Tag-arkiv: alder

Jul med en 98-årig tumling

Vores jul var tæt på at blive enten amputeret eller aflyst, eftersom Momse fik en blodprop (igen-igen) onsdag morgen. Hun snakkede sort og kunne slet ikke finde ud af de mest simple gøremål. Da jeg kom, sad hun i en stol og så helt fortabt ud, mens lægen stod i stuen og spurgte om vi ville have hende indlagt. Ikke fordi sygehuset ville kunne gøre noget, men så var hun da under opsyn.

Sidst hun var indlagt, var det ved at tage livslysten helt fra hende, så det så vi ingen grund til, når de alligevel ikke kunne trylle hende 10 år yngre eller gøre noget andet, for at få hende tilbage til normal igen.

Så hun blev. Og fik en elevationsseng og hjemmehjælp og en æske til piller.

Min mor kalder hende en tumling. Sådan et stykke legetøj man forsøger at vælte, men som bliver ved at rejse sig op. Jeg må indrømme, at da jeg så hende onsdag, gjorde jeg mig ingen forhåbninger om at holde jul i Oulaw som planlagt. Det var mere sandsynligt, at vi måtte holde en lidt amputeret aften hos momse i hendes et-værelses lejlighed med elevationssofa.

Men så rejste tumlingen sig igen, og vi har lige holdt den dejligste jul. I forgårs spurgte hun forfærdet, om vi havde købt dyre julegaver til hende, for det var jo ikke sikkert, hun ville nå at gøre brug af dem. Vi forsikrede hende, at vi kun havde købt noget, vi selv gerne ville arve. Hun fik en ledningsfri støvsuger og en kalender for 2017 med billeder af familien – og så er det spændende om hun kommer til at vende alle siderne i kalenderen.


Det er ikke til at vide med hende, for hun får de her små blodpropper i hovedet, som slår hende helt ud af kurs. Hun er træt af den gamle krop og det glemsomme hoved, og da der næppe kommer en blodprop, som gør hende 15 år yngre, så er hun egentlig indstillet på, at hver dag kan være den sidste, og det er hun helt cool med.

De sidste ti juleaftener har jeg stået i køkkenet med hende, mens hun har styret arbejdet, og jeg har forsøgt at følge med og notere mig alt, hvad hun gør. I år stod jeg selv ved kødgryderne, og til min store glæde blev både rødkål, and, sovs og brune kartofler godkendt med kryds og slange af mesteren selv. Jeg er bestået.

Tanker om min fremskredne alder

Jeg plejer at bruge årsskiftet til lige at sætte mig ned og få lidt overblik over mit liv. Lidt tilbageblik, lidt planlægning, lidt føling med hvor jeg er, og hvor jeg gerne vil hen. Det er sådan en naiv tro på, at jeg en dag finder meningen med det hele og opnår en tilstand af balance, hvor det hele står lysende klart…

I år nåede jeg ikke at tænke en skid, før nytåret bragede igennem. Pyt, tænkte jeg. Jeg fylder jo 40 den 15. januar, så gør jeg det bare deromkring. Det er også en god anledning.

40?                           40!

Hvordan er det overhovedet kommet så vidt?  Fyrre år, så er man jo pludselig voksen, ikke? Ansvarlig. Fornuftig. Ordentlig. Jo bevares. Men 40 alligevel. Det er jo et halvt liv. Burde man så ikke være klogere?

Jeg har skam mærket alderdommen snige sig ind på mig over en længere periode. Men her på det seneste er det stukket helt af. Her er en liste over aldersrelaterede forandringer, jeg har gennemgået inden for de seneste par år:

  • Holdt op med at lytte til P3 om morgenen. Pludselig begyndte fnisende værter at irritere mig. Jeg er gammel. Og sur. Ergo lytter jeg til P1.
  • Jeg har fået en ubændig trang til stærk ost. Mugost. Ekstra lagret. Med hår på. Jo værre des bedre.
  • Er gået fra at foretrække øl til at elske vin. Forsøger at huske hvilke vine jeg kan lide. Overvejede et øjeblik at sætte mig ind i druer og vindistrikter, men tænker, at det nok er den sikre vej til at blive helt og aldeles ulidelig.
  • Har opgivet selvscanningskasser i supermarkederne. Hver gang jeg forsøger at håndtere den moderne teknologi, ender jeg med at stå og blafre febrilsk med armene efter hjælp fra en 17-årig medarbejder, som pædagogisk forklarer, hvad jeg har gjort forkert denne gang. Alt imens damen på 76 ved siden af selvsikkert færdiggør sine indkøb. Grrrr.
  • Naturligvis har jeg også hovedet fuld af grå hår. De er ikke bare grå. De er også elektriske. Alle mine grå hår har forenet sig i at søge mod himlen og svæver derfor som sådan en lidt fesen sky rundt om mit hoved, uanset hvor stram en hestehale, jeg får skrabet sammen.
  • Har opgivet at forstå det fede ved nymodens pjat som fx ”Minecraft” og ”Snapchat”. Det må de unge selv ligge og rode med.
  • Mine natkjoler bliver grimmere og grimmere. Nu har jeg også fået natkyse. Maskinmesteren er lovligt undskyldt, hvis han snart kræver separate soveværelser.
  • Forleden blev jeg nødt til at købe en dåse syrlige drops, for at jeg som min mormor kan sige “hwa’ så bedde wæn. We do int’ ha’ en knald?”syrlige drops

Lige som med alle apparater, der nærmer sig garantiens udløbsdato, så gik jeg lidt i stykker i dag, da jeg var ude at løbe. Da jeg nåede de syv kilometer, var jeg for første gang i mange måneder nødt til at slå over i gang, fordi det gjorde så ondt i min hofte. Det er nok gigt eller noget andet aldersbetinget, og derfor bestiller jeg i morgen det store gerontotjek hos lægen. Så må han tage stilling til, om benet skal sættes af, eller om jeg kan nøjes med at droppe løbeturene og melde mig til ældregymnastik i stedet.

Meningen med det hele? Overblikket?

Som det aldrende orakel jeg efterhånden er blevet, så tror jeg faktisk ikke rigtig, at det findes. Næste år, når nytåret og min enogfyrretyvende fødselsdag nærmer sig, vil jeg med ophøjet ro og værdighed sætte mig ned med et glas kirsebærvin og en kryds & tværs i stedet for at lede efter livets mening. F it. Det skal leves, og sådan er det. Skål.

kirsebærvin Kijafa

 

Om ost og alderdomstegn

To sikre tegn på at man er ved at blive gammel:

1. Man bliver ofte irriteret over P3 og skifter til P1
2. Man begynder at købe mugost og lagret ost i stedet for mild eller mellemlagret

Begge dele sker oftere og oftere for mig. Men forleden var jeg ude at spise med en mand, som i den sammenhæng, må være Methusalems oldefar gemt i en 40-årig mands to meter høje, magre krop. Nej, ikke maskinmesteren. Min chef.
Anledningen var, at vi skulle sige farvel til vores praktikant, Julie, som havde overlevet seks måneder i vores afdeling.

Må man rulle sig i vin?
Vi havde bestilt bord på Restaurant Mellemrum i Aarhus, hvor ingen af os havde været før. Det viste sig, at være sådan et sted, hvor man føler sig velkommen og i godt selskab fra det øjeblik, man træder ind ad døren. Maden og vinen var forrygende. Der blev flamberet ved bordet og tjeneren anbefalede en vin, som var så liflig, at jeg overvejede at rulle mig i den eller i det mindste bare dryppe lidt bag ørerne.

Til dessert ville chefen have ost. Og det var her, jeg første gang gik i stå med skeen parkeret 10 cm fra min pivåbne mund. At betragte ham spise ost med ost på var dybt fascinerende. Bevares, der var da brød til, men det rørte han ikke. Det var et rendyrket osteorgie.

osteur unika osteTallerkenen var indrettet som et ur med unikke oste i stedet for tal. Den mildeste lå kl. 12, og herefter fulgte den ene tudsegamle, mugbeklædte skimmelsag efter den anden. Chefen spiste hvert eneste stykke med stor nydelse og lukkede øjne.

Praktikanten havde bestilt chokoladekage med solbæris, hvilket var en sværvægter med ren chokolade som hovedingrediens tilsat lidt smør og måske et drys mel. En muteret Kæmpe Eskimo.

chokoladekage med solbærDa chefen havde tømt hele osteuret, kiggede han sultent på praktikantens dessert, kaldte på tjeneren og bestilte en dobbelt espresso og chokoladekage.

Min første indskydelse var naturligvis “Hvem, der bare kunne spise på den måde uden at blive fed.” Men så blev jeg pludselig hvidhåret, tabte tænderne og udviklede grå stær på stedet, mens jeg tænkte “Sådan et barnebarn vil jeg have.” Han ville totalt overflødiggøre irriterende sætninger som: “Spis nu lidt mere min dreng, så du kan blive stor og stærk” og “Det er da synd, at smide den gode mad ud”. Jeg var faktisk tæt på at knibe ham i kinden og tilbyde ham et altheabolsje. Men jeg besindede mig. Heldigvis.

Er der nogen, der vil hente min stok og følge mig hjem på plejehjemmet nu? Tak.