Normalt er mine børn ikke kræsne, men…

…Måske vil de være det fremover – og i så fald er det min egen skyld.

Forleden postede en af mine gamle studiekammerater en række billeder fra den lokale slagters køledisk på Facebook. Billederne forestillede nogle ubestemmelige kødretter, som tydeligvis var inspireret af 70’ernes moderne kogekunst. Opslaget fik en del sjove mennesker til at gætte på, hvad de højtbelagte kødansamlinger med kartoffelmos-rosetter egentlig skulle forestille. Én gættede på, at slagteren måske havde ladet sig inspirere af denne fantastiske liste over “skræmmende opskrifter fra forgangne årtier”.

Da jeg først havde åbnet listen, kunne jeg slet ikke få øjnene fra billederne af retter, så ualmindeligt frastødende, at man ikke kan lade være med at tænke på, hvem der mon har været forstyrret nok til at finde på den slags horror-food.

Jeg kopierede billederne af de bedste gastronomiske øjebæer til min telefon og ventede i dagevis på, at en af ungerne skulle sende mig den velkendte sms: “Hvad skal vi have til aftensmad?”

Den kom så endelig i går, da jeg var på vej hjem fra arbejde, og jeg var simpelthen nødt til at holde ind til siden for at svare – hvilket var det hele værd:

Jeg kunne have fortsat med at besvare det spørgsmål med fotos af den ene kulinariske vederstyggelighed efter den anden, men jeg var nødt til at køre hjem. Da jeg forlod rastepladsen, grinede jeg så meget, at tårerne løb ned ad mine kinder, og jeg kunne knap se vejen.

Jeg forventede faktisk at komme hjem til et tomt hus og en seddel om at hele familien var kørt på McD. Men morbid nysgerrighed må have fået dem til at blive, og det var egentlig synd, for kålretten, jeg trakterede dem med, var pænt skuffende i forhold til den salatbudding, jeg først havde stillet dem i udsigt.

Næste gang de spørger, skal vi have leverpølse-annanas. Slurp!