Category Archives: Rejseaktivitet

Ferien, der gik op i fliser

I hørte mig måske pibe lidt over vores ferieplaner for et par uger siden. I dag er det så feriens sidste dag, og dermed tid til at gøre status.

Tre uger er gået med Projekt Kloakseparering og nye fliser i gårdspladsen. Der har lige været et par afstikkere til Guns N’ Roses i København, til Djurs Sommerland og et par besøg hos min mor i kolonihaven. Ellers har det stort set været et knokkel fra morgen til aften.
Sand og fliser Vi har fået hjælp fra flere gode venner og fra min far og hans gode ven. De har alle har revet en eller flere dage ud af kalenderen for at komme og køre sand og lægge fliser – og det er vi dem alle evigt taknemmelige for. Vi havde ganske enkelt ikke kunne gøre det uden dem.
FlisearbejdeMaskinmesteren har været projektleder, og jeg har haft til opgave at sørge for mad til det arbejdende folk. Og der skal noget til. Højtbelagte madder til frokost og kød på grillen med nye kartofler + dild og smør til aftensmad.  Derimellem lidt kage, kaffe og en hel del øl.
mad og fliser
Det har været benhårdt – men godt at få det gjort. Og se nu. 155 kvadratmeter smuk gårdsplads. Jeg overvejer om ikke den skal hedde “gårdhaven” nu – fordi den er så pæn. Vi mangler kun lige at få lavet kanter, ryddet lidt op og sådan lidt. Det er intet i forhold til alt det, vi har nået. Herunder er der “halvvejsmiddag”.
aftensmad på halv terrasseOg her: Tadahhhh! Færdiglagte, smukke fliser. Ahhhhh. Flisejob
I skrivende stund ligger Maskinmesteren på sofaen og har ondt i hele kroppen. Jeg tror ikke, han rejser sig i dag overhovedet.

Status er, at vi ikke har haft den mest oplevelsesrige ferie, men vi har fået set en masse gode folk, vores kloakering lever nu op til kommunens krav og samtidig har vi fået en smuk gårdhave, som vi kan have glæde af i lang tid fremover. Der skal nok komme andre muligheder for at tage på ferie.

Reklamer

Hvis du synes, din ferie er lidt træls…

..Så bliver den formentlig bedre, hvis du ser min.

Vores ferie bliver næsten lige så dyr, som en tur til Australien, men der er ikke meget Great Barrier Reef over det her. Nikoline graver

Vi er i gang med at separere spildevand og regnvand efter et påbud fra Horsens Kommune. Det kræver nye rør, som skal lægges bl.a. under vores gårdsplads. Kommunen fikser alt det, som ligger udenfor matriklen, og derfra må vi selv ligge og rode med rørene – men der skal selvfølgelig en autoriseret kloakmester indover.

Gårdspladsen i vores baghave har været skæmmet af et korktræ fra helvede, som vi har forsøgt at slå ihjel af flere omgange. Det har spredt sine utroligt lange rødder ud under hele gårdspladsen og fået en del fliser til at smutte op. Derfor mente Maskinmesteren, at vi lige så godt bare kunne få ordnet hele gårdspladsen, når vi alligevel skulle pille fliser op for at lægge rør. Og hvad Maskinmesteren siger, er næsten altid det rigtige.

Arbejdet blev påbegyndt i den første uge af vores ferie, hvor vi har ligget på alle fire og pillet fliser op. Min gamle far har hjulpet rigtig meget, og vi har bestukket ungerne med ekstra mange lommepenge, hvis de hjælper til. Og det gør de. Sandra ordner huset og sørger for frokost – og Nikoline graver og flytter fliser. Alt i alt har vi flyttet 20 tons fliser og fjernet – jeg ved ikke hvor mange tons jord og rødder.

Stubbe-Bendt har været her med nogle maskiner, som kan flå og fræse rødder. Maskinmesteren står med misundelse i blikket, når Bendt ruller maskinerne ud.

Stubbe-Bendt i aktion

Jeg håber, at du uanset, hvor dårligt vejret er på din ferie, hvor hysteriske børnene er eller hvor elendig maden/hotellet/swimmingpoolen er, at du trods alt nyder at holde ferie. Ellers er du velkommen til at komme til Outlaw og rase lidt ud med en trillebør, noget sand og nogle fliser.

For mit vedkommende ville dragefisk og koraller være væsentlig mere interessant. I stedet blev denne sommers højdepunkter et smut til København for at se Guns ‘n’ Roses med ungerne, og i dag snupper vi en tur i Djurs Sommerland. Og bevares – det er jo heller ikke alle forundt. Så jeg tørrer øjnene nu, mens jeg nyder synet af  vores lokale kloakmester i fuld gang derude.

kloakmester tvingstrup

Den sure del af det norske fiskeeventyr

Som tidligere beskrevet, fangede vi helt urimeligt mange fisk på vores ferie i Norge. Jeg fileterede fisk til mine fingre var helt rynkede, og vi havde frosset fileterne ned for at transportere dem hjem i en kølekasse, som kan tilsluttes strøm i bilen. Selvom køreturen ville vare mere end 9 timer, så ville fiskene fint kunne holdes frosne, indtil vi nåede frem til det hotel i Oslo, hvor vi havde booket en overnatning på hjemvejen. Hotellet havde givet os lov til at låne plads i en fryser, så vi kunne få alle 11,5 kg sejfilet med hjem i frossen tilstand. Og de blev da også lagt på frost af en sød receptionist, efter vi var tjekket ind.

Da vi tjekkede ud igen ved middagstid dagen efter, bad vi om at få vores fisk med – og receptionisten sprang af sted efter dem og kom tilbage – helt bleg.

– Jeg beklager virkelig. Men det ser ud til at døren til fryseren ikke har været lukket, så fiskene er desværre tøet ret meget op, sagde han undskyldende og satte posen med de 11,5 kg fisk på gulvet, så en pøl af lyserød fiskesaft løb ud på gulvet under den.

Lige dér måtte jeg simpelthen beherske mig så meget for ikke at råbe. Det var præmien af hele vores ferie, Maskinmesterens hede drømme, ungernes jubelhyl, mine mange timers filetering og roden rundt med herreklamme indvolde, som nu lå der og svuppede i sin egen saft på gulvet af det ellers så fine Scandic Byporten. Hold nu kæft, hvor var jeg skuffet. Og jeg kunne ikke en gang lave brøleren overfor den ulykkelige receptionist, for det var jo ikke hans skyld. Tomas var nede med ting i bilen, og jeg frygtede, at han ville implodere af harme, når han hørte det.

Men vi skulle ligesom nå en færge, og jeg skulle beslutte mig for, hvad jeg stillede op med de blævrede fisk i den dryppende pose. De var stadig meget kolde, og enkelte poser var stadig lidt frosne. Vi havde inviteret min familie på fisk, når vi kom hjem, så jeg slæbte et uskønt, slimet spor efter mig ned til bilen, mens receptionisten lovede os at få hotelchefen til at kontakte os, når han var tilbage.

Maskinmesteren blev præcis så indebrændt, som man kunne forestille sig. Vi sad i tavshed et langt stykke af vejen, og indimellem udbrød han: “Jeg kan simpelthen ikke fatte, at de har tøet alle vores fisk op.” Eller “Hvordan fanden kunne det overhovedet lade sig gøre?!”. Og “For helvede mand, det var det, hele vores ferie gik ud på!!”

Da vi kom hjem til Outlaw var klokken 22.30, og vi var helt flade. Jeg smed et termometer ned i kølekassen, hvor det viste sig stadig at være køleskabskoldt. Hele kassen svømmede i fiskesaft, men heldigvis lugtede det stadig fint af hav og ikke af gammel fisk eller tran. Jeg havde googlet mig frem til, at det blot gik ud over kvaliteten af kødet/fiskene, hvis man genfrøs det – så jeg smed hele lortet i fryseren, lavede en Maude og gik sur i seng.

Momse redder dagen
Dagen efter ringede jeg til Momse for at høre, hvad sådan en gammel kogekone mente, jeg skulle stille op. Hun mente, at det om ikke andet ville være fint til fiskefrikadeller, og at man altid kunne se og lugte det, hvis fisk ikke var godt.  Så jeg rev 4 kilo op, og ventede på hele familiens ankomst dagen efter. Min moster og kusine, som bor i Sverige var hjemme på ferie, og min mor og momse var med. Og så blev de sat i sving.

Der blev kørt fars i kødhakker, rørt fiskefars sammen med smagsgivere som citron, soltørrede tomater & chili. Vi fremstillede naturligvis også en standardfars for at behage Maskinmesteren. Herefter skulle der formes dunser og laves salat og tomatsovs. Fiskefrikadellefremstilling-4Der var trangt og travlt i det lille køkken, men det var hyggeligt, og vi skiftedes til at stå og vende deller og bælge ærter. Deller5Middagen blev helt forrygende, og det bedste er nu, at vi har fiskefrikadeller nok, til at ungerne kan få dem med på madpakkerne hver dag frem til 2016.stegte fiskefrikadeller sej

PS. Det er kun fair at tilføje, at vi ugen efter hjemkomsten modtog det sødeste, personlige brev fra receptionisten på hotellet, som igen beklagede mange gange og håbede at kunne råde lidt bod på vores tab med en voucher til tre overnatninger inkl. morgenmad. 

Det er go’ stil Scandic. I er tilgivet 🙂

Massemord med Norges Rambo

Den sidste eftermiddag i vores lille, norske fiskeparadis, kom en af de lokale beboere ned til havnen for at tømme sine krabbetejner. 

Han var en gammel vejrbidt gut, som helt naturligt satte Sandra og Nikoline i gang med at hjælpe med til at tømme tejnen, så de kæmpemæssige, vrede krabber væltede ud. 

En af dem fik fat i Sandras tommelfinger, og hun kæmpede en brav, indædt kamp for at få den til at slippe. Ondt gjorde det, men typisk for hende, sagde hun ikke en lyd. 

  

Skipper Olav viste hende herefter, hvordan man flår kløerne af og tramper den desarmerede krabbe ihjel. Barske sager. Men Sandra var blevet så vred efter at være blevet “bidt” af krabben, at hun uden betænkninger gjorde, som hun fik vist.  Nikoline stod lidt og så på myrderierne, mens hun peb: “Jeg ved, at jeg nok aldrig får mulighed for at prøve det her igen, men jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at prøve det”.    Det var helt frivilligt, men nysgerrighed og frygten for at gå glip af noget fik hende alligevel til at prøve. Og mens de to tøser knoklede med krabberne, satte Olav sig ned og fyrede op i piben.  Han havde en frisk forbinding om sin hånd, og  bag gazen lå en voldsom historie: 

Aftenen forinden var der en kat i hans soveværelse, som han fejlagtigt troede var hans egen. Men da han løftede den op, viste det sig at være en vildkat, som bed ham voldsomt i hånden. En mand som Olav bider man ikke ustraffet, så han holdt den i et jerngreb, indtil den blev slap og var død. Bag efter tog han på sygehuset og fik diverse vacciner og fik såret bundet ind. 

Da krabbekløerne var klar, hældte Olav dem i en stor gryde og proklamerede, at de var klar om 20 minutter, og hvis vi ville, så kunne vi spise med. 

Jeg skyndte mig op og ristede toast, hentede citron, dild og mayo og kort efter åd vi en overdådig krabbefrokost. Fantastisk. Intet mindre.     Olav overlod resten af kløerne til os og smuttede af sted med ordene: “Vi ses til næste år”. 

Fisk – for ind i Norge!

Maskinmesteren er et stort grin i disse dage. Han er så tæt på at være lykkelig, som jeg nogensinde har set ham. Han havde drømt om en fiskeferie – men havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det ville blive sådan her. Man sejler bare ud i sin lille jolle, smider nogle blink i vandet og trækker den ene store sej op efter den anden.

sejfiskeri-kyssefisk

nikoline-m-fisk

Ungerne elsker det også. Heldigvis. De æder også fiskene med velbehag. Fileteringen står jeg for. Min farmor var fænomenal til sådan noget. Jeg kan ikke prale med samme tag på de slimede sataner, som hun. Men jeg øver mig. Hver dag. Og sender hende mange kærlige tanker i mens.

filetering-af-sej

Vi har fået grillet sej, ovnbagt sej, fish & chips. Vi har planer om at forsøge os med fiskefrikadeller også, men for at undgå fiskekvababbelse, så tager vi lige en pause fra fiskeretterne og laver en æggekage i aften.

fiskemad---fish-and-chips

Vejret kunne godt være bedre. Men jeg kører en go’ norsk hyggestil og har naturligvis de varme sokker og masser af rødvin med. skål 🙂Norsk hygge

Flydende Død – eller den sjældne køkkenrulle-fisk?

I de få timer, vi indtil nu har brugt i hytten på at lave lidt mad eller bare slappe en smule af, har ungerne været vældigt optagede af at finde fisk og dyr i vores lille lystbådehavn. De har fanget ålekvabber, torskeyngel og igler, som de har muntret sig med. Men i går blev deres råb så gennemtrængende, at vi var nødt til at gå derned for at se, hvad det var, som var så sindsoprivende.

Det var Sandra, som havde spottet den først, og hun råbte følgende beskrivende detaljer med stor iver:

1. Det er en fisk. Eller i hvert fald et dyr.

2. Den ligner en klud eller et stykke svømmende køkkenrulle. Dens hale er “flunset” og ligesom skiveskåret.

3. Den ligner faktisk ikke rigtig noget, jeg har set før. Men den bevæger sig hurtigt under bådene i havnen.

4. Den er nærmest gennemsigtig og lidt selvlysende.

Med den beskrivelse var der jo ikke andet for, end at deltage i jagten på den mystiske fisk.  Der bor et rigt og fantastisk dyreliv i den lille havn. Men Flydende Død, som ungerne døbte kræet, er vist alligevel ret sjælden.

Indrømmet. Jeg var ikke noget værdigt syn i min jagt på kræet – men jeg blev jo lige så grebet som ungerne efter rent faktisk at have set et stykke hvidt køkkenrulle svømme med en skræmt fisks hurtighed. WTF?! Maskinmesteren var ikke sen til at lægge billedet på Facebook med ordene: “Tror ikke LilleMor skal have mere rødvin!” (Tak, røvbanan)

En gammel norsk fisker, som kom i land med sine krabbetejner, mente, at der kunne være tale om noget, han kaldte en “synål”. Ungerne tog det som en fornærmelse, da de oversatte det til “tangnål”, for sådan en var det i hvert fald ikke. Til gengæld fandt Nikoline et billede af en en fisk, hvis navn hun fik læst som “slidekonge”. Og sådan en kunne kræet måske godt være et barn af.   Så Flydende Død eller Køkkenrullefisken er muligvis en sildekonge, hvis ikke vi rent faktisk har opdaget en ny, sjælden fiskerace.

Vi lader den i al fald stå et øjeblik. Og så gør vi hvad vi kan i de næste par dage for at fange den, så vi kan se nærmere på dyret.

Så er der bid!

Endelig! Endelig lykkedes det! Vi har fanget fisk. Og flere af dem. Ungerne startede med en minitorsk, de døbte “fisken sveske” og kælede halvt ihjel i en spand.

Maskinmesteren smed lige snøren i vandet et par gange, mens jeg smurte madpakker, og allerede her var der bid. Ikke stort og prangende, men fint nok til en start. Den røg ud igen. Og så tog vi på fjorden. Vi fiskede i fire stive timer. Det var så fint. Min salig farmor ville have elsket det. Vi nød det i fulde drag.

Og kom hjem med disse to sejfisk.  

Det, som jeg havde glemt, var, hvor klamt det egentlig er at gøre sådan nogle sager rene. Indvolde, ben, hoveder og slim. Ørrk! Og så skal man spise lortet bagefter… 

Vi gør det sgu alligevel i aften, men vi har en mørbrad med på sidelinjen. Vi skal jo også blive mætte efter sådan en dag, ikk?