Tag Archives: Momse

Saftig beskæftigelsesterapi for ældre

I dag har ungerne og jeg planlagt en lille hyggetur til min mors kolonihave, hvor vi har inviteret os selv og Momse på frokost.
Momse elsker at komme ud, hvor der er haver, planter, træer, marker og bær. Hun er født og opvokset på landet og har altid haft prydhaver i de år, hvor hun har haft have og sommerhus.

Vi hentede hende og rollatoren derhjemme og kørte hende derned. Min mor skulle have bud med, så rollatoren var højt læsset, da Momse trillede ned ad havegangen.


Efter en dejlig frokost med sild og snaps, fandt Momse en havestol og tog ungerne med ud til ribsbusken, og så begyndte de ellers at ribbe busken for bær.

Sidste år lavede vi den lækreste ribssaft, og hvis den gamle kone plukker igennem i dag, så får vi også nok til saft i år. ❤️

Reklamer

Momsofonen, der blev væk

Jeg ringede til min gamle mormor i lørdags. Min mor var blevet lidt bekymret for hende, fordi hun ikke havde svaret på hendes sms’er. Hun får jo hele tiden, de her små blodpropper, så vi holder hende lidt under opsyn.

Men Momse tog glad telefonen og forsikrede, at hun skam havde det fint. Hun havde bare et problem med hendes mobiltelefon, som blev ved med at blinke, og hun forstod ikke hvorfor.
Jeg var i nabolaget, så jeg tilbød hende, at jeg lige kunne svinge ind forbi og se på det.

Momse: Vil du det? Det ville være dejligt. Men så skal jeg jo lige huske, hvor jeg har lagt den…
Mig: Momse, jeg tror…
Momse: Åh, det er det værste ved at blive så gammel. Jeg kan ikke huske noget…
Mig: Momse, hør nu, det er sikkert…
Momse: Altså… hvor pokker har jeg nu gjort af den…jeg mener bestemt, at jeg lagde den…
Mig: Momse! Det er den, du taler i!! Jeg har ringet til din mobil!!!
Momse: ….stilhed.
Mig: Momse? …. Momse er du OK?
Momse: Luftlyd, som en sækkepibe, der pustes op…
Mig: Moms? Tal til mig?
Momse: HAHAHAHAHAHAA! Hiven efter vejret. Latterbrøl.

Et kort øjeblik troede jeg, at hun ville omkomme af grin – hun kunne næsten ikke få vejret.
Da jeg kort efter troppede op hos hende, begyndte hun sit grineanfald forfra, så tårerne sprang, mens hun bandede over sit elendige gamle hoved.

Det lykkedes mig at få mobiltelefonen til at holde op med at blinke, og da hun var færdig med at grine, fik vi en kop kaffe og hyggesludder.

Det kan godt være, at hovedet ikke er, som det har været – men det gør hende ikke mindre sjov.

Momse doro mobil

Jul med en 98-årig tumling

Vores jul var tæt på at blive enten amputeret eller aflyst, eftersom Momse fik en blodprop (igen-igen) onsdag morgen. Hun snakkede sort og kunne slet ikke finde ud af de mest simple gøremål. Da jeg kom, sad hun i en stol og så helt fortabt ud, mens lægen stod i stuen og spurgte om vi ville have hende indlagt. Ikke fordi sygehuset ville kunne gøre noget, men så var hun da under opsyn.

Sidst hun var indlagt, var det ved at tage livslysten helt fra hende, så det så vi ingen grund til, når de alligevel ikke kunne trylle hende 10 år yngre eller gøre noget andet, for at få hende tilbage til normal igen.

Så hun blev. Og fik en elevationsseng og hjemmehjælp og en æske til piller.

Min mor kalder hende en tumling. Sådan et stykke legetøj man forsøger at vælte, men som bliver ved at rejse sig op. Jeg må indrømme, at da jeg så hende onsdag, gjorde jeg mig ingen forhåbninger om at holde jul i Oulaw som planlagt. Det var mere sandsynligt, at vi måtte holde en lidt amputeret aften hos momse i hendes et-værelses lejlighed med elevationssofa.

Men så rejste tumlingen sig igen, og vi har lige holdt den dejligste jul. I forgårs spurgte hun forfærdet, om vi havde købt dyre julegaver til hende, for det var jo ikke sikkert, hun ville nå at gøre brug af dem. Vi forsikrede hende, at vi kun havde købt noget, vi selv gerne ville arve. Hun fik en ledningsfri støvsuger og en kalender for 2017 med billeder af familien – og så er det spændende om hun kommer til at vende alle siderne i kalenderen.


Det er ikke til at vide med hende, for hun får de her små blodpropper i hovedet, som slår hende helt ud af kurs. Hun er træt af den gamle krop og det glemsomme hoved, og da der næppe kommer en blodprop, som gør hende 15 år yngre, så er hun egentlig indstillet på, at hver dag kan være den sidste, og det er hun helt cool med.

De sidste ti juleaftener har jeg stået i køkkenet med hende, mens hun har styret arbejdet, og jeg har forsøgt at følge med og notere mig alt, hvad hun gør. I år stod jeg selv ved kødgryderne, og til min store glæde blev både rødkål, and, sovs og brune kartofler godkendt med kryds og slange af mesteren selv. Jeg er bestået.

Momse was here

I dag er det “International arbejd nøgen i haven dag”. Det er jeg virkelig glad for, at ingen havde fortalt min mormor, som vi havde besøg af i dag.

Nogen vil måske huske, at jeg i foråret var bange for, at hendes holdbarhedsdato var ved at udløbe, efter hun blev ramt af en række små blodpropper, der forringede hendes balance og hendes hukommelse. Hun meldte fra til ungernes 11 års fødselsdag her i april, fordi hun ikke rigtig kan følge med i samtaler hen over et bord med mange mennesker, der snakker på kryds og tværs.

I stedet inviterede jeg hende herned i dag til en frokost i haven i det pragtfulde vejr. Hun blev standsmæssigt afhentet af mig i Aarhus og kørt til Outlaw. Og så troede jeg egentlig bare, at vi skulle spise en hyggelig frokost, se lidt til hønsene og have en kop kaffe. Men jeg havde glemt, hvem jeg havde inviteret. Momse elsker havearbejde, og derfor var det godt, at hun ikke vidste, hvilken dag, det er i dag.

Tillad mig at illustrere.

Momse og Nikoline i haven

Hun kunne jo ikke lade være, så hun fik sat Nikoline i arbejde, og sammen tømte og beplantede de et par urtekrukker.

Momses have

Herefter fik hun øje på nogle visne blade, som lå og flød. “Her giv mig lige kosten, så kan du få min stok,” lød kommandoen. Og når Momse befaler, så adlyder man.

Fejejob

Det var heldigt, at jeg også havde nogle mælkebøtter, som voksede langs husmuren. Som min oldemor (Momses mor) sagde, da en skypumpe kom og spredte naboens høstakke ind over deres fine præmiehave:

“Vorherre er vel nok god med os. Nu har far noget at give sig til igen”.

Og som far, så datter. Og som oldemor, så oldebarn, som begge ses her i synkron-lugning.

Synkront havearbejde

Vi havde i øvrigt en herlig dag, og hun nød hvert et sekund. Det gjorde vi andre også.

 

 

 

Når ens mormor pludselig bliver rigtig gammel

Jeg har været fraværende. Undskyld. Men der er simpelthen sket så meget på det seneste, at jeg ikke har kunnet følge med. Noget af det, der har fyldt mest, er min mormor.

Momse har fået et par små blodpropper i hjernen og har været indlagt – hjemme – indlagt – og hjemme igen. Ikke noget, der har taget livet af hende (7-9-13). Men når man bliver 98 år lige om lidt, så er en ny dag altså ikke givet på forhånd.

Min mormor har altid været mit store idol. Hun er ganske enkelt den sejeste madamme, jeg kender, og hun er også et af de mennesker, som har haft størst indflydelse på mit liv. Så når der er noget galt med Momse, så er der også noget galt hos mig.

Hun er kommet hjem fra sygehuset nu, og hun har accepteret, at hun er nødt til at tage i mod den hjælp, hun kan få – bl.a. får hun nu aftensmaden leveret, så hun ikke længere behøver at kokkerere hver aften.

Hendes balance er helt i skoven, så efter den første blodprop måtte hun forbi Marselisborg Hospital for at blive genoptrænet. Her stak de hende en rollator, som de mente, hun skulle lære at bruge. Men det passede ikke rigtig damen. Hun mente, at de havde givet hende Aldi-modellen, der hele tiden trak til højre, så hun bragede ind i både møbler og medpatienter.

Da jeg besøgte hende på Marselisborg betroede hun mig, at hun altså tog stokken, når hun skulle på toilettet, for rollatoren var noget så bøvlet. Og så fnisede hun som en teenager, der havde brudt skolens regler. Se.

Momse fniser

Men hun synes ikke, det er så sjovt, når krop og hoved ikke helt er, som det bør være. Og hun har sagt nej tak til genoplivning, hvis hun skulle falde om – og det kan jeg faktisk godt forstå.

– Jeg vågner jo ikke op til en ny og bedre krop. Fra nu af går det kun én vej, siger hun. Og det er ret svært at argumentere i mod. I hvert fald over for en 97-årig.

Jeg har sagt til hende, at hun har min velsignelse til at dø, når det passer hende. Selv håber hun, at hun bare går i seng en nat og glemmer at vågne igen. Og det kunne jeg godt unde hende – selvom jeg har svært ved at forestille mig tilværelsen uden Momse. Her til jul lærte hun mig at vride og koge klejner. Der er 1.000 ting, jeg gerne ville nå at lære af hende.

Momse og jeg har kogt klejner

Hun sagde en gang: ”Det er ingen sorg, når et gammelt menneske dør- mæt af dage. Man må gerne savne, men der er ingen grund til at sørge”.

Det skal hun nu ikke bestemme, men der er lidt om snakken. Savnet forsvinder nok aldrig – men taknemmeligheden over at have haft sådan et prægtigt menneske i sit liv, skulle gerne være det, der fylder mest, den dag hun er væk.

Heldigvis er hun her endnu. Og i morgen vil jeg tage ind og drikke en kop kaffe med hende.

 

 

Hurra for flittige, gamle damer

Momse har haft travlt med at sylte vores solbær, mens vi var i sommerhus. Vi svingede ind forbi hende på hjemvejen og hentede disse herligheder:

20140719-130201-46921410.jpg
Hun havde en skjult dagsorden med at give os marmeladeglassene i den lille kurv.

– Jeg ser jo gerne, at I returnerer kurven til efteråret fyldt med jeres gode Belle de Boscop æbler, lød beskeden.

Og det gør vi naturligvis. Alt for Momse. Og måske kan hun lokkes til at lave en omgang æblekage med makroner og flødeskum til den tid.

Og ZZ Top sagde: Lad der blive larm

Da Gud skabte verden, er jeg sikker på, at han fik en hånd med af gutterne fra ZZ Top. Den del af verden, som de tre herrer skabte, kaldte de Mosten Race Day, og man kan kun tilgå den én gang om året ved at køre mod Øvre Outlaw på Djursland.

Mosten Race Day er et årligt dragrace for kørere, der kommer fra hele Europa for at dyste inden for nogle klasser, de bl.a. kalder “Topdoorslammer”, “US Extreme Outlaw”, “Funny Bike Pro Stock” og “Super Twin Top Fuel”. Jeg er sikker på, at maskinmesteren kan forklare mig forskellen på de forskellige klasser af sære ombyggede MC’er. Men for mig er det evigt ligegyldigt. Jeg kommer der for stemningen, folkloren og de store maskiner.

Lad mig vise, hvad jeg mener:

Mosten Race Day stemning2

Grid girls. Mande-bonding. Det er hårdt at sælge sexlegetøj – men nogen må jo gøre det

Stemning Mosten Race Day

Langt skæggere. Så er der serveret. Håndværker-Bike

Mosten Race Day stemningsbilleder2

De cooleste køredragter. Cool i kilt. The bitch fell off – så jeg købte en ny

Jeg elsker at lalle lykkeligt rundt blandt de læderklædte, langskæggede bikere, der hvert år kravler op fra Gud-ved-hvilke huller, for at give den gas på The Strip, i musikteltet og på tribunerne langs den asfalterede quarter mile. Stemningen er altid hyggelig, og de folk, der kommer er virkelig søde, selvom de kan se intimiderende ud i deres læder- og dødningekluns.

I denne weekend skulle maskinemesteren og jeg have været der. Men så blev jeg inviteret til 80 års fødselsdag hos min mormors svigerinde i Hjallerup. Jeg skulle være chauffør, så min mormor kunne komme derop. Aarhus-Hjallerup T/R er ikke en afstand, en 95-årig tilbagelægger med offentlig transport. Så der var ikke noget at rafle om. Meget vil jeg gøre for at komme til Mosten, men Momse siger jeg altså ikke nej til.

Og det er jeg glad for. For det betød, at jeg kom til at se en masse familiemedlemmer, som var en fast bestanddel i min barndoms sommerferier i Momses sommerhus. Mennesker, som jeg i dag ikke har set i over 10-15 år. Det bedste var, at se ham her igen. Onkel Kaj, som slet ikke er onkel – men min mors fætter. Han taler det vildeste vendelbomål og er nok et af de sjoveste og hyggeligste mennesker, jeg kender.

Faktisk burde jeg tage ham med til Mosten næste år.

Onkel Kaj