Alt her i livet har vi kun til låns…

…nogle ting mere end andre.

I går fik jeg den uendeligt triste nyhed, at min allerbedste hundeven, lånehunden Barkley var død.

Han var 12 år gammel og faldt pludselig om på en ellers dejlig gåtur ved søen i Solbjerg, hvor han bor. Den bedst tænkelige død man kunne forestille sig for ham – måske bortset fra at forlade denne verden med hovedet i en fyldt madskål. Han var trods alt labrador.

Barkley blev vores lånehund et halvt års tid efter, vi havde mistet vores egen labrador Nino. I månederne efter, gik Maskinmesteren og jeg og klappede sorte tasker og jakker, hvis de lå og flød, og vi smed pølseender på gulvet, fordi vi var så vant til, at der var en til at gribe.

Det var lige indtil min gode veninde, Anne Mette, forsigtigt spurgte om vi kunne være interesserede i at passe en ung, flot og glad labrador ved navn Barkley. Hans familie havde brug for pasning af ham i nogle måneder. Vi insisterede på at se knægten an, for vi ville ikke passe hvad som helst. Fem minutter inde i vore første møde var al skepsis forsvundet. Han var lige så sød og dejlig, som han så ud til.

Sådan blev vi Barkleys reservefamilie, og han blev vores lånehund.  I de følgende knap 10 år han ofte været hos os i Outlaw eller med os i Lærkereden, hvor han løb frit omkring på vores ture i skoven.

Han elskede det. Og vi elskede ham. Han var sådan en rar, godmodig og glad fjollerik. Han sov ofte på ryggen i sin kurv med benene strittende ud til alle sider. Andre gange lå han i smørhullet med forpoterne solidt plantet i Maskinmesterens ansigt.

Barkley var meget præcis i sin morgenvækning, så snart fuglene begyndte at synge, krævede han sin morgenmad smidt ud over grunden, så han kunne gå og hygge sig med at finde den. Han er også den eneste hund, jeg kender, som kunne tisse på kommando, og han yndede at skide 37 gange på en gåtur – sikkert bare for at se os samle op.

Nu skal vi ikke passe ham mere, og jeg gruer for den første tur i Lærkereden uden hund. Jeg kan ikke huske, hvornår vi har været der uden.

Det er sandt, at alt her i livet kun er til låns. Det er bare ikke altid, man afleverer frivilligt.

Både Maskinmesteren, børnene og jeg er taknemmelige og glade for, at vi fik lov at låne sådan en prægtig slubbert gennem så mange år. Tak.

En hund efter Outlaw  

Morgenstund har bræk i mund

Sorte slamberts fødselsdag 

Tanker under et egetræ

Reklamer

Med hilsen fra majestæten og det hele…

Det er sandt, man får brev fra dronningen, når man fylder 100 år. Se selv:

 

Momses 100 års fødselsdag blev et brag. Hun holdt åbent hus med kaffe og kage i restauranten, som ligger i tilknytning til det lejlighedskompleks, hun bor i. Der var fyldt ved alle borde – gæster væltede ind – og det var naboer, genboer, venner og familie fra nær og fjern.  Flere af hendes søskendes børn og børnebørn dukkede op, og mange af dem havde hun ikke set i 5-10 år.

Enkelte havde taget familiebilleder med, som gik på omgang, og der blev fortalt røverhistorier og grinet af fjollede billeder fra fordums fester i familien Pallisgaard.

Det var så hyggeligt og dejligt at se Momse så glad. Sandra og Nikoline fik tjansen at notere gaver og kort, og de kom på overarbejde.

De to havde naturligvis kreeret en gave, som enhver 100-årig har brug for: Et akvarium, der passer sig selv – oven i købet med lys i. (De havde limet blinkende, flerfarvede cykeldioder i låget)

Men der var andre kreative hoveder. Fx fik hun denne farverige stok med ringeklokke og snapseflasker. Jo-jo… der manglede ikke noget.

Da kaffebordet og det åbne hus var slut, var familien rundt og se, hvor Momse bor. Ved aftensmaden var vi 31 tilbage, og der var meget der skulle snakkes om. Heldigvis huskede vi at få taget et familiefoto. Man ved jo aldrig, hvornår vi ses igen.  

Da vi middagen om aftenen var slut, var den 100-årige godt brugt. Så vi fulgte hende op i lejligheden, hvor hun satte sig i lænestolen og så helt opgivende på alle de blomster, flasker og chokolade, som hun ikke kunne komme hen til sin seng for. Vi lovede at hjælpe hende med at få det hele pakket ud dagen efter, og så var hun tilfreds.

Flere familiemedlemmer havde benyttet sig af muligheden for at leje små værelser i bygningen, så de kunne overnatte. Så vi mødtes igen ved morgenbordet, før det var tid til at tage afsked med fødselaren.

Afskeden var hård. For når man er 100 år, og skal sige farvel til mennesker, man har kendt og holdt af gennem et langt liv – mennesker som man sjældent ser, så er det svært at holde tårerne tilbage. Det er jo langt fra sikkert, at man nogensinde ser dem igen. Her måtte Momse lige have en trøstende arm og en kleenex.

Der er ingen tvivl om, at hun havde en dejlig dag. Det havde vi andre også.

En stor tak til alle, som deltog – og til alle som sendte Momse en hilsen på dagen.

For de med særlig interesse, har jeg lagt lagt billeder op fra dagen, som kan ses her.

I morgen sker det…

…Momse fylder 100 år!

Konen kom til verden den 12. april 1918. Det var få dage før, at den Røde Baron blev skudt ned under 1. verdenskrig. FØRSTE VERDENSKRIG!!

Hun blev døbt Jensine Kristine, men hun er aldrig blevet kaldt andet end Stinne. Først som 89-årig tog hun endelig navneforandring. Det var efter, hun havde knust sin skulder efter et fald i en fodgængerovergang. Hendes egen bror kunne ikke finde hende på sygehuset, fordi de ikke havde nogen “Stinne” indlagt, og han anede ikke, at hun i virkeligheden hed Jensine.

Jeg elsker at se Matador, fordi det er Danmarkshistorie fra dengang Momse var ung. Hun kunne i princippet have været en figur fra serien. Hvis hun var, så ville hun være Laura: Gæv, arbejdsom, ordentlig, dygtig, lidt hård i filten og lige ud af posen. Ikke så meget følelsessnak – men i handling altid med et hjerte af guld.

I morgen skal hun fejres. Og det bliver med manér. Ungerne har fået fri fra skole i to dage, Maskinmesteren og jeg har også taget fri. Maskinmesteren har strøget skjorten og insisterer på, at have slips på, når Momse bliver 100.

Der kommer familie fra nær og fjern, som vi ikke har set i årevis, flere af dem har booket overnatning, så vi også får et festligt morgenbord dagen derpå.

Vi glæder os. Ungerne har lavet en fantastisk gave til hende, som hun slet ikke har fantasi til at ønske sig. Og så er de spændte på, om det er rigtigt, at man får brev fra dronningen, når man bliver 100 år.

Momse selv forsøger at tage det roligt. Sidst jeg talte med hende, var hun lidt i chok, fordi hun havde hørt om alle de mennesker, der havde meldt deres ankomst. Ud af en søskendeflok på 6 er der kun hende og hendes lillesøster på 90 år tilbage. En stor del af hendes venner har forlængst forladt denne verden, og derfor var hun noget overrasket over, at så mange mennesker alligevel lægger vejen forbi i morgen. Det er både børn og børnebørn af hendes søskende, det er venner, naboer og selvfølgelig hendes egne børn, børnebørn og oldebørn.

“Jeg skal ikke tænke på det, for så kan jeg slet ikke sove om natten. Men Grete (min mor) har vist styr på alt det praktiske, og så skal det jo nok gå”, sagde hun.

Jeg har forsikret hende om , at hun bare skal komme og nyde det – og det er jeg helt sikker på, at hun gør.

Party on, Momse. I morgen går det løs.

Så aftensmaden blev lidt forsinket på grund af det her ægtepar…

På vej hjem fra arbejde i går standsede jeg lige hos Rema1000 for at købe lidt ind. Ved indgangen til butikken blev jeg stoppet af et ægtepar, der tydeligevis samlede ind til et eller andet. Jeg kunne bare ikke helt finde ud af hvad det var.

Man har vel altid tid til at stoppe og høre Ands ord, når sådan et par her spørger.

De var vanvittigt insisterende, kom helt hen og tjekkede om man havde noget i hænderne, når man satte sig på hug foran dem.

Budskabet var ikke til at tage fejl af: Giv os mad. Nu.

Jeg er ikke klogere, end at jeg adlyder, når en And kommanderer. Så jeg gik ind og købte en pose hvedeboller, og så kunne jeg ikke dy mig for at købe en dåse majs. Bare for at se om det var rigtigt, at ænder elsker majs.

Det sidste kan jeg afkræfte – men se lige de to nærgående apparater:

 

 

Jeg er gammel og tyk – men god mod børn og dyr

Gammel og tyk. Det er hvad jeg er blevet i dag. Det her er mig.

Aldersbarometeret siger 43 og vægten peb ynkeligt under mig i morges, mens den blinkede “+ 1,4 kg siden sidste uge”. Det sker efter en weekend, hvor jeg har mæsket mig i nordjysk grønlangkål og flæsk sammen med Momse, min mor, Maskinmesteren og ungerne. Vi er alle helt pjattede med nordjysk grønlangkål kokasse-style, så det lavede min mor til mig som fødselsdagsmiddag i lørdags.

Efter vægtchokket forventede jeg en forbedring af dagen, i det øjeblik Nikoline overrakte mig en gave med et fint kort. Jeg smilede, lige indtil jeg nåede linjen, hvor hun skrev – ”du minder mig faktisk lidt om Baymax”.

Baymax?!

Det er altså ham her…

Jeg skulle lige til at spy ild og brøle: ”Sagde du FEDE?!” – indtil jeg fik læst linjen under, hvor hun forklarede ”at det er fordi, du altid passer godt på os”.

Godt reddet, barnlil. Baymax er i filmen en utrolig sød robot, som er programmeret til at yde omsorg for andres fysiske og psykiske helbred.

Jeg overgav mig helt, da jeg fik denne her lille hæklede model.

Så ikke mere fødselsdagsraseri fra min side. Bare en stor tak til alle dem, som har sendt mig en tanke eller en hilsen i dag.

Jeg er meget beæret, og nu vil jeg bevæge mig et lille skridt nærmere Baymax-formen og sætte Maskinmesterens helt vildt lækre fødselsdagsmiddag til livs. Han laver verdens lækreste hasselbach kartofler, og til dem har jeg bestilt mørbradbøffer og bearnaise.

Come to Baymax…

Fantastiske væsener i julegave

Jeg er vist kommet til at tvangsindlægge ungerne til at se filmen “Fantastic Beasts and where to find them” lidt for ofte her op til jul. Men det var det værd, for det har inspireret Nikoline til at lave den ultimativt fedeste julegave til mig. Mine damer og herrer: Mød Pickett!

Jeg elsker ham, og hvis ikke du har set filmen, så se at få det gjort. Pickett er ét ud af mange fantastiske væsener, og jeg er særligt glad for, at Nikoline havde valgt at lave ham og ikke en erumpant eller en murtlap.

Julen i Outlaw var præcis, som den skulle være. Mor og Momse og svigermor Karen var her – og for første gang var min far også med. Ungerne forsøgte forgæves at tæve deres oldemor i både terninger og kortspil – naturligvis helt uden held. Jeg forsøgte at lave julemad, der er lige så god som Momses, men også jeg fejlede.

Aftenen før satte jeg rødkål over og faldt herefter i en spændende film sammen med Maskinmesteren og ungerne. Det resulterede i uspiselig rødkålskaramel, eftersom jeg først kom i tanke om gryden på blusset, da rulleteksterne løb henover skærmen.

Anden var sådan et muskelbundt, der har løbet lidt for frit, så selvom den blev stegt i fem en halv time, så var den slet ikke så mør, som den skulle være. Til gengæld blev rødkålen virkelig lækker i andet forsøg, og anden var herlig i biksemad her til aften.

Dagen i dag er gået med at vaske tøj og gramse på vores julegaver. Ud over Pickett, fik jeg en lækker fyldepen og en masse bøger, jeg havde ønsket mig.

Maskinmesteren så lidt træt ud, da jeg åbnede pakkerne fra svigermor. De indeholdt bøgerne af SalatTøsen. Særlig “Kål hele året rundt” slukkede livsgnisten i hans øjne, men han må jo selv til kødgryderne, hvis han synes, der kommer for mange planter på middagsbordet.

Morbid picnic med Momse

For nogle måneder siden inviterede jeg Momse og ungerne med på picnic. Lidt morbidt måske, for turen gik til Vestre Kirkegård, som er en af smukkeste parker i Aarhus, hvis du spørger mig.

Momse er jo havetosset, og der er intet, hun nyder mere end synet af en velplejet have eller park med spændende blomster, træer og planter. Især nu, hvor hun ikke længere selv kan luge og rive.

Vi havde en pragtfuld tur i juni, hvor solen skinnede, og vi spiste medbragt mad. Nogen vil måske mene, at det er upassende at spise på en kirkegård, men vi mødte ikke mange mennesker, som vi kunne genere – og dem, vi mødte, hilste pænt og så ikke spor forargede ud. (Heller ikke over mine børns obskøne håndtegn og mangel på pli – sorry) Vestre Kirkegård rummer spændende grave, mindesten og områder, som alle fortæller en historie. Mindesten over borgere, der døde i kz-lejre, borgmestre, frihedskæmpere og ofrene for den store eksplosion ved havnen i Aarhus i 1944. 

Og så er der naturligvis min yndlingssten med det bedste budskab, som jeg har skrevet om før.

Siden vi opdagede, at Momses rollator lige passer ind i bagagerummet på bilen, så er det nemt at komme af sted med hende, fordi det betyder, at hun kan gå selv uden at skulle have fat i nogens arm. ”Ka’ selv – vil selv”, som hun siger.

I juni nåede vi kun første halvdel af kirkegården sammen med ungerne, fordi Momse nemt bliver træt, så i forgårs tog vi den sidste halvdel, der bl.a. bød på disse smukke hortensiaer, som står hele vejen op til kapellet.Efter turen tog vi hjem til Momse, hvor jeg for en sjælden gangs skyld fik lov til at lave mad til hende: Nyopgravede kartofler fra Outlaw, grøn salat og ovnbagt laks med dilddressing. Til gengæld fik hun selv lov til at skrubbe kartoflerne for skind. Visse fornøjelser skal man ikke tage fra de gamle.

Nu har vi set Vestre Kirkegård. Næste gang tager vi Nordre Kirkegård – og når vi så har set den, så kan vi starte forfra med Vestre igen, for til den tid har hun glemt det hele. Hukommelsen er ikke så god mere – men i dette tilfælde gør det ingen verdens ting. 😃