Kategoriarkiv: Madpakker

På tusmørke-picnic iført hønsehjelm

For en uge siden bad Sandra så mindeligt, om vi ikke snart kunne tage på skovtur og spise madpakker. Tiden har ikke rigtigt været til det, men i går eftermiddags var vejret så fantastisk, og jeg blev revet med af forår i luften efter at have siddet inde til et meget koncentreret seminar hele dagen. På vej hjem fra arbejde ringede jeg til Sandra for at høre, hvad hun havde tænkt sig, vi skulle spise på den picnic, for så kunne vi da indtage aftensmaden i skoven. Hun ville have sandwich med tunsalat, og sådan blev det. 

Da jeg kom hjem havde Nikoline lige en gave til mig. Nikoline har brugt en del aftener hos min veninde Senada, som hun hygge-hækler med, så jeg var noget spændt på, hvad  hun nu havde begået. Jeg blev ikke skuffet.

Hæklet hønsehue hønsehat kyllingehue kyllingehat

En hønsehue! Lige sådan en, jeg altid har ønsket mig. Jeg var så glad og beholdt den naturligvis på hele aftenen. Da vi drog af sted i tusmørket med madpakker og et liggeunderlag til at sidde på, havde jeg glemt alt om hønsehatten på mit hoved.

Vi gik gennem skoven i Outlaw, hvor vi så to rådyr. Herefter endte vi på en lille mark med udsigt til den fantastiske solnedgang og lysene i Horsens by, som netop var blevet tændt. Det var rigtig hyggeligt at sidde der og sludre med munden fuld af tunsalat. Til sidst var der bælgmørkt, og vi sad bare og gloede på stjernerne. Det var her det slog mig, at hvis nogen kom forbi, ville det unægtelig se sært ud med tre tosser på et liggeunderlag i mørket – sidste mand iført en hønsehjelm…

Godt det var mørkt.

solnedgang skovtur madpakker

Hæklet hønsehue hønsehat kyllingehue kyllingehat

Gratis og koncentreret natur-tur

Er der en biolog til stede? Jeg har set ting hos Moder Natur, som jeg mangler en forklaring på. 

Derudover vil Jeg gerne komme med en anbefaling til alle, der bare en gang i mellem trænger til en lille tur ud i det blå for at mærke om naturen stadig er derude. Hvis du alligevel opholder dig i nærheden, så tag til Klostermølle ved Mossø.

citronsommerfugl

I sidste weekend smurte vi madpakker og kørte derud. Vi havde stort set det hele for os selv med undtagelse af en helt masse vilde dyr, der boede der.

I rigtig gamle dage, lå der et kloster. I dag ligger der nogle bygninger, som en gang udgjorde en papirfabrik, og man kan blive klogere på det alt sammen ved at gå lidt rundt derude. Man kan også bare spise en madpakke. madpakker

Efter 35 minutters vandren rundt i området havde vi set fiskehejrer, lappedykkere, en isfugl, en anderede og en snog!

Den lå bare der, sammenrullet for foden af et træ og solede sig, men blev lidt fornærmet over de fire tåber på to ben, der stod og råbte og pegede. Den ormede sig hurtigt ind i et hul under træet og forsvandt.

snog

Fra fugletårnet så vi den særeste fugl, som fløj så mærkeligt hen over åen, mens den jagede insekter. Den lignede mest af alt… en flagermus?! Det var faktisk en flagermus. Efter lidt flaksen rundt satte den sig på kanten af fugletårnet og tog sig et hvil, så vi kunne få et billede af den. Jeg har aldrig set flagermus ved højlys dag før. Men måske nogen ved, hvad det er for en fætter?

flagermus

Vi faldt også over denne her sære plante, som vi ikke kunne finde ud af, hvad var. Den ligner mest af alt et halvspist, udhulet hyben. Jeg hører gerne fra folk, der har en idé om, hvad det er for en.

underlig plante

På hjemvejen kørte vi lige forbi Den Glemte Bro og trampede lidt på den. Dejligt sted, hvor man også kunne have spist en madpakke. Hvis man altså havde flere.

den glemte bro

10 år med tosserne

I dag er det 10 år siden Pave Johannes Paul II lå og døde, mens jeg fødte på livet løs. 10 år siden at de her to fantastiske mennesker kom til verden.

Tvillinger babyer

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi nød de første år af deres liv. Det gjorde vi ikke. Vi levede i en kronisk tilstand af stress. Skrattelyden fra en babyalarm giver mig stadig et sug i maven den dag i dag. Og vi har stadig levn efter Fort Knox, som vi indrettede vores hus til, da de for alvor indtog den verden, som de tydeligvis mente tilhørte dem.

Tvillinger hærger huset

Men nu er de store og klarer alting selv. De smører selv madpakker, lægger tøj på plads og rydder op, når man har brølet af dem 10 gange, at det skal de fandme.

Man kan jo ikke andet end at elske dem, og det skal fejres.

I år kommer påsken til at gå op i fødselsdage og intet andet. Familien kommer skærtorsdag, og vi holder fest for hver deres skoleklasse hhv. lørdag og søndag. Vi havde måske et lille – ikke særligt sympatisk – håb om, at når vi holdt festerne for klasserne i påsken, så kom der nok mange afbud… Men vi bliver hhv. 17 og 13 børn. I år bliver det dog ikke med drabelige skovture for at redde Bilka Ulven fra en bindegal Rødhætte.  Det bliver ikke til så meget andet end en stille og rolig æggejagt, og så må de hoppe på trampolin og rive tapetet ned bagefter.

Ungerne glæder sig heldigvis. Og det gør vi også. Det er sgu’ da stort med sådan to små fedtperler, der 10 år efter er blevet til sådan et par lange starutter med nogle sære ideer og nogle foruroligende store numser.

 

Man kunne jo mene, at de var arveligt belastede…

 

 

.

image2

 

 

…af både deres mor..

 

 

 

 

 

…men også af deres far…

Stærke børn

Tillykke med dagen, børnings.

 

Busted

Jeg er lige blevet busted i total pinlig adfærd af min egen datter.

Er jo blevet fuldstændig pjattet med Pharrel Williams’ “Happy”, som jeg hørte for første gang på kontoret i går. Det var mig fuldstændig umuligt at stå stille, mens den sang kørte, og jeg måtte vrikke rundt mellem skrivebordene, mens jeg lovede mig selv, at det nummer skulle jeg eje.

Jeg hentede den på Itunes her til aften, så Pharrel kunne gøre det lidt hyggeligere at smøre madpakker. Både ungerne og Maskinmesteren var gået i seng, så jeg skruede op for højtalerne i køkkenet og gav den fuld gas på den måde, man kun danser på, når man ved man er alene. Som om man virkelig kan danse. Som Beyoncé. Eller Janelle Monae. Who cares – ingen kigger, vel?

Da jeg propellerede med arme og ben i alle retninger hen mod trappen til overetagen, gik jeg pludselig i stå ved synet af Nikoline, der stod i døråbningen iført sit nattøj og en bamse under armen, mens hun stirrede på mig. Jeg frøs midt i et epileptisk dancemove og skulle til at spørge, hvad hun lavede der. Men inden jeg nåede at sige noget, rystede hun sigende på hovedet, bakkede ud og lukkede døren efter sig.

Der stod jeg så og pustede og følte mig pænt kikset. Men okay, ikke mere end at det nok går over, hvis jeg lige hører den en gang til – for man bliver altså totalt glad i låget af den sang. Prøv selv. Skru op og dans:

Halloweenkrise – skal eller skal ikke?

Åh! Jeg har krise. Halloween-krise. Ungerne har plaget, ja nærmest taget for givet, at de skal ud og stemme dørklokker i Outlaw og brøle “Slik eller ballade” – og det til trods for at jeg, Onde Mor, hidtil har nægtet dem at ringe på nogens døre og plage om noget som helst. Heller ikke til fastelavn. Men nu er jeg er i tvivl.

Så jeg lagde spørgsmålet ud til mine venner og bekendte på Facebook:

Spørgsmålet på facebookDer kom 32 kommentarer. En del var enige i min opfattelse, mens andre mente, at man skulle lade børnene more sig.  De bliver jo stopfodrede med halloween i skolen, SFO, medier osv. Det lykkedes min barndomsveninde at få mig til at føle mig som Mr. Scrooge, da hun spurgte, om jeg helt selv havde glemt, hvor sjovt det var at rende rundt og rasle til fastelavn. Andre mente, at den eneste form for tiggeri, der er berettiget, er indsamling til andre end en selv – altså nødlidende eller godgørende organisationer.

Gode og kloge svar. Men jeg kom bare endnu mere i tvivl. Jeg hader virkelig, når børn tager en latterlig maske på eller slet ikke klæder sig ud men bare render rundt og synger “penge op, penge ned..” Men jo, jeg kan godt huske det. Det var sjovt.

Forleden faldt jeg over det mest fantastiske og meget inspirerende Anders And blad, hvor Rip, Rap & Rup overhovedet ikke glæder sig til Halloween, fordi Anders altid finder på de mest nedrige tricks, når børnene ringer på. Min absolutte favorit var, at han giver børnene rosenkål med chokoladeovertræk. Hæ. Måske steg idéen mig lidt til hovedet.

Halloween madpakke

På torsdag er det Halloween. Og i går gik det op for mig, at Sandra skal have frugt med til Klassens Time. Nirk. Gnæg. Muhahaharh. Jeg kan næsten ikke dy mig. Kæft, det ville være sjovt. Og ondt. Frugt i mundrette stykker og nogle små chokoladebomber… Lige pludselig bliver det virkelig tillokkende at gå all-in på Halloween. Og de børn, der ringer på min dør vil få fine, hjemmelavede chokolader. Åh Gud, jeg kan næsten ikke få luft. Hvor kunne det være ondt sjovt.

Nå, men jeg overvejer stadig. Måske kunne man aftale, hvilke huse, de må forstyrre. Så de kun besøger folk, som godt gider bliver forskrækket af nogle små monstre? Ellers har jeg sagt, at de må nøjes med at ringe på min dør… hæ hæ hæ.

pirat og zombie

Når Outlaw bliver virkelig Outlaw

Selvom Outlaw er pænt meget uden for lands lov og ret, og normalitetstilstanden indimellem sættes ud af kraft, så blev jeg alligevel i går overrasket over, hvor Outlaw vi egentlig bor.

Denne weekend er dedikeret til samvær med familien, så i går tog vi os endelig sammen til at tage ind og se Fængslet i Horsens, som virkelig gav ungerne noget at spekulere over.

Da vi kom hjem var de vildt opsatte på en skovtur, så jeg lod mig beordre til at smøre bunker af dyrlægens natmad (den nyeste livret) og pakke saft i rygsækken, så vi kunne futte til skovs. Det vrimlede med tudser og frøer, så det hele var en fest, indtil vi begyndte at fornemme, at nogen fulgte efter os…

20130922-182539.jpg

Da vi stoppede under skovens største kastanietræ, så vi noget, man trods alt ikke oplever hver dag i en dansk skov: Lille Laura Ingalls og hendes veninde kom trækkende med hhv. en kvie og en kalv. Ungerne og jeg måbede. Det er sjældent man overhovedet møder et øje i Outlaw-skoven, men at møde to småpiger med køer rejser kun et spørgsmål: Hvorfooorr??!!

20130922-005221.jpg
“Altså ligesom nogen lufter deres hunde, så lufter vi køerne. Det gør også kødet bedre, når de skal slagtes”, lød den logiske forklaring fra pigerne.

Det var et par søde køer. Så vi klappede løs på dem og begav os derefter videre mod søerne ved Serridslevgård, hvor vi spiste madpakker.

20130922-182344.jpg

På hjemvejen mødte vi en mand med sin glade jagthund. Han gik og så lidt betuttet ud, så vi spurgte, om han også havde mødt to piger med køer?

“Nå så er jeg altså ikke tosset. Der er en ko i skoven? Jeg har fulgt sporene, og hunden er helt tosset”, grinede han.
Ud fra klovstørrelsen havde han vurderet, at der måtte være tale om et rådyr fra helvede eller en ko.

Og således drog vi hjem i tryg forvisning om, at Outlaw aldrig bliver et kedeligt sted at bo.

20130922-182132.jpg

Speltmor støber kuglerne

For et par uger siden lod jeg mig forblænde af den fantastiske idé, at jeg skulle være sådan en mor, der bager boller til madpakkerne. Derfor blev køkkenet omdannet til et inferno af mel, revne gulerødder og hvedekerner, mens røremaskinen nærmest var rødglødende.

I weekenden havde Nikoline besøg af en legekammerat, og efter nogle timers leg, smurte jeg en bolle til dem begge. Kort efter kom legekammeraten ud med sin og spurgte forsigtigt, om hun ikke kunne få en rugbrød i stedet?

“Sikkert bare en kræsen unge, der aldrig har set lidt kerner i brødet”, tænkte jeg og smurte en rugbrød. Da kammeraten blev hentet, ville hun ikke med sin mor hjem, for de legede lige så godt.

“Jamen, vi skal hjem og lave aftensmad,” forklarede moren, og jeg bakkede op ved at tilføje: “Du er velkommen til at blive og spise med, vi skal bare have hjemmebagte boller”, hvilket fik barnet til at styrte ud for at finde sin jakke og sætte sig ud i bilen.

Så da jeg stod og smurte madpakker forleden, tog jeg lige en halv bolle – bare for at smage, om det nu også kunne være så slemt. Det kunne det. Men da var det for sent.
Derfor endte madpakken med at se sådan ud:

madpakke med brev og bolleAlting talte ligesom for, at jeg skulle vågne op fra mine vrangforestillinger om, at jeg blev en bedre mor af at bage. Mine boller var bedre anvendt i en katapult end i en madpakke. Så her til aften tog jeg konsekvensen. Jeg opblødte resten af bollerne i vand, så de i det mindste kan gøre gavn som hønsefoder, uden at det medfører brækkede næb eller hård kråse.

I dag så madpakken sådan ud:

madpakke med bolle fra schulstad