Kategoriarkiv: Dyr

Oh at være reservebedste for en hund…

Vi har haft hund i den seneste måneds tid. Han hedder Tuku og er en glad, sort labrador på snart 4 år.Han boede lige i nærheden, og hver gang hans ejer luftede ham forbi vores hus, løb Maskinmesteren og jeg ud på skift – iført kiks og koteletter for at få lov til at hilse på ham. Hans mor må have tænkt, at vi er skøre, men når det kommer til den slags fine vuppere, så har vi ingen værdighed længere. Vi ruller os i dem, hvis vi kan komme af sted med det, så selv ungerne synes, vi er pinlige.

Tukus mor har taget det pænt. Hun har endda takket ja til kaffe et par gange, hvor vi har hevet dem begge indenfor. Vi har lært hende at kende som en dame, der er lige så sød som sin hund.

Men så kort før jul stod hun pludselig uden tag over hovedet. Hun havde en midlertidig bolig på hånden, men her kunne hun ikke have Tuku med, og hun var noget så fortvivlet, da vi talte med hende.

Vi tilbød at passe Tuku, indtil hun havde fundet et sted, hvor hun gerne måtte have hund, og selvom hun var ked af at efterlade ham, så blev det sådan.

Tuku blev hurtigt en del af huset. Han lærte vores dagsrytme med fodertider, arbejdstider og luftetider at kende. Han fik sin egen bamse og var ikke i tvivl om, hvilket skab, der bugnede af kiks, tyggeben og hundemad.

Maskinmesteren måtte finde sig i at dele sofaen med et kærligt pelsdyr, der tydeligvis betragtede ham som en del af sofaen, man kan ligge på. De to har snorket om kap, leget og gået morgenture, før byen vågnede.

Tuku er sådan en nem og glad hund. Han var en fin løbemakker for mig – for han løb når han skulle og stoppede for at snuse, når han kunne høre, at jeg var ved at falde om og trængte til en gå-pause.

Vi holdt nytår med ham i Lærkereden, hvor han løb frit i skoven og stolt kom spankulerende først med én kæp og øjeblikket efter med en større.

Ungerne synes vi er lidt åndssvage fordi vi er så pjattede med labradorer og dem, der ligner – men de måtte også overgive sig og indrømme, at Tuku er sød. Især Nikoline oplevede ham som værende ret nærgående til tider.

Tukus mor savnede ham frygteligt. Vi skrev sammen hver dag, og hun fik tilsendt billeder, så hun kunne se, hvad han lavede, og at han havde det godt. Hun følte at hun havde svigtet ham, fordi hun ikke kunne have ham med sig. Men det gode ved hunde er jo, at de ikke hænger fast i fortiden. De lever i nuet, og Tuku hyggede sig og var glad og tilpas hos os.

I søndags kom hun så forbi for at besøge ham. Det var en måned siden, hun sidst havde set ham, og gensynsglæden var ikke til at tage fejl af. Tuku kunne slet ikke være i sig selv af lykke over at se hende, og da han var færdig med at slikke hende i hele hovedet, viste han stolt sin bamse frem, så hun kunne beundre den.

Over en kop kaffe fortalte hun, at hun havde fundet et værelse, hvor hun kunne bo midlertidigt, indtil et nyt lejemål var klar til indflytning, – og i det midlertidige måtte hun faktisk gerne have hund.

– Men vil du så have ham med dig i dag? spurgte jeg.

– Ja, det var faktisk det, jeg ville spørge jer om – hvis det er okay med jer? Sagde hun undskyldende.

Jeg kom til at grine, for Tuku er jo hendes hund. Selvfølgelig var det uventet at skulle af med ham, før vi havde regnet med, men vi passede ham jo bare, indtil han kunne komme hjem.

Da jeg alligevel havde et ærinde i nærheden af den lejlighed, Tukus mor boede i, kørte jeg dem begge hjem. Da jeg senere om aftenen vendte tilbage til Outlaw var det en tom følelse at åbne døren. Ingen gøen. Ingen logren.

Den glade velkomst, jeg havde vænnet mig til, udeblev, og der var heller ingen, der i løbet af aftenen holdt øje med alle mine bevægelser i køkkenet eller fulgte mig rundt i huset som en skygge.

Selv Nikoline manglede ham, da hun skulle ud og lukke af for hønsene i aftenmørket. ”Det var meget rarere, når man havde Tuku med derud”, sagde hun. Og det er sandt. Det er rigtig mange gøremål, som er hyggeligere, når man har en hund.

Skal man se på det positive, så kan Maskinmesteren sove en halv time længere hver morgen, fordi han ikke skal ud og lufte hund, inden han kører på arbejde, og vi skal ikke lufte hund, som det første, når vi kommer hjem. Men selv det, savner vi lige nu.

Vi håber, at Tukus mor får brug for pasning i ny og næ. For sådan en fin slambert har altid et par reservebedster i os.

Fiskereden – miniferie i Norge

Wuhu! Vi er taget til Norge! Vi opfylder Nikolines konfirmationsønske – hun ville have en fisketur til Norge eller Sverige – med garanti for fangst. So here we are…

Vi tog af sted i går, og her til aften har vi indtaget vores helt egen friskfangede aftensmad bestående af stegte makrel med kartoffelsalat-salat.

Vi har vores gode venner, Ayilé og Thomas, med, og de  har ikke rigtig fisket før, så det skulle lige læres. Vi ankom til den lille bugt, Korshamn i Lyngdal i går eftermiddags – og i morges stod vi alle seks til søs med det formål at vende hjem med aftensmaden.

Maskinmesteren agerede både maskinchef og kaptajn, og ville lige demonstrere, hvordan en fiskestang fungerer for Ayilé og Thomas. Ved det første kast – hev han en lille fin torsk med op – og så var vi alle tændt!

Thomas’ første fangst var noget ganske særligt. For han havde aldrig fanget en fisk før. Den var ikke stor, men den bragte stor jubel. 

Vi ræsede rundt hele dagen mellem klipper og skær – og hev den ene fisk op efter den anden. Både hornfisk, makrel, torsk og nogle små sørgelige fisk, som hele tiden bed på, men ikke var store nok til noget – de døde så snart, man hev dem af krogen, og de store måger, som fulgte os, havde en fest rundt om båden.

Selv efter maden ville ungerne gerne fange flere fisk – så de forsøgte sig fra molen.

I morgen forsøger vi os igen. Håber på torsk eller sej. Og ellers nyder vi bare Norge. Ja, vi elsker dette landet…

 

 

Hønen med cementskoene

Vi har fået høns igen! I sidste uge hentede Maskinmesteren 10 nye brune hønniker i Viborg.
Men da vi “pakkede dem ud” af kasserne, bemærkede vi, at en af dem tilsyneladende havde rodet med mafiaen. Den havde “cementsko” på. Store jord/bæklumper sad fast på tæerne, og fik dem til at ligne fødderne på en løvfrø.

Ikke nok med at det så åndssvagt ud, det fik hende også til at gå mærkeligt, og hun havde svært ved at sidde på pinden om natten.

Det stod hurtigt klart, at klumperne sad godt fast og ikke lige kunne pilles af med fingrene. Så onsdag, da vi kom hjem fra arbejde, indrettede vi en pedicuresalon for damen, og vi var tre mennesker om operationen. Fodbad til høne

Vi startede med et fodbad i forsøget på at bløde klumperne lidt op. Det hjalp ikke. Jeg prøvede at skrubbe det af med forskellige børster og svampe – uden resultat. Til sidst gik Maskinmesteren i værkstedet og hentede diverse tænger og knive.

Høne med klumper på fødderne

Hønen var meget langmodig med os. Hun fandt sig roligt i at blive hevet og flået i tæerne. En del af klumperne blev klippet af med en tang – resten blev skåret væk med en kniv. Da det hele var væk, fik hun fusserne vasket – og blev sat ud til de andre.

Høne med rene tæer

Hun skulle lige vænne sig til at gå på de fine, rene fødder, men hun så svært tilfreds ud, da hun spankulerede rundt i engen med de andre.

Havehøns

Katedral-kikkeri og sure krikker – ferieføjleton

Med to ud af tre punkter på vores ønskeliste til ferien krydset af, var der kun tilbage at opfylde Nikolines ønske om at se en rigtig katedral. Inden ferien havde hun læst Jordens Søjler af Ken Follet – og ønsket var derfor stort.

Nærmeste katedral var domkirken i Milano, Il Duomo, og den er imponerende. Selvom Maskinmesteren nok overskred flere grænser på den ferie, så fik han gudskelov ikke religiøse åbenbaringer af nogen art ved besøget. Tværtimod. Han var gnaven, fordi der er var varmt og træls mange mennesker. Hans eneste ferieønske var jo netop fred og ro. Det finder man ikke i Milano.

il duomo domkirken milano

Men Nikoline var glad. Il Duomo er pompøs og har mange spændende detaljer at se på både udvendigt og indeni.

Indeni Il duomo milano

Dagen efter besluttede vi at vi besøge den lille ø, Monte Isola, som udgjorde vores udsigt fra terrassen. Vi hoppede på en båd over til øen og begyndte vores opstigning. Vejen derop er en smal muldyrsti, belagt med sten, rødder og jord.

På vej mod toppen går man guddødemig gennem en lille by, hvor man kun kan undre sig over, hvem f… der fik den afsindige idé at bosætte sig på en bjergside på en ø i en sø?! Men det er formentlig de samme forrykte mennesker, som i sin tid valgte at bygge en kirke på toppen af øen – 600 meter over havoverfladen!

Gåtur monte isola

Vi prustede og svedte os hele vejen op til kirken og mødte både en stor, lysegrøn slange, som bugtede sig tværs over stien mellem os – og et muldyr (eller er det et æsel?), som jeg tilsyneladende kom til at fornærme, da jeg hilste den med et forsigtigt ”Iiihhhh-hååååå”

Vi nåede toppen, så kirken. Men de solgte ingen t-shirts. Til gengæld havde vi underlige wobbly-ben resten af dagen – og det er da også en slags souvenir.

Toppen af Monte Isola

Alt her i livet har vi kun til låns…

…nogle ting mere end andre.

I går fik jeg den uendeligt triste nyhed, at min allerbedste hundeven, lånehunden Barkley var død.

Han var 12 år gammel og faldt pludselig om på en ellers dejlig gåtur ved søen i Solbjerg, hvor han bor. Den bedst tænkelige død man kunne forestille sig for ham – måske bortset fra at forlade denne verden med hovedet i en fyldt madskål. Han var trods alt labrador.

Hund spiser kødben

Barkley blev vores lånehund et halvt års tid efter, vi havde mistet vores egen labrador Nino. I månederne efter, gik Maskinmesteren og jeg og klappede sorte tasker og jakker, hvis de lå og flød, og vi smed pølseender på gulvet, fordi vi var så vant til, at der var en til at gribe.

Det var lige indtil min gode veninde, Anne Mette, forsigtigt spurgte om vi kunne være interesserede i at passe en ung, flot og glad labrador ved navn Barkley. Hans familie havde brug for pasning af ham i nogle måneder. Vi insisterede på at se knægten an, for vi ville ikke passe hvad som helst. Fem minutter inde i vore første møde var al skepsis forsvundet. Han var lige så sød og dejlig, som han så ud til.

Flad hund og maskinmester

Sådan blev vi Barkleys reservefamilie, og han blev vores lånehund.  I de følgende knap 10 år han ofte været hos os i Outlaw eller med os i Lærkereden, hvor han løb frit omkring på vores ture i skoven.

Barkley lånehund

Han elskede det. Og vi elskede ham. Han var sådan en rar, godmodig og glad fjollerik. Han sov ofte på ryggen i sin kurv med benene strittende ud til alle sider. Andre gange lå han i smørhullet med forpoterne solidt plantet i Maskinmesterens ansigt.

Barkley var meget præcis i sin morgenvækning, så snart fuglene begyndte at synge, krævede han sin morgenmad smidt ud over grunden, så han kunne gå og hygge sig med at finde den. Han er også den eneste hund, jeg kender, som kunne tisse på kommando, og han yndede at skide 37 gange på en gåtur – sikkert bare for at se os samle op.

Nu skal vi ikke passe ham mere, og jeg gruer for den første tur i Lærkereden uden hund. Jeg kan ikke huske, hvornår vi har været der uden.

Det er sandt, at alt her i livet kun er til låns. Det er bare ikke altid, man afleverer frivilligt.

Både Maskinmesteren, børnene og jeg er taknemmelige og glade for, at vi fik lov at låne sådan en prægtig slubbert gennem så mange år. Tak.

En hund efter Outlaw  

Morgenstund har bræk i mund

Sorte slamberts fødselsdag 

Tanker under et egetræ

Så aftensmaden blev lidt forsinket på grund af det her ægtepar…

På vej hjem fra arbejde i går standsede jeg lige hos Rema1000 for at købe lidt ind. Ved indgangen til butikken blev jeg stoppet af et ægtepar, der tydeligevis samlede ind til et eller andet. Jeg kunne bare ikke helt finde ud af hvad det var.

Man har vel altid tid til at stoppe og høre Ands ord, når sådan et par her spørger.

and ænder andrik brød

De var vanvittigt insisterende, kom helt hen og tjekkede om man havde noget i hænderne, når man satte sig på hug foran dem.

Budskabet var ikke til at tage fejl af: Giv os mad. Nu.

Jeg er ikke klogere, end at jeg adlyder, når en And kommanderer. Så jeg gik ind og købte en pose hvedeboller, og så kunne jeg ikke dy mig for at købe en dåse majs. Bare for at se om det var rigtigt, at ænder elsker majs.

Det sidste kan jeg afkræfte – men se lige de to nærgående apparater:

 

 

Noget om at overvinde sig selv for at få lidt fred

Det rigtige spørgsmål til dette billede er ikke “Hvorfor?”. Det rigtige spørgsmål til dette billede er: “Hvorfor ikke noget før og hvorfor ikke oftere?” 

Vin og hund i skov

Beklager i øvrigt billedkvaliteten, men det er taget i skumringstimen i går aftes, hvor jeg sad under det egetræ, hvorunder min svigerfars urne skulle have været nedsat – men desværre ikke blev det. Træet står ved Lærkereden, og vi omtaler det altid bare som “Niels’ eg”.

Og hvorfor sad jeg så der – med en hund og et glas vin? Det gjorde jeg, fordi mit behov for at være i fred vandt over min frygt for at være helt alene om natten i en stor skov, i et primitivt hus med flere kilometer til noget som helst andet end træer. 

Lærkereden

Jeg har virkelig overvejet det tit, fordi jeg indimellem bare trænger til luft og mit eget selskab. Men når det så bliver mørkt – så føles det der ensomhed pludselig rimelig opreklameret og alle lyde virker fremmede og uhyggelige. Derfor lånte jeg Krakas løsning på udfordringen: “alene men ikke fulgt af noget menneske” og tog Barkley  – min bedste, umælende ven med.

Hund ved fod

Vi har gået måneskinsture, morgenture og i går sidst på eftermiddagen, da vi sad under svigerfars eg, skete det forunderlige, at den svage pippen, som jeg havde hørt flere steder i skoven pludselig tog til og kom nærmere. Barkley lå ved siden af mig og slumrede. Jeg sad musestille, mens bittesmå fugle i hobetal begyndte at svirre rundt om fyrretræerne foran mig. Fuglekonger – Danmarks mindste fugl – og masser af dem! De var i fuld sving med aftensmaden, som de snappede i luften. Jeg har aldrig set det før – men fuglekonger kan svirre og stå helt stille i luften  lige som kolibrier. Ikke helt så elegant – men smukt for mig. Jeg glemte næsten at trække vejret for at se de små forslugne fjerkugler mæske sig i insekter.

På en af vores andre ture rundt mellem træerne, troede jeg, at jeg var blevet skør – for jeg kunne have svoret på, at jeg så en blishøne klatre lodret op ad en træstamme. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en sortspætte. Jeg var nødt til at slå det op, for jeg har aldrig set sådan en før. De er godt nok store sammenlignet med flagspætter.

Skovtur med hund

Men sådan er der så meget fint og overraskende i skoven, og det er så fantastisk dejligt at koncentrere sig om sådan nogle små ting, mens man suger duften af skovbund ind og glemmer alt om vasketøj, hverdag, madplaner, arbejde, indkøb og andre menneskers forventninger.

Jeg har suget det hele til mig og kan varmt anbefale at tage til skovs, hvis man trænger til ro og frisk luft.