Kategoriarkiv: Familie

Oh at være reservebedste for en hund…

Vi har haft hund i den seneste måneds tid. Han hedder Tuku og er en glad, sort labrador på snart 4 år.Han boede lige i nærheden, og hver gang hans ejer luftede ham forbi vores hus, løb Maskinmesteren og jeg ud på skift – iført kiks og koteletter for at få lov til at hilse på ham. Hans mor må have tænkt, at vi er skøre, men når det kommer til den slags fine vuppere, så har vi ingen værdighed længere. Vi ruller os i dem, hvis vi kan komme af sted med det, så selv ungerne synes, vi er pinlige.

Tukus mor har taget det pænt. Hun har endda takket ja til kaffe et par gange, hvor vi har hevet dem begge indenfor. Vi har lært hende at kende som en dame, der er lige så sød som sin hund.

Men så kort før jul stod hun pludselig uden tag over hovedet. Hun havde en midlertidig bolig på hånden, men her kunne hun ikke have Tuku med, og hun var noget så fortvivlet, da vi talte med hende.

Vi tilbød at passe Tuku, indtil hun havde fundet et sted, hvor hun gerne måtte have hund, og selvom hun var ked af at efterlade ham, så blev det sådan.

Tuku blev hurtigt en del af huset. Han lærte vores dagsrytme med fodertider, arbejdstider og luftetider at kende. Han fik sin egen bamse og var ikke i tvivl om, hvilket skab, der bugnede af kiks, tyggeben og hundemad.

Maskinmesteren måtte finde sig i at dele sofaen med et kærligt pelsdyr, der tydeligvis betragtede ham som en del af sofaen, man kan ligge på. De to har snorket om kap, leget og gået morgenture, før byen vågnede.

Tuku er sådan en nem og glad hund. Han var en fin løbemakker for mig – for han løb når han skulle og stoppede for at snuse, når han kunne høre, at jeg var ved at falde om og trængte til en gå-pause.

Vi holdt nytår med ham i Lærkereden, hvor han løb frit i skoven og stolt kom spankulerende først med én kæp og øjeblikket efter med en større.

Ungerne synes vi er lidt åndssvage fordi vi er så pjattede med labradorer og dem, der ligner – men de måtte også overgive sig og indrømme, at Tuku er sød. Især Nikoline oplevede ham som værende ret nærgående til tider.

Tukus mor savnede ham frygteligt. Vi skrev sammen hver dag, og hun fik tilsendt billeder, så hun kunne se, hvad han lavede, og at han havde det godt. Hun følte at hun havde svigtet ham, fordi hun ikke kunne have ham med sig. Men det gode ved hunde er jo, at de ikke hænger fast i fortiden. De lever i nuet, og Tuku hyggede sig og var glad og tilpas hos os.

I søndags kom hun så forbi for at besøge ham. Det var en måned siden, hun sidst havde set ham, og gensynsglæden var ikke til at tage fejl af. Tuku kunne slet ikke være i sig selv af lykke over at se hende, og da han var færdig med at slikke hende i hele hovedet, viste han stolt sin bamse frem, så hun kunne beundre den.

Over en kop kaffe fortalte hun, at hun havde fundet et værelse, hvor hun kunne bo midlertidigt, indtil et nyt lejemål var klar til indflytning, – og i det midlertidige måtte hun faktisk gerne have hund.

– Men vil du så have ham med dig i dag? spurgte jeg.

– Ja, det var faktisk det, jeg ville spørge jer om – hvis det er okay med jer? Sagde hun undskyldende.

Jeg kom til at grine, for Tuku er jo hendes hund. Selvfølgelig var det uventet at skulle af med ham, før vi havde regnet med, men vi passede ham jo bare, indtil han kunne komme hjem.

Da jeg alligevel havde et ærinde i nærheden af den lejlighed, Tukus mor boede i, kørte jeg dem begge hjem. Da jeg senere om aftenen vendte tilbage til Outlaw var det en tom følelse at åbne døren. Ingen gøen. Ingen logren.

Den glade velkomst, jeg havde vænnet mig til, udeblev, og der var heller ingen, der i løbet af aftenen holdt øje med alle mine bevægelser i køkkenet eller fulgte mig rundt i huset som en skygge.

Selv Nikoline manglede ham, da hun skulle ud og lukke af for hønsene i aftenmørket. ”Det var meget rarere, når man havde Tuku med derud”, sagde hun. Og det er sandt. Det er rigtig mange gøremål, som er hyggeligere, når man har en hund.

Skal man se på det positive, så kan Maskinmesteren sove en halv time længere hver morgen, fordi han ikke skal ud og lufte hund, inden han kører på arbejde, og vi skal ikke lufte hund, som det første, når vi kommer hjem. Men selv det, savner vi lige nu.

Vi håber, at Tukus mor får brug for pasning i ny og næ. For sådan en fin slambert har altid et par reservebedster i os.

Jul med de “besværlige” gamle

Vores jul blev noget anderledes end planlagt i år.

Jeg har altid haft det princip, at jeg ikke holder jul uden Momse og min mor. De to har altid arrangeret og fejret jul med mig, og derfor bliver min jul planlagt, så den kan fejres med dem. Basta. Jul med Momse anno 1980
Nu er Momse jo blevet 101 år og er efter eget ønske kommet på plejehjem. Hun går meget dårligt, og derfor er hun ikke så nem at invitere nogen steder. Faktisk vil hun helst blive på Kongsgården, hvor hun har en dejlig lejlighed med et badeværelse, hvor man kan komme ud med rollator.

Min svigermor derimod er stærkt flytbar og ville gerne holde jul hos os i år. Ingen tvivl om, at det er hyggeligst at holde jul i et hjem, hvor man spiller spil og går ture, mens spændingen breder sig sammen med duften af and. Min mor har det lige som jeg, Momse kommer i første række, så vi blev enige om et kompromis, hvor vi mødes hos Momse på plejehjemmet: Ungerne, min mor og jeg, og så ville min mor blive og spise julemiddag på Kongsgården, mens vi andre tog hjem til Maskinmesteren og hans mor, der fik æren af at stå for julemiddagen. Momse var med på idéen, for hun ville allerhelst blive, hvor hun var.

Alt var godt, troede vi, men så fandt vi ud af at Tomas’ farmor – hos os kaldet “Oldefarmor” – skulle sidde alene juleaften på et plejehjem i Ebeltoft. Oldefarmor hævder, at hun ikke er glad for at bo på plejehjemmet, men hendes tilstand kræver det, og både stedet og plejepersonalet er noget af det sødeste. Det medgiver hun skam også, men hun drømmer stadig om dengang hun boede i et dejligt hus med sin mand og havde udsigt til havet. Det er mange, mange år siden.

Vi troede, at Oldefarmor skulle holde jul med sine børn, og det troede hun også selv – men det lå ikke i kortene. Oldefarmor er heller ikke så nem at flytte mere, men hun blev ked af det, da hun fandt ud af, at hun ikke skulle være sammen med sin familie juleaften. Sandra blev ikke ked af det, da hun hørte det. Hun blev rasende og råbte, at hvis ingen andre ville holde jul med Oldefarmor, så ville hun. Vi andre kunne gøre, hvad vi havde lyst til, men hun ville ikke sidde og holde dejlig jul herhjemme, mens Oldefarmor sad alene og var ked af det.

Det var svært at være uenig med den påståelige unge, så efter en kort konference med svigermor, min mor og Momse, så blev det besluttet, at ungerne, min mor og jeg tog ud til Momse om formiddagen juledag og hyggede med frokost, eftermiddagskaffe og gaver. Min mor ville så blive til julemiddag på plejehjemmet hos Momse om aftenen, og så ville Maskinmesteren, svigermor, ungerne og jeg køre til Ebeltoft og spise middag og holde juleaften med Oldefarmor på hendes plejehjem.

Selvfølgelig betød det afkald på den hjemlige hygge med alle juleforberedelserne og duften af and i hele huset – men omvendt betød det glæde for to mennesker, som har holdt jul for andre, så længe de har kunnet, og som har betydet rigtig meget i Maskinmesterens og mit liv. To mennesker, som bare er blevet gamle og dermed ikke helt så medgørlige som tidligere.

Sandras vrede forsvandt som dug for solen, da planerne var på plads, og Juleaftensdag stod Maskinmesteren tidligt op for at røge et par af de makreller, vi havde fanget i Norge. Dem skulle Momse have til frokost, for hun har altid elsket røget makrel. De blev skyllet ned med en snaps og Maskinmesterens hjemmebryggede øl, og jeg blev grundigt belært om, hvor dygtig en mand jeg har. Han ringede til gengæld cirka midt i den tredje mundfuld for at høre Momses mening. Hun er et af de få mennesker, han virkelig gerne vil imponere. Og det lykkedes.julefrokost med momse

Efter frokosten lånte vi en kørestol og trillede Momse en tur rundt i området, og hun var svært begejstret for at komme ud  i den friske luft. Momse på tur i kørestol

Min mor dukkede op efter frokosten, og ungerne havde taget guitar og ukulele med, så de kunne spille et par julesange om eftermiddagen inden gaverne. Momse stemte i “Glade Jul”, til trods for, at hun ikke har en tone i livet og derfor normalt afholder sig fra at synge, men det var dejligt livsbekræftende at se hende lade sig rive med.

Sidst på eftermiddagen tog vi afsked med mor og Momse og satte kursen mod Ebeltoft, så vi kunne fejre sidste halvdel af julen med Oldefarmor. Det er jeg glad for, at vi gjorde.

Da vi kom til plejehjemmet var der fint dækket op til 14-16 mennesker, men det var der ingen grund til. De eneste beboere, som spiste med, var Oldefarmor og en sød gammel dame ved navn Edith, så det var godt vi kom fem mand og fyldte lidt op ved bordet. Maden var dejlig og en sød medarbejder sørgede så fint for os. Ungerne spillede et par julesange, og Oldefarmor sang med og var i vældig godt humør. Ud over et par gaver fra os, så havde plejehjemmet også sørget for, at der var en fin gave til beboerne. Edith viste sig at være en noget så hyggelig borddame, og vi havde alle dejlig aften hos Oldefarmor, som var træt men glad, da vi tog af sted sidst på aftenen.Jul hos oldefarmor

Hjemme hos svigermor rundede vi det hele af med en god flaske vin, og så var den dag gået.

Alt i alt blev det en fin – men lidt forjaget jul, fordi vi skulle fejre den to gange på samme dag. Men det var det værd, for de to gamle koner fik en god jul, og det var vigtigere end så meget andet.

Helvedes forgård er åben – Copenhell for begyndere (del 2)

Torsdagen blev dagen, hvor Copenhells store festivalplads blev åbnet, og Ayilé, Thomas, Maskinmesteren, ungerne og jeg væltede ind for at se på merchandise, mærkelige mennesker,  madboder og høre metal. Vi blev ikke skuffede.
Et stor hit hos os alle var ”brødvikingen”, som vi mødte flere dage i træk – en herlig gut, som hver dag troppede op med en ny form for bagværk spiddet på sin tre-hornede vikingehjelm. En dag mødte man ham med tre franske hotdogbrød på hovedet, en anden var det donuts med glasur og krymmel – eller som her: Et helt sødmælksfranskbrød. Man blev bare glad over at se ham – og lidt sulten også.

I mine yngre dage var jeg svært begejstret for øl og kunne bøvse et godt stykke af ”I Østen stiger solen op”. Men i takt med at jeg er blevet gammel og sur, så har jeg udviklet en stærk præference for vin. Ayilé og jeg var fast besluttede på, at der måtte være en bod, hvor man kunne få et glas kølige druer – men vi kom til at lede længe. Da vi endelig fandt boden med vin – havde jeg forlængst genfundet kærligheden til øl og kunne ræbe mig frem til salmens andet vers. Vi var naturligvis glade for at konstatere, at boden findes – og vi drak da også et glas eller to – men ellers hylede vi bare med de ølulve, vi var iblandt. 

Torsdagen blev også dagen, hvor Slash featuring Myles Kennedy & the Conspirators (SMKC) skulle optræde, hvilket især jeg havde glædet mig til. Jeg har været Slash-fan i mange år.
I forhold til de to 14-årige, så havde vi haft en del diskussioner om, hvorvidt man må stå forrest til koncerterne, når man blot er en liden tue blandt bjerge af berusede mennesker, eller om det ville være for farligt. Sandra mente, at vi var nogle gamle affældige nokkefår og at alle, der deltog i en moshpit, var uendeligt søde og passede så godt på hinanden.
Maskinmesteren og jeg var med på, at man godt kunne stå forrest til SMKC, fordi der næppe ville opstå Wall of Death blandt publikum her. Men når det kommer til Whitechapel, Slipknot og den slags, så kom de ikke op i front – heller ikke selvom kærlige mennesker helt sikkert ville hjælpe dem med at samle deres tænder op bagefter. Glem det.

Som nogle måske husker, så var vi til koncert med Slash og Myles Kennedy i Hamburg i februar. Her havde ungerne hæklet dukker af Myles og Slash, som de fik smidt op på scenen. Dukkerne blev samlet op af en roadie, og en måneds tid efter opdagede de, at Myles-dukken og Myles selv var med i en video, bandet havde lagt på Youtube fra touren, hvilket fik ungerne helt op i det røde felt af lykke. Filmen ligger her – og dukken findes ca. 00:42.

Til koncerten på Copenhell havde ungerne fremstillet resten af The Conspirators i bomuldsgarn og med perleplade-bas/guitar og tromme-tandstikkere. Vi var blandt de første foran scenen, og ungerne fik hurtigt nye venner, som synes dukkerne var ret fine.
Det var bomben, da de fik øje på Slash-dukken fra Hamburg, som var sat op på en forstærker sammen med en imponerende samling plastik-dinosaurer m.v.

Selve koncerten var røvballerock at it’s finest, og den forløb helt uden moshpits – tilgengæld blev der crowdsurfet en hel del. Granvoksne mænd kom flyvende fra alle sider og hen over hovederne på os. Især én af dem kom så uventet, at Nikoline ikke nåede at registrere ham, før hun fik hans røv i nakken og knaldede panden ned i hegnet foran scenen. Det gjorde formentlig mere ondt i stoltheden end i så meget andet, for det blev noteret fra scenen også…

Det lykkedes børnene, at få kastet dukkerne op til Myles Kennedy, som grinende samlede dem op med ordene: ”Thank you very much! These are badass!” Og så var ungernes lykke gjort. Men det blev bedre endnu: Efter koncerten fik de overrakt hver deres trommestik efter ordre fra Brent Fitz bag tønderne, og bassisten Todd Kerns sørgede for at de fik flere plektre. Ungernes smil sagde det hele.
Efter koncerten lagde jeg et billede på Instagram og takkede bandet for en fed koncert og den søde gestus for ungerne, og store blev både mine og ungernes øjne, da bassisten Todd Kerns svarede.


Vi var høje af lykke resten af dagen, hvor vi også fik hørt Tool, White Chapel og Fever 333. Det hele var fedt – og vi var alle lykkelige for, at festen fra helvede ikke var slut endnu…

Konfirmation med gaven fra helvede

Søndag den 28/4 begyndte lidt skævt. Jeg vågnede op med den ondeste øjenbetændelse, fyret var gået ud, så der var ikke noget varmt vand – og ungerne skulle konfirmeres…Maskinmesteren fik hurtigt sat fut under kedlerne, og jeg pøsede litervis af saltvand i øjet i håb om at genvinde evnen til at adskille mine øjenlåg.

Vi voksne havde glædet os sygt meget – især til at ungerne skulle have deres gaver. Særligt den ene havde voldt os en del udfordringer, fordi…

Gennem de seneste par år, har vi måtte udholde kaskader af klynk, brok og raseri fra Sandra, fordi hun ikke har fået lov til at komme med til Copenhell. Sidste år spillede alle de fede bands, livet var en jammerdal, og selvom vores gode ven Thomas livestreamede fra de koncerter, som hun gerne ville se, så var det på ingen måde godt nok for den unge dame.

Helt galt gik det, da Copenhell i oktober annoncerede Slipknot som årets hovednavn. Det udløste tredje-tude-verdenskrig herhjemme, og der var ikke grænser for, hvad Hulkende Hulda ikke ville gøre for at få lov til at komme med. Slipknot havde ikke været i Europa i årevis, og der gik sikkert 1.000 år før de kom igen. Vi var de mest latterlige forældre, som ikke forstod, at hele hendes liv ville være Ø-D-E-L-A-G-T, hvis ikke hun fik mulighed for at opleve dem til Copenhell i 2019.
Men vi holdt stand. Ikke tale om. Det var for dyrt, og hun var for ung – og vi skulle jo spare op til deres konfirmation og blah-blah.

Den historie fastholdt vi, alle de gange emnet blev taget op – til trods for, at vi havde købt billetter til os alle fire og booket en lejlighed i nærheden af festivalen. Vi glædede os helt vildt til at kunne afsløre det. Indtil da måtte vi affinde os med at være de tarveligste og mest fatsvage forældre i hele verden.

Nå – men børnene skulle jo lige konfirmeres først. I kirken sagde de ja på alle de rigtige tidspunkter, og udenfor blev vi mødt af Sandra og Nikolines gamle dagplejemor, Inga, som havde set i avisen, at de skulle konfirmeres – og det ville hun under ingen omstændigheder gå glip af. Hendes mand, Vagn, går ikke så godt mere, så han sad i bilen, og ungerne blev så glade for at se dem begge.

Festen holdt vi på Borre Knob ved Glud – et smukt konferencecenter, som ligger helt ned til fjorden. Maden var forrygende, vinen dejlig, og personalet havde totalt styr på det hele.
Da det var tid til at afsløre gaven, holdt jeg en illustreret tale for ungerne om deres opvækst, særheder og alt, der gør dem fantastiske – og sluttede af med at overrække dem en t-shirt hver, som de skulle love bære, når tiden for vores gave oprandt.T-shirts

Det lovede de, og frem kom Copenhell-billetterne. Fire øjne blev store som tekopper, to munde stod vidt åbne, og et halvt års frustrationer forsvandt som dug for solen. Maskinmesteren og jeg var pludselig verdens absolut cooleste og bedste forældre.

Selvom begge unger er glade for metal, så var det primært Sandras store ønske at komme til Copenhell. Øverst på Nikolines ønskeseddel stod der ”fisketur til Norge eller Sverige”.
Et ønske, der passer helt utrolig godt med Maskinmesterens forestilling om en drømmeferie. Derfor krævede det ingen overtalelse, at få ham med på den gaveidé, som også gjorde stor lykke.

Forhåbentlig får vi lidt fred nu, indtil sommeren står for døren med torskefangst og tunge guitarriffs. Det kan kun blive godt. Især fordi vi på begge ferier får selskab af Ayilé og Thomas – vores gode venner, som har udnævnt sig selv som Bonus Moster og Fake Onkel til ungerne.

Fake Onkel Thomas havde i øvrigt forfattet et uforglemmeligt og helt genialt digt til børnene, som han reciterede under festen. Flere har ønsket at læse digtet igen, så det kommer her: Thomas’ konfirmationsdigt. Det er spot on.

Jeg har lovet Sandra og Nikoline at skrive en stor tak ud til alle, som var med på dagen og dermed gjorde den til en fest – og til dem, som havde sendt et kort eller en gave. Tusind tak. Vi har siddet og gennemlæst de mange fine hilsner i kortene i dagene efter – og tak for jeres ord og tanker.

Konfirmander

Man bliver aldrig for gammel til Anders And

Kort før jul blev jeg præsenteret for et tilbud, jeg umuligt kunne sige nej til: 3 måneders abonnement på Anders And sammen med DETTE FANTASTISKE SENGETØJ.

dynebetræk anders and motivDa jeg så det, var der ingen vej tilbage – for jeg vidste præcis, hvem der skulle have det i julegave: Min mor.

I mit barndomshjem havde vi en skuffe fuld af Anders And blade. Nogle af dem var helt tilbage fra dengang, min mor var barn, andre var af nyere dato. Når jeg var syg, var det fast kutyme, at jeg fik det nyeste Anders And blad og og alt det saftevand, jeg kunne hælde i mig.

Derudover læste jeg Anders And ved morgenbordet, og når jeg kom hjem fra skole. Jeg læste Anders And i sengen, og når jeg var på ferie hos Momse.

Momse er jo ikke anderledes end resten af familien. Når jeg som barn var på sommerferie hos hende, tog hun tit en middagslur – efter hun lige havde ligget og bladret lidt i et Anders And blad. Indimellem kunne man også lokke hende til at læse en af historierne højt.

Men tilbage til sengetøjet. Min mor blev ellevild, da hun åbnede julegaven. Sengetøjet ramte som forventet lige ind i hendes barnlige sjæl, og da jeg besøgte hende et stykke tid efter jul, så hendes seng sådan ud.

Forleden skrev jeg til hende for at høre, om hun også havde modtaget de første numre af bladet.

– Jo, tak. Jeg har fået de første tre blade, og når jeg er færdig med dem, så går jeg over til Momse, for hun vil også gerne låne dem, forklarede hun og sendte mig dette:

Momse anders and

Med sine 100 år på bagen er Momse et levende bevis på, at man aldrig bliver for gammel til Anders And.

Med hilsen fra majestæten og det hele…

Det er sandt, man får brev fra dronningen, når man fylder 100 år. Se selv:Brev fra dronningen

 

Momses 100 års fødselsdag blev et brag. Hun holdt åbent hus med kaffe og kage i restauranten, som ligger i tilknytning til det lejlighedskompleks, hun bor i. Der var fyldt ved alle borde – gæster væltede ind – og det var naboer, genboer, venner og familie fra nær og fjern.  Flere af hendes søskendes børn og børnebørn dukkede op, og mange af dem havde hun ikke set i 5-10 år.

Enkelte havde taget familiebilleder med, som gik på omgang, og der blev fortalt røverhistorier og grinet af fjollede billeder fra fordums fester i familien Pallisgaard.

Det var så hyggeligt og dejligt at se Momse så glad. Sandra og Nikoline fik tjansen at notere gaver og kort, og de kom på overarbejde.

De to havde naturligvis kreeret en gave, som enhver 100-årig har brug for: Et akvarium, der passer sig selv – oven i købet med lys i. (De havde limet blinkende, flerfarvede cykeldioder i låget)

akvarie til momse

Men der var andre kreative hoveder. Fx fik hun denne farverige stok med ringeklokke og snapseflasker. Jo-jo… der manglede ikke noget.

Stok med klokke

Da kaffebordet og det åbne hus var slut, var familien rundt og se, hvor Momse bor. Ved aftensmaden var vi 31 tilbage, og der var meget der skulle snakkes om. Heldigvis huskede vi at få taget et familiefoto. Man ved jo aldrig, hvornår vi ses igen.  Familien Pallisgaard

Da vi middagen om aftenen var slut, var den 100-årige godt brugt. Så vi fulgte hende op i lejligheden, hvor hun satte sig i lænestolen og så helt opgivende på alle de blomster, flasker og chokolade, som hun ikke kunne komme hen til sin seng for. Vi lovede at hjælpe hende med at få det hele pakket ud dagen efter, og så var hun tilfreds.

Flere familiemedlemmer havde benyttet sig af muligheden for at leje små værelser i bygningen, så de kunne overnatte. Så vi mødtes igen ved morgenbordet, før det var tid til at tage afsked med fødselaren.

Afskeden var hård. For når man er 100 år, og skal sige farvel til mennesker, man har kendt og holdt af gennem et langt liv – mennesker som man sjældent ser, så er det svært at holde tårerne tilbage. Det er jo langt fra sikkert, at man nogensinde ser dem igen. Her måtte Momse lige have en trøstende arm og en kleenex.

Der er ingen tvivl om, at hun havde en dejlig dag. Det havde vi andre også.

En stor tak til alle, som deltog – og til alle som sendte Momse en hilsen på dagen.

For de med særlig interesse, har jeg lagt lagt billeder op fra dagen, som kan ses her.

I morgen sker det…

…Momse fylder 100 år!

Momse 100 år

Konen kom til verden den 12. april 1918. Det var få dage før, at den Røde Baron blev skudt ned under 1. verdenskrig. FØRSTE VERDENSKRIG!!

Hun blev døbt Jensine Kristine, men hun er aldrig blevet kaldt andet end Stinne. Først som 89-årig tog hun endelig navneforandring. Det var efter, hun havde knust sin skulder efter et fald i en fodgængerovergang. Hendes egen bror kunne ikke finde hende på sygehuset, fordi de ikke havde nogen “Stinne” indlagt, og han anede ikke, at hun i virkeligheden hed Jensine.

Jeg elsker at se Matador, fordi det er Danmarkshistorie fra dengang Momse var ung. Hun kunne i princippet have været en figur fra serien. Hvis hun var, så ville hun være Laura: Gæv, arbejdsom, ordentlig, dygtig, lidt hård i filten og lige ud af posen. Ikke så meget følelsessnak – men i handling altid med et hjerte af guld.

I morgen skal hun fejres. Og det bliver med manér. Ungerne har fået fri fra skole i to dage, Maskinmesteren og jeg har også taget fri. Maskinmesteren har strøget skjorten og insisterer på, at have slips på, når Momse bliver 100.

Maskinmesteren stryger

Der kommer familie fra nær og fjern, som vi ikke har set i årevis, flere af dem har booket overnatning, så vi også får et festligt morgenbord dagen derpå.

Vi glæder os. Ungerne har lavet en fantastisk gave til hende, som hun slet ikke har fantasi til at ønske sig. Og så er de spændte på, om det er rigtigt, at man får brev fra dronningen, når man bliver 100 år.

Momse selv forsøger at tage det roligt. Sidst jeg talte med hende, var hun lidt i chok, fordi hun havde hørt om alle de mennesker, der havde meldt deres ankomst. Ud af en søskendeflok på 6 er der kun hende og hendes lillesøster på 90 år tilbage. En stor del af hendes venner har forlængst forladt denne verden, og derfor var hun noget overrasket over, at så mange mennesker alligevel lægger vejen forbi i morgen. Det er både børn og børnebørn af hendes søskende, det er venner, naboer og selvfølgelig hendes egne børn, børnebørn og oldebørn.

“Jeg skal ikke tænke på det, for så kan jeg slet ikke sove om natten. Men Grete (min mor) har vist styr på alt det praktiske, og så skal det jo nok gå”, sagde hun.

Jeg har forsikret hende om , at hun bare skal komme og nyde det – og det er jeg helt sikker på, at hun gør.

Party on, Momse. I morgen går det løs.