Category Archives: Børn

Fiskereden – miniferie i Norge

Wuhu! Vi er taget til Norge! Vi opfylder Nikolines konfirmationsønske – hun ville have en fisketur til Norge eller Sverige – med garanti for fangst. So here we are…

Vi tog af sted i går, og her til aften har vi indtaget vores helt egen friskfangede aftensmad bestående af stegte makrel med kartoffelsalat-salat.

Vi har vores gode venner, Ayilé og Thomas, med, og de  har ikke rigtig fisket før, så det skulle lige læres. Vi ankom til den lille bugt, Korshamn i Lyngdal i går eftermiddags – og i morges stod vi alle seks til søs med det formål at vende hjem med aftensmaden.

Maskinmesteren agerede både maskinchef og kaptajn, og ville lige demonstrere, hvordan en fiskestang fungerer for Ayilé og Thomas. Ved det første kast – hev han en lille fin torsk med op – og så var vi alle tændt!

Thomas’ første fangst var noget ganske særligt. For han havde aldrig fanget en fisk før. Den var ikke stor, men den bragte stor jubel. 

Vi ræsede rundt hele dagen mellem klipper og skær – og hev den ene fisk op efter den anden. Både hornfisk, makrel, torsk og nogle små sørgelige fisk, som hele tiden bed på, men ikke var store nok til noget – de døde så snart, man hev dem af krogen, og de store måger, som fulgte os, havde en fest rundt om båden.

Selv efter maden ville ungerne gerne fange flere fisk – så de forsøgte sig fra molen.

I morgen forsøger vi os igen. Håber på torsk eller sej. Og ellers nyder vi bare Norge. Ja, vi elsker dette landet…

 

 

Til helvede med os – Copenhell for begyndere (del 1)

Flere har spurgt, hvordan det gik med vores Copenhell-debut, for som det fremgik af seneste indlæg, så var den ene konfirmationsgave til ungerne, billetter til Copenhell. Det var Sandras helt store ønske, især efter det stod klart, at Slipknot var blandt hovednavnene i år.

Vi havde glædet os alle sammen. Også Maskinmesteren, som blev klippet dagen før, vi tog af sted. Med os derover havde vi vores gode venner Ayilé og Thomas, hvor Thomas må siges at være Copenhell-veteran. Han har været derovre i flere år – både alene og med selskab. Ayilé er derimod fuldstændig ligeglad med metal – men hun elsker sin mand meget højt, og så ville hun gerne være bonus-moster for ungerne, hvis en af dem nu blev trætte af støv, dødsmetal og pinlige voksne i læderbukser, så kunne de jo tage med Ayilé på shoppingtur i stedet.

I erkendelse af, at vi er for gamle og for fornemme til at ligge i telt i en lille uge, havde vi booket en ferielejlighed i Ørestaden. Tanken var, at vi kunne tage metroen til Christianshavns Torv, hvor rute 666 var indsat til at køre derfra og ud til helvede på Refshaleøen. Men vi skulle blive klogere…

Turen fra Horsens til København foregik i høj sol og godt humør, lige indtil vi kom over Storebælt, hvor airconditionen stod af, så temperaturen i bilen nåede op på, hvad der føltes som 30 grader. Vi kørte resten af turen som den langtungede familie fra Teliareklamerne og håbede at være hurtigt fremme.Onsdag den 19. juni åbnede Copenhell-pladsen til lidt warm up. Sandra ville ikke gå glip af noget som helst, så vi måtte derind, så snart The Gates of Hell gik op.

Det kan godt være lidt ensomt at være de eneste 14-årige, der bekender sig til heavy metal i både musik- og tøjstil, når man bor i en lille jysk provinsby, så begge piger var naturligt nok stærkt begejstrede over alle de metalheads, de spottede i gadebilledet på vej derhen. Man kunne nærmest ikke sparke sig gennem byen for langhårede, tattoverede mennesker med kranier og død på tøjet.

Sandra blev helt forskrækket, da en mand pludselig sprang op fra sit bord foran en café og brølede: ”OOHHH YEEAAAHHH!!! CANNIBAL CORPSE!!” og pegede begejstret på hendes t-shirt med bandet. Bagefter var hun lige blevet et par centimeter højere af at blive anerkendt for sin musiksmag – også selvom det kom lidt uventet.

Vi nåede hen til Christianshavns Torv kun for at opdage, at rute 666 var ændret, så den i stedet for at begynde sin tur fra torvet, kom helt inde fra Hovedbanegården. Der stod vi så i en lang snoet kø henover Christianshavns Torv sammen med hundredvis af andre metaltosser, og kunne se den ene fyldte bus efter den anden køre forbi. Efter en halv times venten og kun meget lidt fremdrift i køen, valgte vi at gå. Og det skulle vi komme til at gøre en del i den uge…

Som sagt er der mange ting, som er uvante for et par 14-årige tøser fra en lille jysk provinsby, fx gjorde det indtryk, at der ved indgangen står en kristen prædikant og forsøger at overbevise deltagerne på vej ind til Copenhell om, at heavy metal er satans værk, og at de bør vende om. Ungerne synes det var lidt synd for ham. De konkluderede, at han på ingen måde vidste, hvad han talte om, og de mente, han burde komme med ind og opleve det selv. Måske ville han ændre mening.

Inde på pladsen blev deres øjne først fanget af et stort diskokranie og herefter af en ung kvinde i bar røv og læderfrynser. ”Mor! Man kan jo se hele hendes numse!” Ja, det kunne man, og den var nydelig. Vi fik fornøjelsen af den senere den samme aften, hvor den blev luftet på et bord i et øltelt. Onsdagens warm up bød alene på musik fra den lille Pandæmonium-scene, og ellers var der fuld knald på Biergarten, som er et øltelt med live-karaoke. Her spiller et husorkester en række kendte rock- og metalklassikere, som folk så kan gå op og brøle sig igennem, hvis de tør eller er fulde nok. Ikke overraskende var der kø til mikrofonen og voldsom gang i teltet. Sangerne skriger deres indre rockstar ud, og publikum går balalajka i headbanging og dans på bordene.

Det New Zealandske band, Like a Storm, havde fået til opgave at vække de døde med den allerførste koncert på Copenhells Pandæmonium-scene. Meget passende havde de medbragt dødningedekorerede didgeridoos, som indgik i deres superenergiske hard rock/metal core. De var overraskende fede, og vi fik svinget lidt med garnet og smagt de første kolde fadøl.

Senere kom Eagles of Death Metal, men de fangede os ikke helt, så vi overgav os i stedet til bar røv og brøle-rock i Biergarten resten af den aften.

Vi var godt trætte i benene, da vi kom hjem ved midnatstid til vores lejlighed. Vi kunne konstatere, at vi havde travet 14 km den dag. Men vi glædede os helt vildt til at se resten af festivalpladsen, og høre endnu mere metal dagen efter… (fortsættelse følger)

Konfirmation med gaven fra helvede

Søndag den 28/4 begyndte lidt skævt. Jeg vågnede op med den ondeste øjenbetændelse, fyret var gået ud, så der var ikke noget varmt vand – og ungerne skulle konfirmeres…Maskinmesteren fik hurtigt sat fut under kedlerne, og jeg pøsede litervis af saltvand i øjet i håb om at genvinde evnen til at adskille mine øjenlåg.

Vi voksne havde glædet os sygt meget – især til at ungerne skulle have deres gaver. Særligt den ene havde voldt os en del udfordringer, fordi…

Gennem de seneste par år, har vi måtte udholde kaskader af klynk, brok og raseri fra Sandra, fordi hun ikke har fået lov til at komme med til Copenhell. Sidste år spillede alle de fede bands, livet var en jammerdal, og selvom vores gode ven Thomas livestreamede fra de koncerter, som hun gerne ville se, så var det på ingen måde godt nok for den unge dame.

Helt galt gik det, da Copenhell i oktober annoncerede Slipknot som årets hovednavn. Det udløste tredje-tude-verdenskrig herhjemme, og der var ikke grænser for, hvad Hulkende Hulda ikke ville gøre for at få lov til at komme med. Slipknot havde ikke været i Europa i årevis, og der gik sikkert 1.000 år før de kom igen. Vi var de mest latterlige forældre, som ikke forstod, at hele hendes liv ville være Ø-D-E-L-A-G-T, hvis ikke hun fik mulighed for at opleve dem til Copenhell i 2019.
Men vi holdt stand. Ikke tale om. Det var for dyrt, og hun var for ung – og vi skulle jo spare op til deres konfirmation og blah-blah.

Den historie fastholdt vi, alle de gange emnet blev taget op – til trods for, at vi havde købt billetter til os alle fire og booket en lejlighed i nærheden af festivalen. Vi glædede os helt vildt til at kunne afsløre det. Indtil da måtte vi affinde os med at være de tarveligste og mest fatsvage forældre i hele verden.

Nå – men børnene skulle jo lige konfirmeres først. I kirken sagde de ja på alle de rigtige tidspunkter, og udenfor blev vi mødt af Sandra og Nikolines gamle dagplejemor, Inga, som havde set i avisen, at de skulle konfirmeres – og det ville hun under ingen omstændigheder gå glip af. Hendes mand, Vagn, går ikke så godt mere, så han sad i bilen, og ungerne blev så glade for at se dem begge.

Festen holdt vi på Borre Knob ved Glud – et smukt konferencecenter, som ligger helt ned til fjorden. Maden var forrygende, vinen dejlig, og personalet havde totalt styr på det hele.
Da det var tid til at afsløre gaven, holdt jeg en illustreret tale for ungerne om deres opvækst, særheder og alt, der gør dem fantastiske – og sluttede af med at overrække dem en t-shirt hver, som de skulle love bære, når tiden for vores gave oprandt.T-shirts

Det lovede de, og frem kom Copenhell-billetterne. Fire øjne blev store som tekopper, to munde stod vidt åbne, og et halvt års frustrationer forsvandt som dug for solen. Maskinmesteren og jeg var pludselig verdens absolut cooleste og bedste forældre.

Selvom begge unger er glade for metal, så var det primært Sandras store ønske at komme til Copenhell. Øverst på Nikolines ønskeseddel stod der ”fisketur til Norge eller Sverige”.
Et ønske, der passer helt utrolig godt med Maskinmesterens forestilling om en drømmeferie. Derfor krævede det ingen overtalelse, at få ham med på den gaveidé, som også gjorde stor lykke.

Forhåbentlig får vi lidt fred nu, indtil sommeren står for døren med torskefangst og tunge guitarriffs. Det kan kun blive godt. Især fordi vi på begge ferier får selskab af Ayilé og Thomas – vores gode venner, som har udnævnt sig selv som Bonus Moster og Fake Onkel til ungerne.

Fake Onkel Thomas havde i øvrigt forfattet et uforglemmeligt og helt genialt digt til børnene, som han reciterede under festen. Flere har ønsket at læse digtet igen, så det kommer her: Thomas’ konfirmationsdigt. Det er spot on.

Jeg har lovet Sandra og Nikoline at skrive en stor tak ud til alle, som var med på dagen og dermed gjorde den til en fest – og til dem, som havde sendt et kort eller en gave. Tusind tak. Vi har siddet og gennemlæst de mange fine hilsner i kortene i dagene efter – og tak for jeres ord og tanker.

Konfirmander

Pikkerock & Brezels

Vi er på vej hjem fra en forrygende koncert med Slash, Myles Kennedy & the Conspirators i Hamborg i går aftes.

Børnings havde ladet sig inspirere af hhv. Myles Kennedy og Slash’ frisurer, lige som de havde hæklet og perlepladet de to helte i dukkeform.

Slash Myles Kennedy smkc koncert Dolls

Koncerten var helt efter bogen – en opvisning i det, som Thomas Treo vistnok engang har omtalt, som “pikkerock”. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad forskellen er på “pikkerock” og “røvballerock”. Men fedt var det. Megafedt!

Todd kerns Brent Fritz slash Myles Kennedy

Maskinmesteren er ikke til mennesker, så han står altid bagerst et sted, hvor han kan se menneskesuppen foran skvulpe rundt til musikken. Det sjove ved Hamborg (måske Tyskland generelt) er, at de sælger øl og de der forvoksede saltkringler – kaldet Brezels – alle steder. Selv inde i kødranden har de sælgere, som går rundt med kasser med øl og brezels bundet på ryggen og et flag, der rager langt op over mængden, så man hele tiden kan orientere sig om, hvor man kan få den næste saltkringle fra.

Maskinmesteren bemærkede også, at i stedet for en skov af hænder formet i djævletegnet, så stod de fleste i Hamborg med en afbidt brezel i vejret, og med lidt god vilje, kunne de da også godt ligne djævlens horn…

Ungerne og jeg stod ret tæt på scenen, og på en eller anden måde lykkedes det for dem at få deres hjemmelavede Slash- og Mylesdukker smidt derop til slut, hvor Myles Kennedy samlede dem op og satte dem på en forstærker med et anerkendende smil.

Todd kerns slash Sings Hamburg

Lige inden vi forlod hallen, spottede vi en roadie, som begyndte at rydde op efter koncerten – midt i arbejdet fik han fat i de to dukker og stoppede op for at undersøge dem. Herefter lyste han op i et kæmpesmil og løb hen til en kollega for at dele sit fund. De grinede lidt over dem og tog dem med sig, og så var ungernes lykke gjort.

Rikke maler

Sådan overlever man gavmilde overskudsmennesker og mindreværd

Kender du de der overskudsmennesker, der opnår de mest utrolige ting? Sådan nogen, som strikker en sweater, mens de koger klejner og hjælper den yngste med kvantefysik-lektierne. Sådan nogen, som får arbejde, hverdag, familieliv og maratontræning til at se legende let ud, mens de lige snupper sig en MBA, når børnene sover? Sådan nogen, som ligner en million selvom de ikke har sovet i et år, fordi de har været på så mange spændende forretningsrejser/ferier og har levet med kronisk jetlag. Det, der gør de her mennesker ulidelige, er ikke bare deres fantastiske overskud og spændende tilværelse. Nej, de værste af dem er samtidig helt utroligt imødekommende, hjertevarme, sjove og interessante – og dermed helt umulige at hade – selv det mindste.

Jeg kender nogle stykker af den slags – og for at kunne holde dem ud uden at implodere i en blanding af misundelse og mindreværd, så hjælper det at forestille mig, at de har en grim hemmelighed. Du ved, lige som når man skal tale foran et stort publikum, og man er nervøs, så hjælper det lidt at forestille sig, at alle i salen er nøgne?

På samme måde forestiller jeg mig, at de her perfekte mennesker i virkeligheden har fx et godt skjult hentehår eller at de i hemmelighed spiser Jaka bov direkte fra dåsen og tænder på regnfrakker og crocks. Jeg ved godt, at det er forfærdeligt, men jeg er nødt til det for at kunne rumme dem.

Nå, men jeg har mødt en ny variation af denne her type mennesker. Hun hedder Rikke, og hun danner par med en af mine gode kolleger. Rikke er en helt usandsynlig dygtig kok. Uanset om hun bager, laver smørrebrød eller konfekt, så smager alt fra hendes hånd forrygende. Hun arbejder solen sort som sosu-hjælper, er mor til fire børn, og sammen med min kollega, Ulrik, er hun altid ude til musik-,  sport- eller kulturbegivenheder eller på dejlige ferier, hvor børnene er med. Hvad den kvinde ikke når på et døgn er lige til at få stress af, alene ved at læse om det – og hun er altid glad og fuld af energi.

Bare se her, hvordan det ser ud, når hun og børnene har lavet konfekt. Ikke nok med, at det ser godt ud – det smager så englene synger – der er forskellige varianter med kokosfyld, appelsin osv. Hun har naturligvis givet mig en pose…

julekonfekt chokolader

Men det værste var, da hun i slutningen af november lagde det her billede på Facebook: Pakkekalender

Da jeg så det, havde jeg slet ikke tænkt på julegaver – heller ikke at mine børn måske forventede at få en adventskalender. Og konen dér var allerede færdig.  Da jeg kom hjem, havde mine unger gjort huset rent, hængt julepynt op sammen med den kalender, nissen plejer at hænge gaver på…

Jeg fik fremfjumret noget, der kunne bruges som gaver til ungerne derhjemme, samtidig med at jeg ønskede Rikke kilovis af Jaka bov i mit stille, ondskabsfulde sind. Men da jeg endelig stødte ind i hende et par dage efter, kom hun iført malertøj og gik i gang med at hive møbler ud af mandens kontor for at male det. “Det så så træls ud derinde, og jeg har lige nogle timer, inden jeg skal møde på arbejde”, sagde hun og afslørede, at hun faktisk også var uddannet maler.

Rikke maler

Her knækkede filmen for mig. Der var simpelthen ikke hentehår nok i verden, til at jeg kunne skjule mine frustrationer over ikke at være lige så tjekket og overskudsagtig. Så jeg fortalte hende, hvordan jeg havde kæmpet med blot med at skaffe de første to gaver til ungernes adventskalender, mens jeg havde set hendes 7 x 24 smukt indpakkede gaver og læst hendes opslag. Hun smilede stort og forklarede, at sådan havde det altid været, og at selv hendes voksne børn forventede at få en pakkekalender – og så begyndte hun glad at svinge malerrullen.

Da jeg mødte ind på arbejde et par dage efter, stod denne her på mit bord. Fuld af 24 smukt indpakkede gaver.

Pakkekalender til mig

Hver dag i december har jeg åbnet små fine pakker med stearinlys, håndcreme, servietter og slik.

Jeg bøjer mig i støvet, Rikke. Du er simpelthen for vild – og jeg kan virkelig godt lide dig, selvom du har hentehår og tænder på crocs… 😈 😈 😈

børn til i'll be damned koncert

En aften med Geder og Forbandelser

Når man nu flasker sine børn op med rockmusik, så er man selv ude om det, når de tager det skridtet videre og begynder at høre noget, som er så tungt og afsindigt, at man får hår på ryggen af at høre det.

I lørdags var vi med ungerne og vores to gode venner, Ayilé og Thomas, på Voxhall, for at høre Baest og I’ll Be Damned afslutte deres ”Geder og Forbandelser-turné”.

Vi opdagede først I’ll Be Damned, da Sandra for et lille års tid siden købte sin første ”rigtige” guitar i 4Sound i Aarhus, hvor en langhåret gut, som hed Kristian tålmodigt præsenterede hende for modellerne, snakkede musik og gear, mens han viste hende, hvor fedt de forskellige guitarer lød i hænderne på en pro.

Kristian viste sig at være guitarist i I’ll Be Damned, og dem måtte vi naturligvis høre hele vejen hjem i bilen. Det er supertunge riffs og en fuldstændig forrykt forsanger, som ligner en handelsskoleelev men synger og tér sig som Gollum på speed. Se selv. Vi var alle ret pjattede med det.

I’ll Be Damned spillede koncert med Baest, som var nye for os alle fire. Ungerne synes, det er godt, men jeg må erkende, at jeg ikke rigtig er i målgruppen for den slags. I mine ører er growling lyden af organiseret  opkast, hvor sangeren principielt kan recitere en kogebog, for ingen hører andet end uartikulerede halslyde. Det forekommer mig mere komisk, end det er godt – desuden er det synd at ødelægge god tung heavy med growl.

Nå – men vi skulle til koncert. Sandra havde entusiastisk kreeret en perleplade på en halv meter, hvor der stod I’ll Be Damned på. Hun havde håbet, at få mulighed for at give den til dem, men blev alligevel noget overvældet over, at bandet nærmest stod i døren og tog i mod, da vi kom ind på Voxhall. De blev meget glade for perlepladen, og ungerne var i den syvende himmel af lykke, efter dette billede blev taget.

I'll be damned koncert aarhusStørre blev det kun, da vi så, at perlepladen var blevet monteret på stortrommen, da festen begyndte.

Hvilken fest! Ungerne havde bitchet en del over, at de ikke måtte komme ned og stå på første række, men Maskinmesteren og jeg var rørende enige om, at man ikke sender to 13-årige ned i en potentiel mosh pit.

Sandra var stadig mopset over det, da opvarmningsbandet Ral gik på… Men to numre inde i I’ll Be Damneds optræden begyndte grandvoksne mænd at vælte rundt, skubbe og brage ind i hinanden. De lignede mænd, der i raseri over ikke at kunne finde ud af at danse, blev enige om at udtrykke sig gennem lige dele spasmer og vanvid.

Koncert I'll be damnedI’ll Be Damned var forrygende. Vi havde alle en fest. Det var tungt, medrivende, energisk og forbandet fedt.

Da Baest gik på, prøvede jeg tappert at holde ud. Jeg fokuserede på guitaristens helt absurd smukke, prinsessekrøllede hår, som han hvirvlede rundt i ivrig headbanging. Det er helt mærkeligt at se noget så smukt, gyldent og bølgende i et kaos af sved, tatoveringer, brøl og bare maver. Men der var ikke noget at gøre – både Ayilé og jeg blev 80 år på stedet af at høre på det. Ayilé fablede om at ringe til Momse og spørge, om hun havde plads til én mere under slumretæppet, for så ville hun invitere sig selv til et afsnit Barnaby.

Det var omkring det tidspunkt, at vi opdagede, at Thomas var væk. Helt væk. Vi ledte ude og inde, oppe og nede – indtil ungerne spottede ham i centrifugen af ekstatiske mænd, der smadrede rundt i moshpitten foran scenen.

”Hov! Nu faldt han”, råbte de. Og få minutter efter: ”Hov, nu faldt han igen!”

Vi stod alle måbende og så til, mens den spinkle IT-konsulent lod sig slynge rundt i mandegruppen med et lykkeligt smil plastret henover ansigtet.

Selvom han slap med en blåsort forstuvet fod, så hjalp det gevaldigt på ungernes opfattelse af os som overbeskyttende pylreforældre.

Fantastiske væsener i julegave

Jeg er vist kommet til at tvangsindlægge ungerne til at se filmen “Fantastic Beasts and where to find them” lidt for ofte her op til jul. Men det var det værd, for det har inspireret Nikoline til at lave den ultimativt fedeste julegave til mig. Mine damer og herrer: Mød Pickett!

Jeg elsker ham, og hvis ikke du har set filmen, så se at få det gjort. Pickett er ét ud af mange fantastiske væsener, og jeg er særligt glad for, at Nikoline havde valgt at lave ham og ikke en erumpant eller en murtlap.

Julen i Outlaw var præcis, som den skulle være. Mor og Momse og svigermor Karen var her – og for første gang var min far også med. Ungerne forsøgte forgæves at tæve deres oldemor i både terninger og kortspil – naturligvis helt uden held. Jeg forsøgte at lave julemad, der er lige så god som Momses, men også jeg fejlede.

Aftenen før satte jeg rødkål over og faldt herefter i en spændende film sammen med Maskinmesteren og ungerne. Det resulterede i uspiselig rødkålskaramel, eftersom jeg først kom i tanke om gryden på blusset, da rulleteksterne løb henover skærmen.

Anden var sådan et muskelbundt, der har løbet lidt for frit, så selvom den blev stegt i fem en halv time, så var den slet ikke så mør, som den skulle være. Til gengæld blev rødkålen virkelig lækker i andet forsøg, og anden var herlig i biksemad her til aften.

Dagen i dag er gået med at vaske tøj og gramse på vores julegaver. Ud over Pickett, fik jeg en lækker fyldepen og en masse bøger, jeg havde ønsket mig.

Maskinmesteren så lidt træt ud, da jeg åbnede pakkerne fra svigermor. De indeholdt bøgerne af SalatTøsen. Særlig “Kål hele året rundt” slukkede livsgnisten i hans øjne, men han må jo selv til kødgryderne, hvis han synes, der kommer for mange planter på middagsbordet.