Det her bliver langt. For den 1. juli 2022 – skete det, vi troede umuligt: Momses gamle hjerte sagde stop efter 104 års effektivt virke – og hun er her ikke mere.
To dage før sin død, var hun på faldet på plejehjemmet og indlagt på AUH. Hun havde slået sit hoved og var ikke kontaktbar. Min mor, Tomas og ungerne og jeg var hos hende på skift, og i de tidlige morgentimer, mens jeg sov på en seng ved siden af hende, slap hun sit tag i livet. Stille og fredfyldt, som hun havde bedt om.
Kort før bisættelsen skrev jeg – med hjælp fra min mor – Momses livshistorie ned, og det blev udgangspunktet for præstens tale ved hendes meget fine bisættelse onsdag den 6. juli fra Viby Kirke. Af en eller anden grund har jeg lyst til at lægge den på nettet, så alle kan se, hvilken fantastisk kvinde hun var, men også så hendes minde lever videre i cyberspace. Here goes:
Stinne Jacobsen blev født på Holtet i Nordjylland som Jensine Kristine Pallisgaard, som nummer fire ud af seks børn – tre drenge og tre piger. Hun var et energibundt – en udepige som elskede livet i marken på gården “Nygaard”, med dyrene og med sin far. Han lærte hende at springe kraftspring, pløje med hestespand, og hun havde fast malketjans, inden hun skulle op og i skole. Hendes mors hænder var ødelagte af leddegigt i en ung alder, så børnene blev sat i sving og oplært grundigt i alle gøremål i hjemmet.
Hun trænede til ringridning med gårdens to heste og sin bror Aksel – og selvom Stinne var den bedste af de to, fik hun ikke lov at deltage for sin mor, fordi hun var en pige. Til gengæld var hun blandt de første kvinder i Danmark, der begyndte at spille håndbold – og hun var god til det: “Pas på hende den lille tykke, hun skyder mange mål,” hørte hun modstanderne råbe under en kamp. Det tog hun som et kompliment.
Som ganske ung kom hun ud at tjene på flere gårde i området – den bedste var Elsnap i Ulsted, hvor hun tjente under fru Bastholm. Fru Bastholm var ”en dygtig kone” og flink til at lære fra sig, og så var hun tilmed god ved sine folk. Momse har aldrig glemt hende, fordi hun sagde: ”Spildet skal have sit”, når køkkenpigerne kom til at smadre noget porcelæn, og så var den ikke længere. Fru Bastholm insisterede også på, at folkene skulle spise godt, for så arbejdede de bedre.
Senere tog Momse til København og var børnehjælper og kokkepige på Diakonissestiftelsen.
Om morgenen den 9. april 1940, troede hun, at hendes gryde med øllebrød var ved at hoppe af komfuret, da hun hørte buldren. Det var de tyske bombefly på vej mod Norge.
Hun mødte sin mand (min morfar) Kjeld Zakarias Lindstrøm Jakobsen på Holtet. Han var i lære som kommis hos landhandlen Marius Christensen. De blev gift den 27. september 1942. (efter høsten var i hus selvfølgelig)
Sammen fik de Hanne i 1944 og Grete (min mor) i 1950. Familien tog på telt- og skovture sammen, glibede ål i fjorden ved Bramslev Bakker. I fritiden spillede Stinne og Kjeld badminton og bridge på højt niveau. Hun var en umanerlig dreven kortspiller. Nok var hun dårlig til at huske navne – men hun var aldrig i tvivl om, hvilke kort der var spillet og hvilke, der stadig sad på hænderne ved bordet.
Omkring 1948 købte Kjeld og Stinne købmandsforretningen på Kastetvej i Aalborg, som de drev i 25 år. Stinne hjalp til butikken og havde middagsmaden klar til Kjeld, når han kom hjem. Hun holdt huset og haven til perfektion. Kjeld spillede harmonika og mandolin – Stinne har aldrig haft en tone i livet. (Jo – én, men den lugter)
Huset var altid åbent for Grete og Hannes venner, som døbte huset på Peder Pårsvej i Hasseris for “Lindstrøms Kaffebar”.
Kjelds død i 1972 var Stinnes største sorg. Han blev kun 52, og det faldt hende aldrig ind at finde en ny mand, selvom hun blev enke i en ung alder. Jeg spurgte hende engang, om der var noget i hendes liv, hun ville gøre om, hvis hun kunne – og efter en lang tænkepause sagde hun: “Jeg tror ikke, jeg ville lave noget om – men jeg ville gerne have haft nogle flere år med Kjeld”.
Haven stod aldrig så smukt som i årene efter hans død, hvor hun fik afløb for sorgen med rive og hakkejern. Nogle år efter afhændede hun butikken, solgte huset på Pærevangen og flyttede til Maren Turis Gade i Aalborg. Hun fik job på en BP tankstation og gik på pension derfra som 60-årig.
I 1975 blev hun mormor til mig, og i 1986 til Kristine, som boede i Norge med min moster og hendes mand Petter.
Mine forældre blev skilt, da jeg var knap tre, og Momse havde altid tid til at hjælpe – uanset om det var rengøring, barnepasning eller havearbejde, så kom Momse med al den energi og de enorme kræfter hun besad. Sådan var hun. I sit es, når hun kunne få lov at arbejde.
Duften af Ajax og cerut i opgangen var et sikkert tegn på at Momse var på besøg. Der blev vasket trapper, pudset vinduer, sølvtøj, sko, støvsuget og tørret støv – og det gastronomiske niveau blev banket helt til tops. Der var ingen, som kunne lave grydestegt kylling med skilt sovs og agurkesalat som hende. (Heldigvis har jeg kigget hende over skulderen, så nu kan jeg også – hemmeligheden er sukkerbruning. Selv tak)
I 1980 købte hun et sommerhus i Hou ved Hals med sin lillesøster Ellen. De havde en parklignende have som blev passet efter alle kunstens regler, og køkkenhaven bugnede af kartofler, ærter og jordbær. Vi spillede kort, badede i Kattegat, og der var altid kage til eftermiddagskaffen. Både Momses og Ellens børn og børnebørn har fantastiske minder fra sommerferierne, som blev tilbragt hos de to gæve søstre i Hou.
Hun solgte sommerhuset, da hun blev 80. Kort efter købte min mor et kolonihavehus i Aarhus. Det kriblede i de gamle havefingre for at få lov til at gå i haven igen, og hun var der så ofte, at flere mennesker troede, at det var Momses kolonihave – og ikke min mors. Haven stod ret, når hun havde været der – voksede godt til, når hun var væk. Men hun kom altid gerne igen, skældte min mor ud for ikke at passe det ordentligt – inden hun selv gik i krig mod ukrudtet.
Momse var en kærlig – men også en kontant dame. Hun besad meget lidt diplomati, hvilket bl.a. kom til udtryk, da jeg boede hos hende i Aalborg, hvor jeg var i praktik. Det ringede på døren og uden for stod en kvinde med et barn på 4-5 år. Hun ville forkynde om Jehova – men fik beskeden: “Du skulle skamme dig, at tage et barn med rundt, som kommer til at opleve sådan noget her!” Og så smækkede hun døren i hovederne af dem. (Jeg var rystet og lidt imponeret)
Jeg bliver stadig helt benovet, når jeg tænker på, at Momse i en alder af 86 rejste fra Aalborg til Vejle for at hjælpe Maskinmesteren og mig med at få malet og gjort rent, inden vi flyttede til huset i Outlaw. 86 år!! Og alt skinnede, da vi rejste derfra.
I 2005 blev hun oldemor til mine piger, Sandra og Nikoline. Hun var stolt som en pave og fulgte levende med i deres udvikling og deres liv. Hun mindede mig altid om, at jeg skulle være glad for at have fået ”sådan et par dygtige piger, for det er ingen selvfølge”. Et besøg af dem, satte krydderi på hele hendes dag, og hun lærte villigt at “dabbe” og “fistbumpe” – som de unge nu gør.
Jeg blev også belært om, at jeg skulle være glad for at have en mand, der både kunne lave mad og fikse ting i huset. Man skulle ikke tage noget for givet.
Da hun fyldte 94 var de fleste af hendes søskende og venner døde. Selv mærkede hun, at kroppen begyndte at blive en hæmsko for nogle af hendes aktiviteter, og efter utallige opfordringer fra min side, flyttede hun til Aarhus, og dermed tættere på min mor og mig. Hun fik en et-værelses lejlighed i Langenæshus, hvor min mor også bor. Her fik hun hjælp til den grove rengøring og fortsatte et aktivt liv med petanque, kolonihavebesøg, kortspil og gåture i området.
I 2018 fejrede hun sin 100 års fødselsdag, hvor familie og venner fra nær og fjern dukkede op. En fantastisk dag, som hun glædede sig over i mange år efter.
I august 2019 bad hun om at komme på plejehjem. Flere små blodpropper satte hende ud af balance i perioder, hvor hun faldt – men som en tumling/korkprop hun var, blev hun ved med at komme sig.
På Kongsgården i Viby fik hun en bolig med udsigt til en stor villa, hvor konen i huset meget ofte var i gang i den ellers så fejlfri have. Der blev fejet skidt imellem stenene i stensætningen, pudset vinduer og klippet buske. Hun var altid i gang med noget. Momse har haft meget glæde af at betragte hende, og hun sagde en dag, at konen jo måtte være lidt skør, sådan som knoklede på. Vi mindede hende om, at det hun så på, var en tro kopi af hende selv i sine unge år. Det klukkede hun lidt over.
Hun var den ældste beboer på Kongsgården, hvilket hun var ret stolt af. Hun var vellidt blandt de øvrige beboere og personalet for sin gavtyv-agtige, drilske humor og sit generelt gode humør.
Hun udviste stor glæde og taknemmelighed overfor de, som besøgte hende og for det plejepersonale, som hjalp hende. De gav hende gas – og hun gav igen.
Selv da hun var allersvagest, ville hun stadig gerne ud og mærke sol og vind i ansigtet. En tur i kørestolen og ned at fodre ænder var altid et hit. Især hvis oldebørnene eller vores hund Tuku var med.
Hun nød hvert øjeblik og udviste stor glæde over de små ture og taknemmelighed over alt, hvad vi gjorde for hende. Men faktum er, at jeg aldrig nogensinde har kunnet gøre lige så meget for hende, som hun har gjort for mig. Hun var et kæmpe idol – et forbillede. Også for Sandra og Nikoline.
Fire dage før sin død, var hun med os alle tre i parken. Her morede hun sig over, at det lykkedes pigerne at få ænderne til at spise hvede af hånden.
Men hun var mæt af livet – det er ingen hemmelighed. Hun var taknemmelig for at hun “trods alt stadig havde evnen til at tale” men ellers var hun træt af, at kroppen ikke ville som hun. At hun var afhængig af andres hjælp til det meste. “Vil selv – ka’ selv” var hendes motto – men der var færre og færre ting, hun kunne – og hun gentog ofte: “det skulle forbydes at blive SÅ gammel”. Hun ønskede blot at få lov at gå i seng og glemme at vågne igen, og det ønske fik hun opfyldt den 1. juli 2022.
Hun var den stærkeste, bedste og sejeste Momse – og den cooleste oldemor i verden. En af de ting, jeg altid vil huske hende for er, at hun alene bedømte folk på, hvordan de behandlede andre. Aldrig på, hvordan de så ud, hvad de troede på, eller hvor de kom fra.
Hvil i fred søde, Moms. Vi har fået tilladelse til at sætte din urne ned i skoven i Lærkereden, som du var så vild med – og så har vi dig altid tæt på.
Tak for alt det du lærte os, og alt det du var.