Category Archives: Dyr

Alt her i livet har vi kun til låns…

…nogle ting mere end andre.

I går fik jeg den uendeligt triste nyhed, at min allerbedste hundeven, lånehunden Barkley var død.

Han var 12 år gammel og faldt pludselig om på en ellers dejlig gåtur ved søen i Solbjerg, hvor han bor. Den bedst tænkelige død man kunne forestille sig for ham – måske bortset fra at forlade denne verden med hovedet i en fyldt madskål. Han var trods alt labrador.

Hund spiser kødben

Barkley blev vores lånehund et halvt års tid efter, vi havde mistet vores egen labrador Nino. I månederne efter, gik Maskinmesteren og jeg og klappede sorte tasker og jakker, hvis de lå og flød, og vi smed pølseender på gulvet, fordi vi var så vant til, at der var en til at gribe.

Det var lige indtil min gode veninde, Anne Mette, forsigtigt spurgte om vi kunne være interesserede i at passe en ung, flot og glad labrador ved navn Barkley. Hans familie havde brug for pasning af ham i nogle måneder. Vi insisterede på at se knægten an, for vi ville ikke passe hvad som helst. Fem minutter inde i vore første møde var al skepsis forsvundet. Han var lige så sød og dejlig, som han så ud til.

Flad hund og maskinmester

Sådan blev vi Barkleys reservefamilie, og han blev vores lånehund.  I de følgende knap 10 år han ofte været hos os i Outlaw eller med os i Lærkereden, hvor han løb frit omkring på vores ture i skoven.

Barkley lånehund

Han elskede det. Og vi elskede ham. Han var sådan en rar, godmodig og glad fjollerik. Han sov ofte på ryggen i sin kurv med benene strittende ud til alle sider. Andre gange lå han i smørhullet med forpoterne solidt plantet i Maskinmesterens ansigt.

Barkley var meget præcis i sin morgenvækning, så snart fuglene begyndte at synge, krævede han sin morgenmad smidt ud over grunden, så han kunne gå og hygge sig med at finde den. Han er også den eneste hund, jeg kender, som kunne tisse på kommando, og han yndede at skide 37 gange på en gåtur – sikkert bare for at se os samle op.

Nu skal vi ikke passe ham mere, og jeg gruer for den første tur i Lærkereden uden hund. Jeg kan ikke huske, hvornår vi har været der uden.

Det er sandt, at alt her i livet kun er til låns. Det er bare ikke altid, man afleverer frivilligt.

Både Maskinmesteren, børnene og jeg er taknemmelige og glade for, at vi fik lov at låne sådan en prægtig slubbert gennem så mange år. Tak.

En hund efter Outlaw  

Morgenstund har bræk i mund

Sorte slamberts fødselsdag 

Tanker under et egetræ

Reklamer

Så aftensmaden blev lidt forsinket på grund af det her ægtepar…

På vej hjem fra arbejde i går standsede jeg lige hos Rema1000 for at købe lidt ind. Ved indgangen til butikken blev jeg stoppet af et ægtepar, der tydeligevis samlede ind til et eller andet. Jeg kunne bare ikke helt finde ud af hvad det var.

Man har vel altid tid til at stoppe og høre Ands ord, når sådan et par her spørger.

and ænder andrik brød

De var vanvittigt insisterende, kom helt hen og tjekkede om man havde noget i hænderne, når man satte sig på hug foran dem.

Budskabet var ikke til at tage fejl af: Giv os mad. Nu.

Jeg er ikke klogere, end at jeg adlyder, når en And kommanderer. Så jeg gik ind og købte en pose hvedeboller, og så kunne jeg ikke dy mig for at købe en dåse majs. Bare for at se om det var rigtigt, at ænder elsker majs.

Det sidste kan jeg afkræfte – men se lige de to nærgående apparater:

 

 

Noget om at overvinde sig selv for at få lidt fred

Det rigtige spørgsmål til dette billede er ikke “Hvorfor?”. Det rigtige spørgsmål til dette billede er: “Hvorfor ikke noget før og hvorfor ikke oftere?” 

Vin og hund i skov

Beklager i øvrigt billedkvaliteten, men det er taget i skumringstimen i går aftes, hvor jeg sad under det egetræ, hvorunder min svigerfars urne skulle have været nedsat – men desværre ikke blev det. Træet står ved Lærkereden, og vi omtaler det altid bare som “Niels’ eg”.

Og hvorfor sad jeg så der – med en hund og et glas vin? Det gjorde jeg, fordi mit behov for at være i fred vandt over min frygt for at være helt alene om natten i en stor skov, i et primitivt hus med flere kilometer til noget som helst andet end træer. 

Lærkereden

Jeg har virkelig overvejet det tit, fordi jeg indimellem bare trænger til luft og mit eget selskab. Men når det så bliver mørkt – så føles det der ensomhed pludselig rimelig opreklameret og alle lyde virker fremmede og uhyggelige. Derfor lånte jeg Krakas løsning på udfordringen: “alene men ikke fulgt af noget menneske” og tog Barkley  – min bedste, umælende ven med.

Hund ved fod

Vi har gået måneskinsture, morgenture og i går sidst på eftermiddagen, da vi sad under svigerfars eg, skete det forunderlige, at den svage pippen, som jeg havde hørt flere steder i skoven pludselig tog til og kom nærmere. Barkley lå ved siden af mig og slumrede. Jeg sad musestille, mens bittesmå fugle i hobetal begyndte at svirre rundt om fyrretræerne foran mig. Fuglekonger – Danmarks mindste fugl – og masser af dem! De var i fuld sving med aftensmaden, som de snappede i luften. Jeg har aldrig set det før – men fuglekonger kan svirre og stå helt stille i luften  lige som kolibrier. Ikke helt så elegant – men smukt for mig. Jeg glemte næsten at trække vejret for at se de små forslugne fjerkugler mæske sig i insekter.

På en af vores andre ture rundt mellem træerne, troede jeg, at jeg var blevet skør – for jeg kunne have svoret på, at jeg så en blishøne klatre lodret op ad en træstamme. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en sortspætte. Jeg var nødt til at slå det op, for jeg har aldrig set sådan en før. De er godt nok store sammenlignet med flagspætter.

Skovtur med hund

Men sådan er der så meget fint og overraskende i skoven, og det er så fantastisk dejligt at koncentrere sig om sådan nogle små ting, mens man suger duften af skovbund ind og glemmer alt om vasketøj, hverdag, madplaner, arbejde, indkøb og andre menneskers forventninger.

Jeg har suget det hele til mig og kan varmt anbefale at tage til skovs, hvis man trænger til ro og frisk luft.

Outlaws kreative køkken

I går var jeg på restaurant. En fin en af slagsen. Det var egentlig ikke min mening at spise ude, men både Maskinmesteren og jeg fik nok af at høre ungerne sidde ved hver sin computer og skændes om noget i Minecraft.

Så blev stikket til computerne trukket, og vi dømte “find på noget andet at lave”.

Det er her, at det som regel bliver sjovt. For hvis ikke de bare sætter sig op og surmuler på værelserne, så begynder de som regel at lege. I går etablerede de et par restauranter, og inviterede deres farmor og jeg til at komme og spise og anmelde. 

Menukortet bød på både velkendte og mere eksperimenterende retter. Så jeg bestilte frø i gelé med grønt til forret og en god saugvinon blanc dertil.

Frø i gele

Til hovedret tog jeg blæksprutte med østrigske orme og grønt.

blæksprutte med grønt

Alt sammen delikat og med udsøgt betjening. Jeg kan anbefale den restaurant til hver en tid, hvis ungerne ikke kan enes om at spille computer.

Jeg gav fem stjerner.

Drama på liv og død i baghaven

I dag har jeg en fridag, inden det går løs med nyt job. Mens jeg sad og nød min formiddagskaffe, kom min genbo løbende, fordi der kom sådan nogle ynkelige skrig fra min baghave.

Vi gik ud og fik øje på en musvåge (som vistnok i virkeligheden er en spurvehøg) i intens kamp med en skade. Skaden skreg for sit liv, og vi besluttede, at naturen måtte gå sin gang, så vi bakkede væk fra arenaen for at lade den bedste fugl vinde.

musvåge

En halv time senere sneg jeg mig ud for at lure. Skaden skreg stadig, og musvågen (høgen) holdt fast.

Halvanden time senere var der stille. Jeg forventede at finde et inferno af fjer og blod, men der var slet ikke noget at se. Kamppladsen var rømmet. Til gengæld lå der noget gråt under hækken.

Det lod til, at skaden havde vundet, for den var væk. Kampen var tilsyneladende gået hårdt ud over musvågen (høgen, rovfuglen, whatever). Den sad lige så stille og flyttede sig ikke, selvom jeg gik helt tæt på.

Jeg ringede 1812 til Dyrenes Alarmcentral, og en time senere kom dyreambulancen og en Falck-mand for at se til kræet. Normalt er en rovfugl pænt aggressiv, når man fanger dem. Men denne her var bare slatten. Det undrede også Falck-manden, som havde iført sig de tykkeste handsker for netop at undgå at blive bidt og kradset. Men denne her gjorde intet andet end at stirre og plirre med øjnene. På skift.


Han tog den med, og jeg kunne jo ikke få tankerne fra den. Hvad var der sket med den? Der var ingen synlige skader, men den opførte sig helt forkert. Så jeg ringede til Dyrenes Beskyttelse og fik beskeden om, at den var blevet aflivet, for de kunne ikke gøre noget for den i den tilstand.

Det var jo sådan set godt nok – men også lidt trist. Jeg havde gerne undet den en skade til frokost, men sådan skulle det ikke være. Naturen er en hård nyser.

Opdatering: Crap! Har lige fundet denne her, som bare sidder og hænger i et træ. 

 

Ungerne er kommet hjem, og Nikoline insisterer på at fange og nurse den tilbage til livet. Men nu er den trods sin ringe tilstand fløjet op på naboens tag…

Tarmfremfald i Outlaws mandepøllekøkken

Der har været gang i mandekøkkenet i Outlaw i dag. Maskinmesteren har haft besøg af pølseklubben, som i dag har kastet sig over kunsten at fremstille laksepølser.


 Det betød endnu en dag med bekymrende udsagn som “Jeg tror der er kommet luft i tarmen”, “Åh nej, vi har tarmfremfald” og “du må ikke presse tarmen for hårdt”.

Man vænner sig til det efterhånden. Bare man hele tiden siger til sig selv: “Det er bare mænd. De hygger sig. Det er ok”.

Næsten simultant med det store manderykind i køkkenet – fik vi besøg af en anden lækker herre, som jeg ikke bare har savnet på det seneste. Nej – jeg har trængt til ham.

Han var svært tilpas med den heftige aktivitet i køkkenet og placerede sig hurtigt strategisk hensigtsmæssigt i forhold til eventuelt køkkennedfald.

 Arh men for helvede… Findes der lækrere kræ? 

Barkley-lånehund har også spillet en terapeutisk rolle i dag, da vi var ude at kælke med vores syriske naboer, hvor moderen desværre lider af panisk angst for hunde. Hun endte faktisk med at ae ham uendelig forsigtigt på måsen, da familien lige var inde til en kop kaffe efter kælketuren. Det var stort.

Ellers er alt, hvad der er normalt, sat ud af drift i dag. Vi indtog maskinmester-made frokost kl 15.30:    
Som ekstra bonus kom søde naboer forbi med brandvarm arabisk specialitet: kogte brune flava bønner med spidskommen. Det smager fantastisk. Bedre end det ser ud. Promise.   Pølseklubben kæmpede efterfølgende med tarmslyng…

 …og en hund, der virkelig gerne ville være mundskænk…

  Det eneste, der mangler at blive fikset, er  køkkenet…

 Og aftensmad engang kl 23…

Alle burde have en healer-hue

Jeg har altid hue på, når jeg er syg. Det er som om, det hjælper lidt at blive varmet om issen, når man har ondt og er sølle. 

I lang tid var det blækspruttehatten, jeg brugte, når jeg havde hovedpine eller havde influenza.  Men Maskinmesteren er ikke ret glad for blæksprutter, så min søde Momse på 97 tilbød venligt at strikke det hun kalder en “lue” til mig af noget restgarn. 

Det er derfor, jeg har set sådan her ud de sidste par dage. 

 
Men jeg føler mig sådan her:

  Det stikker i min hals, i mit hoved og mine ører. Desuden lyder jeg som de to storrygende tanter fra Simpsons. Ynk! Ynk! Ynk!  

Håber virkelig det her snart går over.