Massemord med Norges Rambo

Den sidste eftermiddag i vores lille, norske fiskeparadis, kom en af de lokale beboere ned til havnen for at tømme sine krabbetejner. 

Han var en gammel vejrbidt gut, som helt naturligt satte Sandra og Nikoline i gang med at hjælpe med til at tømme tejnen, så de kæmpemæssige, vrede krabber væltede ud. 

En af dem fik fat i Sandras tommelfinger, og hun kæmpede en brav, indædt kamp for at få den til at slippe. Ondt gjorde det, men typisk for hende, sagde hun ikke en lyd. 

  

Skipper Olav viste hende herefter, hvordan man flår kløerne af og tramper den desarmerede krabbe ihjel. Barske sager. Men Sandra var blevet så vred efter at være blevet “bidt” af krabben, at hun uden betænkninger gjorde, som hun fik vist.  Nikoline stod lidt og så på myrderierne, mens hun peb: “Jeg ved, at jeg nok aldrig får mulighed for at prøve det her igen, men jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at prøve det”.    Det var helt frivilligt, men nysgerrighed og frygten for at gå glip af noget fik hende alligevel til at prøve. Og mens de to tøser knoklede med krabberne, satte Olav sig ned og fyrede op i piben.  Han havde en frisk forbinding om sin hånd, og  bag gazen lå en voldsom historie: 

Aftenen forinden var der en kat i hans soveværelse, som han fejlagtigt troede var hans egen. Men da han løftede den op, viste det sig at være en vildkat, som bed ham voldsomt i hånden. En mand som Olav bider man ikke ustraffet, så han holdt den i et jerngreb, indtil den blev slap og var død. Bag efter tog han på sygehuset og fik diverse vacciner og fik såret bundet ind. 

Da krabbekløerne var klar, hældte Olav dem i en stor gryde og proklamerede, at de var klar om 20 minutter, og hvis vi ville, så kunne vi spise med. 

Jeg skyndte mig op og ristede toast, hentede citron, dild og mayo og kort efter åd vi en overdådig krabbefrokost. Fantastisk. Intet mindre.     Olav overlod resten af kløerne til os og smuttede af sted med ordene: “Vi ses til næste år”.