Vi havde set frem til dagen med både gru og glæde. Søndag 9. August skulle børnene afleveres på hver sin efterskole for at gå i 9. klasse. De har selv valgt hvilken skole, de ville på. Nikoline faldt for Askov Efterskole ved Vejen. Sandra mente, at Øse Efterskole var det rigtige for hende. Jeg gik selv på efterskole i to år, så jeg har glædet mig til at mine unger skulle have samme fantastiske oplevelse. Men da tiden nærmede sig, mærkede jeg også et stik i hjertet ved tanken om, at jeg pludselig ikke skulle se dem hver dag. Ikke være den, der siger godnat, hører om deres dag og snakker med dem om det, der er fedt og det, der er svært. Det tager andre voksne sig af nu, og det svier lidt.

Til gengæld kan jeg både høre og se, at de har det godt. De udfolder sig kreativt med musik, kunst og drama. De får et helt andet socialt netværk og bliver udfordret fagligt på helt nye måder – og de få gange de har været hjemme siden skolestart, har vi kunnet mærke, hvor meget de rykker sig.
Maskinmesteren og jeg havde faktisk glædet os lidt til at få huset for os selv. At få en forsmag på, hvad der venter, når de rigtigt flytter hjemmefra. Vi frygtede, at det ville blive trist og tomt – men det er det ikke. Vi hygger os, Maskinmesteren roder med husprojekter, vi går ture, spiser når det passer os – og vi skal ikke køre børn til musik og rollespil i tide og utide. Og mest bemærkelsesværdigt, så falder vi ikke længere over sværd, sko og skoletasker, der ligger spredt rundt i huset. Vi finder ikke våde håndklæder i møbler og på gulvet, og sofaen er ikke længere fuld af sokker! Vi kunne godt vænne os til det her.
Dog var det ikke længe vi fik lov til at være alene. For i fredags skrev Bodil, som ejer vores lånehund, Tuku, og spurgte om vi ville adoptere ham. Hun havde tænkt over det længe, og selvom hun knuselsker den hund, så var hun nået frem til, at det bedste for både hende og ham ville være, at han kom ud til os. Det er en svær beslutning, som jeg har stor respekt for.
Tomas og jeg har tit talt om at få hund, men vi har hidtil været enige om, at vi ikke vil binde os lige nu. Men når det gælder Tuku – så er det noget andet. Tuku er jo blevet et ekstra familiemedlem, fordi han har boet hos os i flere uger ad gangen. Han er 4 ½ år gammel og har fødselsdag samme dag som ungerne – og så er han den fineste, sorte slubbert.

Vi var ikke et sekund i tvivl. Så vi sagde ja. Bodil var helt afklaret omkring sin beslutning. Det var kun os, hun ville overdrage ham til, fordi hun ved, at vi er lige så pjattede med ham, som han er med os. Hos os får han en stor have at regere i, og hver dag bliver han luftet i skoven og langs markerne rundt om Outlaw. Han bliver nusset, klappet og vil hver dag få at vide, at han er den beeeeedste vupper ihele verden.
Jeg hentede ham lørdag og kørte ud i Lærkereden sammen med en veninde, som er ivrig svampejæger. Det var den bedst tænkelige måde at bruge den weekend på. Sammen har vi vandret skoven tynd og fundet svampe og mange virkelig gode pinde. Hver sin interesse, ikke?

Nu er vi hjemme igen – og vi skal lige vænne os til, at denne gang er det ikke bare hundepasning. Fra nu af er det 5-7 år frem, vi har et ekstra pelset familiemedlem at tage os af. Heldigvis blev nyheden modtaget med glædestårer og jubel fra de to efterskoler. Så nu er vores liv sådan. Og vi klager ikke.