Category Archives: Musik

børn til i'll be damned koncert

En aften med Geder og Forbandelser

Når man nu flasker sine børn op med rockmusik, så er man selv ude om det, når de tager det skridtet videre og begynder at høre noget, som er så tungt og afsindigt, at man får hår på ryggen af at høre det.

I lørdags var vi med ungerne og vores to gode venner, Ayilé og Thomas, på Voxhall, for at høre Baest og I’ll Be Damned afslutte deres ”Geder og Forbandelser-turné”.

Vi opdagede først I’ll Be Damned, da Sandra for et lille års tid siden købte sin første ”rigtige” guitar i 4Sound i Aarhus, hvor en langhåret gut, som hed Kristian tålmodigt præsenterede hende for modellerne, snakkede musik og gear, mens han viste hende, hvor fedt de forskellige guitarer lød i hænderne på en pro.

Kristian viste sig at være guitarist i I’ll Be Damned, og dem måtte vi naturligvis høre hele vejen hjem i bilen. Det er supertunge riffs og en fuldstændig forrykt forsanger, som ligner en handelsskoleelev men synger og tér sig som Gollum på speed. Se selv. Vi var alle ret pjattede med det.

I’ll Be Damned spillede koncert med Baest, som var nye for os alle fire. Ungerne synes, det er godt, men jeg må erkende, at jeg ikke rigtig er i målgruppen for den slags. I mine ører er growling lyden af organiseret  opkast, hvor sangeren principielt kan recitere en kogebog, for ingen hører andet end uartikulerede halslyde. Det forekommer mig mere komisk, end det er godt – desuden er det synd at ødelægge god tung heavy med growl.

Nå – men vi skulle til koncert. Sandra havde entusiastisk kreeret en perleplade på en halv meter, hvor der stod I’ll Be Damned på. Hun havde håbet, at få mulighed for at give den til dem, men blev alligevel noget overvældet over, at bandet nærmest stod i døren og tog i mod, da vi kom ind på Voxhall. De blev meget glade for perlepladen, og ungerne var i den syvende himmel af lykke, efter dette billede blev taget.

I'll be damned koncert aarhusStørre blev det kun, da vi så, at perlepladen var blevet monteret på stortrommen, da festen begyndte.

Hvilken fest! Ungerne havde bitchet en del over, at de ikke måtte komme ned og stå på første række, men Maskinmesteren og jeg var rørende enige om, at man ikke sender to 13-årige ned i en potentiel mosh pit.

Sandra var stadig mopset over det, da opvarmningsbandet Ral gik på… Men to numre inde i I’ll Be Damneds optræden begyndte grandvoksne mænd at vælte rundt, skubbe og brage ind i hinanden. De lignede mænd, der i raseri over ikke at kunne finde ud af at danse, blev enige om at udtrykke sig gennem lige dele spasmer og vanvid.

Koncert I'll be damnedI’ll Be Damned var forrygende. Vi havde alle en fest. Det var tungt, medrivende, energisk og forbandet fedt.

Da Baest gik på, prøvede jeg tappert at holde ud. Jeg fokuserede på guitaristens helt absurd smukke, prinsessekrøllede hår, som han hvirvlede rundt i ivrig headbanging. Det er helt mærkeligt at se noget så smukt, gyldent og bølgende i et kaos af sved, tatoveringer, brøl og bare maver. Men der var ikke noget at gøre – både Ayilé og jeg blev 80 år på stedet af at høre på det. Ayilé fablede om at ringe til Momse og spørge, om hun havde plads til én mere under slumretæppet, for så ville hun invitere sig selv til et afsnit Barnaby.

Det var omkring det tidspunkt, at vi opdagede, at Thomas var væk. Helt væk. Vi ledte ude og inde, oppe og nede – indtil ungerne spottede ham i centrifugen af ekstatiske mænd, der smadrede rundt i moshpitten foran scenen.

”Hov! Nu faldt han”, råbte de. Og få minutter efter: ”Hov, nu faldt han igen!”

Vi stod alle måbende og så til, mens den spinkle IT-konsulent lod sig slynge rundt i mandegruppen med et lykkeligt smil plastret henover ansigtet.

Selvom han slap med en blåsort forstuvet fod, så hjalp det gevaldigt på ungernes opfattelse af os som overbeskyttende pylreforældre.

Reklamer

Til helvede for børnenes skyld

Da jeg kom hjem fra aftenens løbetur i går, mens ungerne så X-Factor blev jeg mødt af Maskinmesteren, som stod med et desperat ansigtsudtryk og afkrævede mig et øjeblikkeligt svar:

– Vil du med ind og se X-Factor finale i Herning den 27. marts?!!!

– Øh… Nej. Hvorfor? spurgte jeg og frygtede, at han havde slået hovedet. Hårdt. Mod en jerndør.

Han svarede ikke, men kastede hovedet i retning af børnene, der stod med stjerner i øjnene og hoppede op og ned.

– Må vi? Må vi? Må vi? Årrrhhh.. kan vi, moaaarrrr?

Arrghhh. Manden hader crowds. Hader mennesker. Hader popmusik. HVORFOR var det så, at han fik den “geniale” idé at tjekke for billetter til noget så ualmindeligt rædsomt?

Jeg kender Maskinmesteren godt nok til at vide, at han hader det endnu mere. Og hvis han er villig til at ofre sig så stort for at glæde ungerne – så er jeg også. At dømme efter børnenes reaktion var der ikke andet for end at gå ud og knalde hovedet ind i den samme jerndør, som Maskinmesteren måtte have slået sig på.

Så tju-hej. Vi tager til Herning og ser X-Factor finale. Can’t wait.

Så kan de også selv aflevere de tegninger, de har lavet til Lina, Remee og Blachmann i løbet af ugen. 





Busted

Jeg er lige blevet busted i total pinlig adfærd af min egen datter.

Er jo blevet fuldstændig pjattet med Pharrel Williams’ “Happy”, som jeg hørte for første gang på kontoret i går. Det var mig fuldstændig umuligt at stå stille, mens den sang kørte, og jeg måtte vrikke rundt mellem skrivebordene, mens jeg lovede mig selv, at det nummer skulle jeg eje.

Jeg hentede den på Itunes her til aften, så Pharrel kunne gøre det lidt hyggeligere at smøre madpakker. Både ungerne og Maskinmesteren var gået i seng, så jeg skruede op for højtalerne i køkkenet og gav den fuld gas på den måde, man kun danser på, når man ved man er alene. Som om man virkelig kan danse. Som Beyoncé. Eller Janelle Monae. Who cares – ingen kigger, vel?

Da jeg propellerede med arme og ben i alle retninger hen mod trappen til overetagen, gik jeg pludselig i stå ved synet af Nikoline, der stod i døråbningen iført sit nattøj og en bamse under armen, mens hun stirrede på mig. Jeg frøs midt i et epileptisk dancemove og skulle til at spørge, hvad hun lavede der. Men inden jeg nåede at sige noget, rystede hun sigende på hovedet, bakkede ud og lukkede døren efter sig.

Der stod jeg så og pustede og følte mig pænt kikset. Men okay, ikke mere end at det nok går over, hvis jeg lige hører den en gang til – for man bliver altså totalt glad i låget af den sang. Prøv selv. Skru op og dans:

Dette er ikke en urinprøve

Men det ligner. Det var i hvert fald det første, jeg tænkte på, da jeg her til aften stod og lavede mad og hældte præcis en deciliter hvidvin i mit mål her. UrinprøveVi skulle have risotto. Jeg elsker risotto. Og mens jeg rørte i gryderne og pimpede lidt hvidvin af decilitermålet, fik jeg lige lyst til at høre The Police “King og Pain”. På Youtube faldt jeg over denne sindsygt fede version fra Stings 60 års fødselsdag, hvor Lady Gaga og Sting opfører nummeret på den seriøst for fede måde. Kæft, hun sparker altså røv, den dame. Især ved et flygel.

Ungerne spiste min risotto med velbehag. Men Maskinmesterens begejstring var ærlig talt til at overse. Efter tre mundfulde gik han helt i sort, døbte det “tisotto” og satte nogle frosne boller i ovnen…

risotto