Tag Archives: 100 år

I morgen sker det…

…Momse fylder 100 år!

Momse 100 år

Konen kom til verden den 12. april 1918. Det var få dage før, at den Røde Baron blev skudt ned under 1. verdenskrig. FØRSTE VERDENSKRIG!!

Hun blev døbt Jensine Kristine, men hun er aldrig blevet kaldt andet end Stinne. Først som 89-årig tog hun endelig navneforandring. Det var efter, hun havde knust sin skulder efter et fald i en fodgængerovergang. Hendes egen bror kunne ikke finde hende på sygehuset, fordi de ikke havde nogen “Stinne” indlagt, og han anede ikke, at hun i virkeligheden hed Jensine.

Jeg elsker at se Matador, fordi det er Danmarkshistorie fra dengang Momse var ung. Hun kunne i princippet have været en figur fra serien. Hvis hun var, så ville hun være Laura: Gæv, arbejdsom, ordentlig, dygtig, lidt hård i filten og lige ud af posen. Ikke så meget følelsessnak – men i handling altid med et hjerte af guld.

I morgen skal hun fejres. Og det bliver med manér. Ungerne har fået fri fra skole i to dage, Maskinmesteren og jeg har også taget fri. Maskinmesteren har strøget skjorten og insisterer på, at have slips på, når Momse bliver 100.

Maskinmesteren stryger

Der kommer familie fra nær og fjern, som vi ikke har set i årevis, flere af dem har booket overnatning, så vi også får et festligt morgenbord dagen derpå.

Vi glæder os. Ungerne har lavet en fantastisk gave til hende, som hun slet ikke har fantasi til at ønske sig. Og så er de spændte på, om det er rigtigt, at man får brev fra dronningen, når man bliver 100 år.

Momse selv forsøger at tage det roligt. Sidst jeg talte med hende, var hun lidt i chok, fordi hun havde hørt om alle de mennesker, der havde meldt deres ankomst. Ud af en søskendeflok på 6 er der kun hende og hendes lillesøster på 90 år tilbage. En stor del af hendes venner har forlængst forladt denne verden, og derfor var hun noget overrasket over, at så mange mennesker alligevel lægger vejen forbi i morgen. Det er både børn og børnebørn af hendes søskende, det er venner, naboer og selvfølgelig hendes egne børn, børnebørn og oldebørn.

“Jeg skal ikke tænke på det, for så kan jeg slet ikke sove om natten. Men Grete (min mor) har vist styr på alt det praktiske, og så skal det jo nok gå”, sagde hun.

Jeg har forsikret hende om , at hun bare skal komme og nyde det – og det er jeg helt sikker på, at hun gør.

Party on, Momse. I morgen går det løs.

Reklamer