Tag-arkiv: madpakker

Madpakker for dovne mødre

Jeg er nødt til at komme med en indrømmelse. Måske kom jeg til at pudse lidt for meget glorie, da jeg skrev om mit behov for at smøre madpakker til børnene.  Jeg fremstod vist som en englemor, der smører klidboller og kæler med hvert eneste stykke økologisk kyllingepølse, der bliver lagt ned i madkassen til arvingerne.

Hvis jeg er kommet til at give det indtryk. Så beklager jeg. Jeg løj.

Faktum er, at jeg førhen stod hver aften med øjeposer i pathøjde, mens jeg uengageret klaskede noget rugbrød sammen om noget pålæg og kaldte det en madpakke, mens jeg trøstede mig ved tanken om, at det trods alt ikke var sten og brødkrummer, jeg sendte børnene ud i skoven i skole med.

En aften beklagede jeg mig til min kloge mor: ”Jeg får aaallldrig noget aftentid for mig selv – fordi jeg står og smører madpakker til hele familien til kl. 21.30 hver aften. Jeg er traaaaaat!”

Hvortil min mor afslørede en dyb hemmelighed for mig: ”Jamen, hvorfor gør du ikke bare lige som jeg gjorde, da du var barn? I weekenden smurte jeg 10 madpakker og frøs dem ned. Om aftenen skulle jeg bare hive en til os hver fra frys til køl, så var de klar til dagen efter.”

”WUT?!! Jamen MOR?! Vil det sige, at jeg er opflasket med fesne, frosne madpakker? Helt ærligt?!”

Det er jeg så. Jeg husker nu mine madpakker som gode. Og som en hilsen fra mor.

Men jeg var stadig skeptisk. Så jeg testede det. Smurte en enkelt madpakke efter min mors anvisninger. Remo og mayo skal UNDER pålægget. Og ingen rødbeder, agurker osv. Det må du lægge på, når de er tøet op.” Nuvel.

masseproduktion madpakker

Bemærk dødssynden. Remoulade OVENPÅ fiskedellerne. Dumt. Smagen er fin, men remoulade og mayonnaise får en kedelig synlig konsistens, når det fryses. Men det smager som det skal.

I dag har jeg overgivet mig totalt: Mor, du har ret igen! Optøede madpakker holder 100. Man kan ikke smage, at de har været frosne. Trust me.

Så når jeg står der og hvæser af mit barn, der uskyldigt beder om lov til selv at prøve at smøre madpakke. Så er det naturligvis for at skjule, at jeg bare går ud og river en pakke op ad fryseren, pynter med lidt rødbeder og agurker. Skræller en gulerod eller smider lidt rosiner i kassen. Og voilá: Madpakker til både mand, mig selv og børnene.

madpakker klar til frost

Og så betyder det, at jeg kan sidde her i min bloggrotte og hyggeskrive i stedet for at smøre madder.

Ps. Maskinmesteren smører gerne madpakker. Mandepakker. Fire halve med leverleif. Ingen frugt – måske en kvart agurk – hvis han kan finde den i køleskabet. Derfor: Han hælder træpiller på og renser fyret. Jeg smører madpakker. Det’ bedst. 

Hvad skal vi snart med mødre?

Jeg havde ikke set det komme. Og nu sidder jeg her og spekulerer over, hvornår min eksistensberettigelse som mor definitivt hører op.

I går smurte Sandra for første gang sin egen madpakke. Det kom helt bag på mig, da hun bad om lov. Så meget, at jeg først sagde nej. Jamen, hvad skal det nu til for?!

Den lille æske moderlig omsorg, som de får med i tasken hver dag, skal da overhovedet ikke udskiftes med selvstændighed eller “gør-det-selv-mentalitet” før de er 16. Mindst.

Det er MIG, der smører madpakker. Det er MIG, der lægger små sedler i madkassen og tegner på bananskrællen. Det er MIG, der sikrer, at de har både groft, grønt og lidt frugt med hver dag.

– Jamen, Tobias smører selv sin madpakke hver dag. Må jeg også det?

(Arrghhh. Du er otte år gammel. Gu’ må du da røv smøre din egen madpakke. Hvis alle børn begyndte på det, hvad skulle man så overhovedet med mødre?)

– Mja. Okay. Det må du vel.

Og det gjorde hun så. Hun fik lidt hjælp til at skære æblebådene ud. Men ellers stod hun egenhændigt for madpakken, som kom til at indeholde:

  • To halve med spegepølse
  • To halve med paté.
  • Seks mandler
  • Tre svesker
  • Otte skiver agurk
  • Fire stykker rød peber
  • Et æble skåret i både og dyppet i citron
  • Et lille brev “Kære Sandra, kan du have en god skoledag. Hilsen Sandra”
Madpakke battle

Madpakke-battle: Mor vs. Sandra.

Nikoline så fodbold med sin far og havde ingen interesse i “smør-selv-konceptet”. I hvert fald ikke den dag. Så jeg lagde mig i Sandras slipstrøm og lavede en næsten identisk madpakke til Nikoline – bortset fra bananen. (Der var ikke flere æbler) Og hvad sker der for, at jeg altid har bestræbt mig på at lave fire forskellige slags madder, og så laver ungen bare to ens?!

Jeg kan lige så godt bare se det i øjnene. Jeg er en dinosaur på vej mod udryddelse.