Tag Archives: sorg

Farvel Finurgel 

En lille opdatering på historien om den lille bogfinke, vi forsøgte at redde. 

Efter vi fik ham installeret i kassen, livede han faktisk så meget op, at han begyndte at tage for sig af de solsikkefrø, vi havde givet ham. Han hoppede også op på siddepinden og betragtede os derfra med sit ene øje.

Oldemor var på besøg, og hun brugte en del tid med Sandra på at læse om bogfinker, så vi kunne give ham den bedste pleje. Det var også hende, der opdagede, at han burde have haft en hale…Sandra var blevet meget glad for ham, og han sad roligt på hendes hånd, mens hun studerede ham.  

Sandra fik lov til at opleve hans død på nært hold. Hun holdt ham forsigtigt i hånden og ville vende ham rundt for at undersøge hans dårlige ben, men da drog den lille fugl sit sidste suk. 

Åh, det var så trist. Pigebarnet græd, og søster kom slukøret ind fra garagen, for hun havde lige hamret en flot bund sammen, som passede til det halve bur, vi havde fået til ham. 


I stedet kunne de så gå i gang med at fore en meget lille kiste. 

Finurgel blev lagt på koskind og svøbt i en fin serviet, som Nikoline havde hæklet. Blomster fra haven fik han selvfølgelig med sig. Af en lille fugl at være, så fik han stor omsorg før sin alt for tidlige død. Nu hviler han foran ungernes hjemmelavede bed med tulipaner og en enlig vibeklokke. Flyv sikkert hjem, lille Finurgel.  Du er savnet. ❤️

Reklamer

Doktor Mor i botanisk redningsaktion

Når man har børn, der ikke græder ret tit, så gør det altså indtryk, når de endelig gør. Og nogle gange er det de særeste ting, der slår dem ud.

I går kom Sandra hjem med en lille solsikkeplante i et papkrus, som hun havde sået og passet i natur/teknik på skolen. På vej hjem fik den ærespladsen i kopholderen i bilen, så den ikke led overlast, og hun bar den selv forsigtigt ind i huset.

Jeg skulle lige gøre noget arbejde færdigt, så jeg satte mig til PC’en, og var en af de mødre ikke hørte, at hun bad om hjælp til at plante den ud. I stedet mumlede jeg noget om, at der stod en skovl op ad vandtanken, som hun kunne bruge – og hun måtte plante den ud, hvor hun havde lyst.

Det var først da en tynd, bævende stemme fra haven skar igennem mine arbejdståger, at jeg kiggede op og indså, at den var gal.

“Åh nej. Den er jo helt ødelagt. Jeg har knækket den!” råbte hun med tårer løbende ned ad kinderne.

“Se mor, jeg kom til at knække solsikken, og nu kan den ikke suge næring, så dør den jo!” peb hun, mens min hjerne langsomt slog fra workmode til hvad-gør-en-klog-mor-nu-mode. Jeg undersøgte skadens omfang og konkluderede, at nok var stænglen knækket, men den hang stadig sammen i nogle tynde tråde.

“Altså, selvom der ikke er nogen, der har gjort det før, så er det jo ensbetydende med, at det ikke kan lade sig gøre. Vi prøver sgu’ at lappe den sammen igen, bet’ skat”, sagde jeg opmuntrende.

Jeg kunne godt høre, at det lød dumt. Og jeg kunne se på min forgrædte datters vantro øjne, at hun mente, jeg måtte have drukket af natpotten. Men jeg bad hende hente tape, en poseklips og en grillpind, for så skulle Doktor Mor nok gøre sit ypperste for at redde patienten.

Vi tapede stænglen sammen i fællesskab, og Sandra gravede hullet til planten. Nikoline bidrog deltagende og anviste stedet, hvor den kunne stå: Ved siden af hendes meget fine skilt, som hun lavede i SFO’en dagen forinden.

Den tapede plante kom ned i jorden. Grillpinden blev som en krykke stukket ned ved siden af – og poseklipsen blev forsigtigt vredet rundt om plante og pind, så patienten var opretstående. Nikoline vandede den forsigtigt uden at ramme tapen. Og Sandra var blevet så optaget af hele operationen, at hun havde glemt at være ked af det.

“Mor, hvis vi er de første, det lykkes for – bliver vi så rige?” spurgte Nikoline forhåbningsfuldt.

Det gør vi nok ikke. Men vi håber virkelig, at den lille slambert overlever.

Solsikkepatienten