Med hilsen fra majestæten og det hele…

Det er sandt, man får brev fra dronningen, når man fylder 100 år. Se selv:

 

Momses 100 års fødselsdag blev et brag. Hun holdt åbent hus med kaffe og kage i restauranten, som ligger i tilknytning til det lejlighedskompleks, hun bor i. Der var fyldt ved alle borde – gæster væltede ind – og det var naboer, genboer, venner og familie fra nær og fjern.  Flere af hendes søskendes børn og børnebørn dukkede op, og mange af dem havde hun ikke set i 5-10 år.

Enkelte havde taget familiebilleder med, som gik på omgang, og der blev fortalt røverhistorier og grinet af fjollede billeder fra fordums fester i familien Pallisgaard.

Det var så hyggeligt og dejligt at se Momse så glad. Sandra og Nikoline fik tjansen at notere gaver og kort, og de kom på overarbejde.

De to havde naturligvis kreeret en gave, som enhver 100-årig har brug for: Et akvarium, der passer sig selv – oven i købet med lys i. (De havde limet blinkende, flerfarvede cykeldioder i låget)

Men der var andre kreative hoveder. Fx fik hun denne farverige stok med ringeklokke og snapseflasker. Jo-jo… der manglede ikke noget.

Da kaffebordet og det åbne hus var slut, var familien rundt og se, hvor Momse bor. Ved aftensmaden var vi 31 tilbage, og der var meget der skulle snakkes om. Heldigvis huskede vi at få taget et familiefoto. Man ved jo aldrig, hvornår vi ses igen.  

Da vi middagen om aftenen var slut, var den 100-årige godt brugt. Så vi fulgte hende op i lejligheden, hvor hun satte sig i lænestolen og så helt opgivende på alle de blomster, flasker og chokolade, som hun ikke kunne komme hen til sin seng for. Vi lovede at hjælpe hende med at få det hele pakket ud dagen efter, og så var hun tilfreds.

Flere familiemedlemmer havde benyttet sig af muligheden for at leje små værelser i bygningen, så de kunne overnatte. Så vi mødtes igen ved morgenbordet, før det var tid til at tage afsked med fødselaren.

Afskeden var hård. For når man er 100 år, og skal sige farvel til mennesker, man har kendt og holdt af gennem et langt liv – mennesker som man sjældent ser, så er det svært at holde tårerne tilbage. Det er jo langt fra sikkert, at man nogensinde ser dem igen. Her måtte Momse lige have en trøstende arm og en kleenex.

Der er ingen tvivl om, at hun havde en dejlig dag. Det havde vi andre også.

En stor tak til alle, som deltog – og til alle som sendte Momse en hilsen på dagen.

For de med særlig interesse, har jeg lagt lagt billeder op fra dagen, som kan ses her.

I morgen sker det…

…Momse fylder 100 år!

Konen kom til verden den 12. april 1918. Det var få dage før, at den Røde Baron blev skudt ned under 1. verdenskrig. FØRSTE VERDENSKRIG!!

Hun blev døbt Jensine Kristine, men hun er aldrig blevet kaldt andet end Stinne. Først som 89-årig tog hun endelig navneforandring. Det var efter, hun havde knust sin skulder efter et fald i en fodgængerovergang. Hendes egen bror kunne ikke finde hende på sygehuset, fordi de ikke havde nogen “Stinne” indlagt, og han anede ikke, at hun i virkeligheden hed Jensine.

Jeg elsker at se Matador, fordi det er Danmarkshistorie fra dengang Momse var ung. Hun kunne i princippet have været en figur fra serien. Hvis hun var, så ville hun være Laura: Gæv, arbejdsom, ordentlig, dygtig, lidt hård i filten og lige ud af posen. Ikke så meget følelsessnak – men i handling altid med et hjerte af guld.

I morgen skal hun fejres. Og det bliver med manér. Ungerne har fået fri fra skole i to dage, Maskinmesteren og jeg har også taget fri. Maskinmesteren har strøget skjorten og insisterer på, at have slips på, når Momse bliver 100.

Der kommer familie fra nær og fjern, som vi ikke har set i årevis, flere af dem har booket overnatning, så vi også får et festligt morgenbord dagen derpå.

Vi glæder os. Ungerne har lavet en fantastisk gave til hende, som hun slet ikke har fantasi til at ønske sig. Og så er de spændte på, om det er rigtigt, at man får brev fra dronningen, når man bliver 100 år.

Momse selv forsøger at tage det roligt. Sidst jeg talte med hende, var hun lidt i chok, fordi hun havde hørt om alle de mennesker, der havde meldt deres ankomst. Ud af en søskendeflok på 6 er der kun hende og hendes lillesøster på 90 år tilbage. En stor del af hendes venner har forlængst forladt denne verden, og derfor var hun noget overrasket over, at så mange mennesker alligevel lægger vejen forbi i morgen. Det er både børn og børnebørn af hendes søskende, det er venner, naboer og selvfølgelig hendes egne børn, børnebørn og oldebørn.

“Jeg skal ikke tænke på det, for så kan jeg slet ikke sove om natten. Men Grete (min mor) har vist styr på alt det praktiske, og så skal det jo nok gå”, sagde hun.

Jeg har forsikret hende om , at hun bare skal komme og nyde det – og det er jeg helt sikker på, at hun gør.

Party on, Momse. I morgen går det løs.

Jeg er gammel og tyk – men god mod børn og dyr

Gammel og tyk. Det er hvad jeg er blevet i dag. Det her er mig.

Aldersbarometeret siger 43 og vægten peb ynkeligt under mig i morges, mens den blinkede “+ 1,4 kg siden sidste uge”. Det sker efter en weekend, hvor jeg har mæsket mig i nordjysk grønlangkål og flæsk sammen med Momse, min mor, Maskinmesteren og ungerne. Vi er alle helt pjattede med nordjysk grønlangkål kokasse-style, så det lavede min mor til mig som fødselsdagsmiddag i lørdags.

Efter vægtchokket forventede jeg en forbedring af dagen, i det øjeblik Nikoline overrakte mig en gave med et fint kort. Jeg smilede, lige indtil jeg nåede linjen, hvor hun skrev – ”du minder mig faktisk lidt om Baymax”.

Baymax?!

Det er altså ham her…

Jeg skulle lige til at spy ild og brøle: ”Sagde du FEDE?!” – indtil jeg fik læst linjen under, hvor hun forklarede ”at det er fordi, du altid passer godt på os”.

Godt reddet, barnlil. Baymax er i filmen en utrolig sød robot, som er programmeret til at yde omsorg for andres fysiske og psykiske helbred.

Jeg overgav mig helt, da jeg fik denne her lille hæklede model.

Så ikke mere fødselsdagsraseri fra min side. Bare en stor tak til alle dem, som har sendt mig en tanke eller en hilsen i dag.

Jeg er meget beæret, og nu vil jeg bevæge mig et lille skridt nærmere Baymax-formen og sætte Maskinmesterens helt vildt lækre fødselsdagsmiddag til livs. Han laver verdens lækreste hasselbach kartofler, og til dem har jeg bestilt mørbradbøffer og bearnaise.

Come to Baymax…

Magisk fødselsdag i orkernes land

Hvis nogen kan holde på hemmeligheder, så er det mine unger. Det beviste de i går, da vi havde inviteret begge deres klasser til fødselsdag i skoven. Officielt skulle vi på skattejagt i Lille Rold Skov i Horsens, hvor vi skulle se lidt på dyrespor og uglegylp. Men virkeligheden var en lidt anden. Det startede helt uskyldigt med, at vi gik i samlet flok med de 35 børn ned ad skovstien og fulgte de røde snore i træerne. Helt old school.

Foruroligende blev det først, da børnene begyndte at bemærke de afrevne lemmer, som hang i træerne.
Først en afreven arm, så et ben – og et godt stykke inde i skoven hang to hjerner og dinglede i en trækrone. Jeg forsikrede børnene, at jeg blot havde hængt røde snore op. Lemmerne kendte jeg intet til, men måske var skovfogeden blevet gal?

Da skovstien drejede, stødte de praktisk taget ind i en gigantisk ork, som bad børnene om hjælp, fordi skoven var forbandet. De skulle finde nogle magiske genstande og skaffe nogle bogstaver hos nogle folk i skoven. Det var ikke lige det, de havde ventet, men her er en flok 10-11-årige børn jo så praktisk indrettet, at de bare køber præmissen og er helt med.

De løb rundt i skoven i hold, hvor de bl.a. mødte handelsmanden, som de måtte købslå med for at få bogstaver. De mødte krigeren, som lærte dem at slås med sværd og økser. Hos gådemesteren måtte de besvare kryptiske spørgsmål, og hos bueskytten kunne de opnå bogstaver, hvis de ramte målet. Hos heksen måtte de smage sære bryg og gætte, hvad det var eller indtage dødens drik som straf for forkerte svar.

Hos krigeren, blev der virkelig gået til stålet. To drenge udviste stort mod og kæmpede bravt og længe mod hinanden. Men de måtte begge se sig lammetævede efter noder, da deres klassekammerat Ellen indtog arenaen. Hun bankede dem begge med stor indlevelsesevne helt ind i middelalderen. Mage til fierce lady, skal man lede længe efter, og det var helt forrygende sjovt at overvære.
Min far havde været så sød at komme ned dagen forinden og hjælpe med at bage pølsehorn og pizzasnegle. Derudover bestyrede han madteltet i skoven. Der blev brugt mange kræfter, gået og løbet langt mellem posterne, og sulten var glubende hos de små krigere.

Da gåderne var løst, og de magiske genstande, som skulle bryde forbandelsen over skoven var fundet og samlet, manifesterede sumpmonsteret sig og krævede et offer for at hæve forbandelsen. Det blev desværre mig, som måtte ofres, hvilket betød, at jeg skulle drikke en eliksir, som forvandlede mig til en ork. Men så var det altså også slut med forbandelsen over skoven for denne gang, og slik og kage var på sin plads. Vi havde en helt igennem forrygende dag, hvor vejret, børnene og magien spillede.

Jeg skylder at sige, at folkene bag hele eventyret var Sandras rollespilsklub, Rollespilslauget Vitar Horsens, og hvis nogen trænger til lidt hjælp og inspiration til en vildt sjov fødselsdag med action og eventyr, så vil jeg varmt anbefale at ringe til Dea (heksen) og høre nærmere på telefon 23 72 12 03.

De fine billeder på bloggen er taget af min gode ven og fotograf Kevin Welk. 

Færdig med fødselsdage

Sådan her ser to voksne mennesker ud, når en horde af børn har forladt deres hus efter tre timers koncentreret fødselsdag.

Kæft, vi er trætte. I hovederne.

Påsken har stået på børnefødselsdag gange tre. Familien først. De opførte sig eksemplarisk. Herefter  holdt vi fest for 3. C i lørdags og til sidst 3. A i dag. Det er simpelthen utroligt, så voldsomt sådan en flok på 18 børn kan larme, råbe, løbe, æde og hærge.

Til gengæld er det en fordel at have høns. De har vist sig at være virkelig god beskæftigelsesterapi for sådan en flok unger på sukker. En håndfuld piger ville gerne ind i hønsegården for at give damerne lidt røde pølser og brød fra frokosten.

En af  drengene spurgte, om han godt måtte grave lidt regnorm til hønsene. Om han måtte. Vi hentede to spader og en lille spand – og så gik der ellers sport i at finde orm.

Lille Emmy, der ikke er større end tobak for en skilling og som med sin fjervægt måtte hoppe 10 gange på spadens kant for at få den helt ned i jorden, kæmpede en brav kamp for at finde orm. Ormene blev møjsommeligt samlet ind og puttet i en spand.

– Vi laver påskefrokost til hønsene, proklamerede hun.

Yummy! Pølseskind og regnorme.

Og således var en god håndfuld børn beskæftiget med henholdsvis at kæle med høns og grave orm til dem. Så gik den time. To timer tilbage til æggejagt, kagespisning, hujen og hoppen på trampolinen.

Nu er påsken er snart slut. Og vi er færdige med at fejre børn. Helt færdige. Selv opvaskemaskinen er død. Længe leve paptallerkner og plastikkrus.

10 år med tosserne

I dag er det 10 år siden Pave Johannes Paul II lå og døde, mens jeg fødte på livet løs. 10 år siden at de her to fantastiske mennesker kom til verden.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi nød de første år af deres liv. Det gjorde vi ikke. Vi levede i en kronisk tilstand af stress. Skrattelyden fra en babyalarm giver mig stadig et sug i maven den dag i dag. Og vi har stadig levn efter Fort Knox, som vi indrettede vores hus til, da de for alvor indtog den verden, som de tydeligvis mente tilhørte dem.

Men nu er de store og klarer alting selv. De smører selv madpakker, lægger tøj på plads og rydder op, når man har brølet af dem 10 gange, at det skal de fandme.

Man kan jo ikke andet end at elske dem, og det skal fejres.

I år kommer påsken til at gå op i fødselsdage og intet andet. Familien kommer skærtorsdag, og vi holder fest for hver deres skoleklasse hhv. lørdag og søndag. Vi havde måske et lille – ikke særligt sympatisk – håb om, at når vi holdt festerne for klasserne i påsken, så kom der nok mange afbud… Men vi bliver hhv. 17 og 13 børn. I år bliver det dog ikke med drabelige skovture for at redde Bilka Ulven fra en bindegal Rødhætte.  Det bliver ikke til så meget andet end en stille og rolig æggejagt, og så må de hoppe på trampolin og rive tapetet ned bagefter.

Ungerne glæder sig heldigvis. Og det gør vi også. Det er sgu’ da stort med sådan to små fedtperler, der 10 år efter er blevet til sådan et par lange starutter med nogle sære ideer og nogle foruroligende store numser.

 

Man kunne jo mene, at de var arveligt belastede…

 

 

.

 

 

…af både deres mor..

 

 

 

 

 

…men også af deres far…

Tillykke med dagen, børnings.

 

Gaven til konen med æggene

Efter alle de hønseformede gaver jeg fik til min 40 års fødselsdag, skulle man egentlig tro, at min samling af hønsegear var komplet. Det var så indtil min barndomsveninde sendte mig en kryptisk besked om, at der var en pakke på vej til mig.

Allerede her peb jeg lidt. For jeg havde ikke sendt hende noget, da hun blev 40. Men hun var ligeglad.

– Jeg havde købt den til dig uanset. Du skal da ha’ og den skriger “MAIA”, skrev hun.

Og det gør den. Først fattede jeg ikke, hvad det var.

Det viste sig at være den mest fantastiske rødvins-dunke-skjuler, jeg nogensinde har set. Den er lavet af filt og kan knappes op i ryggen, så der er plads til 3 liter vin i den. Foran har den så et hul et vintappen. Den er ganske rigtigt skabt til mig.

Se selv. Og se, hvor den klæder Nikolines lille frø-fugl

 

Jeg elsker den høne 🙂 Tap, Mall.

Voksenbleer, dragedekorationer og rynkecreme

Det er jo ingen sag at fylde 40, når man har så mange gode mennesker i sit liv, der virkelig sørger for, at man får alt det, man har brug for. Således er jeg nu sikret både rynkecreme, voksenbleer og en stok for svagtseende.

Det er sgu’ da betænksomt. Mine gode kolleger sørgede både for rødvin, blomster og rynkecreme.

Maskinmesteren havde overgået sig selv og forærede mig en brødrister. Og inden nogen himler og lyncher ham for overtrædelse af Ægteskabsloven, så skal det lige siges, at vi i fællesskab havde foræret mig en ny Iphone, da min gamle 4’er var tæt på at bukke under for opdateringspresset, så jeg havde ikke forventet andet end morgenkaffe på sengen fra den kant.

Ungerne havde i fællesskab klipset og syet denne fine “bekymringsnisse” med superheltekappe. Meningen er, at jeg skal fortælle den mine sorger, sove med den under hovedpuden og lade den om at bekymre sig. Hvor cool er det lige at have både nathue og sovenisse?

På arbejdet var der ikke mindre hektisk, end det plejer. Alligevel var dagen var en hel del sjovere end vanligt.

Det første, der mødte mig, da jeg trådte ind på kontoret var flag og en gigantisk dekoration uden kort. Mine kolleger forklarede, at den var blevet leveret af en hemmelighedfuld kvinde, som blot havde sagt “Hun ved, hvem den er fra, når hun ser den”.

Og da jeg kiggede nærmere på værket, var jeg ikke i tvivl. En stor smuk træstamme, dekoreret med mos, grene fra korktræet, yndlingsblomsten hyacint og derudover tilsat en fantastisk, gyngende gummidrage og to dinosaurer.

Jeg har ALDRIG set noget lignende. Og blomsterbutikken var aldrig blevet præsenteret for sådan en opgave før.
Se butikkens opslag på Facebook her:  Opslag af Bolettes Blomster.

Dino-deko’en var fra min veninde Anne Mette, som er en af de vildeste og mest betænksomme drager, jeg kender.  Jeg blev faktisk lidt rørt over den gestus. Skørt og smukt. Se selv.

Aftensmaden lod jeg Sakura Sushi i Horsens stå for. Ungerne, maskinmesteren og jeg mæskede os i fiskekonfekt – og da børnene var puttet, kom min søde veninde Senada forbi med en særlig gave:

Retfærdighedsvis skal det siges, at hun også havde vedlagt en invitation til en særlig cafétur for hende og jeg. Som tak pøsede jeg en halv flaske vin på hende og talte hende halvt ihjel – velvidende at hun skulle tidligt op næste morgen og fremlægge en opgave på et kursus, hun var i gang med. Men sådan går det, når man forærer mig bleer og stok!

I dag havde jeg taget fri med det ene formål at forkæle mig selv. Derfor tog jeg min gode veninde Strit under armen og gik amok i prøverummet hos Mamelukken i Skanderborg.  Min mor og Momse havde givet mig et fint kort med penge, der tydeligvis skulle bruges til nogle nye klude, så det blev de.

Det er fedt, at blive 40. Eneste lille minus er, at aldersrelateret hjerneskrumpning tilsyneladende allerede har ramt mig. Jeg har jo fået denne her fantastiske Iphone, som jeg går og kæler for og slikker lidt på. (Bare se forskellen i billedkvalitet: fotoet af mig med dekorationen mod de andre billeder i dette indlæg, som er taget med den gamle)

Nå, men ny kælofon skulle naturligvis beskyttes, så jeg købte et cover til den og ville samtidig investere i en oplader til bilen, hvilket krævede et opkald til Maskinmesteren for lidt vejledning. Men jeg kunne simpelthen ikke høre, hvad han sagde i telefonen. Jeg råbte lidt. Skruede op for lyden. Ringede op igen. Intet hjalp. Jeg var ret frustreret over min nye telefons åbenlyse begrænsninger – indtil Strit lidt henkastet spurgte, om det kunne skyldes, at jeg endnu ikke havde fjernet beskyttelsesfilmen fra telefonen, så den dækkede for højtaleren…

Arse.

I morgen har min elskelige faster inviteret mig til min egen fødselsdagsfest hos hende og min onkel sammen med deres børn og børnebørn, min farfar og min far. Faster Fantastisk laver maden og lægger hus til, vi skal bare komme og hygge. Det bliver så dejligt og jeg glæder mig for hårdt.

40’erne starter godt.

Tanker om min fremskredne alder

Jeg plejer at bruge årsskiftet til lige at sætte mig ned og få lidt overblik over mit liv. Lidt tilbageblik, lidt planlægning, lidt føling med hvor jeg er, og hvor jeg gerne vil hen. Det er sådan en naiv tro på, at jeg en dag finder meningen med det hele og opnår en tilstand af balance, hvor det hele står lysende klart…

I år nåede jeg ikke at tænke en skid, før nytåret bragede igennem. Pyt, tænkte jeg. Jeg fylder jo 40 den 15. januar, så gør jeg det bare deromkring. Det er også en god anledning.

40?                           40!

Hvordan er det overhovedet kommet så vidt?  Fyrre år, så er man jo pludselig voksen, ikke? Ansvarlig. Fornuftig. Ordentlig. Jo bevares. Men 40 alligevel. Det er jo et halvt liv. Burde man så ikke være klogere?

Jeg har skam mærket alderdommen snige sig ind på mig over en længere periode. Men her på det seneste er det stukket helt af. Her er en liste over aldersrelaterede forandringer, jeg har gennemgået inden for de seneste par år:

• Holdt op med at lytte til P3 om morgenen. Pludselig begyndte fnisende værter at irritere mig. Jeg er gammel. Og sur. Ergo lytter jeg til P1.
• Jeg har fået en ubændig trang til stærk ost. Mugost. Ekstra lagret. Med hår på. Jo værre des bedre.
• Er gået fra at foretrække øl til at elske vin. Forsøger at huske hvilke vine jeg kan lide. Overvejede et øjeblik at sætte mig ind i druer og vindistrikter, men tænker, at det nok er den sikre vej til at blive helt og aldeles ulidelig.
• Har opgivet selvscanningskasser i supermarkederne. Hver gang jeg forsøger at håndtere den moderne teknologi, ender jeg med at stå og blafre febrilsk med armene efter hjælp fra en 17-årig medarbejder, som pædagogisk forklarer, hvad jeg har gjort forkert denne gang. Alt imens damen på 76 ved siden af selvsikkert færdiggør sine indkøb. Grrrr.
• Naturligvis har jeg også hovedet fuld af grå hår. De er ikke bare grå. De er også elektriske. Alle mine grå hår har forenet sig i at søge mod himlen og svæver derfor som sådan en lidt fesen sky rundt om mit hoved, uanset hvor stram en hestehale, jeg får skrabet sammen.
• Har opgivet at forstå det fede ved nymodens pjat som fx ”Minecraft” og ”Snapchat”. Det må de unge selv ligge og rode med.
• Mine natkjoler bliver grimmere og grimmere. Nu har jeg også fået natkyse. Maskinmesteren er lovligt undskyldt, hvis han snart kræver separate soveværelser.
• Forleden blev jeg nødt til at købe en dåse syrlige drops, for at jeg som min mormor kan sige “hwa’ så bedde wæn. We do int’ ha’ en knald?”

Lige som med alle apparater, der nærmer sig garantiens udløbsdato, så gik jeg lidt i stykker i dag, da jeg var ude at løbe. Da jeg nåede de syv kilometer, var jeg for første gang i mange måneder nødt til at slå over i gang, fordi det gjorde så ondt i min hofte. Det er nok gigt eller noget andet aldersbetinget, og derfor bestiller jeg i morgen det store gerontotjek hos lægen. Så må han tage stilling til, om benet skal sættes af, eller om jeg kan nøjes med at droppe løbeturene og melde mig til ældregymnastik i stedet.

Meningen med det hele? Overblikket?

Som det aldrende orakel jeg efterhånden er blevet, så tror jeg faktisk ikke rigtig, at det findes. Næste år, når nytåret og min enogfyrretyvende fødselsdag nærmer sig, vil jeg med ophøjet ro og værdighed sætte mig ned med et glas kirsebærvin og en kryds & tværs i stedet for at lede efter livets mening. F it. Det skal leves, og sådan er det. Skål.

 

Den første gang

Der er en første gang for alting her i livet. I går havde både Maskinmesteren og hønsene deres debut på hver sin scene.

Efter vi fik de 18 nye, unge høns har vi ventet i spænding på, hvornår de mon ville begynde at lægge de første æg. I går var jeg så ude at tjekke redekasserne, og hvilken jubel! I den ene lå disse to æg side om side. Det store er tydeligvis lagt af en af de to gamle høns, og det lille er fra en af de nye.

Jeg blev så glad. Satte mig ned og roste frøkenerne, og forklarede dem, hvor dyyyyygtige de er, mens de flokkedes om mig og pikkede mig i tæerne.

Jeg elsker de høns, fordi de er så tillidsfulde, nysgerrige og ganske småt begavede. Og ikke mindst fordi jeg nu ved, at de kan lægge æg, og at dette kun er begyndelsen. Min karriere som æggekone tager form.

Nå, men der var også andre i Outlaw, som debuterede i går. Maskinmesteren fx.

Han havde inviteret Outlaws Nødhjælpsforening for Feminiserede Mænd til sin fødselsdag, og for at sikre, at drengene fik lov at deltage, havde han inviteret både koner og børn med 🙂

Gæsterne var inviteret fra kl 15, og Maskinmesteren havde fået vrøvlet sig ud i, at han nok skulle bage en kage. Noget, som han aldrig har gjort før i hele sit liv. Og jeg har faktisk aldrig set ham i større panik, end da han stod og rodede med dej, piskeris og æggehvider i forsøget på at fremmane en drømmekage. Opskriften blev fulgt minutiøst med eder og udråb som “jamen, det er sgu’ da nemmere at renovere hovedmotoren på en Triple E, end at få det her til at hænge sammen”.

Men det endte godt. Stolt var han, da kagen kom ud af ovnen, og lignede… en kage. Men han var ikke tilfreds med toppingen, som smuldrede noget. Gæsterne åd, roste kagen og flere spurgte fnisende, hvorfor han havde puttet ristede løg på…

Han blev godt begavet den gode mand. Nødhjælpspakken indeholdt alt fra Webergrej og øl til plaster og børnekleenex. Alt sammen nyttige sager. Flere havde medbragt spændende øl, og han tabte helt mælet, da han fik overrakt trofæet “Den Elektrificerede Outlaw-øl”, som nu står så fint i køkkenet og knitrer.