Tag Archives: jord

Hønsehimlen indviet med manér

Maskinmesteren har knoklet i de seneste par uger for at opfylde mit ønske og hønsenes hedeste drømme. Han har skabt intet mindre end et himmerige for høns. I går blev det indviet med stil.

(Læg mærke til det knælende barn på billede 2. Jo jo. Der er respekt for konen med æggene)

Snoreklip ved hønsegård

Høns er nogle tåber. De elsker græs, mælkebøtter og skvalderkål. De æder alt grønt, som stikker op ad jorden. Og det, de ikke spiser, pærer de rundt i med deres store hønsefødder, så rødder og stilke bliver flået op. Derfor har jorden i vores enorme hønsegård længe været bar og gold, hvilket har frustreret hønsene, som har haft frit udsyn til resten af vores noget vildtvoksende have.

Men i går var alle hønernes trængsler forbi, takket være Maskinmesteren, som har delt hønsegården op i to. Den ene del har været lukket af for hønsene, og så er der ellers sået græs og markblomsteri i jorden, som var exceptionelt godt gødet af hønsemøg. Planterne er eksploderet over den seneste måned, og i går – efter den højtidelige indvielse – var tiden kommet til at lukke hønsene ud i engen.

Høner i kornmark

Det var de svært begejstrede for. Der blev nippet løs af alt det grønne, alt i mens biller og snegle ikke længere kunne vide sig sikre på den del af matriklen.

Nu må maskinmesteren så i gang igen med at få vendt jorden på den anden side af hegnet. Der skal plantes ny eng, som skal vokse op i fred for de hærgende høner. Jeg er spændt på, hvor lang tid det tager dem, at gøre denne frodige eng til en bar mark. Lad os se. De er godt i gang.

Gemmeleg for høns

Hvad haven gemte

I de sidste par dage har man kunnet høre underlige bip-lyde fra vores have. Samtidig er baghaven blevet hullet som en ost. Forklaringen er naturligvis, at vi har været i gang med at teste vores ungernes metaldetektor.

Børn med metaldetektor

Sjældent er der blevet jublet så højt over fundet af en stump fra en gammel tandpastatube fra dengang, de var lavet af tin eller blik. Det var den første ting, som detektoren reagerede på, og vi gravede 20 cm ned, og rodede efter med pinpointeren indtil skatten endelig dukkede frem af jorden. Juhuuu! Det var et stykke metal. Heureka! Den virker!

Efterfølgende har Maskinmesteren forvist os til baghaven, hvor hønsene regerer, og det var de svært glade for. For ud over metaldimser, så vælter det også op med regnorme, hver gang vi sætter spaden i jorden. Det kan faktisk været ret svært at få sådan en høne til at blande sig uden om, når man graver i hendes hood.

høne på metaljagt

Men her er de fine fund, som haven har gemt på ind til videre. Jeg kan ikke regne ud, hvad den runde grønne dims med piggen på er for noget? Anyone?

metal fundet med metaldetektor