Tag Archives: kjoler

Bryllupsbrag i Outlaw

Outlaw har været på den anden ende i de seneste par måneder. Vores gode venner Dorthe og Claus skulle giftes – og det kræver jo både polterabend, æresport, sange og taler.

Polterabenden for de to er overstået for længst, og det blev mindeværdig. Vi havde delt os op i et mande- og et damehold, som troppede op hjemme hos Dorthe og Claus med babysitter og det hele arrangeret. Vi fortalte dem, at herrene skulle skyde lerduer og pigerne skulle have fodbehandling med doktorfisk. Claus så glad ud – og Dorthe noget betænkelig ved tanken om at få babbet tæer af små glubske mallefisk.

Det bedste var faktisk Claus’ ansigt, da drengene gjorde mine til at tage af sted med ordene: “Kom Dorthe, du skal med os”. For sådan blev det:

polterabend doktorfisk lerduer

Herefter byttede vi, så pigerne tog Dorthe ud at ride, mens Claus blev sat i arbejde, hjemme hos sig selv, da der skulle mures og sættes en ny dør op i kælderen. Det er ingen hemmelighed at Claus’ talenter for det håndværksmæssige kan ligge på en femøre, så det var vist godt, at han fik råd og vejledning fra tørstige venner imens.

claus murer de andre drikker øl

Polterabend endte vanen tro i hegnet. Af uvisse årsager mente drengene, at Claus skulle ud og padle rundt i en gummibåd i Bo og Henriettes sø. Det lykkedes dem at punktere gummibåden, så han tippede rundt og måtte hjælpes i land af storgrinende venner.

Brylluppet fandt sted i går, og det var heldigvis lidt mere stilfuldt. Se bare min yndefulde løbemakker her, som ankom med højt hår, smuk kjole og beredt til tænderne med lommelærken i håndtasken.

Jette med lommelærke

Eller Outlaws skæggeste mænd. John og Martin, som i dagens anledning havde været med gommen til barber og fået ansigtsbeklædningen trimmet.  John var i øvrigt iført sit livs allerførste jakkesæt. Han var så begejstret for det, at han overvejede at gøre det til sin arbejdsuniform, når han kører truck til hverdag. Dét er go’ stil.

Skægge mænd

Brylluppet blev intet mindre en et brag. Alt spillede lige fra ceremonien i kirken til de mange smukke og underholdende taler, sange, indslag og ikke mindst brudevalsen, hvor Claus og Dorthe overraskede alle med en danseserie, der ville have fået Beyoncé til at hyre dem på stedet og som berettigede dem til en rolle i næste opsætning af Grease. Jeg tabte ganske enkelt kæben. Det var SÅ cool.

baren drinks

Festen fortsatte på dansegulvet og i baren, hvor der ikke manglede noget som helst. Vi gik først til køjs, da lyset blev tændt og musikken standsede.

I dag er her stille. Ingen gider noget. Jeg er helt sikker på, at der bliver hentet en del take-away til Outlaw i dag.

Tak til alle – ikke mindst til Claus og Dorthe. Det var en fantastisk dag. Vi ønsker jer alt godt.

brudepar

 

Reklamer

Købte lige en fremmed dames tøj

I går købte jeg en fremmed dames kjole. Hun havde så mange andre at vælge i mellem, og jeg var helt vild med den, hun havde på.

Før jul fik jeg et link fra en god veninde til en tøjbutik i Skanderborg. Hun mente, at tøjet i butikken var lige noget for mig. Og da jeg kiggede på webshoppen, kunne jeg godt se, at der var mange ting, der godt kunne stå mit navn på.

I går kørte jeg så derud. GPS’en informerede mig om, at jeg ville have præcis 30 minutter i butikken, før den lukkede. Men nu skulle det altså være. Mamelukken viste sig at være intet mindre end et kludemekka lige efter mit hoved. Jeg rev ned fra hylder og bøjler og kastede mig ind i prøverummet, hvor jeg hev tøj af og på. Mit hår blev til en uglet vindheks på mit hoved af statisk elektricitet, men jeg nåede det! Jeg havde tre must-haves og derudover forelsket mig i en sort kjole, som bare gerne måtte have haft lidt farver.

– Det er faktisk sådan en, jeg har på, sagde damen i butikken og viste en lækker grøn model frem.
– Men jeg har ikke flere, beklagede hun.
– Øv, kan jeg ikke bare købe din? spurgte jeg.
– Jo! Og du kan få den billigt, for jeg har brugt den en del, sagde hun.

Og så var det en handel.

Inger fra Mamelukken

Den søde dame, som ejer butikken, rejser selv rundt og finder spændende sager til den. Hun hedder i øvrigt Inger. Og det er hendes kjole yderst til venstre. Eller…var…for nu er den min!

Klude

Hvis du en dag kommer forbi Skanderborg, så vil jeg anbefale et kig i Ingers butik. Men du kan også tjekke sagerne her: Mamelukken.dk

(Og nej, jeg får ikke en skid ud af at reklamere. Jeg deler blot min begejstring)