Tag Archives: hund

Alt her i livet har vi kun til låns…

…nogle ting mere end andre.

I går fik jeg den uendeligt triste nyhed, at min allerbedste hundeven, lånehunden Barkley var død.

Han var 12 år gammel og faldt pludselig om på en ellers dejlig gåtur ved søen i Solbjerg, hvor han bor. Den bedst tænkelige død man kunne forestille sig for ham – måske bortset fra at forlade denne verden med hovedet i en fyldt madskål. Han var trods alt labrador.

Hund spiser kødben

Barkley blev vores lånehund et halvt års tid efter, vi havde mistet vores egen labrador Nino. I månederne efter, gik Maskinmesteren og jeg og klappede sorte tasker og jakker, hvis de lå og flød, og vi smed pølseender på gulvet, fordi vi var så vant til, at der var en til at gribe.

Det var lige indtil min gode veninde, Anne Mette, forsigtigt spurgte om vi kunne være interesserede i at passe en ung, flot og glad labrador ved navn Barkley. Hans familie havde brug for pasning af ham i nogle måneder. Vi insisterede på at se knægten an, for vi ville ikke passe hvad som helst. Fem minutter inde i vore første møde var al skepsis forsvundet. Han var lige så sød og dejlig, som han så ud til.

Flad hund og maskinmester

Sådan blev vi Barkleys reservefamilie, og han blev vores lånehund.  I de følgende knap 10 år han ofte været hos os i Outlaw eller med os i Lærkereden, hvor han løb frit omkring på vores ture i skoven.

Barkley lånehund

Han elskede det. Og vi elskede ham. Han var sådan en rar, godmodig og glad fjollerik. Han sov ofte på ryggen i sin kurv med benene strittende ud til alle sider. Andre gange lå han i smørhullet med forpoterne solidt plantet i Maskinmesterens ansigt.

Barkley var meget præcis i sin morgenvækning, så snart fuglene begyndte at synge, krævede han sin morgenmad smidt ud over grunden, så han kunne gå og hygge sig med at finde den. Han er også den eneste hund, jeg kender, som kunne tisse på kommando, og han yndede at skide 37 gange på en gåtur – sikkert bare for at se os samle op.

Nu skal vi ikke passe ham mere, og jeg gruer for den første tur i Lærkereden uden hund. Jeg kan ikke huske, hvornår vi har været der uden.

Det er sandt, at alt her i livet kun er til låns. Det er bare ikke altid, man afleverer frivilligt.

Både Maskinmesteren, børnene og jeg er taknemmelige og glade for, at vi fik lov at låne sådan en prægtig slubbert gennem så mange år. Tak.

En hund efter Outlaw  

Morgenstund har bræk i mund

Sorte slamberts fødselsdag 

Tanker under et egetræ

Reklamer

Noget om at overvinde sig selv for at få lidt fred

Det rigtige spørgsmål til dette billede er ikke “Hvorfor?”. Det rigtige spørgsmål til dette billede er: “Hvorfor ikke noget før og hvorfor ikke oftere?” 

Vin og hund i skov

Beklager i øvrigt billedkvaliteten, men det er taget i skumringstimen i går aftes, hvor jeg sad under det egetræ, hvorunder min svigerfars urne skulle have været nedsat – men desværre ikke blev det. Træet står ved Lærkereden, og vi omtaler det altid bare som “Niels’ eg”.

Og hvorfor sad jeg så der – med en hund og et glas vin? Det gjorde jeg, fordi mit behov for at være i fred vandt over min frygt for at være helt alene om natten i en stor skov, i et primitivt hus med flere kilometer til noget som helst andet end træer. 

Lærkereden

Jeg har virkelig overvejet det tit, fordi jeg indimellem bare trænger til luft og mit eget selskab. Men når det så bliver mørkt – så føles det der ensomhed pludselig rimelig opreklameret og alle lyde virker fremmede og uhyggelige. Derfor lånte jeg Krakas løsning på udfordringen: “alene men ikke fulgt af noget menneske” og tog Barkley  – min bedste, umælende ven med.

Hund ved fod

Vi har gået måneskinsture, morgenture og i går sidst på eftermiddagen, da vi sad under svigerfars eg, skete det forunderlige, at den svage pippen, som jeg havde hørt flere steder i skoven pludselig tog til og kom nærmere. Barkley lå ved siden af mig og slumrede. Jeg sad musestille, mens bittesmå fugle i hobetal begyndte at svirre rundt om fyrretræerne foran mig. Fuglekonger – Danmarks mindste fugl – og masser af dem! De var i fuld sving med aftensmaden, som de snappede i luften. Jeg har aldrig set det før – men fuglekonger kan svirre og stå helt stille i luften  lige som kolibrier. Ikke helt så elegant – men smukt for mig. Jeg glemte næsten at trække vejret for at se de små forslugne fjerkugler mæske sig i insekter.

På en af vores andre ture rundt mellem træerne, troede jeg, at jeg var blevet skør – for jeg kunne have svoret på, at jeg så en blishøne klatre lodret op ad en træstamme. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en sortspætte. Jeg var nødt til at slå det op, for jeg har aldrig set sådan en før. De er godt nok store sammenlignet med flagspætter.

Skovtur med hund

Men sådan er der så meget fint og overraskende i skoven, og det er så fantastisk dejligt at koncentrere sig om sådan nogle små ting, mens man suger duften af skovbund ind og glemmer alt om vasketøj, hverdag, madplaner, arbejde, indkøb og andre menneskers forventninger.

Jeg har suget det hele til mig og kan varmt anbefale at tage til skovs, hvis man trænger til ro og frisk luft.

Morgenstund har bræk i mund

“Mooarrrr! Barkely har brækket sig i gangen!”

Med disse ord blev jeg vækket i går morges. Jeg havde været oppe den halve nat, fordi min kusine Mie var på besøg. Tomas havde kokkereret lækkerier i tønden, vinen flød, snakken gik. Det blev sent, og det var rigtig hyggeligt.

Optørring af hundebræk var ikke lige det, der inspirerede mest til at springe ud af sengen den morgen. Men når nu brækket stammer fra Verdens Bedste Lånehund, som vi passer i et par uger, så er der ikke andet at gøre end stå op og få det overstået.

Barkley i vinterhaven

Barkley er jo en glashund, der altid går lidt i stykker, når han er hos os. Enten bliver han halt, træder på glasskår (han bor inde i Århus C, damn it (!) alligevel skal han helt til Outlaw for at jokke på et glasskår) får allergiske savleanfald, hvor det bare løber og løber ud ad mundvigen eller han kaster op eller har tynd mave. Sådan er det nærmest bare med ham.

Alligevel er han den gladeste og sødeste hund, jeg kender. Så da de fire brækklatter, han havde beklædt gangen med i nattens løb, var tørret op, så var den dag jo ligesom i gang. Så jeg hoppede i løbetøjet, vækkede kusine Mie, og herefter luftede vi tre hinanden i det fantastiske solskinsvintervejr.

Da vi kom tilbage, var Maskinmesteren vågnet, og han havde også lyst til at komme lidt ud, når nu solen var fremme. Så Barkley fik snor på igen og blev slæbt byen rundt med ham og ungerne.

Så i nat sov han sødt i smørhullet, som han plejer. Uden at kaste op.

I øvrigt har han fået et nyt yndlingssted. Ved siden af spisebordet, hvor han forsøger at ligne en egypter fra Asterix.

Labrador bag gardinet

En hund efter Outlaw

Vi er jo reservebedsteforældre for lånehunden Barkley, og i efterårsferien havde vi ham med i Lærkereden, hvilket var en ren fest.

Barkley og Nikoline på flisbunken

Barkley bor hos de sødeste mennesker i en lejlighed på 2. sal i Aarhus C. De drømmer om hus med have. Og da Barkely er en rigtig ude-hund er han lykkelig for at komme på ferie eller weekend i Outlaw eller Lærkereden.  Derudover så må man jo ting, hos sine bedsteforældre, som man OVERHOVEDET ikke må derhjemme. Fx sove i smørhullet.

Barkley i smørhullet

Indimellem mangler han plads i sengen. Så lægger han sig på siden med ryggen mod mig og stemmer sine (ifølge Tomas) sure poter mod Tomas og skubber ham lidt. Helst i ansigtet. Svaret, når man spørger: “Barkley, har du plads nok dér?”

Tap-tap-tap-tap-tap-tap.

Når jeg henter ham, står han altid på trappeafsatsen for at se, hvem, der kommer. I det øjeblik det går op for ham, at det er mig, opfører han en afsindig stepscene, hvor alle ben, hale og hoved kører rundt i alle retninger. Han laver high fives i luften og kan slet ikke være i sin krop af lykke. Når jeg går ind i lejligheden bliver han stående på afsatsen. Han kigger på mig. Han kigger ned ad trappen. Tilbage på mig. Og ned. Som om han siger “Vi skal af sted! Vi har bolde, der skal kastes, græs, vi skal rulle os i, skovstier, der skal afsøges, og nu vil du drikke kaffe?!!” Så tit nøjes jeg bare med en hurtig snak i døråbningen, og så kører vi mod Outlaw. 

Barkley logrer

Jeg kender ingen hunde, der i dén grad har næse for bolde, som Barkley. Indimellem finder han et fixpunkt i vores stue, hvor han bare lægger sig ned og stirrer. Han logrer, når man spørger ham, hvad han laver men flytter ikke blikket et sekund. Det er ofte ved en sofa eller en opbevaringskasse med legetøj. Og det er sikkert som Amen i kirken,  at der er en bold i kassen eller under sofaen. Det slår aldrig fejl. 

Barkleys bold

Konceptet lånehund holder max. Det ville være synd, hvis vi fik hund, da den i så fald skulle være alt for meget alene hjemme. Og vi ville ikke have meget tid til den, når vi endelig kom hjem fra arbejde. Barkleys ejere arbejder forskudt, så han er aldrig alene i ret mange timer ad gangen. Så han er på alle måder en priviligeret hund.

Og vi er så glade for, at vi kan låne ham en gang i mellem. Varm pels, haleklask og våd snude er balsam for sjælen.

Jeg himler lige, ok?

Jeg har bestilt hund i dag. Lånehund. Verdens bedste faktisk. Arhmen se ham lige. Så smuk en vup.

smukkeste lånehund labrador

Med ham under armen tager jeg og familien på weekendvisit i himmerige.

Jeg har giftet mig til den mest himmelske plet på jorden. Det er et lille stråtækt bindingsværkshus placeret midt i en skov og det har været i Tomas’ families eje i to generationer.

Derude er der stille på sådan en overvældende måde. Der er kun lyde fra vinden, fuglene og indimellem også fra de medbragte børn. Ellers tyst.
Jeg elsker det sted.

Bilen er pakket med bøger, travesko og en god flaske vin – og om lidt henter jeg himmelhunden, som jeg skal nusse, klappe, gå skovture med og rulle mig i hele weekenden.

Kan I høre stilheden?

lærkereden skov stille ro