Kategoriarkiv: Hunde

Oh at være reservebedste for en hund…

Vi har haft hund i den seneste måneds tid. Han hedder Tuku og er en glad, sort labrador på snart 4 år.Han boede lige i nærheden, og hver gang hans ejer luftede ham forbi vores hus, løb Maskinmesteren og jeg ud på skift – iført kiks og koteletter for at få lov til at hilse på ham. Hans mor må have tænkt, at vi er skøre, men når det kommer til den slags fine vuppere, så har vi ingen værdighed længere. Vi ruller os i dem, hvis vi kan komme af sted med det, så selv ungerne synes, vi er pinlige.

Tukus mor har taget det pænt. Hun har endda takket ja til kaffe et par gange, hvor vi har hevet dem begge indenfor. Vi har lært hende at kende som en dame, der er lige så sød som sin hund.

Men så kort før jul stod hun pludselig uden tag over hovedet. Hun havde en midlertidig bolig på hånden, men her kunne hun ikke have Tuku med, og hun var noget så fortvivlet, da vi talte med hende.

Vi tilbød at passe Tuku, indtil hun havde fundet et sted, hvor hun gerne måtte have hund, og selvom hun var ked af at efterlade ham, så blev det sådan.

Tuku blev hurtigt en del af huset. Han lærte vores dagsrytme med fodertider, arbejdstider og luftetider at kende. Han fik sin egen bamse og var ikke i tvivl om, hvilket skab, der bugnede af kiks, tyggeben og hundemad.

Maskinmesteren måtte finde sig i at dele sofaen med et kærligt pelsdyr, der tydeligvis betragtede ham som en del af sofaen, man kan ligge på. De to har snorket om kap, leget og gået morgenture, før byen vågnede.

Tuku er sådan en nem og glad hund. Han var en fin løbemakker for mig – for han løb når han skulle og stoppede for at snuse, når han kunne høre, at jeg var ved at falde om og trængte til en gå-pause.

Vi holdt nytår med ham i Lærkereden, hvor han løb frit i skoven og stolt kom spankulerende først med én kæp og øjeblikket efter med en større.

Ungerne synes vi er lidt åndssvage fordi vi er så pjattede med labradorer og dem, der ligner – men de måtte også overgive sig og indrømme, at Tuku er sød. Især Nikoline oplevede ham som værende ret nærgående til tider.

Tukus mor savnede ham frygteligt. Vi skrev sammen hver dag, og hun fik tilsendt billeder, så hun kunne se, hvad han lavede, og at han havde det godt. Hun følte at hun havde svigtet ham, fordi hun ikke kunne have ham med sig. Men det gode ved hunde er jo, at de ikke hænger fast i fortiden. De lever i nuet, og Tuku hyggede sig og var glad og tilpas hos os.

I søndags kom hun så forbi for at besøge ham. Det var en måned siden, hun sidst havde set ham, og gensynsglæden var ikke til at tage fejl af. Tuku kunne slet ikke være i sig selv af lykke over at se hende, og da han var færdig med at slikke hende i hele hovedet, viste han stolt sin bamse frem, så hun kunne beundre den.

Over en kop kaffe fortalte hun, at hun havde fundet et værelse, hvor hun kunne bo midlertidigt, indtil et nyt lejemål var klar til indflytning, – og i det midlertidige måtte hun faktisk gerne have hund.

– Men vil du så have ham med dig i dag? spurgte jeg.

– Ja, det var faktisk det, jeg ville spørge jer om – hvis det er okay med jer? Sagde hun undskyldende.

Jeg kom til at grine, for Tuku er jo hendes hund. Selvfølgelig var det uventet at skulle af med ham, før vi havde regnet med, men vi passede ham jo bare, indtil han kunne komme hjem.

Da jeg alligevel havde et ærinde i nærheden af den lejlighed, Tukus mor boede i, kørte jeg dem begge hjem. Da jeg senere om aftenen vendte tilbage til Outlaw var det en tom følelse at åbne døren. Ingen gøen. Ingen logren.

Den glade velkomst, jeg havde vænnet mig til, udeblev, og der var heller ingen, der i løbet af aftenen holdt øje med alle mine bevægelser i køkkenet eller fulgte mig rundt i huset som en skygge.

Selv Nikoline manglede ham, da hun skulle ud og lukke af for hønsene i aftenmørket. ”Det var meget rarere, når man havde Tuku med derud”, sagde hun. Og det er sandt. Det er rigtig mange gøremål, som er hyggeligere, når man har en hund.

Skal man se på det positive, så kan Maskinmesteren sove en halv time længere hver morgen, fordi han ikke skal ud og lufte hund, inden han kører på arbejde, og vi skal ikke lufte hund, som det første, når vi kommer hjem. Men selv det, savner vi lige nu.

Vi håber, at Tukus mor får brug for pasning i ny og næ. For sådan en fin slambert har altid et par reservebedster i os.

Alt her i livet har vi kun til låns…

…nogle ting mere end andre.

I går fik jeg den uendeligt triste nyhed, at min allerbedste hundeven, lånehunden Barkley var død.

Han var 12 år gammel og faldt pludselig om på en ellers dejlig gåtur ved søen i Solbjerg, hvor han bor. Den bedst tænkelige død man kunne forestille sig for ham – måske bortset fra at forlade denne verden med hovedet i en fyldt madskål. Han var trods alt labrador.

Hund spiser kødben

Barkley blev vores lånehund et halvt års tid efter, vi havde mistet vores egen labrador Nino. I månederne efter, gik Maskinmesteren og jeg og klappede sorte tasker og jakker, hvis de lå og flød, og vi smed pølseender på gulvet, fordi vi var så vant til, at der var en til at gribe.

Det var lige indtil min gode veninde, Anne Mette, forsigtigt spurgte om vi kunne være interesserede i at passe en ung, flot og glad labrador ved navn Barkley. Hans familie havde brug for pasning af ham i nogle måneder. Vi insisterede på at se knægten an, for vi ville ikke passe hvad som helst. Fem minutter inde i vore første møde var al skepsis forsvundet. Han var lige så sød og dejlig, som han så ud til.

Flad hund og maskinmester

Sådan blev vi Barkleys reservefamilie, og han blev vores lånehund.  I de følgende knap 10 år han ofte været hos os i Outlaw eller med os i Lærkereden, hvor han løb frit omkring på vores ture i skoven.

Barkley lånehund

Han elskede det. Og vi elskede ham. Han var sådan en rar, godmodig og glad fjollerik. Han sov ofte på ryggen i sin kurv med benene strittende ud til alle sider. Andre gange lå han i smørhullet med forpoterne solidt plantet i Maskinmesterens ansigt.

Barkley var meget præcis i sin morgenvækning, så snart fuglene begyndte at synge, krævede han sin morgenmad smidt ud over grunden, så han kunne gå og hygge sig med at finde den. Han er også den eneste hund, jeg kender, som kunne tisse på kommando, og han yndede at skide 37 gange på en gåtur – sikkert bare for at se os samle op.

Nu skal vi ikke passe ham mere, og jeg gruer for den første tur i Lærkereden uden hund. Jeg kan ikke huske, hvornår vi har været der uden.

Det er sandt, at alt her i livet kun er til låns. Det er bare ikke altid, man afleverer frivilligt.

Både Maskinmesteren, børnene og jeg er taknemmelige og glade for, at vi fik lov at låne sådan en prægtig slubbert gennem så mange år. Tak.

En hund efter Outlaw  

Morgenstund har bræk i mund

Sorte slamberts fødselsdag 

Tanker under et egetræ

Noget om at overvinde sig selv for at få lidt fred

Det rigtige spørgsmål til dette billede er ikke “Hvorfor?”. Det rigtige spørgsmål til dette billede er: “Hvorfor ikke noget før og hvorfor ikke oftere?” 

Vin og hund i skov

Beklager i øvrigt billedkvaliteten, men det er taget i skumringstimen i går aftes, hvor jeg sad under det egetræ, hvorunder min svigerfars urne skulle have været nedsat – men desværre ikke blev det. Træet står ved Lærkereden, og vi omtaler det altid bare som “Niels’ eg”.

Og hvorfor sad jeg så der – med en hund og et glas vin? Det gjorde jeg, fordi mit behov for at være i fred vandt over min frygt for at være helt alene om natten i en stor skov, i et primitivt hus med flere kilometer til noget som helst andet end træer. 

Lærkereden

Jeg har virkelig overvejet det tit, fordi jeg indimellem bare trænger til luft og mit eget selskab. Men når det så bliver mørkt – så føles det der ensomhed pludselig rimelig opreklameret og alle lyde virker fremmede og uhyggelige. Derfor lånte jeg Krakas løsning på udfordringen: “alene men ikke fulgt af noget menneske” og tog Barkley  – min bedste, umælende ven med.

Hund ved fod

Vi har gået måneskinsture, morgenture og i går sidst på eftermiddagen, da vi sad under svigerfars eg, skete det forunderlige, at den svage pippen, som jeg havde hørt flere steder i skoven pludselig tog til og kom nærmere. Barkley lå ved siden af mig og slumrede. Jeg sad musestille, mens bittesmå fugle i hobetal begyndte at svirre rundt om fyrretræerne foran mig. Fuglekonger – Danmarks mindste fugl – og masser af dem! De var i fuld sving med aftensmaden, som de snappede i luften. Jeg har aldrig set det før – men fuglekonger kan svirre og stå helt stille i luften  lige som kolibrier. Ikke helt så elegant – men smukt for mig. Jeg glemte næsten at trække vejret for at se de små forslugne fjerkugler mæske sig i insekter.

På en af vores andre ture rundt mellem træerne, troede jeg, at jeg var blevet skør – for jeg kunne have svoret på, at jeg så en blishøne klatre lodret op ad en træstamme. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en sortspætte. Jeg var nødt til at slå det op, for jeg har aldrig set sådan en før. De er godt nok store sammenlignet med flagspætter.

Skovtur med hund

Men sådan er der så meget fint og overraskende i skoven, og det er så fantastisk dejligt at koncentrere sig om sådan nogle små ting, mens man suger duften af skovbund ind og glemmer alt om vasketøj, hverdag, madplaner, arbejde, indkøb og andre menneskers forventninger.

Jeg har suget det hele til mig og kan varmt anbefale at tage til skovs, hvis man trænger til ro og frisk luft.

Tarmfremfald i Outlaws mandepøllekøkken

Der har været gang i mandekøkkenet i Outlaw i dag. Maskinmesteren har haft besøg af pølseklubben, som i dag har kastet sig over kunsten at fremstille laksepølser.


 Det betød endnu en dag med bekymrende udsagn som “Jeg tror der er kommet luft i tarmen”, “Åh nej, vi har tarmfremfald” og “du må ikke presse tarmen for hårdt”.

Man vænner sig til det efterhånden. Bare man hele tiden siger til sig selv: “Det er bare mænd. De hygger sig. Det er ok”.

Næsten simultant med det store manderykind i køkkenet – fik vi besøg af en anden lækker herre, som jeg ikke bare har savnet på det seneste. Nej – jeg har trængt til ham.

Han var svært tilpas med den heftige aktivitet i køkkenet og placerede sig hurtigt strategisk hensigtsmæssigt i forhold til eventuelt køkkennedfald.

 Arh men for helvede… Findes der lækrere kræ? 

Barkley-lånehund har også spillet en terapeutisk rolle i dag, da vi var ude at kælke med vores syriske naboer, hvor moderen desværre lider af panisk angst for hunde. Hun endte faktisk med at ae ham uendelig forsigtigt på måsen, da familien lige var inde til en kop kaffe efter kælketuren. Det var stort.

Ellers er alt, hvad der er normalt, sat ud af drift i dag. Vi indtog maskinmester-made frokost kl 15.30:    
Som ekstra bonus kom søde naboer forbi med brandvarm arabisk specialitet: kogte brune flava bønner med spidskommen. Det smager fantastisk. Bedre end det ser ud. Promise.   Pølseklubben kæmpede efterfølgende med tarmslyng…

 …og en hund, der virkelig gerne ville være mundskænk…

  Det eneste, der mangler at blive fikset, er  køkkenet…

 Og aftensmad engang kl 23…

En hund efter høns

Kantinen på mit arbejde er så elskværdige, at de hver fredag, når salatbaren skal tømmes, laver en sæk med rester, som jeg så kan tage hjem og forkæle damerne med.

Flere har måske bemærket, at vi har lånehund i øjeblikket, og forleden var han og jeg ude ved hønsene med salatsækken. Barkley stod uden for hegnet og så til, mens jeg hældte salat ud i hønsegården. Pludselig kom en af damene løbende med pivåbent næb og et desperat udtryk i de plirrende øjne. Hun havde næbbet proppet med noget, der lignede kød. Ikke bare kød. Nej, kyllingekød!

Høns i gård

Jeg kiggede ned i sækken og ganske rigtigt; sammen med ruccolaen og agurkerne lå en stor bunke kogte kyllingestykker. Jeg fik hjulpet den forslugne dame af med fangsten og så til min rædsel, at der lå masser af kyllingekød i hønsegården, og det var i ret høj kurs blandt de små fjerklædte kannibaler. Derfor tog jeg en hurtig beslutning og lukkede hunden ind i hønsegården og gav ordren. “Søge”. Damerne gav nogle højlydte angst-skråårk og baskede lidt rundt, indtil det gik op for dem, at Barkley er så mageligt anlagt, at han foretrækker kogt høne fremfor levende høne med fjer på.

Hund i hønsegård

De blev faktisk ret gode venner, da madammerne havde indset, at det var bedst, de holdt sig til vegetarmenuen og lod hunden klare proteinerne.

Faktisk var der så meget kød i posen fra kantinen, at jeg kunne fylde denne skål op med top på. Hvis I undrer jer over Barkleys lidt slukørede udtryk, så skyldes det, at det meste af kødet, lige er blevet foræret til nabohunden. Æv.

Hønsemad

 

Valentines middag Lady og Vagabonden style

Valentines Day har ikke den store prioritet her i huset. Maskinmesteren forlod den synkende skude for at besøge en kammerat og, han havde ikke til sinds at komme hjem før Store Hjertedag var ovre.

Ungerne og jeg besluttede at fejre det med den mest romantiske middag, vi har set – nemlig Lady og Vagabondens, så vi lavede spaghetti og kødboller i stor stil. Ungerne trillede kødboller til de havde fået zombiehænder af at gramse i farsen, og jeg lavede tomatsauce i mens.

Lækkert så det ud.

Kødboller i tomatsauce

Lækkert var det. valentines day mad

Og naturligvis skulle det prøves. Lady og Vagabondens mad

Alt i mens ham her bare sad og håbede på et uheld med en vildfaren kødbolletiggerhund

Himmerige for madører og grisebasser

Kr. Himmelfartsdag havde jeg en aftale med min veninde, Strit. Sammen med ungerne, skulle vi besøge Fru Møllers Mølleri et stykke uden for Odder, hvor vi skulle spise kage og drikke kaffe i solskinnet.

Fru Møllers Mølleri er et lille stykke himmerige for madører. Her er den fineste lille købmandsbutik med alt i hvad hjertet kan begære af mel, gryn, brød, marmelade, te, slik, ost og kager. Det hele er hjemmelavet og kvaliteten er helt i top.

købmandsbutikbrødbutikUd over købmandsbutikken er der Madhimlen, som er en hyggelig restaurant, hvor de laver afsindig lækker mad med kød og råvarer fra stedet og fra lokalområdet. Der er også et lille kafferisteri, hvor man kan købe sig en kop friskbrygget kaffe eller tage en pose med hjem.

Sidst men ikke mindst så er der slagterbutikken, hvor jeg går amok hver gang. For her fremstilles blandt andet de lækreste pølser. Spegepølsen med valnød og æble er forrygende, men denne gang faldt jeg for kartoffel og gule sennepsfrø-varianten, som også er ren guf.

Hvis man vil se, hvem der lægger kød til pølser, fars og skinke, så skal man bare gå en lille tur op ad grusstien. Her ligger disse basser og roder i mudder, spiser, grynter og hygger sig. Når man nu er sådan en frelst ex-vegetar, der kun spiser kød fra dyr, som har haft adgang til frisk luft, solskin og jord, så er dette i sandhed et himmerige. Også for grisene.

Hygge i svinestien

Og som en sidste ting, så har de også sådan et par kælepotter her, der smider sig, så snart nogen gider klø dem på maven.

Kælen gårdhund

Jeg elsker Fru Møllers Mølleri. Det er bestemt en udflugt værd – og nej. Jeg får desværre ikke hverken betaling eller pølser for at reklamere. Jeg synes bare, at gode ting, er værd at dele med andre.