Category Archives: Rejseaktivitet

Til helvede med os – Copenhell for begyndere (del 1)

Flere har spurgt, hvordan det gik med vores Copenhell-debut, for som det fremgik af seneste indlæg, så var den ene konfirmationsgave til ungerne, billetter til Copenhell. Det var Sandras helt store ønske, især efter det stod klart, at Slipknot var blandt hovednavnene i år.

Vi havde glædet os alle sammen. Også Maskinmesteren, som blev klippet dagen før, vi tog af sted. Med os derover havde vi vores gode venner Ayilé og Thomas, hvor Thomas må siges at være Copenhell-veteran. Han har været derovre i flere år – både alene og med selskab. Ayilé er derimod fuldstændig ligeglad med metal – men hun elsker sin mand meget højt, og så ville hun gerne være bonus-moster for ungerne, hvis en af dem nu blev trætte af støv, dødsmetal og pinlige voksne i læderbukser, så kunne de jo tage med Ayilé på shoppingtur i stedet.

I erkendelse af, at vi er for gamle og for fornemme til at ligge i telt i en lille uge, havde vi booket en ferielejlighed i Ørestaden. Tanken var, at vi kunne tage metroen til Christianshavns Torv, hvor rute 666 var indsat til at køre derfra og ud til helvede på Refshaleøen. Men vi skulle blive klogere…

Turen fra Horsens til København foregik i høj sol og godt humør, lige indtil vi kom over Storebælt, hvor airconditionen stod af, så temperaturen i bilen nåede op på, hvad der føltes som 30 grader. Vi kørte resten af turen som den langtungede familie fra Teliareklamerne og håbede at være hurtigt fremme.Onsdag den 19. juni åbnede Copenhell-pladsen til lidt warm up. Sandra ville ikke gå glip af noget som helst, så vi måtte derind, så snart The Gates of Hell gik op.

Det kan godt være lidt ensomt at være de eneste 14-årige, der bekender sig til heavy metal i både musik- og tøjstil, når man bor i en lille jysk provinsby, så begge piger var naturligt nok stærkt begejstrede over alle de metalheads, de spottede i gadebilledet på vej derhen. Man kunne nærmest ikke sparke sig gennem byen for langhårede, tattoverede mennesker med kranier og død på tøjet.

Sandra blev helt forskrækket, da en mand pludselig sprang op fra sit bord foran en café og brølede: ”OOHHH YEEAAAHHH!!! CANNIBAL CORPSE!!” og pegede begejstret på hendes t-shirt med bandet. Bagefter var hun lige blevet et par centimeter højere af at blive anerkendt for sin musiksmag – også selvom det kom lidt uventet.

Vi nåede hen til Christianshavns Torv kun for at opdage, at rute 666 var ændret, så den i stedet for at begynde sin tur fra torvet, kom helt inde fra Hovedbanegården. Der stod vi så i en lang snoet kø henover Christianshavns Torv sammen med hundredvis af andre metaltosser, og kunne se den ene fyldte bus efter den anden køre forbi. Efter en halv times venten og kun meget lidt fremdrift i køen, valgte vi at gå. Og det skulle vi komme til at gøre en del i den uge…

Som sagt er der mange ting, som er uvante for et par 14-årige tøser fra en lille jysk provinsby, fx gjorde det indtryk, at der ved indgangen står en kristen prædikant og forsøger at overbevise deltagerne på vej ind til Copenhell om, at heavy metal er satans værk, og at de bør vende om. Ungerne synes det var lidt synd for ham. De konkluderede, at han på ingen måde vidste, hvad han talte om, og de mente, han burde komme med ind og opleve det selv. Måske ville han ændre mening.

Inde på pladsen blev deres øjne først fanget af et stort diskokranie og herefter af en ung kvinde i bar røv og læderfrynser. ”Mor! Man kan jo se hele hendes numse!” Ja, det kunne man, og den var nydelig. Vi fik fornøjelsen af den senere den samme aften, hvor den blev luftet på et bord i et øltelt. Onsdagens warm up bød alene på musik fra den lille Pandæmonium-scene, og ellers var der fuld knald på Biergarten, som er et øltelt med live-karaoke. Her spiller et husorkester en række kendte rock- og metalklassikere, som folk så kan gå op og brøle sig igennem, hvis de tør eller er fulde nok. Ikke overraskende var der kø til mikrofonen og voldsom gang i teltet. Sangerne skriger deres indre rockstar ud, og publikum går balalajka i headbanging og dans på bordene.

Det New Zealandske band, Like a Storm, havde fået til opgave at vække de døde med den allerførste koncert på Copenhells Pandæmonium-scene. Meget passende havde de medbragt dødningedekorerede didgeridoos, som indgik i deres superenergiske hard rock/metal core. De var overraskende fede, og vi fik svinget lidt med garnet og smagt de første kolde fadøl.

Senere kom Eagles of Death Metal, men de fangede os ikke helt, så vi overgav os i stedet til bar røv og brøle-rock i Biergarten resten af den aften.

Vi var godt trætte i benene, da vi kom hjem ved midnatstid til vores lejlighed. Vi kunne konstatere, at vi havde travet 14 km den dag. Men vi glædede os helt vildt til at se resten af festivalpladsen, og høre endnu mere metal dagen efter… (fortsættelse følger)

Pikkerock & Brezels

Vi er på vej hjem fra en forrygende koncert med Slash, Myles Kennedy & the Conspirators i Hamborg i går aftes.

Børnings havde ladet sig inspirere af hhv. Myles Kennedy og Slash’ frisurer, lige som de havde hæklet og perlepladet de to helte i dukkeform.

Slash Myles Kennedy smkc koncert Dolls

Koncerten var helt efter bogen – en opvisning i det, som Thomas Treo vistnok engang har omtalt, som “pikkerock”. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad forskellen er på “pikkerock” og “røvballerock”. Men fedt var det. Megafedt!

Todd kerns Brent Fritz slash Myles Kennedy

Maskinmesteren er ikke til mennesker, så han står altid bagerst et sted, hvor han kan se menneskesuppen foran skvulpe rundt til musikken. Det sjove ved Hamborg (måske Tyskland generelt) er, at de sælger øl og de der forvoksede saltkringler – kaldet Brezels – alle steder. Selv inde i kødranden har de sælgere, som går rundt med kasser med øl og brezels bundet på ryggen og et flag, der rager langt op over mængden, så man hele tiden kan orientere sig om, hvor man kan få den næste saltkringle fra.

Maskinmesteren bemærkede også, at i stedet for en skov af hænder formet i djævletegnet, så stod de fleste i Hamborg med en afbidt brezel i vejret, og med lidt god vilje, kunne de da også godt ligne djævlens horn…

Ungerne og jeg stod ret tæt på scenen, og på en eller anden måde lykkedes det for dem at få deres hjemmelavede Slash- og Mylesdukker smidt derop til slut, hvor Myles Kennedy samlede dem op og satte dem på en forstærker med et anerkendende smil.

Todd kerns slash Sings Hamburg

Lige inden vi forlod hallen, spottede vi en roadie, som begyndte at rydde op efter koncerten – midt i arbejdet fik han fat i de to dukker og stoppede op for at undersøge dem. Herefter lyste han op i et kæmpesmil og løb hen til en kollega for at dele sit fund. De grinede lidt over dem og tog dem med sig, og så var ungernes lykke gjort.

Maskinmesterens grænseoverskridende ferie – del 1

Åh ferie. Vi lagde hårdt ud i år med at rejse sydpå i den første ferieuge. Sidste år brugte vi det meste af sommerferien på at lægge fliser, så i år mente vi, at vi havde fortjent en ”rigtig ferie”. Ungerne havde ønsket at komme til et land, ”hvor der er varmt”, for det har de ikke prøvet. Vi foreslog dem, at vi da bare kunne blive hjemme, men det faldt ikke i god jord.

Nu har jeg jo altid haft en lummer drøm om at æde mig gennem Italien. Begynde i bedste Pac-Man stil i toppen og så smaske mig gennem ost, vin, solmodne tomater, pasta og pizza helt ned til støvlespidsen. Åh, hvilken fryd. I år begyndte min rejse så i toppen ved Iseosøen.

På Airbnb faldt vi over Casa di Mina i Sulzano. Ingen af os havde nogensinde hørt om Iseo-søen, men det er en sø, som er noget mindre end både Como og Gardasøen. Til gengæld ligger der en stor ø midt i den. Øen Monte Isola udgjorde vores udsigt i en uge, og det var intet mindre en fantastisk.

Udsigt Monte Isola SulzanoVidunderligt sted. Hvis ikke det var fordi, vi havde nogle få ting, vi gerne ville se, så kunne vi godt have siddet der på altanen i en uge og drukket vin og spist tomater og ost og se lyset ændre sig hen over søen.

Afslapning Sulzano

Men der var tre vigtige ting, som vi skulle nå:

  1. Se en katedral. Efter at have læst Jordens Søjler af Ken Follet, så ville Nikoline ville se en ægte katedral
  2. Drikke Franciacorta. Jeg ville besøge en vingård, der laver områdets lovpriste Franciacorta mousserende vine, som jeg kun har læst om
  3. Spise ægte italiensk pizza og gnocci. Pizza kan man næsten ikke undgå, men gnocci er sådan noget lidt underligt noget, som vi tænkte at vi hellere måtte smage i oprindelseslandet

Maskinmesteren havde ikke de store ønsker. Han ville egentlig bare have fred og ro og komme lidt væk. Men han kom faktisk til at overskride flere grænser, fravige sine principper og ændre opfattelse af flere ting på den ferie.

Fx har han et princip om, at han ikke bader i vand, som er under 35 grader varmt.
Men der var 28-30 grader hver dag, og vi havde adgang til en lille pool med den lækreste udsigt over Iseo og Monte Isola. Så da vi kom hjem efter en hed eftermiddag i byen, fraveg Maskinmesteren sit princip og hoppede i pølen til børnenes store glæde.

Mere ferie og flere grænseoverskridende erkendelser for Maskinmesteren følger på bloggen i denne uge. Jeg slutter af med beviset på, at han bader i vand, som er under 35 grader varmt.
Maskinmesteren er et badedyr

Ferien, der gik op i fliser

I hørte mig måske pibe lidt over vores ferieplaner for et par uger siden. I dag er det så feriens sidste dag, og dermed tid til at gøre status.

Tre uger er gået med Projekt Kloakseparering og nye fliser i gårdspladsen. Der har lige været et par afstikkere til Guns N’ Roses i København, til Djurs Sommerland og et par besøg hos min mor i kolonihaven. Ellers har det stort set været et knokkel fra morgen til aften.
Sand og fliser Vi har fået hjælp fra flere gode venner og fra min far og hans gode ven. De har alle har revet en eller flere dage ud af kalenderen for at komme og køre sand og lægge fliser – og det er vi dem alle evigt taknemmelige for. Vi havde ganske enkelt ikke kunne gøre det uden dem.
FlisearbejdeMaskinmesteren har været projektleder, og jeg har haft til opgave at sørge for mad til det arbejdende folk. Og der skal noget til. Højtbelagte madder til frokost og kød på grillen med nye kartofler + dild og smør til aftensmad.  Derimellem lidt kage, kaffe og en hel del øl.
mad og fliser
Det har været benhårdt – men godt at få det gjort. Og se nu. 155 kvadratmeter smuk gårdsplads. Jeg overvejer om ikke den skal hedde “gårdhaven” nu – fordi den er så pæn. Vi mangler kun lige at få lavet kanter, ryddet lidt op og sådan lidt. Det er intet i forhold til alt det, vi har nået. Herunder er der “halvvejsmiddag”.
aftensmad på halv terrasseOg her: Tadahhhh! Færdiglagte, smukke fliser. Ahhhhh. Flisejob
I skrivende stund ligger Maskinmesteren på sofaen og har ondt i hele kroppen. Jeg tror ikke, han rejser sig i dag overhovedet.

Status er, at vi ikke har haft den mest oplevelsesrige ferie, men vi har fået set en masse gode folk, vores kloakering lever nu op til kommunens krav og samtidig har vi fået en smuk gårdhave, som vi kan have glæde af i lang tid fremover. Der skal nok komme andre muligheder for at tage på ferie.

Hvis du synes, din ferie er lidt træls…

..Så bliver den formentlig bedre, hvis du ser min.

Vores ferie bliver næsten lige så dyr, som en tur til Australien, men der er ikke meget Great Barrier Reef over det her. Nikoline graver

Vi er i gang med at separere spildevand og regnvand efter et påbud fra Horsens Kommune. Det kræver nye rør, som skal lægges bl.a. under vores gårdsplads. Kommunen fikser alt det, som ligger udenfor matriklen, og derfra må vi selv ligge og rode med rørene – men der skal selvfølgelig en autoriseret kloakmester indover.

Gårdspladsen i vores baghave har været skæmmet af et korktræ fra helvede, som vi har forsøgt at slå ihjel af flere omgange. Det har spredt sine utroligt lange rødder ud under hele gårdspladsen og fået en del fliser til at smutte op. Derfor mente Maskinmesteren, at vi lige så godt bare kunne få ordnet hele gårdspladsen, når vi alligevel skulle pille fliser op for at lægge rør. Og hvad Maskinmesteren siger, er næsten altid det rigtige.

Arbejdet blev påbegyndt i den første uge af vores ferie, hvor vi har ligget på alle fire og pillet fliser op. Min gamle far har hjulpet rigtig meget, og vi har bestukket ungerne med ekstra mange lommepenge, hvis de hjælper til. Og det gør de. Sandra ordner huset og sørger for frokost – og Nikoline graver og flytter fliser. Alt i alt har vi flyttet 20 tons fliser og fjernet – jeg ved ikke hvor mange tons jord og rødder.

Stubbe-Bendt har været her med nogle maskiner, som kan flå og fræse rødder. Maskinmesteren står med misundelse i blikket, når Bendt ruller maskinerne ud.

Stubbe-Bendt i aktion

Jeg håber, at du uanset, hvor dårligt vejret er på din ferie, hvor hysteriske børnene er eller hvor elendig maden/hotellet/swimmingpoolen er, at du trods alt nyder at holde ferie. Ellers er du velkommen til at komme til Outlaw og rase lidt ud med en trillebør, noget sand og nogle fliser.

For mit vedkommende ville dragefisk og koraller være væsentlig mere interessant. I stedet blev denne sommers højdepunkter et smut til København for at se Guns ‘n’ Roses med ungerne, og i dag snupper vi en tur i Djurs Sommerland. Og bevares – det er jo heller ikke alle forundt. Så jeg tørrer øjnene nu, mens jeg nyder synet af  vores lokale kloakmester i fuld gang derude.

kloakmester tvingstrup

Den sure del af det norske fiskeeventyr

Som tidligere beskrevet, fangede vi helt urimeligt mange fisk på vores ferie i Norge. Jeg fileterede fisk til mine fingre var helt rynkede, og vi havde frosset fileterne ned for at transportere dem hjem i en kølekasse, som kan tilsluttes strøm i bilen. Selvom køreturen ville vare mere end 9 timer, så ville fiskene fint kunne holdes frosne, indtil vi nåede frem til det hotel i Oslo, hvor vi havde booket en overnatning på hjemvejen. Hotellet havde givet os lov til at låne plads i en fryser, så vi kunne få alle 11,5 kg sejfilet med hjem i frossen tilstand. Og de blev da også lagt på frost af en sød receptionist, efter vi var tjekket ind.

Da vi tjekkede ud igen ved middagstid dagen efter, bad vi om at få vores fisk med – og receptionisten sprang af sted efter dem og kom tilbage – helt bleg.

– Jeg beklager virkelig. Men det ser ud til at døren til fryseren ikke har været lukket, så fiskene er desværre tøet ret meget op, sagde han undskyldende og satte posen med de 11,5 kg fisk på gulvet, så en pøl af lyserød fiskesaft løb ud på gulvet under den.

Lige dér måtte jeg simpelthen beherske mig så meget for ikke at råbe. Det var præmien af hele vores ferie, Maskinmesterens hede drømme, ungernes jubelhyl, mine mange timers filetering og roden rundt med herreklamme indvolde, som nu lå der og svuppede i sin egen saft på gulvet af det ellers så fine Scandic Byporten. Hold nu kæft, hvor var jeg skuffet. Og jeg kunne ikke en gang lave brøleren overfor den ulykkelige receptionist, for det var jo ikke hans skyld. Tomas var nede med ting i bilen, og jeg frygtede, at han ville implodere af harme, når han hørte det.

Men vi skulle ligesom nå en færge, og jeg skulle beslutte mig for, hvad jeg stillede op med de blævrede fisk i den dryppende pose. De var stadig meget kolde, og enkelte poser var stadig lidt frosne. Vi havde inviteret min familie på fisk, når vi kom hjem, så jeg slæbte et uskønt, slimet spor efter mig ned til bilen, mens receptionisten lovede os at få hotelchefen til at kontakte os, når han var tilbage.

Maskinmesteren blev præcis så indebrændt, som man kunne forestille sig. Vi sad i tavshed et langt stykke af vejen, og indimellem udbrød han: “Jeg kan simpelthen ikke fatte, at de har tøet alle vores fisk op.” Eller “Hvordan fanden kunne det overhovedet lade sig gøre?!”. Og “For helvede mand, det var det, hele vores ferie gik ud på!!”

Da vi kom hjem til Outlaw var klokken 22.30, og vi var helt flade. Jeg smed et termometer ned i kølekassen, hvor det viste sig stadig at være køleskabskoldt. Hele kassen svømmede i fiskesaft, men heldigvis lugtede det stadig fint af hav og ikke af gammel fisk eller tran. Jeg havde googlet mig frem til, at det blot gik ud over kvaliteten af kødet/fiskene, hvis man genfrøs det – så jeg smed hele lortet i fryseren, lavede en Maude og gik sur i seng.

Momse redder dagen
Dagen efter ringede jeg til Momse for at høre, hvad sådan en gammel kogekone mente, jeg skulle stille op. Hun mente, at det om ikke andet ville være fint til fiskefrikadeller, og at man altid kunne se og lugte det, hvis fisk ikke var godt.  Så jeg rev 4 kilo op, og ventede på hele familiens ankomst dagen efter. Min moster og kusine, som bor i Sverige var hjemme på ferie, og min mor og momse var med. Og så blev de sat i sving.

Der blev kørt fars i kødhakker, rørt fiskefars sammen med smagsgivere som citron, soltørrede tomater & chili. Vi fremstillede naturligvis også en standardfars for at behage Maskinmesteren. Herefter skulle der formes dunser og laves salat og tomatsovs. Fiskefrikadellefremstilling-4Der var trangt og travlt i det lille køkken, men det var hyggeligt, og vi skiftedes til at stå og vende deller og bælge ærter. Deller5Middagen blev helt forrygende, og det bedste er nu, at vi har fiskefrikadeller nok, til at ungerne kan få dem med på madpakkerne hver dag frem til 2016.stegte fiskefrikadeller sej

PS. Det er kun fair at tilføje, at vi ugen efter hjemkomsten modtog det sødeste, personlige brev fra receptionisten på hotellet, som igen beklagede mange gange og håbede at kunne råde lidt bod på vores tab med en voucher til tre overnatninger inkl. morgenmad. 

Det er go’ stil Scandic. I er tilgivet 🙂

Massemord med Norges Rambo

Den sidste eftermiddag i vores lille, norske fiskeparadis, kom en af de lokale beboere ned til havnen for at tømme sine krabbetejner. 

Han var en gammel vejrbidt gut, som helt naturligt satte Sandra og Nikoline i gang med at hjælpe med til at tømme tejnen, så de kæmpemæssige, vrede krabber væltede ud. 

En af dem fik fat i Sandras tommelfinger, og hun kæmpede en brav, indædt kamp for at få den til at slippe. Ondt gjorde det, men typisk for hende, sagde hun ikke en lyd. 

  

Skipper Olav viste hende herefter, hvordan man flår kløerne af og tramper den desarmerede krabbe ihjel. Barske sager. Men Sandra var blevet så vred efter at være blevet “bidt” af krabben, at hun uden betænkninger gjorde, som hun fik vist.  Nikoline stod lidt og så på myrderierne, mens hun peb: “Jeg ved, at jeg nok aldrig får mulighed for at prøve det her igen, men jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at prøve det”.    Det var helt frivilligt, men nysgerrighed og frygten for at gå glip af noget fik hende alligevel til at prøve. Og mens de to tøser knoklede med krabberne, satte Olav sig ned og fyrede op i piben.  Han havde en frisk forbinding om sin hånd, og  bag gazen lå en voldsom historie: 

Aftenen forinden var der en kat i hans soveværelse, som han fejlagtigt troede var hans egen. Men da han løftede den op, viste det sig at være en vildkat, som bed ham voldsomt i hånden. En mand som Olav bider man ikke ustraffet, så han holdt den i et jerngreb, indtil den blev slap og var død. Bag efter tog han på sygehuset og fik diverse vacciner og fik såret bundet ind. 

Da krabbekløerne var klar, hældte Olav dem i en stor gryde og proklamerede, at de var klar om 20 minutter, og hvis vi ville, så kunne vi spise med. 

Jeg skyndte mig op og ristede toast, hentede citron, dild og mayo og kort efter åd vi en overdådig krabbefrokost. Fantastisk. Intet mindre.     Olav overlod resten af kløerne til os og smuttede af sted med ordene: “Vi ses til næste år”.