Category Archives: Bedsteforældre

Morbid picnic med Momse

For nogle måneder siden inviterede jeg Momse og ungerne med på picnic. Lidt morbidt måske, for turen gik til Vestre Kirkegård, som er en af smukkeste parker i Aarhus, hvis du spørger mig.

Momse er jo havetosset, og der er intet, hun nyder mere end synet af en velplejet have eller park med spændende blomster, træer og planter. Især nu, hvor hun ikke længere selv kan luge og rive.

Vi havde en pragtfuld tur i juni, hvor solen skinnede, og vi spiste medbragt mad. Nogen vil måske mene, at det er upassende at spise på en kirkegård, men vi mødte ikke mange mennesker, som vi kunne genere – og dem, vi mødte, hilste pænt og så ikke spor forargede ud. (Heller ikke over mine børns obskøne håndtegn og mangel på pli – sorry) Momse og unger Vestre KirkegaardVestre Kirkegård rummer spændende grave, mindesten og områder, som alle fortæller en historie. Mindesten over borgere, der døde i kz-lejre, borgmestre, frihedskæmpere og ofrene for den store eksplosion ved havnen i Aarhus i 1944. 

Og så er der naturligvis min yndlingssten med det bedste budskab, som jeg har skrevet om før.

Siden vi opdagede, at Momses rollator lige passer ind i bagagerummet på bilen, så er det nemt at komme af sted med hende, fordi det betyder, at hun kan gå selv uden at skulle have fat i nogens arm. ”Ka’ selv – vil selv”, som hun siger.

I juni nåede vi kun første halvdel af kirkegården sammen med ungerne, fordi Momse nemt bliver træt, så i forgårs tog vi den sidste halvdel, der bl.a. bød på disse smukke hortensiaer, som står hele vejen op til kapellet.Momse-vestre-kirkegaardHortensia vestre kirkegaard aarhusEfter turen tog vi hjem til Momse, hvor jeg for en sjælden gangs skyld fik lov til at lave mad til hende: Nyopgravede kartofler fra Outlaw, grøn salat og ovnbagt laks med dilddressing. Til gengæld fik hun selv lov til at skrubbe kartoflerne for skind. Visse fornøjelser skal man ikke tage fra de gamle.

Nu har vi set Vestre Kirkegård. Næste gang tager vi Nordre Kirkegård – og når vi så har set den, så kan vi starte forfra med Vestre igen, for til den tid har hun glemt det hele. Hukommelsen er ikke så god mere – men i dette tilfælde gør det ingen verdens ting. 😃

Reklamer

Saftig beskæftigelsesterapi for ældre

I dag har ungerne og jeg planlagt en lille hyggetur til min mors kolonihave, hvor vi har inviteret os selv og Momse på frokost.
Momse elsker at komme ud, hvor der er haver, planter, træer, marker og bær. Hun er født og opvokset på landet og har altid haft prydhaver i de år, hvor hun har haft have og sommerhus.

Vi hentede hende og rollatoren derhjemme og kørte hende derned. Min mor skulle have bud med, så rollatoren var højt læsset, da Momse trillede ned ad havegangen.


Efter en dejlig frokost med sild og snaps, fandt Momse en havestol og tog ungerne med ud til ribsbusken, og så begyndte de ellers at ribbe busken for bær.

Sidste år lavede vi den lækreste ribssaft, og hvis den gamle kone plukker igennem i dag, så får vi også nok til saft i år. ❤️

Morfars lumre slik

Ved juletid fik Outlaw en ny indbygger: Min far.

Jo, jo – den er god nok. Den gamle knark har købt et fint lille hus i byen få minutters gang fra vores. Hans hus har et par charmerende runde vinduer og en hyggelig lille pilleovn, og her bor han nu med sit elendige kattekræ og alle sine bøger.

Ungerne synes, det er forrygende at have en morfar så tæt på. Og der er bestemt fordele ved det. Han laver bl.a. en fremragende lasagne, verdens bedste urtedressinger, og han har både tid og tålmodighed til at lave tarteletter. Faktisk laver han mad til os alle hver onsdag.

børnings i morfars sofa

Nytårsaftensdag havde ungerne lidt svært ved at få tiden til at gå, og de dryssede ned forbi morfar for at ønske ham godt nytår – og se om ikke han havde noget slik.

Det havde han, men ikke helt den slags, de havde håbet på.

Slik bh brysteholder

Slik brysteholder BH

Til gengæld tog det kegler, da de tog det med til festen nytårsaften, hvor både børn og voksne fik glæde af det.

Morfar bedyrede, at han havde vundet det i et pakkespil 🙂

store claus med slik bh

Lummert eller ej – der var mange om at dele, da den endelig måtte lade livet.

BH slik til børn

Jul med en 98-årig tumling

Vores jul var tæt på at blive enten amputeret eller aflyst, eftersom Momse fik en blodprop (igen-igen) onsdag morgen. Hun snakkede sort og kunne slet ikke finde ud af de mest simple gøremål. Da jeg kom, sad hun i en stol og så helt fortabt ud, mens lægen stod i stuen og spurgte om vi ville have hende indlagt. Ikke fordi sygehuset ville kunne gøre noget, men så var hun da under opsyn.

Sidst hun var indlagt, var det ved at tage livslysten helt fra hende, så det så vi ingen grund til, når de alligevel ikke kunne trylle hende 10 år yngre eller gøre noget andet, for at få hende tilbage til normal igen.

Så hun blev. Og fik en elevationsseng og hjemmehjælp og en æske til piller.

Min mor kalder hende en tumling. Sådan et stykke legetøj man forsøger at vælte, men som bliver ved at rejse sig op. Jeg må indrømme, at da jeg så hende onsdag, gjorde jeg mig ingen forhåbninger om at holde jul i Oulaw som planlagt. Det var mere sandsynligt, at vi måtte holde en lidt amputeret aften hos momse i hendes et-værelses lejlighed med elevationssofa.

Men så rejste tumlingen sig igen, og vi har lige holdt den dejligste jul. I forgårs spurgte hun forfærdet, om vi havde købt dyre julegaver til hende, for det var jo ikke sikkert, hun ville nå at gøre brug af dem. Vi forsikrede hende, at vi kun havde købt noget, vi selv gerne ville arve. Hun fik en ledningsfri støvsuger og en kalender for 2017 med billeder af familien – og så er det spændende om hun kommer til at vende alle siderne i kalenderen.


Det er ikke til at vide med hende, for hun får de her små blodpropper i hovedet, som slår hende helt ud af kurs. Hun er træt af den gamle krop og det glemsomme hoved, og da der næppe kommer en blodprop, som gør hende 15 år yngre, så er hun egentlig indstillet på, at hver dag kan være den sidste, og det er hun helt cool med.

De sidste ti juleaftener har jeg stået i køkkenet med hende, mens hun har styret arbejdet, og jeg har forsøgt at følge med og notere mig alt, hvad hun gør. I år stod jeg selv ved kødgryderne, og til min store glæde blev både rødkål, and, sovs og brune kartofler godkendt med kryds og slange af mesteren selv. Jeg er bestået.

Når ens mormor pludselig bliver rigtig gammel

Jeg har været fraværende. Undskyld. Men der er simpelthen sket så meget på det seneste, at jeg ikke har kunnet følge med. Noget af det, der har fyldt mest, er min mormor.

Momse har fået et par små blodpropper i hjernen og har været indlagt – hjemme – indlagt – og hjemme igen. Ikke noget, der har taget livet af hende (7-9-13). Men når man bliver 98 år lige om lidt, så er en ny dag altså ikke givet på forhånd.

Min mormor har altid været mit store idol. Hun er ganske enkelt den sejeste madamme, jeg kender, og hun er også et af de mennesker, som har haft størst indflydelse på mit liv. Så når der er noget galt med Momse, så er der også noget galt hos mig.

Hun er kommet hjem fra sygehuset nu, og hun har accepteret, at hun er nødt til at tage i mod den hjælp, hun kan få – bl.a. får hun nu aftensmaden leveret, så hun ikke længere behøver at kokkerere hver aften.

Hendes balance er helt i skoven, så efter den første blodprop måtte hun forbi Marselisborg Hospital for at blive genoptrænet. Her stak de hende en rollator, som de mente, hun skulle lære at bruge. Men det passede ikke rigtig damen. Hun mente, at de havde givet hende Aldi-modellen, der hele tiden trak til højre, så hun bragede ind i både møbler og medpatienter.

Da jeg besøgte hende på Marselisborg betroede hun mig, at hun altså tog stokken, når hun skulle på toilettet, for rollatoren var noget så bøvlet. Og så fnisede hun som en teenager, der havde brudt skolens regler. Se.

Momse fniser

Men hun synes ikke, det er så sjovt, når krop og hoved ikke helt er, som det bør være. Og hun har sagt nej tak til genoplivning, hvis hun skulle falde om – og det kan jeg faktisk godt forstå.

– Jeg vågner jo ikke op til en ny og bedre krop. Fra nu af går det kun én vej, siger hun. Og det er ret svært at argumentere i mod. I hvert fald over for en 97-årig.

Jeg har sagt til hende, at hun har min velsignelse til at dø, når det passer hende. Selv håber hun, at hun bare går i seng en nat og glemmer at vågne igen. Og det kunne jeg godt unde hende – selvom jeg har svært ved at forestille mig tilværelsen uden Momse. Her til jul lærte hun mig at vride og koge klejner. Der er 1.000 ting, jeg gerne ville nå at lære af hende.

Momse og jeg har kogt klejner

Hun sagde en gang: ”Det er ingen sorg, når et gammelt menneske dør- mæt af dage. Man må gerne savne, men der er ingen grund til at sørge”.

Det skal hun nu ikke bestemme, men der er lidt om snakken. Savnet forsvinder nok aldrig – men taknemmeligheden over at have haft sådan et prægtigt menneske i sit liv, skulle gerne være det, der fylder mest, den dag hun er væk.

Heldigvis er hun her endnu. Og i morgen vil jeg tage ind og drikke en kop kaffe med hende.

 

 

Alle burde have en healer-hue

Jeg har altid hue på, når jeg er syg. Det er som om, det hjælper lidt at blive varmet om issen, når man har ondt og er sølle. 

I lang tid var det blækspruttehatten, jeg brugte, når jeg havde hovedpine eller havde influenza.  Men Maskinmesteren er ikke ret glad for blæksprutter, så min søde Momse på 97 tilbød venligt at strikke det hun kalder en “lue” til mig af noget restgarn. 

Det er derfor, jeg har set sådan her ud de sidste par dage. 

 
Men jeg føler mig sådan her:

  Det stikker i min hals, i mit hoved og mine ører. Desuden lyder jeg som de to storrygende tanter fra Simpsons. Ynk! Ynk! Ynk!  

Håber virkelig det her snart går over. 

Kødhusets nye look

Opmærksomme folk i Outlaw har bemærket, at noget har ændret sig ved vores hus.

Da vi flyttede ind i det for mere end 10 år siden, lovede vi hinanden, at en af de første ting vi ville gøre var at male den fælt lyserøde hoveddør.

 Nu var det bare sådan, at stuen var orange, og det var vi nødt til at få gjort noget ved, før vi rykkede møbler ind. Og så var der pludselig noget med hessian på et af børneværelserne, et gammelt træfyr, som skulle skiftes og flere småting, der måtte fikses. Alt imens forblev døren lyserød.

Når folk spurgte, hvor vi boede, kunne vi altid guide vejen og sige “i huset med den lyserøde dør”, hvortil folk med lokalkendskab svarede: “Nårh, du mener den gamle slagter?” Eller “Nårh, du mener Bjarne og Ulrikkas hus?”.

Vi har indset, at om vi så bor i Tvingstrup resten af vores liv, så bliver huset aldrig “Maia og Tomas’ hus”. Den fornøjelse vil måske gå videre til de næste beboere, for det bliver ikke i vores tid.

Der har ganske rigtigt været slagter her en gang. Det ses, når man kigger ind mellem de rå brædder, som beklæder gangen og som giver herremange splinter i fingrene, hvis man rører væggen. Bag brædderne er der hvide klinker fra tiden med slagterbutikken. Igen noget vi gerne havde ændret, hvis tiden, sol, måne og stjerner havde stået rigtigt. Men vores gang ligner altså fortsat en sauna. Og den stikker.Til gengæld er der sket noget med den lyserøde dør. Jeg var faktisk kommet til at holde lidt af den. Både fordi den gav huset karakter, og fordi jeg fandt ud af, at det rent faktisk havde fungeret som horehus i en periode, før de tidligere ejere købte det. Det er med andre ord et vaskeægte kødhus, vi bor i.

Men her i sommer fik min far nok. Han kom på besøg med pensler, maling og masser af energi, og derfor bor vi nu ikke længere i “Kødhuset med den lyserøde dør”.

Bedre sent end aldrig, som man siger. Det er nu også mere end 10 år siden, vi lovede hinanden, at den dør skulle males. At det så er min gamle far, der må holde vores løfter, er en detalje. Tak far.

Huset har fortsat masser af sjæl, charme og karakteristika uden en lyserød dør. Bare vent – julen er jo lige om hjørnet. Er I klar Outlaw?