Hønsemassakre afværget

Der har været krise i min hønseforretning. Så voldsom krise at jeg var tæt på at slibe øksen og lukke forretningen.

Mine ellers så produktive 17 høns begyndte langsomt at gå ned i produktion. Fra at få cirka 12-14 æg om dagen, faldt det pludseligt til 8-9 stykker, så til 4-6 og til sidst var vi nede på 2.

Normalt holder høns en pause i æglægningen, når de fælder og skifter fjer. Men det var der ikke noget af hos mine. De lagde bare ingen æg. Der var masser af mad i foderautomaten, og ungerne bedyrede, at de fyldte automaten op med jævne mellemrum. Ergo var hønsene ikke gået fra kosten.

Til gengæld var de begyndt at blive utroligt aggressive, når man gik ind med madrester eller lidt græs og mælkebøtter. De hoppede op i luften og snappede efter poserne med salat og pasta, og de havde fuldstændig ribbet hele den store, førhen tætbevoksede hønsegård for grønne planter.

Men hvorfor lagde de så ingen æg?! Maskinmesteren og jeg talte om, hvad vi skulle stille op med dem, hvis det blev nødvendigt at udskifte hele klanen på en gang. 17 døde høns er ikke noget, man lige begraver i baghaven – og jeg er ikke ret vild med at slå dem ihjel, bare fordi de falder lidt af på den. Men derfra og så til at gå og fodre på 17 forslugne damer uden at få et eneste æg til gengæld, syntes jeg også lige var træls nok.

Inden jeg gik ud og sleb øksen, smed jeg lige et spørgsmål ud i en Facebook-gruppe for hobby-hønse-folk for at høre deres erfaringer med den slags produktionsstop.  Det affødte mange gode forslag: Kunne de have utøj, være genetisk defekte, for gamle, i fældning eller måske få noget forkert foder?

Jeg kunne udelukke utøj. Og foderet er samme mærke, som jeg med stor succes har fodret mine høns med i de 12-13 år, hvor jeg har givet den gas som æggekone, så jeg synes ikke rigtigt, det kunne være årsagen. Men så begyndte jeg at gruble…

Ondskabens foderautomat

Måske var det foderautomaten? For nogle måneder siden investerede vi i en smart, rottesikret foderautomat. Den fungerer ved, at hønsene træder op på et trinbræt, som åbner et låg ind til foderet. Problemet var bare, at da vi introducerede hønsene for automaten i sin tid, NÆGTEDE de at træde op på brættet, fordi låget gav et smæk, når det gik op.

Efter mange pædagogiske forsøg på at vise dem vejen med hvedekorn, opgav vi, lagde en sten på brættet, så der var døgnåbent i automaten. Hønsene spiste gladeligt af den herefter.

Men nu gik jeg alligevel ud for at se nærmere på den automat. Den kunne jo være blevet defekt og have lukket sig i – eller måske var den stoppet til.

Det var den ikke. Og der var pivåbent ind til foderet. Hønsene flokkedes om mig, imens eg undersøgte apparatet, de pikkede mig rasende i tæerne og på tøjet. Da jeg tog lidt foder op i hånden overfaldt de mig fuldstændigt. De hakkede efter maden, så jeg blev helt ræd for at miste en finger eller hele hånden. De var sulte! Dødsultne. Men hvorfor?! Maden var jo tilgængelig, og de havde jo lært at spise af automaten.

Jeg lagde nogle foderpiller op på trinbrættet, og en høne fulgte med – men da hun skulle stikke hovedet helt ind i automaten for at nå foderet – bakkede hun ud. Hun nægtede at gå ind, hvor maden var.  De andre stod i en tæt ring rundt om og så til – men ikke én vovede sig ind efter maden. Da jeg igen tog en håndfuld foder op – angreb de mig fra alle sider.

Her faldt ti-øren. Delvist. Et eller andet må havde skræmt dem fra at stikke hovedet ind i automaten – og jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, hvor længe det har stået på.

Gået på klingen indrømmede ungerne da også, at det vistnok kun var en enkelt gang, de havde fyldt foder i automaten i løbet af den seneste måned. Siden havde det slet ikke været nødvendigt, når nu foderet stod urørt.

Det forklarede, hvorfor hønsene havde ribbet hønsegården for al spiselig bevoksning, hvorfor de angreb så voldsomt, når man kom med mad – og det forklarede sandsynligvis også de manglende æg. 

Jeg løftede en høne op og kunne konstatere, at der ikke var meget kød på hende – og kroen under halsen var helt flad.

Lynhurtigt fik jeg fat i den gamle fodersilo, som var sat i skammekrogen, efter det rottesikrede vidunder havde holdt sit indtog. Siloen blev fyldt med foderpiller og hængt op i hønsehuset som før. Hønsene gik bersærk! Det var som at se Anders And få hugtænder, så rasende spiste de.

Efter nogle lange minutters madorgie begyndte kroerne at bule ud, og øjnene rullede rundt i hovederne på de madsvimle damer. Solen var ved at gå ned, og efterhånden som de blev mætte, tog de en slurk vand og vaklede ind for at sove. Jeg kunne høre, hvordan de baskede for at få deres udspilede vomme og tunge gumper med op på siddepindene for natten.

Nej, hvor jeg havde det dårligt med mig selv. Jeg havde uforvarende været ved at sulte mine høns ihjel. Og selvom mysteriet nu delvist er løst, så forklarer det stadig ikke, hvorfor de pludselig holdt op med at spise af foderautomaten.

Men det er lige meget nu. For den gamle silo er på plads og nu, hvor der er gået en uges tid, så har antallet af æg sneget sig op på 8-9 stykker pr. dag. Det er en stor glæde – især også for mine kunder, der nu igen kan begynde at lægge bestillinger ind.

Og nu tør man også godt lade små børn fodre dem med lidt mælkebøtter uden at frygte, at ungen ryger med i en mundfuld.

Glade, skæggede fjæs fra Mosten Race Day

Mosten Race Day 2016. Vi var der. I år havde vi taget et par gode folk med fra Outlaw, som også ville se heftige maskiner, høre larmende motorer og nyde duften af brændt gummi og ølbøvser.

Jeg elsker Mosten, men jeg kommer der ikke på grund af larmen eller lugten. Jeg kommer for at se på mennesker. Især mennesker med skæg.

I år var vores gode ven Kevin med. Han har ingen skæg. Til gengæld er han en habil fotograf og havde taget lidt legetøj med, som jeg fik lov at låne. Det bliver man glad af.

Jeg er en dør til at tage billeder, men jeg fik lov til at fotografere og snakke med en masse søde mennesker, og så jeg har lånt lidt af Kevins mere vellykkede fotos og blandet lidt med mine egne.

I skal simpelthen se de her fantastiske folk, vi løb ind i.

Åh ja – og den glade kilt-mand, som blev gennemblødt, da himlen åbnede sluserne.

Og når vi nu er ved himlen, så elsker jeg også Mosten for sine kontraster. Her er der plads til engle fra både himmel og helvede – og så er der altid gratis biker-bibler og kaffe til alle. 

Uh, ja – og ham her, der smiler lige så varmt som julemanden – men samtidig er alt for hot til at bo på Nordpolen. 

Og ham her med det intense blik

Intens ro i sindet før hestekræfterne slippes løs.

Når først du går over stregen…

Jeg vil anbefale Mosten Race Day, uanset om du er til mennesker eller maskiner. Du finder klubben og deres arrangementer her.

Her kan du se lidt flere af Kevins billeder 

Danmarks fedeste hotel for børn og deres voksne

(Disclaimer: Dette indlæg er kvalmende positivt – men det kommer fra hjertet, og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke får noget som helst ud af at omtale stedet)

Vi er havnet i Lykkeland. Intet mindre. I år har vi bestræbt os på ikke at arrangere en skid i ferien. Det eneste, vi lagde fast, var én enkelt overnatning på det nye hotel i Fårup Sommerland.

Vi elsker Fårup Sommerland. Det er uden sammenligning Danmarks bedste forlystelsespark. Rutsjebanerne er effin’ awesome, og personalet i parken er i verdensklasse. De får alle til at føle sig velkomne uden at være kundeklistrede. Derudover er hele parken holdt i et gennemført skov-tema – og man går vitterligt rundt i en skov, når man vandrer fra forlystelse til forlystelse.

Det er små tre år siden, vi var her sidst, og da vi så, at der var åbnet et nyt hotel i parken, besluttede vi at booke en overnatning og gøre en tur ud af det.

Vi ankom tirsdag formiddag og slog os straks løs i Lynet, Orkanen (den er for vild!), Flagermusen og det store badeland. Jeg skreg mig igennem det hele – undtagen badelandet. Der lukkede jeg munden om en fadøl og lod ungerne om at hvine og vælte rundt i vandrutsjebanerne.

Vi havde bestilt mad på hotellet til kl. 19, så kl. 18 tjekkede vi ind. Og hold.nu.kæft. Hvor er det fedt. Det er simpelthen det fedeste hotel, jeg nogensinde har boet på. Skovtemaet er helt og aldeles gennemført. Se bare her fra foyeren:

 Hvor de iøvrigt også har de mest nuttede taburetter:

Men så se bare ungernes senge.

Og så bare fede skov-detaljer fra værelset, som i øvrigt er rigtig lækkert.

Så er der maden. Vi havde booket et bord på hotellets restaurant om aftenen. jeg havde blot forventet, at der ville blive serveret noget halvtør steg, pulverflødesovs og pommes frites og salat af kinakål samt fiskefilet til børnene. Og det var vel fint nok efter en lang og actionpræget dag. Men igen… hold.nu.kæft. Da jeg så buffet’en, var jeg tæt på at græde af lykke. Der var simpelthen tænkt på alles smagsløg: Børns, mødres og fædres.

Børnene fik frit valg – og man må sige, at vores præferencer er noget forskellige. Men pyt. Vi har ferie – og så skal man have det, man har lyst til.

Kødet var ualmindeligt mørt og lækkert, fisken var frisk og årstidens grønt sprødt og veltilberedt. Til dessert var der både kage, cremé bruleé og ost. Jeg blev helt blød i knæene, da jeg opdagede, at de både havde taleggio og Tomme de Savoie, som jeg ææææælsker. Så der måtte en espresso til at fuldende desserten – mens ungerne tog de sidste ture i forlystelserne den dag. Herefter var der ellers dømt hygge på kammeret med en film og lidt vin.

I dag går det løs igen i parken. Men først – skal vi lige have lidt morgenmad. 

NB. Som gæst på hotellet har man en halv times adgang til de nærmeste forlystelser før dørene til parken åbnes. I går var der 20-30 minutters kø til de store forlystelser, men her til morgen har ungerne allerede prøvet Falken og Orkanen syv gange hver🙂

Bryllupsbrag i Outlaw

Outlaw har været på den anden ende i de seneste par måneder. Vores gode venner Dorthe og Claus skulle giftes – og det kræver jo både polterabend, æresport, sange og taler.

Polterabenden for de to er overstået for længst, og det blev mindeværdig. Vi havde delt os op i et mande- og et damehold, som troppede op hjemme hos Dorthe og Claus med babysitter og det hele arrangeret. Vi fortalte dem, at herrene skulle skyde lerduer og pigerne skulle have fodbehandling med doktorfisk. Claus så glad ud – og Dorthe noget betænkelig ved tanken om at få babbet tæer af små glubske mallefisk.

Det bedste var faktisk Claus’ ansigt, da drengene gjorde mine til at tage af sted med ordene: “Kom Dorthe, du skal med os”. For sådan blev det:

Herefter byttede vi, så pigerne tog Dorthe ud at ride, mens Claus blev sat i arbejde, hjemme hos sig selv, da der skulle mures og sættes en ny dør op i kælderen. Det er ingen hemmelighed at Claus’ talenter for det håndværksmæssige kan ligge på en femøre, så det var vist godt, at han fik råd og vejledning fra tørstige venner imens.

Polterabend endte vanen tro i hegnet. Af uvisse årsager mente drengene, at Claus skulle ud og padle rundt i en gummibåd i Bo og Henriettes sø. Det lykkedes dem at punktere gummibåden, så han tippede rundt og måtte hjælpes i land af storgrinende venner.

Brylluppet fandt sted i går, og det var heldigvis lidt mere stilfuldt. Se bare min yndefulde løbemakker her, som ankom med højt hår, smuk kjole og beredt til tænderne med lommelærken i håndtasken.

Eller Outlaws skæggeste mænd. John og Martin, som i dagens anledning havde været med gommen til barber og fået ansigtsbeklædningen trimmet.  John var i øvrigt iført sit livs allerførste jakkesæt. Han var så begejstret for det, at han overvejede at gøre det til sin arbejdsuniform, når han kører truck til hverdag. Dét er go’ stil.

Brylluppet blev intet mindre en et brag. Alt spillede lige fra ceremonien i kirken til de mange smukke og underholdende taler, sange, indslag og ikke mindst brudevalsen, hvor Claus og Dorthe overraskede alle med en danseserie, der ville have fået Beyoncé til at hyre dem på stedet og som berettigede dem til en rolle i næste opsætning af Grease. Jeg tabte ganske enkelt kæben. Det var SÅ cool.

Festen fortsatte på dansegulvet og i baren, hvor der ikke manglede noget som helst. Vi gik først til køjs, da lyset blev tændt og musikken standsede.

I dag er her stille. Ingen gider noget. Jeg er helt sikker på, at der bliver hentet en del take-away til Outlaw i dag.

Tak til alle – ikke mindst til Claus og Dorthe. Det var en fantastisk dag. Vi ønsker jer alt godt.

 

Oh, at være en jagthøne

 

Forleden gik ungerne ud for at indfange de hurtigste, stærkeste og mest blodtørstige høner, de kunne finde i hønsegården. For når man nu ikke må få en jagtfalk, så må en høne da kunne trænes til samme formål.

Jeg levnede ikke projektet mange chancer, indtil jeg så hønen tage afsæt fra sin falkoners arm og frygtløst sætte kurs mod jorden i et inferno af basken og skråklyde.

Om den fik sit bytte er jeg ikke helt klar over.

Nikoline var mere ude efter en selskabspapegøje til at tage med på pirattogter. Og det lod til, at hun og den udvalgte høne havde en særlig kemi mellem sig.

Indtil det gik op for os, at hønen var en ondskabsfuld morderisk satan, som alene var ude efter at prikke øjnene ud på hende.

Høne-pønes plan mislykkedes heldigvis, og Nikoline indså at fem fjer hurtigt kan blive til 10 psyko-høns på skulderen, hvilket ikke rigtigt kan bruges til noget.

Så projektet er skrinlagt. For nu.

Outlaws kreative køkken

I går var jeg på restaurant. En fin en af slagsen. Det var egentlig ikke min mening at spise ude, men både Maskinmesteren og jeg fik nok af at høre ungerne sidde ved hver sin computer og skændes om noget i Minecraft.

Så blev stikket til computerne trukket, og vi dømte “find på noget andet at lave”.

Det er her, at det som regel bliver sjovt. For hvis ikke de bare sætter sig op og surmuler på værelserne, så begynder de som regel at lege. I går etablerede de et par restauranter, og inviterede deres farmor og jeg til at komme og spise og anmelde. 

Menukortet bød på både velkendte og mere eksperimenterende retter. Så jeg bestilte frø i gelé med grønt til forret og en god saugvinon blanc dertil.

Til hovedret tog jeg blæksprutte med østrigske orme og grønt.

Alt sammen delikat og med udsøgt betjening. Jeg kan anbefale den restaurant til hver en tid, hvis ungerne ikke kan enes om at spille computer.

Jeg gav fem stjerner.

Hønsehimlen indviet med manér

Maskinmesteren har knoklet i de seneste par uger for at opfylde mit ønske og hønsenes hedeste drømme. Han har skabt intet mindre end et himmerige for høns. I går blev det indviet med stil.

(Læg mærke til det knælende barn på billede 2. Jo jo. Der er respekt for konen med æggene)

Høns er nogle tåber. De elsker græs, mælkebøtter og skvalderkål. De æder alt grønt, som stikker op ad jorden. Og det, de ikke spiser, pærer de rundt i med deres store hønsefødder, så rødder og stilke bliver flået op. Derfor har jorden i vores enorme hønsegård længe været bar og gold, hvilket har frustreret hønsene, som har haft frit udsyn til resten af vores noget vildtvoksende have.

Men i går var alle hønernes trængsler forbi, takket være Maskinmesteren, som har delt hønsegården op i to. Den ene del har været lukket af for hønsene, og så er der ellers sået græs og markblomsteri i jorden, som var exceptionelt godt gødet af hønsemøg. Planterne er eksploderet over den seneste måned, og i går – efter den højtidelige indvielse – var tiden kommet til at lukke hønsene ud i engen.

Det var de svært begejstrede for. Der blev nippet løs af alt det grønne, alt i mens biller og snegle ikke længere kunne vide sig sikre på den del af matriklen.

Nu må maskinmesteren så i gang igen med at få vendt jorden på den anden side af hegnet. Der skal plantes ny eng, som skal vokse op i fred for de hærgende høner. Jeg er spændt på, hvor lang tid det tager dem, at gøre denne frodige eng til en bar mark. Lad os se. De er godt i gang.