Category Archives: maskinmesteren

Helvedes forgård er åben – Copenhell for begyndere (del 2)

Torsdagen blev dagen, hvor Copenhells store festivalplads blev åbnet, og Ayilé, Thomas, Maskinmesteren, ungerne og jeg væltede ind for at se på merchandise, mærkelige mennesker,  madboder og høre metal. Vi blev ikke skuffede.
Et stor hit hos os alle var ”brødvikingen”, som vi mødte flere dage i træk – en herlig gut, som hver dag troppede op med en ny form for bagværk spiddet på sin tre-hornede vikingehjelm. En dag mødte man ham med tre franske hotdogbrød på hovedet, en anden var det donuts med glasur og krymmel – eller som her: Et helt sødmælksfranskbrød. Man blev bare glad over at se ham – og lidt sulten også.

I mine yngre dage var jeg svært begejstret for øl og kunne bøvse et godt stykke af ”I Østen stiger solen op”. Men i takt med at jeg er blevet gammel og sur, så har jeg udviklet en stærk præference for vin. Ayilé og jeg var fast besluttede på, at der måtte være en bod, hvor man kunne få et glas kølige druer – men vi kom til at lede længe. Da vi endelig fandt boden med vin – havde jeg forlængst genfundet kærligheden til øl og kunne ræbe mig frem til salmens andet vers. Vi var naturligvis glade for at konstatere, at boden findes – og vi drak da også et glas eller to – men ellers hylede vi bare med de ølulve, vi var iblandt. 

Torsdagen blev også dagen, hvor Slash featuring Myles Kennedy & the Conspirators (SMKC) skulle optræde, hvilket især jeg havde glædet mig til. Jeg har været Slash-fan i mange år.
I forhold til de to 14-årige, så havde vi haft en del diskussioner om, hvorvidt man må stå forrest til koncerterne, når man blot er en liden tue blandt bjerge af berusede mennesker, eller om det ville være for farligt. Sandra mente, at vi var nogle gamle affældige nokkefår og at alle, der deltog i en moshpit, var uendeligt søde og passede så godt på hinanden.
Maskinmesteren og jeg var med på, at man godt kunne stå forrest til SMKC, fordi der næppe ville opstå Wall of Death blandt publikum her. Men når det kommer til Whitechapel, Slipknot og den slags, så kom de ikke op i front – heller ikke selvom kærlige mennesker helt sikkert ville hjælpe dem med at samle deres tænder op bagefter. Glem det.

Som nogle måske husker, så var vi til koncert med Slash og Myles Kennedy i Hamburg i februar. Her havde ungerne hæklet dukker af Myles og Slash, som de fik smidt op på scenen. Dukkerne blev samlet op af en roadie, og en måneds tid efter opdagede de, at Myles-dukken og Myles selv var med i en video, bandet havde lagt på Youtube fra touren, hvilket fik ungerne helt op i det røde felt af lykke. Filmen ligger her – og dukken findes ca. 00:42.

Til koncerten på Copenhell havde ungerne fremstillet resten af The Conspirators i bomuldsgarn og med perleplade-bas/guitar og tromme-tandstikkere. Vi var blandt de første foran scenen, og ungerne fik hurtigt nye venner, som synes dukkerne var ret fine.
Det var bomben, da de fik øje på Slash-dukken fra Hamburg, som var sat op på en forstærker sammen med en imponerende samling plastik-dinosaurer m.v.

Selve koncerten var røvballerock at it’s finest, og den forløb helt uden moshpits – tilgengæld blev der crowdsurfet en hel del. Granvoksne mænd kom flyvende fra alle sider og hen over hovederne på os. Især én af dem kom så uventet, at Nikoline ikke nåede at registrere ham, før hun fik hans røv i nakken og knaldede panden ned i hegnet foran scenen. Det gjorde formentlig mere ondt i stoltheden end i så meget andet, for det blev noteret fra scenen også…

Det lykkedes børnene, at få kastet dukkerne op til Myles Kennedy, som grinende samlede dem op med ordene: ”Thank you very much! These are badass!” Og så var ungernes lykke gjort. Men det blev bedre endnu: Efter koncerten fik de overrakt hver deres trommestik efter ordre fra Brent Fitz bag tønderne, og bassisten Todd Kerns sørgede for at de fik flere plektre. Ungernes smil sagde det hele.
Efter koncerten lagde jeg et billede på Instagram og takkede bandet for en fed koncert og den søde gestus for ungerne, og store blev både mine og ungernes øjne, da bassisten Todd Kerns svarede.


Vi var høje af lykke resten af dagen, hvor vi også fik hørt Tool, White Chapel og Fever 333. Det hele var fedt – og vi var alle lykkelige for, at festen fra helvede ikke var slut endnu…

Reklamer

Til helvede med os – Copenhell for begyndere (del 1)

Flere har spurgt, hvordan det gik med vores Copenhell-debut, for som det fremgik af seneste indlæg, så var den ene konfirmationsgave til ungerne, billetter til Copenhell. Det var Sandras helt store ønske, især efter det stod klart, at Slipknot var blandt hovednavnene i år.

Vi havde glædet os alle sammen. Også Maskinmesteren, som blev klippet dagen før, vi tog af sted. Med os derover havde vi vores gode venner Ayilé og Thomas, hvor Thomas må siges at være Copenhell-veteran. Han har været derovre i flere år – både alene og med selskab. Ayilé er derimod fuldstændig ligeglad med metal – men hun elsker sin mand meget højt, og så ville hun gerne være bonus-moster for ungerne, hvis en af dem nu blev trætte af støv, dødsmetal og pinlige voksne i læderbukser, så kunne de jo tage med Ayilé på shoppingtur i stedet.

I erkendelse af, at vi er for gamle og for fornemme til at ligge i telt i en lille uge, havde vi booket en ferielejlighed i Ørestaden. Tanken var, at vi kunne tage metroen til Christianshavns Torv, hvor rute 666 var indsat til at køre derfra og ud til helvede på Refshaleøen. Men vi skulle blive klogere…

Turen fra Horsens til København foregik i høj sol og godt humør, lige indtil vi kom over Storebælt, hvor airconditionen stod af, så temperaturen i bilen nåede op på, hvad der føltes som 30 grader. Vi kørte resten af turen som den langtungede familie fra Teliareklamerne og håbede at være hurtigt fremme.Onsdag den 19. juni åbnede Copenhell-pladsen til lidt warm up. Sandra ville ikke gå glip af noget som helst, så vi måtte derind, så snart The Gates of Hell gik op.

Det kan godt være lidt ensomt at være de eneste 14-årige, der bekender sig til heavy metal i både musik- og tøjstil, når man bor i en lille jysk provinsby, så begge piger var naturligt nok stærkt begejstrede over alle de metalheads, de spottede i gadebilledet på vej derhen. Man kunne nærmest ikke sparke sig gennem byen for langhårede, tattoverede mennesker med kranier og død på tøjet.

Sandra blev helt forskrækket, da en mand pludselig sprang op fra sit bord foran en café og brølede: ”OOHHH YEEAAAHHH!!! CANNIBAL CORPSE!!” og pegede begejstret på hendes t-shirt med bandet. Bagefter var hun lige blevet et par centimeter højere af at blive anerkendt for sin musiksmag – også selvom det kom lidt uventet.

Vi nåede hen til Christianshavns Torv kun for at opdage, at rute 666 var ændret, så den i stedet for at begynde sin tur fra torvet, kom helt inde fra Hovedbanegården. Der stod vi så i en lang snoet kø henover Christianshavns Torv sammen med hundredvis af andre metaltosser, og kunne se den ene fyldte bus efter den anden køre forbi. Efter en halv times venten og kun meget lidt fremdrift i køen, valgte vi at gå. Og det skulle vi komme til at gøre en del i den uge…

Som sagt er der mange ting, som er uvante for et par 14-årige tøser fra en lille jysk provinsby, fx gjorde det indtryk, at der ved indgangen står en kristen prædikant og forsøger at overbevise deltagerne på vej ind til Copenhell om, at heavy metal er satans værk, og at de bør vende om. Ungerne synes det var lidt synd for ham. De konkluderede, at han på ingen måde vidste, hvad han talte om, og de mente, han burde komme med ind og opleve det selv. Måske ville han ændre mening.

Inde på pladsen blev deres øjne først fanget af et stort diskokranie og herefter af en ung kvinde i bar røv og læderfrynser. ”Mor! Man kan jo se hele hendes numse!” Ja, det kunne man, og den var nydelig. Vi fik fornøjelsen af den senere den samme aften, hvor den blev luftet på et bord i et øltelt. Onsdagens warm up bød alene på musik fra den lille Pandæmonium-scene, og ellers var der fuld knald på Biergarten, som er et øltelt med live-karaoke. Her spiller et husorkester en række kendte rock- og metalklassikere, som folk så kan gå op og brøle sig igennem, hvis de tør eller er fulde nok. Ikke overraskende var der kø til mikrofonen og voldsom gang i teltet. Sangerne skriger deres indre rockstar ud, og publikum går balalajka i headbanging og dans på bordene.

Det New Zealandske band, Like a Storm, havde fået til opgave at vække de døde med den allerførste koncert på Copenhells Pandæmonium-scene. Meget passende havde de medbragt dødningedekorerede didgeridoos, som indgik i deres superenergiske hard rock/metal core. De var overraskende fede, og vi fik svinget lidt med garnet og smagt de første kolde fadøl.

Senere kom Eagles of Death Metal, men de fangede os ikke helt, så vi overgav os i stedet til bar røv og brøle-rock i Biergarten resten af den aften.

Vi var godt trætte i benene, da vi kom hjem ved midnatstid til vores lejlighed. Vi kunne konstatere, at vi havde travet 14 km den dag. Men vi glædede os helt vildt til at se resten af festivalpladsen, og høre endnu mere metal dagen efter… (fortsættelse følger)

Pikkerock & Brezels

Vi er på vej hjem fra en forrygende koncert med Slash, Myles Kennedy & the Conspirators i Hamborg i går aftes.

Børnings havde ladet sig inspirere af hhv. Myles Kennedy og Slash’ frisurer, lige som de havde hæklet og perlepladet de to helte i dukkeform.

Slash Myles Kennedy smkc koncert Dolls

Koncerten var helt efter bogen – en opvisning i det, som Thomas Treo vistnok engang har omtalt, som “pikkerock”. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad forskellen er på “pikkerock” og “røvballerock”. Men fedt var det. Megafedt!

Todd kerns Brent Fritz slash Myles Kennedy

Maskinmesteren er ikke til mennesker, så han står altid bagerst et sted, hvor han kan se menneskesuppen foran skvulpe rundt til musikken. Det sjove ved Hamborg (måske Tyskland generelt) er, at de sælger øl og de der forvoksede saltkringler – kaldet Brezels – alle steder. Selv inde i kødranden har de sælgere, som går rundt med kasser med øl og brezels bundet på ryggen og et flag, der rager langt op over mængden, så man hele tiden kan orientere sig om, hvor man kan få den næste saltkringle fra.

Maskinmesteren bemærkede også, at i stedet for en skov af hænder formet i djævletegnet, så stod de fleste i Hamborg med en afbidt brezel i vejret, og med lidt god vilje, kunne de da også godt ligne djævlens horn…

Ungerne og jeg stod ret tæt på scenen, og på en eller anden måde lykkedes det for dem at få deres hjemmelavede Slash- og Mylesdukker smidt derop til slut, hvor Myles Kennedy samlede dem op og satte dem på en forstærker med et anerkendende smil.

Todd kerns slash Sings Hamburg

Lige inden vi forlod hallen, spottede vi en roadie, som begyndte at rydde op efter koncerten – midt i arbejdet fik han fat i de to dukker og stoppede op for at undersøge dem. Herefter lyste han op i et kæmpesmil og løb hen til en kollega for at dele sit fund. De grinede lidt over dem og tog dem med sig, og så var ungernes lykke gjort.

børn til i'll be damned koncert

En aften med Geder og Forbandelser

Når man nu flasker sine børn op med rockmusik, så er man selv ude om det, når de tager det skridtet videre og begynder at høre noget, som er så tungt og afsindigt, at man får hår på ryggen af at høre det.

I lørdags var vi med ungerne og vores to gode venner, Ayilé og Thomas, på Voxhall, for at høre Baest og I’ll Be Damned afslutte deres ”Geder og Forbandelser-turné”.

Vi opdagede først I’ll Be Damned, da Sandra for et lille års tid siden købte sin første ”rigtige” guitar i 4Sound i Aarhus, hvor en langhåret gut, som hed Kristian tålmodigt præsenterede hende for modellerne, snakkede musik og gear, mens han viste hende, hvor fedt de forskellige guitarer lød i hænderne på en pro.

Kristian viste sig at være guitarist i I’ll Be Damned, og dem måtte vi naturligvis høre hele vejen hjem i bilen. Det er supertunge riffs og en fuldstændig forrykt forsanger, som ligner en handelsskoleelev men synger og tér sig som Gollum på speed. Se selv. Vi var alle ret pjattede med det.

I’ll Be Damned spillede koncert med Baest, som var nye for os alle fire. Ungerne synes, det er godt, men jeg må erkende, at jeg ikke rigtig er i målgruppen for den slags. I mine ører er growling lyden af organiseret  opkast, hvor sangeren principielt kan recitere en kogebog, for ingen hører andet end uartikulerede halslyde. Det forekommer mig mere komisk, end det er godt – desuden er det synd at ødelægge god tung heavy med growl.

Nå – men vi skulle til koncert. Sandra havde entusiastisk kreeret en perleplade på en halv meter, hvor der stod I’ll Be Damned på. Hun havde håbet, at få mulighed for at give den til dem, men blev alligevel noget overvældet over, at bandet nærmest stod i døren og tog i mod, da vi kom ind på Voxhall. De blev meget glade for perlepladen, og ungerne var i den syvende himmel af lykke, efter dette billede blev taget.

I'll be damned koncert aarhusStørre blev det kun, da vi så, at perlepladen var blevet monteret på stortrommen, da festen begyndte.

Hvilken fest! Ungerne havde bitchet en del over, at de ikke måtte komme ned og stå på første række, men Maskinmesteren og jeg var rørende enige om, at man ikke sender to 13-årige ned i en potentiel mosh pit.

Sandra var stadig mopset over det, da opvarmningsbandet Ral gik på… Men to numre inde i I’ll Be Damneds optræden begyndte grandvoksne mænd at vælte rundt, skubbe og brage ind i hinanden. De lignede mænd, der i raseri over ikke at kunne finde ud af at danse, blev enige om at udtrykke sig gennem lige dele spasmer og vanvid.

Koncert I'll be damnedI’ll Be Damned var forrygende. Vi havde alle en fest. Det var tungt, medrivende, energisk og forbandet fedt.

Da Baest gik på, prøvede jeg tappert at holde ud. Jeg fokuserede på guitaristens helt absurd smukke, prinsessekrøllede hår, som han hvirvlede rundt i ivrig headbanging. Det er helt mærkeligt at se noget så smukt, gyldent og bølgende i et kaos af sved, tatoveringer, brøl og bare maver. Men der var ikke noget at gøre – både Ayilé og jeg blev 80 år på stedet af at høre på det. Ayilé fablede om at ringe til Momse og spørge, om hun havde plads til én mere under slumretæppet, for så ville hun invitere sig selv til et afsnit Barnaby.

Det var omkring det tidspunkt, at vi opdagede, at Thomas var væk. Helt væk. Vi ledte ude og inde, oppe og nede – indtil ungerne spottede ham i centrifugen af ekstatiske mænd, der smadrede rundt i moshpitten foran scenen.

”Hov! Nu faldt han”, råbte de. Og få minutter efter: ”Hov, nu faldt han igen!”

Vi stod alle måbende og så til, mens den spinkle IT-konsulent lod sig slynge rundt i mandegruppen med et lykkeligt smil plastret henover ansigtet.

Selvom han slap med en blåsort forstuvet fod, så hjalp det gevaldigt på ungernes opfattelse af os som overbeskyttende pylreforældre.

Hønen med cementskoene

Vi har fået høns igen! I sidste uge hentede Maskinmesteren 10 nye brune hønniker i Viborg.
Men da vi “pakkede dem ud” af kasserne, bemærkede vi, at en af dem tilsyneladende havde rodet med mafiaen. Den havde “cementsko” på. Store jord/bæklumper sad fast på tæerne, og fik dem til at ligne fødderne på en løvfrø.

Ikke nok med at det så åndssvagt ud, det fik hende også til at gå mærkeligt, og hun havde svært ved at sidde på pinden om natten.

Det stod hurtigt klart, at klumperne sad godt fast og ikke lige kunne pilles af med fingrene. Så onsdag, da vi kom hjem fra arbejde, indrettede vi en pedicuresalon for damen, og vi var tre mennesker om operationen. Fodbad til høne

Vi startede med et fodbad i forsøget på at bløde klumperne lidt op. Det hjalp ikke. Jeg prøvede at skrubbe det af med forskellige børster og svampe – uden resultat. Til sidst gik Maskinmesteren i værkstedet og hentede diverse tænger og knive.

Høne med klumper på fødderne

Hønen var meget langmodig med os. Hun fandt sig roligt i at blive hevet og flået i tæerne. En del af klumperne blev klippet af med en tang – resten blev skåret væk med en kniv. Da det hele var væk, fik hun fusserne vasket – og blev sat ud til de andre.

Høne med rene tæer

Hun skulle lige vænne sig til at gå på de fine, rene fødder, men hun så svært tilfreds ud, da hun spankulerede rundt i engen med de andre.

Havehøns

Katedral-kikkeri og sure krikker – ferieføjleton

Med to ud af tre punkter på vores ønskeliste til ferien krydset af, var der kun tilbage at opfylde Nikolines ønske om at se en rigtig katedral. Inden ferien havde hun læst Jordens Søjler af Ken Follet – og ønsket var derfor stort.

Nærmeste katedral var domkirken i Milano, Il Duomo, og den er imponerende. Selvom Maskinmesteren nok overskred flere grænser på den ferie, så fik han gudskelov ikke religiøse åbenbaringer af nogen art ved besøget. Tværtimod. Han var gnaven, fordi der er var varmt og træls mange mennesker. Hans eneste ferieønske var jo netop fred og ro. Det finder man ikke i Milano.

il duomo domkirken milano

Men Nikoline var glad. Il Duomo er pompøs og har mange spændende detaljer at se på både udvendigt og indeni.

Indeni Il duomo milano

Dagen efter besluttede vi at vi besøge den lille ø, Monte Isola, som udgjorde vores udsigt fra terrassen. Vi hoppede på en båd over til øen og begyndte vores opstigning. Vejen derop er en smal muldyrsti, belagt med sten, rødder og jord.

På vej mod toppen går man guddødemig gennem en lille by, hvor man kun kan undre sig over, hvem f… der fik den afsindige idé at bosætte sig på en bjergside på en ø i en sø?! Men det er formentlig de samme forrykte mennesker, som i sin tid valgte at bygge en kirke på toppen af øen – 600 meter over havoverfladen!

Gåtur monte isola

Vi prustede og svedte os hele vejen op til kirken og mødte både en stor, lysegrøn slange, som bugtede sig tværs over stien mellem os – og et muldyr (eller er det et æsel?), som jeg tilsyneladende kom til at fornærme, da jeg hilste den med et forsigtigt ”Iiihhhh-hååååå”

Vi nåede toppen, så kirken. Men de solgte ingen t-shirts. Til gengæld havde vi underlige wobbly-ben resten af dagen – og det er da også en slags souvenir.

Toppen af Monte Isola

Franciacorta vin

Maskinmesterens grænseoverskridende ferie – del 2

Vi spiste ude de første dage i Italien, hvor vi bl.a. fik prøvet gnocci med tomatsauce og revet ost, så himmelsk, at vi måtte prøve at lave det selv.

Det sjove er bare, at normalt hader Maskinmesteren tomat. Hans afsky gælder især retter, hvor tomat indgår som hovedingrediens. Men tomaterne i Italien er fantastiske, og jeg fik den sælsomme oplevelse at høre ham lovsynge en tomatsauce, som jeg havde frembragt.  Jeg så ham smask-elske en ret, som slet ikke indeholdt kød!

Og sådan var der flere små gastronomiske overraskelser, fx opdagede vi også, at af alle de pizzaer vi havde spist dernede, så var den absolut bedste den, som alene bestod af bund med tomat, ost og asparges. Helt enkel og urimelig lækker. Vi ville alle sammen hellere have Sandras pizza end dem med parma og salami.

Aspargespizza

Da jeg læste om området, vi boede i, fandt jeg ud af, at der i Franciacorta i Brescia fremstilles en særlig mousserende vin efter champagnemetoden, som skulle være så god, at den i flere tilfælde overgår champagne. Sådan noget må jo undersøges med egne smagsløg. Jeg er ret vild med Cremant, så jeg tænkte, at Franciacorta mousserende vine, sikkert også var lige mig.

Vi tog ud for at besøge et par af de vingårde, som fremstiller de lovpriste, gyldne bobler. Et af dem var Contadi Castaldi, hvor vi blev vist rundt af en ung, begejstret fyr, som forklarede om de særlige jordbunds- og produktionsforhold, som gjorde vinen til noget særligt.

Da vi endelig fik mulighed for at smage magien, var det ganske rigtigt mundguf på alle planer. Jeg skal undlade at beskrive smagsnuancer og noter af dette og hint – for jeg er bedre til at drikke vin end til at kloge mig på det.

Franciacorta mousserende vinVi købte flere flasker, som vi tog med til Minas lejlighed, og i de kommende dage lærte Maskinmesteren igen noget om sig selv:  At øl er godt, men at øl indimellem må vige pladsen for et glas køligt, perlende Franciacorta. Han var ikke meget for at indrømme det, men godt var det.

Vi købte flere lokale lækkerier – blandt andet en særlig pølse, som fremstilles på Monte Isola og en hvidskimmelost kaldet Robiola. Italienske MadderDet lykkedes mig faktisk at få lokket Maskinmesteren til at smage osten, selvom han hader mugost af en hver art og normalt nægter at smage. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde optaget det, for han sagde faktisk at den smagte godt. I dag vil han benægte det. Men det gjorde han.