Tag Archives: døden

Alt her i livet har vi kun til låns…

…nogle ting mere end andre.

I går fik jeg den uendeligt triste nyhed, at min allerbedste hundeven, lånehunden Barkley var død.

Han var 12 år gammel og faldt pludselig om på en ellers dejlig gåtur ved søen i Solbjerg, hvor han bor. Den bedst tænkelige død man kunne forestille sig for ham – måske bortset fra at forlade denne verden med hovedet i en fyldt madskål. Han var trods alt labrador.

Hund spiser kødben

Barkley blev vores lånehund et halvt års tid efter, vi havde mistet vores egen labrador Nino. I månederne efter, gik Maskinmesteren og jeg og klappede sorte tasker og jakker, hvis de lå og flød, og vi smed pølseender på gulvet, fordi vi var så vant til, at der var en til at gribe.

Det var lige indtil min gode veninde, Anne Mette, forsigtigt spurgte om vi kunne være interesserede i at passe en ung, flot og glad labrador ved navn Barkley. Hans familie havde brug for pasning af ham i nogle måneder. Vi insisterede på at se knægten an, for vi ville ikke passe hvad som helst. Fem minutter inde i vore første møde var al skepsis forsvundet. Han var lige så sød og dejlig, som han så ud til.

Flad hund og maskinmester

Sådan blev vi Barkleys reservefamilie, og han blev vores lånehund.  I de følgende knap 10 år han ofte været hos os i Outlaw eller med os i Lærkereden, hvor han løb frit omkring på vores ture i skoven.

Barkley lånehund

Han elskede det. Og vi elskede ham. Han var sådan en rar, godmodig og glad fjollerik. Han sov ofte på ryggen i sin kurv med benene strittende ud til alle sider. Andre gange lå han i smørhullet med forpoterne solidt plantet i Maskinmesterens ansigt.

Barkley var meget præcis i sin morgenvækning, så snart fuglene begyndte at synge, krævede han sin morgenmad smidt ud over grunden, så han kunne gå og hygge sig med at finde den. Han er også den eneste hund, jeg kender, som kunne tisse på kommando, og han yndede at skide 37 gange på en gåtur – sikkert bare for at se os samle op.

Nu skal vi ikke passe ham mere, og jeg gruer for den første tur i Lærkereden uden hund. Jeg kan ikke huske, hvornår vi har været der uden.

Det er sandt, at alt her i livet kun er til låns. Det er bare ikke altid, man afleverer frivilligt.

Både Maskinmesteren, børnene og jeg er taknemmelige og glade for, at vi fik lov at låne sådan en prægtig slubbert gennem så mange år. Tak.

En hund efter Outlaw  

Morgenstund har bræk i mund

Sorte slamberts fødselsdag 

Tanker under et egetræ

Reklamer

En død tandlæge med et smukt budskab

Igennem de sidste fire år er jeg blevet opereret fire gange for en lidelse, som jeg endnu ikke har fundet modet til at skrive om her på bloggen. Sidst jeg blev opereret var i begyndelsen af marts, og i dag var jeg til kontrol, hvilket foregår i fuld narkose.

Velopstanden igen kom de nedslående, men forventelige nyheder: Operationen var gået godt, men helingen mislykkes for 4. gang. Lægen ridsede tre muligheder op.  Ingen af dem særlig attraktive eller opmuntrende, men det er de muligheder, der er for mig. Og således forlod jeg sygehuset med vandet stående helt oppe over pupillerne, mens jeg forsøgte at få styr på tankerne.  Jeg kunne mærke, at jeg virkelig skulle tude. Og det er ret upraktisk, når man står midt på Silkeborgvej i Aarhus.

Men Aarhus er så praktisk indrettet, at lige overfor sygehuset ligger Vestre Kirkegård. Og her er det lidt mere legitimt – eller i hvert fald lidt mere normalt at gå  rundt og tude. Så jeg besluttede mig for at gå derover og hyle lidt over en tilfældig gravsten.

Der er så smukt på Vestre Kirkegård. Jeg græd lidt, mens jeg gik rundt på må og få – lige indtil jeg standsede ved denne sten:

Knuds gravsten

Jeg stod længe og stirrede på den. Og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at der lå et utroligt dejligt menneske her. Uanset om han selv havde valgt ordene, eller om hans familie havde, så var det et fantastisk budskab at få kylet i ansigtet, når man nu stod der og havde ondt af sig selv. For han har jo ret, den gode Knud. Livet er dejligt. Og jeg lever.

Jeg kom i tanke om den dame, jeg delte stue med, sidst jeg var indlagt. Hun var 49 år og fik at vide, at hun ikke ville blive 50. Jeg har tit tænkt på hende siden.

Livet er dejligt. Bum.

Så fint er der på Vestre Kirkegård

Vestre kirkegård Aarhus

vestre kirkegård Aarhus 2