Category Archives: Naboer

Så kom Maskinmesteren endelig i julestemning

Behold Outlaw! Jeres bønner er blevet hørt.

Flere har forsigtigt spurgt, om Tomas ikke snart pynter huset op til jul. Vores hus omtales jo i Outlaw som “huset med det sygeste julelys”.

Men da vi sidste år anskaffede Lysende Rudolf, blev det for meget for enkelte pilfingre, som flere gange forsøgte at stjæle ham. Og hver gang blev Maskinmesteren (og jeg) ganske enkelt så skuffede, at vi slet ikke havde lyst til at lyse for nogen som helst. De rev jo ledninger over og ødelagde en del af setuppet.

Men da kalenderen skiftede til 1. december – blev vi alligevel lidt tvivlende. Især da flere spurgte til lysfesten på Blindgade – og tilføjede at børnene glædede sig…

I morges spurgte jeg så Maskinmesteren, hvad han havde tænkt sig i år. Han gav ikke noget klart svar, men da jeg kom hjem, var alt som det skulle være – med den lille undtagelse at Rudolf nu er bag glas, så han ikke frister svage sjæle.

Rudolf bag glas

Julelys i Outlaw

Glædelig december. I får også lige vores smukke juledekoration med ugler, frøer, nisser og dinosaurer.

Og undskyld mit fravær på bloggen. Jeg har ganske enkelt ikke haft lyst til at blogge – før i dag 😀

Reklamer

Drama på liv og død i baghaven

I dag har jeg en fridag, inden det går løs med nyt job. Mens jeg sad og nød min formiddagskaffe, kom min genbo løbende, fordi der kom sådan nogle ynkelige skrig fra min baghave.

Vi gik ud og fik øje på en musvåge (som vistnok i virkeligheden er en spurvehøg) i intens kamp med en skade. Skaden skreg for sit liv, og vi besluttede, at naturen måtte gå sin gang, så vi bakkede væk fra arenaen for at lade den bedste fugl vinde.

musvåge

En halv time senere sneg jeg mig ud for at lure. Skaden skreg stadig, og musvågen (høgen) holdt fast.

Halvanden time senere var der stille. Jeg forventede at finde et inferno af fjer og blod, men der var slet ikke noget at se. Kamppladsen var rømmet. Til gengæld lå der noget gråt under hækken.

Det lod til, at skaden havde vundet, for den var væk. Kampen var tilsyneladende gået hårdt ud over musvågen (høgen, rovfuglen, whatever). Den sad lige så stille og flyttede sig ikke, selvom jeg gik helt tæt på.

Jeg ringede 1812 til Dyrenes Alarmcentral, og en time senere kom dyreambulancen og en Falck-mand for at se til kræet. Normalt er en rovfugl pænt aggressiv, når man fanger dem. Men denne her var bare slatten. Det undrede også Falck-manden, som havde iført sig de tykkeste handsker for netop at undgå at blive bidt og kradset. Men denne her gjorde intet andet end at stirre og plirre med øjnene. På skift.


Han tog den med, og jeg kunne jo ikke få tankerne fra den. Hvad var der sket med den? Der var ingen synlige skader, men den opførte sig helt forkert. Så jeg ringede til Dyrenes Beskyttelse og fik beskeden om, at den var blevet aflivet, for de kunne ikke gøre noget for den i den tilstand.

Det var jo sådan set godt nok – men også lidt trist. Jeg havde gerne undet den en skade til frokost, men sådan skulle det ikke være. Naturen er en hård nyser.

Opdatering: Crap! Har lige fundet denne her, som bare sidder og hænger i et træ. 

 

Ungerne er kommet hjem, og Nikoline insisterer på at fange og nurse den tilbage til livet. Men nu er den trods sin ringe tilstand fløjet op på naboens tag…

Tarmfremfald i Outlaws mandepøllekøkken

Der har været gang i mandekøkkenet i Outlaw i dag. Maskinmesteren har haft besøg af pølseklubben, som i dag har kastet sig over kunsten at fremstille laksepølser.


 Det betød endnu en dag med bekymrende udsagn som “Jeg tror der er kommet luft i tarmen”, “Åh nej, vi har tarmfremfald” og “du må ikke presse tarmen for hårdt”.

Man vænner sig til det efterhånden. Bare man hele tiden siger til sig selv: “Det er bare mænd. De hygger sig. Det er ok”.

Næsten simultant med det store manderykind i køkkenet – fik vi besøg af en anden lækker herre, som jeg ikke bare har savnet på det seneste. Nej – jeg har trængt til ham.

Han var svært tilpas med den heftige aktivitet i køkkenet og placerede sig hurtigt strategisk hensigtsmæssigt i forhold til eventuelt køkkennedfald.

 Arh men for helvede… Findes der lækrere kræ? 

Barkley-lånehund har også spillet en terapeutisk rolle i dag, da vi var ude at kælke med vores syriske naboer, hvor moderen desværre lider af panisk angst for hunde. Hun endte faktisk med at ae ham uendelig forsigtigt på måsen, da familien lige var inde til en kop kaffe efter kælketuren. Det var stort.

Ellers er alt, hvad der er normalt, sat ud af drift i dag. Vi indtog maskinmester-made frokost kl 15.30:    
Som ekstra bonus kom søde naboer forbi med brandvarm arabisk specialitet: kogte brune flava bønner med spidskommen. Det smager fantastisk. Bedre end det ser ud. Promise.   Pølseklubben kæmpede efterfølgende med tarmslyng…

 …og en hund, der virkelig gerne ville være mundskænk…

  Det eneste, der mangler at blive fikset, er  køkkenet…

 Og aftensmad engang kl 23…

Usselt tyveriforsøg i Outlaw

I lørdags holdt vi ”Fars Julestue”, hvor Blindgade nr. 3 traditionen tro eksploderede i et vanvittigt inferno af julelys. Før vi satte strøm til, sendte vi bud efter barnagtige folk fra byen og bød på øl/vand og småkager til dem, der ville se, hvor grimt vores hus ville tage sig ud i år.

Det blev et fornemt fremmøde. Det var ikke kun naboer, der kom forbi. Flere gode folk fra Outlaws yderområde havde fyldt automobilet med børn og kørt herud for at være med. De to syriske familier fra gaden troppede glade op med en flok unger, der vist aldrig havde set noget lignende. Vi talte ned fra 10 – og det var fantastisk at se børnenes øjne blive store som tekopper, da guirlander, klokker og rensdyr lyste op i vintermørket. Flere af de mindste måtte simpelthen lige hen og kramme den flotte, nye Lys-Rudolf, som Maskinmesteren har tilføjet samlingen i år.

Rudolf
 Alt var godt – lige indtil i går aftes, da Maskinmesteren kiggede ud af vinduet og så Smukke Rudolf ligge midt i havegangen op til hoveddøren. Det var bestemt ikke der, vi oprindeligt havde placeret ham. Rudolf var surret godt fast, så han kunne trodse stormen Gorms rasen, og hans flugtforsøg kan derfor ikke have været frivilligt. Der var synlige tegn på, at nogen har forsøgt at fjerne ham og tage ham med sig. Heldigvis var det ikke lykkedes, fordi Rudolf hang fast i lyskæder m.m.

Tyveriforsøget er foregået et sted mellem 19.45 og 21.20, og det vil sige, at tyven/tyvene har stået midt i al lyset og kæmpet med kræet, hvorefter de har opgivet uden at få byttet med sig.

Rudolf tiltet

Maskinmesteren tog det ikke pænt. I de år, vi har haft fuld damp på ”Blinkgade” eller ”Blinggade”, som vejen nu bliver kaldt, så har vi faktisk mistet et par lysdimser, som er blevet ødelagt af hærværk. Men efter tyveriforsøget i går blev han rigtig træt af at have brugt tid og kræfter på at rigge huset til.

Jeg kan godt forstå ham. Børnene i byen elsker det skøre, lysende hus, og hvorfor kan det ikke bare få lov til at være sådan – uden at lowlifes straks øjner en mulighed for at få afløb for en nederen trang til at ødelægge eller berige sig selv?

Det er bare så lavt og usselt.

Når voksne mænd laver pølser sammen

Det forholder sig således, at Outlaws Støtteforening for Feminiserede Mænd med den ærværdige Gør-det-selv-Keld i spidsen har kastet sig ud i et nyt projekt.
Projektet skal understøtte deres mandighed, styrke han-båndet imellem dem og ikke mindst frembringe beviser på deres handlekraft og evner: De er begyndt at lave pølser.

Sammen. I mit køkken.

Maend laver poelser

Således kom jeg hjem en eftermiddag, blot for at konstatere, at mit køkken var indtaget af testosteron og bunkevis af tingel-tangel til pølsefremstilling.

Poelse gearGør-det-selv-Keld, teamets ubestridte leder, hvis erfaring i Gør-det-selv-arbejde er uforlignelig, havde taget Martin og Maskinmesteren under sine vinger og lovet at indvie dem i kunsten at lave pølser. De havde hver især investeret i pølsestoppere, kødhakkere og Maskinmesteren havde købt en røgovn. En stor en. Naturligvis.

Gør-det-selv-Keld i pølseeufori

Bandelederen anslår, at den eksakte mængde fars, som blev ophøjet til pølse den dag, når op på cirka 24 kilo – alt i mens de talte om bindefars, krydderiblandinger og skrøbelige tarme. Indimellem blev deres samtaler stærkt forstyrrende. Fx når Gør-det-selv-Keld ytrede:

“Der er to ting i verden, som man ikke har lyst til at kende fremstillingen bag: Lovgivning og pølser” – for herefter at følge op med et inkvisitorisk: “Sig mig. Er den tarm skyllet?”

Eller når Martin bandede mellem tænderne og sagde: “Det er #¤%”!¤%% godt nok et snævert får, det her”.

For det meste kunne man blot høre de to lærlinge på skift råbe: “Keld, tarmen er stoppet!”

Maskinerne snurrede, rørte og proppede tarme, og til sidst kom de fine sager ud i røgovnen, hvor de fik lidt mere smag og lidt røg.

røgovn rygeovn røgeovn

Da dagen gik på hæld stank hele huset af kød, røg og mandesved. Ungersvendene var langt fra færdige, men der skulle smages på sagerne.

Jeg havde allernådigst fået lov til at lave salat og kartoffelsalat. Det var kun sidstnævnte, der blev rørt, da det andet jo indeholdt “rigtige grøntsager”.

Herpå “Smakade de lite på korven hos varandre”, for at se, hvem der havde fundet den bedste krydderblanding og det bedste forhold mellem kød og bindefars. Nørdet. Men de var glade. Og trætte. Helt vildt trætte.

Pølsesmagning

Maskinmesteren havde fået lavet nogle fine pølser, men et eller andet sted er der gået lidt for meget chili i dem. Især fordi manden ikke selv kan lide stærke sager. Så nu er fryseren fuld af pølser, som det forventes, at jeg alene sætter til livs sommeren over…

Så pyt da.

Houdini-høne flygtet fra Outlaw

Vi bringer en efterlysning. Brun hønnike er stukket af fra Fort Knox!

Ungerne havde lovet at hjælpe med at “putte høns” her til aften. Vi forventede ikke, at nye 18 hønniker selv kunne finde ud af at sætte sig op på pindene i hønsehuset her til aften. Og ganske rigtigt: Da vi gik ud i hønsehuset efter mørkets frembrud lå de overalt! Oven på redekasserne, på jorden, ude i hønsegården, i voileren – über alles. Vi tog dem en efter en. Bar dem ind og satte dem op på siddepindene i huset.

Maskinmesteren har brugt rigtig mange timer på at hegne haven forsvarligt ind i 180-200 cm højde, hvilket nok burde kunne holde sådan nogle gumpetunge madammer inde på matriklen. Troede vi.

Lige indtil Nikoline pegede op på hegnet og sagde: “Mor, der sidder en høne, helt deroppe”. Og ganske rigtigt. På det rockerborgslignende hegn indtil naboen i 2 meters højde, sad en brun høne og slumrede. Og der slumrede hun egentlig godt, hvis ikke det var fordi, det var begyndt at lyne og tordne, og vi fornemmede regnen rykke nærmere. Jeg fik hevet konen ned, og talte sammen i hønsehuset: 17-18-19…19? 19! Arrrghh. En høne nede.

Nu står nabohuset jo tomt, så vi sneg os ind i deres have med pandelamper på. Godt Politiet ikke kommer forbi så ofte. Og vi ledte højt som lavt. Intet spor efter afstikkeren.

Da jeg fortalte Tomas, hvordan frøken Provo havde siddet med sin befjerede gump hængende ud over hegnet, og hvordan vi var en høne nede, blev han helt sort. Han kunne ikke se sig ud af at skulle lave mere hegn. Og det behøver han formodentlig heller ikke. For i morgen går jeg derud med en stor saks. Og så er der altså nogen koner, der skal stækkes!

høne

Wanted: Preferbly alive

Min eneste trøst er, at frøken Houdini bliver gennemblødt lige nu. Det står ned i stænger i Outlaw – og de øvrige 19 damer sidder varmt og tørt og slumrer i hønsehuset.

Et Fort Knox fuld af damer

Jeg er godt gift. Det er jo det jeg siger. Selvom Maskinmesteren ved Gud har projekter nok at tage sig til, så var det alligevel mit store ønske, han tog fat på i sidste uge. Jeg har nemlig længe drømt om at få en stor hønsegård. En flugtfri hønsegård vel at mærke.

De gange vi har lukket damerne ud i den bagerste del af haven, har det ikke taget dem lang tid at forcere vores sørgelige forsøg på at hegne dem inde. Det er dyrt i æg, når man er nødt til at gå bodsgang hos naboerne, fordi de fede madammer har spist frokost i naboens urtehave og dessert i hans jordbærbed.

Men i sidste uge kom min far forbi og blev nogle dage for at hjælpe Maskinmesteren med hønseprojektet.

IMG_3077.JPG
De to knoklede fra morgen til aften med at grave og støbe hegnpæle i jorden, bygge et rockerborgslignende hegn ind til naboen og i det hele taget sikre, at ingen høns fremadrettet kan undslippe Fort Knox i Outlaw.

IMG_3083.JPG
Det er næsten færdigt, og i næste weekend kører vi til Viborg for at besøge Hardy hos Topæg. Han har nemlig fine, brune damer til salg.

Det, der endnu ikke er afgjort er, hvor mange høns, vi skal have. Tomas siger 12. Jeg siger 20. Jeg satser på, at kunne forsyne Outlaw og nogle kolleger med velsmagende, smukke æg med skrigorange blommer, og så skal jeg rigtig knejse med nakken.
Tomas forventer, at vi indgår et kompromis, så det bliver 19 høns. Det er også ok.

Vi har jo også de to gamle damer endnu. Mit håb er, at de kan lære de nye høns at sove på pind. Det kunne de ikke, da jeg købte dem, og Gud Fader for et gedemarked, når man skulle ud hver aften og samle 12 høns op fra gulvet i hønsehuset og sætte dem op på siddepindene. Det tog en uge, før de selv fandt ud af, at det var bedst at sove sådan.

Men hvor bliver det godt at få liv og glade dage i baghaven igen. Og æg. Masser af æg! Se lige al den plads, de får.

Kommende hønsegård