Tag Archives: mænd

Tarmfremfald i Outlaws mandepøllekøkken

Der har været gang i mandekøkkenet i Outlaw i dag. Maskinmesteren har haft besøg af pølseklubben, som i dag har kastet sig over kunsten at fremstille laksepølser.


 Det betød endnu en dag med bekymrende udsagn som “Jeg tror der er kommet luft i tarmen”, “Åh nej, vi har tarmfremfald” og “du må ikke presse tarmen for hårdt”.

Man vænner sig til det efterhånden. Bare man hele tiden siger til sig selv: “Det er bare mænd. De hygger sig. Det er ok”.

Næsten simultant med det store manderykind i køkkenet – fik vi besøg af en anden lækker herre, som jeg ikke bare har savnet på det seneste. Nej – jeg har trængt til ham.

Han var svært tilpas med den heftige aktivitet i køkkenet og placerede sig hurtigt strategisk hensigtsmæssigt i forhold til eventuelt køkkennedfald.

 Arh men for helvede… Findes der lækrere kræ? 

Barkley-lånehund har også spillet en terapeutisk rolle i dag, da vi var ude at kælke med vores syriske naboer, hvor moderen desværre lider af panisk angst for hunde. Hun endte faktisk med at ae ham uendelig forsigtigt på måsen, da familien lige var inde til en kop kaffe efter kælketuren. Det var stort.

Ellers er alt, hvad der er normalt, sat ud af drift i dag. Vi indtog maskinmester-made frokost kl 15.30:    
Som ekstra bonus kom søde naboer forbi med brandvarm arabisk specialitet: kogte brune flava bønner med spidskommen. Det smager fantastisk. Bedre end det ser ud. Promise.   Pølseklubben kæmpede efterfølgende med tarmslyng…

 …og en hund, der virkelig gerne ville være mundskænk…

  Det eneste, der mangler at blive fikset, er  køkkenet…

 Og aftensmad engang kl 23…

Reklamer

Maskinmesteren har kapituleret

Jeg kan ikke længere kende min mand. For nu er det sket. Det, som han lovede, aldrig ville ske. Det, som maskinmesteren svor, aldrig ville komme ind på hans matrikel. Det, som han påstår, er årsagen til, at mandlige kønsorganser visner og svinder ind til en brunchpølse:

Jep. Det er en Weber. Ikke bare en Weber. En Weber Smokey Mountain, der vistnok kan både koge, brase, dampe, røge og gøre ved.

weber hsm

Tomas har ikke rigtig været sig selv, siden beslutningen om at købe den blev taget. Han har siddet på nettet og læst opskrifter og diskussioner på nørdede Webersider. Han har købt ind i specialforretninger og gjort klar til weekenden, hvor der skal eksperimenteres med apparatet, som mest af alt ligner Storm P.’s forsøg på at bygge R2D2. Og det får mig til at frygte både eksplosioner og ildebrand, når først fyrbøderen går i gang.

Jeg kan stadig ikke rigtig forlige mig med tanken. Min mand har købt en Webergrill. Hvad bliver det næste? Vil han til at køre Berlingo? Og tage salsatimer? Gå til ølsmagning? Blomsterbinding? Har han mon en anden – eller er det bare det tåbelige aggregat, der gør sådan noget ved ham? Jeg er noget nervøs ved projektet.

Men omvendt, hvis det så er den sidste grill, han køber, så er det egentlig OK. For vi har en mindre grillkirkegård stående ude i værkstedet (sammen med ungernes pap-kreations-helvede) . Jeg kan tælle mindst fire ubrugelige blikdåser, som Tomas har slæbt hjem i forsøget på at undgå Weber.

Så jeg håber virkelig, at alle hans anstrengelser bærer frugt – at maden bliver intet mindre end fantastisk. Maskinmesterens Gæstebud skal lykkes. For ellers kender jeg en, hvis diller bliver til en brunchpølse, når han retfærdigvis skal hånes af alle de mennesker, han selv har mobbet med deres Webergrill. Hvis maden samtidig fejler for ham, ville det være intet mindre end ubærligt.

Den Sorte Gryde

Suppehøns suppehøne hønsekødssuppe

Putte og Gokke – et par af vores hjemmegående hønniker i Den Sorte Gryde. Selv efter tre timer var de stadig som sålelæder. Måske er det noget med gryden?

Den sorte gryde er et skrækfænomen fra min mands barndom. Det var den gryde, hvorfra min svigermor i følge fortællingerne frembragte vederstyggeligheder til middagsbordet, som har givet både ham og hans bror dybe ar på sjælen. De fortæller bævende om supper kogt på roer og cykelslanger. Om sovs så tynd, at den løb gennem skeen og ikke mindst om Brusk Bolognese og gryderetter, som ingen havde mod på at kende indholdet af. 

Desværre har jeg tilsyneladende arvet Den Sorte Gryde. I hvert fald får min mand det her livstrætte ansigtsudtryk, hver gang jeg hiver wokken frem og speedsnitter kål, selleri og andre ubekvemme grøntsager. Han spiser altid lidt af det, for at fremstå som et godt eksempel for børnene. Men han bliver sjovt nok altid sulten, når de er lagt i seng og går ud og smører nogle boller.

Hans angst for “frygt og grønt” så overdreven, at jeg modtog følgende SMS, da jeg en dag var kommet til at tabe et par gulerodsstave og lidt vindruer i hans madpakke : 

“Stop tyven! Nogen har hugget min madpakke og erstattet den med en frugtkurv!”

Men nu skal han jo ikke gå og tro, at han er så meget bedre selv. Fx stod han bag en den ret, som børnene døbte “Fars Brækgryde”. En gulbrunlig karryret med rigtig meget blomkål i.

Den skal sent blive glemt her på matriklen. Hønsene var begejstrede for den.