Fiskereden – miniferie i Norge

Wuhu! Vi er taget til Norge! Vi opfylder Nikolines konfirmationsønske – hun ville have en fisketur til Norge eller Sverige – med garanti for fangst. So here we are…

Vi tog af sted i går, og her til aften har vi indtaget vores helt egen friskfangede aftensmad bestående af stegte makrel med kartoffelsalat-salat.

Vi har vores gode venner, Ayilé og Thomas, med, og de  har ikke rigtig fisket før, så det skulle lige læres. Vi ankom til den lille bugt, Korshamn i Lyngdal i går eftermiddags – og i morges stod vi alle seks til søs med det formål at vende hjem med aftensmaden.

Maskinmesteren agerede både maskinchef og kaptajn, og ville lige demonstrere, hvordan en fiskestang fungerer for Ayilé og Thomas. Ved det første kast – hev han en lille fin torsk med op – og så var vi alle tændt!

Thomas’ første fangst var noget ganske særligt. For han havde aldrig fanget en fisk før. Den var ikke stor, men den bragte stor jubel. 

Vi ræsede rundt hele dagen mellem klipper og skær – og hev den ene fisk op efter den anden. Både hornfisk, makrel, torsk og nogle små sørgelige fisk, som hele tiden bed på, men ikke var store nok til noget – de døde så snart, man hev dem af krogen, og de store måger, som fulgte os, havde en fest rundt om båden.

Selv efter maden ville ungerne gerne fange flere fisk – så de forsøgte sig fra molen.

I morgen forsøger vi os igen. Håber på torsk eller sej. Og ellers nyder vi bare Norge. Ja, vi elsker dette landet…

 

 

Mord og mindfulness i hønsegården

Jeg har ikke brug for mindfulness og meditation, så længe jeg har høns. For mig er det mest beroligende i verden, at sidde i min hønsegård og se madammerne rode efter biller og orme og høre dem klukke og sludre med hinanden.

I fredags da jeg kom hjem fra arbejde, tog jeg en havestol og et glas vin og satte mig om til vores nye damer. De er først for nylig blevet lukket ud på det store græsareal, så området er nyt, spændende og uudforsket for dem. Larver og smådyr, der før var trygge her, lever nu i frygt for skrabende hønsefødder, skarpe øjne og spidse næb.

Det er jo sådan livet er, og jeg nød synet af deres jagt efter mad i græsset. Men bedst som jeg sad der, fik en af hønsene pludselig travlt med noget, den havde fundet. Hun hakkede ned i noget, kastede det op i luften og angreb det igen. De andre høns begyndte at blive nysgerrige efter, hvad hun var i gang med – mig selv inklusiv.

Til min gru så jeg, at det var en lille tudse, og at det var for sent at gøre noget for at redde den.

Jeg troede, at tudser både smagte grimt og var lidt giftige – men de her høns har tilsyneladende ikke noget i mod stærk og krydret mad. Tudsen blev hevet over i to – så flere høns fik glæde af den.

Med ét smagte min vin ikke helt så godt som før – og den meditative tilstand, hønsekiggeriet havde bragt mig i, forsvandt som dug for solen. Dagens time i mindfulness var forbi – lige som hønsenes nuttethedsfaktor.

Jeg gik ind.

Ferien, der gik op i fliser

I hørte mig måske pibe lidt over vores ferieplaner for et par uger siden. I dag er det så feriens sidste dag, og dermed tid til at gøre status.

Tre uger er gået med Projekt Kloakseparering og nye fliser i gårdspladsen. Der har lige været et par afstikkere til Guns N’ Roses i København, til Djurs Sommerland og et par besøg hos min mor i kolonihaven. Ellers har det stort set været et knokkel fra morgen til aften.
Vi har fået hjælp fra flere gode venner og fra min far og hans gode ven. De har alle har revet en eller flere dage ud af kalenderen for at komme og køre sand og lægge fliser – og det er vi dem alle evigt taknemmelige for. Vi havde ganske enkelt ikke kunne gøre det uden dem.
Maskinmesteren har været projektleder, og jeg har haft til opgave at sørge for mad til det arbejdende folk. Og der skal noget til. Højtbelagte madder til frokost og kød på grillen med nye kartofler + dild og smør til aftensmad.  Derimellem lidt kage, kaffe og en hel del øl.
Det har været benhårdt – men godt at få det gjort. Og se nu. 155 kvadratmeter smuk gårdsplads. Jeg overvejer om ikke den skal hedde “gårdhaven” nu – fordi den er så pæn. Vi mangler kun lige at få lavet kanter, ryddet lidt op og sådan lidt. Det er intet i forhold til alt det, vi har nået. Herunder er der “halvvejsmiddag”.
Og her: Tadahhhh! Færdiglagte, smukke fliser. Ahhhhh. 
I skrivende stund ligger Maskinmesteren på sofaen og har ondt i hele kroppen. Jeg tror ikke, han rejser sig i dag overhovedet.

Status er, at vi ikke har haft den mest oplevelsesrige ferie, men vi har fået set en masse gode folk, vores kloakering lever nu op til kommunens krav og samtidig har vi fået en smuk gårdhave, som vi kan have glæde af i lang tid fremover. Der skal nok komme andre muligheder for at tage på ferie.

Saftig beskæftigelsesterapi for ældre

I dag har ungerne og jeg planlagt en lille hyggetur til min mors kolonihave, hvor vi har inviteret os selv og Momse på frokost.
Momse elsker at komme ud, hvor der er haver, planter, træer, marker og bær. Hun er født og opvokset på landet og har altid haft prydhaver i de år, hvor hun har haft have og sommerhus.

Vi hentede hende og rollatoren derhjemme og kørte hende derned. Min mor skulle have bud med, så rollatoren var højt læsset, da Momse trillede ned ad havegangen.

Efter en dejlig frokost med sild og snaps, fandt Momse en havestol og tog ungerne med ud til ribsbusken, og så begyndte de ellers at ribbe busken for bær.

Sidste år lavede vi den lækreste ribssaft, og hvis den gamle kone plukker igennem i dag, så får vi også nok til saft i år. ❤️

Hvis du synes, din ferie er lidt træls…

..Så bliver den formentlig bedre, hvis du ser min.

Vores ferie bliver næsten lige så dyr, som en tur til Australien, men der er ikke meget Great Barrier Reef over det her. 

Vi er i gang med at separere spildevand og regnvand efter et påbud fra Horsens Kommune. Det kræver nye rør, som skal lægges bl.a. under vores gårdsplads. Kommunen fikser alt det, som ligger udenfor matriklen, og derfra må vi selv ligge og rode med rørene – men der skal selvfølgelig en autoriseret kloakmester indover.

Gårdspladsen i vores baghave har været skæmmet af et korktræ fra helvede, som vi har forsøgt at slå ihjel af flere omgange. Det har spredt sine utroligt lange rødder ud under hele gårdspladsen og fået en del fliser til at smutte op. Derfor mente Maskinmesteren, at vi lige så godt bare kunne få ordnet hele gårdspladsen, når vi alligevel skulle pille fliser op for at lægge rør. Og hvad Maskinmesteren siger, er næsten altid det rigtige.

Arbejdet blev påbegyndt i den første uge af vores ferie, hvor vi har ligget på alle fire og pillet fliser op. Min gamle far har hjulpet rigtig meget, og vi har bestukket ungerne med ekstra mange lommepenge, hvis de hjælper til. Og det gør de. Sandra ordner huset og sørger for frokost – og Nikoline graver og flytter fliser. Alt i alt har vi flyttet 20 tons fliser og fjernet – jeg ved ikke hvor mange tons jord og rødder.

Stubbe-Bendt har været her med nogle maskiner, som kan flå og fræse rødder. Maskinmesteren står med misundelse i blikket, når Bendt ruller maskinerne ud.

Jeg håber, at du uanset, hvor dårligt vejret er på din ferie, hvor hysteriske børnene er eller hvor elendig maden/hotellet/swimmingpoolen er, at du trods alt nyder at holde ferie. Ellers er du velkommen til at komme til Outlaw og rase lidt ud med en trillebør, noget sand og nogle fliser.

For mit vedkommende ville dragefisk og koraller være væsentlig mere interessant. I stedet blev denne sommers højdepunkter et smut til København for at se Guns ‘n’ Roses med ungerne, og i dag snupper vi en tur i Djurs Sommerland. Og bevares – det er jo heller ikke alle forundt. Så jeg tørrer øjnene nu, mens jeg nyder synet af  vores lokale kloakmester i fuld gang derude.

Børnebyggeri med ben og knogler

Vi er i Lærkereden, og ungerne er gået i gang med et større byggeprojekt. De har længe plaget om lov til at bygge en primitiv hytte, som de vil overleve i – helst i en hel uge af en ferie eller deromkring. 

Indtil videre går det godt. De har knoklet med den i flere dage. Hytten er stabil og har både tag og vægge. Dog vil det være synd at sige, at den ligefrem emmer af hygge. Med ungernes vanlige sans for morbid decor minder den mest af alt om en fange- eller torturkælder. 

For dem er det “home sweet home”, og de er fast besluttede på, at her skal de bo i en uge, hvor de kun må spise det, de selv finder og fanger i skoven…

Måske hænger deres ønske sammen med den frokost, jeg serverede for dem i dag: 

Noget om at overvinde sig selv for at få lidt fred

Det rigtige spørgsmål til dette billede er ikke “Hvorfor?”. Det rigtige spørgsmål til dette billede er: “Hvorfor ikke noget før og hvorfor ikke oftere?” 

Beklager i øvrigt billedkvaliteten, men det er taget i skumringstimen i går aftes, hvor jeg sad under det egetræ, hvorunder min svigerfars urne skulle have været nedsat – men desværre ikke blev det. Træet står ved Lærkereden, og vi omtaler det altid bare som “Niels’ eg”.

Og hvorfor sad jeg så der – med en hund og et glas vin? Det gjorde jeg, fordi mit behov for at være i fred vandt over min frygt for at være helt alene om natten i en stor skov, i et primitivt hus med flere kilometer til noget som helst andet end træer. 

Jeg har virkelig overvejet det tit, fordi jeg indimellem bare trænger til luft og mit eget selskab. Men når det så bliver mørkt – så føles det der ensomhed pludselig rimelig opreklameret og alle lyde virker fremmede og uhyggelige. Derfor lånte jeg Krakas løsning på udfordringen: “alene men ikke fulgt af noget menneske” og tog Barkley  – min bedste, umælende ven med.

Vi har gået måneskinsture, morgenture og i går sidst på eftermiddagen, da vi sad under svigerfars eg, skete det forunderlige, at den svage pippen, som jeg havde hørt flere steder i skoven pludselig tog til og kom nærmere. Barkley lå ved siden af mig og slumrede. Jeg sad musestille, mens bittesmå fugle i hobetal begyndte at svirre rundt om fyrretræerne foran mig. Fuglekonger – Danmarks mindste fugl – og masser af dem! De var i fuld sving med aftensmaden, som de snappede i luften. Jeg har aldrig set det før – men fuglekonger kan svirre og stå helt stille i luften  lige som kolibrier. Ikke helt så elegant – men smukt for mig. Jeg glemte næsten at trække vejret for at se de små forslugne fjerkugler mæske sig i insekter.

På en af vores andre ture rundt mellem træerne, troede jeg, at jeg var blevet skør – for jeg kunne have svoret på, at jeg så en blishøne klatre lodret op ad en træstamme. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en sortspætte. Jeg var nødt til at slå det op, for jeg har aldrig set sådan en før. De er godt nok store sammenlignet med flagspætter.

Men sådan er der så meget fint og overraskende i skoven, og det er så fantastisk dejligt at koncentrere sig om sådan nogle små ting, mens man suger duften af skovbund ind og glemmer alt om vasketøj, hverdag, madplaner, arbejde, indkøb og andre menneskers forventninger.

Jeg har suget det hele til mig og kan varmt anbefale at tage til skovs, hvis man trænger til ro og frisk luft.

Hønsehimlen indviet med manér

Maskinmesteren har knoklet i de seneste par uger for at opfylde mit ønske og hønsenes hedeste drømme. Han har skabt intet mindre end et himmerige for høns. I går blev det indviet med stil.

(Læg mærke til det knælende barn på billede 2. Jo jo. Der er respekt for konen med æggene)

Høns er nogle tåber. De elsker græs, mælkebøtter og skvalderkål. De æder alt grønt, som stikker op ad jorden. Og det, de ikke spiser, pærer de rundt i med deres store hønsefødder, så rødder og stilke bliver flået op. Derfor har jorden i vores enorme hønsegård længe været bar og gold, hvilket har frustreret hønsene, som har haft frit udsyn til resten af vores noget vildtvoksende have.

Men i går var alle hønernes trængsler forbi, takket være Maskinmesteren, som har delt hønsegården op i to. Den ene del har været lukket af for hønsene, og så er der ellers sået græs og markblomsteri i jorden, som var exceptionelt godt gødet af hønsemøg. Planterne er eksploderet over den seneste måned, og i går – efter den højtidelige indvielse – var tiden kommet til at lukke hønsene ud i engen.

Det var de svært begejstrede for. Der blev nippet løs af alt det grønne, alt i mens biller og snegle ikke længere kunne vide sig sikre på den del af matriklen.

Nu må maskinmesteren så i gang igen med at få vendt jorden på den anden side af hegnet. Der skal plantes ny eng, som skal vokse op i fred for de hærgende høner. Jeg er spændt på, hvor lang tid det tager dem, at gøre denne frodige eng til en bar mark. Lad os se. De er godt i gang.

Momse was here

I dag er det “International arbejd nøgen i haven dag”. Det er jeg virkelig glad for, at ingen havde fortalt min mormor, som vi havde besøg af i dag.

Nogen vil måske huske, at jeg i foråret var bange for, at hendes holdbarhedsdato var ved at udløbe, efter hun blev ramt af en række små blodpropper, der forringede hendes balance og hendes hukommelse. Hun meldte fra til ungernes 11 års fødselsdag her i april, fordi hun ikke rigtig kan følge med i samtaler hen over et bord med mange mennesker, der snakker på kryds og tværs.

I stedet inviterede jeg hende herned i dag til en frokost i haven i det pragtfulde vejr. Hun blev standsmæssigt afhentet af mig i Aarhus og kørt til Outlaw. Og så troede jeg egentlig bare, at vi skulle spise en hyggelig frokost, se lidt til hønsene og have en kop kaffe. Men jeg havde glemt, hvem jeg havde inviteret. Momse elsker havearbejde, og derfor var det godt, at hun ikke vidste, hvilken dag, det er i dag.

Tillad mig at illustrere.

Hun kunne jo ikke lade være, så hun fik sat Nikoline i arbejde, og sammen tømte og beplantede de et par urtekrukker.

Herefter fik hun øje på nogle visne blade, som lå og flød. “Her giv mig lige kosten, så kan du få min stok,” lød kommandoen. Og når Momse befaler, så adlyder man.

Det var heldigt, at jeg også havde nogle mælkebøtter, som voksede langs husmuren. Som min oldemor (Momses mor) sagde, da en skypumpe kom og spredte naboens høstakke ind over deres fine præmiehave:

“Vorherre er vel nok god med os. Nu har far noget at give sig til igen”.

Og som far, så datter. Og som oldemor, så oldebarn, som begge ses her i synkron-lugning.

Vi havde i øvrigt en herlig dag, og hun nød hvert et sekund. Det gjorde vi andre også.

 

 

 

Hønsemøg og havearbejde med Don Juan

I sidste weekend holdt Maskinmesteren og jeg arbejdsdag i haven. Vejret var fantastisk, haven fuld af grene fra tidligere fældede æbletræer, og haveskurene bugnede af akkumuleret ubrugeligt skrammel, som skulle på lossen. Hønsehuset trængte også gevaldigt til at blive muget ud. Så vi tog havehandskerne på, og gik i krig.

Hønsehuset var mit job. Der har altid været rift om æggene, men faktisk er interessen for hønsemøg i Outlaw også stor. Flere haveejere har ytret ønske om at få leveret hønselort til jordbær- og grønsagsbedene, så jeg tog en dyb indånding og fandt en skovl.  
 
Med arme så lange som en orangutangs leverede jeg fire trillebørlæs hønsebæ på to matrikler i byen til stor glæde for haveejerne og lige så stor afsky for deres børn:

– Hvad laaaaaver du?

– Jeg læsser hønselort af i din mors og fars køkkenhave.

– Adddddd! Det er ulækkert! Det må du ikke! Det er vores have!

– Jo, det må jeg godt, for så bliver jeres grøntsager store og flotte. Jeres far har selv bedt om det.

–  FAAAR!!

Sidste år leverede jeg møg til den ene halvdel af en køkkenhave, og det var helt tydeligt at se på planternes størrelse, hvilke der voksede i den gødede jord, og hvilke der ikke gjorde. Men knægten i haven havde ret: Det er alt andet end lækkert, når man står med det.

Da hønsehuset igen duftede af savsmuld og frisk halm, greb Maskinmesteren fræseren og kørte en tur i hønsegården, så alt møget derude kunne blive vendt i ned jorden. Det blev en af de bedste oplevelser, han har haft længe.

– Det er som at være 22 år igen og gå gennem Skolegade i Aarhus en lørdag aften. Se, alle de damer, der løber efter mig, sagde han fornøjet ved synet af hønsene, der gik bag ham på rad og række, efterhånden som den nyvendte jord med orme og biller blev gjort tilgængelig.  

 Og sådan kan havearbejde jo få en til at føle sig helt ung igen 🙂