Author Archives: maiasejersen

About maiasejersen

Mød mig på ordgyllefraoutlaw.wordpress.com

børn til i'll be damned koncert

En aften med Geder og Forbandelser

Når man nu flasker sine børn op med rockmusik, så er man selv ude om det, når de tager det skridtet videre og begynder at høre noget, som er så tungt og afsindigt, at man får hår på ryggen af at høre det.

I lørdags var vi med ungerne og vores to gode venner, Ayilé og Thomas, på Voxhall, for at høre Baest og I’ll Be Damned afslutte deres ”Geder og Forbandelser-turné”.

Vi opdagede først I’ll Be Damned, da Sandra for et lille års tid siden købte sin første ”rigtige” guitar i 4Sound i Aarhus, hvor en langhåret gut, som hed Kristian tålmodigt præsenterede hende for modellerne, snakkede musik og gear, mens han viste hende, hvor fedt de forskellige guitarer lød i hænderne på en pro.

Kristian viste sig at være guitarist i I’ll Be Damned, og dem måtte vi naturligvis høre hele vejen hjem i bilen. Det er supertunge riffs og en fuldstændig forrykt forsanger, som ligner en handelsskoleelev men synger og tér sig som Gollum på speed. Se selv. Vi var alle ret pjattede med det.

I’ll Be Damned spillede koncert med Baest, som var nye for os alle fire. Ungerne synes, det er godt, men jeg må erkende, at jeg ikke rigtig er i målgruppen for den slags. I mine ører er growling lyden af organiseret  opkast, hvor sangeren principielt kan recitere en kogebog, for ingen hører andet end uartikulerede halslyde. Det forekommer mig mere komisk, end det er godt – desuden er det synd at ødelægge god tung heavy med growl.

Nå – men vi skulle til koncert. Sandra havde entusiastisk kreeret en perleplade på en halv meter, hvor der stod I’ll Be Damned på. Hun havde håbet, at få mulighed for at give den til dem, men blev alligevel noget overvældet over, at bandet nærmest stod i døren og tog i mod, da vi kom ind på Voxhall. De blev meget glade for perlepladen, og ungerne var i den syvende himmel af lykke, efter dette billede blev taget.

I'll be damned koncert aarhusStørre blev det kun, da vi så, at perlepladen var blevet monteret på stortrommen, da festen begyndte.

Hvilken fest! Ungerne havde bitchet en del over, at de ikke måtte komme ned og stå på første række, men Maskinmesteren og jeg var rørende enige om, at man ikke sender to 13-årige ned i en potentiel mosh pit.

Sandra var stadig mopset over det, da opvarmningsbandet Ral gik på… Men to numre inde i I’ll Be Damneds optræden begyndte grandvoksne mænd at vælte rundt, skubbe og brage ind i hinanden. De lignede mænd, der i raseri over ikke at kunne finde ud af at danse, blev enige om at udtrykke sig gennem lige dele spasmer og vanvid.

Koncert I'll be damnedI’ll Be Damned var forrygende. Vi havde alle en fest. Det var tungt, medrivende, energisk og forbandet fedt.

Da Baest gik på, prøvede jeg tappert at holde ud. Jeg fokuserede på guitaristens helt absurd smukke, prinsessekrøllede hår, som han hvirvlede rundt i ivrig headbanging. Det er helt mærkeligt at se noget så smukt, gyldent og bølgende i et kaos af sved, tatoveringer, brøl og bare maver. Men der var ikke noget at gøre – både Ayilé og jeg blev 80 år på stedet af at høre på det. Ayilé fablede om at ringe til Momse og spørge, om hun havde plads til én mere under slumretæppet, for så ville hun invitere sig selv til et afsnit Barnaby.

Det var omkring det tidspunkt, at vi opdagede, at Thomas var væk. Helt væk. Vi ledte ude og inde, oppe og nede – indtil ungerne spottede ham i centrifugen af ekstatiske mænd, der smadrede rundt i moshpitten foran scenen.

”Hov! Nu faldt han”, råbte de. Og få minutter efter: ”Hov, nu faldt han igen!”

Vi stod alle måbende og så til, mens den spinkle IT-konsulent lod sig slynge rundt i mandegruppen med et lykkeligt smil plastret henover ansigtet.

Selvom han slap med en blåsort forstuvet fod, så hjalp det gevaldigt på ungernes opfattelse af os som overbeskyttende pylreforældre.

Reklamer

Mord og mindfulness i hønsegården

Jeg har ikke brug for mindfulness og meditation, så længe jeg har høns. For mig er det mest beroligende i verden, at sidde i min hønsegård og se madammerne rode efter biller og orme og høre dem klukke og sludre med hinanden.

Hønsehygge i haven

I fredags da jeg kom hjem fra arbejde, tog jeg en havestol og et glas vin og satte mig om til vores nye damer. De er først for nylig blevet lukket ud på det store græsareal, så området er nyt, spændende og uudforsket for dem. Larver og smådyr, der før var trygge her, lever nu i frygt for skrabende hønsefødder, skarpe øjne og spidse næb.

Det er jo sådan livet er, og jeg nød synet af deres jagt efter mad i græsset. Men bedst som jeg sad der, fik en af hønsene pludselig travlt med noget, den havde fundet. Hun hakkede ned i noget, kastede det op i luften og angreb det igen. De andre høns begyndte at blive nysgerrige efter, hvad hun var i gang med – mig selv inklusiv.

Til min gru så jeg, at det var en lille tudse, og at det var for sent at gøre noget for at redde den.

død tudse frø

Jeg troede, at tudser både smagte grimt og var lidt giftige – men de her høns har tilsyneladende ikke noget i mod stærk og krydret mad. Tudsen blev hevet over i to – så flere høns fik glæde af den.

Med ét smagte min vin ikke helt så godt som før – og den meditative tilstand, hønsekiggeriet havde bragt mig i, forsvandt som dug for solen. Dagens time i mindfulness var forbi – lige som hønsenes nuttethedsfaktor.

Jeg gik ind.

Hønen med cementskoene

Vi har fået høns igen! I sidste uge hentede Maskinmesteren 10 nye brune hønniker i Viborg.
Men da vi “pakkede dem ud” af kasserne, bemærkede vi, at en af dem tilsyneladende havde rodet med mafiaen. Den havde “cementsko” på. Store jord/bæklumper sad fast på tæerne, og fik dem til at ligne fødderne på en løvfrø.

Ikke nok med at det så åndssvagt ud, det fik hende også til at gå mærkeligt, og hun havde svært ved at sidde på pinden om natten.

Det stod hurtigt klart, at klumperne sad godt fast og ikke lige kunne pilles af med fingrene. Så onsdag, da vi kom hjem fra arbejde, indrettede vi en pedicuresalon for damen, og vi var tre mennesker om operationen. Fodbad til høne

Vi startede med et fodbad i forsøget på at bløde klumperne lidt op. Det hjalp ikke. Jeg prøvede at skrubbe det af med forskellige børster og svampe – uden resultat. Til sidst gik Maskinmesteren i værkstedet og hentede diverse tænger og knive.

Høne med klumper på fødderne

Hønen var meget langmodig med os. Hun fandt sig roligt i at blive hevet og flået i tæerne. En del af klumperne blev klippet af med en tang – resten blev skåret væk med en kniv. Da det hele var væk, fik hun fusserne vasket – og blev sat ud til de andre.

Høne med rene tæer

Hun skulle lige vænne sig til at gå på de fine, rene fødder, men hun så svært tilfreds ud, da hun spankulerede rundt i engen med de andre.

Havehøns

Bedst som man tror, man er langt væk hjemmefra…

(sidste del af ferieføljetonen)

I den uge, vi var i Sulzano, mødte vi ikke mange andre udenlandske turister. Alle skilte er skrevet på italiensk, og meget få af de lokale taler engelsk. Iseosøen er tilsyneladende et sted, hvor italienerne rejser hen for at holde ferie. Stor var min overraskelse derfor, da jeg så et Facebook-opslag fra min gode ven Martin, som viste sig at være rejst til Iseo med sin kæreste, Tobias.

De to havde planlagt en færgetur rundt på søen den følgende dag, og vi inviterede dem til Franciacorta-smagning og en tur i poolen, hvis de ville hoppe af båden i Sulzano og aflægge os et besøg i Casa di Mina. Den var de med på, og det blev en skøn eftermiddag og aften med to af de hyggeligste mennesker, vi kender.Martin-Tobias

Tobias viste sig at være en habil svømmer, der udfordrede ungerne til en dyst om, hvem der kunne svømme to baner i den lille pool under vandet uden at komme op efter luft. Ungerne elsker en udfordring, så der blev taget store armtag og gispet efter luft – indtil det lykkedes.

Vi spiste ost, tomater og brød dyppet i olivenolie og drak den fantastiske Franciacorta vin, mens solen gik ned over Monte Isola. Det var bare en af de aftener, man kommer til at huske længe.

Dagen efter vendte vi næsen mod Danmark med kufferten pakket med den bedste olivenolie, jeg har smagt til dato. Den er købt hos en lille vinproducent, som får maksimalt udbytte af sin lille olivenlund, der vokser ved siden af vinstokkene. Jeg skal virkelig beherske mig for ikke bare drikke af flasken…

Oliven olie verdens bedste måskeDet var faktisk hos vin- og olieproducenten, at vi mødte et italiensk par, som morede sig over, at vi var så begejstrede for områdets tomater. De sagde: ”Hvis I synes, de er gode her, så prøv at rejse længere ned i Italien. Tomaterne nede sydpå er meget bedre!”

Det var godt nok sådan, Den Lille Rødhætte kom på afveje, men det passer til gengæld perfekt til min drøm om at lave en pac-man hele vejen gennem støvlelandet og smaske mig gennem vin, ost, grøntsager, pølser og olier. Eftersom Maskinmesteren nu har lært at drikke vin, spise mugost og vegetarmad på denne ferie, så satser jeg på, at han vil rejse med næste gang også…

Katedral-kikkeri og sure krikker – ferieføjleton

Med to ud af tre punkter på vores ønskeliste til ferien krydset af, var der kun tilbage at opfylde Nikolines ønske om at se en rigtig katedral. Inden ferien havde hun læst Jordens Søjler af Ken Follet – og ønsket var derfor stort.

Nærmeste katedral var domkirken i Milano, Il Duomo, og den er imponerende. Selvom Maskinmesteren nok overskred flere grænser på den ferie, så fik han gudskelov ikke religiøse åbenbaringer af nogen art ved besøget. Tværtimod. Han var gnaven, fordi der er var varmt og træls mange mennesker. Hans eneste ferieønske var jo netop fred og ro. Det finder man ikke i Milano.

il duomo domkirken milano

Men Nikoline var glad. Il Duomo er pompøs og har mange spændende detaljer at se på både udvendigt og indeni.

Indeni Il duomo milano

Dagen efter besluttede vi at vi besøge den lille ø, Monte Isola, som udgjorde vores udsigt fra terrassen. Vi hoppede på en båd over til øen og begyndte vores opstigning. Vejen derop er en smal muldyrsti, belagt med sten, rødder og jord.

På vej mod toppen går man guddødemig gennem en lille by, hvor man kun kan undre sig over, hvem f… der fik den afsindige idé at bosætte sig på en bjergside på en ø i en sø?! Men det er formentlig de samme forrykte mennesker, som i sin tid valgte at bygge en kirke på toppen af øen – 600 meter over havoverfladen!

Gåtur monte isola

Vi prustede og svedte os hele vejen op til kirken og mødte både en stor, lysegrøn slange, som bugtede sig tværs over stien mellem os – og et muldyr (eller er det et æsel?), som jeg tilsyneladende kom til at fornærme, da jeg hilste den med et forsigtigt ”Iiihhhh-hååååå”

Vi nåede toppen, så kirken. Men de solgte ingen t-shirts. Til gengæld havde vi underlige wobbly-ben resten af dagen – og det er da også en slags souvenir.

Toppen af Monte Isola

Franciacorta vin

Maskinmesterens grænseoverskridende ferie – del 2

Vi spiste ude de første dage i Italien, hvor vi bl.a. fik prøvet gnocci med tomatsauce og revet ost, så himmelsk, at vi måtte prøve at lave det selv.

Det sjove er bare, at normalt hader Maskinmesteren tomat. Hans afsky gælder især retter, hvor tomat indgår som hovedingrediens. Men tomaterne i Italien er fantastiske, og jeg fik den sælsomme oplevelse at høre ham lovsynge en tomatsauce, som jeg havde frembragt.  Jeg så ham smask-elske en ret, som slet ikke indeholdt kød!

Og sådan var der flere små gastronomiske overraskelser, fx opdagede vi også, at af alle de pizzaer vi havde spist dernede, så var den absolut bedste den, som alene bestod af bund med tomat, ost og asparges. Helt enkel og urimelig lækker. Vi ville alle sammen hellere have Sandras pizza end dem med parma og salami.

Aspargespizza

Da jeg læste om området, vi boede i, fandt jeg ud af, at der i Franciacorta i Brescia fremstilles en særlig mousserende vin efter champagnemetoden, som skulle være så god, at den i flere tilfælde overgår champagne. Sådan noget må jo undersøges med egne smagsløg. Jeg er ret vild med Cremant, så jeg tænkte, at Franciacorta mousserende vine, sikkert også var lige mig.

Vi tog ud for at besøge et par af de vingårde, som fremstiller de lovpriste, gyldne bobler. Et af dem var Contadi Castaldi, hvor vi blev vist rundt af en ung, begejstret fyr, som forklarede om de særlige jordbunds- og produktionsforhold, som gjorde vinen til noget særligt.

Da vi endelig fik mulighed for at smage magien, var det ganske rigtigt mundguf på alle planer. Jeg skal undlade at beskrive smagsnuancer og noter af dette og hint – for jeg er bedre til at drikke vin end til at kloge mig på det.

Franciacorta mousserende vinVi købte flere flasker, som vi tog med til Minas lejlighed, og i de kommende dage lærte Maskinmesteren igen noget om sig selv:  At øl er godt, men at øl indimellem må vige pladsen for et glas køligt, perlende Franciacorta. Han var ikke meget for at indrømme det, men godt var det.

Vi købte flere lokale lækkerier – blandt andet en særlig pølse, som fremstilles på Monte Isola og en hvidskimmelost kaldet Robiola. Italienske MadderDet lykkedes mig faktisk at få lokket Maskinmesteren til at smage osten, selvom han hader mugost af en hver art og normalt nægter at smage. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde optaget det, for han sagde faktisk at den smagte godt. I dag vil han benægte det. Men det gjorde han.

Maskinmesterens grænseoverskridende ferie – del 1

Åh ferie. Vi lagde hårdt ud i år med at rejse sydpå i den første ferieuge. Sidste år brugte vi det meste af sommerferien på at lægge fliser, så i år mente vi, at vi havde fortjent en ”rigtig ferie”. Ungerne havde ønsket at komme til et land, ”hvor der er varmt”, for det har de ikke prøvet. Vi foreslog dem, at vi da bare kunne blive hjemme, men det faldt ikke i god jord.

Nu har jeg jo altid haft en lummer drøm om at æde mig gennem Italien. Begynde i bedste Pac-Man stil i toppen og så smaske mig gennem ost, vin, solmodne tomater, pasta og pizza helt ned til støvlespidsen. Åh, hvilken fryd. I år begyndte min rejse så i toppen ved Iseosøen.

På Airbnb faldt vi over Casa di Mina i Sulzano. Ingen af os havde nogensinde hørt om Iseo-søen, men det er en sø, som er noget mindre end både Como og Gardasøen. Til gengæld ligger der en stor ø midt i den. Øen Monte Isola udgjorde vores udsigt i en uge, og det var intet mindre en fantastisk.

Udsigt Monte Isola SulzanoVidunderligt sted. Hvis ikke det var fordi, vi havde nogle få ting, vi gerne ville se, så kunne vi godt have siddet der på altanen i en uge og drukket vin og spist tomater og ost og se lyset ændre sig hen over søen.

Afslapning Sulzano

Men der var tre vigtige ting, som vi skulle nå:

  1. Se en katedral. Efter at have læst Jordens Søjler af Ken Follet, så ville Nikoline ville se en ægte katedral
  2. Drikke Franciacorta. Jeg ville besøge en vingård, der laver områdets lovpriste Franciacorta mousserende vine, som jeg kun har læst om
  3. Spise ægte italiensk pizza og gnocci. Pizza kan man næsten ikke undgå, men gnocci er sådan noget lidt underligt noget, som vi tænkte at vi hellere måtte smage i oprindelseslandet

Maskinmesteren havde ikke de store ønsker. Han ville egentlig bare have fred og ro og komme lidt væk. Men han kom faktisk til at overskride flere grænser, fravige sine principper og ændre opfattelse af flere ting på den ferie.

Fx har han et princip om, at han ikke bader i vand, som er under 35 grader varmt.
Men der var 28-30 grader hver dag, og vi havde adgang til en lille pool med den lækreste udsigt over Iseo og Monte Isola. Så da vi kom hjem efter en hed eftermiddag i byen, fraveg Maskinmesteren sit princip og hoppede i pølen til børnenes store glæde.

Mere ferie og flere grænseoverskridende erkendelser for Maskinmesteren følger på bloggen i denne uge. Jeg slutter af med beviset på, at han bader i vand, som er under 35 grader varmt.
Maskinmesteren er et badedyr