Morfars lumre slik

Ved juletid fik Outlaw en ny indbygger: Min far.

Jo, jo – den er god nok. Den gamle knark har købt et fint lille hus i byen få minutters gang fra vores. Hans hus har et par charmerende runde vinduer og en hyggelig lille pilleovn, og her bor han nu med sit elendige kattekræ og alle sine bøger.

Ungerne synes, det er forrygende at have en morfar så tæt på. Og der er bestemt fordele ved det. Han laver bl.a. en fremragende lasagne, verdens bedste urtedressinger, og han har både tid og tålmodighed til at lave tarteletter. Faktisk laver han mad til os alle hver onsdag.

børnings i morfars sofa

Nytårsaftensdag havde ungerne lidt svært ved at få tiden til at gå, og de dryssede ned forbi morfar for at ønske ham godt nytår – og se om ikke han havde noget slik.

Det havde han, men ikke helt den slags, de havde håbet på.

Slik bh brysteholder

Slik brysteholder BH

Til gengæld tog det kegler, da de tog det med til festen nytårsaften, hvor både børn og voksne fik glæde af det.

Morfar bedyrede, at han havde vundet det i et pakkespil 🙂

store claus med slik bh

Lummert eller ej – der var mange om at dele, da den endelig måtte lade livet.

BH slik til børn

Momsofonen, der blev væk

Jeg ringede til min gamle mormor i lørdags. Min mor var blevet lidt bekymret for hende, fordi hun ikke havde svaret på hendes sms’er. Hun får jo hele tiden, de her små blodpropper, så vi holder hende lidt under opsyn.

Men Momse tog glad telefonen og forsikrede, at hun skam havde det fint. Hun havde bare et problem med hendes mobiltelefon, som blev ved med at blinke, og hun forstod ikke hvorfor.
Jeg var i nabolaget, så jeg tilbød hende, at jeg lige kunne svinge ind forbi og se på det.

Momse: Vil du det? Det ville være dejligt. Men så skal jeg jo lige huske, hvor jeg har lagt den…
Mig: Momse, jeg tror…
Momse: Åh, det er det værste ved at blive så gammel. Jeg kan ikke huske noget…
Mig: Momse, hør nu, det er sikkert…
Momse: Altså… hvor pokker har jeg nu gjort af den…jeg mener bestemt, at jeg lagde den…
Mig: Momse! Det er den, du taler i!! Jeg har ringet til din mobil!!!
Momse: ….stilhed.
Mig: Momse? …. Momse er du OK?
Momse: Luftlyd, som en sækkepibe, der pustes op…
Mig: Moms? Tal til mig?
Momse: HAHAHAHAHAHAA! Hiven efter vejret. Latterbrøl.

Et kort øjeblik troede jeg, at hun ville omkomme af grin – hun kunne næsten ikke få vejret.
Da jeg kort efter troppede op hos hende, begyndte hun sit grineanfald forfra, så tårerne sprang, mens hun bandede over sit elendige gamle hoved.

Det lykkedes mig at få mobiltelefonen til at holde op med at blinke, og da hun var færdig med at grine, fik vi en kop kaffe og hyggesludder.

Det kan godt være, at hovedet ikke er, som det har været – men det gør hende ikke mindre sjov.

Momse doro mobil

Jul med en 98-årig tumling

Vores jul var tæt på at blive enten amputeret eller aflyst, eftersom Momse fik en blodprop (igen-igen) onsdag morgen. Hun snakkede sort og kunne slet ikke finde ud af de mest simple gøremål. Da jeg kom, sad hun i en stol og så helt fortabt ud, mens lægen stod i stuen og spurgte om vi ville have hende indlagt. Ikke fordi sygehuset ville kunne gøre noget, men så var hun da under opsyn.

Sidst hun var indlagt, var det ved at tage livslysten helt fra hende, så det så vi ingen grund til, når de alligevel ikke kunne trylle hende 10 år yngre eller gøre noget andet, for at få hende tilbage til normal igen.

Så hun blev. Og fik en elevationsseng og hjemmehjælp og en æske til piller.

Min mor kalder hende en tumling. Sådan et stykke legetøj man forsøger at vælte, men som bliver ved at rejse sig op. Jeg må indrømme, at da jeg så hende onsdag, gjorde jeg mig ingen forhåbninger om at holde jul i Oulaw som planlagt. Det var mere sandsynligt, at vi måtte holde en lidt amputeret aften hos momse i hendes et-værelses lejlighed med elevationssofa.

Men så rejste tumlingen sig igen, og vi har lige holdt den dejligste jul. I forgårs spurgte hun forfærdet, om vi havde købt dyre julegaver til hende, for det var jo ikke sikkert, hun ville nå at gøre brug af dem. Vi forsikrede hende, at vi kun havde købt noget, vi selv gerne ville arve. Hun fik en ledningsfri støvsuger og en kalender for 2017 med billeder af familien – og så er det spændende om hun kommer til at vende alle siderne i kalenderen.


Det er ikke til at vide med hende, for hun får de her små blodpropper i hovedet, som slår hende helt ud af kurs. Hun er træt af den gamle krop og det glemsomme hoved, og da der næppe kommer en blodprop, som gør hende 15 år yngre, så er hun egentlig indstillet på, at hver dag kan være den sidste, og det er hun helt cool med.

De sidste ti juleaftener har jeg stået i køkkenet med hende, mens hun har styret arbejdet, og jeg har forsøgt at følge med og notere mig alt, hvad hun gør. I år stod jeg selv ved kødgryderne, og til min store glæde blev både rødkål, and, sovs og brune kartofler godkendt med kryds og slange af mesteren selv. Jeg er bestået.

Når heksekongen Angmar flytter ind

Mit kontor er blevet opgraderet med et fuldstændigt uvurderligt kunstværk! Det rummer både ondskab, kærlighed, kreativitet og krybdyr. Nej vent! Jeg kan forklare…

Jeg har en meget kær veninde, Anne Mette, med hvem jeg deler en særlig interesse for Tolkiens univers og kærlighed til drager.  Kærligheden er synlig. Vi har begge drager i bilen, drager på vores kontorer og drager i vores hjem. Jeg har ikke længere overblik over, hvor mange drager, vi har købt og foræret hinanden.

Det var Anne Mette, som i raseri over ikke længere at kunne få sin favorit smoothie-blanding i Føtex og Bilka, udnævnte min tidligere arbejdsplads, Dansk Supermarked til “Ondskabens Højborg”, som passeres her:

drage forrude bil

Når Anne Mette er sur, bliver hun nærmest til Smaug. Og til min 41-års fødselsdag var hun stadig så optændt af vrede over Smoothie-blandingen, at hun havde kreeret denne gave ud af en flyttekasse – med logoer og det hele på.

Dansk Supermarked Group højlager brabrand årslev

På bagsiden af lagerbygningen var det tydeligt, at den var beboet af andet end blot reoler med microovne, køkkenudstyr og legetøj. I Anne Mettes version var højlageret beboet af en styg gammel kending fra Tolkiens bøger, og han var godt barrikaderet bag The Gates of Hell.  

witch-king of angmars lagerHer bor The Witch-king of Angmar, og jeg var svært begejstret for den sirlige detalje, at han naturligvis ikke modtager reklamer.

Retfærdighedsvis skal det siges, at der inden i kassen var en stor grim gummiøgle og et gavekort til en middag med god vin – og masser af det.

Forleden kom Anne Mette så uventet forbi mit kontor med en hel særlig, hjemmelavet gave, som hun havde kreeret, mens hun ventede på at sønnike var på keramikkursus. Det var tårnet, som tilhører Heksekongen af Angmar – Lord of the Nazgûl. Og den passer helt perfekt til den sorte og røde drage, som længe har pyntet på mit kontor.

Skulle nogen være i tvivl om, hvem Angmar er – så er det ham, der i filmen Lord of the Rings: Return of the King flyver rundt på en nazgûll og ender sine dage med Éowyns sværd stukket i fjæset efter en episk ordveksling:

Du kan se den her – hvis du trænger til at se en kvinde få det sidste ord på slagmarken.

Noget om at overvinde sig selv for at få lidt fred

Det rigtige spørgsmål til dette billede er ikke “Hvorfor?”. Det rigtige spørgsmål til dette billede er: “Hvorfor ikke noget før og hvorfor ikke oftere?” 

Vin og hund i skov

Beklager i øvrigt billedkvaliteten, men det er taget i skumringstimen i går aftes, hvor jeg sad under det egetræ, hvorunder min svigerfars urne skulle have været nedsat – men desværre ikke blev det. Træet står ved Lærkereden, og vi omtaler det altid bare som “Niels’ eg”.

Og hvorfor sad jeg så der – med en hund og et glas vin? Det gjorde jeg, fordi mit behov for at være i fred vandt over min frygt for at være helt alene om natten i en stor skov, i et primitivt hus med flere kilometer til noget som helst andet end træer. 

Lærkereden

Jeg har virkelig overvejet det tit, fordi jeg indimellem bare trænger til luft og mit eget selskab. Men når det så bliver mørkt – så føles det der ensomhed pludselig rimelig opreklameret og alle lyde virker fremmede og uhyggelige. Derfor lånte jeg Krakas løsning på udfordringen: “alene men ikke fulgt af noget menneske” og tog Barkley  – min bedste, umælende ven med.

Hund ved fod

Vi har gået måneskinsture, morgenture og i går sidst på eftermiddagen, da vi sad under svigerfars eg, skete det forunderlige, at den svage pippen, som jeg havde hørt flere steder i skoven pludselig tog til og kom nærmere. Barkley lå ved siden af mig og slumrede. Jeg sad musestille, mens bittesmå fugle i hobetal begyndte at svirre rundt om fyrretræerne foran mig. Fuglekonger – Danmarks mindste fugl – og masser af dem! De var i fuld sving med aftensmaden, som de snappede i luften. Jeg har aldrig set det før – men fuglekonger kan svirre og stå helt stille i luften  lige som kolibrier. Ikke helt så elegant – men smukt for mig. Jeg glemte næsten at trække vejret for at se de små forslugne fjerkugler mæske sig i insekter.

På en af vores andre ture rundt mellem træerne, troede jeg, at jeg var blevet skør – for jeg kunne have svoret på, at jeg så en blishøne klatre lodret op ad en træstamme. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en sortspætte. Jeg var nødt til at slå det op, for jeg har aldrig set sådan en før. De er godt nok store sammenlignet med flagspætter.

Skovtur med hund

Men sådan er der så meget fint og overraskende i skoven, og det er så fantastisk dejligt at koncentrere sig om sådan nogle små ting, mens man suger duften af skovbund ind og glemmer alt om vasketøj, hverdag, madplaner, arbejde, indkøb og andre menneskers forventninger.

Jeg har suget det hele til mig og kan varmt anbefale at tage til skovs, hvis man trænger til ro og frisk luft.

Så kom Maskinmesteren endelig i julestemning

Behold Outlaw! Jeres bønner er blevet hørt.

Flere har forsigtigt spurgt, om Tomas ikke snart pynter huset op til jul. Vores hus omtales jo i Outlaw som “huset med det sygeste julelys”.

Men da vi sidste år anskaffede Lysende Rudolf, blev det for meget for enkelte pilfingre, som flere gange forsøgte at stjæle ham. Og hver gang blev Maskinmesteren (og jeg) ganske enkelt så skuffede, at vi slet ikke havde lyst til at lyse for nogen som helst. De rev jo ledninger over og ødelagde en del af setuppet.

Men da kalenderen skiftede til 1. december – blev vi alligevel lidt tvivlende. Især da flere spurgte til lysfesten på Blindgade – og tilføjede at børnene glædede sig…

I morges spurgte jeg så Maskinmesteren, hvad han havde tænkt sig i år. Han gav ikke noget klart svar, men da jeg kom hjem, var alt som det skulle være – med den lille undtagelse at Rudolf nu er bag glas, så han ikke frister svage sjæle.

Rudolf bag glas

Julelys i Outlaw

Glædelig december. I får også lige vores smukke juledekoration med ugler, frøer, nisser og dinosaurer.

Og undskyld mit fravær på bloggen. Jeg har ganske enkelt ikke haft lyst til at blogge – før i dag 😀

Hønsemassakre afværget

Der har været krise i min hønseforretning. Så voldsom krise at jeg var tæt på at slibe øksen og lukke forretningen.

Mine ellers så produktive 17 høns begyndte langsomt at gå ned i produktion. Fra at få cirka 12-14 æg om dagen, faldt det pludseligt til 8-9 stykker, så til 4-6 og til sidst var vi nede på 2.

Normalt holder høns en pause i æglægningen, når de fælder og skifter fjer. Men det var der ikke noget af hos mine. De lagde bare ingen æg. Der var masser af mad i foderautomaten, og ungerne bedyrede, at de fyldte automaten op med jævne mellemrum. Ergo var hønsene ikke gået fra kosten.

Til gengæld var de begyndt at blive utroligt aggressive, når man gik ind med madrester eller lidt græs og mælkebøtter. gammel høneDe hoppede op i luften og snappede efter poserne med salat og pasta, og de havde fuldstændig ribbet hele den store, førhen tætbevoksede hønsegård for grønne planter.

Men hvorfor lagde de så ingen æg?! Maskinmesteren og jeg talte om, hvad vi skulle stille op med dem, hvis det blev nødvendigt at udskifte hele klanen på en gang. 17 døde høns er ikke noget, man lige begraver i baghaven – og jeg er ikke ret vild med at slå dem ihjel, bare fordi de falder lidt af på den. Men derfra og så til at gå og fodre på 17 forslugne damer uden at få et eneste æg til gengæld, syntes jeg også lige var træls nok.

Inden jeg gik ud og sleb øksen, smed jeg lige et spørgsmål ud i en Facebook-gruppe for hobby-hønse-folk for at høre deres erfaringer med den slags produktionsstop.  Det affødte mange gode forslag: Kunne de have utøj, være genetisk defekte, for gamle, i fældning eller måske få noget forkert foder?

Jeg kunne udelukke utøj. Og foderet er samme mærke, som jeg med stor succes har fodret mine høns med i de 12-13 år, hvor jeg har givet den gas som æggekone, så jeg synes ikke rigtigt, det kunne være årsagen. Men så begyndte jeg at gruble…

Ondskabens foderautomat

Ondskabens foderautomat

Måske var det foderautomaten? For nogle måneder siden investerede vi i en smart, rottesikret foderautomat. Den fungerer ved, at hønsene træder op på et trinbræt, som åbner et låg ind til foderet. Problemet var bare, at da vi introducerede hønsene for automaten i sin tid, NÆGTEDE de at træde op på brættet, fordi låget gav et smæk, når det gik op.

Efter mange pædagogiske forsøg på at vise dem vejen med hvedekorn, opgav vi, lagde en sten på brættet, så der var døgnåbent i automaten. Hønsene spiste gladeligt af den herefter.

Men nu gik jeg alligevel ud for at se nærmere på den automat. Den kunne jo være blevet defekt og have lukket sig i – eller måske var den stoppet til.

Det var den ikke. Og der var pivåbent ind til foderet. Hønsene flokkedes om mig, imens eg undersøgte apparatet, de pikkede mig rasende i tæerne og på tøjet. Da jeg tog lidt foder op i hånden overfaldt de mig fuldstændigt. De hakkede efter maden, så jeg blev helt ræd for at miste en finger eller hele hånden. De var sulte! Dødsultne. Men hvorfor?! Maden var jo tilgængelig, og de havde jo lært at spise af automaten.

Jeg lagde nogle foderpiller op på trinbrættet, og en høne fulgte med – men da hun skulle stikke hovedet helt ind i automaten for at nå foderet – bakkede hun ud. Hun nægtede at gå ind, hvor maden var.  De andre stod i en tæt ring rundt om og så til – men ikke én vovede sig ind efter maden. Da jeg igen tog en håndfuld foder op – angreb de mig fra alle sider.

Her faldt ti-øren. Delvist. Et eller andet må havde skræmt dem fra at stikke hovedet ind i automaten – og jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, hvor længe det har stået på.

Gået på klingen indrømmede ungerne da også, at det vistnok kun var en enkelt gang, de havde fyldt foder i automaten i løbet af den seneste måned. Siden havde det slet ikke været nødvendigt, når nu foderet stod urørt.

Det forklarede, hvorfor hønsene havde ribbet hønsegården for al spiselig bevoksning, hvorfor de angreb så voldsomt, når man kom med mad – og det forklarede sandsynligvis også de manglende æg. Sulten høne

Jeg løftede en høne op og kunne konstatere, at der ikke var meget kød på hende – og kroen under halsen var helt flad.

Lynhurtigt fik jeg fat i den gamle fodersilo, som var sat i skammekrogen, efter det rottesikrede vidunder havde holdt sit indtog. Siloen blev fyldt med foderpiller og hængt op i hønsehuset som før. Hønsene gik bersærk! Det var som at se Anders And få hugtænder, så rasende spiste de.

Efter nogle lange minutters madorgie begyndte kroerne at bule ud, og øjnene rullede rundt i hovederne på de madsvimle damer. Solen var ved at gå ned, og efterhånden som de blev mætte, tog de en slurk vand og vaklede ind for at sove. Jeg kunne høre, hvordan de baskede for at få deres udspilede vomme og tunge gumper med op på siddepindene for natten.

Nej, hvor jeg havde det dårligt med mig selv. Jeg havde uforvarende været ved at sulte mine høns ihjel. Og selvom mysteriet nu delvist er løst, så forklarer det stadig ikke, hvorfor de pludselig holdt op med at spise af foderautomaten.

Men det er lige meget nu. For den gamle silo er på plads og nu, hvor der er gået en uges tid, så har antallet af æg sneget sig op på 8-9 stykker pr. dag. Det er en stor glæde – især også for mine kunder, der nu igen kan begynde at lægge bestillinger ind.

æg i rede

Og nu tør man også godt lade små børn fodre dem med lidt mælkebøtter uden at frygte, at ungen ryger med i en mundfuld.