Tag Archives: fed

Jeg er gammel og tyk – men god mod børn og dyr

Gammel og tyk. Det er hvad jeg er blevet i dag. Det her er mig.

Fed kat

Aldersbarometeret siger 43 og vægten peb ynkeligt under mig i morges, mens den blinkede “+ 1,4 kg siden sidste uge”. Det sker efter en weekend, hvor jeg har mæsket mig i nordjysk grønlangkål og flæsk sammen med Momse, min mor, Maskinmesteren og ungerne. Vi er alle helt pjattede med nordjysk grønlangkål kokasse-style, så det lavede min mor til mig som fødselsdagsmiddag i lørdags.

Efter vægtchokket forventede jeg en forbedring af dagen, i det øjeblik Nikoline overrakte mig en gave med et fint kort. Jeg smilede, lige indtil jeg nåede linjen, hvor hun skrev – ”du minder mig faktisk lidt om Baymax”.

Baymax?!

Det er altså ham her…

bayM

Jeg skulle lige til at spy ild og brøle: ”Sagde du FEDE?!” – indtil jeg fik læst linjen under, hvor hun forklarede ”at det er fordi, du altid passer godt på os”.

Godt reddet, barnlil. Baymax er i filmen en utrolig sød robot, som er programmeret til at yde omsorg for andres fysiske og psykiske helbred.

Jeg overgav mig helt, da jeg fik denne her lille hæklede model.

duns med baymax

Så ikke mere fødselsdagsraseri fra min side. Bare en stor tak til alle dem, som har sendt mig en tanke eller en hilsen i dag.

Jeg er meget beæret, og nu vil jeg bevæge mig et lille skridt nærmere Baymax-formen og sætte Maskinmesterens helt vildt lækre fødselsdagsmiddag til livs. Han laver verdens lækreste hasselbach kartofler, og til dem har jeg bestilt mørbradbøffer og bearnaise.

Come to Baymax…

Reklamer