Fantastiske væsener i julegave

Jeg er vist kommet til at tvangsindlægge ungerne til at se filmen “Fantastic Beasts and where to find them” lidt for ofte her op til jul. Men det var det værd, for det har inspireret Nikoline til at lave den ultimativt fedeste julegave til mig. Mine damer og herrer: Mød Pickett!

Jeg elsker ham, og hvis ikke du har set filmen, så se at få det gjort. Pickett er ét ud af mange fantastiske væsener, og jeg er særligt glad for, at Nikoline havde valgt at lave ham og ikke en erumpant eller en murtlap.

Julen i Outlaw var præcis, som den skulle være. Mor og Momse og svigermor Karen var her – og for første gang var min far også med. Ungerne forsøgte forgæves at tæve deres oldemor i både terninger og kortspil – naturligvis helt uden held. Jeg forsøgte at lave julemad, der er lige så god som Momses, men også jeg fejlede.

Aftenen før satte jeg rødkål over og faldt herefter i en spændende film sammen med Maskinmesteren og ungerne. Det resulterede i uspiselig rødkålskaramel, eftersom jeg først kom i tanke om gryden på blusset, da rulleteksterne løb henover skærmen.

Anden var sådan et muskelbundt, der har løbet lidt for frit, så selvom den blev stegt i fem en halv time, så var den slet ikke så mør, som den skulle være. Til gengæld blev rødkålen virkelig lækker i andet forsøg, og anden var herlig i biksemad her til aften.

Dagen i dag er gået med at vaske tøj og gramse på vores julegaver. Ud over Pickett, fik jeg en lækker fyldepen og en masse bøger, jeg havde ønsket mig.

Maskinmesteren så lidt træt ud, da jeg åbnede pakkerne fra svigermor. De indeholdt bøgerne af SalatTøsen. Særlig “Kål hele året rundt” slukkede livsgnisten i hans øjne, men han må jo selv til kødgryderne, hvis han synes, der kommer for mange planter på middagsbordet.

Stærke sager under træet

Jeg blev ikke helt færdig med alt det der jul. For ud over hyggen, Momse og børnenes salige glæde, så fik jeg faktisk selv nogle ret fine julegaver. Stærke sager, som jeg blev rigtig glad for.
Den ene var en old school espressokande.

Min gode veninde Strit har åbnet mine øjne for den stærke, bitre espressokaffe. Hun har naturligvis et kaffeapparat derhjemme på størrelse med en en middelsvær kampvogn, og den laver formidabel espresso. Desværre er mit køkken så grimt og utjekket, at en strømlinet superdeluxe mega-moccaamaskine øjeblikkeligt ville trække stikket og skummende løbe sin vej, hvis den blev installeret i mit hus. Så derfor ønskede jeg mig en gør-det-selv-model. Den var også lettere at pakke ind og lægge under træet.

Den lille, håndholdte brygmester holder max. Desværre sker det tit, at jeg må ligge i min seng og plirre med øjnene, når jeg forsøger at sove, fordi jeg kom til at se for dybt i kanden inden sengetid.

En anden stærk, lille sag, som lå under træet med mit navn på, var Yahya Hassans digtsamling. Den havde jeg også ønsket mig, fordi jeg for et års tid siden – i sådan et “udvid-din-horisont-anfald” – forsøgte mig med at læse digte. Jeg har aldrig rigtig fundet det fede ved dem. Normalt bliver jeg bare irriteret, når jeg ikke fatter pointen i alt muligt hjerte-angst-og-rastløs-smerte. Men jeg forsøgte virkelig – dengang. Desværre kunne selv ikke Naja Marie Aidt omvende mig. Og hun skriver endda virkelig fængende. Det er bare genren… Jeg kan ikke med den.

Det var så indtil, jeg blev opmærksom på al balladen om Yahya Hassans bog og tænkte: “Jamen, han er jo bare en bette knægt fra Aarhus. Lad os nu se, hvad han kan”.

Da jeg gik i seng over midnat juleaften, tog jeg hans bog med mig og tænkte, at jeg da lige kunne læse et par sider – bare for at se, om det var noget.

Da klokken var 02.30 vendte jeg den sidste side i bogen, slukkede lyset og lå i mørket med først én eneste tanke: “Gud, hvor jeg håber, at nogen her i verden grundelsker dig betingelsesløst, dreng.”

Herefter fik jeg lyst til at gå ind kramme mine sovende børn, fordi jeg tænkte på alle de små Yahya’er, der vokser op i familier som den, han beskriver. Resten af natten brugte jeg på at reflektere over forældres ansvar og de samfundsproblemer, det skaber, når vi ikke kan finde ud af at elske, støtte og stille (fornuftige og rimelige) krav til vores børn.

Jeg havde ikke på noget tidspunkt tænkt over formen eller bidt mærke i, at det var digte, jeg læste. Jeg havde bare suget ordene i mig og set nogle hjerteskærende billeder i mit hovede i mens.

Hvis ikke du har læst hans bog, så gør det. Også selvom du måske ikke ligefrem elsker digte. Det er stærke sager. Espresso i bogform.

Magi mod mor

Jeg er bange for, at vi som forældre har begået en fejl. Måske skulle vi bare ikke have givet ungerne Harry Potter-udklædning i julegave. Der fulgte jo tryllestave med, og jeg tror, de virker.

Vi var i gang med at læse den fjerde Harry Potter bog “Flammernes Pokal”, og selvom det efter min mening er den bog, hvor historien begynder at blive mere uhyggelig end sjov, så har jeg lovet dem, at de må se filmen sammen med mig, hvis de har lyst og mod på det. Men FØRST når vi har læst hele bogen.

Nu er det jo juleferie, så de blev puttet ret sent ved 21.30 tiden i går, og jeg lovede at læse et kapitel i Flammernes Pokal som godnathistorie. Ét kapitel. Men jeg tror, det er lykkes dem at kaste imperiusforbandelsen over mig, så jeg viljeløst må følge deres ordrer. For hver gang jeg var færdig med et kapitel, bad de om et mere. Og klokken 02.20 vendte jeg det sidste blad i bogen og havde to børn liggende ved siden af med øjne så store som møllehjul og tilbageholdt åndedrag.

Jeg tror ikke en gang, de var så længe oppe sidste nytårsaften – men nu er de da i træning til i morgen. Kors.

Det var i øvrigt kun Sandra, der turde se filmen. Nikoline blev siddende i sofaen, indtil der ikke var flere popcorn. Så smuttede hun.