Tag Archives: foder

Hønsemassakre afværget

Der har været krise i min hønseforretning. Så voldsom krise at jeg var tæt på at slibe øksen og lukke forretningen.

Mine ellers så produktive 17 høns begyndte langsomt at gå ned i produktion. Fra at få cirka 12-14 æg om dagen, faldt det pludseligt til 8-9 stykker, så til 4-6 og til sidst var vi nede på 2.

Normalt holder høns en pause i æglægningen, når de fælder og skifter fjer. Men det var der ikke noget af hos mine. De lagde bare ingen æg. Der var masser af mad i foderautomaten, og ungerne bedyrede, at de fyldte automaten op med jævne mellemrum. Ergo var hønsene ikke gået fra kosten.

Til gengæld var de begyndt at blive utroligt aggressive, når man gik ind med madrester eller lidt græs og mælkebøtter. gammel høneDe hoppede op i luften og snappede efter poserne med salat og pasta, og de havde fuldstændig ribbet hele den store, førhen tætbevoksede hønsegård for grønne planter.

Men hvorfor lagde de så ingen æg?! Maskinmesteren og jeg talte om, hvad vi skulle stille op med dem, hvis det blev nødvendigt at udskifte hele klanen på en gang. 17 døde høns er ikke noget, man lige begraver i baghaven – og jeg er ikke ret vild med at slå dem ihjel, bare fordi de falder lidt af på den. Men derfra og så til at gå og fodre på 17 forslugne damer uden at få et eneste æg til gengæld, syntes jeg også lige var træls nok.

Inden jeg gik ud og sleb øksen, smed jeg lige et spørgsmål ud i en Facebook-gruppe for hobby-hønse-folk for at høre deres erfaringer med den slags produktionsstop.  Det affødte mange gode forslag: Kunne de have utøj, være genetisk defekte, for gamle, i fældning eller måske få noget forkert foder?

Jeg kunne udelukke utøj. Og foderet er samme mærke, som jeg med stor succes har fodret mine høns med i de 12-13 år, hvor jeg har givet den gas som æggekone, så jeg synes ikke rigtigt, det kunne være årsagen. Men så begyndte jeg at gruble…

Ondskabens foderautomat

Ondskabens foderautomat

Måske var det foderautomaten? For nogle måneder siden investerede vi i en smart, rottesikret foderautomat. Den fungerer ved, at hønsene træder op på et trinbræt, som åbner et låg ind til foderet. Problemet var bare, at da vi introducerede hønsene for automaten i sin tid, NÆGTEDE de at træde op på brættet, fordi låget gav et smæk, når det gik op.

Efter mange pædagogiske forsøg på at vise dem vejen med hvedekorn, opgav vi, lagde en sten på brættet, så der var døgnåbent i automaten. Hønsene spiste gladeligt af den herefter.

Men nu gik jeg alligevel ud for at se nærmere på den automat. Den kunne jo være blevet defekt og have lukket sig i – eller måske var den stoppet til.

Det var den ikke. Og der var pivåbent ind til foderet. Hønsene flokkedes om mig, imens eg undersøgte apparatet, de pikkede mig rasende i tæerne og på tøjet. Da jeg tog lidt foder op i hånden overfaldt de mig fuldstændigt. De hakkede efter maden, så jeg blev helt ræd for at miste en finger eller hele hånden. De var sulte! Dødsultne. Men hvorfor?! Maden var jo tilgængelig, og de havde jo lært at spise af automaten.

Jeg lagde nogle foderpiller op på trinbrættet, og en høne fulgte med – men da hun skulle stikke hovedet helt ind i automaten for at nå foderet – bakkede hun ud. Hun nægtede at gå ind, hvor maden var.  De andre stod i en tæt ring rundt om og så til – men ikke én vovede sig ind efter maden. Da jeg igen tog en håndfuld foder op – angreb de mig fra alle sider.

Her faldt ti-øren. Delvist. Et eller andet må havde skræmt dem fra at stikke hovedet ind i automaten – og jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, hvor længe det har stået på.

Gået på klingen indrømmede ungerne da også, at det vistnok kun var en enkelt gang, de havde fyldt foder i automaten i løbet af den seneste måned. Siden havde det slet ikke været nødvendigt, når nu foderet stod urørt.

Det forklarede, hvorfor hønsene havde ribbet hønsegården for al spiselig bevoksning, hvorfor de angreb så voldsomt, når man kom med mad – og det forklarede sandsynligvis også de manglende æg. Sulten høne

Jeg løftede en høne op og kunne konstatere, at der ikke var meget kød på hende – og kroen under halsen var helt flad.

Lynhurtigt fik jeg fat i den gamle fodersilo, som var sat i skammekrogen, efter det rottesikrede vidunder havde holdt sit indtog. Siloen blev fyldt med foderpiller og hængt op i hønsehuset som før. Hønsene gik bersærk! Det var som at se Anders And få hugtænder, så rasende spiste de.

Efter nogle lange minutters madorgie begyndte kroerne at bule ud, og øjnene rullede rundt i hovederne på de madsvimle damer. Solen var ved at gå ned, og efterhånden som de blev mætte, tog de en slurk vand og vaklede ind for at sove. Jeg kunne høre, hvordan de baskede for at få deres udspilede vomme og tunge gumper med op på siddepindene for natten.

Nej, hvor jeg havde det dårligt med mig selv. Jeg havde uforvarende været ved at sulte mine høns ihjel. Og selvom mysteriet nu delvist er løst, så forklarer det stadig ikke, hvorfor de pludselig holdt op med at spise af foderautomaten.

Men det er lige meget nu. For den gamle silo er på plads og nu, hvor der er gået en uges tid, så har antallet af æg sneget sig op på 8-9 stykker pr. dag. Det er en stor glæde – især også for mine kunder, der nu igen kan begynde at lægge bestillinger ind.

æg i rede

Og nu tør man også godt lade små børn fodre dem med lidt mælkebøtter uden at frygte, at ungen ryger med i en mundfuld.