Category Archives: Planter

Hønsehimlen indviet med manér

Maskinmesteren har knoklet i de seneste par uger for at opfylde mit ønske og hønsenes hedeste drømme. Han har skabt intet mindre end et himmerige for høns. I går blev det indviet med stil.

(Læg mærke til det knælende barn på billede 2. Jo jo. Der er respekt for konen med æggene)

Snoreklip ved hønsegård

Høns er nogle tåber. De elsker græs, mælkebøtter og skvalderkål. De æder alt grønt, som stikker op ad jorden. Og det, de ikke spiser, pærer de rundt i med deres store hønsefødder, så rødder og stilke bliver flået op. Derfor har jorden i vores enorme hønsegård længe været bar og gold, hvilket har frustreret hønsene, som har haft frit udsyn til resten af vores noget vildtvoksende have.

Men i går var alle hønernes trængsler forbi, takket være Maskinmesteren, som har delt hønsegården op i to. Den ene del har været lukket af for hønsene, og så er der ellers sået græs og markblomsteri i jorden, som var exceptionelt godt gødet af hønsemøg. Planterne er eksploderet over den seneste måned, og i går – efter den højtidelige indvielse – var tiden kommet til at lukke hønsene ud i engen.

Høner i kornmark

Det var de svært begejstrede for. Der blev nippet løs af alt det grønne, alt i mens biller og snegle ikke længere kunne vide sig sikre på den del af matriklen.

Nu må maskinmesteren så i gang igen med at få vendt jorden på den anden side af hegnet. Der skal plantes ny eng, som skal vokse op i fred for de hærgende høner. Jeg er spændt på, hvor lang tid det tager dem, at gøre denne frodige eng til en bar mark. Lad os se. De er godt i gang.

Gemmeleg for høns

Gratis og koncentreret natur-tur

Er der en biolog til stede? Jeg har set ting hos Moder Natur, som jeg mangler en forklaring på. 

Derudover vil Jeg gerne komme med en anbefaling til alle, der bare en gang i mellem trænger til en lille tur ud i det blå for at mærke om naturen stadig er derude. Hvis du alligevel opholder dig i nærheden, så tag til Klostermølle ved Mossø.

citronsommerfugl

I sidste weekend smurte vi madpakker og kørte derud. Vi havde stort set det hele for os selv med undtagelse af en helt masse vilde dyr, der boede der.

I rigtig gamle dage, lå der et kloster. I dag ligger der nogle bygninger, som en gang udgjorde en papirfabrik, og man kan blive klogere på det alt sammen ved at gå lidt rundt derude. Man kan også bare spise en madpakke. madpakker

Efter 35 minutters vandren rundt i området havde vi set fiskehejrer, lappedykkere, en isfugl, en anderede og en snog!

Den lå bare der, sammenrullet for foden af et træ og solede sig, men blev lidt fornærmet over de fire tåber på to ben, der stod og råbte og pegede. Den ormede sig hurtigt ind i et hul under træet og forsvandt.

snog

Fra fugletårnet så vi den særeste fugl, som fløj så mærkeligt hen over åen, mens den jagede insekter. Den lignede mest af alt… en flagermus?! Det var faktisk en flagermus. Efter lidt flaksen rundt satte den sig på kanten af fugletårnet og tog sig et hvil, så vi kunne få et billede af den. Jeg har aldrig set flagermus ved højlys dag før. Men måske nogen ved, hvad det er for en fætter?

flagermus

Vi faldt også over denne her sære plante, som vi ikke kunne finde ud af, hvad var. Den ligner mest af alt et halvspist, udhulet hyben. Jeg hører gerne fra folk, der har en idé om, hvad det er for en.

underlig plante

På hjemvejen kørte vi lige forbi Den Glemte Bro og trampede lidt på den. Dejligt sted, hvor man også kunne have spist en madpakke. Hvis man altså havde flere.

den glemte bro

Sylt away, Momse

Min solbærbusk er som resten af haven: vild. Den indtager mere og mere af hønsenes terræn hvert år, og den giver de største bær i rigelige mængder. De er modne nu. Og vi har ikke tid til at lave marmelade.

What to do? Stod i går og plukkede løs til fryseren og tænkte, at så måtte jeg jo enten sylte selv eller invitere Momse et smut herned… Og så slog det mig!

Jeg ringede fluks til damen.

– Momse! Er du hjemme i morgen?
– Ja, jeg skal lige et smut i kirke om formiddagen, men ellers er jeg da hjemme. Hvorfor?
– Hvis vi nu kommer forbi med 2,5 kilo solbær og nogle glas, når vi alligevel er på vej i sommerhus, er det så sandsynligt, at vi kan hente marmelade hos dig på hjemvejen?
– Åh jamen, det kan I tro! Da jeg syltede den smule bær, din mors busk gav i år, tænkte jeg godt nok på din og blev helt ærgerlig over, at den ikke blev ribbet i år.
– Så er alles bønner vist blevet hørt, Momse. Vi ses i morgen.

Og sådan blev det. Hun har altid sagt, at man skal slide de gamle op først. Så vi lader hende om arbejdet og nyder frugterne (eller bærrene) af det. Win-win.

20140713-151601-54961942.jpg

Krig mod havens skjulte bz’er

I denne sidste ferieuge dannede maskinmesteren og jeg fælles front mod vildnisset. Noget måtte gøres. Vi var ved at gro til i ukrudt. Det var vitterligt meterhøjt. Så han fattede buskrydderen, og jeg spændte traileren for og kørte haveaffald på genbrugspladsen.

Det var midt i dette arbejde, at jeg fandt forklaringen på, at vores have – vildnis and all – er blevet forskånet for ubehagelige besøg af dræbersnegle. Vi har ikke rigtig set nogen de seneste par år. Men da jeg løftede en plastikbeklædt palle, der har været hjem for flere pindsvin, lå storfamilien af dræbersnegle og grinede til mig. Der var køligt og fugtigt inde i pallen, og de havde tydeligvis indtaget den som deres retmæssige hjem. Alle hjørner var beklædt med de slimede brune, invasive bastarder. Nogle af dem så store, at jeg mistænker dem for at have ædt pallens tidligere beboer, pindsvinet. Æv.

Så pallen røg med på genbrugspladsen. Pladsmanden sagde, at den hørte til i “stofbeklædte møbler” i mangel af “snegleforede paller”.

I min kamp mod ukrudtet opdagede jeg i øvrigt, at kattene har fundet et nyt sted at skide. I det bagerste af vores have. Lige foran solbærbuskene.
Derfor har jeg malet små fine sten med hjortetakolie og lagt dem rundt omkring i haven. Muhahahar! Jeg forstår pludselig fornøjelsen ved at pisse territorie af.

Naturen versus Prydhaven: 3-0

Indimellem gribes både maskinmesteren og jeg af en form for afmagt, når vi ser på vores have. Da vi købte huset for snart 9 år siden var den pæn. Særpræget men pæn. Der voksede spændende stauder på et mærkeligt stenbjerg, som knejser midt i haven. Græsset var velplejet, og bedene fri for ukrudt. Vi lod os fortælle, at man på lune sommeraftener altid kunne se måsen på konen, der boede her, stikke lige op i luften, mens hendes hænder arbejdede i jorden.

Min mås stikker aldeles ikke op nogen steder. Jeg hader havearbejde. Og maskinmesteren gør det kun af sur pligt og kun, hvis der er øl og store maskiner til at lette arbejdet.

Derfor er vores have med årene blevet til lidt af et vildnis. Forleden inspicerede jeg omfanget af de botaniske ulykker, der har sneget sig ind ad åre – til min forbløffelse kunne jeg konstatere:

  • At vores trampolin er ved at gå ud i ét med naturen. Den er i hvert fald blev ret naturlig, den gamle hippie

Naturtrampolinen

  • At det kræver en machete at forcere stien op ad stenbjerget

havetrappe

  • At vi har vores helt egen slagpoppel – der vist nok i virkeligheden er en dragepil. Men det lugter da lidt af eventyr?

slagpoppel

Man kan argumentere for, at vores have er ret eventyrlig. Især når man er barn. Når man er voksen er den bare et monster, der truer med at overtage verdensherredømmet i Outlaw. Seriøst – vi har skvalderkål og padderokker, der fører guerillakrig mod naboens sirligt trimmede bede på den anden side af hækken. Vi har flere mælkebøtter i plænen, end vi har græsstrå. Og vores bøgehæk har efterhånden ædt et halvt fortov.

Men når man så tager børnebrillerne på og leger ”Spark til dåsen” bare en enkelt gang. Så bliver det pludselig til en herlig legeplads med masser af gemmesteder, hyggekroge og klatretræer.

Så det luner vi os lidt ved – og udskyder havearbejdet til i morgen. Eller i overmorgen.

Det botaniske drama – del 2

Interessen for vores lille botaniske katastrofe har været overvældende. Tak for jeres deltagelse i det lille drama.

Jeg har lovet at komme med en lille opfølgning. For der skete to lyksalige ting efter, jeg skrev indlægget.

1. Sanne er mor til Mikkel fra Sandras klasse. Hun læser med her på bloggen. Lørdag formiddag sendte hun en SMS og spurgte, om vi var hjemme, for så ville Mikkel lige komme over med noget til Sandra. Vi var ikke hjemme. Men da vi kom hjem, fandt vi denne fine solsikkeplante i carporten.

mikkels solsikkeDen har Mikkel passet henne i skolen, og han synes, at Sandra skulle have den, fordi det var synd for hende, at hendes var knækket. Det er sgu’ da en stor lille mand, dér? Sikke et hjerte. Sandra blev meget glad og moren helt rørt over sådan en betænksom lille fyr.

Denne gang var jeg nærværende, og hjalp Sandra med at plante den ud – uden yderligere uheld.

2.Vores lille krøbling lever endnu. Vi kigger til den hver dag, og den ser ud til at klare sig med tape om sin knækkede stængel og en krykke at støtte sig til. Og nu har den også fået selskab. Af Mikkels solsikke og af en balstyrisk bønne, som stod i vores vindueskarm. Den magiske bønne var efterhånden begyndt at vikle sig rundt om alle vores køkkenlamper og vandhanen med. Så den er også kommet ud til de andre kønne planter.

Solsikke i fint selskab

Så alt ånder fred og idyl. Tak til jer, som fulgte og bar.