneske.

Han var også en vrissen, gammel mand. En skøn blanding af ”En mand, der hedder Ove” og Hr. Frederiksen fra Pixar-filmen ”Up”. Jeg gav ham “Up”, fordi den mindede mig om ham – og han kunne heldigvis lide den.

Fælles for hovedpersonerne i de to historier, er, at de er knarvorne og at de har mistet deres livs kærlighed. Min farmor døde for 12 år siden, og de færreste troede, at farfar ville udholde tilværelsen ret meget længere uden hende. De elskede hinanden inderligt.

Men farfar overraskede på mange punkter. Få uger efter farmors død, talte jeg med ham, og her fortalte han med slet skjult stolthed, at han lige havde bagt franskbrød.

”Jeg synes, det var så dyrt hos bageren, så jeg fandt Ritas gamle opskrift og tænkte, at det kunne vel ikke være så svært at finde ud af”, forklarede han, mens min underkæbe dinglede ned ad brystet. Manden havde aldrig før så meget som kogt et æg – og nu bagte han!

Lige så meget han kunne vrisse over samfundets politiske udvikling, angloficeringen af vores sprog og prisen på jordbær, lige så lystigt legede han med sine børnebørn eller oldebørn.
Vi er alle som helt små blevet afkrævet svar på spørgsmålet: ”Ka’ du sige ”Bobbelob-bobbelob””? Herefter øgede han sværhedsgraden til: “Men kan du så også sige ”viceministerpræsidentkandidat””?

Han blev aldrig for gammel til at lege.

En stor del af min barndoms sommerferier er foregået hos farmor og farfar. Her var der appelsinsaftevand til frokost, te med honning og citron til morgen, honning på rundstykkerne, og altid var vi ude at røgte garn, tømme ruser og fiske. De to lærte mig at sætte orm på krogen, binde en svirvel på linen og at fiske med blink og forfang. Det var magiske tider.

Da jeg sad ved farfars sygeseng i torsdags havde jeg taget et billede med. Det er taget en dag, hvor der var alt for lavvandet til at vi kunne få jollen i vandet. De to gamle tog sig en lur, mens vi ventede på tidevandet. Det er sådan, jeg vil huske min farfar. Iført vaders og sammen med farmor.Jeg fortalte ham om billedet i torsdags. Selvom han kun havde svage reaktioner, så er jeg sikker på, at han hørte efter. Jeg læste et brev fra ungerne og fortalte ham om de gaver, de havde lavet til ham: En filt-løve, et pop-up kort med blomster og bier og en glad diskokugle med ben og øjne.

Jeg fortalte ham også, at han havde været den bedste farfar jeg kunne ønske mig, og at han godt kunne være bekendt at tage herfra nu. Jeg kyssede ham på issen, før jeg gik – og den næste formiddag sov han roligt ind, mens min far var hos ham.

I går blev han bisat ved en fin ceremoni i Aalborg, og selvom savnet og sorgen er tæt på lige nu, så ved jeg at præsten havde ret, da hun sagde, at sorgen erstattes af taknemmelighed over at have haft et så prægtigt menneske i sit liv.

Tak farfar.

Farvel Finurgel

En lille opdatering på historien om den lille bogfinke, vi forsøgte at redde. 

Efter vi fik ham installeret i kassen, livede han faktisk så meget op, at han begyndte at tage for sig af de solsikkefrø, vi havde givet ham. Han hoppede også op på siddepinden og betragtede os derfra med sit ene øje.

Oldemor var på besøg, og hun brugte en del tid med Sandra på at læse om bogfinker, så vi kunne give ham den bedste pleje. Det var også hende, der opdagede, at han burde have haft en hale…Sandra var blevet meget glad for ham, og han sad roligt på hendes hånd, mens hun studerede ham.  

Sandra fik lov til at opleve hans død på nært hold. Hun holdt ham forsigtigt i hånden og ville vende ham rundt for at undersøge hans dårlige ben, men da drog den lille fugl sit sidste suk. 

Åh, det var så trist. Pigebarnet græd, og søster kom slukøret ind fra garagen, for hun havde lige hamret en flot bund sammen, som passede til det halve bur, vi havde fået til ham. 

I stedet kunne de så gå i gang med at fore en meget lille kiste. 

Finurgel blev lagt på koskind og svøbt i en fin serviet, som Nikoline havde hæklet. Blomster fra haven fik han selvfølgelig med sig. Af en lille fugl at være, så fik han stor omsorg før sin alt for tidlige død. Nu hviler han foran ungernes hjemmelavede bed med tulipaner og en enlig vibeklokke. Flyv sikkert hjem, lille Finurgel.  Du er savnet. ❤️

Mød Finurgel – vi kæmper for hans liv

Finurgel er en lille bogfinke-han, som ikke flyttede sig, da jeg kørte tæt forbi ham i dag på min vej ud for at købe ind. Han sad bare der i vejkanten og så beklemt ud. 

Derfor ringede jeg til Outlaws Dyreredning og bad dem om at komme og se til den. 

Da jeg kom hjem, var Finurgel samlet op af Outlaws bedste reddere, som ydede fuglen førstehjælp med et intermistisk bur, foder, vand og halm. 

De døbte ham Finurgel og konstaterede, at hans ene øje var helt lukket i, og at han på ingen måde var i stand til at flyve. 

Han fandt sig i at blive taget op og var i det hele taget meget stille. Henad eftermiddagen livede han lidt op og begyndte at lede efter en udvej af sit indelukke – men flyve kan han stadig ikke. 

Vi håber, at han bliver frisk til flyvning i morgen, hvor vi lukker ham ud. Vi synes, han skulle have en chance for at komme lidt til hægterne hos os i stedet for at blive en alt for nem dessert for Outlaws katte.

Nu får vi se…