Man bliver aldrig for gammel til Anders And

Kort før jul blev jeg præsenteret for et tilbud, jeg umuligt kunne sige nej til: 3 måneders abonnement på Anders And sammen med DETTE FANTASTISKE SENGETØJ.

Da jeg så det, var der ingen vej tilbage – for jeg vidste præcis, hvem der skulle have det i julegave: Min mor.

I mit barndomshjem havde vi en skuffe fuld af Anders And blade. Nogle af dem var helt tilbage fra dengang, min mor var barn, andre var af nyere dato. Når jeg var syg, var det fast kutyme, at jeg fik det nyeste Anders And blad og og alt det saftevand, jeg kunne hælde i mig.

Derudover læste jeg Anders And ved morgenbordet, og når jeg kom hjem fra skole. Jeg læste Anders And i sengen, og når jeg var på ferie hos Momse.

Momse er jo ikke anderledes end resten af familien. Når jeg som barn var på sommerferie hos hende, tog hun tit en middagslur – efter hun lige havde ligget og bladret lidt i et Anders And blad. Indimellem kunne man også lokke hende til at læse en af historierne højt.

Men tilbage til sengetøjet. Min mor blev ellevild, da hun åbnede julegaven. Sengetøjet ramte som forventet lige ind i hendes barnlige sjæl, og da jeg besøgte hende et stykke tid efter jul, så hendes seng sådan ud.

Forleden skrev jeg til hende for at høre, om hun også havde modtaget de første numre af bladet.

– Jo, tak. Jeg har fået de første tre blade, og når jeg er færdig med dem, så går jeg over til Momse, for hun vil også gerne låne dem, forklarede hun og sendte mig dette:

Med sine 100 år på bagen er Momse et levende bevis på, at man aldrig bliver for gammel til Anders And.

Reklamer

Sådan overlever man gavmilde overskudsmennesker og mindreværd

Kender du de der overskudsmennesker, der opnår de mest utrolige ting? Sådan nogen, som strikker en sweater, mens de koger klejner og hjælper den yngste med kvantefysik-lektierne. Sådan nogen, som får arbejde, hverdag, familieliv og maratontræning til at se legende let ud, mens de lige snupper sig en MBA, når børnene sover? Sådan nogen, som ligner en million selvom de ikke har sovet i et år, fordi de har været på så mange spændende forretningsrejser/ferier og har levet med kronisk jetlag. Det, der gør de her mennesker ulidelige, er ikke bare deres fantastiske overskud og spændende tilværelse. Nej, de værste af dem er samtidig helt utroligt imødekommende, hjertevarme, sjove og interessante – og dermed helt umulige at hade – selv det mindste.

Jeg kender nogle stykker af den slags – og for at kunne holde dem ud uden at implodere i en blanding af misundelse og mindreværd, så hjælper det at forestille mig, at de har en grim hemmelighed. Du ved, lige som når man skal tale foran et stort publikum, og man er nervøs, så hjælper det lidt at forestille sig, at alle i salen er nøgne?

På samme måde forestiller jeg mig, at de her perfekte mennesker i virkeligheden har fx et godt skjult hentehår eller at de i hemmelighed spiser Jaka bov direkte fra dåsen og tænder på regnfrakker og crocks. Jeg ved godt, at det er forfærdeligt, men jeg er nødt til det for at kunne rumme dem.

Nå, men jeg har mødt en ny variation af denne her type mennesker. Hun hedder Rikke, og hun danner par med en af mine gode kolleger. Rikke er en helt usandsynlig dygtig kok. Uanset om hun bager, laver smørrebrød eller konfekt, så smager alt fra hendes hånd forrygende. Hun arbejder solen sort som sosu-hjælper, er mor til fire børn, og sammen med min kollega, Ulrik, er hun altid ude til musik-,  sport- eller kulturbegivenheder eller på dejlige ferier, hvor børnene er med. Hvad den kvinde ikke når på et døgn er lige til at få stress af, alene ved at læse om det – og hun er altid glad og fuld af energi.

Bare se her, hvordan det ser ud, når hun og børnene har lavet konfekt. Ikke nok med, at det ser godt ud – det smager så englene synger – der er forskellige varianter med kokosfyld, appelsin osv. Hun har naturligvis givet mig en pose…

Men det værste var, da hun i slutningen af november lagde det her billede på Facebook: 

Da jeg så det, havde jeg slet ikke tænkt på julegaver – heller ikke at mine børn måske forventede at få en adventskalender. Og konen dér var allerede færdig.  Da jeg kom hjem, havde mine unger gjort huset rent, hængt julepynt op sammen med den kalender, nissen plejer at hænge gaver på…

Jeg fik fremfjumret noget, der kunne bruges som gaver til ungerne derhjemme, samtidig med at jeg ønskede Rikke kilovis af Jaka bov i mit stille, ondskabsfulde sind. Men da jeg endelig stødte ind i hende et par dage efter, kom hun iført malertøj og gik i gang med at hive møbler ud af mandens kontor for at male det. “Det så så træls ud derinde, og jeg har lige nogle timer, inden jeg skal møde på arbejde”, sagde hun og afslørede, at hun faktisk også var uddannet maler.

Her knækkede filmen for mig. Der var simpelthen ikke hentehår nok i verden, til at jeg kunne skjule mine frustrationer over ikke at være lige så tjekket og overskudsagtig. Så jeg fortalte hende, hvordan jeg havde kæmpet med blot med at skaffe de første to gaver til ungernes adventskalender, mens jeg havde set hendes 7 x 24 smukt indpakkede gaver og læst hendes opslag. Hun smilede stort og forklarede, at sådan havde det altid været, og at selv hendes voksne børn forventede at få en pakkekalender – og så begyndte hun glad at svinge malerrullen.

Da jeg mødte ind på arbejde et par dage efter, stod denne her på mit bord. Fuld af 24 smukt indpakkede gaver.

Hver dag i december har jeg åbnet små fine pakker med stearinlys, håndcreme, servietter og slik.

Jeg bøjer mig i støvet, Rikke. Du er simpelthen for vild – og jeg kan virkelig godt lide dig, selvom du har hentehår og tænder på crocs… 😈 😈 😈

En aften med Geder og Forbandelser

Når man nu flasker sine børn op med rockmusik, så er man selv ude om det, når de tager det skridtet videre og begynder at høre noget, som er så tungt og afsindigt, at man får hår på ryggen af at høre det.

I lørdags var vi med ungerne og vores to gode venner, Ayilé og Thomas, på Voxhall, for at høre Baest og I’ll Be Damned afslutte deres ”Geder og Forbandelser-turné”.

Vi opdagede først I’ll Be Damned, da Sandra for et lille års tid siden købte sin første ”rigtige” guitar i 4Sound i Aarhus, hvor en langhåret gut, som hed Kristian tålmodigt præsenterede hende for modellerne, snakkede musik og gear, mens han viste hende, hvor fedt de forskellige guitarer lød i hænderne på en pro.

Kristian viste sig at være guitarist i I’ll Be Damned, og dem måtte vi naturligvis høre hele vejen hjem i bilen. Det er supertunge riffs og en fuldstændig forrykt forsanger, som ligner en handelsskoleelev men synger og tér sig som Gollum på speed. Se selv. Vi var alle ret pjattede med det.

I’ll Be Damned spillede koncert med Baest, som var nye for os alle fire. Ungerne synes, det er godt, men jeg må erkende, at jeg ikke rigtig er i målgruppen for den slags. I mine ører er growling lyden af organiseret  opkast, hvor sangeren principielt kan recitere en kogebog, for ingen hører andet end uartikulerede halslyde. Det forekommer mig mere komisk, end det er godt – desuden er det synd at ødelægge god tung heavy med growl.

Nå – men vi skulle til koncert. Sandra havde entusiastisk kreeret en perleplade på en halv meter, hvor der stod I’ll Be Damned på. Hun havde håbet, at få mulighed for at give den til dem, men blev alligevel noget overvældet over, at bandet nærmest stod i døren og tog i mod, da vi kom ind på Voxhall. De blev meget glade for perlepladen, og ungerne var i den syvende himmel af lykke, efter dette billede blev taget.

Større blev det kun, da vi så, at perlepladen var blevet monteret på stortrommen, da festen begyndte.

Hvilken fest! Ungerne havde bitchet en del over, at de ikke måtte komme ned og stå på første række, men Maskinmesteren og jeg var rørende enige om, at man ikke sender to 13-årige ned i en potentiel mosh pit.

Sandra var stadig mopset over det, da opvarmningsbandet Ral gik på… Men to numre inde i I’ll Be Damneds optræden begyndte grandvoksne mænd at vælte rundt, skubbe og brage ind i hinanden. De lignede mænd, der i raseri over ikke at kunne finde ud af at danse, blev enige om at udtrykke sig gennem lige dele spasmer og vanvid.

I’ll Be Damned var forrygende. Vi havde alle en fest. Det var tungt, medrivende, energisk og forbandet fedt.

Da Baest gik på, prøvede jeg tappert at holde ud. Jeg fokuserede på guitaristens helt absurd smukke, prinsessekrøllede hår, som han hvirvlede rundt i ivrig headbanging. Det er helt mærkeligt at se noget så smukt, gyldent og bølgende i et kaos af sved, tatoveringer, brøl og bare maver. Men der var ikke noget at gøre – både Ayilé og jeg blev 80 år på stedet af at høre på det. Ayilé fablede om at ringe til Momse og spørge, om hun havde plads til én mere under slumretæppet, for så ville hun invitere sig selv til et afsnit Barnaby.

Det var omkring det tidspunkt, at vi opdagede, at Thomas var væk. Helt væk. Vi ledte ude og inde, oppe og nede – indtil ungerne spottede ham i centrifugen af ekstatiske mænd, der smadrede rundt i moshpitten foran scenen.

”Hov! Nu faldt han”, råbte de. Og få minutter efter: ”Hov, nu faldt han igen!”

Vi stod alle måbende og så til, mens den spinkle IT-konsulent lod sig slynge rundt i mandegruppen med et lykkeligt smil plastret henover ansigtet.

Selvom han slap med en blåsort forstuvet fod, så hjalp det gevaldigt på ungernes opfattelse af os som overbeskyttende pylreforældre.

Mord og mindfulness i hønsegården

Jeg har ikke brug for mindfulness og meditation, så længe jeg har høns. For mig er det mest beroligende i verden, at sidde i min hønsegård og se madammerne rode efter biller og orme og høre dem klukke og sludre med hinanden.

I fredags da jeg kom hjem fra arbejde, tog jeg en havestol og et glas vin og satte mig om til vores nye damer. De er først for nylig blevet lukket ud på det store græsareal, så området er nyt, spændende og uudforsket for dem. Larver og smådyr, der før var trygge her, lever nu i frygt for skrabende hønsefødder, skarpe øjne og spidse næb.

Det er jo sådan livet er, og jeg nød synet af deres jagt efter mad i græsset. Men bedst som jeg sad der, fik en af hønsene pludselig travlt med noget, den havde fundet. Hun hakkede ned i noget, kastede det op i luften og angreb det igen. De andre høns begyndte at blive nysgerrige efter, hvad hun var i gang med – mig selv inklusiv.

Til min gru så jeg, at det var en lille tudse, og at det var for sent at gøre noget for at redde den.

Jeg troede, at tudser både smagte grimt og var lidt giftige – men de her høns har tilsyneladende ikke noget i mod stærk og krydret mad. Tudsen blev hevet over i to – så flere høns fik glæde af den.

Med ét smagte min vin ikke helt så godt som før – og den meditative tilstand, hønsekiggeriet havde bragt mig i, forsvandt som dug for solen. Dagens time i mindfulness var forbi – lige som hønsenes nuttethedsfaktor.

Jeg gik ind.

Hønen med cementskoene

Vi har fået høns igen! I sidste uge hentede Maskinmesteren 10 nye brune hønniker i Viborg.
Men da vi “pakkede dem ud” af kasserne, bemærkede vi, at en af dem tilsyneladende havde rodet med mafiaen. Den havde “cementsko” på. Store jord/bæklumper sad fast på tæerne, og fik dem til at ligne fødderne på en løvfrø.

Ikke nok med at det så åndssvagt ud, det fik hende også til at gå mærkeligt, og hun havde svært ved at sidde på pinden om natten.

Det stod hurtigt klart, at klumperne sad godt fast og ikke lige kunne pilles af med fingrene. Så onsdag, da vi kom hjem fra arbejde, indrettede vi en pedicuresalon for damen, og vi var tre mennesker om operationen. 

Vi startede med et fodbad i forsøget på at bløde klumperne lidt op. Det hjalp ikke. Jeg prøvede at skrubbe det af med forskellige børster og svampe – uden resultat. Til sidst gik Maskinmesteren i værkstedet og hentede diverse tænger og knive.

Hønen var meget langmodig med os. Hun fandt sig roligt i at blive hevet og flået i tæerne. En del af klumperne blev klippet af med en tang – resten blev skåret væk med en kniv. Da det hele var væk, fik hun fusserne vasket – og blev sat ud til de andre.

Hun skulle lige vænne sig til at gå på de fine, rene fødder, men hun så svært tilfreds ud, da hun spankulerede rundt i engen med de andre.

Bedst som man tror, man er langt væk hjemmefra…

(sidste del af ferieføljetonen)

I den uge, vi var i Sulzano, mødte vi ikke mange andre udenlandske turister. Alle skilte er skrevet på italiensk, og meget få af de lokale taler engelsk. Iseosøen er tilsyneladende et sted, hvor italienerne rejser hen for at holde ferie. Stor var min overraskelse derfor, da jeg så et Facebook-opslag fra min gode ven Martin, som viste sig at være rejst til Iseo med sin kæreste, Tobias.

De to havde planlagt en færgetur rundt på søen den følgende dag, og vi inviterede dem til Franciacorta-smagning og en tur i poolen, hvis de ville hoppe af båden i Sulzano og aflægge os et besøg i Casa di Mina. Den var de med på, og det blev en skøn eftermiddag og aften med to af de hyggeligste mennesker, vi kender.

Tobias viste sig at være en habil svømmer, der udfordrede ungerne til en dyst om, hvem der kunne svømme to baner i den lille pool under vandet uden at komme op efter luft. Ungerne elsker en udfordring, så der blev taget store armtag og gispet efter luft – indtil det lykkedes.

Vi spiste ost, tomater og brød dyppet i olivenolie og drak den fantastiske Franciacorta vin, mens solen gik ned over Monte Isola. Det var bare en af de aftener, man kommer til at huske længe.

Dagen efter vendte vi næsen mod Danmark med kufferten pakket med den bedste olivenolie, jeg har smagt til dato. Den er købt hos en lille vinproducent, som får maksimalt udbytte af sin lille olivenlund, der vokser ved siden af vinstokkene. Jeg skal virkelig beherske mig for ikke bare drikke af flasken…

Det var faktisk hos vin- og olieproducenten, at vi mødte et italiensk par, som morede sig over, at vi var så begejstrede for områdets tomater. De sagde: ”Hvis I synes, de er gode her, så prøv at rejse længere ned i Italien. Tomaterne nede sydpå er meget bedre!”

Det var godt nok sådan, Den Lille Rødhætte kom på afveje, men det passer til gengæld perfekt til min drøm om at lave en pac-man hele vejen gennem støvlelandet og smaske mig gennem vin, ost, grøntsager, pølser og olier. Eftersom Maskinmesteren nu har lært at drikke vin, spise mugost og vegetarmad på denne ferie, så satser jeg på, at han vil rejse med næste gang også…

Katedral-kikkeri og sure krikker – ferieføjleton

Med to ud af tre punkter på vores ønskeliste til ferien krydset af, var der kun tilbage at opfylde Nikolines ønske om at se en rigtig katedral. Inden ferien havde hun læst Jordens Søjler af Ken Follet – og ønsket var derfor stort.

Nærmeste katedral var domkirken i Milano, Il Duomo, og den er imponerende. Selvom Maskinmesteren nok overskred flere grænser på den ferie, så fik han gudskelov ikke religiøse åbenbaringer af nogen art ved besøget. Tværtimod. Han var gnaven, fordi der er var varmt og træls mange mennesker. Hans eneste ferieønske var jo netop fred og ro. Det finder man ikke i Milano.

Men Nikoline var glad. Il Duomo er pompøs og har mange spændende detaljer at se på både udvendigt og indeni.

Dagen efter besluttede vi at vi besøge den lille ø, Monte Isola, som udgjorde vores udsigt fra terrassen. Vi hoppede på en båd over til øen og begyndte vores opstigning. Vejen derop er en smal muldyrsti, belagt med sten, rødder og jord.

På vej mod toppen går man guddødemig gennem en lille by, hvor man kun kan undre sig over, hvem f… der fik den afsindige idé at bosætte sig på en bjergside på en ø i en sø?! Men det er formentlig de samme forrykte mennesker, som i sin tid valgte at bygge en kirke på toppen af øen – 600 meter over havoverfladen!

Vi prustede og svedte os hele vejen op til kirken og mødte både en stor, lysegrøn slange, som bugtede sig tværs over stien mellem os – og et muldyr (eller er det et æsel?), som jeg tilsyneladende kom til at fornærme, da jeg hilste den med et forsigtigt ”Iiihhhh-hååååå”

Vi nåede toppen, så kirken. Men de solgte ingen t-shirts. Til gengæld havde vi underlige wobbly-ben resten af dagen – og det er da også en slags souvenir.