Category Archives: Uncategorized

Mød Finurgel – vi kæmper for hans liv

Finurgel er en lille bogfinke-han, som ikke flyttede sig, da jeg kørte tæt forbi ham i dag på min vej ud for at købe ind. Han sad bare der i vejkanten og så beklemt ud. 

Derfor ringede jeg til Outlaws Dyreredning og bad dem om at komme og se til den. 

Da jeg kom hjem, var Finurgel samlet op af Outlaws bedste reddere, som ydede fuglen førstehjælp med et intermistisk bur, foder, vand og halm. 

De døbte ham Finurgel og konstaterede, at hans ene øje var helt lukket i, og at han på ingen måde var i stand til at flyve. 

Han fandt sig i at blive taget op og var i det hele taget meget stille. Henad eftermiddagen livede han lidt op og begyndte at lede efter en udvej af sit indelukke – men flyve kan han stadig ikke. 

Vi håber, at han bliver frisk til flyvning i morgen, hvor vi lukker ham ud. Vi synes, han skulle have en chance for at komme lidt til hægterne hos os i stedet for at blive en alt for nem dessert for Outlaws katte.

Nu får vi se…

Reklamer

Tarmfremfald i Outlaws mandepøllekøkken

Der har været gang i mandekøkkenet i Outlaw i dag. Maskinmesteren har haft besøg af pølseklubben, som i dag har kastet sig over kunsten at fremstille laksepølser.


 Det betød endnu en dag med bekymrende udsagn som “Jeg tror der er kommet luft i tarmen”, “Åh nej, vi har tarmfremfald” og “du må ikke presse tarmen for hårdt”.

Man vænner sig til det efterhånden. Bare man hele tiden siger til sig selv: “Det er bare mænd. De hygger sig. Det er ok”.

Næsten simultant med det store manderykind i køkkenet – fik vi besøg af en anden lækker herre, som jeg ikke bare har savnet på det seneste. Nej – jeg har trængt til ham.

Han var svært tilpas med den heftige aktivitet i køkkenet og placerede sig hurtigt strategisk hensigtsmæssigt i forhold til eventuelt køkkennedfald.

 Arh men for helvede… Findes der lækrere kræ? 

Barkley-lånehund har også spillet en terapeutisk rolle i dag, da vi var ude at kælke med vores syriske naboer, hvor moderen desværre lider af panisk angst for hunde. Hun endte faktisk med at ae ham uendelig forsigtigt på måsen, da familien lige var inde til en kop kaffe efter kælketuren. Det var stort.

Ellers er alt, hvad der er normalt, sat ud af drift i dag. Vi indtog maskinmester-made frokost kl 15.30:    
Som ekstra bonus kom søde naboer forbi med brandvarm arabisk specialitet: kogte brune flava bønner med spidskommen. Det smager fantastisk. Bedre end det ser ud. Promise.   Pølseklubben kæmpede efterfølgende med tarmslyng…

 …og en hund, der virkelig gerne ville være mundskænk…

  Det eneste, der mangler at blive fikset, er  køkkenet…

 Og aftensmad engang kl 23…

Kødhusets nye look

Opmærksomme folk i Outlaw har bemærket, at noget har ændret sig ved vores hus.

Da vi flyttede ind i det for mere end 10 år siden, lovede vi hinanden, at en af de første ting vi ville gøre var at male den fælt lyserøde hoveddør.

 Nu var det bare sådan, at stuen var orange, og det var vi nødt til at få gjort noget ved, før vi rykkede møbler ind. Og så var der pludselig noget med hessian på et af børneværelserne, et gammelt træfyr, som skulle skiftes og flere småting, der måtte fikses. Alt imens forblev døren lyserød.

Når folk spurgte, hvor vi boede, kunne vi altid guide vejen og sige “i huset med den lyserøde dør”, hvortil folk med lokalkendskab svarede: “Nårh, du mener den gamle slagter?” Eller “Nårh, du mener Bjarne og Ulrikkas hus?”.

Vi har indset, at om vi så bor i Tvingstrup resten af vores liv, så bliver huset aldrig “Maia og Tomas’ hus”. Den fornøjelse vil måske gå videre til de næste beboere, for det bliver ikke i vores tid.

Der har ganske rigtigt været slagter her en gang. Det ses, når man kigger ind mellem de rå brædder, som beklæder gangen og som giver herremange splinter i fingrene, hvis man rører væggen. Bag brædderne er der hvide klinker fra tiden med slagterbutikken. Igen noget vi gerne havde ændret, hvis tiden, sol, måne og stjerner havde stået rigtigt. Men vores gang ligner altså fortsat en sauna. Og den stikker.Til gengæld er der sket noget med den lyserøde dør. Jeg var faktisk kommet til at holde lidt af den. Både fordi den gav huset karakter, og fordi jeg fandt ud af, at det rent faktisk havde fungeret som horehus i en periode, før de tidligere ejere købte det. Det er med andre ord et vaskeægte kødhus, vi bor i.

Men her i sommer fik min far nok. Han kom på besøg med pensler, maling og masser af energi, og derfor bor vi nu ikke længere i “Kødhuset med den lyserøde dør”.

Bedre sent end aldrig, som man siger. Det er nu også mere end 10 år siden, vi lovede hinanden, at den dør skulle males. At det så er min gamle far, der må holde vores løfter, er en detalje. Tak far.

Huset har fortsat masser af sjæl, charme og karakteristika uden en lyserød dør. Bare vent – julen er jo lige om hjørnet. Er I klar Outlaw?

Horror og Harry Potter-ferie

I efterårsferien hænger vi ud med uhyggelige folk som Voldemort, tohovedede babyer og en enkelt dansk politiker. Så bliver det ikke meget mere skræmmende, vel?

Vi er taget til Odense for at deltage i den årlige Harry Potter Festival, og det er rigtig, rigtig fedt. Det er absolut en anbefaling værdig, hvis man kan lide Harry P.  Flere områder af byen er omdannet til Diagonalstræde og Hogsmeade. Vi har været hos Kandisbaronen og købe slik, ungerne har lavet magiske fjerpenne, skrevet røverhistorier for Profettidende, lavet tryllestave og lært om magiske dyrs pasning og pleje. Vi har hilst på Luna Lovegood, Mrs. Umbridge (den kost!) Dumbledore, Malfoy og vigtigst af alle: Serverus Snape, som er ungernes helt store idol. (Han var faktisk deres helt, før det gik op for dem, at han ikke er drevet af ondskab)   Børnene var glade for at konstatere, at Snape spiser godt og ikke er bleg for at posere med børn, Tonks og Mrs. Umbridge.

Sandra tog af sted som dødsgardist, og det høstede en vis anerkendelse, da vi stødte på The Dark Lord og Bellatrix Lestrange.

   

Midt i det hele stod en figur, som vi først antog var Glitterik Smørhår. Jeg var storgrinende på vej hen for at tage billeder,  da det gik op for mig, at det ikke var en Hogwarts-professor – men derimod Kristian Thulesen Dahl, der også var smuttet til Diagonalstræde for at forlyste sig. 

Efter Diagonalstræde var vi forbi Dragon’s Lair og se på potentielle julegaver – bl.a. de her lækre tvillinger. 

  Og et nyt hoved til hønemor fra helvede…hvem vil købe æg? Slutteligt crasher vi nu på Scandic og tager et smut til Diagonalstræde og Hogsmeade igen i morgen. Vi mangler at give Hagrid en bamsekrammer…  

 Ferie styrer ❤  

Mosten Race Day 

Jeg elsker det her. Mosten Race Day. Maskinmesteren og jeg er kommet her igennem mange år. Mosten Race Day er ræs i alle afskygninger. Det er sære ombyggede biler og motorcykler, der kører på brændstof, hvis sammensætning jeg ikke skal gøre mig klog på. Men det larmer. Og det lugter. Og der er så meget at se på. Især mennesker. 

Jeg kan ikke lade være med at se på rigtig mange af dem og fundere over, hvad de mon laver til daglig. Jeg møder dem kun herude. Og de er skønne. Man & Machines. En testosteron-himmel. Maskinmesteren er lykkelig.  

  

 
    
   

Massemord med Norges Rambo

Den sidste eftermiddag i vores lille, norske fiskeparadis, kom en af de lokale beboere ned til havnen for at tømme sine krabbetejner. 

Han var en gammel vejrbidt gut, som helt naturligt satte Sandra og Nikoline i gang med at hjælpe med til at tømme tejnen, så de kæmpemæssige, vrede krabber væltede ud. 

En af dem fik fat i Sandras tommelfinger, og hun kæmpede en brav, indædt kamp for at få den til at slippe. Ondt gjorde det, men typisk for hende, sagde hun ikke en lyd. 

  

Skipper Olav viste hende herefter, hvordan man flår kløerne af og tramper den desarmerede krabbe ihjel. Barske sager. Men Sandra var blevet så vred efter at være blevet “bidt” af krabben, at hun uden betænkninger gjorde, som hun fik vist.  Nikoline stod lidt og så på myrderierne, mens hun peb: “Jeg ved, at jeg nok aldrig får mulighed for at prøve det her igen, men jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at prøve det”.    Det var helt frivilligt, men nysgerrighed og frygten for at gå glip af noget fik hende alligevel til at prøve. Og mens de to tøser knoklede med krabberne, satte Olav sig ned og fyrede op i piben.  Han havde en frisk forbinding om sin hånd, og  bag gazen lå en voldsom historie: 

Aftenen forinden var der en kat i hans soveværelse, som han fejlagtigt troede var hans egen. Men da han løftede den op, viste det sig at være en vildkat, som bed ham voldsomt i hånden. En mand som Olav bider man ikke ustraffet, så han holdt den i et jerngreb, indtil den blev slap og var død. Bag efter tog han på sygehuset og fik diverse vacciner og fik såret bundet ind. 

Da krabbekløerne var klar, hældte Olav dem i en stor gryde og proklamerede, at de var klar om 20 minutter, og hvis vi ville, så kunne vi spise med. 

Jeg skyndte mig op og ristede toast, hentede citron, dild og mayo og kort efter åd vi en overdådig krabbefrokost. Fantastisk. Intet mindre.     Olav overlod resten af kløerne til os og smuttede af sted med ordene: “Vi ses til næste år”. 

Ja, vi elsker dette landet

Maskinmesteren har bestemt ferien i år. Og derfor gik turen til Norge. Vi skulle helt op til Ålesund i en lille, fin hytte ned til en fjord og med dertilhørende motoriseret jolle. Og det er en halvlang tur med bil, færge og mere bil.  Vi tog en overnatning i Lillehammer, for at turen ikke skulle blive for lang. Men for Søren, hvor er det her land stort. Og jeg har hele vejen spekuleret på, om der mon findes noget, der hedder UdkantsNorge? Hvad laver folk i de småbyer, man kører igennem? De bor i små fine træhuse, og naturen rundt om er helt overvældende smuk. Men hvad lever de af, dem, der bor der?   Nå, men vel-ankommet til Ikornnes og vores lille hytte sprang ungerne i den iskolde fjord. 5 timer i en bil gør mærkelige ting ved børn. Vandet var 13 grader. Brrrr! Her er pænt koldt: 16 grader, og nordmændene går rundt i bare maver og shorts?!  

Vi havde ikke været her i mere end 45 minutter før motoren på båden brummede, og jeg så mand og børn forsvinde ud på fjorden. 

  “Bare for at tjekke om bådens Fish Finder virker”. De kom tilbage, og påstod at de havde registreret fisk, men intet fanget. 

Herefter gik ungerne ned på bådebroen og fangede hundestejler og igler.    

 Vores udlejer kom forbi og sagde noget på norsk. Han virkede rigtig flink. 

Vi er i øvrigt nødt til at fange maden selv, hvis ikke vi skal erklæres konkurs inden månedens udgang. Vi købte tre burgermenuer og en salat på et cafeteria på vejen herop: 630 kr. Wow. Udsigten var pæn der, men så var det vist også betalt.   Vores egen udsigt fra hytten er heller ikke dårlig.    Vejret lover ikke sol og høj varme heroppe. Men vi elsker dette landet, og det kan kun blive godt 🙂 Snart skal der fanges fisk. Og masser af dem. Ellers…