Category Archives: Familie

Helvedes forgård er åben – Copenhell for begyndere (del 2)

Torsdagen blev dagen, hvor Copenhells store festivalplads blev åbnet, og Ayilé, Thomas, Maskinmesteren, ungerne og jeg væltede ind for at se på merchandise, mærkelige mennesker,  madboder og høre metal. Vi blev ikke skuffede.
Et stor hit hos os alle var ”brødvikingen”, som vi mødte flere dage i træk – en herlig gut, som hver dag troppede op med en ny form for bagværk spiddet på sin tre-hornede vikingehjelm. En dag mødte man ham med tre franske hotdogbrød på hovedet, en anden var det donuts med glasur og krymmel – eller som her: Et helt sødmælksfranskbrød. Man blev bare glad over at se ham – og lidt sulten også.

I mine yngre dage var jeg svært begejstret for øl og kunne bøvse et godt stykke af ”I Østen stiger solen op”. Men i takt med at jeg er blevet gammel og sur, så har jeg udviklet en stærk præference for vin. Ayilé og jeg var fast besluttede på, at der måtte være en bod, hvor man kunne få et glas kølige druer – men vi kom til at lede længe. Da vi endelig fandt boden med vin – havde jeg forlængst genfundet kærligheden til øl og kunne ræbe mig frem til salmens andet vers. Vi var naturligvis glade for at konstatere, at boden findes – og vi drak da også et glas eller to – men ellers hylede vi bare med de ølulve, vi var iblandt. 

Torsdagen blev også dagen, hvor Slash featuring Myles Kennedy & the Conspirators (SMKC) skulle optræde, hvilket især jeg havde glædet mig til. Jeg har været Slash-fan i mange år.
I forhold til de to 14-årige, så havde vi haft en del diskussioner om, hvorvidt man må stå forrest til koncerterne, når man blot er en liden tue blandt bjerge af berusede mennesker, eller om det ville være for farligt. Sandra mente, at vi var nogle gamle affældige nokkefår og at alle, der deltog i en moshpit, var uendeligt søde og passede så godt på hinanden.
Maskinmesteren og jeg var med på, at man godt kunne stå forrest til SMKC, fordi der næppe ville opstå Wall of Death blandt publikum her. Men når det kommer til Whitechapel, Slipknot og den slags, så kom de ikke op i front – heller ikke selvom kærlige mennesker helt sikkert ville hjælpe dem med at samle deres tænder op bagefter. Glem det.

Som nogle måske husker, så var vi til koncert med Slash og Myles Kennedy i Hamburg i februar. Her havde ungerne hæklet dukker af Myles og Slash, som de fik smidt op på scenen. Dukkerne blev samlet op af en roadie, og en måneds tid efter opdagede de, at Myles-dukken og Myles selv var med i en video, bandet havde lagt på Youtube fra touren, hvilket fik ungerne helt op i det røde felt af lykke. Filmen ligger her – og dukken findes ca. 00:42.

Til koncerten på Copenhell havde ungerne fremstillet resten af The Conspirators i bomuldsgarn og med perleplade-bas/guitar og tromme-tandstikkere. Vi var blandt de første foran scenen, og ungerne fik hurtigt nye venner, som synes dukkerne var ret fine.
Det var bomben, da de fik øje på Slash-dukken fra Hamburg, som var sat op på en forstærker sammen med en imponerende samling plastik-dinosaurer m.v.

Selve koncerten var røvballerock at it’s finest, og den forløb helt uden moshpits – tilgengæld blev der crowdsurfet en hel del. Granvoksne mænd kom flyvende fra alle sider og hen over hovederne på os. Især én af dem kom så uventet, at Nikoline ikke nåede at registrere ham, før hun fik hans røv i nakken og knaldede panden ned i hegnet foran scenen. Det gjorde formentlig mere ondt i stoltheden end i så meget andet, for det blev noteret fra scenen også…

Det lykkedes børnene, at få kastet dukkerne op til Myles Kennedy, som grinende samlede dem op med ordene: ”Thank you very much! These are badass!” Og så var ungernes lykke gjort. Men det blev bedre endnu: Efter koncerten fik de overrakt hver deres trommestik efter ordre fra Brent Fitz bag tønderne, og bassisten Todd Kerns sørgede for at de fik flere plektre. Ungernes smil sagde det hele.
Efter koncerten lagde jeg et billede på Instagram og takkede bandet for en fed koncert og den søde gestus for ungerne, og store blev både mine og ungernes øjne, da bassisten Todd Kerns svarede.


Vi var høje af lykke resten af dagen, hvor vi også fik hørt Tool, White Chapel og Fever 333. Det hele var fedt – og vi var alle lykkelige for, at festen fra helvede ikke var slut endnu…

Reklamer

Konfirmation med gaven fra helvede

Søndag den 28/4 begyndte lidt skævt. Jeg vågnede op med den ondeste øjenbetændelse, fyret var gået ud, så der var ikke noget varmt vand – og ungerne skulle konfirmeres…Maskinmesteren fik hurtigt sat fut under kedlerne, og jeg pøsede litervis af saltvand i øjet i håb om at genvinde evnen til at adskille mine øjenlåg.

Vi voksne havde glædet os sygt meget – især til at ungerne skulle have deres gaver. Særligt den ene havde voldt os en del udfordringer, fordi…

Gennem de seneste par år, har vi måtte udholde kaskader af klynk, brok og raseri fra Sandra, fordi hun ikke har fået lov til at komme med til Copenhell. Sidste år spillede alle de fede bands, livet var en jammerdal, og selvom vores gode ven Thomas livestreamede fra de koncerter, som hun gerne ville se, så var det på ingen måde godt nok for den unge dame.

Helt galt gik det, da Copenhell i oktober annoncerede Slipknot som årets hovednavn. Det udløste tredje-tude-verdenskrig herhjemme, og der var ikke grænser for, hvad Hulkende Hulda ikke ville gøre for at få lov til at komme med. Slipknot havde ikke været i Europa i årevis, og der gik sikkert 1.000 år før de kom igen. Vi var de mest latterlige forældre, som ikke forstod, at hele hendes liv ville være Ø-D-E-L-A-G-T, hvis ikke hun fik mulighed for at opleve dem til Copenhell i 2019.
Men vi holdt stand. Ikke tale om. Det var for dyrt, og hun var for ung – og vi skulle jo spare op til deres konfirmation og blah-blah.

Den historie fastholdt vi, alle de gange emnet blev taget op – til trods for, at vi havde købt billetter til os alle fire og booket en lejlighed i nærheden af festivalen. Vi glædede os helt vildt til at kunne afsløre det. Indtil da måtte vi affinde os med at være de tarveligste og mest fatsvage forældre i hele verden.

Nå – men børnene skulle jo lige konfirmeres først. I kirken sagde de ja på alle de rigtige tidspunkter, og udenfor blev vi mødt af Sandra og Nikolines gamle dagplejemor, Inga, som havde set i avisen, at de skulle konfirmeres – og det ville hun under ingen omstændigheder gå glip af. Hendes mand, Vagn, går ikke så godt mere, så han sad i bilen, og ungerne blev så glade for at se dem begge.

Festen holdt vi på Borre Knob ved Glud – et smukt konferencecenter, som ligger helt ned til fjorden. Maden var forrygende, vinen dejlig, og personalet havde totalt styr på det hele.
Da det var tid til at afsløre gaven, holdt jeg en illustreret tale for ungerne om deres opvækst, særheder og alt, der gør dem fantastiske – og sluttede af med at overrække dem en t-shirt hver, som de skulle love bære, når tiden for vores gave oprandt.T-shirts

Det lovede de, og frem kom Copenhell-billetterne. Fire øjne blev store som tekopper, to munde stod vidt åbne, og et halvt års frustrationer forsvandt som dug for solen. Maskinmesteren og jeg var pludselig verdens absolut cooleste og bedste forældre.

Selvom begge unger er glade for metal, så var det primært Sandras store ønske at komme til Copenhell. Øverst på Nikolines ønskeseddel stod der ”fisketur til Norge eller Sverige”.
Et ønske, der passer helt utrolig godt med Maskinmesterens forestilling om en drømmeferie. Derfor krævede det ingen overtalelse, at få ham med på den gaveidé, som også gjorde stor lykke.

Forhåbentlig får vi lidt fred nu, indtil sommeren står for døren med torskefangst og tunge guitarriffs. Det kan kun blive godt. Især fordi vi på begge ferier får selskab af Ayilé og Thomas – vores gode venner, som har udnævnt sig selv som Bonus Moster og Fake Onkel til ungerne.

Fake Onkel Thomas havde i øvrigt forfattet et uforglemmeligt og helt genialt digt til børnene, som han reciterede under festen. Flere har ønsket at læse digtet igen, så det kommer her: Thomas’ konfirmationsdigt. Det er spot on.

Jeg har lovet Sandra og Nikoline at skrive en stor tak ud til alle, som var med på dagen og dermed gjorde den til en fest – og til dem, som havde sendt et kort eller en gave. Tusind tak. Vi har siddet og gennemlæst de mange fine hilsner i kortene i dagene efter – og tak for jeres ord og tanker.

Konfirmander

Man bliver aldrig for gammel til Anders And

Kort før jul blev jeg præsenteret for et tilbud, jeg umuligt kunne sige nej til: 3 måneders abonnement på Anders And sammen med DETTE FANTASTISKE SENGETØJ.

dynebetræk anders and motivDa jeg så det, var der ingen vej tilbage – for jeg vidste præcis, hvem der skulle have det i julegave: Min mor.

I mit barndomshjem havde vi en skuffe fuld af Anders And blade. Nogle af dem var helt tilbage fra dengang, min mor var barn, andre var af nyere dato. Når jeg var syg, var det fast kutyme, at jeg fik det nyeste Anders And blad og og alt det saftevand, jeg kunne hælde i mig.

Derudover læste jeg Anders And ved morgenbordet, og når jeg kom hjem fra skole. Jeg læste Anders And i sengen, og når jeg var på ferie hos Momse.

Momse er jo ikke anderledes end resten af familien. Når jeg som barn var på sommerferie hos hende, tog hun tit en middagslur – efter hun lige havde ligget og bladret lidt i et Anders And blad. Indimellem kunne man også lokke hende til at læse en af historierne højt.

Men tilbage til sengetøjet. Min mor blev ellevild, da hun åbnede julegaven. Sengetøjet ramte som forventet lige ind i hendes barnlige sjæl, og da jeg besøgte hende et stykke tid efter jul, så hendes seng sådan ud.

Forleden skrev jeg til hende for at høre, om hun også havde modtaget de første numre af bladet.

– Jo, tak. Jeg har fået de første tre blade, og når jeg er færdig med dem, så går jeg over til Momse, for hun vil også gerne låne dem, forklarede hun og sendte mig dette:

Momse anders and

Med sine 100 år på bagen er Momse et levende bevis på, at man aldrig bliver for gammel til Anders And.

Med hilsen fra majestæten og det hele…

Det er sandt, man får brev fra dronningen, når man fylder 100 år. Se selv:Brev fra dronningen

 

Momses 100 års fødselsdag blev et brag. Hun holdt åbent hus med kaffe og kage i restauranten, som ligger i tilknytning til det lejlighedskompleks, hun bor i. Der var fyldt ved alle borde – gæster væltede ind – og det var naboer, genboer, venner og familie fra nær og fjern.  Flere af hendes søskendes børn og børnebørn dukkede op, og mange af dem havde hun ikke set i 5-10 år.

Enkelte havde taget familiebilleder med, som gik på omgang, og der blev fortalt røverhistorier og grinet af fjollede billeder fra fordums fester i familien Pallisgaard.

Det var så hyggeligt og dejligt at se Momse så glad. Sandra og Nikoline fik tjansen at notere gaver og kort, og de kom på overarbejde.

De to havde naturligvis kreeret en gave, som enhver 100-årig har brug for: Et akvarium, der passer sig selv – oven i købet med lys i. (De havde limet blinkende, flerfarvede cykeldioder i låget)

akvarie til momse

Men der var andre kreative hoveder. Fx fik hun denne farverige stok med ringeklokke og snapseflasker. Jo-jo… der manglede ikke noget.

Stok med klokke

Da kaffebordet og det åbne hus var slut, var familien rundt og se, hvor Momse bor. Ved aftensmaden var vi 31 tilbage, og der var meget der skulle snakkes om. Heldigvis huskede vi at få taget et familiefoto. Man ved jo aldrig, hvornår vi ses igen.  Familien Pallisgaard

Da vi middagen om aftenen var slut, var den 100-årige godt brugt. Så vi fulgte hende op i lejligheden, hvor hun satte sig i lænestolen og så helt opgivende på alle de blomster, flasker og chokolade, som hun ikke kunne komme hen til sin seng for. Vi lovede at hjælpe hende med at få det hele pakket ud dagen efter, og så var hun tilfreds.

Flere familiemedlemmer havde benyttet sig af muligheden for at leje små værelser i bygningen, så de kunne overnatte. Så vi mødtes igen ved morgenbordet, før det var tid til at tage afsked med fødselaren.

Afskeden var hård. For når man er 100 år, og skal sige farvel til mennesker, man har kendt og holdt af gennem et langt liv – mennesker som man sjældent ser, så er det svært at holde tårerne tilbage. Det er jo langt fra sikkert, at man nogensinde ser dem igen. Her måtte Momse lige have en trøstende arm og en kleenex.

Der er ingen tvivl om, at hun havde en dejlig dag. Det havde vi andre også.

En stor tak til alle, som deltog – og til alle som sendte Momse en hilsen på dagen.

For de med særlig interesse, har jeg lagt lagt billeder op fra dagen, som kan ses her.

I morgen sker det…

…Momse fylder 100 år!

Momse 100 år

Konen kom til verden den 12. april 1918. Det var få dage før, at den Røde Baron blev skudt ned under 1. verdenskrig. FØRSTE VERDENSKRIG!!

Hun blev døbt Jensine Kristine, men hun er aldrig blevet kaldt andet end Stinne. Først som 89-årig tog hun endelig navneforandring. Det var efter, hun havde knust sin skulder efter et fald i en fodgængerovergang. Hendes egen bror kunne ikke finde hende på sygehuset, fordi de ikke havde nogen “Stinne” indlagt, og han anede ikke, at hun i virkeligheden hed Jensine.

Jeg elsker at se Matador, fordi det er Danmarkshistorie fra dengang Momse var ung. Hun kunne i princippet have været en figur fra serien. Hvis hun var, så ville hun være Laura: Gæv, arbejdsom, ordentlig, dygtig, lidt hård i filten og lige ud af posen. Ikke så meget følelsessnak – men i handling altid med et hjerte af guld.

I morgen skal hun fejres. Og det bliver med manér. Ungerne har fået fri fra skole i to dage, Maskinmesteren og jeg har også taget fri. Maskinmesteren har strøget skjorten og insisterer på, at have slips på, når Momse bliver 100.

Maskinmesteren stryger

Der kommer familie fra nær og fjern, som vi ikke har set i årevis, flere af dem har booket overnatning, så vi også får et festligt morgenbord dagen derpå.

Vi glæder os. Ungerne har lavet en fantastisk gave til hende, som hun slet ikke har fantasi til at ønske sig. Og så er de spændte på, om det er rigtigt, at man får brev fra dronningen, når man bliver 100 år.

Momse selv forsøger at tage det roligt. Sidst jeg talte med hende, var hun lidt i chok, fordi hun havde hørt om alle de mennesker, der havde meldt deres ankomst. Ud af en søskendeflok på 6 er der kun hende og hendes lillesøster på 90 år tilbage. En stor del af hendes venner har forlængst forladt denne verden, og derfor var hun noget overrasket over, at så mange mennesker alligevel lægger vejen forbi i morgen. Det er både børn og børnebørn af hendes søskende, det er venner, naboer og selvfølgelig hendes egne børn, børnebørn og oldebørn.

“Jeg skal ikke tænke på det, for så kan jeg slet ikke sove om natten. Men Grete (min mor) har vist styr på alt det praktiske, og så skal det jo nok gå”, sagde hun.

Jeg har forsikret hende om , at hun bare skal komme og nyde det – og det er jeg helt sikker på, at hun gør.

Party on, Momse. I morgen går det løs.

Jeg er gammel og tyk – men god mod børn og dyr

Gammel og tyk. Det er hvad jeg er blevet i dag. Det her er mig.

Fed kat

Aldersbarometeret siger 43 og vægten peb ynkeligt under mig i morges, mens den blinkede “+ 1,4 kg siden sidste uge”. Det sker efter en weekend, hvor jeg har mæsket mig i nordjysk grønlangkål og flæsk sammen med Momse, min mor, Maskinmesteren og ungerne. Vi er alle helt pjattede med nordjysk grønlangkål kokasse-style, så det lavede min mor til mig som fødselsdagsmiddag i lørdags.

Efter vægtchokket forventede jeg en forbedring af dagen, i det øjeblik Nikoline overrakte mig en gave med et fint kort. Jeg smilede, lige indtil jeg nåede linjen, hvor hun skrev – ”du minder mig faktisk lidt om Baymax”.

Baymax?!

Det er altså ham her…

bayM

Jeg skulle lige til at spy ild og brøle: ”Sagde du FEDE?!” – indtil jeg fik læst linjen under, hvor hun forklarede ”at det er fordi, du altid passer godt på os”.

Godt reddet, barnlil. Baymax er i filmen en utrolig sød robot, som er programmeret til at yde omsorg for andres fysiske og psykiske helbred.

Jeg overgav mig helt, da jeg fik denne her lille hæklede model.

duns med baymax

Så ikke mere fødselsdagsraseri fra min side. Bare en stor tak til alle dem, som har sendt mig en tanke eller en hilsen i dag.

Jeg er meget beæret, og nu vil jeg bevæge mig et lille skridt nærmere Baymax-formen og sætte Maskinmesterens helt vildt lækre fødselsdagsmiddag til livs. Han laver verdens lækreste hasselbach kartofler, og til dem har jeg bestilt mørbradbøffer og bearnaise.

Come to Baymax…

Fantastiske væsener i julegave

Jeg er vist kommet til at tvangsindlægge ungerne til at se filmen “Fantastic Beasts and where to find them” lidt for ofte her op til jul. Men det var det værd, for det har inspireret Nikoline til at lave den ultimativt fedeste julegave til mig. Mine damer og herrer: Mød Pickett!

Jeg elsker ham, og hvis ikke du har set filmen, så se at få det gjort. Pickett er ét ud af mange fantastiske væsener, og jeg er særligt glad for, at Nikoline havde valgt at lave ham og ikke en erumpant eller en murtlap.

Julen i Outlaw var præcis, som den skulle være. Mor og Momse og svigermor Karen var her – og for første gang var min far også med. Ungerne forsøgte forgæves at tæve deres oldemor i både terninger og kortspil – naturligvis helt uden held. Jeg forsøgte at lave julemad, der er lige så god som Momses, men også jeg fejlede.

Aftenen før satte jeg rødkål over og faldt herefter i en spændende film sammen med Maskinmesteren og ungerne. Det resulterede i uspiselig rødkålskaramel, eftersom jeg først kom i tanke om gryden på blusset, da rulleteksterne løb henover skærmen.

Anden var sådan et muskelbundt, der har løbet lidt for frit, så selvom den blev stegt i fem en halv time, så var den slet ikke så mør, som den skulle være. Til gengæld blev rødkålen virkelig lækker i andet forsøg, og anden var herlig i biksemad her til aften.

Dagen i dag er gået med at vaske tøj og gramse på vores julegaver. Ud over Pickett, fik jeg en lækker fyldepen og en masse bøger, jeg havde ønsket mig.

Maskinmesteren så lidt træt ud, da jeg åbnede pakkerne fra svigermor. De indeholdt bøgerne af SalatTøsen. Særlig “Kål hele året rundt” slukkede livsgnisten i hans øjne, men han må jo selv til kødgryderne, hvis han synes, der kommer for mange planter på middagsbordet.