Morbid picnic med Momse

For nogle måneder siden inviterede jeg Momse og ungerne med på picnic. Lidt morbidt måske, for turen gik til Vestre Kirkegård, som er en af smukkeste parker i Aarhus, hvis du spørger mig.

Momse er jo havetosset, og der er intet, hun nyder mere end synet af en velplejet have eller park med spændende blomster, træer og planter. Især nu, hvor hun ikke længere selv kan luge og rive.

Vi havde en pragtfuld tur i juni, hvor solen skinnede, og vi spiste medbragt mad. Nogen vil måske mene, at det er upassende at spise på en kirkegård, men vi mødte ikke mange mennesker, som vi kunne genere – og dem, vi mødte, hilste pænt og så ikke spor forargede ud. (Heller ikke over mine børns obskøne håndtegn og mangel på pli – sorry) Vestre Kirkegård rummer spændende grave, mindesten og områder, som alle fortæller en historie. Mindesten over borgere, der døde i kz-lejre, borgmestre, frihedskæmpere og ofrene for den store eksplosion ved havnen i Aarhus i 1944. 

Og så er der naturligvis min yndlingssten med det bedste budskab, som jeg har skrevet om før.

Siden vi opdagede, at Momses rollator lige passer ind i bagagerummet på bilen, så er det nemt at komme af sted med hende, fordi det betyder, at hun kan gå selv uden at skulle have fat i nogens arm. ”Ka’ selv – vil selv”, som hun siger.

I juni nåede vi kun første halvdel af kirkegården sammen med ungerne, fordi Momse nemt bliver træt, så i forgårs tog vi den sidste halvdel, der bl.a. bød på disse smukke hortensiaer, som står hele vejen op til kapellet.Efter turen tog vi hjem til Momse, hvor jeg for en sjælden gangs skyld fik lov til at lave mad til hende: Nyopgravede kartofler fra Outlaw, grøn salat og ovnbagt laks med dilddressing. Til gengæld fik hun selv lov til at skrubbe kartoflerne for skind. Visse fornøjelser skal man ikke tage fra de gamle.

Nu har vi set Vestre Kirkegård. Næste gang tager vi Nordre Kirkegård – og når vi så har set den, så kan vi starte forfra med Vestre igen, for til den tid har hun glemt det hele. Hukommelsen er ikke så god mere – men i dette tilfælde gør det ingen verdens ting. 😃

Reklamer

Ferien, der gik op i fliser

I hørte mig måske pibe lidt over vores ferieplaner for et par uger siden. I dag er det så feriens sidste dag, og dermed tid til at gøre status.

Tre uger er gået med Projekt Kloakseparering og nye fliser i gårdspladsen. Der har lige været et par afstikkere til Guns N’ Roses i København, til Djurs Sommerland og et par besøg hos min mor i kolonihaven. Ellers har det stort set været et knokkel fra morgen til aften.
Vi har fået hjælp fra flere gode venner og fra min far og hans gode ven. De har alle har revet en eller flere dage ud af kalenderen for at komme og køre sand og lægge fliser – og det er vi dem alle evigt taknemmelige for. Vi havde ganske enkelt ikke kunne gøre det uden dem.
Maskinmesteren har været projektleder, og jeg har haft til opgave at sørge for mad til det arbejdende folk. Og der skal noget til. Højtbelagte madder til frokost og kød på grillen med nye kartofler + dild og smør til aftensmad.  Derimellem lidt kage, kaffe og en hel del øl.
Det har været benhårdt – men godt at få det gjort. Og se nu. 155 kvadratmeter smuk gårdsplads. Jeg overvejer om ikke den skal hedde “gårdhaven” nu – fordi den er så pæn. Vi mangler kun lige at få lavet kanter, ryddet lidt op og sådan lidt. Det er intet i forhold til alt det, vi har nået. Herunder er der “halvvejsmiddag”.
Og her: Tadahhhh! Færdiglagte, smukke fliser. Ahhhhh. 
I skrivende stund ligger Maskinmesteren på sofaen og har ondt i hele kroppen. Jeg tror ikke, han rejser sig i dag overhovedet.

Status er, at vi ikke har haft den mest oplevelsesrige ferie, men vi har fået set en masse gode folk, vores kloakering lever nu op til kommunens krav og samtidig har vi fået en smuk gårdhave, som vi kan have glæde af i lang tid fremover. Der skal nok komme andre muligheder for at tage på ferie.

Saftig beskæftigelsesterapi for ældre

I dag har ungerne og jeg planlagt en lille hyggetur til min mors kolonihave, hvor vi har inviteret os selv og Momse på frokost.
Momse elsker at komme ud, hvor der er haver, planter, træer, marker og bær. Hun er født og opvokset på landet og har altid haft prydhaver i de år, hvor hun har haft have og sommerhus.

Vi hentede hende og rollatoren derhjemme og kørte hende derned. Min mor skulle have bud med, så rollatoren var højt læsset, da Momse trillede ned ad havegangen.

Efter en dejlig frokost med sild og snaps, fandt Momse en havestol og tog ungerne med ud til ribsbusken, og så begyndte de ellers at ribbe busken for bær.

Sidste år lavede vi den lækreste ribssaft, og hvis den gamle kone plukker igennem i dag, så får vi også nok til saft i år. ❤️

Hvis du synes, din ferie er lidt træls…

..Så bliver den formentlig bedre, hvis du ser min.

Vores ferie bliver næsten lige så dyr, som en tur til Australien, men der er ikke meget Great Barrier Reef over det her. 

Vi er i gang med at separere spildevand og regnvand efter et påbud fra Horsens Kommune. Det kræver nye rør, som skal lægges bl.a. under vores gårdsplads. Kommunen fikser alt det, som ligger udenfor matriklen, og derfra må vi selv ligge og rode med rørene – men der skal selvfølgelig en autoriseret kloakmester indover.

Gårdspladsen i vores baghave har været skæmmet af et korktræ fra helvede, som vi har forsøgt at slå ihjel af flere omgange. Det har spredt sine utroligt lange rødder ud under hele gårdspladsen og fået en del fliser til at smutte op. Derfor mente Maskinmesteren, at vi lige så godt bare kunne få ordnet hele gårdspladsen, når vi alligevel skulle pille fliser op for at lægge rør. Og hvad Maskinmesteren siger, er næsten altid det rigtige.

Arbejdet blev påbegyndt i den første uge af vores ferie, hvor vi har ligget på alle fire og pillet fliser op. Min gamle far har hjulpet rigtig meget, og vi har bestukket ungerne med ekstra mange lommepenge, hvis de hjælper til. Og det gør de. Sandra ordner huset og sørger for frokost – og Nikoline graver og flytter fliser. Alt i alt har vi flyttet 20 tons fliser og fjernet – jeg ved ikke hvor mange tons jord og rødder.

Stubbe-Bendt har været her med nogle maskiner, som kan flå og fræse rødder. Maskinmesteren står med misundelse i blikket, når Bendt ruller maskinerne ud.

Jeg håber, at du uanset, hvor dårligt vejret er på din ferie, hvor hysteriske børnene er eller hvor elendig maden/hotellet/swimmingpoolen er, at du trods alt nyder at holde ferie. Ellers er du velkommen til at komme til Outlaw og rase lidt ud med en trillebør, noget sand og nogle fliser.

For mit vedkommende ville dragefisk og koraller være væsentlig mere interessant. I stedet blev denne sommers højdepunkter et smut til København for at se Guns ‘n’ Roses med ungerne, og i dag snupper vi en tur i Djurs Sommerland. Og bevares – det er jo heller ikke alle forundt. Så jeg tørrer øjnene nu, mens jeg nyder synet af  vores lokale kloakmester i fuld gang derude.

Farvel farfar

Torsdag den 15. juni kyssede jeg min farfars skaldede isse for sidste gang.

Det har været en hyggelig tradition, lige siden jeg var helt lille, at når jeg sagde goddag og farvel til min farfar, så skulle han tage sin sixpence af og bukke, så jeg kunne nå op og kysse ham oven i hovedet.

Den torsdag behøvede han ikke at bukke. Han lå i en hospitalsseng og havde accepteret, at livet ikke havde mere på hylden til ham. Han formåede endda at se det gode i den situation, fordi han dermed slap for at gøre sig tanker om, hvordan han skulle fejre sin 90 års fødselsdag til februar.

I min bardom var det altid farmor, som fortalte historier om Jesus og alle hans fantastiske gerninger, mens jeg sad på hendes køkkenbord. Farfar derimod troede lige så meget på en gammel støvle, som han troede på Gud, men han havde faste principper om, hvad der var rigtigt og forkert, og han var på alle måder et ordentligt menneske.

Han var også en vrissen, gammel mand. En skøn blanding af ”En mand, der hedder Ove” og Hr. Frederiksen fra Pixar-filmen ”Up”. Jeg gav ham “Up”, fordi den mindede mig om ham – og han kunne heldigvis lide den.

Fælles for hovedpersonerne i de to historier, er, at de er knarvorne og at de har mistet deres livs kærlighed. Min farmor døde for 12 år siden, og de færreste troede, at farfar ville udholde tilværelsen ret meget længere uden hende. De elskede hinanden inderligt.

Men farfar overraskede på mange punkter. Få uger efter farmors død, talte jeg med ham, og her fortalte han med slet skjult stolthed, at han lige havde bagt franskbrød.

”Jeg synes, det var så dyrt hos bageren, så jeg fandt Ritas gamle opskrift og tænkte, at det kunne vel ikke være så svært at finde ud af”, forklarede han, mens min underkæbe dinglede ned ad brystet. Manden havde aldrig før så meget som kogt et æg – og nu bagte han!

Lige så meget han kunne vrisse over samfundets politiske udvikling, angloficeringen af vores sprog og prisen på jordbær, lige så lystigt legede han med sine børnebørn eller oldebørn.
Vi er alle som helt små blevet afkrævet svar på spørgsmålet: ”Ka’ du sige ”Bobbelob-bobbelob””? Herefter øgede han sværhedsgraden til: “Men kan du så også sige ”viceministerpræsidentkandidat””?

Han blev aldrig for gammel til at lege.

En stor del af min barndoms sommerferier er foregået hos farmor og farfar. Her var der appelsinsaftevand til frokost, te med honning og citron til morgen, honning på rundstykkerne, og altid var vi ude at røgte garn, tømme ruser og fiske. De to lærte mig at sætte orm på krogen, binde en svirvel på linen og at fiske med blink og forfang. Det var magiske tider.

Da jeg sad ved farfars sygeseng i torsdags havde jeg taget et billede med. Det er taget en dag, hvor der var alt for lavvandet til at vi kunne få jollen i vandet. De to gamle tog sig en lur, mens vi ventede på tidevandet. Det er sådan, jeg vil huske min farfar. Iført vaders og sammen med farmor.Jeg fortalte ham om billedet i torsdags. Selvom han kun havde svage reaktioner, så er jeg sikker på, at han hørte efter. Jeg læste et brev fra ungerne og fortalte ham om de gaver, de havde lavet til ham: En filt-løve, et pop-up kort med blomster og bier og en glad diskokugle med ben og øjne.

Jeg fortalte ham også, at han havde været den bedste farfar jeg kunne ønske mig, og at han godt kunne være bekendt at tage herfra nu. Jeg kyssede ham på issen, før jeg gik – og den næste formiddag sov han roligt ind, mens min far var hos ham.

I går blev han bisat ved en fin ceremoni i Aalborg, og selvom savnet og sorgen er tæt på lige nu, så ved jeg at præsten havde ret, da hun sagde, at sorgen erstattes af taknemmelighed over at have haft et så prægtigt menneske i sit liv.

Tak farfar.

Farvel Finurgel

En lille opdatering på historien om den lille bogfinke, vi forsøgte at redde. 

Efter vi fik ham installeret i kassen, livede han faktisk så meget op, at han begyndte at tage for sig af de solsikkefrø, vi havde givet ham. Han hoppede også op på siddepinden og betragtede os derfra med sit ene øje.

Oldemor var på besøg, og hun brugte en del tid med Sandra på at læse om bogfinker, så vi kunne give ham den bedste pleje. Det var også hende, der opdagede, at han burde have haft en hale…Sandra var blevet meget glad for ham, og han sad roligt på hendes hånd, mens hun studerede ham.  

Sandra fik lov til at opleve hans død på nært hold. Hun holdt ham forsigtigt i hånden og ville vende ham rundt for at undersøge hans dårlige ben, men da drog den lille fugl sit sidste suk. 

Åh, det var så trist. Pigebarnet græd, og søster kom slukøret ind fra garagen, for hun havde lige hamret en flot bund sammen, som passede til det halve bur, vi havde fået til ham. 

I stedet kunne de så gå i gang med at fore en meget lille kiste. 

Finurgel blev lagt på koskind og svøbt i en fin serviet, som Nikoline havde hæklet. Blomster fra haven fik han selvfølgelig med sig. Af en lille fugl at være, så fik han stor omsorg før sin alt for tidlige død. Nu hviler han foran ungernes hjemmelavede bed med tulipaner og en enlig vibeklokke. Flyv sikkert hjem, lille Finurgel.  Du er savnet. ❤️

Mød Finurgel – vi kæmper for hans liv

Finurgel er en lille bogfinke-han, som ikke flyttede sig, da jeg kørte tæt forbi ham i dag på min vej ud for at købe ind. Han sad bare der i vejkanten og så beklemt ud. 

Derfor ringede jeg til Outlaws Dyreredning og bad dem om at komme og se til den. 

Da jeg kom hjem, var Finurgel samlet op af Outlaws bedste reddere, som ydede fuglen førstehjælp med et intermistisk bur, foder, vand og halm. 

De døbte ham Finurgel og konstaterede, at hans ene øje var helt lukket i, og at han på ingen måde var i stand til at flyve. 

Han fandt sig i at blive taget op og var i det hele taget meget stille. Henad eftermiddagen livede han lidt op og begyndte at lede efter en udvej af sit indelukke – men flyve kan han stadig ikke. 

Vi håber, at han bliver frisk til flyvning i morgen, hvor vi lukker ham ud. Vi synes, han skulle have en chance for at komme lidt til hægterne hos os i stedet for at blive en alt for nem dessert for Outlaws katte.

Nu får vi se…