Category Archives: Zentilstand

Mord og mindfulness i hønsegården

Jeg har ikke brug for mindfulness og meditation, så længe jeg har høns. For mig er det mest beroligende i verden, at sidde i min hønsegård og se madammerne rode efter biller og orme og høre dem klukke og sludre med hinanden.

Hønsehygge i haven

I fredags da jeg kom hjem fra arbejde, tog jeg en havestol og et glas vin og satte mig om til vores nye damer. De er først for nylig blevet lukket ud på det store græsareal, så området er nyt, spændende og uudforsket for dem. Larver og smådyr, der før var trygge her, lever nu i frygt for skrabende hønsefødder, skarpe øjne og spidse næb.

Det er jo sådan livet er, og jeg nød synet af deres jagt efter mad i græsset. Men bedst som jeg sad der, fik en af hønsene pludselig travlt med noget, den havde fundet. Hun hakkede ned i noget, kastede det op i luften og angreb det igen. De andre høns begyndte at blive nysgerrige efter, hvad hun var i gang med – mig selv inklusiv.

Til min gru så jeg, at det var en lille tudse, og at det var for sent at gøre noget for at redde den.

død tudse frø

Jeg troede, at tudser både smagte grimt og var lidt giftige – men de her høns har tilsyneladende ikke noget i mod stærk og krydret mad. Tudsen blev hevet over i to – så flere høns fik glæde af den.

Med ét smagte min vin ikke helt så godt som før – og den meditative tilstand, hønsekiggeriet havde bragt mig i, forsvandt som dug for solen. Dagens time i mindfulness var forbi – lige som hønsenes nuttethedsfaktor.

Jeg gik ind.

Reklamer

Alt her i livet har vi kun til låns…

…nogle ting mere end andre.

I går fik jeg den uendeligt triste nyhed, at min allerbedste hundeven, lånehunden Barkley var død.

Han var 12 år gammel og faldt pludselig om på en ellers dejlig gåtur ved søen i Solbjerg, hvor han bor. Den bedst tænkelige død man kunne forestille sig for ham – måske bortset fra at forlade denne verden med hovedet i en fyldt madskål. Han var trods alt labrador.

Hund spiser kødben

Barkley blev vores lånehund et halvt års tid efter, vi havde mistet vores egen labrador Nino. I månederne efter, gik Maskinmesteren og jeg og klappede sorte tasker og jakker, hvis de lå og flød, og vi smed pølseender på gulvet, fordi vi var så vant til, at der var en til at gribe.

Det var lige indtil min gode veninde, Anne Mette, forsigtigt spurgte om vi kunne være interesserede i at passe en ung, flot og glad labrador ved navn Barkley. Hans familie havde brug for pasning af ham i nogle måneder. Vi insisterede på at se knægten an, for vi ville ikke passe hvad som helst. Fem minutter inde i vore første møde var al skepsis forsvundet. Han var lige så sød og dejlig, som han så ud til.

Flad hund og maskinmester

Sådan blev vi Barkleys reservefamilie, og han blev vores lånehund.  I de følgende knap 10 år han ofte været hos os i Outlaw eller med os i Lærkereden, hvor han løb frit omkring på vores ture i skoven.

Barkley lånehund

Han elskede det. Og vi elskede ham. Han var sådan en rar, godmodig og glad fjollerik. Han sov ofte på ryggen i sin kurv med benene strittende ud til alle sider. Andre gange lå han i smørhullet med forpoterne solidt plantet i Maskinmesterens ansigt.

Barkley var meget præcis i sin morgenvækning, så snart fuglene begyndte at synge, krævede han sin morgenmad smidt ud over grunden, så han kunne gå og hygge sig med at finde den. Han er også den eneste hund, jeg kender, som kunne tisse på kommando, og han yndede at skide 37 gange på en gåtur – sikkert bare for at se os samle op.

Nu skal vi ikke passe ham mere, og jeg gruer for den første tur i Lærkereden uden hund. Jeg kan ikke huske, hvornår vi har været der uden.

Det er sandt, at alt her i livet kun er til låns. Det er bare ikke altid, man afleverer frivilligt.

Både Maskinmesteren, børnene og jeg er taknemmelige og glade for, at vi fik lov at låne sådan en prægtig slubbert gennem så mange år. Tak.

En hund efter Outlaw  

Morgenstund har bræk i mund

Sorte slamberts fødselsdag 

Tanker under et egetræ

Morbid picnic med Momse

For nogle måneder siden inviterede jeg Momse og ungerne med på picnic. Lidt morbidt måske, for turen gik til Vestre Kirkegård, som er en af smukkeste parker i Aarhus, hvis du spørger mig.

Momse er jo havetosset, og der er intet, hun nyder mere end synet af en velplejet have eller park med spændende blomster, træer og planter. Især nu, hvor hun ikke længere selv kan luge og rive.

Vi havde en pragtfuld tur i juni, hvor solen skinnede, og vi spiste medbragt mad. Nogen vil måske mene, at det er upassende at spise på en kirkegård, men vi mødte ikke mange mennesker, som vi kunne genere – og dem, vi mødte, hilste pænt og så ikke spor forargede ud. (Heller ikke over mine børns obskøne håndtegn og mangel på pli – sorry) Momse og unger Vestre KirkegaardVestre Kirkegård rummer spændende grave, mindesten og områder, som alle fortæller en historie. Mindesten over borgere, der døde i kz-lejre, borgmestre, frihedskæmpere og ofrene for den store eksplosion ved havnen i Aarhus i 1944. 

Og så er der naturligvis min yndlingssten med det bedste budskab, som jeg har skrevet om før.

Siden vi opdagede, at Momses rollator lige passer ind i bagagerummet på bilen, så er det nemt at komme af sted med hende, fordi det betyder, at hun kan gå selv uden at skulle have fat i nogens arm. ”Ka’ selv – vil selv”, som hun siger.

I juni nåede vi kun første halvdel af kirkegården sammen med ungerne, fordi Momse nemt bliver træt, så i forgårs tog vi den sidste halvdel, der bl.a. bød på disse smukke hortensiaer, som står hele vejen op til kapellet.Momse-vestre-kirkegaardHortensia vestre kirkegaard aarhusEfter turen tog vi hjem til Momse, hvor jeg for en sjælden gangs skyld fik lov til at lave mad til hende: Nyopgravede kartofler fra Outlaw, grøn salat og ovnbagt laks med dilddressing. Til gengæld fik hun selv lov til at skrubbe kartoflerne for skind. Visse fornøjelser skal man ikke tage fra de gamle.

Nu har vi set Vestre Kirkegård. Næste gang tager vi Nordre Kirkegård – og når vi så har set den, så kan vi starte forfra med Vestre igen, for til den tid har hun glemt det hele. Hukommelsen er ikke så god mere – men i dette tilfælde gør det ingen verdens ting. 😃

Saftig beskæftigelsesterapi for ældre

I dag har ungerne og jeg planlagt en lille hyggetur til min mors kolonihave, hvor vi har inviteret os selv og Momse på frokost.
Momse elsker at komme ud, hvor der er haver, planter, træer, marker og bær. Hun er født og opvokset på landet og har altid haft prydhaver i de år, hvor hun har haft have og sommerhus.

Vi hentede hende og rollatoren derhjemme og kørte hende derned. Min mor skulle have bud med, så rollatoren var højt læsset, da Momse trillede ned ad havegangen.


Efter en dejlig frokost med sild og snaps, fandt Momse en havestol og tog ungerne med ud til ribsbusken, og så begyndte de ellers at ribbe busken for bær.

Sidste år lavede vi den lækreste ribssaft, og hvis den gamle kone plukker igennem i dag, så får vi også nok til saft i år. ❤️

Farvel farfar

Torsdag den 15. juni kyssede jeg min farfars skaldede isse for sidste gang.

Det har været en hyggelig tradition, lige siden jeg var helt lille, at når jeg sagde goddag og farvel til min farfar, så skulle han tage sin sixpence af og bukke, så jeg kunne nå op og kysse ham oven i hovedet.

Den torsdag behøvede han ikke at bukke. Han lå i en hospitalsseng og havde accepteret, at livet ikke havde mere på hylden til ham. Han formåede endda at se det gode i den situation, fordi han dermed slap for at gøre sig tanker om, hvordan han skulle fejre sin 90 års fødselsdag til februar.

I min bardom var det altid farmor, som fortalte historier om Jesus og alle hans fantastiske gerninger, mens jeg sad på hendes køkkenbord. Farfar derimod troede lige så meget på en gammel støvle, som han troede på Gud, men han havde faste principper om, hvad der var rigtigt og forkert, og han var på alle måder et ordentligt menneske.

Han var også en vrissen, gammel mand. En skøn blanding af ”En mand, der hedder Ove” og Hr. Frederiksen fra Pixar-filmen ”Up”. Jeg gav ham “Up”, fordi den mindede mig om ham – og han kunne heldigvis lide den.

Fælles for hovedpersonerne i de to historier, er, at de er knarvorne og at de har mistet deres livs kærlighed. Min farmor døde for 12 år siden, og de færreste troede, at farfar ville udholde tilværelsen ret meget længere uden hende. De elskede hinanden inderligt.

Men farfar overraskede på mange punkter. Få uger efter farmors død, talte jeg med ham, og her fortalte han med slet skjult stolthed, at han lige havde bagt franskbrød.

”Jeg synes, det var så dyrt hos bageren, så jeg fandt Ritas gamle opskrift og tænkte, at det kunne vel ikke være så svært at finde ud af”, forklarede han, mens min underkæbe dinglede ned ad brystet. Manden havde aldrig før så meget som kogt et æg – og nu bagte han!

Lige så meget han kunne vrisse over samfundets politiske udvikling, angloficeringen af vores sprog og prisen på jordbær, lige så lystigt legede han med sine børnebørn eller oldebørn.
Vi er alle som helt små blevet afkrævet svar på spørgsmålet: ”Ka’ du sige ”Bobbelob-bobbelob””? Herefter øgede han sværhedsgraden til: “Men kan du så også sige ”viceministerpræsidentkandidat””?

Han blev aldrig for gammel til at lege.

Farfar og Nikoline klatrer

Farfar på børnecykel

En stor del af min barndoms sommerferier er foregået hos farmor og farfar. Her var der appelsinsaftevand til frokost, te med honning og citron til morgen, honning på rundstykkerne, og altid var vi ude at røgte garn, tømme ruser og fiske. De to lærte mig at sætte orm på krogen, binde en svirvel på linen og at fiske med blink og forfang. Det var magiske tider.

Da jeg sad ved farfars sygeseng i torsdags havde jeg taget et billede med. Det er taget en dag, hvor der var alt for lavvandet til at vi kunne få jollen i vandet. De to gamle tog sig en lur, mens vi ventede på tidevandet. Det er sådan, jeg vil huske min farfar. Iført vaders og sammen med farmor.Farfar og farmor venter på tidevandetJeg fortalte ham om billedet i torsdags. Selvom han kun havde svage reaktioner, så er jeg sikker på, at han hørte efter. Jeg læste et brev fra ungerne og fortalte ham om de gaver, de havde lavet til ham: En filt-løve, et pop-up kort med blomster og bier og en glad diskokugle med ben og øjne.

Jeg fortalte ham også, at han havde været den bedste farfar jeg kunne ønske mig, og at han godt kunne være bekendt at tage herfra nu. Jeg kyssede ham på issen, før jeg gik – og den næste formiddag sov han roligt ind, mens min far var hos ham.

I går blev han bisat ved en fin ceremoni i Aalborg, og selvom savnet og sorgen er tæt på lige nu, så ved jeg at præsten havde ret, da hun sagde, at sorgen erstattes af taknemmelighed over at have haft et så prægtigt menneske i sit liv.

Tak farfar.

Farvel Finurgel 

En lille opdatering på historien om den lille bogfinke, vi forsøgte at redde. 

Efter vi fik ham installeret i kassen, livede han faktisk så meget op, at han begyndte at tage for sig af de solsikkefrø, vi havde givet ham. Han hoppede også op på siddepinden og betragtede os derfra med sit ene øje.

Oldemor var på besøg, og hun brugte en del tid med Sandra på at læse om bogfinker, så vi kunne give ham den bedste pleje. Det var også hende, der opdagede, at han burde have haft en hale…Sandra var blevet meget glad for ham, og han sad roligt på hendes hånd, mens hun studerede ham.  

Sandra fik lov til at opleve hans død på nært hold. Hun holdt ham forsigtigt i hånden og ville vende ham rundt for at undersøge hans dårlige ben, men da drog den lille fugl sit sidste suk. 

Åh, det var så trist. Pigebarnet græd, og søster kom slukøret ind fra garagen, for hun havde lige hamret en flot bund sammen, som passede til det halve bur, vi havde fået til ham. 


I stedet kunne de så gå i gang med at fore en meget lille kiste. 

Finurgel blev lagt på koskind og svøbt i en fin serviet, som Nikoline havde hæklet. Blomster fra haven fik han selvfølgelig med sig. Af en lille fugl at være, så fik han stor omsorg før sin alt for tidlige død. Nu hviler han foran ungernes hjemmelavede bed med tulipaner og en enlig vibeklokke. Flyv sikkert hjem, lille Finurgel.  Du er savnet. ❤️

Endelig fri!

Hønsene har været rasende i de sidste fem måneder. På grund af smittefaren med fugleinfluenza har Fødevarestyrelsen krævet, at alle høns skulle holdes under tag. vred høne i bur

Når man har 15 høns, der normalt har adgang til et areal med græs og planter på cirka 100 kvadratmeter, så bliver de pænt gale i kammen, når man lukker dem inde på 10. De lugter heller ikke af blomster, skulle jeg hilse fra naboen og sige.

I går blev kravet om overdækning af hønsegårde så endeligt ophævet. Det var en fest. Især fordi græsset i hønsenes fravær havde vokset sig højt og delikat.

Se rendyrket hønselykke udspille sig frit her.