Category Archives: Lort

Hønsemøg og havearbejde med Don Juan

I sidste weekend holdt Maskinmesteren og jeg arbejdsdag i haven. Vejret var fantastisk, haven fuld af grene fra tidligere fældede æbletræer, og haveskurene bugnede af akkumuleret ubrugeligt skrammel, som skulle på lossen. Hønsehuset trængte også gevaldigt til at blive muget ud. Så vi tog havehandskerne på, og gik i krig.

Hønsehuset var mit job. Der har altid været rift om æggene, men faktisk er interessen for hønsemøg i Outlaw også stor. Flere haveejere har ytret ønske om at få leveret hønselort til jordbær- og grønsagsbedene, så jeg tog en dyb indånding og fandt en skovl.  
 
Med arme så lange som en orangutangs leverede jeg fire trillebørlæs hønsebæ på to matrikler i byen til stor glæde for haveejerne og lige så stor afsky for deres børn:

– Hvad laaaaaver du?

– Jeg læsser hønselort af i din mors og fars køkkenhave.

– Adddddd! Det er ulækkert! Det må du ikke! Det er vores have!

– Jo, det må jeg godt, for så bliver jeres grøntsager store og flotte. Jeres far har selv bedt om det.

–  FAAAR!!

Sidste år leverede jeg møg til den ene halvdel af en køkkenhave, og det var helt tydeligt at se på planternes størrelse, hvilke der voksede i den gødede jord, og hvilke der ikke gjorde. Men knægten i haven havde ret: Det er alt andet end lækkert, når man står med det.

Da hønsehuset igen duftede af savsmuld og frisk halm, greb Maskinmesteren fræseren og kørte en tur i hønsegården, så alt møget derude kunne blive vendt i ned jorden. Det blev en af de bedste oplevelser, han har haft længe.

– Det er som at være 22 år igen og gå gennem Skolegade i Aarhus en lørdag aften. Se, alle de damer, der løber efter mig, sagde han fornøjet ved synet af hønsene, der gik bag ham på rad og række, efterhånden som den nyvendte jord med orme og biller blev gjort tilgængelig.  

 Og sådan kan havearbejde jo få en til at føle sig helt ung igen 🙂

Med mor i vildmarken

I forrige weekend skulle jeg på spejderlejr til Forlev Spejdercenter. Ungernes trop manglede en madmor, som skulle koge havregrød over åben ild og stille an til madder, når de små spejdere kom væltende hjem til lejren efter løb og aktiviteter.

Nu er det snart 30 år siden, jeg selv var spejder, men jeg husker lejren i Forlev ved Skanderborg som eventyrlig. Det var her, min veninde og jeg skyndte os ned til en lille bro over åen, når der skulle tømmes lokummer. Vi smed en laber larve i vandet og aftalte, at vi skulle sidde og se på den, indtil der ikke var flere striber på den. Desværre blev vi fanget en dag og tvunget til at tømme toiletter. Og da vi kom slæbende på en stor, dampende lokumsspand mellem os, var der et fæ, der råbte: “Hvem vil hente brænde?!” Og hvem ville ikke hellere det end bære lort? Jeg slap øjeblikkeligt hanken i spanden for at række hånden op: “Det vil jeg!” Og så stod min veninde der alene med en skvulpende spand spejderbæ… Jeg er aldrig rigtig blevet tilgivet den manøvre.

Men Forlev er eventyrlig. Det er det dejligste område med enge, søer og skov. Desværre var jeg nødt til at tage en bunke arbejde med, som skulle være færdigt i løbet af weekenden. Og selvom alt er primitivt på spejderlejr, så findes der Gud ske lov trådløst netværk. Her. I lejrens pulterrum.

Spejderkontor
Jeg sad på trækassen i fem stive timer og arbejdede. Til sidst var jeg nødt til at tage en pude at sidde på. Heldigvis tog et par søde spejdermødre madtjansen den aften, men ellers var dette mit domæne resten af turen. Et topmoderne ude-spejderkøkken.

Feltkøkken, spejderkøkken, udekøkken

Supercool, hvad gamle vaskemaskinetromler kan bruges til. Og det virkede perfekt.

Temaet for lejren var fortællingen om Ronja Røverdatter, og derfor så man sådanne små rumpenisser eller trolde futte rundt i landskabet. Hvem kan stå for det?

Rumpenisser trolde

Det er ikke sidste gang, jeg tager med på lejr som madmor. Ungerne kunne lide min havregrød og vejret var helt i top. Sandra og Nikoline var lige så vilde med “min” gamle å, som jeg havde været.

Åen med de labre larver

Sådan noget lort

Okay, jeg har haft bedre dage end de sidste fem, må jeg sige. I tirsdags skulle jeg gennemgå den formentlig sidste operation. Det var en lille operation, der kun ville kræve cirka en uges sygemelding. Jeg skulle have fjernet 30 cm tyktarm og lavet en ny stomi.

Selve operationen gik planmæssigt, og jeg blev sendt hjem dagen efter med en stomi, der lignede et par læber, der sad fast i en flaske. Men sådan er de jo. Ikke kønne, men ret praktiske, når de virker. Det gjorde min så ikke.

Min mave gik i stå, og jeg måtte ind på sygehuset igen med de vildeste koliksmerter. Seriøst, det føltes som veer, og jeg frygtede, at jeg havde fået tarmslyng. Det gjorde SÅ ondt.

Jeg skal spare jer for detaljerne, men behandlingen jeg fik på sygehuset, betød at jeg endte med at sprøjtemale et badeværelse inde på sygehuset, lige som mit eget tøj fik en del utilsigtede fregner. Derfor var jeg nødt til at køre hjem i nedenstående mundering, mens jeg bad til, at de få dråber benzin, der var i tanken, kunne få mig helt hjem, så jeg slap for at stige ud for at tanke.

Hospitalskøredragt

Jeg er officielt stadig indlagt, så måske skal jeg bare troppe op i “uniformen”, når jeg skal derind igen på mandag.

OTD: Hvid er bare så meget min farve. Og frotté er SÅ hot!

hospitalsmode

Og når man nu har gennemlevet helvede på tre dage, så er det jo forløsende at komme hjem  til dem, man har savnet allermest og blive præsenteret for denne sag. “Det er en Pap-Lille-Hjælper, mor, som kan hjælpe dig, nu hvor du er syg. Se, den kan spytte sokker ud”.

Lille pap hjælper

 

Om at vende vrangen ud på sig selv

Advarsel. Klamt indlæg. 

saft og bolsjerSort kaffe, saftevand og bolsjer. Det var min kostplan hele dagen i går.

Jeg skulle renses totalt ud, inden jeg skulle have foretaget en koloskopi (kikkertundersøgelse i tarmen) i dag.

Men det var egentlig ikke det værste. Det værste var det her:

Afføringsmidler


Phosphoral. Verdens vildeste afføringsmiddel. Det må være det,  Jim Carrey putter i sin vens kaffe i filmen Dum Dummere. Det er uden tvivl det ækleste, jeg nogensinde har smagt. Det er som at drikke flydende salt tilsat lime.  Jeg var så tæt på at knække mig i flere timer bagefter.

Men det er effektivt. Hold da op. Mit badeværelse fik fregner.

I dag var det så tid til undersøgelsen, og min meget søde veninde, som er social- og sundhedsassistent havde lovet at køre mig ind på sygehuset. Hun havde også spurgt, om hun måtte komme med ind og se det. Bare sådan af faglig, småpervers interesse. Så længe det er fagfolk, så er jeg ligeglad. Hun var mere end velkommen.

Og det var faktisk rart at have hende med. Vi måtte vente en god time på at komme til, og kedsomhed giver ofte anledning til inspiration og kreativitet. Eller bare tåbelig adspredelse:

Ventetid

Men jeg kom til. Fik lagt et drop i hånden og blev beroliget med, at “jeg bare skulle sige til, så ville jeg få noget afslappende”. Jeg var lige ved at råbe “til”, da lægen hev noget frem, som lignede et svejseværk, som han tilsyneladende havde tænkt sig at stikke ind i maven på mig.

Men jeg besluttede mig for at være tapper og give det en chance.

Jeg holdt i tre minutter.

Konklusionen på undersøgelsen blev, at min tarm er noget snoet, og at stomien efter al sandsynlighed vil fungere bedre, hvis jeg får klippet en halv meters penge af tarmen. Så det bliver næste og forhåbentlig aller-aller-aller-aller-sidste operation i denne her føljeton. Til gengæld er det en lille operation, der kan klares med kikkert og ikke kræver ret lang rekonvalens.

Jeg G-L-Æ-D-E-R mig til det her cirkus er overstået.

Tak for lort, Mozart

Nu har jeg jo efterhånden været sygemeldt et par gange på grund af de her “røvsyge” operationer. Og hver gang sker det sælsomme at jo mere tid, jeg har for mig selv, des flere underlige ting begynder jeg at interessere mig for. Første gang jeg skulle opereres, fik jeg læst Bibelen. Bare sådan fordi det jo er en klassiker fuld af gode røverhistorier. Anden gang satte jeg mig for at lære at sy på min mormors gamle symaskine med håndsving. Den tredje gang gennemførte jeg et hjemmestrikket skrivekursus ved hjælp af bogen “Skriv!” af Mikkel Hvid.
Der var også et tidspunkt, hvor jeg besluttede mig for at lære noget om make-up og dullegrej.

Denne gang er ikke anderledes, men nu er det så de store komponister, jeg har kastet mig over. Faktisk har jeg kun hørt klassisk musik, når jeg handler i Søstrene Greene.

I går kom Maskinmesteren så hjem midt i Mozarts Horn Concerto no. 3. Et inferno af trut, blæs og lidt stryg. Jeg var og er ganske eksalteret over alt det fede musik, der bare venter på, at jeg skal opdage det. Hvorimod Maskinmesterens begejstring er til at overse. Han bliver faktisk lidt knotten af al den finkulturelle hvinen og klimpren. Ungerne synes, Mozart er cool, hvis vi altså ser bort fra operaerne.

Nåmmen, jeg gik altså i køkkenet akkompagneret af Mozart i går aftes. Måske var det min begejstring over hans 41. Symfoni, der gav mig lyst til at eksperimentere med de rester, der efter planen skulle udgøre familiens aftensmad: kartoffelmos, lidt oksesteg, bønner, ærter og en pølse. I hvert fald endte det i mindre katastrofe. Jeg ville have lavet mosen til kartoffelkager på panden. Og så hakkede jeg de kogte bønner i mosen, tilsatte et æg og why the hell not – lidt tørret brændenælde. Rørte lortet sammen og hældte det i en pose, som jeg klippede et lille hul i, så jeg kunne klemme massen ud på panden i fine hundelorte snegleformede kager.

Det så fint ud, lige indtil kagerne skulle vendes. For de havde ved Gud ikke til sinds at blive til kager. Nej, de forblev naturligvis mos og splattede totalt ud over hele panden. Med Mozarts “Et-eller-andet-orgastisk-voldsomt-i-C-dur” i ørerne, lod jeg mig rive med af vanviddet (sur var jeg også over at min madkunst mislykkedes) så jeg klemte al mosen ud af posen, ned i panden og væltede det hele sammen. Burde naturligvis have foreviget den gigantiske kokasselignende kartoffelsplatkage, jeg efterfølgende præsenterede for den måbende forsamlede famile. Men det tænkte jeg altså ikke på.

Tomas bad så mindeligt om lov til at kvæle Mozart, mens vi spiste, og efter to mundfulde bad ungerne lige så mindeligt om lov til at smøre en rugbrød med leverleif i stedet.

I morgen prøver jeg med Beethoven, måske er han bedre i et køkken.

20131204-235106.jpg

Undskyld, vil du se mig i måsen?

Afdeling P280 her på sygehuset er på mange måder et bizart sted. Fx er stor interesse i bæ, bræk, materie, mavesaft og andre ulækre sager. Sygeplejersker i alle aldre går fuldstændig upåvirkede rundt med kander fulde af tis og ting, jeg helst ikke vil vide, hvad er.
20131124-214025.jpg

De roder interesseret i stomier og skyller materie ud af bylder og fistelgange. Fuldstændig grotesk. Men også respektindgydende. Jeg kan ikke en gang holde ud at se, når de tager en blodprøve, så de kvinder – og de få mænd, som arbejder her, imponerer mig sgu.

P280 er også stedet, hvor nogle ret barokke samtaler finder sted – helt naturligt. I dag var jeg fx i bad og havde aftalt et sårtjek med en sygeplejerske, når jeg nu alligevel stod der splitter Hans-Jørgen.
“Hej, vil du lige komme ud og kigge mig i måsen?”
“Ja, det kan du tro, jeg vil. Jamen, det er da så flot. Det er helt elegant, det der”.

Og således beroliget kunne jeg hoppe i rene hvide klæder.

Jeg forventer at blive udskrevet i morgen. Sandra siger, at hun har “mor-ve”, og jeg glæder mig ærligt talt også til at komme hjem og være ubrugelig der – fremfor her.

I går blev jeg ramt af en helt ustyrlig trang til sushi. Jeg kan godt lide det, men jeg har har aldrig oplevet sådan en craving for det før. I dag kom min søde kusine Mie, så med et redningskit fra Sota Sushi i Aarhus. Så kan man ikke bede om mere, vel?

20131124-212644.jpg

Et arbejdsløst røvhul mindre

20131121-204426.jpg

(Advarsel: indeholder ulækre fødsels-, røv og underlivsting)

Selvom det ikke er noget, der er særlig fint eller lækkert at skrive om, så kan jeg umuligt skrive en blog om, hvad der foregår i mit liv, uden at komme ind på, hvorfor jeg i øjeblikket ligger her på sygehuset for 5. gang på fire år. Sagen er den, at jeg har fået lukket røven.

På lidt pænere dansk har jeg fået “fjernet endetarmen”. Jeg har ikke noget at bruge den til, for jeg har allerede stomi. Jep. En skidesæk på maven. Den sidder der, fordi jeg gik fuldstændig i stykker, da jeg fødte mine piger i 2005. De var begge stjernekiggere og pænt store – taget i betragtning af, at de var to. (3260 + 3470 gram) og de havde ikke til sinds at forlade min krop frivilligt. Så jordemoderen tog sugekoppen i brug og ud kom to velskabte tøsebørn. Desværre holdt moren ikke til belastningen – hun sprak totalt. Men det er der jo råd for. Nål og tråd blandt andet.

Prøv en brochure om knibeøvelser
En del år efter lykkes det mig efter flere forsøg at overbevise lægerne om, at der altså var noget helt galt i mit underliv. Når jeg forsøgte at holde en prut inde, kom den glad og frejdigt ud af det forkerte hul i stedet.

”Det, du beskriver, sker kun for kvinder i udviklingslande. Du skal bare lave nogle knibeøvelser. Her er en brochure om det”, sagde den første læge på Horsens Sygehus, som undersøgte mig uden at finde noget.

En snor i røven
Men til sidst var det ulideligt – og jeg insisterede på at blive undersøgt af nogen, der rent faktisk havde forstand på det. Og det har Steen Buntzen fra Analfysiologisk Klinik på Aarhus Universitetshospital. Han smed mig i fuld narkose, og da jeg vågnede igen, forklarede han tilfreds, at han havde fundet årsagen. Og sat en snor i.

”En snor? Har jeg en snor i røven?!”
”Ja. En Seaton-tråd. Den skal fungere som dræn indtil vi kan operere. Du har en fistel. Det er en slags indre tunnel, som er opstået mellem endetarm og skede. Sikkert i forbindelse med syningen efter fødslen”
”En snor… Så hvis jeg kommer til at trække i den, så spræller jeg?”
”Hæ. Det håber jeg ikke. Vi kan operere dig om tre måneder.”

Og det var begyndelsen på en lang og kedelig sygehistorie, som jeg nok skal spare jer for. Men faktum er, at fistler er noget fanden har skabt – og selvom Buntzen & Co er blandt de dygtigste i landet til at håndtere sådan noget, så er jeg efterfølgende blevet opereret fire gange, fordi fistlen ikke vil forsvinde. Anden gang anbefalede Buntzen, at jeg fik anlagt en midlertidig stomi, så der ikke kom ”output” forbi og forurenede såret. Og det har jeg faktisk været glad for.

Forestil dig at få måsen skåret op og syet sammen igen og så skulle ud og skide efterfølgende. Ikke rart, vel?

Posedame for life
Det var sådan, jeg blev posedame i en alder af 35 år. Efter fire forsøg på at lukke hullet, har jeg nu taget beslutningen om at få fjernet hele mit arbejdsløse røvhul. Det vil med garanti fjerne fistlen, men det betyder også, at jeg er posedame for life, hvor det før blot var midlertidigt.

“Er det ikke træls med sådan en pose?” Spurgte en af mine kolleger forleden.
“Næh. Om dit røvhul sidder det ene eller det andet sted, kan vel i princippet være lige meget. Bare det virker,” svarede jeg.

Jeg har aldrig skjult, at jeg har stomi, for hvis jeg forsøger, så skal den nok gøre opmærksom på sig selv. Tro mig.

20131121-205353.jpg