Normalt er mine børn ikke kræsne, men…

…Måske vil de være det fremover – og i så fald er det min egen skyld.

Forleden postede en af mine gamle studiekammerater en række billeder fra den lokale slagters køledisk på Facebook. Billederne forestillede nogle ubestemmelige kødretter, som tydeligvis var inspireret af 70’ernes moderne kogekunst. Opslaget fik en del sjove mennesker til at gætte på, hvad de højtbelagte kødansamlinger med kartoffelmos-rosetter egentlig skulle forestille. Én gættede på, at slagteren måske havde ladet sig inspirere af denne fantastiske liste over “skræmmende opskrifter fra forgangne årtier”.

Da jeg først havde åbnet listen, kunne jeg slet ikke få øjnene fra billederne af retter, så ualmindeligt frastødende, at man ikke kan lade være med at tænke på, hvem der mon har været forstyrret nok til at finde på den slags horror-food.

Jeg kopierede billederne af de bedste gastronomiske øjebæer til min telefon og ventede i dagevis på, at en af ungerne skulle sende mig den velkendte sms: “Hvad skal vi have til aftensmad?”

Den kom så endelig i går, da jeg var på vej hjem fra arbejde, og jeg var simpelthen nødt til at holde ind til siden for at svare – hvilket var det hele værd:

Jeg kunne have fortsat med at besvare det spørgsmål med fotos af den ene kulinariske vederstyggelighed efter den anden, men jeg var nødt til at køre hjem. Da jeg forlod rastepladsen, grinede jeg så meget, at tårerne løb ned ad mine kinder, og jeg kunne knap se vejen.

Jeg forventede faktisk at komme hjem til et tomt hus og en seddel om at hele familien var kørt på McD. Men morbid nysgerrighed må have fået dem til at blive, og det var egentlig synd, for kålretten, jeg trakterede dem med, var pænt skuffende i forhold til den salatbudding, jeg først havde stillet dem i udsigt.

Næste gang de spørger, skal vi have leverpølse-annanas. Slurp!

Den sure del af det norske fiskeeventyr

Som tidligere beskrevet, fangede vi helt urimeligt mange fisk på vores ferie i Norge. Jeg fileterede fisk til mine fingre var helt rynkede, og vi havde frosset fileterne ned for at transportere dem hjem i en kølekasse, som kan tilsluttes strøm i bilen. Selvom køreturen ville vare mere end 9 timer, så ville fiskene fint kunne holdes frosne, indtil vi nåede frem til det hotel i Oslo, hvor vi havde booket en overnatning på hjemvejen. Hotellet havde givet os lov til at låne plads i en fryser, så vi kunne få alle 11,5 kg sejfilet med hjem i frossen tilstand. Og de blev da også lagt på frost af en sød receptionist, efter vi var tjekket ind.

Da vi tjekkede ud igen ved middagstid dagen efter, bad vi om at få vores fisk med – og receptionisten sprang af sted efter dem og kom tilbage – helt bleg.

– Jeg beklager virkelig. Men det ser ud til at døren til fryseren ikke har været lukket, så fiskene er desværre tøet ret meget op, sagde han undskyldende og satte posen med de 11,5 kg fisk på gulvet, så en pøl af lyserød fiskesaft løb ud på gulvet under den.

Lige dér måtte jeg simpelthen beherske mig så meget for ikke at råbe. Det var præmien af hele vores ferie, Maskinmesterens hede drømme, ungernes jubelhyl, mine mange timers filetering og roden rundt med herreklamme indvolde, som nu lå der og svuppede i sin egen saft på gulvet af det ellers så fine Scandic Byporten. Hold nu kæft, hvor var jeg skuffet. Og jeg kunne ikke en gang lave brøleren overfor den ulykkelige receptionist, for det var jo ikke hans skyld. Tomas var nede med ting i bilen, og jeg frygtede, at han ville implodere af harme, når han hørte det.

Men vi skulle ligesom nå en færge, og jeg skulle beslutte mig for, hvad jeg stillede op med de blævrede fisk i den dryppende pose. De var stadig meget kolde, og enkelte poser var stadig lidt frosne. Vi havde inviteret min familie på fisk, når vi kom hjem, så jeg slæbte et uskønt, slimet spor efter mig ned til bilen, mens receptionisten lovede os at få hotelchefen til at kontakte os, når han var tilbage.

Maskinmesteren blev præcis så indebrændt, som man kunne forestille sig. Vi sad i tavshed et langt stykke af vejen, og indimellem udbrød han: “Jeg kan simpelthen ikke fatte, at de har tøet alle vores fisk op.” Eller “Hvordan fanden kunne det overhovedet lade sig gøre?!”. Og “For helvede mand, det var det, hele vores ferie gik ud på!!”

Da vi kom hjem til Outlaw var klokken 22.30, og vi var helt flade. Jeg smed et termometer ned i kølekassen, hvor det viste sig stadig at være køleskabskoldt. Hele kassen svømmede i fiskesaft, men heldigvis lugtede det stadig fint af hav og ikke af gammel fisk eller tran. Jeg havde googlet mig frem til, at det blot gik ud over kvaliteten af kødet/fiskene, hvis man genfrøs det – så jeg smed hele lortet i fryseren, lavede en Maude og gik sur i seng.

Momse redder dagen
Dagen efter ringede jeg til Momse for at høre, hvad sådan en gammel kogekone mente, jeg skulle stille op. Hun mente, at det om ikke andet ville være fint til fiskefrikadeller, og at man altid kunne se og lugte det, hvis fisk ikke var godt.  Så jeg rev 4 kilo op, og ventede på hele familiens ankomst dagen efter. Min moster og kusine, som bor i Sverige var hjemme på ferie, og min mor og momse var med. Og så blev de sat i sving.

Der blev kørt fars i kødhakker, rørt fiskefars sammen med smagsgivere som citron, soltørrede tomater & chili. Vi fremstillede naturligvis også en standardfars for at behage Maskinmesteren. Herefter skulle der formes dunser og laves salat og tomatsovs. Der var trangt og travlt i det lille køkken, men det var hyggeligt, og vi skiftedes til at stå og vende deller og bælge ærter. Middagen blev helt forrygende, og det bedste er nu, at vi har fiskefrikadeller nok, til at ungerne kan få dem med på madpakkerne hver dag frem til 2016.

PS. Det er kun fair at tilføje, at vi ugen efter hjemkomsten modtog det sødeste, personlige brev fra receptionisten på hotellet, som igen beklagede mange gange og håbede at kunne råde lidt bod på vores tab med en voucher til tre overnatninger inkl. morgenmad. 

Det er go’ stil Scandic. I er tilgivet 🙂

Dette er ikke en urinprøve

Men det ligner. Det var i hvert fald det første, jeg tænkte på, da jeg her til aften stod og lavede mad og hældte præcis en deciliter hvidvin i mit mål her. Vi skulle have risotto. Jeg elsker risotto. Og mens jeg rørte i gryderne og pimpede lidt hvidvin af decilitermålet, fik jeg lige lyst til at høre The Police “King og Pain”. På Youtube faldt jeg over denne sindsygt fede version fra Stings 60 års fødselsdag, hvor Lady Gaga og Sting opfører nummeret på den seriøst for fede måde. Kæft, hun sparker altså røv, den dame. Især ved et flygel.

Ungerne spiste min risotto med velbehag. Men Maskinmesterens begejstring var ærlig talt til at overse. Efter tre mundfulde gik han helt i sort, døbte det “tisotto” og satte nogle frosne boller i ovnen…

Vi kalder det et Maia-køkken

Herhjemme har vi et begreb, der hedder et “Maia-køkken”. Det er noget, der opstår, når jeg laver mad. Før jeg går i gang, ser det sådan ud:

Maskinmesteren begriber ikke, hvordan et køkken i dén grad kan eksplodere på en time – bare fordi, man laver mad til fire personer. Og jeg prøver at forklare ham, at det handler om kunst, hjerteblod, ekspressionisme og fuldstændigt fravær af koordineringsevner i et køkken. 

Til gengæld rydder jeg altid pænt op efter mig…

 

Tak for lort, Mozart

Nu har jeg jo efterhånden været sygemeldt et par gange på grund af de her “røvsyge” operationer. Og hver gang sker det sælsomme at jo mere tid, jeg har for mig selv, des flere underlige ting begynder jeg at interessere mig for. Første gang jeg skulle opereres, fik jeg læst Bibelen. Bare sådan fordi det jo er en klassiker fuld af gode røverhistorier. Anden gang satte jeg mig for at lære at sy på min mormors gamle symaskine med håndsving. Den tredje gang gennemførte jeg et hjemmestrikket skrivekursus ved hjælp af bogen “Skriv!” af Mikkel Hvid.
Der var også et tidspunkt, hvor jeg besluttede mig for at lære noget om make-up og dullegrej.

Denne gang er ikke anderledes, men nu er det så de store komponister, jeg har kastet mig over. Faktisk har jeg kun hørt klassisk musik, når jeg handler i Søstrene Greene.

I går kom Maskinmesteren så hjem midt i Mozarts Horn Concerto no. 3. Et inferno af trut, blæs og lidt stryg. Jeg var og er ganske eksalteret over alt det fede musik, der bare venter på, at jeg skal opdage det. Hvorimod Maskinmesterens begejstring er til at overse. Han bliver faktisk lidt knotten af al den finkulturelle hvinen og klimpren. Ungerne synes, Mozart er cool, hvis vi altså ser bort fra operaerne.

Nåmmen, jeg gik altså i køkkenet akkompagneret af Mozart i går aftes. Måske var det min begejstring over hans 41. Symfoni, der gav mig lyst til at eksperimentere med de rester, der efter planen skulle udgøre familiens aftensmad: kartoffelmos, lidt oksesteg, bønner, ærter og en pølse. I hvert fald endte det i mindre katastrofe. Jeg ville have lavet mosen til kartoffelkager på panden. Og så hakkede jeg de kogte bønner i mosen, tilsatte et æg og why the hell not – lidt tørret brændenælde. Rørte lortet sammen og hældte det i en pose, som jeg klippede et lille hul i, så jeg kunne klemme massen ud på panden i fine hundelorte snegleformede kager.

Det så fint ud, lige indtil kagerne skulle vendes. For de havde ved Gud ikke til sinds at blive til kager. Nej, de forblev naturligvis mos og splattede totalt ud over hele panden. Med Mozarts “Et-eller-andet-orgastisk-voldsomt-i-C-dur” i ørerne, lod jeg mig rive med af vanviddet (sur var jeg også over at min madkunst mislykkedes) så jeg klemte al mosen ud af posen, ned i panden og væltede det hele sammen. Burde naturligvis have foreviget den gigantiske kokasselignende kartoffelsplatkage, jeg efterfølgende præsenterede for den måbende forsamlede famile. Men det tænkte jeg altså ikke på.

Tomas bad så mindeligt om lov til at kvæle Mozart, mens vi spiste, og efter to mundfulde bad ungerne lige så mindeligt om lov til at smøre en rugbrød med leverleif i stedet.

I morgen prøver jeg med Beethoven, måske er han bedre i et køkken.