Tag Archives: børn

Jeg er gammel og tyk – men god mod børn og dyr

Gammel og tyk. Det er hvad jeg er blevet i dag. Det her er mig.

Fed kat

Aldersbarometeret siger 43 og vægten peb ynkeligt under mig i morges, mens den blinkede “+ 1,4 kg siden sidste uge”. Det sker efter en weekend, hvor jeg har mæsket mig i nordjysk grønlangkål og flæsk sammen med Momse, min mor, Maskinmesteren og ungerne. Vi er alle helt pjattede med nordjysk grønlangkål kokasse-style, så det lavede min mor til mig som fødselsdagsmiddag i lørdags.

Efter vægtchokket forventede jeg en forbedring af dagen, i det øjeblik Nikoline overrakte mig en gave med et fint kort. Jeg smilede, lige indtil jeg nåede linjen, hvor hun skrev – ”du minder mig faktisk lidt om Baymax”.

Baymax?!

Det er altså ham her…

bayM

Jeg skulle lige til at spy ild og brøle: ”Sagde du FEDE?!” – indtil jeg fik læst linjen under, hvor hun forklarede ”at det er fordi, du altid passer godt på os”.

Godt reddet, barnlil. Baymax er i filmen en utrolig sød robot, som er programmeret til at yde omsorg for andres fysiske og psykiske helbred.

Jeg overgav mig helt, da jeg fik denne her lille hæklede model.

duns med baymax

Så ikke mere fødselsdagsraseri fra min side. Bare en stor tak til alle dem, som har sendt mig en tanke eller en hilsen i dag.

Jeg er meget beæret, og nu vil jeg bevæge mig et lille skridt nærmere Baymax-formen og sætte Maskinmesterens helt vildt lækre fødselsdagsmiddag til livs. Han laver verdens lækreste hasselbach kartofler, og til dem har jeg bestilt mørbradbøffer og bearnaise.

Come to Baymax…

Reklamer

Farvel Finurgel 

En lille opdatering på historien om den lille bogfinke, vi forsøgte at redde. 

Efter vi fik ham installeret i kassen, livede han faktisk så meget op, at han begyndte at tage for sig af de solsikkefrø, vi havde givet ham. Han hoppede også op på siddepinden og betragtede os derfra med sit ene øje.

Oldemor var på besøg, og hun brugte en del tid med Sandra på at læse om bogfinker, så vi kunne give ham den bedste pleje. Det var også hende, der opdagede, at han burde have haft en hale…Sandra var blevet meget glad for ham, og han sad roligt på hendes hånd, mens hun studerede ham.  

Sandra fik lov til at opleve hans død på nært hold. Hun holdt ham forsigtigt i hånden og ville vende ham rundt for at undersøge hans dårlige ben, men da drog den lille fugl sit sidste suk. 

Åh, det var så trist. Pigebarnet græd, og søster kom slukøret ind fra garagen, for hun havde lige hamret en flot bund sammen, som passede til det halve bur, vi havde fået til ham. 


I stedet kunne de så gå i gang med at fore en meget lille kiste. 

Finurgel blev lagt på koskind og svøbt i en fin serviet, som Nikoline havde hæklet. Blomster fra haven fik han selvfølgelig med sig. Af en lille fugl at være, så fik han stor omsorg før sin alt for tidlige død. Nu hviler han foran ungernes hjemmelavede bed med tulipaner og en enlig vibeklokke. Flyv sikkert hjem, lille Finurgel.  Du er savnet. ❤️

Børnebyggeri med ben og knogler

Vi er i Lærkereden, og ungerne er gået i gang med et større byggeprojekt. De har længe plaget om lov til at bygge en primitiv hytte, som de vil overleve i – helst i en hel uge af en ferie eller deromkring. 

Indtil videre går det godt. De har knoklet med den i flere dage. Hytten er stabil og har både tag og vægge. Dog vil det være synd at sige, at den ligefrem emmer af hygge. Med ungernes vanlige sans for morbid decor minder den mest af alt om en fange- eller torturkælder. 

For dem er det “home sweet home”, og de er fast besluttede på, at her skal de bo i en uge, hvor de kun må spise det, de selv finder og fanger i skoven…



Måske hænger deres ønske sammen med den frokost, jeg serverede for dem i dag: 

Morfars lumre slik

Ved juletid fik Outlaw en ny indbygger: Min far.

Jo, jo – den er god nok. Den gamle knark har købt et fint lille hus i byen få minutters gang fra vores. Hans hus har et par charmerende runde vinduer og en hyggelig lille pilleovn, og her bor han nu med sit elendige kattekræ og alle sine bøger.

Ungerne synes, det er forrygende at have en morfar så tæt på. Og der er bestemt fordele ved det. Han laver bl.a. en fremragende lasagne, verdens bedste urtedressinger, og han har både tid og tålmodighed til at lave tarteletter. Faktisk laver han mad til os alle hver onsdag.

børnings i morfars sofa

Nytårsaftensdag havde ungerne lidt svært ved at få tiden til at gå, og de dryssede ned forbi morfar for at ønske ham godt nytår – og se om ikke han havde noget slik.

Det havde han, men ikke helt den slags, de havde håbet på.

Slik bh brysteholder

Slik brysteholder BH

Til gengæld tog det kegler, da de tog det med til festen nytårsaften, hvor både børn og voksne fik glæde af det.

Morfar bedyrede, at han havde vundet det i et pakkespil 🙂

store claus med slik bh

Lummert eller ej – der var mange om at dele, da den endelig måtte lade livet.

BH slik til børn

Så er der bid!

Endelig! Endelig lykkedes det! Vi har fanget fisk. Og flere af dem. Ungerne startede med en minitorsk, de døbte “fisken sveske” og kælede halvt ihjel i en spand.

Maskinmesteren smed lige snøren i vandet et par gange, mens jeg smurte madpakker, og allerede her var der bid. Ikke stort og prangende, men fint nok til en start. Den røg ud igen. Og så tog vi på fjorden. Vi fiskede i fire stive timer. Det var så fint. Min salig farmor ville have elsket det. Vi nød det i fulde drag.

Og kom hjem med disse to sejfisk.  

Det, som jeg havde glemt, var, hvor klamt det egentlig er at gøre sådan nogle sager rene. Indvolde, ben, hoveder og slim. Ørrk! Og så skal man spise lortet bagefter… 

Vi gør det sgu alligevel i aften, men vi har en mørbrad med på sidelinjen. Vi skal jo også blive mætte efter sådan en dag, ikk?

I Ebeltoft koger man børn

Vi er på familieweekend med Sejersen-klanen. Det er Maskinmesterens familie, og de har nogle sære vaner. En af dem er at koge børn i store kar. Tomas’ kusines kæreste, Henrik, har købt et stort børnekogekar, hvor han i øvrigt heller ikke selv er bleg for at hoppe i. Han er syg i potten. Sød og rar – men givetvis ikke rigtig rund. Han elsker alt, hvad der involverer ild og bål, og derfor har han købt sådan et vildmarksbad, som mine børn og et utal af små-Sejersen-kloner har brugt det meste af dagen i går på at sidde og simre i.   I hans terminologi er det “hygge på fad”, og det er jo også en måde at anskue det på.

Han lejer det i øvrigt ud, hvis nogen skulle have lyst til at koge suppe på venner eller familie. www.vildmarksbad-aarhus.dk. 

Vi skal være her hele weekenden – eller indtil kødet falder af knoglerne på de små nymfer. 

Mens børnesuppen simrer vil jeg nyde en Top, og hygge mig med resten af klanen i Ebeltoft, Det er altså en smuk by selv i ustadigt vejr. Skål og rigtig god weekend. 

 

Lad de små børn skræmmes af mig

Jeg har sjældent haft så mange ting om ørerne, som i disse dage. I løbet af weekenden har vi afholdt Halloweenfest for Sandras klasse, været på familiebesøg i Ebeltoft og givet den gas til 35 års fødselsdag i Outlaw. Pyh!

Men Halloween-festen for 3. C, som Forældrerådet holdt i fredags, blev et brag. Vi havde forberedt en klam menu, pyntet op i klassen og planlagt et uhyggeligt Halloweenløb, der med sikkerhed ville freake ungerne ud.

monstermadDe mødte op i fantasifulde udklædninger og var spændte til bristepunktet over, hvad der mon skulle ske til festen.

Da de havde spist deres hjernemasse med maddiker, læste jeg en Halloweenkagergyserhistorie op for dem. Jeg havde selv skrevet den og var lidt i tvivl om, hvorvidt den var for uhyggelig for en flok 9-årige. Tomas synes, den var forfærdelig og helt uegnet for mindreårige.

Kort fortalt handlede den om en videnskabsmand, Dr. Burian, der eksperimenterede med strøm for 200 år siden i vandtårnet i Hovedgård. Ved et uheld kom han til at slå sin datter ihjel i et af sine eksperimenter, hvilket gjorde ham så afsindig af sorg, at han sprang ud af vandtårnet med hendes døde krop i armene. Og siden da har han spøgt i byen – ude af stand til at finde hvile.

Ideen var, at klassen skulle hjælpe den stakkels Dr. Burian med at finde fred for sin ugerning, hvilket var startskuddet til en række opgaver, de skulle løse. Bl.a. skulle de finde datterens forsvundne ejendele i grydefuld klistret spaghetti o.s.v.

Til sidst skulle de bare finde Dr. Burian.  Han blev hvert år set vandrende hvileløst rundt i byen omkring Allerhelgensaften, så børnene måtte udenfor og lede i mørket. De voksne holdledere, som gik med rundt, havde ikke hænder nok og børnene holdt sig tæt til dem i deres søgen efter den afdøde videnskabsmand. Jeg har aldrig i mit liv hørt 20 børn skrige så højt, som da en af de medvirkende mødre sprang brølende frem foran flokken iført dødningemasken på dette monsterselfie: Mand, hvor blev de bange.

monstre

Jeg stod forklædt som den ulykkelige, Dr. Burian i hvid kittel og gummikranie et legehus, der var omgivet af gravlys. Der var ingen børn, der havde lyst til at gå hen til legehuset og kigge ind. Men de overvandt sig selv, og måske hjalp det, at de kunne genkende mine sko under udklædningen. Da missionen var løst, og Dr. Burian sendt afsted til Vorherre, var det tid til halloweenkager, popcorn og slush ice.

Sandra synes historien om videnskabsmanden var hæslig, fordi pigen døde – og jeg var nødt til at forklare hende mere end en gang, at historien bare var noget, jeg  havde fundet på, og at der aldrig havde boet nogen i vandtårnet i Hovedgård.

Men det var en totalt fed aften – både for børn og os voksne. Vi fik også taget et nyt klassebillede:

monster klassebillede

 

 

 

 

 

 

 

Bedst udklædt var Andreas far, der troppede op som Nosferatu. Fandme uhyggelig var han.

Nosferatu