Category Archives: Død

Alt her i livet har vi kun til låns…

…nogle ting mere end andre.

I går fik jeg den uendeligt triste nyhed, at min allerbedste hundeven, lånehunden Barkley var død.

Han var 12 år gammel og faldt pludselig om på en ellers dejlig gåtur ved søen i Solbjerg, hvor han bor. Den bedst tænkelige død man kunne forestille sig for ham – måske bortset fra at forlade denne verden med hovedet i en fyldt madskål. Han var trods alt labrador.

Hund spiser kødben

Barkley blev vores lånehund et halvt års tid efter, vi havde mistet vores egen labrador Nino. I månederne efter, gik Maskinmesteren og jeg og klappede sorte tasker og jakker, hvis de lå og flød, og vi smed pølseender på gulvet, fordi vi var så vant til, at der var en til at gribe.

Det var lige indtil min gode veninde, Anne Mette, forsigtigt spurgte om vi kunne være interesserede i at passe en ung, flot og glad labrador ved navn Barkley. Hans familie havde brug for pasning af ham i nogle måneder. Vi insisterede på at se knægten an, for vi ville ikke passe hvad som helst. Fem minutter inde i vore første møde var al skepsis forsvundet. Han var lige så sød og dejlig, som han så ud til.

Flad hund og maskinmester

Sådan blev vi Barkleys reservefamilie, og han blev vores lånehund.  I de følgende knap 10 år han ofte været hos os i Outlaw eller med os i Lærkereden, hvor han løb frit omkring på vores ture i skoven.

Barkley lånehund

Han elskede det. Og vi elskede ham. Han var sådan en rar, godmodig og glad fjollerik. Han sov ofte på ryggen i sin kurv med benene strittende ud til alle sider. Andre gange lå han i smørhullet med forpoterne solidt plantet i Maskinmesterens ansigt.

Barkley var meget præcis i sin morgenvækning, så snart fuglene begyndte at synge, krævede han sin morgenmad smidt ud over grunden, så han kunne gå og hygge sig med at finde den. Han er også den eneste hund, jeg kender, som kunne tisse på kommando, og han yndede at skide 37 gange på en gåtur – sikkert bare for at se os samle op.

Nu skal vi ikke passe ham mere, og jeg gruer for den første tur i Lærkereden uden hund. Jeg kan ikke huske, hvornår vi har været der uden.

Det er sandt, at alt her i livet kun er til låns. Det er bare ikke altid, man afleverer frivilligt.

Både Maskinmesteren, børnene og jeg er taknemmelige og glade for, at vi fik lov at låne sådan en prægtig slubbert gennem så mange år. Tak.

En hund efter Outlaw  

Morgenstund har bræk i mund

Sorte slamberts fødselsdag 

Tanker under et egetræ

Reklamer

Morbid picnic med Momse

For nogle måneder siden inviterede jeg Momse og ungerne med på picnic. Lidt morbidt måske, for turen gik til Vestre Kirkegård, som er en af smukkeste parker i Aarhus, hvis du spørger mig.

Momse er jo havetosset, og der er intet, hun nyder mere end synet af en velplejet have eller park med spændende blomster, træer og planter. Især nu, hvor hun ikke længere selv kan luge og rive.

Vi havde en pragtfuld tur i juni, hvor solen skinnede, og vi spiste medbragt mad. Nogen vil måske mene, at det er upassende at spise på en kirkegård, men vi mødte ikke mange mennesker, som vi kunne genere – og dem, vi mødte, hilste pænt og så ikke spor forargede ud. (Heller ikke over mine børns obskøne håndtegn og mangel på pli – sorry) Momse og unger Vestre KirkegaardVestre Kirkegård rummer spændende grave, mindesten og områder, som alle fortæller en historie. Mindesten over borgere, der døde i kz-lejre, borgmestre, frihedskæmpere og ofrene for den store eksplosion ved havnen i Aarhus i 1944. 

Og så er der naturligvis min yndlingssten med det bedste budskab, som jeg har skrevet om før.

Siden vi opdagede, at Momses rollator lige passer ind i bagagerummet på bilen, så er det nemt at komme af sted med hende, fordi det betyder, at hun kan gå selv uden at skulle have fat i nogens arm. ”Ka’ selv – vil selv”, som hun siger.

I juni nåede vi kun første halvdel af kirkegården sammen med ungerne, fordi Momse nemt bliver træt, så i forgårs tog vi den sidste halvdel, der bl.a. bød på disse smukke hortensiaer, som står hele vejen op til kapellet.Momse-vestre-kirkegaardHortensia vestre kirkegaard aarhusEfter turen tog vi hjem til Momse, hvor jeg for en sjælden gangs skyld fik lov til at lave mad til hende: Nyopgravede kartofler fra Outlaw, grøn salat og ovnbagt laks med dilddressing. Til gengæld fik hun selv lov til at skrubbe kartoflerne for skind. Visse fornøjelser skal man ikke tage fra de gamle.

Nu har vi set Vestre Kirkegård. Næste gang tager vi Nordre Kirkegård – og når vi så har set den, så kan vi starte forfra med Vestre igen, for til den tid har hun glemt det hele. Hukommelsen er ikke så god mere – men i dette tilfælde gør det ingen verdens ting. 😃

Farvel farfar

Torsdag den 15. juni kyssede jeg min farfars skaldede isse for sidste gang.

Det har været en hyggelig tradition, lige siden jeg var helt lille, at når jeg sagde goddag og farvel til min farfar, så skulle han tage sin sixpence af og bukke, så jeg kunne nå op og kysse ham oven i hovedet.

Den torsdag behøvede han ikke at bukke. Han lå i en hospitalsseng og havde accepteret, at livet ikke havde mere på hylden til ham. Han formåede endda at se det gode i den situation, fordi han dermed slap for at gøre sig tanker om, hvordan han skulle fejre sin 90 års fødselsdag til februar.

I min bardom var det altid farmor, som fortalte historier om Jesus og alle hans fantastiske gerninger, mens jeg sad på hendes køkkenbord. Farfar derimod troede lige så meget på en gammel støvle, som han troede på Gud, men han havde faste principper om, hvad der var rigtigt og forkert, og han var på alle måder et ordentligt menneske.

Han var også en vrissen, gammel mand. En skøn blanding af ”En mand, der hedder Ove” og Hr. Frederiksen fra Pixar-filmen ”Up”. Jeg gav ham “Up”, fordi den mindede mig om ham – og han kunne heldigvis lide den.

Fælles for hovedpersonerne i de to historier, er, at de er knarvorne og at de har mistet deres livs kærlighed. Min farmor døde for 12 år siden, og de færreste troede, at farfar ville udholde tilværelsen ret meget længere uden hende. De elskede hinanden inderligt.

Men farfar overraskede på mange punkter. Få uger efter farmors død, talte jeg med ham, og her fortalte han med slet skjult stolthed, at han lige havde bagt franskbrød.

”Jeg synes, det var så dyrt hos bageren, så jeg fandt Ritas gamle opskrift og tænkte, at det kunne vel ikke være så svært at finde ud af”, forklarede han, mens min underkæbe dinglede ned ad brystet. Manden havde aldrig før så meget som kogt et æg – og nu bagte han!

Lige så meget han kunne vrisse over samfundets politiske udvikling, angloficeringen af vores sprog og prisen på jordbær, lige så lystigt legede han med sine børnebørn eller oldebørn.
Vi er alle som helt små blevet afkrævet svar på spørgsmålet: ”Ka’ du sige ”Bobbelob-bobbelob””? Herefter øgede han sværhedsgraden til: “Men kan du så også sige ”viceministerpræsidentkandidat””?

Han blev aldrig for gammel til at lege.

Farfar og Nikoline klatrer

Farfar på børnecykel

En stor del af min barndoms sommerferier er foregået hos farmor og farfar. Her var der appelsinsaftevand til frokost, te med honning og citron til morgen, honning på rundstykkerne, og altid var vi ude at røgte garn, tømme ruser og fiske. De to lærte mig at sætte orm på krogen, binde en svirvel på linen og at fiske med blink og forfang. Det var magiske tider.

Da jeg sad ved farfars sygeseng i torsdags havde jeg taget et billede med. Det er taget en dag, hvor der var alt for lavvandet til at vi kunne få jollen i vandet. De to gamle tog sig en lur, mens vi ventede på tidevandet. Det er sådan, jeg vil huske min farfar. Iført vaders og sammen med farmor.Farfar og farmor venter på tidevandetJeg fortalte ham om billedet i torsdags. Selvom han kun havde svage reaktioner, så er jeg sikker på, at han hørte efter. Jeg læste et brev fra ungerne og fortalte ham om de gaver, de havde lavet til ham: En filt-løve, et pop-up kort med blomster og bier og en glad diskokugle med ben og øjne.

Jeg fortalte ham også, at han havde været den bedste farfar jeg kunne ønske mig, og at han godt kunne være bekendt at tage herfra nu. Jeg kyssede ham på issen, før jeg gik – og den næste formiddag sov han roligt ind, mens min far var hos ham.

I går blev han bisat ved en fin ceremoni i Aalborg, og selvom savnet og sorgen er tæt på lige nu, så ved jeg at præsten havde ret, da hun sagde, at sorgen erstattes af taknemmelighed over at have haft et så prægtigt menneske i sit liv.

Tak farfar.

Farvel Finurgel 

En lille opdatering på historien om den lille bogfinke, vi forsøgte at redde. 

Efter vi fik ham installeret i kassen, livede han faktisk så meget op, at han begyndte at tage for sig af de solsikkefrø, vi havde givet ham. Han hoppede også op på siddepinden og betragtede os derfra med sit ene øje.

Oldemor var på besøg, og hun brugte en del tid med Sandra på at læse om bogfinker, så vi kunne give ham den bedste pleje. Det var også hende, der opdagede, at han burde have haft en hale…Sandra var blevet meget glad for ham, og han sad roligt på hendes hånd, mens hun studerede ham.  

Sandra fik lov til at opleve hans død på nært hold. Hun holdt ham forsigtigt i hånden og ville vende ham rundt for at undersøge hans dårlige ben, men da drog den lille fugl sit sidste suk. 

Åh, det var så trist. Pigebarnet græd, og søster kom slukøret ind fra garagen, for hun havde lige hamret en flot bund sammen, som passede til det halve bur, vi havde fået til ham. 


I stedet kunne de så gå i gang med at fore en meget lille kiste. 

Finurgel blev lagt på koskind og svøbt i en fin serviet, som Nikoline havde hæklet. Blomster fra haven fik han selvfølgelig med sig. Af en lille fugl at være, så fik han stor omsorg før sin alt for tidlige død. Nu hviler han foran ungernes hjemmelavede bed med tulipaner og en enlig vibeklokke. Flyv sikkert hjem, lille Finurgel.  Du er savnet. ❤️

Jul med en 98-årig tumling

Vores jul var tæt på at blive enten amputeret eller aflyst, eftersom Momse fik en blodprop (igen-igen) onsdag morgen. Hun snakkede sort og kunne slet ikke finde ud af de mest simple gøremål. Da jeg kom, sad hun i en stol og så helt fortabt ud, mens lægen stod i stuen og spurgte om vi ville have hende indlagt. Ikke fordi sygehuset ville kunne gøre noget, men så var hun da under opsyn.

Sidst hun var indlagt, var det ved at tage livslysten helt fra hende, så det så vi ingen grund til, når de alligevel ikke kunne trylle hende 10 år yngre eller gøre noget andet, for at få hende tilbage til normal igen.

Så hun blev. Og fik en elevationsseng og hjemmehjælp og en æske til piller.

Min mor kalder hende en tumling. Sådan et stykke legetøj man forsøger at vælte, men som bliver ved at rejse sig op. Jeg må indrømme, at da jeg så hende onsdag, gjorde jeg mig ingen forhåbninger om at holde jul i Oulaw som planlagt. Det var mere sandsynligt, at vi måtte holde en lidt amputeret aften hos momse i hendes et-værelses lejlighed med elevationssofa.

Men så rejste tumlingen sig igen, og vi har lige holdt den dejligste jul. I forgårs spurgte hun forfærdet, om vi havde købt dyre julegaver til hende, for det var jo ikke sikkert, hun ville nå at gøre brug af dem. Vi forsikrede hende, at vi kun havde købt noget, vi selv gerne ville arve. Hun fik en ledningsfri støvsuger og en kalender for 2017 med billeder af familien – og så er det spændende om hun kommer til at vende alle siderne i kalenderen.


Det er ikke til at vide med hende, for hun får de her små blodpropper i hovedet, som slår hende helt ud af kurs. Hun er træt af den gamle krop og det glemsomme hoved, og da der næppe kommer en blodprop, som gør hende 15 år yngre, så er hun egentlig indstillet på, at hver dag kan være den sidste, og det er hun helt cool med.

De sidste ti juleaftener har jeg stået i køkkenet med hende, mens hun har styret arbejdet, og jeg har forsøgt at følge med og notere mig alt, hvad hun gør. I år stod jeg selv ved kødgryderne, og til min store glæde blev både rødkål, and, sovs og brune kartofler godkendt med kryds og slange af mesteren selv. Jeg er bestået.

Drama på liv og død i baghaven

I dag har jeg en fridag, inden det går løs med nyt job. Mens jeg sad og nød min formiddagskaffe, kom min genbo løbende, fordi der kom sådan nogle ynkelige skrig fra min baghave.

Vi gik ud og fik øje på en musvåge (som vistnok i virkeligheden er en spurvehøg) i intens kamp med en skade. Skaden skreg for sit liv, og vi besluttede, at naturen måtte gå sin gang, så vi bakkede væk fra arenaen for at lade den bedste fugl vinde.

musvåge

En halv time senere sneg jeg mig ud for at lure. Skaden skreg stadig, og musvågen (høgen) holdt fast.

Halvanden time senere var der stille. Jeg forventede at finde et inferno af fjer og blod, men der var slet ikke noget at se. Kamppladsen var rømmet. Til gengæld lå der noget gråt under hækken.

Det lod til, at skaden havde vundet, for den var væk. Kampen var tilsyneladende gået hårdt ud over musvågen (høgen, rovfuglen, whatever). Den sad lige så stille og flyttede sig ikke, selvom jeg gik helt tæt på.

Jeg ringede 1812 til Dyrenes Alarmcentral, og en time senere kom dyreambulancen og en Falck-mand for at se til kræet. Normalt er en rovfugl pænt aggressiv, når man fanger dem. Men denne her var bare slatten. Det undrede også Falck-manden, som havde iført sig de tykkeste handsker for netop at undgå at blive bidt og kradset. Men denne her gjorde intet andet end at stirre og plirre med øjnene. På skift.


Han tog den med, og jeg kunne jo ikke få tankerne fra den. Hvad var der sket med den? Der var ingen synlige skader, men den opførte sig helt forkert. Så jeg ringede til Dyrenes Beskyttelse og fik beskeden om, at den var blevet aflivet, for de kunne ikke gøre noget for den i den tilstand.

Det var jo sådan set godt nok – men også lidt trist. Jeg havde gerne undet den en skade til frokost, men sådan skulle det ikke være. Naturen er en hård nyser.

Opdatering: Crap! Har lige fundet denne her, som bare sidder og hænger i et træ. 

 

Ungerne er kommet hjem, og Nikoline insisterer på at fange og nurse den tilbage til livet. Men nu er den trods sin ringe tilstand fløjet op på naboens tag…

Når ens mormor pludselig bliver rigtig gammel

Jeg har været fraværende. Undskyld. Men der er simpelthen sket så meget på det seneste, at jeg ikke har kunnet følge med. Noget af det, der har fyldt mest, er min mormor.

Momse har fået et par små blodpropper i hjernen og har været indlagt – hjemme – indlagt – og hjemme igen. Ikke noget, der har taget livet af hende (7-9-13). Men når man bliver 98 år lige om lidt, så er en ny dag altså ikke givet på forhånd.

Min mormor har altid været mit store idol. Hun er ganske enkelt den sejeste madamme, jeg kender, og hun er også et af de mennesker, som har haft størst indflydelse på mit liv. Så når der er noget galt med Momse, så er der også noget galt hos mig.

Hun er kommet hjem fra sygehuset nu, og hun har accepteret, at hun er nødt til at tage i mod den hjælp, hun kan få – bl.a. får hun nu aftensmaden leveret, så hun ikke længere behøver at kokkerere hver aften.

Hendes balance er helt i skoven, så efter den første blodprop måtte hun forbi Marselisborg Hospital for at blive genoptrænet. Her stak de hende en rollator, som de mente, hun skulle lære at bruge. Men det passede ikke rigtig damen. Hun mente, at de havde givet hende Aldi-modellen, der hele tiden trak til højre, så hun bragede ind i både møbler og medpatienter.

Da jeg besøgte hende på Marselisborg betroede hun mig, at hun altså tog stokken, når hun skulle på toilettet, for rollatoren var noget så bøvlet. Og så fnisede hun som en teenager, der havde brudt skolens regler. Se.

Momse fniser

Men hun synes ikke, det er så sjovt, når krop og hoved ikke helt er, som det bør være. Og hun har sagt nej tak til genoplivning, hvis hun skulle falde om – og det kan jeg faktisk godt forstå.

– Jeg vågner jo ikke op til en ny og bedre krop. Fra nu af går det kun én vej, siger hun. Og det er ret svært at argumentere i mod. I hvert fald over for en 97-årig.

Jeg har sagt til hende, at hun har min velsignelse til at dø, når det passer hende. Selv håber hun, at hun bare går i seng en nat og glemmer at vågne igen. Og det kunne jeg godt unde hende – selvom jeg har svært ved at forestille mig tilværelsen uden Momse. Her til jul lærte hun mig at vride og koge klejner. Der er 1.000 ting, jeg gerne ville nå at lære af hende.

Momse og jeg har kogt klejner

Hun sagde en gang: ”Det er ingen sorg, når et gammelt menneske dør- mæt af dage. Man må gerne savne, men der er ingen grund til at sørge”.

Det skal hun nu ikke bestemme, men der er lidt om snakken. Savnet forsvinder nok aldrig – men taknemmeligheden over at have haft sådan et prægtigt menneske i sit liv, skulle gerne være det, der fylder mest, den dag hun er væk.

Heldigvis er hun her endnu. Og i morgen vil jeg tage ind og drikke en kop kaffe med hende.