Tag-arkiv: mormor

Momsofonen, der blev væk

Jeg ringede til min gamle mormor i lørdags. Min mor var blevet lidt bekymret for hende, fordi hun ikke havde svaret på hendes sms’er. Hun får jo hele tiden, de her små blodpropper, så vi holder hende lidt under opsyn.

Men Momse tog glad telefonen og forsikrede, at hun skam havde det fint. Hun havde bare et problem med hendes mobiltelefon, som blev ved med at blinke, og hun forstod ikke hvorfor.
Jeg var i nabolaget, så jeg tilbød hende, at jeg lige kunne svinge ind forbi og se på det.

Momse: Vil du det? Det ville være dejligt. Men så skal jeg jo lige huske, hvor jeg har lagt den…
Mig: Momse, jeg tror…
Momse: Åh, det er det værste ved at blive så gammel. Jeg kan ikke huske noget…
Mig: Momse, hør nu, det er sikkert…
Momse: Altså… hvor pokker har jeg nu gjort af den…jeg mener bestemt, at jeg lagde den…
Mig: Momse! Det er den, du taler i!! Jeg har ringet til din mobil!!!
Momse: ….stilhed.
Mig: Momse? …. Momse er du OK?
Momse: Luftlyd, som en sækkepibe, der pustes op…
Mig: Moms? Tal til mig?
Momse: HAHAHAHAHAHAA! Hiven efter vejret. Latterbrøl.

Et kort øjeblik troede jeg, at hun ville omkomme af grin – hun kunne næsten ikke få vejret.
Da jeg kort efter troppede op hos hende, begyndte hun sit grineanfald forfra, så tårerne sprang, mens hun bandede over sit elendige gamle hoved.

Det lykkedes mig at få mobiltelefonen til at holde op med at blinke, og da hun var færdig med at grine, fik vi en kop kaffe og hyggesludder.

Det kan godt være, at hovedet ikke er, som det har været – men det gør hende ikke mindre sjov.

Momse doro mobil

Jul med en 98-årig tumling

Vores jul var tæt på at blive enten amputeret eller aflyst, eftersom Momse fik en blodprop (igen-igen) onsdag morgen. Hun snakkede sort og kunne slet ikke finde ud af de mest simple gøremål. Da jeg kom, sad hun i en stol og så helt fortabt ud, mens lægen stod i stuen og spurgte om vi ville have hende indlagt. Ikke fordi sygehuset ville kunne gøre noget, men så var hun da under opsyn.

Sidst hun var indlagt, var det ved at tage livslysten helt fra hende, så det så vi ingen grund til, når de alligevel ikke kunne trylle hende 10 år yngre eller gøre noget andet, for at få hende tilbage til normal igen.

Så hun blev. Og fik en elevationsseng og hjemmehjælp og en æske til piller.

Min mor kalder hende en tumling. Sådan et stykke legetøj man forsøger at vælte, men som bliver ved at rejse sig op. Jeg må indrømme, at da jeg så hende onsdag, gjorde jeg mig ingen forhåbninger om at holde jul i Oulaw som planlagt. Det var mere sandsynligt, at vi måtte holde en lidt amputeret aften hos momse i hendes et-værelses lejlighed med elevationssofa.

Men så rejste tumlingen sig igen, og vi har lige holdt den dejligste jul. I forgårs spurgte hun forfærdet, om vi havde købt dyre julegaver til hende, for det var jo ikke sikkert, hun ville nå at gøre brug af dem. Vi forsikrede hende, at vi kun havde købt noget, vi selv gerne ville arve. Hun fik en ledningsfri støvsuger og en kalender for 2017 med billeder af familien – og så er det spændende om hun kommer til at vende alle siderne i kalenderen.


Det er ikke til at vide med hende, for hun får de her små blodpropper i hovedet, som slår hende helt ud af kurs. Hun er træt af den gamle krop og det glemsomme hoved, og da der næppe kommer en blodprop, som gør hende 15 år yngre, så er hun egentlig indstillet på, at hver dag kan være den sidste, og det er hun helt cool med.

De sidste ti juleaftener har jeg stået i køkkenet med hende, mens hun har styret arbejdet, og jeg har forsøgt at følge med og notere mig alt, hvad hun gør. I år stod jeg selv ved kødgryderne, og til min store glæde blev både rødkål, and, sovs og brune kartofler godkendt med kryds og slange af mesteren selv. Jeg er bestået.

Når ens mormor pludselig bliver rigtig gammel

Jeg har været fraværende. Undskyld. Men der er simpelthen sket så meget på det seneste, at jeg ikke har kunnet følge med. Noget af det, der har fyldt mest, er min mormor.

Momse har fået et par små blodpropper i hjernen og har været indlagt – hjemme – indlagt – og hjemme igen. Ikke noget, der har taget livet af hende (7-9-13). Men når man bliver 98 år lige om lidt, så er en ny dag altså ikke givet på forhånd.

Min mormor har altid været mit store idol. Hun er ganske enkelt den sejeste madamme, jeg kender, og hun er også et af de mennesker, som har haft størst indflydelse på mit liv. Så når der er noget galt med Momse, så er der også noget galt hos mig.

Hun er kommet hjem fra sygehuset nu, og hun har accepteret, at hun er nødt til at tage i mod den hjælp, hun kan få – bl.a. får hun nu aftensmaden leveret, så hun ikke længere behøver at kokkerere hver aften.

Hendes balance er helt i skoven, så efter den første blodprop måtte hun forbi Marselisborg Hospital for at blive genoptrænet. Her stak de hende en rollator, som de mente, hun skulle lære at bruge. Men det passede ikke rigtig damen. Hun mente, at de havde givet hende Aldi-modellen, der hele tiden trak til højre, så hun bragede ind i både møbler og medpatienter.

Da jeg besøgte hende på Marselisborg betroede hun mig, at hun altså tog stokken, når hun skulle på toilettet, for rollatoren var noget så bøvlet. Og så fnisede hun som en teenager, der havde brudt skolens regler. Se.

Momse fniser

Men hun synes ikke, det er så sjovt, når krop og hoved ikke helt er, som det bør være. Og hun har sagt nej tak til genoplivning, hvis hun skulle falde om – og det kan jeg faktisk godt forstå.

– Jeg vågner jo ikke op til en ny og bedre krop. Fra nu af går det kun én vej, siger hun. Og det er ret svært at argumentere i mod. I hvert fald over for en 97-årig.

Jeg har sagt til hende, at hun har min velsignelse til at dø, når det passer hende. Selv håber hun, at hun bare går i seng en nat og glemmer at vågne igen. Og det kunne jeg godt unde hende – selvom jeg har svært ved at forestille mig tilværelsen uden Momse. Her til jul lærte hun mig at vride og koge klejner. Der er 1.000 ting, jeg gerne ville nå at lære af hende.

Momse og jeg har kogt klejner

Hun sagde en gang: ”Det er ingen sorg, når et gammelt menneske dør- mæt af dage. Man må gerne savne, men der er ingen grund til at sørge”.

Det skal hun nu ikke bestemme, men der er lidt om snakken. Savnet forsvinder nok aldrig – men taknemmeligheden over at have haft sådan et prægtigt menneske i sit liv, skulle gerne være det, der fylder mest, den dag hun er væk.

Heldigvis er hun her endnu. Og i morgen vil jeg tage ind og drikke en kop kaffe med hende.

 

 

Jul med et 95-årigt dampbarn

Det her er et billede på min jul.

Momses sæbevand

Den virker måske ikke umiddelbart særlig lækker – men ikke desto mindre, så er denne skål med “noget godt vand” indbegrebet af jul for mig. For når der står en skål sæbevand i køkkenvasken, så betyder det, at Momse er i huset. Og før Momse er i huset, bliver det ikke rigtig jul.

I år har hun gjort mit køleskab, mine køkkenskuffer og skabslåger rene. Momse er det elskeligste dampbarn, jeg kender. Hun KAN ikke sidde stille.

Hun kom vanen tro ned til os den 22. december for at hjælpe med at få huset gjort juleklar. Og det kan godt stresse maskinmesteren lidt, for han bliver sat i gang, så snart han nærmer sig sofaen. “Denne her skal lige hænges op, Tomas. Du er så høj”. “Nu er det vist også tid til at få sat juletræet på fod, Tomas”. “Lad Tomas dække bordet, han er så god til det”.

Maskinmesteren i køkkenet

Og hvis han endelig tager en slapper, så er det sikkert som Amen i kirken, at hun selv kaster sig ud i projekter, som en 95-årig ikke kan magte – og dermed bliver han alligevel nødt til at rejse sig for at få hende hevet ned af trappestigen eller tage skærebrænderen fra hende.

Jeg er vant til det. Fx har jeg lige sagt til hende, at jeg sætter mig og skriver på min blog nu. Og jeg vil IKKE lave andet i mens.

“Nej, nej”, siger hun. “Jeg kan da også bare sætte mig med et Anders And blad lidt”.

Det gjorde hun i 12 minutter. Nu reder hun senge på ungernes værelser.

Man skal være hurtig, hvis man skal fange hende i en stille stund. Men jeg har jagtet hende med kameraet – og det lykkedes. Se.

Momse i arbejde og en stille stund

To tudsegamle maskiner på arbejde

Her er to gamle maskiner: Momse anno 1918. Köhler symaskine anno 1939. Begge kom på hårdt arbejde i går.

Köhler anno 1939 momse anno 1918

Maskinen har stået hos mig, siden Momse flyttede fra Aalborg, men hun lovede, at hun ville komme og vise mig, hvordan den fungerer. Og det blev så i går.

Hun købte den, da hun var 21 år gammel i 1939. Hendes far var med, for selvom han var landmand, så var han oprindeligt udlært skrædder og vidste noget om symaskiner. Momse skulle bruge en, der var holdbar. Og det må man sige, at hun fik. Den gamle Köhler har syet både bamser, kjoler, telte og madrasser – og den syr noget så fint den dag i dag. Hun betalte 120 kroner for den. Det var mere end en månedsløn. Og den er fantastisk.

I går lærte jeg at spole og tråde den. Min fod ledte automatiske efter speederen, når jeg skulle til at sy – men jeg fandt håndsvinget i stedet og fik syet nogle fine linjer på prøvekluden.

Lige nu ville jeg rent faktisk ønske, at jeg havde gjort som der blev sagt i håndarbejdstimerne, for så havde jeg måske også lært at sy. Men det er vel aldrig for sent at låne en “Lær at sy-bog” i børneafdelingen på biblioteket og prøve sig frem? Eller hvad?

Nåmmen, ud over den instruktion så stod Momse også for aftensmaden. Frikadeller, persillesovs, hjemmesyltede rødbeder og nye kartofler. Kan man andet end at knuselske den gamle kone?

mormor laver frikadeller