Kantinen på mit arbejde er så elskværdige, at de hver fredag, når salatbaren skal tømmes, laver en sæk med rester, som jeg så kan tage hjem og forkæle damerne med.
Flere har måske bemærket, at vi har lånehund i øjeblikket, og forleden var han og jeg ude ved hønsene med salatsækken. Barkley stod uden for hegnet og så til, mens jeg hældte salat ud i hønsegården. Pludselig kom en af damene løbende med pivåbent næb og et desperat udtryk i de plirrende øjne. Hun havde næbbet proppet med noget, der lignede kød. Ikke bare kød. Nej, kyllingekød!
Jeg kiggede ned i sækken og ganske rigtigt; sammen med ruccolaen og agurkerne lå en stor bunke kogte kyllingestykker. Jeg fik hjulpet den forslugne dame af med fangsten og så til min rædsel, at der lå masser af kyllingekød i hønsegården, og det var i ret høj kurs blandt de små fjerklædte kannibaler. Derfor tog jeg en hurtig beslutning og lukkede hunden ind i hønsegården og gav ordren. “Søge”. Damerne gav nogle højlydte angst-skråårk og baskede lidt rundt, indtil det gik op for dem, at Barkley er så mageligt anlagt, at han foretrækker kogt høne fremfor levende høne med fjer på.
De blev faktisk ret gode venner, da madammerne havde indset, at det var bedst, de holdt sig til vegetarmenuen og lod hunden klare proteinerne.
Faktisk var der så meget kød i posen fra kantinen, at jeg kunne fylde denne skål op med top på. Hvis I undrer jer over Barkleys lidt slukørede udtryk, så skyldes det, at det meste af kødet, lige er blevet foræret til nabohunden. Æv.
Ordgylle fra Outlaw 