Category Archives: Tvillinger

10 år med tosserne

I dag er det 10 år siden Pave Johannes Paul II lå og døde, mens jeg fødte på livet løs. 10 år siden at de her to fantastiske mennesker kom til verden.

Tvillinger babyer

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi nød de første år af deres liv. Det gjorde vi ikke. Vi levede i en kronisk tilstand af stress. Skrattelyden fra en babyalarm giver mig stadig et sug i maven den dag i dag. Og vi har stadig levn efter Fort Knox, som vi indrettede vores hus til, da de for alvor indtog den verden, som de tydeligvis mente tilhørte dem.

Tvillinger hærger huset

Men nu er de store og klarer alting selv. De smører selv madpakker, lægger tøj på plads og rydder op, når man har brølet af dem 10 gange, at det skal de fandme.

Man kan jo ikke andet end at elske dem, og det skal fejres.

I år kommer påsken til at gå op i fødselsdage og intet andet. Familien kommer skærtorsdag, og vi holder fest for hver deres skoleklasse hhv. lørdag og søndag. Vi havde måske et lille – ikke særligt sympatisk – håb om, at når vi holdt festerne for klasserne i påsken, så kom der nok mange afbud… Men vi bliver hhv. 17 og 13 børn. I år bliver det dog ikke med drabelige skovture for at redde Bilka Ulven fra en bindegal Rødhætte.  Det bliver ikke til så meget andet end en stille og rolig æggejagt, og så må de hoppe på trampolin og rive tapetet ned bagefter.

Ungerne glæder sig heldigvis. Og det gør vi også. Det er sgu’ da stort med sådan to små fedtperler, der 10 år efter er blevet til sådan et par lange starutter med nogle sære ideer og nogle foruroligende store numser.

 

Man kunne jo mene, at de var arveligt belastede…

 

 

.

image2

 

 

…af både deres mor..

 

 

 

 

 

…men også af deres far…

Stærke børn

Tillykke med dagen, børnings.

 

Reklamer

Eliksirmestrene “Hat & Shorts”

Ungerne er gået i “Fred og George-mode”. De to opfindsomme Weasley-tvillinger fra Harry Potter er deres største forbilleder. For at ligne idolerne har de i dag taget navneforandring til “Hat og Shorts” og brugt aftenen på at fremstille bøvsebryg og vortevand i stor stil.

Tilsyneladende en niche, som de forventer at kunne leve af på sigt. Dette hang på døren til deres værelse:

Hat og shorts eleksir forretning

“Salg af ækle eliksirer 50 øre pr. stk.
Eliksirmestre og uopdragne unger.
Ps. vi ønsker os et kemisæt. 
Fred & George”

Ulven er løs i Outlaw

Sjældent har krisen været så stor som lørdag morgen, hvor der tikkede en sms ind to timer før huset ville blive fyldt med 20 børn til fødselsdag. Sms’en var fra min super-pædagog-veninde, som havde lovet at komme og hjælpe til begge børnefødselsdage lørdag og søndag. Hun var blevet syg. Og ikke nok med det, hun havde en del af det udstyr, som skulle bruges til min snedigt udtænkte skattejagt. Fuck. Fuckety-fuck med fuck på.

Men der var ingen vej udenom. Planen var lagt. Og Maskinmesteren og jeg måtte køre løbet selv.

Vi fortalte børnene, at vi havde bedt Bilka-ulven Billie om at komme forbi med slikposer i løbet af dagen. Men da børnene havde spist, blev jeg “desværre” nødt til at køre ud at handle, fordi vi havde glemt noget. Og kort efter mødte der Tomas dette frygteligt syn i carporten:

Bilkaulven Billie med kniv i panden

Rødhætte var gået amok i en blodrus og ville udrydde ulven for good. Hun startede med stakkels Billie.

Af sted gik det ud i skoven, hvor børnene kunne følge de røde pølser, som Rødhætte havde lokket ulven med. Hun havde tabt flere ting undervejs, og ulven hylede højt og ulykkeligt fra et sted langt ude i Outlaw-skoven.

Til sidst fandt de ham. Hylende og bundet på hænder og fødder under et træ.

Bundet BillieBørnene befriede ham hurtigt. De krammede den ulykkelige ulv og lovede at tæve Rødhætte, hvis de fandt hende. Heldigivis havde ulven gemt en sækfuld slikposer i nærheden, som de små helte ærligt havde fortjent.
Børnene tog modvilligt afsked med Billie, og gik hjem for at få kage, hoppe på trampolin og klatre i æbletræet. Og det var så den fødselsdag.

Hvad børnene aldrig oplevede, var vores panik lørdag, hvor Maskinmesteren og jeg var alene om at styre showet. Jeg havde dog allieret mig med fantstiske Jette fra Outlaw, som bor tæt på skoven. Hun hjalp mig ned i skoven med Billie-kostumet, slikposerne og alle Rødhættes tabte ting. Og da hun hørte, at min veninde med alt Rødhætte-grejet, var blevet syg, syede hun lynhurtigt en rød hætte og en skovtursdug til formålet. Tomas havde jo syet snore i pølser den halve nat.

Det gik lige akkurat lørdag. Men evalueringen fra både Maskinmesteren og jeg var, at det ikke var nogen fornøjelse, fordi vi var for få til at sørge for mad, holde øje med trampolin og høns, og fordi Tomas måtte gå alene med en flok brølende, ivrige børn i skoven, mens jeg nogen stod og hylede under et træ.

Igen var der hjælp at hente i Outlaw. Forældrene til Eman, som skulle med til Sandras fest søndag, sagde ja til at komme og være ekstra øjne og hænder. Og iiihhhh. Pludselig gled det hele meget nemmere. Der var en helt anden ro på dagen, og jeg er dem evigt taknemmelig for hjælpen. Jeg har faktisk tilbudt at optræde som ballonklovn, ildsluger eller mavedanser, når Eman en gang skal holde fødseldag. Det var virkelig fantastisk at være flere om det.

Og det bedste er, at nu er der et helt år til igen.

Her er lidt billeder fra Sandras fødselsdag. Det var den dag, der var hænder nok til også at fotografere

Fest1

Fest2

Fest3

Fest4

Fest5

 

Kunsten at overgå sig selv

I morgen bliver vi invaderet af 21 børn fra 2. A på Hovedgård Skole. Nikoline holder fødselsdag, og lige som sidste år har vi inviteret hele klassen. De fleste af hendes venner hører til blandt drengene, og klassereglen siger, at enten inviterer man alle af samme køn – eller også inviterer man hele klassen. Og det er jo egentlig fair nok. Søndag er det så 2. C’s tur til at rocke huset. Og jeg glæder mig helt vildt.

Sidste års to fødselsdage virkede umiddelbart svære at overgå. Maskinmesteren og jeg havde allieret os med min veninde og super-pædagog, Susie, og så kørte vi den (for de voksne) sjoveste skattejagt ever.

Og hvad så I år? Ungerne bliver 9 år. Hvad stiller man op med en hel 2. Klasse i fire timer? Hæ. Man finder på en røverhistorie, der sparker barnemås, indkasserer en tjeneste eller to, og så skal I se løjer! Jeg glæder mig helt vildt. Ungerne aner intet. Men det bliver sjovt. Og måske lidt uhyggeligt…. Muhahahahaa!

Huset er klar til at modtage de små terrorister. Det har Maskinmesteren sørget for.

No go

Og derfor, mine damer og herrer, sidder jeg her og nyder et glas vin, før helvede bryder løs. Det bliver hylt. Sådan i bogstaveligste forstand.

Et arbejdsløst røvhul mindre

20131121-204426.jpg

(Advarsel: indeholder ulækre fødsels-, røv og underlivsting)

Selvom det ikke er noget, der er særlig fint eller lækkert at skrive om, så kan jeg umuligt skrive en blog om, hvad der foregår i mit liv, uden at komme ind på, hvorfor jeg i øjeblikket ligger her på sygehuset for 5. gang på fire år. Sagen er den, at jeg har fået lukket røven.

På lidt pænere dansk har jeg fået “fjernet endetarmen”. Jeg har ikke noget at bruge den til, for jeg har allerede stomi. Jep. En skidesæk på maven. Den sidder der, fordi jeg gik fuldstændig i stykker, da jeg fødte mine piger i 2005. De var begge stjernekiggere og pænt store – taget i betragtning af, at de var to. (3260 + 3470 gram) og de havde ikke til sinds at forlade min krop frivilligt. Så jordemoderen tog sugekoppen i brug og ud kom to velskabte tøsebørn. Desværre holdt moren ikke til belastningen – hun sprak totalt. Men det er der jo råd for. Nål og tråd blandt andet.

Prøv en brochure om knibeøvelser
En del år efter lykkes det mig efter flere forsøg at overbevise lægerne om, at der altså var noget helt galt i mit underliv. Når jeg forsøgte at holde en prut inde, kom den glad og frejdigt ud af det forkerte hul i stedet.

”Det, du beskriver, sker kun for kvinder i udviklingslande. Du skal bare lave nogle knibeøvelser. Her er en brochure om det”, sagde den første læge på Horsens Sygehus, som undersøgte mig uden at finde noget.

En snor i røven
Men til sidst var det ulideligt – og jeg insisterede på at blive undersøgt af nogen, der rent faktisk havde forstand på det. Og det har Steen Buntzen fra Analfysiologisk Klinik på Aarhus Universitetshospital. Han smed mig i fuld narkose, og da jeg vågnede igen, forklarede han tilfreds, at han havde fundet årsagen. Og sat en snor i.

”En snor? Har jeg en snor i røven?!”
”Ja. En Seaton-tråd. Den skal fungere som dræn indtil vi kan operere. Du har en fistel. Det er en slags indre tunnel, som er opstået mellem endetarm og skede. Sikkert i forbindelse med syningen efter fødslen”
”En snor… Så hvis jeg kommer til at trække i den, så spræller jeg?”
”Hæ. Det håber jeg ikke. Vi kan operere dig om tre måneder.”

Og det var begyndelsen på en lang og kedelig sygehistorie, som jeg nok skal spare jer for. Men faktum er, at fistler er noget fanden har skabt – og selvom Buntzen & Co er blandt de dygtigste i landet til at håndtere sådan noget, så er jeg efterfølgende blevet opereret fire gange, fordi fistlen ikke vil forsvinde. Anden gang anbefalede Buntzen, at jeg fik anlagt en midlertidig stomi, så der ikke kom ”output” forbi og forurenede såret. Og det har jeg faktisk været glad for.

Forestil dig at få måsen skåret op og syet sammen igen og så skulle ud og skide efterfølgende. Ikke rart, vel?

Posedame for life
Det var sådan, jeg blev posedame i en alder af 35 år. Efter fire forsøg på at lukke hullet, har jeg nu taget beslutningen om at få fjernet hele mit arbejdsløse røvhul. Det vil med garanti fjerne fistlen, men det betyder også, at jeg er posedame for life, hvor det før blot var midlertidigt.

“Er det ikke træls med sådan en pose?” Spurgte en af mine kolleger forleden.
“Næh. Om dit røvhul sidder det ene eller det andet sted, kan vel i princippet være lige meget. Bare det virker,” svarede jeg.

Jeg har aldrig skjult, at jeg har stomi, for hvis jeg forsøger, så skal den nok gøre opmærksom på sig selv. Tro mig.

20131121-205353.jpg

Mor Nazgûl mod rod 1-0

Jeg tog en fridag i dag. Og selvom vejret var smukt, solen skinnede og fuglene brølede fra alle verdenshjørner, så havde jeg taget fri med et enkelt formål: At få muget ud i min hjemlige svinesti. Rydde op. Rydde ud. Gøre hovedrent.

Jeg svedte og peb lidt over, at jeg ikke bare kunne sætte mig ud i haven og nyde min morgenkaffe i tre timer. Men der var mange gøremål, hvis projektet skulle lykkes.

Det er ingen hemmelighed, at mine børn er glade for papkasser og det, de betragter som “byggematerialer”. Sandra havde akkumuleret en mindre losseplads af pap og dimser på sit værelse. Nok er jeg tilhænger af kunstnerisk frihed og kreativitet i rå mængder, men mit mål var nået: Der var ting overalt. Jeg var nødt til at skride til handling.

Her er, hvad Mor Nazgûl, trampede på og smed ud fra Sandras værelse i dag. Det er en skøn blanding af et hjemmebygget dukketeater, som børnene HAR leget med og ikke gider mere – og derudover kasser og skrammel, som “man altid lige kan få brug for”. NOT.

Sandras kasser

De har det nok desværre ikke fra fremmede – men alligevel, så bliver jeg så træt, når jeg kommer ind i stuen, og den ser sådan ud:

sandra i rodet stue

Til gengæld er det jo sjovt, når udviklingen pågår.

papprojektI dag har jeg været som Napoleon og delt og hersket. En del er røget ud og en del er beordret hen på særlige pladser. Jeg har vasket tøj, rengjort badeværelser, fuglebure, børneværelser og sat hele potteplanteparken udenfor. De skal have lidt sommer og holde op med at drysse hos mig.

Jeg har brugt hele dagen på at skabe orden og gøre rent i hytten i Outlaw. Her er dælme fint – nu må vi se, hvor længe det holder..

Kedsomhed er konge

”Mor, jeg keder mig”.

Det er en sætning, jeg ikke hører ret tit. Men forleden leverede Nikoline den alligevel med dertilhørende surmulermund.

Jeg forsikrede hende om, at det hverken var skadeligt eller farligt – men at der indimellem opstår gode idéer, når man sætter sig ned og grundkeder sig.

Kort efter fik hun en ubændig trang til at bygge en sæbekassebil.

”Mor, har vi nogen hjul, jeg må tage?”

”Hvad med Sandras skateboard, kan jeg ikke tage hjulene derfra?”

Sandra stødte til og blev optaget i projektet. Begge børn var nu tydeligt frustrerede over, at huset vitterligt ingen ekstra hjul havde. Og så måtte dukkesengen opgive tilværelsen som dukkeseng – for blot at genopstå som sæbekassebil.

”Mor, hvor er vores værktøjskasser?”

”Far, må vi tage de her brædder?”

Begge børn forsvandt om i baghaven belæsset med værktøj, brædder og store taperuller.

Efter et par timers hamren og klapren kom de og præsenterede denne skønhed. Bemærk forhjulene, som er lavet af gamle rulleskøjter – og ikke mindst lygterne.

Tvillinger bygger sæbekassebil

Far var stolt. Mor imponeret. Og nogen sov godt den nat.

Jeg kan varmt anbefale en dosis kedsomhed i ny og næ.