Bedst som man tror, man er langt væk hjemmefra…

(sidste del af ferieføljetonen)

I den uge, vi var i Sulzano, mødte vi ikke mange andre udenlandske turister. Alle skilte er skrevet på italiensk, og meget få af de lokale taler engelsk. Iseosøen er tilsyneladende et sted, hvor italienerne rejser hen for at holde ferie. Stor var min overraskelse derfor, da jeg så et Facebook-opslag fra min gode ven Martin, som viste sig at være rejst til Iseo med sin kæreste, Tobias.

De to havde planlagt en færgetur rundt på søen den følgende dag, og vi inviterede dem til Franciacorta-smagning og en tur i poolen, hvis de ville hoppe af båden i Sulzano og aflægge os et besøg i Casa di Mina. Den var de med på, og det blev en skøn eftermiddag og aften med to af de hyggeligste mennesker, vi kender.

Tobias viste sig at være en habil svømmer, der udfordrede ungerne til en dyst om, hvem der kunne svømme to baner i den lille pool under vandet uden at komme op efter luft. Ungerne elsker en udfordring, så der blev taget store armtag og gispet efter luft – indtil det lykkedes.

Vi spiste ost, tomater og brød dyppet i olivenolie og drak den fantastiske Franciacorta vin, mens solen gik ned over Monte Isola. Det var bare en af de aftener, man kommer til at huske længe.

Dagen efter vendte vi næsen mod Danmark med kufferten pakket med den bedste olivenolie, jeg har smagt til dato. Den er købt hos en lille vinproducent, som får maksimalt udbytte af sin lille olivenlund, der vokser ved siden af vinstokkene. Jeg skal virkelig beherske mig for ikke bare drikke af flasken…

Det var faktisk hos vin- og olieproducenten, at vi mødte et italiensk par, som morede sig over, at vi var så begejstrede for områdets tomater. De sagde: ”Hvis I synes, de er gode her, så prøv at rejse længere ned i Italien. Tomaterne nede sydpå er meget bedre!”

Det var godt nok sådan, Den Lille Rødhætte kom på afveje, men det passer til gengæld perfekt til min drøm om at lave en pac-man hele vejen gennem støvlelandet og smaske mig gennem vin, ost, grøntsager, pølser og olier. Eftersom Maskinmesteren nu har lært at drikke vin, spise mugost og vegetarmad på denne ferie, så satser jeg på, at han vil rejse med næste gang også…

Reklamer

Katedral-kikkeri og sure krikker – ferieføjleton

Med to ud af tre punkter på vores ønskeliste til ferien krydset af, var der kun tilbage at opfylde Nikolines ønske om at se en rigtig katedral. Inden ferien havde hun læst Jordens Søjler af Ken Follet – og ønsket var derfor stort.

Nærmeste katedral var domkirken i Milano, Il Duomo, og den er imponerende. Selvom Maskinmesteren nok overskred flere grænser på den ferie, så fik han gudskelov ikke religiøse åbenbaringer af nogen art ved besøget. Tværtimod. Han var gnaven, fordi der er var varmt og træls mange mennesker. Hans eneste ferieønske var jo netop fred og ro. Det finder man ikke i Milano.

Men Nikoline var glad. Il Duomo er pompøs og har mange spændende detaljer at se på både udvendigt og indeni.

Dagen efter besluttede vi at vi besøge den lille ø, Monte Isola, som udgjorde vores udsigt fra terrassen. Vi hoppede på en båd over til øen og begyndte vores opstigning. Vejen derop er en smal muldyrsti, belagt med sten, rødder og jord.

På vej mod toppen går man guddødemig gennem en lille by, hvor man kun kan undre sig over, hvem f… der fik den afsindige idé at bosætte sig på en bjergside på en ø i en sø?! Men det er formentlig de samme forrykte mennesker, som i sin tid valgte at bygge en kirke på toppen af øen – 600 meter over havoverfladen!

Vi prustede og svedte os hele vejen op til kirken og mødte både en stor, lysegrøn slange, som bugtede sig tværs over stien mellem os – og et muldyr (eller er det et æsel?), som jeg tilsyneladende kom til at fornærme, da jeg hilste den med et forsigtigt ”Iiihhhh-hååååå”

Vi nåede toppen, så kirken. Men de solgte ingen t-shirts. Til gengæld havde vi underlige wobbly-ben resten af dagen – og det er da også en slags souvenir.

Maskinmesterens grænseoverskridende ferie – del 2

Vi spiste ude de første dage i Italien, hvor vi bl.a. fik prøvet gnocci med tomatsauce og revet ost, så himmelsk, at vi måtte prøve at lave det selv.

Det sjove er bare, at normalt hader Maskinmesteren tomat. Hans afsky gælder især retter, hvor tomat indgår som hovedingrediens. Men tomaterne i Italien er fantastiske, og jeg fik den sælsomme oplevelse at høre ham lovsynge en tomatsauce, som jeg havde frembragt.  Jeg så ham smask-elske en ret, som slet ikke indeholdt kød!

Og sådan var der flere små gastronomiske overraskelser, fx opdagede vi også, at af alle de pizzaer vi havde spist dernede, så var den absolut bedste den, som alene bestod af bund med tomat, ost og asparges. Helt enkel og urimelig lækker. Vi ville alle sammen hellere have Sandras pizza end dem med parma og salami.

Da jeg læste om området, vi boede i, fandt jeg ud af, at der i Franciacorta i Brescia fremstilles en særlig mousserende vin efter champagnemetoden, som skulle være så god, at den i flere tilfælde overgår champagne. Sådan noget må jo undersøges med egne smagsløg. Jeg er ret vild med Cremant, så jeg tænkte, at Franciacorta mousserende vine, sikkert også var lige mig.

Vi tog ud for at besøge et par af de vingårde, som fremstiller de lovpriste, gyldne bobler. Et af dem var Contadi Castaldi, hvor vi blev vist rundt af en ung, begejstret fyr, som forklarede om de særlige jordbunds- og produktionsforhold, som gjorde vinen til noget særligt.

Da vi endelig fik mulighed for at smage magien, var det ganske rigtigt mundguf på alle planer. Jeg skal undlade at beskrive smagsnuancer og noter af dette og hint – for jeg er bedre til at drikke vin end til at kloge mig på det.

Vi købte flere flasker, som vi tog med til Minas lejlighed, og i de kommende dage lærte Maskinmesteren igen noget om sig selv:  At øl er godt, men at øl indimellem må vige pladsen for et glas køligt, perlende Franciacorta. Han var ikke meget for at indrømme det, men godt var det.

Vi købte flere lokale lækkerier – blandt andet en særlig pølse, som fremstilles på Monte Isola og en hvidskimmelost kaldet Robiola. Det lykkedes mig faktisk at få lokket Maskinmesteren til at smage osten, selvom han hader mugost af en hver art og normalt nægter at smage. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde optaget det, for han sagde faktisk at den smagte godt. I dag vil han benægte det. Men det gjorde han.

Maskinmesterens grænseoverskridende ferie – del 1

Åh ferie. Vi lagde hårdt ud i år med at rejse sydpå i den første ferieuge. Sidste år brugte vi det meste af sommerferien på at lægge fliser, så i år mente vi, at vi havde fortjent en ”rigtig ferie”. Ungerne havde ønsket at komme til et land, ”hvor der er varmt”, for det har de ikke prøvet. Vi foreslog dem, at vi da bare kunne blive hjemme, men det faldt ikke i god jord.

Nu har jeg jo altid haft en lummer drøm om at æde mig gennem Italien. Begynde i bedste Pac-Man stil i toppen og så smaske mig gennem ost, vin, solmodne tomater, pasta og pizza helt ned til støvlespidsen. Åh, hvilken fryd. I år begyndte min rejse så i toppen ved Iseosøen.

På Airbnb faldt vi over Casa di Mina i Sulzano. Ingen af os havde nogensinde hørt om Iseo-søen, men det er en sø, som er noget mindre end både Como og Gardasøen. Til gengæld ligger der en stor ø midt i den. Øen Monte Isola udgjorde vores udsigt i en uge, og det var intet mindre en fantastisk.

Vidunderligt sted. Hvis ikke det var fordi, vi havde nogle få ting, vi gerne ville se, så kunne vi godt have siddet der på altanen i en uge og drukket vin og spist tomater og ost og se lyset ændre sig hen over søen.

Men der var tre vigtige ting, som vi skulle nå:

1. Se en katedral. Efter at have læst Jordens Søjler af Ken Follet, så ville Nikoline ville se en ægte katedral
2. Drikke Franciacorta. Jeg ville besøge en vingård, der laver områdets lovpriste Franciacorta mousserende vine, som jeg kun har læst om
3. Spise ægte italiensk pizza og gnocci. Pizza kan man næsten ikke undgå, men gnocci er sådan noget lidt underligt noget, som vi tænkte at vi hellere måtte smage i oprindelseslandet

Maskinmesteren havde ikke de store ønsker. Han ville egentlig bare have fred og ro og komme lidt væk. Men han kom faktisk til at overskride flere grænser, fravige sine principper og ændre opfattelse af flere ting på den ferie.

Fx har han et princip om, at han ikke bader i vand, som er under 35 grader varmt.
Men der var 28-30 grader hver dag, og vi havde adgang til en lille pool med den lækreste udsigt over Iseo og Monte Isola. Så da vi kom hjem efter en hed eftermiddag i byen, fraveg Maskinmesteren sit princip og hoppede i pølen til børnenes store glæde.

Mere ferie og flere grænseoverskridende erkendelser for Maskinmesteren følger på bloggen i denne uge. Jeg slutter af med beviset på, at han bader i vand, som er under 35 grader varmt.

Nogen har ædt de sidste damer

Vi har længe været nødt til at købe æg i supermarkedet til trods for, at vi havde fire gamle høner tilbage i hønsegården.

De har ikke lagt noget, der ligner æg i et halvt år. De har bare boet her på aftægt og set fornemme ud.

Men igår eller i morges satte en eller anden en brat stopper for de fire matroners pensionisttilværelse.

Skiderikken brød hegnet op og gravede sig ind under det. Herefter har han slået dem alle ihjel, ædt de to og ladet to andre ligge i haven. Det mest irriterende er faktisk, at han ødelagde mine tomatplanter på vejen ind i hønsegården. Grrrr!

Nå, men de to af hønsene har da gjort nytte og mættet nogen, og når man tænker over, at vi har haft høns her i mere end 10 år, så er det da imponerende, at det er første gang, vi har haft besøg af rovdyr.

Nu tager vi lige en pause med høns, og så må Maskinmesteren have repareret hegnet, før vi skal have nye igen. Efter sommerferien.

Ferie med forhindringer

Endelig bededagsferie i Lærkereden. Sidste gang, vi havde planlagt at komme herud, var i påsken, hvor jeg desværre blev syg, og planerne blev droppet.

Vi trængte efterhånden alle til at komme lidt væk og få pulsen ned, og her er skoven klart den bedste medicin.

Maskinmesteren kørte derud i forvejen, og det blev ham, der opdagede det ødelagte vandrør på Lærkeredens 1. sal. Men først 10 minutter efter, han havde tændt for vandet…

Det pissede ud over gulvet på 1. sal og ned i soveværelset i stuen. Han var alt andet end zen, da ungerne og jeg ankom nogle timer efter. Men han havde dog fået ryddet soveværelset, slæbt de drivvåde møbler udenfor og tilkaldt en mand med en affugter.

Soveværelset sejlede, men heldigvis er der et lille anneks, som alle kan sove i – så det blev det, vi gjorde.

I dag tog vi ud at fiske. Vejret var dejligt, og fiskene ville blæse vores sandorm en lang march. Derfor er det godt, at Bønnerup har verdens bedste fiskemand, som kan råde bod på den sag.

Hjemvendt fra fisketuren, gik ungerne i krig med at bygge videre på deres hule i skoven. Maskinmesteren og jeg satte os op på terrassen og kiggede ud over skoven, hvorfra vi for første gang så en ræv herude. Der er masser af gamle rævegrave, men vi har aldrig set Mikkel selv. Nu kom han luntende ved højlys dag!

Desværre for langt væk til at man kunne fotografere ham med en telefon. Men han var der!

Nu er vi ved at være zen. Blodtrykket er faldet efter vandskaden, og Maskinmesteren har begået verdens bedste sauce til fiskemandens torsk, som vi skal have i aften. Det bliver en god miniferie – trods alt.

Alt her i livet har vi kun til låns…

…nogle ting mere end andre.

I går fik jeg den uendeligt triste nyhed, at min allerbedste hundeven, lånehunden Barkley var død.

Han var 12 år gammel og faldt pludselig om på en ellers dejlig gåtur ved søen i Solbjerg, hvor han bor. Den bedst tænkelige død man kunne forestille sig for ham – måske bortset fra at forlade denne verden med hovedet i en fyldt madskål. Han var trods alt labrador.

Barkley blev vores lånehund et halvt års tid efter, vi havde mistet vores egen labrador Nino. I månederne efter, gik Maskinmesteren og jeg og klappede sorte tasker og jakker, hvis de lå og flød, og vi smed pølseender på gulvet, fordi vi var så vant til, at der var en til at gribe.

Det var lige indtil min gode veninde, Anne Mette, forsigtigt spurgte om vi kunne være interesserede i at passe en ung, flot og glad labrador ved navn Barkley. Hans familie havde brug for pasning af ham i nogle måneder. Vi insisterede på at se knægten an, for vi ville ikke passe hvad som helst. Fem minutter inde i vore første møde var al skepsis forsvundet. Han var lige så sød og dejlig, som han så ud til.

Sådan blev vi Barkleys reservefamilie, og han blev vores lånehund.  I de følgende knap 10 år han ofte været hos os i Outlaw eller med os i Lærkereden, hvor han løb frit omkring på vores ture i skoven.

Han elskede det. Og vi elskede ham. Han var sådan en rar, godmodig og glad fjollerik. Han sov ofte på ryggen i sin kurv med benene strittende ud til alle sider. Andre gange lå han i smørhullet med forpoterne solidt plantet i Maskinmesterens ansigt.

Barkley var meget præcis i sin morgenvækning, så snart fuglene begyndte at synge, krævede han sin morgenmad smidt ud over grunden, så han kunne gå og hygge sig med at finde den. Han er også den eneste hund, jeg kender, som kunne tisse på kommando, og han yndede at skide 37 gange på en gåtur – sikkert bare for at se os samle op.

Nu skal vi ikke passe ham mere, og jeg gruer for den første tur i Lærkereden uden hund. Jeg kan ikke huske, hvornår vi har været der uden.

Det er sandt, at alt her i livet kun er til låns. Det er bare ikke altid, man afleverer frivilligt.

Både Maskinmesteren, børnene og jeg er taknemmelige og glade for, at vi fik lov at låne sådan en prægtig slubbert gennem så mange år. Tak.

En hund efter Outlaw  

Morgenstund har bræk i mund

Sorte slamberts fødselsdag 

Tanker under et egetræ