Tag Archives: mødre

Jeg er gammel og tyk – men god mod børn og dyr

Gammel og tyk. Det er hvad jeg er blevet i dag. Det her er mig.

Fed kat

Aldersbarometeret siger 43 og vægten peb ynkeligt under mig i morges, mens den blinkede “+ 1,4 kg siden sidste uge”. Det sker efter en weekend, hvor jeg har mæsket mig i nordjysk grønlangkål og flæsk sammen med Momse, min mor, Maskinmesteren og ungerne. Vi er alle helt pjattede med nordjysk grønlangkål kokasse-style, så det lavede min mor til mig som fødselsdagsmiddag i lørdags.

Efter vægtchokket forventede jeg en forbedring af dagen, i det øjeblik Nikoline overrakte mig en gave med et fint kort. Jeg smilede, lige indtil jeg nåede linjen, hvor hun skrev – ”du minder mig faktisk lidt om Baymax”.

Baymax?!

Det er altså ham her…

bayM

Jeg skulle lige til at spy ild og brøle: ”Sagde du FEDE?!” – indtil jeg fik læst linjen under, hvor hun forklarede ”at det er fordi, du altid passer godt på os”.

Godt reddet, barnlil. Baymax er i filmen en utrolig sød robot, som er programmeret til at yde omsorg for andres fysiske og psykiske helbred.

Jeg overgav mig helt, da jeg fik denne her lille hæklede model.

duns med baymax

Så ikke mere fødselsdagsraseri fra min side. Bare en stor tak til alle dem, som har sendt mig en tanke eller en hilsen i dag.

Jeg er meget beæret, og nu vil jeg bevæge mig et lille skridt nærmere Baymax-formen og sætte Maskinmesterens helt vildt lækre fødselsdagsmiddag til livs. Han laver verdens lækreste hasselbach kartofler, og til dem har jeg bestilt mørbradbøffer og bearnaise.

Come to Baymax…

Reklamer

Speltmor støber kuglerne

For et par uger siden lod jeg mig forblænde af den fantastiske idé, at jeg skulle være sådan en mor, der bager boller til madpakkerne. Derfor blev køkkenet omdannet til et inferno af mel, revne gulerødder og hvedekerner, mens røremaskinen nærmest var rødglødende.

I weekenden havde Nikoline besøg af en legekammerat, og efter nogle timers leg, smurte jeg en bolle til dem begge. Kort efter kom legekammeraten ud med sin og spurgte forsigtigt, om hun ikke kunne få en rugbrød i stedet?

“Sikkert bare en kræsen unge, der aldrig har set lidt kerner i brødet”, tænkte jeg og smurte en rugbrød. Da kammeraten blev hentet, ville hun ikke med sin mor hjem, for de legede lige så godt.

“Jamen, vi skal hjem og lave aftensmad,” forklarede moren, og jeg bakkede op ved at tilføje: “Du er velkommen til at blive og spise med, vi skal bare have hjemmebagte boller”, hvilket fik barnet til at styrte ud for at finde sin jakke og sætte sig ud i bilen.

Så da jeg stod og smurte madpakker forleden, tog jeg lige en halv bolle – bare for at smage, om det nu også kunne være så slemt. Det kunne det. Men da var det for sent.
Derfor endte madpakken med at se sådan ud:

madpakke med brev og bolleAlting talte ligesom for, at jeg skulle vågne op fra mine vrangforestillinger om, at jeg blev en bedre mor af at bage. Mine boller var bedre anvendt i en katapult end i en madpakke. Så her til aften tog jeg konsekvensen. Jeg opblødte resten af bollerne i vand, så de i det mindste kan gøre gavn som hønsefoder, uden at det medfører brækkede næb eller hård kråse.

I dag så madpakken sådan ud:

madpakke med bolle fra schulstad

Madpakker for dovne mødre

Jeg er nødt til at komme med en indrømmelse. Måske kom jeg til at pudse lidt for meget glorie, da jeg skrev om mit behov for at smøre madpakker til børnene.  Jeg fremstod vist som en englemor, der smører klidboller og kæler med hvert eneste stykke økologisk kyllingepølse, der bliver lagt ned i madkassen til arvingerne.

Hvis jeg er kommet til at give det indtryk. Så beklager jeg. Jeg løj.

Faktum er, at jeg førhen stod hver aften med øjeposer i pathøjde, mens jeg uengageret klaskede noget rugbrød sammen om noget pålæg og kaldte det en madpakke, mens jeg trøstede mig ved tanken om, at det trods alt ikke var sten og brødkrummer, jeg sendte børnene ud i skoven i skole med.

En aften beklagede jeg mig til min kloge mor: ”Jeg får aaallldrig noget aftentid for mig selv – fordi jeg står og smører madpakker til hele familien til kl. 21.30 hver aften. Jeg er traaaaaat!”

Hvortil min mor afslørede en dyb hemmelighed for mig: ”Jamen, hvorfor gør du ikke bare lige som jeg gjorde, da du var barn? I weekenden smurte jeg 10 madpakker og frøs dem ned. Om aftenen skulle jeg bare hive en til os hver fra frys til køl, så var de klar til dagen efter.”

”WUT?!! Jamen MOR?! Vil det sige, at jeg er opflasket med fesne, frosne madpakker? Helt ærligt?!”

Det er jeg så. Jeg husker nu mine madpakker som gode. Og som en hilsen fra mor.

Men jeg var stadig skeptisk. Så jeg testede det. Smurte en enkelt madpakke efter min mors anvisninger. Remo og mayo skal UNDER pålægget. Og ingen rødbeder, agurker osv. Det må du lægge på, når de er tøet op.” Nuvel.

masseproduktion madpakker

Bemærk dødssynden. Remoulade OVENPÅ fiskedellerne. Dumt. Smagen er fin, men remoulade og mayonnaise får en kedelig synlig konsistens, når det fryses. Men det smager som det skal.

I dag har jeg overgivet mig totalt: Mor, du har ret igen! Optøede madpakker holder 100. Man kan ikke smage, at de har været frosne. Trust me.

Så når jeg står der og hvæser af mit barn, der uskyldigt beder om lov til selv at prøve at smøre madpakke. Så er det naturligvis for at skjule, at jeg bare går ud og river en pakke op ad fryseren, pynter med lidt rødbeder og agurker. Skræller en gulerod eller smider lidt rosiner i kassen. Og voilá: Madpakker til både mand, mig selv og børnene.

madpakker klar til frost

Og så betyder det, at jeg kan sidde her i min bloggrotte og hyggeskrive i stedet for at smøre madder.

Ps. Maskinmesteren smører gerne madpakker. Mandepakker. Fire halve med leverleif. Ingen frugt – måske en kvart agurk – hvis han kan finde den i køleskabet. Derfor: Han hælder træpiller på og renser fyret. Jeg smører madpakker. Det’ bedst.