Tag-arkiv: 30 år

Hemmelighedskræmmerier i mandeklubben

Selvom Outlaw er en stille by, så er der i de forløbne uger arbejdet med skumle planer under den pæne overflade. Faktisk er det foregået i vores have.

Se, det er jo sådan, at vi har en ugift 30-års fødselar, som har været så letsindig at invitere til fest. Det er Taxa-Claus’ kæreste, Dorthe, som fylder år. Og det har aldrig været nogen hemmelighed, at Dorthe gerne ville giftes. Helst med Claus.

Det er heller ikke ukendt, at Claus var noget fodslæbende omkring det. Men da de fik lille Theo, blødte han lidt op – og søreme om ikke han faldt på knæ og friede. Nu er Theo efterhånden fyldt fire og har fået selskab af en lillebror, og uanset om hun piber eller synger, så kan Dorthe ikke ændre på det faktum, at hun er en ufrivillig pebermø.

Og hvilken peberkværn laver man til sådan en? Bridezilla selvfølgelig! Så i de sene aftentimer har Maskinmesteren svejset, malet og bygget med hjælp fra de øvrige Outlaw mænner. Her er det fx Keld, som er i gang med at ordne sløret. Bridezilla og keld Jeg fik æren af at male ansigt, brudebuket og nogle ret underlige arme – men fin blev hun. Martin kom med brudesløret, og i går dukkede der så en flok mænd, koner og børn op på vores matrikel, for nu skulle Bridezilla-Dorthe møde Outlaw-Dorthe.

Først spiste vi pølser og drak øl, og bagefter blev tønderne fyldt med grus og kørt op til Dorthe og Claus’ hus på en palleløfter.

I dag kommer hele Dorthes familie på besøg, og de vil blive modtaget af Dorthe-Zilla og den ægte Dorthe her. Tadah! Og tillykke. Vi kommer og fester jer hegnet i morgen. pebermø brudetønde peberbøsse