Category Archives: Dyr

Noget om at overvinde sig selv for at få lidt fred

Det rigtige spørgsmål til dette billede er ikke “Hvorfor?”. Det rigtige spørgsmål til dette billede er: “Hvorfor ikke noget før og hvorfor ikke oftere?” 

Vin og hund i skov

Beklager i øvrigt billedkvaliteten, men det er taget i skumringstimen i går aftes, hvor jeg sad under det egetræ, hvorunder min svigerfars urne skulle have været nedsat – men desværre ikke blev det. Træet står ved Lærkereden, og vi omtaler det altid bare som “Niels’ eg”.

Og hvorfor sad jeg så der – med en hund og et glas vin? Det gjorde jeg, fordi mit behov for at være i fred vandt over min frygt for at være helt alene om natten i en stor skov, i et primitivt hus med flere kilometer til noget som helst andet end træer. 

Lærkereden

Jeg har virkelig overvejet det tit, fordi jeg indimellem bare trænger til luft og mit eget selskab. Men når det så bliver mørkt – så føles det der ensomhed pludselig rimelig opreklameret og alle lyde virker fremmede og uhyggelige. Derfor lånte jeg Krakas løsning på udfordringen: “alene men ikke fulgt af noget menneske” og tog Barkley  – min bedste, umælende ven med.

Hund ved fod

Vi har gået måneskinsture, morgenture og i går sidst på eftermiddagen, da vi sad under svigerfars eg, skete det forunderlige, at den svage pippen, som jeg havde hørt flere steder i skoven pludselig tog til og kom nærmere. Barkley lå ved siden af mig og slumrede. Jeg sad musestille, mens bittesmå fugle i hobetal begyndte at svirre rundt om fyrretræerne foran mig. Fuglekonger – Danmarks mindste fugl – og masser af dem! De var i fuld sving med aftensmaden, som de snappede i luften. Jeg har aldrig set det før – men fuglekonger kan svirre og stå helt stille i luften  lige som kolibrier. Ikke helt så elegant – men smukt for mig. Jeg glemte næsten at trække vejret for at se de små forslugne fjerkugler mæske sig i insekter.

På en af vores andre ture rundt mellem træerne, troede jeg, at jeg var blevet skør – for jeg kunne have svoret på, at jeg så en blishøne klatre lodret op ad en træstamme. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en sortspætte. Jeg var nødt til at slå det op, for jeg har aldrig set sådan en før. De er godt nok store sammenlignet med flagspætter.

Skovtur med hund

Men sådan er der så meget fint og overraskende i skoven, og det er så fantastisk dejligt at koncentrere sig om sådan nogle små ting, mens man suger duften af skovbund ind og glemmer alt om vasketøj, hverdag, madplaner, arbejde, indkøb og andre menneskers forventninger.

Jeg har suget det hele til mig og kan varmt anbefale at tage til skovs, hvis man trænger til ro og frisk luft.

Reklamer

Outlaws kreative køkken

I går var jeg på restaurant. En fin en af slagsen. Det var egentlig ikke min mening at spise ude, men både Maskinmesteren og jeg fik nok af at høre ungerne sidde ved hver sin computer og skændes om noget i Minecraft.

Så blev stikket til computerne trukket, og vi dømte “find på noget andet at lave”.

Det er her, at det som regel bliver sjovt. For hvis ikke de bare sætter sig op og surmuler på værelserne, så begynder de som regel at lege. I går etablerede de et par restauranter, og inviterede deres farmor og jeg til at komme og spise og anmelde. 

Menukortet bød på både velkendte og mere eksperimenterende retter. Så jeg bestilte frø i gelé med grønt til forret og en god saugvinon blanc dertil.

Frø i gele

Til hovedret tog jeg blæksprutte med østrigske orme og grønt.

blæksprutte med grønt

Alt sammen delikat og med udsøgt betjening. Jeg kan anbefale den restaurant til hver en tid, hvis ungerne ikke kan enes om at spille computer.

Jeg gav fem stjerner.

Drama på liv og død i baghaven

I dag har jeg en fridag, inden det går løs med nyt job. Mens jeg sad og nød min formiddagskaffe, kom min genbo løbende, fordi der kom sådan nogle ynkelige skrig fra min baghave.

Vi gik ud og fik øje på en musvåge (som vistnok i virkeligheden er en spurvehøg) i intens kamp med en skade. Skaden skreg for sit liv, og vi besluttede, at naturen måtte gå sin gang, så vi bakkede væk fra arenaen for at lade den bedste fugl vinde.

musvåge

En halv time senere sneg jeg mig ud for at lure. Skaden skreg stadig, og musvågen (høgen) holdt fast.

Halvanden time senere var der stille. Jeg forventede at finde et inferno af fjer og blod, men der var slet ikke noget at se. Kamppladsen var rømmet. Til gengæld lå der noget gråt under hækken.

Det lod til, at skaden havde vundet, for den var væk. Kampen var tilsyneladende gået hårdt ud over musvågen (høgen, rovfuglen, whatever). Den sad lige så stille og flyttede sig ikke, selvom jeg gik helt tæt på.

Jeg ringede 1812 til Dyrenes Alarmcentral, og en time senere kom dyreambulancen og en Falck-mand for at se til kræet. Normalt er en rovfugl pænt aggressiv, når man fanger dem. Men denne her var bare slatten. Det undrede også Falck-manden, som havde iført sig de tykkeste handsker for netop at undgå at blive bidt og kradset. Men denne her gjorde intet andet end at stirre og plirre med øjnene. På skift.


Han tog den med, og jeg kunne jo ikke få tankerne fra den. Hvad var der sket med den? Der var ingen synlige skader, men den opførte sig helt forkert. Så jeg ringede til Dyrenes Beskyttelse og fik beskeden om, at den var blevet aflivet, for de kunne ikke gøre noget for den i den tilstand.

Det var jo sådan set godt nok – men også lidt trist. Jeg havde gerne undet den en skade til frokost, men sådan skulle det ikke være. Naturen er en hård nyser.

Opdatering: Crap! Har lige fundet denne her, som bare sidder og hænger i et træ. 

 

Ungerne er kommet hjem, og Nikoline insisterer på at fange og nurse den tilbage til livet. Men nu er den trods sin ringe tilstand fløjet op på naboens tag…

Tarmfremfald i Outlaws mandepøllekøkken

Der har været gang i mandekøkkenet i Outlaw i dag. Maskinmesteren har haft besøg af pølseklubben, som i dag har kastet sig over kunsten at fremstille laksepølser.


 Det betød endnu en dag med bekymrende udsagn som “Jeg tror der er kommet luft i tarmen”, “Åh nej, vi har tarmfremfald” og “du må ikke presse tarmen for hårdt”.

Man vænner sig til det efterhånden. Bare man hele tiden siger til sig selv: “Det er bare mænd. De hygger sig. Det er ok”.

Næsten simultant med det store manderykind i køkkenet – fik vi besøg af en anden lækker herre, som jeg ikke bare har savnet på det seneste. Nej – jeg har trængt til ham.

Han var svært tilpas med den heftige aktivitet i køkkenet og placerede sig hurtigt strategisk hensigtsmæssigt i forhold til eventuelt køkkennedfald.

 Arh men for helvede… Findes der lækrere kræ? 

Barkley-lånehund har også spillet en terapeutisk rolle i dag, da vi var ude at kælke med vores syriske naboer, hvor moderen desværre lider af panisk angst for hunde. Hun endte faktisk med at ae ham uendelig forsigtigt på måsen, da familien lige var inde til en kop kaffe efter kælketuren. Det var stort.

Ellers er alt, hvad der er normalt, sat ud af drift i dag. Vi indtog maskinmester-made frokost kl 15.30:    
Som ekstra bonus kom søde naboer forbi med brandvarm arabisk specialitet: kogte brune flava bønner med spidskommen. Det smager fantastisk. Bedre end det ser ud. Promise.   Pølseklubben kæmpede efterfølgende med tarmslyng…

 …og en hund, der virkelig gerne ville være mundskænk…

  Det eneste, der mangler at blive fikset, er  køkkenet…

 Og aftensmad engang kl 23…

Alle burde have en healer-hue

Jeg har altid hue på, når jeg er syg. Det er som om, det hjælper lidt at blive varmet om issen, når man har ondt og er sølle. 

I lang tid var det blækspruttehatten, jeg brugte, når jeg havde hovedpine eller havde influenza.  Men Maskinmesteren er ikke ret glad for blæksprutter, så min søde Momse på 97 tilbød venligt at strikke det hun kalder en “lue” til mig af noget restgarn. 

Det er derfor, jeg har set sådan her ud de sidste par dage. 

 
Men jeg føler mig sådan her:

  Det stikker i min hals, i mit hoved og mine ører. Desuden lyder jeg som de to storrygende tanter fra Simpsons. Ynk! Ynk! Ynk!  

Håber virkelig det her snart går over. 

Den sure del af det norske fiskeeventyr

Som tidligere beskrevet, fangede vi helt urimeligt mange fisk på vores ferie i Norge. Jeg fileterede fisk til mine fingre var helt rynkede, og vi havde frosset fileterne ned for at transportere dem hjem i en kølekasse, som kan tilsluttes strøm i bilen. Selvom køreturen ville vare mere end 9 timer, så ville fiskene fint kunne holdes frosne, indtil vi nåede frem til det hotel i Oslo, hvor vi havde booket en overnatning på hjemvejen. Hotellet havde givet os lov til at låne plads i en fryser, så vi kunne få alle 11,5 kg sejfilet med hjem i frossen tilstand. Og de blev da også lagt på frost af en sød receptionist, efter vi var tjekket ind.

Da vi tjekkede ud igen ved middagstid dagen efter, bad vi om at få vores fisk med – og receptionisten sprang af sted efter dem og kom tilbage – helt bleg.

– Jeg beklager virkelig. Men det ser ud til at døren til fryseren ikke har været lukket, så fiskene er desværre tøet ret meget op, sagde han undskyldende og satte posen med de 11,5 kg fisk på gulvet, så en pøl af lyserød fiskesaft løb ud på gulvet under den.

Lige dér måtte jeg simpelthen beherske mig så meget for ikke at råbe. Det var præmien af hele vores ferie, Maskinmesterens hede drømme, ungernes jubelhyl, mine mange timers filetering og roden rundt med herreklamme indvolde, som nu lå der og svuppede i sin egen saft på gulvet af det ellers så fine Scandic Byporten. Hold nu kæft, hvor var jeg skuffet. Og jeg kunne ikke en gang lave brøleren overfor den ulykkelige receptionist, for det var jo ikke hans skyld. Tomas var nede med ting i bilen, og jeg frygtede, at han ville implodere af harme, når han hørte det.

Men vi skulle ligesom nå en færge, og jeg skulle beslutte mig for, hvad jeg stillede op med de blævrede fisk i den dryppende pose. De var stadig meget kolde, og enkelte poser var stadig lidt frosne. Vi havde inviteret min familie på fisk, når vi kom hjem, så jeg slæbte et uskønt, slimet spor efter mig ned til bilen, mens receptionisten lovede os at få hotelchefen til at kontakte os, når han var tilbage.

Maskinmesteren blev præcis så indebrændt, som man kunne forestille sig. Vi sad i tavshed et langt stykke af vejen, og indimellem udbrød han: “Jeg kan simpelthen ikke fatte, at de har tøet alle vores fisk op.” Eller “Hvordan fanden kunne det overhovedet lade sig gøre?!”. Og “For helvede mand, det var det, hele vores ferie gik ud på!!”

Da vi kom hjem til Outlaw var klokken 22.30, og vi var helt flade. Jeg smed et termometer ned i kølekassen, hvor det viste sig stadig at være køleskabskoldt. Hele kassen svømmede i fiskesaft, men heldigvis lugtede det stadig fint af hav og ikke af gammel fisk eller tran. Jeg havde googlet mig frem til, at det blot gik ud over kvaliteten af kødet/fiskene, hvis man genfrøs det – så jeg smed hele lortet i fryseren, lavede en Maude og gik sur i seng.

Momse redder dagen
Dagen efter ringede jeg til Momse for at høre, hvad sådan en gammel kogekone mente, jeg skulle stille op. Hun mente, at det om ikke andet ville være fint til fiskefrikadeller, og at man altid kunne se og lugte det, hvis fisk ikke var godt.  Så jeg rev 4 kilo op, og ventede på hele familiens ankomst dagen efter. Min moster og kusine, som bor i Sverige var hjemme på ferie, og min mor og momse var med. Og så blev de sat i sving.

Der blev kørt fars i kødhakker, rørt fiskefars sammen med smagsgivere som citron, soltørrede tomater & chili. Vi fremstillede naturligvis også en standardfars for at behage Maskinmesteren. Herefter skulle der formes dunser og laves salat og tomatsovs. Fiskefrikadellefremstilling-4Der var trangt og travlt i det lille køkken, men det var hyggeligt, og vi skiftedes til at stå og vende deller og bælge ærter. Deller5Middagen blev helt forrygende, og det bedste er nu, at vi har fiskefrikadeller nok, til at ungerne kan få dem med på madpakkerne hver dag frem til 2016.stegte fiskefrikadeller sej

PS. Det er kun fair at tilføje, at vi ugen efter hjemkomsten modtog det sødeste, personlige brev fra receptionisten på hotellet, som igen beklagede mange gange og håbede at kunne råde lidt bod på vores tab med en voucher til tre overnatninger inkl. morgenmad. 

Det er go’ stil Scandic. I er tilgivet 🙂

Massemord med Norges Rambo

Den sidste eftermiddag i vores lille, norske fiskeparadis, kom en af de lokale beboere ned til havnen for at tømme sine krabbetejner. 

Han var en gammel vejrbidt gut, som helt naturligt satte Sandra og Nikoline i gang med at hjælpe med til at tømme tejnen, så de kæmpemæssige, vrede krabber væltede ud. 

En af dem fik fat i Sandras tommelfinger, og hun kæmpede en brav, indædt kamp for at få den til at slippe. Ondt gjorde det, men typisk for hende, sagde hun ikke en lyd. 

  

Skipper Olav viste hende herefter, hvordan man flår kløerne af og tramper den desarmerede krabbe ihjel. Barske sager. Men Sandra var blevet så vred efter at være blevet “bidt” af krabben, at hun uden betænkninger gjorde, som hun fik vist.  Nikoline stod lidt og så på myrderierne, mens hun peb: “Jeg ved, at jeg nok aldrig får mulighed for at prøve det her igen, men jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at prøve det”.    Det var helt frivilligt, men nysgerrighed og frygten for at gå glip af noget fik hende alligevel til at prøve. Og mens de to tøser knoklede med krabberne, satte Olav sig ned og fyrede op i piben.  Han havde en frisk forbinding om sin hånd, og  bag gazen lå en voldsom historie: 

Aftenen forinden var der en kat i hans soveværelse, som han fejlagtigt troede var hans egen. Men da han løftede den op, viste det sig at være en vildkat, som bed ham voldsomt i hånden. En mand som Olav bider man ikke ustraffet, så han holdt den i et jerngreb, indtil den blev slap og var død. Bag efter tog han på sygehuset og fik diverse vacciner og fik såret bundet ind. 

Da krabbekløerne var klar, hældte Olav dem i en stor gryde og proklamerede, at de var klar om 20 minutter, og hvis vi ville, så kunne vi spise med. 

Jeg skyndte mig op og ristede toast, hentede citron, dild og mayo og kort efter åd vi en overdådig krabbefrokost. Fantastisk. Intet mindre.     Olav overlod resten af kløerne til os og smuttede af sted med ordene: “Vi ses til næste år”.