Tag Archives: død

Farvel farfar

Torsdag den 15. juni kyssede jeg min farfars skaldede isse for sidste gang.

Det har været en hyggelig tradition, lige siden jeg var helt lille, at når jeg sagde goddag og farvel til min farfar, så skulle han tage sin sixpence af og bukke, så jeg kunne nå op og kysse ham oven i hovedet.

Den torsdag behøvede han ikke at bukke. Han lå i en hospitalsseng og havde accepteret, at livet ikke havde mere på hylden til ham. Han formåede endda at se det gode i den situation, fordi han dermed slap for at gøre sig tanker om, hvordan han skulle fejre sin 90 års fødselsdag til februar.

I min bardom var det altid farmor, som fortalte historier om Jesus og alle hans fantastiske gerninger, mens jeg sad på hendes køkkenbord. Farfar derimod troede lige så meget på en gammel støvle, som han troede på Gud, men han havde faste principper om, hvad der var rigtigt og forkert, og han var på alle måder et ordentligt menneske.

Han var også en vrissen, gammel mand. En skøn blanding af ”En mand, der hedder Ove” og Hr. Frederiksen fra Pixar-filmen ”Up”. Jeg gav ham “Up”, fordi den mindede mig om ham – og han kunne heldigvis lide den.

Fælles for hovedpersonerne i de to historier, er, at de er knarvorne og at de har mistet deres livs kærlighed. Min farmor døde for 12 år siden, og de færreste troede, at farfar ville udholde tilværelsen ret meget længere uden hende. De elskede hinanden inderligt.

Men farfar overraskede på mange punkter. Få uger efter farmors død, talte jeg med ham, og her fortalte han med slet skjult stolthed, at han lige havde bagt franskbrød.

”Jeg synes, det var så dyrt hos bageren, så jeg fandt Ritas gamle opskrift og tænkte, at det kunne vel ikke være så svært at finde ud af”, forklarede han, mens min underkæbe dinglede ned ad brystet. Manden havde aldrig før så meget som kogt et æg – og nu bagte han!

Lige så meget han kunne vrisse over samfundets politiske udvikling, angloficeringen af vores sprog og prisen på jordbær, lige så lystigt legede han med sine børnebørn eller oldebørn.
Vi er alle som helt små blevet afkrævet svar på spørgsmålet: ”Ka’ du sige ”Bobbelob-bobbelob””? Herefter øgede han sværhedsgraden til: “Men kan du så også sige ”viceministerpræsidentkandidat””?

Han blev aldrig for gammel til at lege.

Farfar og Nikoline klatrer

Farfar på børnecykel

En stor del af min barndoms sommerferier er foregået hos farmor og farfar. Her var der appelsinsaftevand til frokost, te med honning og citron til morgen, honning på rundstykkerne, og altid var vi ude at røgte garn, tømme ruser og fiske. De to lærte mig at sætte orm på krogen, binde en svirvel på linen og at fiske med blink og forfang. Det var magiske tider.

Da jeg sad ved farfars sygeseng i torsdags havde jeg taget et billede med. Det er taget en dag, hvor der var alt for lavvandet til at vi kunne få jollen i vandet. De to gamle tog sig en lur, mens vi ventede på tidevandet. Det er sådan, jeg vil huske min farfar. Iført vaders og sammen med farmor.Farfar og farmor venter på tidevandetJeg fortalte ham om billedet i torsdags. Selvom han kun havde svage reaktioner, så er jeg sikker på, at han hørte efter. Jeg læste et brev fra ungerne og fortalte ham om de gaver, de havde lavet til ham: En filt-løve, et pop-up kort med blomster og bier og en glad diskokugle med ben og øjne.

Jeg fortalte ham også, at han havde været den bedste farfar jeg kunne ønske mig, og at han godt kunne være bekendt at tage herfra nu. Jeg kyssede ham på issen, før jeg gik – og den næste formiddag sov han roligt ind, mens min far var hos ham.

I går blev han bisat ved en fin ceremoni i Aalborg, og selvom savnet og sorgen er tæt på lige nu, så ved jeg at præsten havde ret, da hun sagde, at sorgen erstattes af taknemmelighed over at have haft et så prægtigt menneske i sit liv.

Tak farfar.

Reklamer

Farvel Finurgel 

En lille opdatering på historien om den lille bogfinke, vi forsøgte at redde. 

Efter vi fik ham installeret i kassen, livede han faktisk så meget op, at han begyndte at tage for sig af de solsikkefrø, vi havde givet ham. Han hoppede også op på siddepinden og betragtede os derfra med sit ene øje.

Oldemor var på besøg, og hun brugte en del tid med Sandra på at læse om bogfinker, så vi kunne give ham den bedste pleje. Det var også hende, der opdagede, at han burde have haft en hale…Sandra var blevet meget glad for ham, og han sad roligt på hendes hånd, mens hun studerede ham.  

Sandra fik lov til at opleve hans død på nært hold. Hun holdt ham forsigtigt i hånden og ville vende ham rundt for at undersøge hans dårlige ben, men da drog den lille fugl sit sidste suk. 

Åh, det var så trist. Pigebarnet græd, og søster kom slukøret ind fra garagen, for hun havde lige hamret en flot bund sammen, som passede til det halve bur, vi havde fået til ham. 


I stedet kunne de så gå i gang med at fore en meget lille kiste. 

Finurgel blev lagt på koskind og svøbt i en fin serviet, som Nikoline havde hæklet. Blomster fra haven fik han selvfølgelig med sig. Af en lille fugl at være, så fik han stor omsorg før sin alt for tidlige død. Nu hviler han foran ungernes hjemmelavede bed med tulipaner og en enlig vibeklokke. Flyv sikkert hjem, lille Finurgel.  Du er savnet. ❤️

Jul med en 98-årig tumling

Vores jul var tæt på at blive enten amputeret eller aflyst, eftersom Momse fik en blodprop (igen-igen) onsdag morgen. Hun snakkede sort og kunne slet ikke finde ud af de mest simple gøremål. Da jeg kom, sad hun i en stol og så helt fortabt ud, mens lægen stod i stuen og spurgte om vi ville have hende indlagt. Ikke fordi sygehuset ville kunne gøre noget, men så var hun da under opsyn.

Sidst hun var indlagt, var det ved at tage livslysten helt fra hende, så det så vi ingen grund til, når de alligevel ikke kunne trylle hende 10 år yngre eller gøre noget andet, for at få hende tilbage til normal igen.

Så hun blev. Og fik en elevationsseng og hjemmehjælp og en æske til piller.

Min mor kalder hende en tumling. Sådan et stykke legetøj man forsøger at vælte, men som bliver ved at rejse sig op. Jeg må indrømme, at da jeg så hende onsdag, gjorde jeg mig ingen forhåbninger om at holde jul i Oulaw som planlagt. Det var mere sandsynligt, at vi måtte holde en lidt amputeret aften hos momse i hendes et-værelses lejlighed med elevationssofa.

Men så rejste tumlingen sig igen, og vi har lige holdt den dejligste jul. I forgårs spurgte hun forfærdet, om vi havde købt dyre julegaver til hende, for det var jo ikke sikkert, hun ville nå at gøre brug af dem. Vi forsikrede hende, at vi kun havde købt noget, vi selv gerne ville arve. Hun fik en ledningsfri støvsuger og en kalender for 2017 med billeder af familien – og så er det spændende om hun kommer til at vende alle siderne i kalenderen.


Det er ikke til at vide med hende, for hun får de her små blodpropper i hovedet, som slår hende helt ud af kurs. Hun er træt af den gamle krop og det glemsomme hoved, og da der næppe kommer en blodprop, som gør hende 15 år yngre, så er hun egentlig indstillet på, at hver dag kan være den sidste, og det er hun helt cool med.

De sidste ti juleaftener har jeg stået i køkkenet med hende, mens hun har styret arbejdet, og jeg har forsøgt at følge med og notere mig alt, hvad hun gør. I år stod jeg selv ved kødgryderne, og til min store glæde blev både rødkål, and, sovs og brune kartofler godkendt med kryds og slange af mesteren selv. Jeg er bestået.

Drama på liv og død i baghaven

I dag har jeg en fridag, inden det går løs med nyt job. Mens jeg sad og nød min formiddagskaffe, kom min genbo løbende, fordi der kom sådan nogle ynkelige skrig fra min baghave.

Vi gik ud og fik øje på en musvåge (som vistnok i virkeligheden er en spurvehøg) i intens kamp med en skade. Skaden skreg for sit liv, og vi besluttede, at naturen måtte gå sin gang, så vi bakkede væk fra arenaen for at lade den bedste fugl vinde.

musvåge

En halv time senere sneg jeg mig ud for at lure. Skaden skreg stadig, og musvågen (høgen) holdt fast.

Halvanden time senere var der stille. Jeg forventede at finde et inferno af fjer og blod, men der var slet ikke noget at se. Kamppladsen var rømmet. Til gengæld lå der noget gråt under hækken.

Det lod til, at skaden havde vundet, for den var væk. Kampen var tilsyneladende gået hårdt ud over musvågen (høgen, rovfuglen, whatever). Den sad lige så stille og flyttede sig ikke, selvom jeg gik helt tæt på.

Jeg ringede 1812 til Dyrenes Alarmcentral, og en time senere kom dyreambulancen og en Falck-mand for at se til kræet. Normalt er en rovfugl pænt aggressiv, når man fanger dem. Men denne her var bare slatten. Det undrede også Falck-manden, som havde iført sig de tykkeste handsker for netop at undgå at blive bidt og kradset. Men denne her gjorde intet andet end at stirre og plirre med øjnene. På skift.


Han tog den med, og jeg kunne jo ikke få tankerne fra den. Hvad var der sket med den? Der var ingen synlige skader, men den opførte sig helt forkert. Så jeg ringede til Dyrenes Beskyttelse og fik beskeden om, at den var blevet aflivet, for de kunne ikke gøre noget for den i den tilstand.

Det var jo sådan set godt nok – men også lidt trist. Jeg havde gerne undet den en skade til frokost, men sådan skulle det ikke være. Naturen er en hård nyser.

Opdatering: Crap! Har lige fundet denne her, som bare sidder og hænger i et træ. 

 

Ungerne er kommet hjem, og Nikoline insisterer på at fange og nurse den tilbage til livet. Men nu er den trods sin ringe tilstand fløjet op på naboens tag…

En død tandlæge med et smukt budskab

Igennem de sidste fire år er jeg blevet opereret fire gange for en lidelse, som jeg endnu ikke har fundet modet til at skrive om her på bloggen. Sidst jeg blev opereret var i begyndelsen af marts, og i dag var jeg til kontrol, hvilket foregår i fuld narkose.

Velopstanden igen kom de nedslående, men forventelige nyheder: Operationen var gået godt, men helingen mislykkes for 4. gang. Lægen ridsede tre muligheder op.  Ingen af dem særlig attraktive eller opmuntrende, men det er de muligheder, der er for mig. Og således forlod jeg sygehuset med vandet stående helt oppe over pupillerne, mens jeg forsøgte at få styr på tankerne.  Jeg kunne mærke, at jeg virkelig skulle tude. Og det er ret upraktisk, når man står midt på Silkeborgvej i Aarhus.

Men Aarhus er så praktisk indrettet, at lige overfor sygehuset ligger Vestre Kirkegård. Og her er det lidt mere legitimt – eller i hvert fald lidt mere normalt at gå  rundt og tude. Så jeg besluttede mig for at gå derover og hyle lidt over en tilfældig gravsten.

Der er så smukt på Vestre Kirkegård. Jeg græd lidt, mens jeg gik rundt på må og få – lige indtil jeg standsede ved denne sten:

Knuds gravsten

Jeg stod længe og stirrede på den. Og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at der lå et utroligt dejligt menneske her. Uanset om han selv havde valgt ordene, eller om hans familie havde, så var det et fantastisk budskab at få kylet i ansigtet, når man nu stod der og havde ondt af sig selv. For han har jo ret, den gode Knud. Livet er dejligt. Og jeg lever.

Jeg kom i tanke om den dame, jeg delte stue med, sidst jeg var indlagt. Hun var 49 år og fik at vide, at hun ikke ville blive 50. Jeg har tit tænkt på hende siden.

Livet er dejligt. Bum.

Så fint er der på Vestre Kirkegård

Vestre kirkegård Aarhus

vestre kirkegård Aarhus 2

Høne Pønes død

Midt i alle fest forberedelserne og bagningen, stod det klart at en af vores syv fornemme damer i baghaven ikke længere havde det godt. Og så er der desværre ikke andet at gøre end slibe øksen. død høne

Ungerne fik lov til at hente hønen, som tog det i stiv svingfjer. Tomas gav den et gok med en jernstang, og da den lå stille, svingede jeg øksen og kappede hovedet af. Tomas gik i gang med at grave et hul, Nikoline forsvandt indenfor og Sandra stod lidt ved hønen og spurgte om hun måtte ae den. Det måtte hun. Hun måtte også gerne tage den op, hvis hun ville.

ae høne pøne

De øvrige damer i hønsegården fulgte interesserede med i udgravningen af hullet med øjnene fikserede på de orme, der fulgte med op.

begravelse af høne

Da jeg gik hen for at hente Høne-Pøne stod Sandra og græd lidt, mens hun aede den. Hun fik en krammer, og vi snakkede lidt om, at når en høne var syg, så var det bedst at gøre en ende på dens lidelser. Det var hun enig i, hun synes bare det var så synd for hønen, at den nu var død. Det var det også.

Til gengæld hjalp det lidt, at vores Høne fik en statsmandsbegravelse i forhold til, hvad der sker med dens søstre i æggeindustrien. Jeg fortalte hende, hvordan hundredevis af høns på en gang bliver fanget ind med lange roterende gummiarme i en rullende “Chick Pulp” maskine. Inde i den bliver de gasset og herefter kørt igennem en kværn, så de kommer ud i den anden ende som en slags lyserød tandpasta, der bruges til minkfoder.

Så er der lidt mere stil over det her med Nikolines håndlavede gravsten, ikke?

RIP høne

Høne-Pønes grav