Farvel Finurgel 

En lille opdatering på historien om den lille bogfinke, vi forsøgte at redde. 

Efter vi fik ham installeret i kassen, livede han faktisk så meget op, at han begyndte at tage for sig af de solsikkefrø, vi havde givet ham. Han hoppede også op på siddepinden og betragtede os derfra med sit ene øje.

Oldemor var på besøg, og hun brugte en del tid med Sandra på at læse om bogfinker, så vi kunne give ham den bedste pleje. Det var også hende, der opdagede, at han burde have haft en hale…Sandra var blevet meget glad for ham, og han sad roligt på hendes hånd, mens hun studerede ham.  

Sandra fik lov til at opleve hans død på nært hold. Hun holdt ham forsigtigt i hånden og ville vende ham rundt for at undersøge hans dårlige ben, men da drog den lille fugl sit sidste suk. 

Åh, det var så trist. Pigebarnet græd, og søster kom slukøret ind fra garagen, for hun havde lige hamret en flot bund sammen, som passede til det halve bur, vi havde fået til ham. 


I stedet kunne de så gå i gang med at fore en meget lille kiste. 

Finurgel blev lagt på koskind og svøbt i en fin serviet, som Nikoline havde hæklet. Blomster fra haven fik han selvfølgelig med sig. Af en lille fugl at være, så fik han stor omsorg før sin alt for tidlige død. Nu hviler han foran ungernes hjemmelavede bed med tulipaner og en enlig vibeklokke. Flyv sikkert hjem, lille Finurgel.  Du er savnet. ❤️

Mød Finurgel – vi kæmper for hans liv

Finurgel er en lille bogfinke-han, som ikke flyttede sig, da jeg kørte tæt forbi ham i dag på min vej ud for at købe ind. Han sad bare der i vejkanten og så beklemt ud. 

Derfor ringede jeg til Outlaws Dyreredning og bad dem om at komme og se til den. 

Da jeg kom hjem, var Finurgel samlet op af Outlaws bedste reddere, som ydede fuglen førstehjælp med et intermistisk bur, foder, vand og halm. 

De døbte ham Finurgel og konstaterede, at hans ene øje var helt lukket i, og at han på ingen måde var i stand til at flyve. 

Han fandt sig i at blive taget op og var i det hele taget meget stille. Henad eftermiddagen livede han lidt op og begyndte at lede efter en udvej af sit indelukke – men flyve kan han stadig ikke. 

Vi håber, at han bliver frisk til flyvning i morgen, hvor vi lukker ham ud. Vi synes, han skulle have en chance for at komme lidt til hægterne hos os i stedet for at blive en alt for nem dessert for Outlaws katte.

Nu får vi se…

Endelig fri!

Hønsene har været rasende i de sidste fem måneder. På grund af smittefaren med fugleinfluenza har Fødevarestyrelsen krævet, at alle høns skulle holdes under tag. vred høne i bur

Når man har 15 høns, der normalt har adgang til et areal med græs og planter på cirka 100 kvadratmeter, så bliver de pænt gale i kammen, når man lukker dem inde på 10. De lugter heller ikke af blomster, skulle jeg hilse fra naboen og sige.

I går blev kravet om overdækning af hønsegårde så endeligt ophævet. Det var en fest. Især fordi græsset i hønsenes fravær havde vokset sig højt og delikat.

Se rendyrket hønselykke udspille sig frit her.

 

Børnebyggeri med ben og knogler

Vi er i Lærkereden, og ungerne er gået i gang med et større byggeprojekt. De har længe plaget om lov til at bygge en primitiv hytte, som de vil overleve i – helst i en hel uge af en ferie eller deromkring. 

Indtil videre går det godt. De har knoklet med den i flere dage. Hytten er stabil og har både tag og vægge. Dog vil det være synd at sige, at den ligefrem emmer af hygge. Med ungernes vanlige sans for morbid decor minder den mest af alt om en fange- eller torturkælder. 

For dem er det “home sweet home”, og de er fast besluttede på, at her skal de bo i en uge, hvor de kun må spise det, de selv finder og fanger i skoven…



Måske hænger deres ønske sammen med den frokost, jeg serverede for dem i dag: 

Morfars lumre slik

Ved juletid fik Outlaw en ny indbygger: Min far.

Jo, jo – den er god nok. Den gamle knark har købt et fint lille hus i byen få minutters gang fra vores. Hans hus har et par charmerende runde vinduer og en hyggelig lille pilleovn, og her bor han nu med sit elendige kattekræ og alle sine bøger.

Ungerne synes, det er forrygende at have en morfar så tæt på. Og der er bestemt fordele ved det. Han laver bl.a. en fremragende lasagne, verdens bedste urtedressinger, og han har både tid og tålmodighed til at lave tarteletter. Faktisk laver han mad til os alle hver onsdag.

børnings i morfars sofa

Nytårsaftensdag havde ungerne lidt svært ved at få tiden til at gå, og de dryssede ned forbi morfar for at ønske ham godt nytår – og se om ikke han havde noget slik.

Det havde han, men ikke helt den slags, de havde håbet på.

Slik bh brysteholder

Slik brysteholder BH

Til gengæld tog det kegler, da de tog det med til festen nytårsaften, hvor både børn og voksne fik glæde af det.

Morfar bedyrede, at han havde vundet det i et pakkespil 🙂

store claus med slik bh

Lummert eller ej – der var mange om at dele, da den endelig måtte lade livet.

BH slik til børn

Momsofonen, der blev væk

Jeg ringede til min gamle mormor i lørdags. Min mor var blevet lidt bekymret for hende, fordi hun ikke havde svaret på hendes sms’er. Hun får jo hele tiden, de her små blodpropper, så vi holder hende lidt under opsyn.

Men Momse tog glad telefonen og forsikrede, at hun skam havde det fint. Hun havde bare et problem med hendes mobiltelefon, som blev ved med at blinke, og hun forstod ikke hvorfor.
Jeg var i nabolaget, så jeg tilbød hende, at jeg lige kunne svinge ind forbi og se på det.

Momse: Vil du det? Det ville være dejligt. Men så skal jeg jo lige huske, hvor jeg har lagt den…
Mig: Momse, jeg tror…
Momse: Åh, det er det værste ved at blive så gammel. Jeg kan ikke huske noget…
Mig: Momse, hør nu, det er sikkert…
Momse: Altså… hvor pokker har jeg nu gjort af den…jeg mener bestemt, at jeg lagde den…
Mig: Momse! Det er den, du taler i!! Jeg har ringet til din mobil!!!
Momse: ….stilhed.
Mig: Momse? …. Momse er du OK?
Momse: Luftlyd, som en sækkepibe, der pustes op…
Mig: Moms? Tal til mig?
Momse: HAHAHAHAHAHAA! Hiven efter vejret. Latterbrøl.

Et kort øjeblik troede jeg, at hun ville omkomme af grin – hun kunne næsten ikke få vejret.
Da jeg kort efter troppede op hos hende, begyndte hun sit grineanfald forfra, så tårerne sprang, mens hun bandede over sit elendige gamle hoved.

Det lykkedes mig at få mobiltelefonen til at holde op med at blinke, og da hun var færdig med at grine, fik vi en kop kaffe og hyggesludder.

Det kan godt være, at hovedet ikke er, som det har været – men det gør hende ikke mindre sjov.

Momse doro mobil

Jul med en 98-årig tumling

Vores jul var tæt på at blive enten amputeret eller aflyst, eftersom Momse fik en blodprop (igen-igen) onsdag morgen. Hun snakkede sort og kunne slet ikke finde ud af de mest simple gøremål. Da jeg kom, sad hun i en stol og så helt fortabt ud, mens lægen stod i stuen og spurgte om vi ville have hende indlagt. Ikke fordi sygehuset ville kunne gøre noget, men så var hun da under opsyn.

Sidst hun var indlagt, var det ved at tage livslysten helt fra hende, så det så vi ingen grund til, når de alligevel ikke kunne trylle hende 10 år yngre eller gøre noget andet, for at få hende tilbage til normal igen.

Så hun blev. Og fik en elevationsseng og hjemmehjælp og en æske til piller.

Min mor kalder hende en tumling. Sådan et stykke legetøj man forsøger at vælte, men som bliver ved at rejse sig op. Jeg må indrømme, at da jeg så hende onsdag, gjorde jeg mig ingen forhåbninger om at holde jul i Oulaw som planlagt. Det var mere sandsynligt, at vi måtte holde en lidt amputeret aften hos momse i hendes et-værelses lejlighed med elevationssofa.

Men så rejste tumlingen sig igen, og vi har lige holdt den dejligste jul. I forgårs spurgte hun forfærdet, om vi havde købt dyre julegaver til hende, for det var jo ikke sikkert, hun ville nå at gøre brug af dem. Vi forsikrede hende, at vi kun havde købt noget, vi selv gerne ville arve. Hun fik en ledningsfri støvsuger og en kalender for 2017 med billeder af familien – og så er det spændende om hun kommer til at vende alle siderne i kalenderen.


Det er ikke til at vide med hende, for hun får de her små blodpropper i hovedet, som slår hende helt ud af kurs. Hun er træt af den gamle krop og det glemsomme hoved, og da der næppe kommer en blodprop, som gør hende 15 år yngre, så er hun egentlig indstillet på, at hver dag kan være den sidste, og det er hun helt cool med.

De sidste ti juleaftener har jeg stået i køkkenet med hende, mens hun har styret arbejdet, og jeg har forsøgt at følge med og notere mig alt, hvad hun gør. I år stod jeg selv ved kødgryderne, og til min store glæde blev både rødkål, and, sovs og brune kartofler godkendt med kryds og slange af mesteren selv. Jeg er bestået.