Momse er død – efter 104 godt brugte år

Det her bliver langt. For den 1. juli 2022 – skete det, vi troede umuligt: Momses gamle hjerte sagde stop efter 104 års effektivt virke – og hun er her ikke mere.

To dage før sin død, var hun på faldet på plejehjemmet og indlagt på AUH. Hun havde slået sit hoved og var ikke kontaktbar. Min mor, Tomas og ungerne og jeg var hos hende på skift, og i de tidlige morgentimer, mens jeg sov på en seng ved siden af hende, slap hun sit tag i livet. Stille og fredfyldt, som hun havde bedt om.

Kort før bisættelsen skrev jeg – med hjælp fra min mor – Momses livshistorie ned, og det blev udgangspunktet for præstens tale ved hendes meget fine bisættelse onsdag den 6. juli fra Viby Kirke. Af en eller anden grund har jeg lyst til at lægge den på nettet, så alle kan se, hvilken fantastisk kvinde hun var, men også så hendes minde lever videre i cyberspace. Here goes:

Stinne Jacobsen blev født på Holtet i Nordjylland som Jensine Kristine Pallisgaard, som nummer fire ud af seks børn – tre drenge og tre piger. Hun var et energibundt – en udepige som elskede livet i marken på gården “Nygaard”, med dyrene og med sin far. Han lærte hende at springe kraftspring, pløje med hestespand, og hun havde fast malketjans, inden hun skulle op og i skole. Hendes mors hænder var ødelagte af leddegigt i en ung alder, så børnene blev sat i sving og oplært grundigt i alle gøremål i hjemmet.

Aksel, Ole, Stinne, Barnepigen og Agnes på Nygaard, Holtet ca. 1921

Hun trænede til ringridning med gårdens to heste og sin bror Aksel – og selvom Stinne var den bedste af de to, fik hun ikke lov at deltage for sin mor, fordi hun var en pige. Til gengæld var hun blandt de første kvinder i Danmark, der begyndte at spille håndbold – og hun var god til det: “Pas på hende den lille tykke, hun skyder mange mål,” hørte hun modstanderne råbe under en kamp. Det tog hun som et kompliment.

Som ganske ung kom hun ud at tjene på flere gårde i området – den bedste var Elsnap i Ulsted, hvor hun tjente under fru Bastholm. Fru Bastholm var ”en dygtig kone” og flink til at lære fra sig, og så var hun tilmed god ved sine folk. Momse har aldrig glemt hende, fordi hun sagde: ”Spildet skal have sit”, når køkkenpigerne kom til at smadre noget porcelæn, og så var den ikke længere. Fru Bastholm insisterede også på, at folkene skulle spise godt, for så arbejdede de bedre.

Senere tog Momse til København og var børnehjælper og kokkepige på Diakonissestiftelsen.

Om morgenen den 9. april 1940, troede hun, at hendes gryde med øllebrød var ved at hoppe af komfuret, da hun hørte buldren. Det var de tyske bombefly på vej mod Norge.

Hun mødte sin mand (min morfar) Kjeld Zakarias Lindstrøm Jakobsen på Holtet. Han var i lære som kommis hos landhandlen Marius Christensen. De blev gift den 27. september 1942. (efter høsten var i hus selvfølgelig)

Stinne og Kjeld september 1942

Sammen fik de Hanne i 1944 og Grete (min mor) i 1950. Familien tog på telt- og skovture sammen, glibede ål i fjorden ved Bramslev Bakker. I fritiden spillede Stinne og Kjeld badminton og bridge på højt niveau. Hun var en umanerlig dreven kortspiller. Nok var hun dårlig til at huske navne – men hun var aldrig i tvivl om, hvilke kort der var spillet og hvilke, der stadig sad på hænderne ved bordet.

Kjeld, Stinne og Hanne

Omkring 1948 købte Kjeld og Stinne købmandsforretningen på Kastetvej i Aalborg, som de drev i 25 år. Stinne hjalp til butikken og havde middagsmaden klar til Kjeld, når han kom hjem. Hun holdt huset og haven til perfektion. Kjeld spillede harmonika og mandolin – Stinne har aldrig haft en tone i livet. (Jo – én, men den lugter)

Huset var altid åbent for Grete og Hannes venner, som døbte huset på Peder Pårsvej i Hasseris for “Lindstrøms Kaffebar”.

Kjelds død i 1972 var Stinnes største sorg. Han blev kun 52, og det faldt hende aldrig ind at finde en ny mand, selvom hun blev enke i en ung alder. Jeg spurgte hende engang, om der var noget i hendes liv, hun ville gøre om, hvis hun kunne – og efter en lang tænkepause sagde hun: “Jeg tror ikke, jeg ville lave noget om – men jeg ville gerne have haft nogle flere år med Kjeld”.

Haven stod aldrig så smukt som i årene efter hans død, hvor hun fik afløb for sorgen med rive og hakkejern. Nogle år efter afhændede hun butikken, solgte huset på Pærevangen og flyttede til Maren Turis Gade i Aalborg. Hun fik job på en BP tankstation og gik på pension derfra som 60-årig.

I 1975 blev hun mormor til mig, og i 1986 til Kristine, som boede i Norge med min moster og hendes mand Petter.

Tv. Maia og Momse ca. 1979. Th. Hanne, Kristine og Momse ca. 1991.

Mine forældre blev skilt, da jeg var knap tre, og Momse havde altid tid til at hjælpe – uanset om det var rengøring, barnepasning eller havearbejde, så kom Momse med al den energi og de enorme kræfter hun besad. Sådan var hun. I sit es, når hun kunne få lov at arbejde.

Altid i gang med noget – til søs og i haven.

Duften af Ajax og cerut i opgangen var et sikkert tegn på at Momse var på besøg. Der blev vasket trapper, pudset vinduer, sølvtøj, sko, støvsuget og tørret støv – og det gastronomiske niveau blev banket helt til tops. Der var ingen, som kunne lave grydestegt kylling med skilt sovs og agurkesalat som hende. (Heldigvis har jeg kigget hende over skulderen, så nu kan jeg også – hemmeligheden er sukkerbruning. Selv tak)

I 1980 købte hun et sommerhus i Hou ved Hals med sin lillesøster Ellen. De havde en parklignende have som blev passet efter alle kunstens regler, og køkkenhaven bugnede af kartofler, ærter og jordbær. Vi spillede kort, badede i Kattegat, og der var altid kage til eftermiddagskaffen. Både Momses og Ellens børn og børnebørn har fantastiske minder fra sommerferierne, som blev tilbragt hos de to gæve søstre i Hou.

Happy days i Hou med Moster Ellen og Momse

Hun solgte sommerhuset, da hun blev 80. Kort efter købte min mor et kolonihavehus i Aarhus. Det kriblede i de gamle havefingre for at få lov til at gå i haven igen, og hun var der så ofte, at flere mennesker troede, at det var Momses kolonihave – og ikke min mors. Haven stod ret, når hun havde været der – voksede godt til, når hun var væk. Men hun kom altid gerne igen, skældte min mor ud for ikke at passe det ordentligt – inden hun selv gik i krig mod ukrudtet.

Jeg lærte at koge klejner og plukke høns

Momse var en kærlig – men også en kontant dame. Hun besad meget lidt diplomati, hvilket bl.a. kom til udtryk, da jeg boede hos hende i Aalborg, hvor jeg var i praktik. Det ringede på døren og uden for stod en kvinde med et barn på 4-5 år. Hun ville forkynde om Jehova – men fik beskeden: “Du skulle skamme dig, at tage et barn med rundt, som kommer til at opleve sådan noget her!” Og så smækkede hun døren i hovederne af dem. (Jeg var rystet og lidt imponeret)

Jeg bliver stadig helt benovet, når jeg tænker på, at Momse i en alder af 86 rejste fra Aalborg til Vejle for at hjælpe Maskinmesteren og mig med at få malet og gjort rent, inden vi flyttede til huset i Outlaw. 86 år!! Og alt skinnede, da vi rejste derfra.

I 2005 blev hun oldemor til mine piger, Sandra og Nikoline. Hun var stolt som en pave og fulgte levende med i deres udvikling og deres liv. Hun mindede mig altid om, at jeg skulle være glad for at have fået ”sådan et par dygtige piger, for det er ingen selvfølge”. Et besøg af dem, satte krydderi på hele hendes dag, og hun lærte villigt at “dabbe” og “fistbumpe” – som de unge nu gør.

Jeg blev også belært om, at jeg skulle være glad for at have en mand, der både kunne lave mad og fikse ting i huset. Man skulle ikke tage noget for givet.

Da hun fyldte 94 var de fleste af hendes søskende og venner døde. Selv mærkede hun, at kroppen begyndte at blive en hæmsko for nogle af hendes aktiviteter, og efter utallige opfordringer fra min side, flyttede hun til Aarhus, og dermed tættere på min mor og mig. Hun fik en et-værelses lejlighed i Langenæshus, hvor min mor også bor. Her fik hun hjælp til den grove rengøring og fortsatte et aktivt liv med petanque, kolonihavebesøg, kortspil og gåture i området.

I 2018 fejrede hun sin 100 års fødselsdag, hvor familie og venner fra nær og fjern dukkede op. En fantastisk dag, som hun glædede sig over i mange år efter.

I august 2019 bad hun om at komme på plejehjem. Flere små blodpropper satte hende ud af balance i perioder, hvor hun faldt – men som en tumling/korkprop hun var, blev hun ved med at komme sig.

På Kongsgården i Viby fik hun en bolig med udsigt til en stor villa, hvor konen i huset meget ofte var i gang i den ellers så fejlfri have. Der blev fejet skidt imellem stenene i stensætningen, pudset vinduer og klippet buske. Hun var altid i gang med noget. Momse har haft meget glæde af at betragte hende, og hun sagde en dag, at konen jo måtte være lidt skør, sådan som knoklede på. Vi mindede hende om, at det hun så på, var en tro kopi af hende selv i sine unge år. Det klukkede hun lidt over.

Hun var den ældste beboer på Kongsgården, hvilket hun var ret stolt af. Hun var vellidt blandt de øvrige beboere og personalet for sin gavtyv-agtige, drilske humor og sit generelt gode humør.

Zara, Stinne og Hanadi

Hun udviste stor glæde og taknemmelighed overfor de, som besøgte hende og for det plejepersonale, som hjalp hende. De gav hende gas – og hun gav igen.

Selv da hun var allersvagest, ville hun stadig gerne ud og mærke sol og vind i ansigtet. En tur i kørestolen og ned at fodre ænder var altid et hit. Især hvis oldebørnene eller vores hund Tuku var med.

Hun nød hvert øjeblik og udviste stor glæde over de små ture og taknemmelighed over alt, hvad vi gjorde for hende. Men faktum er, at jeg aldrig nogensinde har kunnet gøre lige så meget for hende, som hun har gjort for mig. Hun var et kæmpe idol – et forbillede. Også for Sandra og Nikoline.

Fire dage før sin død, var hun med os alle tre i parken. Her morede hun sig over, at det lykkedes pigerne at få ænderne til at spise hvede af hånden.

Men hun var mæt af livet – det er ingen hemmelighed. Hun var taknemmelig for at hun “trods alt stadig havde evnen til at tale” men ellers var hun træt af, at kroppen ikke ville som hun. At hun var afhængig af andres hjælp til det meste. “Vil selv – ka’ selv” var hendes motto – men der var færre og færre ting, hun kunne – og hun gentog ofte: “det skulle forbydes at blive SÅ gammel”. Hun ønskede blot at få lov at gå i seng og glemme at vågne igen, og det ønske fik hun opfyldt den 1. juli 2022.

Hun var den stærkeste, bedste og sejeste Momse – og den cooleste oldemor i verden. En af de ting, jeg altid vil huske hende for er, at hun alene bedømte folk på, hvordan de behandlede andre. Aldrig på, hvordan de så ud, hvad de troede på, eller hvor de kom fra.

Hvil i fred søde, Moms. Vi har fået tilladelse til at sætte din urne ned i skoven i Lærkereden, som du var så vild med – og så har vi dig altid tæt på.

Tak for alt det du lærte os, og alt det du var.

To flytter ud – én flytter ind

Vi havde set frem til dagen med både gru og glæde. Søndag 9. August skulle børnene afleveres på hver sin efterskole for at gå i 9. klasse. De har selv valgt hvilken skole, de ville på. Nikoline faldt for Askov Efterskole ved Vejen. Sandra mente, at Øse Efterskole var det rigtige for hende. Jeg gik selv på efterskole i to år, så jeg har glædet mig til at mine unger skulle have samme fantastiske oplevelse. Men da tiden nærmede sig, mærkede jeg også et stik i hjertet ved tanken om, at jeg pludselig ikke skulle se dem hver dag. Ikke være den, der siger godnat, hører om deres dag og snakker med dem om det, der er fedt og det, der er svært. Det tager andre voksne sig af nu, og det svier lidt.

Til gengæld kan jeg både høre og se, at de har det godt. De udfolder sig kreativt med musik, kunst og drama. De får et helt andet socialt netværk og bliver udfordret fagligt på helt nye måder – og de få gange de har været hjemme siden skolestart, har vi kunnet mærke, hvor meget de rykker sig.

Maskinmesteren og jeg havde faktisk glædet os lidt til at få huset for os selv. At få en forsmag på, hvad der venter, når de rigtigt flytter hjemmefra. Vi frygtede, at det ville blive trist og tomt – men det er det ikke. Vi hygger os, Maskinmesteren roder med husprojekter, vi går ture, spiser når det passer os – og vi skal ikke køre børn til musik og rollespil i tide og utide. Og mest bemærkelsesværdigt, så falder vi ikke længere over sværd, sko og skoletasker, der ligger spredt rundt i huset. Vi finder ikke våde håndklæder i møbler og på gulvet, og sofaen er ikke længere fuld af sokker! Vi kunne godt vænne os til det her.

Dog var det ikke længe vi fik lov til at være alene. For i fredags skrev Bodil, som ejer vores lånehund, Tuku, og spurgte om vi ville adoptere ham. Hun havde tænkt over det længe, og selvom hun knuselsker den hund, så var hun nået frem til, at det bedste for både hende og ham ville være, at han kom ud til os. Det er en svær beslutning, som jeg har stor respekt for.

Tomas og jeg har tit talt om at få hund, men vi har hidtil været enige om, at vi ikke vil binde os lige nu. Men når det gælder Tuku – så er det noget andet. Tuku er jo blevet et ekstra familiemedlem, fordi han har boet hos os i flere uger ad gangen. Han er 4 ½ år gammel og har fødselsdag samme dag som ungerne – og så er han den fineste, sorte slubbert.

Vi var ikke et sekund i tvivl. Så vi sagde ja. Bodil var helt afklaret omkring sin beslutning. Det var kun os, hun ville overdrage ham til, fordi hun ved, at vi er lige så pjattede med ham, som han er med os. Hos os får han en stor have at regere i, og hver dag bliver han luftet i skoven og langs markerne rundt om Outlaw. Han bliver nusset, klappet og vil hver dag få at vide, at han er den beeeeedste vupper ihele verden. 

Jeg hentede ham lørdag og kørte ud i Lærkereden sammen med en veninde, som er ivrig svampejæger. Det var den bedst tænkelige måde at bruge den weekend på. Sammen har vi vandret skoven tynd og fundet svampe og mange virkelig gode pinde. Hver sin interesse, ikke?  

Nu er vi hjemme igen – og vi skal lige vænne os til, at denne gang er det ikke bare hundepasning. Fra nu af er det 5-7 år frem, vi har et ekstra pelset familiemedlem at tage os af. Heldigvis blev nyheden modtaget med glædestårer og jubel fra de to efterskoler. Så nu er vores liv sådan. Og vi klager ikke.

Oh at være reservebedste for en hund…

Vi har haft hund i den seneste måneds tid. Han hedder Tuku og er en glad, sort labrador på snart 4 år.Han boede lige i nærheden, og hver gang hans ejer luftede ham forbi vores hus, løb Maskinmesteren og jeg ud på skift – iført kiks og koteletter for at få lov til at hilse på ham. Hans mor må have tænkt, at vi er skøre, men når det kommer til den slags fine vuppere, så har vi ingen værdighed længere. Vi ruller os i dem, hvis vi kan komme af sted med det, så selv ungerne synes, vi er pinlige.

Tukus mor har taget det pænt. Hun har endda takket ja til kaffe et par gange, hvor vi har hevet dem begge indenfor. Vi har lært hende at kende som en dame, der er lige så sød som sin hund.

Men så kort før jul stod hun pludselig uden tag over hovedet. Hun havde en midlertidig bolig på hånden, men her kunne hun ikke have Tuku med, og hun var noget så fortvivlet, da vi talte med hende.

Vi tilbød at passe Tuku, indtil hun havde fundet et sted, hvor hun gerne måtte have hund, og selvom hun var ked af at efterlade ham, så blev det sådan.

Tuku blev hurtigt en del af huset. Han lærte vores dagsrytme med fodertider, arbejdstider og luftetider at kende. Han fik sin egen bamse og var ikke i tvivl om, hvilket skab, der bugnede af kiks, tyggeben og hundemad.

Maskinmesteren måtte finde sig i at dele sofaen med et kærligt pelsdyr, der tydeligvis betragtede ham som en del af sofaen, man kan ligge på. De to har snorket om kap, leget og gået morgenture, før byen vågnede.

Tuku er sådan en nem og glad hund. Han var en fin løbemakker for mig – for han løb når han skulle og stoppede for at snuse, når han kunne høre, at jeg var ved at falde om og trængte til en gå-pause.

Vi holdt nytår med ham i Lærkereden, hvor han løb frit i skoven og stolt kom spankulerende først med én kæp og øjeblikket efter med en større.

Ungerne synes vi er lidt åndssvage fordi vi er så pjattede med labradorer og dem, der ligner – men de måtte også overgive sig og indrømme, at Tuku er sød. Især Nikoline oplevede ham som værende ret nærgående til tider.

Tukus mor savnede ham frygteligt. Vi skrev sammen hver dag, og hun fik tilsendt billeder, så hun kunne se, hvad han lavede, og at han havde det godt. Hun følte at hun havde svigtet ham, fordi hun ikke kunne have ham med sig. Men det gode ved hunde er jo, at de ikke hænger fast i fortiden. De lever i nuet, og Tuku hyggede sig og var glad og tilpas hos os.

I søndags kom hun så forbi for at besøge ham. Det var en måned siden, hun sidst havde set ham, og gensynsglæden var ikke til at tage fejl af. Tuku kunne slet ikke være i sig selv af lykke over at se hende, og da han var færdig med at slikke hende i hele hovedet, viste han stolt sin bamse frem, så hun kunne beundre den.

Over en kop kaffe fortalte hun, at hun havde fundet et værelse, hvor hun kunne bo midlertidigt, indtil et nyt lejemål var klar til indflytning, – og i det midlertidige måtte hun faktisk gerne have hund.

– Men vil du så have ham med dig i dag? spurgte jeg.

– Ja, det var faktisk det, jeg ville spørge jer om – hvis det er okay med jer? Sagde hun undskyldende.

Jeg kom til at grine, for Tuku er jo hendes hund. Selvfølgelig var det uventet at skulle af med ham, før vi havde regnet med, men vi passede ham jo bare, indtil han kunne komme hjem.

Da jeg alligevel havde et ærinde i nærheden af den lejlighed, Tukus mor boede i, kørte jeg dem begge hjem. Da jeg senere om aftenen vendte tilbage til Outlaw var det en tom følelse at åbne døren. Ingen gøen. Ingen logren.

Den glade velkomst, jeg havde vænnet mig til, udeblev, og der var heller ingen, der i løbet af aftenen holdt øje med alle mine bevægelser i køkkenet eller fulgte mig rundt i huset som en skygge.

Selv Nikoline manglede ham, da hun skulle ud og lukke af for hønsene i aftenmørket. ”Det var meget rarere, når man havde Tuku med derud”, sagde hun. Og det er sandt. Det er rigtig mange gøremål, som er hyggeligere, når man har en hund.

Skal man se på det positive, så kan Maskinmesteren sove en halv time længere hver morgen, fordi han ikke skal ud og lufte hund, inden han kører på arbejde, og vi skal ikke lufte hund, som det første, når vi kommer hjem. Men selv det, savner vi lige nu.

Vi håber, at Tukus mor får brug for pasning i ny og næ. For sådan en fin slambert har altid et par reservebedster i os.

Jul med de “besværlige” gamle

Vores jul blev noget anderledes end planlagt i år.

Jeg har altid haft det princip, at jeg ikke holder jul uden Momse og min mor. De to har altid arrangeret og fejret jul med mig, og derfor bliver min jul planlagt, så den kan fejres med dem. Basta. Jul med Momse anno 1980
Nu er Momse jo blevet 101 år og er efter eget ønske kommet på plejehjem. Hun går meget dårligt, og derfor er hun ikke så nem at invitere nogen steder. Faktisk vil hun helst blive på Kongsgården, hvor hun har en dejlig lejlighed med et badeværelse, hvor man kan komme ud med rollator.

Min svigermor derimod er stærkt flytbar og ville gerne holde jul hos os i år. Ingen tvivl om, at det er hyggeligst at holde jul i et hjem, hvor man spiller spil og går ture, mens spændingen breder sig sammen med duften af and. Min mor har det lige som jeg, Momse kommer i første række, så vi blev enige om et kompromis, hvor vi mødes hos Momse på plejehjemmet: Ungerne, min mor og jeg, og så ville min mor blive og spise julemiddag på Kongsgården, mens vi andre tog hjem til Maskinmesteren og hans mor, der fik æren af at stå for julemiddagen. Momse var med på idéen, for hun ville allerhelst blive, hvor hun var.

Alt var godt, troede vi, men så fandt vi ud af at Tomas’ farmor – hos os kaldet “Oldefarmor” – skulle sidde alene juleaften på et plejehjem i Ebeltoft. Oldefarmor hævder, at hun ikke er glad for at bo på plejehjemmet, men hendes tilstand kræver det, og både stedet og plejepersonalet er noget af det sødeste. Det medgiver hun skam også, men hun drømmer stadig om dengang hun boede i et dejligt hus med sin mand og havde udsigt til havet. Det er mange, mange år siden.

Vi troede, at Oldefarmor skulle holde jul med sine børn, og det troede hun også selv – men det lå ikke i kortene. Oldefarmor er heller ikke så nem at flytte mere, men hun blev ked af det, da hun fandt ud af, at hun ikke skulle være sammen med sin familie juleaften. Sandra blev ikke ked af det, da hun hørte det. Hun blev rasende og råbte, at hvis ingen andre ville holde jul med Oldefarmor, så ville hun. Vi andre kunne gøre, hvad vi havde lyst til, men hun ville ikke sidde og holde dejlig jul herhjemme, mens Oldefarmor sad alene og var ked af det.

Det var svært at være uenig med den påståelige unge, så efter en kort konference med svigermor, min mor og Momse, så blev det besluttet, at ungerne, min mor og jeg tog ud til Momse om formiddagen juledag og hyggede med frokost, eftermiddagskaffe og gaver. Min mor ville så blive til julemiddag på plejehjemmet hos Momse om aftenen, og så ville Maskinmesteren, svigermor, ungerne og jeg køre til Ebeltoft og spise middag og holde juleaften med Oldefarmor på hendes plejehjem.

Selvfølgelig betød det afkald på den hjemlige hygge med alle juleforberedelserne og duften af and i hele huset – men omvendt betød det glæde for to mennesker, som har holdt jul for andre, så længe de har kunnet, og som har betydet rigtig meget i Maskinmesterens og mit liv. To mennesker, som bare er blevet gamle og dermed ikke helt så medgørlige som tidligere.

Sandras vrede forsvandt som dug for solen, da planerne var på plads, og Juleaftensdag stod Maskinmesteren tidligt op for at røge et par af de makreller, vi havde fanget i Norge. Dem skulle Momse have til frokost, for hun har altid elsket røget makrel. De blev skyllet ned med en snaps og Maskinmesterens hjemmebryggede øl, og jeg blev grundigt belært om, hvor dygtig en mand jeg har. Han ringede til gengæld cirka midt i den tredje mundfuld for at høre Momses mening. Hun er et af de få mennesker, han virkelig gerne vil imponere. Og det lykkedes.julefrokost med momse

Efter frokosten lånte vi en kørestol og trillede Momse en tur rundt i området, og hun var svært begejstret for at komme ud  i den friske luft. Momse på tur i kørestol

Min mor dukkede op efter frokosten, og ungerne havde taget guitar og ukulele med, så de kunne spille et par julesange om eftermiddagen inden gaverne. Momse stemte i “Glade Jul”, til trods for, at hun ikke har en tone i livet og derfor normalt afholder sig fra at synge, men det var dejligt livsbekræftende at se hende lade sig rive med.

Sidst på eftermiddagen tog vi afsked med mor og Momse og satte kursen mod Ebeltoft, så vi kunne fejre sidste halvdel af julen med Oldefarmor. Det er jeg glad for, at vi gjorde.

Da vi kom til plejehjemmet var der fint dækket op til 14-16 mennesker, men det var der ingen grund til. De eneste beboere, som spiste med, var Oldefarmor og en sød gammel dame ved navn Edith, så det var godt vi kom fem mand og fyldte lidt op ved bordet. Maden var dejlig og en sød medarbejder sørgede så fint for os. Ungerne spillede et par julesange, og Oldefarmor sang med og var i vældig godt humør. Ud over et par gaver fra os, så havde plejehjemmet også sørget for, at der var en fin gave til beboerne. Edith viste sig at være en noget så hyggelig borddame, og vi havde alle dejlig aften hos Oldefarmor, som var træt men glad, da vi tog af sted sidst på aftenen.Jul hos oldefarmor

Hjemme hos svigermor rundede vi det hele af med en god flaske vin, og så var den dag gået.

Alt i alt blev det en fin – men lidt forjaget jul, fordi vi skulle fejre den to gange på samme dag. Men det var det værd, for de to gamle koner fik en god jul, og det var vigtigere end så meget andet.

Fiskereden – miniferie i Norge

Wuhu! Vi er taget til Norge! Vi opfylder Nikolines konfirmationsønske – hun ville have en fisketur til Norge eller Sverige – med garanti for fangst. So here we are…

Vi tog af sted i går, og her til aften har vi indtaget vores helt egen friskfangede aftensmad bestående af stegte makrel med kartoffelsalat-salat.

Vi har vores gode venner, Ayilé og Thomas, med, og de  har ikke rigtig fisket før, så det skulle lige læres. Vi ankom til den lille bugt, Korshamn i Lyngdal i går eftermiddags – og i morges stod vi alle seks til søs med det formål at vende hjem med aftensmaden.

Maskinmesteren agerede både maskinchef og kaptajn, og ville lige demonstrere, hvordan en fiskestang fungerer for Ayilé og Thomas. Ved det første kast – hev han en lille fin torsk med op – og så var vi alle tændt!

Thomas’ første fangst var noget ganske særligt. For han havde aldrig fanget en fisk før. Den var ikke stor, men den bragte stor jubel. 

Vi ræsede rundt hele dagen mellem klipper og skær – og hev den ene fisk op efter den anden. Både hornfisk, makrel, torsk og nogle små sørgelige fisk, som hele tiden bed på, men ikke var store nok til noget – de døde så snart, man hev dem af krogen, og de store måger, som fulgte os, havde en fest rundt om båden.

Selv efter maden ville ungerne gerne fange flere fisk – så de forsøgte sig fra molen.

I morgen forsøger vi os igen. Håber på torsk eller sej. Og ellers nyder vi bare Norge. Ja, vi elsker dette landet…

 

 

Helvedes forgård er åben – Copenhell for begyndere (del 2)

Torsdagen blev dagen, hvor Copenhells store festivalplads blev åbnet, og Ayilé, Thomas, Maskinmesteren, ungerne og jeg væltede ind for at se på merchandise, mærkelige mennesker,  madboder og høre metal. Vi blev ikke skuffede.
Et stor hit hos os alle var ”brødvikingen”, som vi mødte flere dage i træk – en herlig gut, som hver dag troppede op med en ny form for bagværk spiddet på sin tre-hornede vikingehjelm. En dag mødte man ham med tre franske hotdogbrød på hovedet, en anden var det donuts med glasur og krymmel – eller som her: Et helt sødmælksfranskbrød. Man blev bare glad over at se ham – og lidt sulten også.

I mine yngre dage var jeg svært begejstret for øl og kunne bøvse et godt stykke af ”I Østen stiger solen op”. Men i takt med at jeg er blevet gammel og sur, så har jeg udviklet en stærk præference for vin. Ayilé og jeg var fast besluttede på, at der måtte være en bod, hvor man kunne få et glas kølige druer – men vi kom til at lede længe. Da vi endelig fandt boden med vin – havde jeg forlængst genfundet kærligheden til øl og kunne ræbe mig frem til salmens andet vers. Vi var naturligvis glade for at konstatere, at boden findes – og vi drak da også et glas eller to – men ellers hylede vi bare med de ølulve, vi var iblandt. 

Torsdagen blev også dagen, hvor Slash featuring Myles Kennedy & the Conspirators (SMKC) skulle optræde, hvilket især jeg havde glædet mig til. Jeg har været Slash-fan i mange år.
I forhold til de to 14-årige, så havde vi haft en del diskussioner om, hvorvidt man må stå forrest til koncerterne, når man blot er en liden tue blandt bjerge af berusede mennesker, eller om det ville være for farligt. Sandra mente, at vi var nogle gamle affældige nokkefår og at alle, der deltog i en moshpit, var uendeligt søde og passede så godt på hinanden.
Maskinmesteren og jeg var med på, at man godt kunne stå forrest til SMKC, fordi der næppe ville opstå Wall of Death blandt publikum her. Men når det kommer til Whitechapel, Slipknot og den slags, så kom de ikke op i front – heller ikke selvom kærlige mennesker helt sikkert ville hjælpe dem med at samle deres tænder op bagefter. Glem det.

Som nogle måske husker, så var vi til koncert med Slash og Myles Kennedy i Hamburg i februar. Her havde ungerne hæklet dukker af Myles og Slash, som de fik smidt op på scenen. Dukkerne blev samlet op af en roadie, og en måneds tid efter opdagede de, at Myles-dukken og Myles selv var med i en video, bandet havde lagt på Youtube fra touren, hvilket fik ungerne helt op i det røde felt af lykke. Filmen ligger her – og dukken findes ca. 00:42.

Til koncerten på Copenhell havde ungerne fremstillet resten af The Conspirators i bomuldsgarn og med perleplade-bas/guitar og tromme-tandstikkere. Vi var blandt de første foran scenen, og ungerne fik hurtigt nye venner, som synes dukkerne var ret fine.
Det var bomben, da de fik øje på Slash-dukken fra Hamburg, som var sat op på en forstærker sammen med en imponerende samling plastik-dinosaurer m.v.

Selve koncerten var røvballerock at it’s finest, og den forløb helt uden moshpits – tilgengæld blev der crowdsurfet en hel del. Granvoksne mænd kom flyvende fra alle sider og hen over hovederne på os. Især én af dem kom så uventet, at Nikoline ikke nåede at registrere ham, før hun fik hans røv i nakken og knaldede panden ned i hegnet foran scenen. Det gjorde formentlig mere ondt i stoltheden end i så meget andet, for det blev noteret fra scenen også…

Det lykkedes børnene, at få kastet dukkerne op til Myles Kennedy, som grinende samlede dem op med ordene: ”Thank you very much! These are badass!” Og så var ungernes lykke gjort. Men det blev bedre endnu: Efter koncerten fik de overrakt hver deres trommestik efter ordre fra Brent Fitz bag tønderne, og bassisten Todd Kerns sørgede for at de fik flere plektre. Ungernes smil sagde det hele.
Efter koncerten lagde jeg et billede på Instagram og takkede bandet for en fed koncert og den søde gestus for ungerne, og store blev både mine og ungernes øjne, da bassisten Todd Kerns svarede.


Vi var høje af lykke resten af dagen, hvor vi også fik hørt Tool, White Chapel og Fever 333. Det hele var fedt – og vi var alle lykkelige for, at festen fra helvede ikke var slut endnu…

Til helvede med os – Copenhell for begyndere (del 1)

Flere har spurgt, hvordan det gik med vores Copenhell-debut, for som det fremgik af seneste indlæg, så var den ene konfirmationsgave til ungerne, billetter til Copenhell. Det var Sandras helt store ønske, især efter det stod klart, at Slipknot var blandt hovednavnene i år.

Vi havde glædet os alle sammen. Også Maskinmesteren, som blev klippet dagen før, vi tog af sted. Med os derover havde vi vores gode venner Ayilé og Thomas, hvor Thomas må siges at være Copenhell-veteran. Han har været derovre i flere år – både alene og med selskab. Ayilé er derimod fuldstændig ligeglad med metal – men hun elsker sin mand meget højt, og så ville hun gerne være bonus-moster for ungerne, hvis en af dem nu blev trætte af støv, dødsmetal og pinlige voksne i læderbukser, så kunne de jo tage med Ayilé på shoppingtur i stedet.

I erkendelse af, at vi er for gamle og for fornemme til at ligge i telt i en lille uge, havde vi booket en ferielejlighed i Ørestaden. Tanken var, at vi kunne tage metroen til Christianshavns Torv, hvor rute 666 var indsat til at køre derfra og ud til helvede på Refshaleøen. Men vi skulle blive klogere…

Turen fra Horsens til København foregik i høj sol og godt humør, lige indtil vi kom over Storebælt, hvor airconditionen stod af, så temperaturen i bilen nåede op på, hvad der føltes som 30 grader. Vi kørte resten af turen som den langtungede familie fra Teliareklamerne og håbede at være hurtigt fremme.Onsdag den 19. juni åbnede Copenhell-pladsen til lidt warm up. Sandra ville ikke gå glip af noget som helst, så vi måtte derind, så snart The Gates of Hell gik op.

Det kan godt være lidt ensomt at være de eneste 14-årige, der bekender sig til heavy metal i både musik- og tøjstil, når man bor i en lille jysk provinsby, så begge piger var naturligt nok stærkt begejstrede over alle de metalheads, de spottede i gadebilledet på vej derhen. Man kunne nærmest ikke sparke sig gennem byen for langhårede, tattoverede mennesker med kranier og død på tøjet.

Sandra blev helt forskrækket, da en mand pludselig sprang op fra sit bord foran en café og brølede: ”OOHHH YEEAAAHHH!!! CANNIBAL CORPSE!!” og pegede begejstret på hendes t-shirt med bandet. Bagefter var hun lige blevet et par centimeter højere af at blive anerkendt for sin musiksmag – også selvom det kom lidt uventet.

Vi nåede hen til Christianshavns Torv kun for at opdage, at rute 666 var ændret, så den i stedet for at begynde sin tur fra torvet, kom helt inde fra Hovedbanegården. Der stod vi så i en lang snoet kø henover Christianshavns Torv sammen med hundredvis af andre metaltosser, og kunne se den ene fyldte bus efter den anden køre forbi. Efter en halv times venten og kun meget lidt fremdrift i køen, valgte vi at gå. Og det skulle vi komme til at gøre en del i den uge…

Som sagt er der mange ting, som er uvante for et par 14-årige tøser fra en lille jysk provinsby, fx gjorde det indtryk, at der ved indgangen står en kristen prædikant og forsøger at overbevise deltagerne på vej ind til Copenhell om, at heavy metal er satans værk, og at de bør vende om. Ungerne synes det var lidt synd for ham. De konkluderede, at han på ingen måde vidste, hvad han talte om, og de mente, han burde komme med ind og opleve det selv. Måske ville han ændre mening.

Inde på pladsen blev deres øjne først fanget af et stort diskokranie og herefter af en ung kvinde i bar røv og læderfrynser. ”Mor! Man kan jo se hele hendes numse!” Ja, det kunne man, og den var nydelig. Vi fik fornøjelsen af den senere den samme aften, hvor den blev luftet på et bord i et øltelt. Onsdagens warm up bød alene på musik fra den lille Pandæmonium-scene, og ellers var der fuld knald på Biergarten, som er et øltelt med live-karaoke. Her spiller et husorkester en række kendte rock- og metalklassikere, som folk så kan gå op og brøle sig igennem, hvis de tør eller er fulde nok. Ikke overraskende var der kø til mikrofonen og voldsom gang i teltet. Sangerne skriger deres indre rockstar ud, og publikum går balalajka i headbanging og dans på bordene.

Det New Zealandske band, Like a Storm, havde fået til opgave at vække de døde med den allerførste koncert på Copenhells Pandæmonium-scene. Meget passende havde de medbragt dødningedekorerede didgeridoos, som indgik i deres superenergiske hard rock/metal core. De var overraskende fede, og vi fik svinget lidt med garnet og smagt de første kolde fadøl.

Senere kom Eagles of Death Metal, men de fangede os ikke helt, så vi overgav os i stedet til bar røv og brøle-rock i Biergarten resten af den aften.

Vi var godt trætte i benene, da vi kom hjem ved midnatstid til vores lejlighed. Vi kunne konstatere, at vi havde travet 14 km den dag. Men vi glædede os helt vildt til at se resten af festivalpladsen, og høre endnu mere metal dagen efter… (fortsættelse følger)

Konfirmation med gaven fra helvede

Søndag den 28/4 begyndte lidt skævt. Jeg vågnede op med den ondeste øjenbetændelse, fyret var gået ud, så der var ikke noget varmt vand – og ungerne skulle konfirmeres…Maskinmesteren fik hurtigt sat fut under kedlerne, og jeg pøsede litervis af saltvand i øjet i håb om at genvinde evnen til at adskille mine øjenlåg.

Vi voksne havde glædet os sygt meget – især til at ungerne skulle have deres gaver. Særligt den ene havde voldt os en del udfordringer, fordi…

Gennem de seneste par år, har vi måtte udholde kaskader af klynk, brok og raseri fra Sandra, fordi hun ikke har fået lov til at komme med til Copenhell. Sidste år spillede alle de fede bands, livet var en jammerdal, og selvom vores gode ven Thomas livestreamede fra de koncerter, som hun gerne ville se, så var det på ingen måde godt nok for den unge dame.

Helt galt gik det, da Copenhell i oktober annoncerede Slipknot som årets hovednavn. Det udløste tredje-tude-verdenskrig herhjemme, og der var ikke grænser for, hvad Hulkende Hulda ikke ville gøre for at få lov til at komme med. Slipknot havde ikke været i Europa i årevis, og der gik sikkert 1.000 år før de kom igen. Vi var de mest latterlige forældre, som ikke forstod, at hele hendes liv ville være Ø-D-E-L-A-G-T, hvis ikke hun fik mulighed for at opleve dem til Copenhell i 2019.
Men vi holdt stand. Ikke tale om. Det var for dyrt, og hun var for ung – og vi skulle jo spare op til deres konfirmation og blah-blah.

Den historie fastholdt vi, alle de gange emnet blev taget op – til trods for, at vi havde købt billetter til os alle fire og booket en lejlighed i nærheden af festivalen. Vi glædede os helt vildt til at kunne afsløre det. Indtil da måtte vi affinde os med at være de tarveligste og mest fatsvage forældre i hele verden.

Nå – men børnene skulle jo lige konfirmeres først. I kirken sagde de ja på alle de rigtige tidspunkter, og udenfor blev vi mødt af Sandra og Nikolines gamle dagplejemor, Inga, som havde set i avisen, at de skulle konfirmeres – og det ville hun under ingen omstændigheder gå glip af. Hendes mand, Vagn, går ikke så godt mere, så han sad i bilen, og ungerne blev så glade for at se dem begge.

Festen holdt vi på Borre Knob ved Glud – et smukt konferencecenter, som ligger helt ned til fjorden. Maden var forrygende, vinen dejlig, og personalet havde totalt styr på det hele.
Da det var tid til at afsløre gaven, holdt jeg en illustreret tale for ungerne om deres opvækst, særheder og alt, der gør dem fantastiske – og sluttede af med at overrække dem en t-shirt hver, som de skulle love bære, når tiden for vores gave oprandt.T-shirts

Det lovede de, og frem kom Copenhell-billetterne. Fire øjne blev store som tekopper, to munde stod vidt åbne, og et halvt års frustrationer forsvandt som dug for solen. Maskinmesteren og jeg var pludselig verdens absolut cooleste og bedste forældre.

Selvom begge unger er glade for metal, så var det primært Sandras store ønske at komme til Copenhell. Øverst på Nikolines ønskeseddel stod der ”fisketur til Norge eller Sverige”.
Et ønske, der passer helt utrolig godt med Maskinmesterens forestilling om en drømmeferie. Derfor krævede det ingen overtalelse, at få ham med på den gaveidé, som også gjorde stor lykke.

Forhåbentlig får vi lidt fred nu, indtil sommeren står for døren med torskefangst og tunge guitarriffs. Det kan kun blive godt. Især fordi vi på begge ferier får selskab af Ayilé og Thomas – vores gode venner, som har udnævnt sig selv som Bonus Moster og Fake Onkel til ungerne.

Fake Onkel Thomas havde i øvrigt forfattet et uforglemmeligt og helt genialt digt til børnene, som han reciterede under festen. Flere har ønsket at læse digtet igen, så det kommer her: Thomas’ konfirmationsdigt. Det er spot on.

Jeg har lovet Sandra og Nikoline at skrive en stor tak ud til alle, som var med på dagen og dermed gjorde den til en fest – og til dem, som havde sendt et kort eller en gave. Tusind tak. Vi har siddet og gennemlæst de mange fine hilsner i kortene i dagene efter – og tak for jeres ord og tanker.

Konfirmander

Pikkerock & Brezels

Vi er på vej hjem fra en forrygende koncert med Slash, Myles Kennedy & the Conspirators i Hamborg i går aftes.

Børnings havde ladet sig inspirere af hhv. Myles Kennedy og Slash’ frisurer, lige som de havde hæklet og perlepladet de to helte i dukkeform.

Slash Myles Kennedy smkc koncert Dolls

Koncerten var helt efter bogen – en opvisning i det, som Thomas Treo vistnok engang har omtalt, som “pikkerock”. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad forskellen er på “pikkerock” og “røvballerock”. Men fedt var det. Megafedt!

Todd kerns Brent Fritz slash Myles Kennedy

Maskinmesteren er ikke til mennesker, så han står altid bagerst et sted, hvor han kan se menneskesuppen foran skvulpe rundt til musikken. Det sjove ved Hamborg (måske Tyskland generelt) er, at de sælger øl og de der forvoksede saltkringler – kaldet Brezels – alle steder. Selv inde i kødranden har de sælgere, som går rundt med kasser med øl og brezels bundet på ryggen og et flag, der rager langt op over mængden, så man hele tiden kan orientere sig om, hvor man kan få den næste saltkringle fra.

Maskinmesteren bemærkede også, at i stedet for en skov af hænder formet i djævletegnet, så stod de fleste i Hamborg med en afbidt brezel i vejret, og med lidt god vilje, kunne de da også godt ligne djævlens horn…

Ungerne og jeg stod ret tæt på scenen, og på en eller anden måde lykkedes det for dem at få deres hjemmelavede Slash- og Mylesdukker smidt derop til slut, hvor Myles Kennedy samlede dem op og satte dem på en forstærker med et anerkendende smil.

Todd kerns slash Sings Hamburg

Lige inden vi forlod hallen, spottede vi en roadie, som begyndte at rydde op efter koncerten – midt i arbejdet fik han fat i de to dukker og stoppede op for at undersøge dem. Herefter lyste han op i et kæmpesmil og løb hen til en kollega for at dele sit fund. De grinede lidt over dem og tog dem med sig, og så var ungernes lykke gjort.

Man bliver aldrig for gammel til Anders And

Kort før jul blev jeg præsenteret for et tilbud, jeg umuligt kunne sige nej til: 3 måneders abonnement på Anders And sammen med DETTE FANTASTISKE SENGETØJ.

dynebetræk anders and motivDa jeg så det, var der ingen vej tilbage – for jeg vidste præcis, hvem der skulle have det i julegave: Min mor.

I mit barndomshjem havde vi en skuffe fuld af Anders And blade. Nogle af dem var helt tilbage fra dengang, min mor var barn, andre var af nyere dato. Når jeg var syg, var det fast kutyme, at jeg fik det nyeste Anders And blad og og alt det saftevand, jeg kunne hælde i mig.

Derudover læste jeg Anders And ved morgenbordet, og når jeg kom hjem fra skole. Jeg læste Anders And i sengen, og når jeg var på ferie hos Momse.

Momse er jo ikke anderledes end resten af familien. Når jeg som barn var på sommerferie hos hende, tog hun tit en middagslur – efter hun lige havde ligget og bladret lidt i et Anders And blad. Indimellem kunne man også lokke hende til at læse en af historierne højt.

Men tilbage til sengetøjet. Min mor blev ellevild, da hun åbnede julegaven. Sengetøjet ramte som forventet lige ind i hendes barnlige sjæl, og da jeg besøgte hende et stykke tid efter jul, så hendes seng sådan ud.

Forleden skrev jeg til hende for at høre, om hun også havde modtaget de første numre af bladet.

– Jo, tak. Jeg har fået de første tre blade, og når jeg er færdig med dem, så går jeg over til Momse, for hun vil også gerne låne dem, forklarede hun og sendte mig dette:

Momse anders and

Med sine 100 år på bagen er Momse et levende bevis på, at man aldrig bliver for gammel til Anders And.