Category Archives: Hunde

Alt her i livet har vi kun til låns…

…nogle ting mere end andre.

I går fik jeg den uendeligt triste nyhed, at min allerbedste hundeven, lånehunden Barkley var død.

Han var 12 år gammel og faldt pludselig om på en ellers dejlig gåtur ved søen i Solbjerg, hvor han bor. Den bedst tænkelige død man kunne forestille sig for ham – måske bortset fra at forlade denne verden med hovedet i en fyldt madskål. Han var trods alt labrador.

Hund spiser kødben

Barkley blev vores lånehund et halvt års tid efter, vi havde mistet vores egen labrador Nino. I månederne efter, gik Maskinmesteren og jeg og klappede sorte tasker og jakker, hvis de lå og flød, og vi smed pølseender på gulvet, fordi vi var så vant til, at der var en til at gribe.

Det var lige indtil min gode veninde, Anne Mette, forsigtigt spurgte om vi kunne være interesserede i at passe en ung, flot og glad labrador ved navn Barkley. Hans familie havde brug for pasning af ham i nogle måneder. Vi insisterede på at se knægten an, for vi ville ikke passe hvad som helst. Fem minutter inde i vore første møde var al skepsis forsvundet. Han var lige så sød og dejlig, som han så ud til.

Flad hund og maskinmester

Sådan blev vi Barkleys reservefamilie, og han blev vores lånehund.  I de følgende knap 10 år han ofte været hos os i Outlaw eller med os i Lærkereden, hvor han løb frit omkring på vores ture i skoven.

Barkley lånehund

Han elskede det. Og vi elskede ham. Han var sådan en rar, godmodig og glad fjollerik. Han sov ofte på ryggen i sin kurv med benene strittende ud til alle sider. Andre gange lå han i smørhullet med forpoterne solidt plantet i Maskinmesterens ansigt.

Barkley var meget præcis i sin morgenvækning, så snart fuglene begyndte at synge, krævede han sin morgenmad smidt ud over grunden, så han kunne gå og hygge sig med at finde den. Han er også den eneste hund, jeg kender, som kunne tisse på kommando, og han yndede at skide 37 gange på en gåtur – sikkert bare for at se os samle op.

Nu skal vi ikke passe ham mere, og jeg gruer for den første tur i Lærkereden uden hund. Jeg kan ikke huske, hvornår vi har været der uden.

Det er sandt, at alt her i livet kun er til låns. Det er bare ikke altid, man afleverer frivilligt.

Både Maskinmesteren, børnene og jeg er taknemmelige og glade for, at vi fik lov at låne sådan en prægtig slubbert gennem så mange år. Tak.

En hund efter Outlaw  

Morgenstund har bræk i mund

Sorte slamberts fødselsdag 

Tanker under et egetræ

Reklamer

Noget om at overvinde sig selv for at få lidt fred

Det rigtige spørgsmål til dette billede er ikke “Hvorfor?”. Det rigtige spørgsmål til dette billede er: “Hvorfor ikke noget før og hvorfor ikke oftere?” 

Vin og hund i skov

Beklager i øvrigt billedkvaliteten, men det er taget i skumringstimen i går aftes, hvor jeg sad under det egetræ, hvorunder min svigerfars urne skulle have været nedsat – men desværre ikke blev det. Træet står ved Lærkereden, og vi omtaler det altid bare som “Niels’ eg”.

Og hvorfor sad jeg så der – med en hund og et glas vin? Det gjorde jeg, fordi mit behov for at være i fred vandt over min frygt for at være helt alene om natten i en stor skov, i et primitivt hus med flere kilometer til noget som helst andet end træer. 

Lærkereden

Jeg har virkelig overvejet det tit, fordi jeg indimellem bare trænger til luft og mit eget selskab. Men når det så bliver mørkt – så føles det der ensomhed pludselig rimelig opreklameret og alle lyde virker fremmede og uhyggelige. Derfor lånte jeg Krakas løsning på udfordringen: “alene men ikke fulgt af noget menneske” og tog Barkley  – min bedste, umælende ven med.

Hund ved fod

Vi har gået måneskinsture, morgenture og i går sidst på eftermiddagen, da vi sad under svigerfars eg, skete det forunderlige, at den svage pippen, som jeg havde hørt flere steder i skoven pludselig tog til og kom nærmere. Barkley lå ved siden af mig og slumrede. Jeg sad musestille, mens bittesmå fugle i hobetal begyndte at svirre rundt om fyrretræerne foran mig. Fuglekonger – Danmarks mindste fugl – og masser af dem! De var i fuld sving med aftensmaden, som de snappede i luften. Jeg har aldrig set det før – men fuglekonger kan svirre og stå helt stille i luften  lige som kolibrier. Ikke helt så elegant – men smukt for mig. Jeg glemte næsten at trække vejret for at se de små forslugne fjerkugler mæske sig i insekter.

På en af vores andre ture rundt mellem træerne, troede jeg, at jeg var blevet skør – for jeg kunne have svoret på, at jeg så en blishøne klatre lodret op ad en træstamme. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en sortspætte. Jeg var nødt til at slå det op, for jeg har aldrig set sådan en før. De er godt nok store sammenlignet med flagspætter.

Skovtur med hund

Men sådan er der så meget fint og overraskende i skoven, og det er så fantastisk dejligt at koncentrere sig om sådan nogle små ting, mens man suger duften af skovbund ind og glemmer alt om vasketøj, hverdag, madplaner, arbejde, indkøb og andre menneskers forventninger.

Jeg har suget det hele til mig og kan varmt anbefale at tage til skovs, hvis man trænger til ro og frisk luft.

Tarmfremfald i Outlaws mandepøllekøkken

Der har været gang i mandekøkkenet i Outlaw i dag. Maskinmesteren har haft besøg af pølseklubben, som i dag har kastet sig over kunsten at fremstille laksepølser.


 Det betød endnu en dag med bekymrende udsagn som “Jeg tror der er kommet luft i tarmen”, “Åh nej, vi har tarmfremfald” og “du må ikke presse tarmen for hårdt”.

Man vænner sig til det efterhånden. Bare man hele tiden siger til sig selv: “Det er bare mænd. De hygger sig. Det er ok”.

Næsten simultant med det store manderykind i køkkenet – fik vi besøg af en anden lækker herre, som jeg ikke bare har savnet på det seneste. Nej – jeg har trængt til ham.

Han var svært tilpas med den heftige aktivitet i køkkenet og placerede sig hurtigt strategisk hensigtsmæssigt i forhold til eventuelt køkkennedfald.

 Arh men for helvede… Findes der lækrere kræ? 

Barkley-lånehund har også spillet en terapeutisk rolle i dag, da vi var ude at kælke med vores syriske naboer, hvor moderen desværre lider af panisk angst for hunde. Hun endte faktisk med at ae ham uendelig forsigtigt på måsen, da familien lige var inde til en kop kaffe efter kælketuren. Det var stort.

Ellers er alt, hvad der er normalt, sat ud af drift i dag. Vi indtog maskinmester-made frokost kl 15.30:    
Som ekstra bonus kom søde naboer forbi med brandvarm arabisk specialitet: kogte brune flava bønner med spidskommen. Det smager fantastisk. Bedre end det ser ud. Promise.   Pølseklubben kæmpede efterfølgende med tarmslyng…

 …og en hund, der virkelig gerne ville være mundskænk…

  Det eneste, der mangler at blive fikset, er  køkkenet…

 Og aftensmad engang kl 23…

En hund efter høns

Kantinen på mit arbejde er så elskværdige, at de hver fredag, når salatbaren skal tømmes, laver en sæk med rester, som jeg så kan tage hjem og forkæle damerne med.

Flere har måske bemærket, at vi har lånehund i øjeblikket, og forleden var han og jeg ude ved hønsene med salatsækken. Barkley stod uden for hegnet og så til, mens jeg hældte salat ud i hønsegården. Pludselig kom en af damene løbende med pivåbent næb og et desperat udtryk i de plirrende øjne. Hun havde næbbet proppet med noget, der lignede kød. Ikke bare kød. Nej, kyllingekød!

Høns i gård

Jeg kiggede ned i sækken og ganske rigtigt; sammen med ruccolaen og agurkerne lå en stor bunke kogte kyllingestykker. Jeg fik hjulpet den forslugne dame af med fangsten og så til min rædsel, at der lå masser af kyllingekød i hønsegården, og det var i ret høj kurs blandt de små fjerklædte kannibaler. Derfor tog jeg en hurtig beslutning og lukkede hunden ind i hønsegården og gav ordren. “Søge”. Damerne gav nogle højlydte angst-skråårk og baskede lidt rundt, indtil det gik op for dem, at Barkley er så mageligt anlagt, at han foretrækker kogt høne fremfor levende høne med fjer på.

Hund i hønsegård

De blev faktisk ret gode venner, da madammerne havde indset, at det var bedst, de holdt sig til vegetarmenuen og lod hunden klare proteinerne.

Faktisk var der så meget kød i posen fra kantinen, at jeg kunne fylde denne skål op med top på. Hvis I undrer jer over Barkleys lidt slukørede udtryk, så skyldes det, at det meste af kødet, lige er blevet foræret til nabohunden. Æv.

Hønsemad

 

Valentines middag Lady og Vagabonden style

Valentines Day har ikke den store prioritet her i huset. Maskinmesteren forlod den synkende skude for at besøge en kammerat og, han havde ikke til sinds at komme hjem før Store Hjertedag var ovre.

Ungerne og jeg besluttede at fejre det med den mest romantiske middag, vi har set – nemlig Lady og Vagabondens, så vi lavede spaghetti og kødboller i stor stil. Ungerne trillede kødboller til de havde fået zombiehænder af at gramse i farsen, og jeg lavede tomatsauce i mens.

Lækkert så det ud.

Kødboller i tomatsauce

Lækkert var det. valentines day mad

Og naturligvis skulle det prøves. Lady og Vagabondens mad

Alt i mens ham her bare sad og håbede på et uheld med en vildfaren kødbolletiggerhund

Himmerige for madører og grisebasser

Kr. Himmelfartsdag havde jeg en aftale med min veninde, Strit. Sammen med ungerne, skulle vi besøge Fru Møllers Mølleri et stykke uden for Odder, hvor vi skulle spise kage og drikke kaffe i solskinnet.

Fru Møllers Mølleri er et lille stykke himmerige for madører. Her er den fineste lille købmandsbutik med alt i hvad hjertet kan begære af mel, gryn, brød, marmelade, te, slik, ost og kager. Det hele er hjemmelavet og kvaliteten er helt i top.

købmandsbutikbrødbutikUd over købmandsbutikken er der Madhimlen, som er en hyggelig restaurant, hvor de laver afsindig lækker mad med kød og råvarer fra stedet og fra lokalområdet. Der er også et lille kafferisteri, hvor man kan købe sig en kop friskbrygget kaffe eller tage en pose med hjem.

Sidst men ikke mindst så er der slagterbutikken, hvor jeg går amok hver gang. For her fremstilles blandt andet de lækreste pølser. Spegepølsen med valnød og æble er forrygende, men denne gang faldt jeg for kartoffel og gule sennepsfrø-varianten, som også er ren guf.

Hvis man vil se, hvem der lægger kød til pølser, fars og skinke, så skal man bare gå en lille tur op ad grusstien. Her ligger disse basser og roder i mudder, spiser, grynter og hygger sig. Når man nu er sådan en frelst ex-vegetar, der kun spiser kød fra dyr, som har haft adgang til frisk luft, solskin og jord, så er dette i sandhed et himmerige. Også for grisene.

Hygge i svinestien

Og som en sidste ting, så har de også sådan et par kælepotter her, der smider sig, så snart nogen gider klø dem på maven.

Kælen gårdhund

Jeg elsker Fru Møllers Mølleri. Det er bestemt en udflugt værd – og nej. Jeg får desværre ikke hverken betaling eller pølser for at reklamere. Jeg synes bare, at gode ting, er værd at dele med andre.

Sorte slamberts fødselsdag

I dag er det Barkely-lånehunds fødselsdag, Hurra! Hurra! Hurraaaaa! Og han har fået en hel masse fine gaver her til morgen. Både fra sin familie og fra os.

Barkleys fødselsdag

Når man nu er verdens mest forkælede og rareste vup, så skal man jo også fejres ordentligt. Han bliver 7 år.

Derfor stod jeg i går aftes og lavede små fine leverpostejscanapéer med pølse og skinke. En del venner, som så billederne af dem i går aftes, var ikke sene til at komme med lumre kommentarer om, hvad det lignede. Men Barkley var ligeglad. Han åd rub og stub med halen svingende omkring sig.

Hundekager

Til gengæld var han lidt mere afmålt overfor de helt nye fiskedimser, vi havde købt. Da han først prøvende havde tygget lidt på en, spyttet ud, tygget igen og til sidst spist, så gled de ned i fin stil. Maskinmesteren så til i rædsel og tænkte udelukkende på, hvad alt det fremmedartede mad ikke kunne udvikle sig til i den sarte hundemave. Det får vi se. Det er ham, der kommer først hjem fra arbejde i dag…

Og så lærte jeg lige noget nyt: Man kan simpelthen få økologisk hundemad – med kylling og spelt. En gave, som jeg er helt sikker på, vil glæde ham i aften. 

Hundemad med spelt